Dato
Side
9. september 2022
1 af 1
Klima-, Energi- og Forsyningsminister Dan Jørgensen
Holmens Kanal 20
1060 København K
Halmkedler kan bidrage til den aktuelle energikrise
Den tragiske situation i Ukraine, har medført et hidtil uset uforudsigeligt energimarked.
En af konsekvenser som er kommet frem på det seneste, er manglen på træpiller til private
husholdninger. Dette samtidig med voldsomt høje gas og elpriser, der presser økonomien i mange
familier.
Dansk Agroindustri vil med denne henvendelse derfor gerne gøre opmærksom på en af de
muligheder vi har i Danmark, som bidrag til at afbøde disse effekter. Det er ved omstilling af nogle
af de træpille-, træflis- og gasfyrede anlæg til halmfyrede anlæg.
Fjernvarme fra halm
Der er gode muligheder for at fremme etablering af fjernvarmeanlæg til halm i mindre byer, særligt
hvor der i dag anvendes naturgas til fjernvarme. Her kan opstilling af halmkedel i kombination med
f.eks. sol- eller jordvarme være en fornuftig mulighed.
Det kan være små anlæg placeret på landbrug i udkanten af landsbyen, hvor der leveres varme til
byen fra ejendommen. I lidt større landsbyer vil det være mere relevant med et mere automatiseret
anlæg, som drives som fjernvarmeværk. Producenterne af halmanlæg får i denne tid mange
henvendelser om etablering af sådanne anlæg. Det er også anlæg under 1 MW, som ikke er muligt
at stille op i Danmark, på grund af partikel emissionskrav, da filterteknologien ikke er færdigudviklet.
Ændret krav til partikeludledning fra halmkedler
En oplagt løsning er at forlænge muligheden for opstilling af nye halmkedler til udgangen af 2023,
efter reglerne i Brændeovnsbekendtgørelsen gældende frem til 31. december 2021.
Det vil give mulighed for at erstatte træpille, træflis og gaskedler i landzone med halmfyr, også op til
1 MW. Dette betyder at anlæg umiddelbart kan opstilles og ikke skal afvente en lang udviklings-,
test- og godkendelsesperiode, som er nødvendig med de nuværende regler, som trådte i kraft 1.
januar 2022.
Vi henviser ligeledes til vores brev fremsendt den 2. maj 2022. Har I opfølgende spørgsmål, er I
velkomne til at kontakte mig på 4042 5947 ([email protected]) eller chefkonsulent Thomas Holst på 2076
2061 ([email protected]). Vi kommer gerne i ministeriet og forklarer nærmere om mulighederne.
Med venlig hilsen
Claus Hermansen
Direktør