KUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 346: Henvendelse af 19/4-22 fra Peter B. Rasmussen vedr. mediernes omtale af den grønne omstilling med bl.a. vindmøller mv.

Kulturudvalget 2021-22
KUU Alm.del Bilag 346
Offentligt

Kulturudvalget 2021-22

DEBAT

I N F O R M AT I O N T I R S D A G 2 9 . M A R T S 2 0 2 2

Lokalmedier bremser grønne

projekter med dårlig journalistik

Lokalmedierne bringer massevis af historier

om utilfredse naboer til kommende vindmøller

og solceller – og ofte overdriver de omfanget af

modstanden voldsomt. Mange grønne projekter

er blevet opgivet på den konto. Regeringen

vil give ﬂere penge til disse medier, der

modarbejder den grønne omstilling

KRONIK

Af Peter Bundsgaard Rasmussen

Ingeniør

at bringe sensationer hver dag.

Til det formål udnytter de util-

fredse borgere, som frygter nye

initiativer, og kolporterer udo-

kumenterede påstande og halve

sandheder om potentielle ge-

ner fra disse nye initiativer, der

sagsbehandles i kommunerne.

Det er artikler med over-

skrifter som »Naboer frygter at

blive nabo til gigantisk solcel-

leanlæg«, »Naboer protesterer

mod gigantisk solcellepark« og

»Naboerne raser over planer om

kæmpe solcelleanlæg: Vi bliver

omringet af solceller – Det er en

skændsel for området«. Når man

søger på ordene ’naboer frygter’

på nettet, er der ingen grænser

for, hvad pressen frygter på na-

boers vegne.

Alle klagere kalder sig naboer,

men det er langtfra dem alle, der

reelt er det. Ofte bor kun få kla-

gere tæt ved de omstridte pro-

jekter, mens hovedparten bor

langt fra, ofte ﬂere kilometer.

I det vindmølleprojekt, jeg har

deltaget i, udgjorde klagerne un-

der fem procent af de omkring-

boende, og det er mit indtryk,

at det er det typiske mønster.

Men i lokalmediernes artikler

hedder det altid, at der er ’stor

modstand’ blandt naboerne. Så-

ledes også i vores tilfælde, hvor

der bor 40 personer inden for én

kilometers afstand af møllerne,

hvoraf to personer har klaget.

Pressen bringer aldrig doku-

mentation for deres påstande

om, at modstanden er stor, og at

mange er utilfredse. Aldrig op-

lyser de, hvor mange klagere det

reelt drejer sig om. Jeg minder

samtidig om, at for alle typer af

anlægsprojekter har samfundet

regler, som disse skal opfylde.

Det bliver imidlertid sjældent

nævnt i artiklerne, som hel-

lere vil vinkle på, at naboerne

er modstandere og ikke ønsker

projekterne. For VidenOmVind

har Jysk Analyse undersøgt

holdningen til vindmøller i om-

råder, hvor der står vindmøller,

og konklusionen er, at 81 pro-

cent oplever, at der slet ikke er

ulemper ved at bo i nærheden af

vindmøllerne. Fem procent op-

lever ulemper i høj grad.

Der er altså en voldsom for-

skel på den modstand mod

grønne projekter, der kridtes op

af lokalmedierne, og naboernes

reelle holdninger.

Gods og ved Sydfyns Elforsy-

ning blevet sat i bero af ansøger-

ne. I Assens og Haderslev Kom-

tatsstøtten til lokale me-

dier skal forøges, hvis det

står til regeringen. Og det

kan meget vel blive resultatet

af det kommende medieforlig. I

så fald er det nødvendigt, at der

samtidig bliver ryddet op i lokal-

mediernes sensationsjournali-

stik, som skader erhvervslivet og

den grønne omstilling i mange

lokalområder.

Problemet er, at de lokale

medier åbenbart har behov for

”

Grønne projekter bremses

Lokalmediernes sensationsjour-

nalistik har store omkostninger

for samfundet. Mange grønne

projekter er blevet opgivet af

virksomhederne eller er blevet

afvist af kommunerne på den

konto. I Svendborg Kommune

er vindmøller ved Skjoldemose

Pressen

bringer aldrig

dokumentation

for deres

påstande om, at

modstanden er

stor og at mange

er utilfredse.

Aldrig skriver

de, hvor mange

klagere det reelt

drejer sig om

KUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 346: Henvendelse af 19/4-22 fra Peter B. Rasmussen vedr. mediernes omtale af den grønne omstilling med bl.a. vindmøller mv.

I N F O R M AT I O N T I R S D A G 2 9 . M A R T S 2 0 2 2

DEBAT

Lokalmedier skader den grønne omstilling med sensationsjournalistik

baseret på udokumenterede påstande og halve sandheder om

potentielle gener fra nye, grønne initiativer.

Foto: Tycho Gregers/Ritzau Scanpix

Jeg gik i terapi for at

rydde op efter min mors

alkoholproblem

mune er vindmølleprojekter

blevet afvist af byrådene efter

omtale af nabokritik i lokalpres-

sen.

Lokalpolitikerne er nemlig

nødt til at forholde sig til, hvad

lokalpressen fremfører, også

selv når de godt ved, at dæknin-

gen ikke er i overensstemmelse

med virkeligheden. Derfor hol-

der mange kommunalpolitikere

lav proﬁl og stemmer for pro-

jekterne, mens de mest populi-

stiske og svage politikere giver

efter for klagerne og pressen.

Det vindmølleprojekt, jeg selv

har deltaget i, bragte Fyns Amts

Avis i omegnen af 40 artikler om

i løbet af ni år. Projektet blev dog

alligevel gennemført. Et eksem-

pel er artiklen: »Overvejer at gå i

retten: Naboer fortsætter kamp

mod vindmøller«.

Når lokalmedierne agerer

medløbere over for klagerne,

føler klagerne, at de står på ret-

færdighedens side og bruger tid

på at gennemgå kommunernes

materiale for at ﬁnde selv de

mindste småfejl. I vores tilfælde

førte det til, at byggetilladelsen

blev trukket tilbage og forsinket,

og at møllerne blev pålagt stop i

23 dage.

Og når lokalmedierne hen-

vender sig til kommunens sags-

behandlere for at få en udta-

lelse, har disse som regel ikke

modtaget medietræning og

kender ikke mulighederne for

eksempelvis at give en skriftlig

udtalelse i stedet for et ube-

hjælpsomt, uforberedt mundt-

ligt interview.

Det koster det grønne er-

hvervsliv dyrt, og i vores tilfæl-

de var de ekstra omkostninger

700.000 kroner og desuden me-

get spildt tid.

Helt grotesk bliver det, når

regional tv går ud og kører

klagekampagne, for de er 100

procent statsﬁnansierede som

public service-kanaler. Her er et

eksempel fra TV2Fyn: »Naboer

protesterer mod nye kæmpe-

møller«. I indslaget hedder det,

at »mange af de lokale borgere

protesterer voldsomt« over de

nye vindmøller. Her drejede det

sig om to klagere inden for én

kilometers afstand og to uden

for.

Under præsidentvalget i 2016

i USA og op til Brexit-afstemnin-

gen er det en kendt sag, at russe-

re under Putins ledelse blande-

de sig i debatterne til fordel for

dem, der bragte kaos med sig.

Det kan have været udslagsgi-

vende for valgene. Det er netop

mekanismer som beskrevet her,

der giver russerne mulighed for

at kaste benzin på bålet ved at

deltage i debatten med falske

påstande, som ophidser bestem-

te grupper, som dem der stemte

for Brexit og Trump. Her har

pressen en vigtig formidlings-

rolle, som skal reguleres af pres-

seetiske regler. Selv om Putins

folk næppe har blandet sig i den

grønne omstilling – endnu, vi-

ser dette sårbarheden i en del af

pressekorpset, der lader sig ma-

nipulere og selv manipulerer.

Det kan ikke være meningen,

at små pressionsgrupper i sam-

fundet har magt til at omstøde

ﬂertallets demokratiske beslut-

ninger ved pressens medvirken.

Folketinget har vedtaget mål,

love og regler, der skal sikre grøn

omstilling, mens byggesagsbe-

handlingen er overladt til kom-

munerne. Her kommer lokal-

medierne så reelt ind og træﬀer

beslutningen på foranledning af

få klagere.

Min mor kan gå

direkte i behandling,

men os med arrene

efter en rødvinsplettet

barndom må vente

længe på hjælp. Det

er tid til, at vi som

nation tager ansvar

for bagsiden af vores

drukkultur, for

kampen er uendelig

ensom i skyggen af

ﬂasken

KOMMENTAR

Af Sigga-Maria H. Højgaard

Socialpædagog og underviser

Presseetiske regler

Derfor er det vigtigt, at de pres-

seetiske regler strammes op. Og

hvis Pressenævnet ikke selv er

i stand til at stramme reglerne

tilstrækkeligt, må politikerne på

Christiansborg hjælpe dem på

vej med skærpede betingelser

for at modtage statsstøtte.

De presseetiske regler er i

dag så udvandede, at de i prak-

sis intet er værd. De skal sikre

god presseskik, men de lader

meget tilbage at ønske, før vi

kommer så vidt. Konkret drejer

det sig om formuleringer som:

»Så langt det er muligt, bør det

kontrolleres, om de oplysninger,

der gives eller gengives, er kor-

rekte.«

Udvandingen er her »så langt

det er muligt«, og det er jo ela-

stik i metermål, så lokalmedier-

ne gengiver forkerte oplysnin-

ger og påstande fra klagere og

optræder således som talerør for

dem.

Med regeringens medieudspil

er der lagt op til, at lokalmedier-

ne skal have ﬂere støttemidler

for ’at styrke demokratiet’. Reelt

er det det modsatte, der sker i

lokalområderne med lokalme-

diernes sensationsjournalistik.

Derfor må regeringen og Fol-

ketingets partier overveje, om

det er værd at sende ﬂere gode

penge efter dårlige, så længe de

presseetiske regler ikke kan di-

sciplinere lokalmedierne.

in mor var 16 år, da

alkoholen begyndte at

være styrende i hen-

des liv. Det blev et samlings-

punkt for det fællesskab, hun

var en del af, og hurtigt et mid-

del, hendes omgangskreds ﬁk

for vane at bruge weekend efter

weekend. Vi kender kulturen

fra os selv. Jeg har selv været

der, og det har du formentlig

også.

Det er en historie, som jeg

ikke har fået fortalt af min mor,

for hun berettede den aldrig

selv. Faktisk har hun aldrig

indrømmet, at hun har et alko-

holproblem. Det er og forbliver

et tabu, der skiller os ad som

mor og datter, ligesom det gør

i tusindvis af andre familier i

Danmark.

Hvad der kunne have været

et funktionelt familieliv, blev

endnu en barndom, der er sivet

ud i aﬂøbet sammen med de

ﬂade ølrester fra gårsdagens

fester.

problemet. Det troede jeg den-

gang.

Jeg har gået i terapi for at ﬁk-

se noget, min mor skulle have

gået i terapi for at ﬁkse.

Paradoksalt nok kan min

mor gå direkte fra gaden ind

i et behandlingstilbud, mens

efterkommere af alkoholikere,

der som voksne kæmper med

arrene efter en rødvinsplettet

barndom, må vente længe. Vi

må vente, indtil samfundet sy-

nes, at vi er gået tilstrækkeligt i

stykker og dermed berettiget til

at modtage hjælp.

Lige nu kan der være op til to

års ventetid i TUBA, der er en

organisation, som giver gratis

terapiforløb til børn og unge,

der er vokset op i familier ramt

af alkoholproblemer. Virker det

ikke som lang tid at vente, når

man har et så massivt behov for

hjælp? Det synes jeg.

Og spørgsmålet er, om alko-

holikerens børn mon nogen-

sinde bliver værdige nok til at

modtage den behandlingsga-

ranti, de har brug for. For lige

nu er hjælpen mangelfuld.

I dag ser jeg ikke min mor, og

min mor ser ikke de to børne-

børn, jeg har bragt til verden.

Og hvad er så meningen med

livets fester, hvis vi ikke har vo-

res nærmeste relationer at fejre

dem med?

situation, hvor de har svært ved

at huske eller bedømme, hvad

der er foregået, eller hvorfor

man vågner op ved siden af

en fremmed. Det er voldsomt

at stå i som 16-årig. Det ved

jeg, fordi jeg har været der, og

det ved jeg, at mange andre

også har. Alkoholen hjalp ikke

synderligt på dømmekraften i

potentielt ubehagelige situatio-

ner, hvor festen for længst var

feset ud.

Men forandring af kultur

tager tid. Det ved vi. Vi husker

jo, hvordan der er blevet røget

indendørs i 1990’erne, hvor

mange børn passivt røg med på

deres tyggegummicigaretter.

Men så blev vi bevidst om,

at man kan få kræft af røg, og

vores samfunds holdninger

ændrede sig. Kunne vi mon

vende blikket mod vores alko-

holkultur som det næste, eller

er denne urørlig?

information.dk/deltag

Oprydningsarbejde

Oprydningsarbejdet har jeg –

hendes datter – klaret alene.

Jeg har brugt det meste af

mine 20’ere på at lappe de ek-

sistentielle skavanker, jeg til-

egnede mig gennem en utryg

og kaotisk barndom. Det var en

barndom, der forsvandt under

et billardbord på en tilrøget bo-

dega i Nyborg.

Jeg har tilbragt timer – hvis

ikke dage – i terapeutens stol

for at ﬁnde hoved og hale i,

hvordan jeg skulle forholde

mig i relationen som datter til

en alkoholiseret mor. Jeg har

lært, at jeg ikke havde ansvaret

for problemet eller var en del af

En forfærdelig dæmon

Sundhedstyrelsen anbefaler

nu maksimalt ti genstande for

voksne ugentligt og fraråder

det helt for dem, der er under

18 år. Anbefalingerne er baseret

på den nyeste forskning, der

især peger på de uhensigts-

mæssige tendenser, vi ser, når

unge danskere stifter bekendt-

skab med alkoholkulturen i

Danmark. Ofte er formålet med

sammenkomsterne at opnå

fuldskab, men med sig fører det

desværre, at mange unge får

uhensigtsmæssige oplevelser

med sig i bagagen.

Unge kan pludselig stå i en

”

Jeg ved egentlig

ikke længere,

hvad det er, vi

skåler for

Konsekvenser

Alkoholisme er en forfærdelig

dæmon, der har hærget min

familie i ﬁre generationer. Min

mormors tilværelse var tynget

af den sorg, det var at se sin

datter gå til i misbrugets for-

dærv.

Selv sidder jeg tilbage med

en følelse af at være blevet valgt

fra. Jeg føler, at ﬂasken og fe-

sterne altid har haft pladsen

foran mig. Tilbage sidder jeg

med de senfølger, der hed-

der lavt selvværd og lav tro på

egen formåen. Tilmed kommer

mine børn aldrig til at have en

tillidsfuld mormor, der fortæl-

ler muntre anekdoter om deres

mors første skoledag. Og hvil-

ken skam.

Der er ingen ommer i denne

historie, og konsekvenserne

påvirker også endnu ufødte

generationer. Men kan det vir-

kelig passe, at det er op til de

pårørende, der sidder i terapi-

grupperne, at råde bod på de

negative konsekvenser af den

danske alkoholkultur?

Vi må spørge os selv, om

vi som nation vil tage ansvar

for bagsiden af vores drukkul-

tur, eller om vi skal fortsætte

med skyklapperne på og lade

pårørende stå for ansvaret for

misbrugsproblemerne alene.

Jeg kender ikke svaret, men jeg

kan slå fast, at kampen synes

uendelig ensom i skyggen af

ﬂasken.

Jeg ved egentlig ikke længe-

re, hvad det er, vi skåler for.

information.dk/deltag