11. november 2021
Det enorme og uudnyttede potentiale i lokalt ejerskab til den
vedvarende energi kan redde den folkelige opbakning.
Der er et enormt stort potentiale i lokalt ejerskab til vedvarende energi. Hvorfor udnyttes denne
store ressource ikke? Man tromler i stedet for derudaf med enorme profitbaserede løsninger og
forventer, at alene fordi det er led i den grønne omstilling, så skal alle bare lægge sig ukritisk ned.
Der skrives meget i medierne og tales meget i kommunerne om, at den manglende folkelige
opbakning til omstillingen til vedvarende energi står i vejen for at realisere klimamålene. Det er
ikke borgerne, der har ansvaret for den manglende opbakning, men i stedet politikerne, der ikke
ser det enorme potentiale i at lade lokale have ejerskab.
Lokalt ejerskab kan være mindre lokalejede anlæg eller lokale solcellelaug, der skal gøre
lokalområderne selvforsynende. Det betyder ikke nødvendigvis markbaserede anlæg, men kan fx
være på tage på idrætshaller, offentlige bygninger, lagerbygninger, stalde mm, men kan også være
velplacerede mindre markanlæg flere steder i et lokalområde. Et sådant setup ville potentielt
betyde færre eller ingen problemer med den begrænsede kapacitet i elnettet, således at
samfundet ikke skal betale for dyre forstærkninger. Samtidig ville den "grønne" fællesskabsfølelse
og det fælles "grønne" ansvar styrkes, hvilket kunne bane vejen for andre områder af den grønne
omstilling. I sidste ende kunne det også betyde en lavere elregning.
Naturligvis vil ideen om det lokale ejerskab til den vedvarende energiforsyning kræve, at man
stiller krav til energifirmaerne og investorerne samtidig med, at de skal indvillige i en for dem knap
så profitabel business case. Fårene ville blive skilt fra bukkene og man ville hurtigt se hvem, der er
i det udelukkende for profit og hvem, der altruistisk er i det for en (grøn) fremtid.
Når man er kritisk overfor hvordan sol- og vindenergi udrulles over det ganske land, hvordan
processen forløber og hvordan ingen borgere reelt inddrages, så får man som oftest at vide, at
man "bare ikke vil have det i sin baghave". Argumentet er for letkøbt og decideret respektløst
overfor de berørte naboer, der forholder sig kritiske over for fx processen eller overfor
teknologien. Det handler ikke om at man ikke vil have vedvarende energi i sin baghave, det
handler om inddragelse, medejerskab og en berettiget bekymring for om bagsiden af medaljen er
blevet belyst grundigt nok. Den vedvarende energi bliver styret af profit og ikke meget andet.
Hvorfor så ikke lade lokalområder og menigmand profitere, i stedet for få lodsejere, investorer og
store kapitalfonde?
Med det lokale ejerskabs enorme potentiale kunne man med al sandsynlighed realisere de
grønne projekter langt hurtigere end ved den kapitalistiske enegang. Men det ville kræve et stort
arbejde og en massiv mentalitetsændring fra lovgivernes side i at understøtte landets borgere og
kommuner med det praktiske i at overtage ejerskabet til den vedvarende energi og planlægningen
heraf. Det kræver tillige vilje og rygrad at gå imod de stærke kapitalistiske kræfter, der styrer den