Bekendtgørelse om ansøgningsproces og tilladelseskriterier for etablering af direkte linjer på
hav og på land
I medfør af § 23, stk. 2 i lov om elforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 984 af 12. maj 2021, som
ændret ved lov nr. xx af xx. maj 2022.
Kapitel 1 - Generelt
Anvendelsesområde
§
1.
Bekendtgørelsen fastsætter bestemmelser om meddelelse af tilladelse til etablering af direkte
linjer på hav og på land i henhold til § 23, stk. 1 i elforsyningsloven.
Definitioner
§
2.
I denne bekendtgørelse forstås ved følgende:
1. Produktionsanlæg: Et synkront produktionsanlæg eller et elproducerende anlæg,
som defineret i forordning 2016/631 artikel 2. Omfatter også hybridanlæg.
Produktionsanlæg afgrænses fra andet produktionsanlæg, hvis kun et af anlæggene
kan omfattes af en nettilslutningsaftale.
2. Forbrugsanlæg: Et anlæg, der forbruger elektrisk energi, som defineret i forordning
2016/1388 artikel 2. Forbrugsanlægsanlæg afgrænses fra andet forbrugsanlæg, hvis
kun et af anlæggene kan omfattes af en nettilslutningsaftale.
3. Hybridanlæg: Produktionsanlæg, der kombinerer flere VE-kilder, jf. VE-lovens §,
stk. 2. energilagring.
4. Nettilslutningsaftale: Aftale om nettilslutning af ét anlæg indgået mellem en net-
eller transmissionsvirksomhed og anlægsejer.
5: Anlægsejer-repræsentant: Den fælles juridiske og tekniske/driftsmæssige ansvarlige
part, som repræsenterer alle produktions-, forbrugs- og energilageranlæg inkl.
tilhørende forbindelser og koblingspunkter, som er forbundet med direkte linjer bag
det fælles tilslutningspunkt, og som er modpart overfor netvirksomhed eller Energinet.
§
3.
Produktions- og forbrugsanlæg, som er forbundet med direkte linjer og tilsluttet det kollektive
elforsyningsnet, skal udpege en anlægsejer-repræsentant.
§
4.
En direkte linje kan kun ejes af ejeren af produktionsanlægget eller ejeren af forbrugsanlægget.
En direkte linje kan ikke ejes af tredjemand.