Kulturudvalget 2021-22
Til Folketingets Kulturudvalg
4. maj 2022
Bevaring af Fregatten Jylland – en del af
Danmarkshistorien
I mere end 160 år er det lykkedes at bevare og vedligeholde Fregatten Jylland. Skibet er et unikt
stykke kulturarv og en central del af Danmarkshistorien. Den er en letforståelig del af vores maritime
historie og et vigtigt besøgsmål for både danske og udenlandske turister.
Fregatten Jylland kræver konstant vedligehold – faktisk udskiftes alt træ på skibet i en periode på 25
år. Vores håndværkere er altid i gang og det giver os en enestående mulighed for at formidle det gode
håndværk gennem undervisningsforløb. Derfor formidler vi sideløbende med skibets egen unikke
historie også det gode håndværk til både grundskole og faguddannelser.
Planlægning af vedligehold kræver langsigtet finansiering
Vedligehold af et stort træskib som Fregatten Jylland er dyrt og kræver langsigtet planlægning. For
eksempel står stormasten overfor en udfordrende renovering, der ventes at tage op til fire år. Det
kræver et dygtigt personale med stor viden om håndværket og midlerne til at investere. Den årlige
udgift til vedligehold er i øjeblikket på 4,7 – 5 mio. kr. for at bevare skibet i rimelig stand.
Fregatten Jylland har siden 2006 modtaget statslige bevillinger, men det har været af en meget
varierende størrelse. Bevillingerne har ikke været permanente, og senest har perioden kun været på
to år. Den nuværende bevilling udløber med udgangen af 2022.
Udover midler fra staten modtager Fregatten Jylland årligt 2 mio. kr. i driftsstøtte fra Syddjurs
Kommune, hvoraf 1 mio. kr. er dedikeret til fregattens vedligehold. Midlerne fra staten går
udelukkende til vedligehold og midler til udvikling hentes via fonde.
For at kunne planlægge flerårigt vedligehold med en høj faglig standard er der behov for minimum 4-
årige bevillinger. Bestyrelsen og ledelsen på Fregatten Jylland vil derfor stærkt opfordre til at
bevillingerne forlænges, eller gøres permanente, så en langsigtet og bæredygtig økonomi kan sikres.
De korte bevillinger er i øvrigt medvirkende til, at man løbende er i risiko for at miste højt
specialiserede medarbejdere, da man ikke kan garantere deres fortsatte ansættelse.
Godt vedligehold er forudsætning for stærk formidling
Fortællingen om Fregatten Jylland er i dag synonym med fortællingen om det gode håndværk. Det
løbende vedhold sikrer, at vi har håndværkere ansat med stor erfaring og særlige kompetencer. Vi
besidder i dag en unik håndværksmæssig viden, som efterspørges af mange. Derfor samarbejder vi
med grundskoler, faguddannelser og arkitektskoler for at bevare og videreformidle den
håndværksmæssig viden. Det har samfundet brug for.
Den Selvejende Institution Fregatten
Jylland ◦ S.A. Jensens vej 2-4 ◦ 8400 Ebeltoft
Telefon 86 34 10 99 ◦ Mail:
◦
www.fregatten-jylland.dk
◦
CVR 10021936