Kulturudvalget 2021-22
KUU Alm.del Bilag 335
Offentligt
2554457_0001.png
Kulturudvalget 2021-22
Fælles udspil vedrørende kulturbidrag
København 4. april 2022
Dansk tv er i stigende grad udfordret af stadigt hårdere konkurrence fra
globalt orienterede streamingtjenester. På få år har de erobret store
markedsandele med den konsekvens, at det hjemlige økosystem for
finansiering, produktion og distribution af tv er under pres, ikke mindst public
service tv.
Et flertal i Folketinget har indikeret, at de ønsker indført et kulturbidrag, der
vil pålægge streamingtjenester at betale en afgift baseret på deres danske
omsætning. Formålet er at sikre fremtidig finansiering af tv og film.
Vi har forståelse for hensigten, men vi vil advare om, at et generelt
kulturbidrag kan få negativ virkning for tv-markedet. Resultatet vil i værste
fald være beskatning af dansk indholdsproduktion, øgede omkostninger for
distribution og en klar svækkelse af public service tv.
Det traditionelle distributionsmarked bestående af tv-pakker med flow-tv og
streaming er den eneste platform, hvor samtlige kunder har adgang til alt
dansk indhold, herunder alt public service-tv. Det er også den vigtigste
finansieringskilde for broadcastere og rettighedshavere med et samlet årligt
bidrag på ca. 4,5 mia. kr. i abonnements- og rettighedsbetaling. Yderligere
beskatning af dette økosystem risikerer at undergrave fundamentet for dansk
indhold.
For at begrænse de potentielt negative konsekvenser, vil vi anbefale følgende:
I beregning af kulturbidraget bør man anerkende, at nogle
broadcastere og streamingudbydere hvert år investerer meget store
beløb i dansk indhold. Der bør være et nedslag i beregningsgrundlaget
for den enkelte aktør, fx i form af en trappemodel som foreslået af
regeringen, så man undgår fuld beskatning af dansk
indholdsproduktion.
Kulturbidraget bør alene beregnes af den omsætning, der stammer fra
streamingtjenesternes direkte salg af abonnement til den enkelte
kunde. Den omsætning, der hidrører fra gensalg af streamingtjenester
i fx tv-pakker, bør undtages for kulturbidrag, fordi abonnenterne på
disse pakker i dag lovmæssigt bidrager massivt til dansk
indholdsproduktion gennem reglerne om rettighedsbetaling, senest
KUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 335: Henvendelse af 4/4-22 fra Ib Konrad Jensen vedrørende Kulturbidrag for streamingtjenester
med indførelse af afgift på gensalg af streamingtjenester. Disse
rettighedsbetalinger gælder ikke udenlandske streamingtjenesters
direkte salg til kunder i Danmark.
Et generelt kulturbidrag risikerer at medføre en utilsigtet svækkelse af det
eksisterende finansieringsgrundlag for dansk tv og film og den værdikæde, der
i dag sikrer adgang til dansk indhold, herunder alt public service tv, til tre ud af
fire husstande. Kendsgerningen er, at husholdninger med tv-abonnement
både direkte og indirekte bidrager med et betydeligt beløb til
rettighedshavere. At sidestille disse husholdninger 1:1 med danskere, der
udelukkende abonnerer på udenlandske on-demand tjenester er hverken fair
eller rimeligt.
Vores anbefaling vil gardere imod visse negative skadevirkninger og vil
medvirke til et fortsat sundt økonomisk grundlag for dansk tv og samtidig
bidrage til en robust distribution af public service tv.
I tillæg hertil vil vi opfordre til, at der iværksættes en opdatering af
Kulturministeriets rapport ’Fremtidens danske indholdsproduktion’ fra
december 2017. Flere af rapportens anbefalinger er blevet implementeret,
men der er samtidig sket en betydelig udvikling på tv-markedet; i
forbrugeradfærd, pengestrømme, konkurrencesituation såvel som
investeringer i dansk indhold. Det vil være formålstjenligt, at evt. ny regulering
af markedet afspejler denne udvikling.
Altibox
Danske Mediedistributører
Fibia
Nordic Entertainment Group
Norlys
Nuuday
TV 2 Danmark