Kulturudvalget 2021-22
KUU Alm.del Bilag 313
Offentligt
Kulturudvalget 2021-22
Skriftlig henvendelse om foretræde for Folketingets Kulturudvalg
Gadeidrætsorganisationen GAME ønsker foretræde for Kulturudvalget
GAME har gennem de sidste 20 år vist hvordan gadeidrætten er demokratiskabende og egnet til at
understøtte og supplere den traditionelle foreningsidræt i Danmark. Med 10 millioner kroner i fast
driftslignende støtte via Kulturministeriet (Udlodningslovens gruppe 3), foreslås det, at GAME forpligtes på
at øge antallet af børn og unge, som er fysisk aktive i gadeidrætten.
Fakta: Om GAME og Gadeidræt
GAME uddanner unge til at være instruktører og rollemodeller indenfor gadeidræt og civilsamfund i
udsatte boligområder. Derudover understøtter GAME gadeidrættens selvorganiserede fællesskaber
gennem Den Nationale Platform for Gadeidræt.
Siden 2015 har GAME understøttet, udbredt og udviklet gadeidrætten i Danmark i et bredere perspektiv,
hvilket siden 2018 er sket i tæt samarbejde med DIF & DGI. Gadeidrætten dyrkes oftest i selvorganiserede
rammer og netop derfor falder den traditionelt set mellem to stole ift. de økonomiske støttestrukturer, der
er på idrætsområdet i Danmark. Gadeidrætten er et stærkt supplement til den mere traditionelle
foreningsidræt og seneste viden fra gadeidrætten viser bl.a. at:
Gadeidrætten i Danmark er i vækst. Antallet af aktører der skaber muligheder for gadeidrætten, er
stigende (Pilgaard & Kjær, 2020) og 32% af de danske børn og unge dyrker i dag gadeidræt. En
markant stigning fra 18% i 2016 (Rask et. al., 2021).
Gadeidrætten og dens metoder fungerer som en øvebane i demokratiske værdier (Pilgaard & Kjær,
2020). Det sker særligt i “Do-it-yourself"
byggeprocesser og i samarbejde med omverdenen.
Gadeidrætten har en evne til at nå børn og unge i udsathed (Pilgaard, 2017 & Elsborg et. al. 2019). I
GAME's aktiviteter i udsatte boligområder er 41% af deltagerne piger med anden etnisk baggrund.
En målgruppe vi fra forskning ved er svær at nå ud til.
I lyset af de seneste tal fra Sundhedsprofilen 2021, som bl.a. viser at aktivitetsniveauet og den mentale
trivsel blandt børn og unge går markant i den forkerte retning, er der behov for en bred, koordineret og
vedholdende indsats. I samspil med den traditionelle og brede foreningsidræt ønskes afsøgt, hvordan
gadeidrætten kan være med til at sikre, at flere danskere dyrker idræt i fællesskab med andre. Dette kan
opnås ved at der nationalt opstilles varige rammer for gadeidrætten, som kan bidrage til at flere børn og
unge får mulighed for at få aktive fritidsliv og mentalt sunde fællesskaber.
Bibliografi
Pilgaard, M, & Kjær, M. (2020).
Evaluering af Den Nationale Platform for Gadeidræt.
GAME & Active
Research. København: Active Research.
Rask, S., Eske, M., Petersen, F., & Hansen, K. (2021).
Danskernes aktivitetsvalg og organisering i 2020.
Idrættens Analyseinstitut. Aarhus: Idrættens Analyseinstitut.
Elsborg, P., Nielsen, G., Klinker, C. D., Melby, P. S., Christensen, J. H., & Bentsen, P. (2019). Sports-based
recreation as a means to address social inequity in health: why, when, where, who, what, and how.
BMC
Public Health 19, 1084.
https://doi.org/10.1186/s12889-019-7428-3