Kulturudvalget 2021-22
København, den 26. august 2021
Til Ane Halsboe-Jørgensen og kulturordførerne
I forbindelse med regeringens udspil Tættere på - Flere uddannelser og stærkere lokalsamfund er Den
Danske Scenekunstskole blevet stillet i udsigt at flytte 30 studiepladser til Holstebro.
Vi er helt enige i, at Holstebro gennem årtiers bevidst strategi inden for kultur- og kunstuddannelser er
fuldt ud i stand til at løfte en kunstnerisk uddannelse af højt niveau. Men vi mener, at denne uddannelse,
ligesom Holstebro har gjort det, bør gå nye veje.
Noget af det, som Danmark mangler, er en folkeskole-meriterende danse-pædagogisk uddannelse. Med
en sådan uddannelse kan dansere og deres faglighed komme ind i folkeskolerne og undervise på lige fod
med lærerne.
Overbygningen vil skabe arbejdspladser og forståelse for, hvad dans er og hvad denne kunstform kan
bidrage med til den enkeltes individuelle udvikling. En sådan uddannelse vil også styrke dansens natur-
lige infrastruktur og gøre karrieren som danser mere bæredygtig.
Derudover spiller en danse-pædagogisk uddannelse i Holstebro sammen med den allerede eksisterende
Kandidatuddannelse i Dans og Participation (tidligere Danseformidleruddannelsen) på Den Danske Sce-
nekunstskole. I samarbejde med andre fagligheder, dramapædagogik og Det Jyske Musikkonservato-
rium, kan en danse-pædagogisk uddannelse i Holstebro bidrage til at udvikle et andet fag, nemlig musik-
pædagogik i Holstebro.
Brancherådet for Scenedans ønsker at støtte op om en sådan udvikling.
Vi ønsker også at støtte op om den udvikling af Den Danske Scenekunstskole, som er sket efter mange
års fokuseret og dedikeret arbejde. På DDSKS er det nu lykkedes at skabe rammer og miljø omkring den
samtidsdans, som både de professionelle dansere, undervisere og studerende har stor glæde af. Den in-
frastruktur er vigtig at vedligeholde og fortsat styrke.
En anden ting, som er vigtig at holde fast i, er akkrediteringen af den nuværende bachelor- og kandidat-
uddannelse. Dansen har opnået samme akkreditering som andre nordiske uddannelser og opbygget et
samarbejde på KA-niveau på tværs af de nordiske uddannelser: Khio-Oslo, Uniarts-Helsinki og Uniarts-
Stockholm.
Samarbejdet på tværs af de nordiske storbyer styrker uddannelsen internationalt og tiltrækker både
internationale gæstelærere og studerende af høj standard. Derudover giver akkrediteringen også mulig-
hed for udveksling med institutioner i hele Europa, samt naturligvis for de studerendes adgang til KA og
phd uddannelser efter endt uddannelse på DDSKS. Dette er også med til at løfte feltets kunstneriske ni-
veau.
Brancherådet for Scenedans v/kasserer Jens Christian Jensen
C. F. Richs Vej 93, 3. th – 2000 Frederiksberg – Mail: [email protected] – Telefon: 30 53 10 35