Kulturudvalget 2021-22
SKIBSBEVARINGSFONDEN
Sundvej 9, 8700 Horsens
Tlf. 7565 9919
Direkte: 2147 9023
www.skibsbevaringsfonden.dk
Horsens, 12-04-2022
Til Folketingets Kulturudvalg
Skibsbevaringsfonden
anmoder hermed om foretræde for Kulturudvalget. Fonden søger politisk opbakning
til en ny og permanent finansieringsordning. En ordning, der i årene fremover vil sikre fonden et økonomisk
nødvendigt og stabilt fundament til fortsat at kunne investere i og arbejde med bevaring af den sejlende
kulturarv. Investeringer, der er medvirkende til, at fortidens historiske skibe og traditionelle maritime
håndværk endnu eksisterer iblandt os og stadig indgår i mange samfundsnyttige sammenhænge.
Eksempelvis går bevaringen af fartøjerne ofte hånd i hånd med nutidens uddannelser til håndværks- og
søfartsfagene, med formidling til skolesøgende børn og unge og ikke mindst med de socialpædagogiske
skibstilbud, hvor unge om bord tager tilløb til at stå på egne ben i tilværelsen. Også i beskæftigelsesmæssig
sammenhæng gavner investeringerne. Det gælder såvel i de maritime erhverv som i turisme og
oplevelsesøkonomien og i ikke mindst i udviklingen af lokale havne- og foreningsmiljøer. Fartøjsbevaring
gennem lærings- og erhvervsrettet brug er således i høj grad medvirkende til de historiske skibes og de
traditionelle maritime håndværks fortsatte eksistens.
Vi skal heller ikke forglemme de mange foreningsskibe og folk i andre maritime fællesskaber, der samlet
set udgør en regulær folkebevægelse. I fartøjsmiljøer over hele landet mødes unge og ældre i aktive
fællesskaber, hvor et væld af frivillige arbejder for at holde små og store fartøjer sejlende. Som det fremgår,
er listen over nyttevirkningerne lang, og vi tør godt vove den påstand, at investeringerne betaler sig.
Skibsbevaringsfonden
er en selvejende, ikke-erhvervsdrivende fond, stiftet i 1986 på foranledning af
Kulturministeriet. Fonden er sat i verden for at bevare landets sejlende kulturarv og det sker ved at udpege
historiske, bevaringsværdige fartøjer af særlig betydning og at forvalte de statslige midler, der hvert år
bevilges gennem Kulturministeriet. Disse midler tildeles i form af rente- og afdragsfrie lån, som sammen
med egenfinansiering, og finansiering fra fonde, sikrer en fortsat bevaring og udvikling af flåden, og samtidig
sikrer, at skibene ikke sælges til udlandet. Fonden leverer tillige faglig rådgivning til både skibsejere, værfter,
offentlige myndigheder, samt private fonde og andre projektinteressenter. P.t. forvalter sekretariatet knap
250 fartøjer med bevaringsstatus. Heraf er der bevilget lån til op imod 150 fartøjer, fordelt på mere end 360
forskellige restaureringsprojekter. Primo 2022 blev den nordiske klinkbygningstradition optaget på UNESCOs
liste over immateriel verdenskulturarv og dermed er yderligere et maritimt kulturområde, der bør vies særlig
opmærksomhed, føjet til opgaveporteføljen.
1