KEF, Alm.del - 2021-22 - Bilag 434: Henvendelse af 15/7-2022 fra Ulrik Jørgensen, Gunnar Olesen og Erik Christiansen (på vegne af VE-gruppen) om anmodning om foretræde vedr. energifællesskaber og borgerinddragelse i energiomstillingen

Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget 2021-22
KEF Alm.del Bilag 434
Offentligt

27. maj 2022

Egenproduktion i boligforeninger og energifællesskaber – VE‐udbygning, samfundsøkonomi og effekt ved forskellige net‐

tilslutninger

Den danske energiomstilling bygger aktuelt på fire grundpiller:



generel udbygning af VE‐produktionen af energi med vægt på el,

elektrificering af energianvendelsen til procesformål, opvarmning og transport,

udbygning af elnettet for at sikre den fremtidige distribution af de øgede mængder af el,

samt effektivisering af anvendelsen af energi, herunder energibesparelser ved bygningsforbedringer og mindre forbrug.

Der er et påtrængende behov for på kort sigt at forcere udbygningen af VE‐baseret elproduktion i Danmark. Desværre er udbygningen med VE lokalt og på land

reelt gået i stå. Derfor er der al mulig grund til på kort sigt at fremme den lokale VE‐udbygning mest muligt. Mens udbygningen med havvind og geotermi først for

alvor har effekt på længere sigt – ofte først omkring 2030 – er der altså meget gode grunde til at fremme udbygningen af VE lokalt og i det hele taget på land, da

udbygningen her aktuelt er det hurtigste og vigtigste, der kan reducere dansk afhængighed af bl.a. el‐ og gasimport på kort sigt. Der er en række initiativer i gang i

boligforeninger, blandt borgere og i kommuner, som kan realisere denne udbygning. Men udbygningen er de seneste år blevet mødt med en række økonomiske og

administrative hindringer, som ikke blot har været forsinkende, men de har ofte direkte været ødelæggende for disse initiativer. Den lokale VE‐udbygning vil også

kunne forene sikkerheds‐ og energipolitik, da de mange mindre anlæg er mindre sårbare end få store vindmølleparker og store transmissionsnet, samtidig med at

de skaber større robusthed i den lokale energiforsyning.

Disse barrierer er beskrevet i notatet ’Muligheder og barrierer for egenproduktion i bolig‐ og energifællesskaber’, dateret 9. maj i år og tilgængeligt på hjemmesiden

www.energifaellesskaber.dk sammen med en række andre materialer om lokale energifællesskaber med egenproduktion som ny aktør i energisystemet.

Formålet med nærværende notat er at belyse den positive effekt for VE‐udbygning og samfundsøkonomi ved en række typiske lokale, fællesskabsbaserede og

kommunale løsninger. Desuden at vise hvorledes løsningerne samtidig nedbringer belastningen af elnettet. Det særlige ved lokale, fællesskabsbaserede og

kommunale løsninger er, at de på kort sigt fremmer udbygningen af VE‐baseret elproduktion, inddrager borgerne samt muliggør en styring af den samlede drift af

de lokale anlæg ved at koordinere produktion og forbrug og dermed reducerer belastningen af det kollektive elnet. Undersøgelser viser et voksende lokalt

borgerengagement samt at den lokale involvering har en meget positiv effekt på forståelse for klimaindsatsen og egne energibesparelser. Det er derfor vigtigt at

give reelle incitamenter til lokal involvering, som omfatter både de enkelte borgere, virksomheder, kommuner og boligfællesskaber. Lokale løsninger skal støttes i at

investere og sikres adgang til – bl.a. gennem deling og interne net – at koordinere deres produktion og forbrug.

De lokale fællesskaber kan altså i modsætning til mange af de ’store’ og kommercielle anlæg, der – om end de også er vigtige – først kan etableres på lidt længere

sig og alle kræver en omfattende udbygning af elnettet. Nogle af disse anlæg på land møder også modstand fordi den lokale involvering snarere er baseret på

kompensationer end på reel og engageret involvering.

Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget 2021-22

KEF Alm.del - Bilag 434

Offentligt

KEF, Alm.del - 2021-22 - Bilag 434: Henvendelse af 15/7-2022 fra Ulrik Jørgensen, Gunnar Olesen og Erik Christiansen (på vegne af VE-gruppen) om anmodning om foretræde vedr. energifællesskaber og borgerinddragelse i energiomstillingen

Dette notat dokumenterer fordelene ved lokale fællesskabsløsninger for samfundet og vil dermed forhåbentlig kunne danne baggrund for et tværpolitisk initiativ,

som sigter mod at få fjernet barriererne for egenproduktion i boligforeninger og lokale energifællesskaber. Et tværpolitisk initiativ bør desuden skabe instrumenter,

der fremmer den lokale VE‐udbygning og dermed reduktion af klimabelastningen. Viljen til at fremme VE‐udbygningen er markant hos borgerne, hvis de vel at

mærke ikke føler sig ignoreret eller ligefrem kørt over af kommercielle operatører. Det er samtidig afgørende, at lokale initiativer ikke – som i dag – mødes med en

masse modstand fra net‐selskaber og lovgivning.

Fem forskellige typer af lokale energifællesskaber

Der eksisterer – af indlysende grunde – kun få flerårige erfaringer med egenproduktion i lokale energifællesskaber. Egenproduktion har nemlig kun eksisteret i

dansk lovgivning siden 2021, idet der dog findes dokumentation af resultater opnået i fælles anlæg etableret i regi af boligforeninger og bofællesskaber. De

foreliggende erfaringer er derfor i dette notat suppleret med simuleringer af et års egenproduktion, forbrug m.v. for fem forskellige typer af fællesskaber med

egenproduktion af el fra VE‐baserede energianlæg:

1. en boligafdeling med 50 husstande, som har fjernvarme, etablerer egne solceller og opretter lade‐standere til beboere og andre primært til anvendelse i den

periode, hvor beboernes biler er hjemme (eksemplets elforbrug 599 MWh, VE‐egenproduktion 460 MWh, ingen øget net‐belastning);

2. en kommune, der etablerer solcelleanlæg på relevante tage på kommunens ejendomme, som har plads til større solcelleanlæg – disse er sammenlignet med

tilsvarende anlæg etableret i det åbne land for at belyse af de tab og øgede omkostninger, der er herved (eksemplets elforbug 1.691 MWh, VE‐egenproduktion

1.472 MWh, ingen øget net‐belastning);

3. et ældre bykvarter med en stor boligafdeling med 950 husstande, som sammen med 5 kommunale institutioner og et indkøbscenter har fjernvarme og etablerer

et lokalt energifællesskab, som både har solceller, etablerer varmepumper til støtte for fjernvarmen og muliggør ladning af elbiler både for beboere og personale

(eksemplets elforbrug 4.019 MWh, VE‐egenproduktion 2.650 MWh, mindsket fjernvarme 1.050 MWh, ingen øget net‐belastning);

4. en landsbyløsning for 40 parcelhuse med kollektiv varme baseret på et termonet og individuelle varmepumper, suppleret med solceller og ladning af elbiler

(elforbrug 2.256 MWh, VE‐egenproduktion 221 MWh, erstattet gas/olie 580 MWh, ingen øget net‐belastning); samt

5. et boligfællesskab, som fuldt udbygget om 8 år vil bestå af 180 boliger, solceller, vindmøller, varmepumper og ladning af elbiler for alle beboere samt en mindre

produktion af fødevarer og lokal service (eksemplets elforbrug 1.214 MWh, VE‐egenproduktion 1.255 MWh, kapacitetsbegrænset net‐belastning).

Fælles for alle de her anførte eksempler er, at de enten opfylder de eksisterende vilkår for at agere som elkunde for et fællesskab med egenproduktion, eller de

opfylder kriterierne for at være et lokalt energifællesskab, således som et VE‐fællesskab er defineret i VE‐loven (og yderligere opfylder kravene til et lokalt

borgerenergifællesskab defineret i Elforsyningsloven, hvor alle aktiviteter er beliggende i nærheden af hinanden). Fællesskaberne i de anførte eksempler har

dermed ret til at dele egenproduceret el, have adgang til at konvertere el til varme og transport og mulighed for at etablere en samlet styring af deres produktion

og forbrug. Det er også karakteristisk for alle eksempler, at disse typer af fællesskaber skaber investerings‐ og handlemuligheder, som den enkelte borger isoleret

ikke har. Ved at etablere fællesskaber opnås en størrelse af energiomsætningen i fællesskabet, der giver grundlag for at investere VE‐udbygning lokalt og i

nærområderne uden at fællesskaberne bliver til nye, kommercielle operatører. De her beskrevne lokale initiativer bygger netop videre på den danske tradition for

lokalt fælles ejerskab, som har båret landet igennem tidligere tiders vanskelige omstillinger.

Det er også meget vigtigt at fastholde, at de lokale fællesskaber kan etablere et gensidigt engagement og en gensidig forpligtelse til at koordinere produktion og

forbrug. En opgave, som er meget vanskeligere og ofte umulig at løse for de kommercielle operatører. Der er etableret en række ret komplicerede

markedsmodeller, som er tiltænkt den rolle, at gøre det økonomisk attraktivt at lave en sådan tilpasning, men selve udbygningen med store anlæg modvirker dette,

og markedsmodellerne har erfaringsmæssigt kun lille effekt lokalt.

Det skal også her meget klart fastslås, at der med de nye principper i Tarifmodel 3.0 og Forsyningstilsynets tilkendegivelser herom er et fuldt tilstrækkeligt grundlag

for at etablere både tilslutnings‐ og tarifbestemmelser, som sikrer at net‐selskaberne kan etablere en omkostningsægte og ikke‐forskelsbehandlende opkrævning

fra de forskellige typer af elkunder rækkende fra husholdninger, over boligforeninger, virksomheder til lokale energifællesskaber. Det er altså IKKE andre elkunder,

der kommer til at betale for fællesskabernes brug af det kollektive elnet. Denne side af reguleringen er på plads og bør fremover – i modsætning til andre forhold –

ikke udgøre en barriere.

Det er en central forudsætning for de anførte fællesskabers bidrag til VE‐udbygningen og samtidig reduktion i behovet for net‐udbygning, at fællesskaberne har

adgang til realtidsmålinger af de enkelte enheder og anlæg til energiforbrug, produktion, konvertering og lagring, der indgår i det energisystem, som fællesskabet

afgrænser og har rådighed over. En anden væsentlig forudsætning er fællesskabets energianlæg ikke bliver delt op på måder eller med net‐topografier, som

svækker anlæggets tekniske sammenhæng og effektivitet. Det kan bl.a. ske ved krav til tilslutningen til elnettet, opdeling i seperate net‐strukturer eller andre

begrænsninger. De data, der er nødvendige for at styre og koordinere enhederne vil samtidig uden tab af præcision kunne levere alle de måledata, som hensynet til

net‐tarifering og afgifter måtte være pålagt gennem lovgivningen.

Investeringer og samfundsøkonomi

Alle de investeringer i VE‐anlæg og styring, som de fem eksempler opererer med, kan foretages af de lokalt involverede borgere, boligforeninger, fællesskaber og

kommuner og lokale små og mellemstore virksomheder. Det mest afgørende for, om de bliver gennemført er fjernelse af de barrierer, der i dag eksisterer af

økonomisk og administrativ art, som bl.a. udmønter sig i krav til fordyrende tekniske opdelinger af anlæg fra net‐selskabernes side. Krav, der ofte reducerer

anlæggenes effektivitet og øger deres pris. Der mangler her et klart retligt reguleringsgrundlag, som fremmer lokale VE‐løsninger.

Samfundsøkonomisk er alle de anførte lokale løsninger fordelagtige både hvad angår omkostningseffektivitet og effekt ved bl.a. at reducere tab og

udbygningsomkostninger i elnettet. Det skyldes, at totaløkonomien for både varmepumper, solceller og mindre landvindmøller i modsætning til mere traditionelle

store kraftvarmeværker og store vindmøller ikke bliver væsentligt mere omkostningseffektive jo større de er. I denne sammenhæng spiller det også en positiv rolle,

at adgangen til arealer til solceller, installationer, varmepumper og deres energigrundlag samt mulige vindmøller netop er en del af det lokale bidrag, som ellers

påfører kommercielle anlæg af denne type en ekstra omkostning. Med de rigtige incitamenter afholdes investeringerne lokalt.

Der er ved at blive indført betaling for tilslutning af produktionsanlæg til elnettet, hvilket afløser tidligere ordninger med PSO og statslig finansiering. Disse

tilslutningsbidrag kan være rimelige for kommercielle produktionsanlæg, der leverer el til transport via det kollektive elnet over større afstande. For boligforeninger,

kommuner og lokale energifællesskaber, som sigter mod produktion til eget forbrug og nærliggende andre elkunder gælder i langt de fleste tilfælde, at de ikke

belaster elnettet, men snarere aflaster det. De bør derfor ikke pålægges betaling for net‐tilslutning af deres anlæg, hvis disses levering til elnettet ikke overstiger

den kapacitet, som de kan trække fra elnettet gennem deres aktuelle tilslutning.

Bidrag til VE‐udbygningen på kort sigt

Allerede i dag nærmer antallet af initiativer inden for den almene boligsektor og blandt andelsboligforeninger sig et halvt hundrede og mange andre venter på, at

de første får lov til at realisere deres planer uden urimelige krav, der fordyrer anlæggene og begrænser deres omfang. Hvis barriererne fjernes i lovgivningen, vil

boligsektoren – specielt etagebyggeriet – over en kortere årrække kunne etableres en række mellemstore solcelleanlæg, der samlet vil bidrage med en betydelig

udbygning på især solcelleområdet.

Tilsvarende har alle de større bykommuner og en del landkommuner planer om udbygning med solcelleanlæg på egne egnede tagflader over parkeringspladser

sammen med ladning til elbiler. Disse planer er i dag begrænset af, at kommunernes aktuelle økonomi for denne type anlæg er tæt på at være i balance, men der er

en stor forsigtighed med at løbe den risiko, der er knyttet til de aktuelt meget fluktuerende energipriser.

I de større byer er der en række bykvarterer med høj tæthed af etageboliger og småerhverv, som sammen med kommunale institutioner kan indgå i

energifællesskaber og etablere fælles solcelleanlæg, ladning af elbiler og gøre fjernvarmen mere effektiv f.eks. med varmepumper til supplering af varmt brugsvand.

Det kan støtte nedsættelsen af fjernvarmens temperaturer og dermed gøre den mere effektiv. Konkret er en række bykvarterer i København i gang med at

planlægge denne type bidrag til energiomstillingen. Mindst en tredjedel af de koncentrerede bykvarterer kan bidrage med VE‐udbygning.

En meget stor udfordring for den danske energiomstilling er de mange parcelhuse og ejendomme, der i dag forsynes med varme fra individuelle gas‐ og oliefyr. Der

er igangsat støtteordninger for individuel udfasning og kommunerne er i gang med en varmeplanlægning for at udbygge fjernvarmen. I de områder, hvor husene er

for spredte bliver fjernvarme en dyr løsning, men her kan udbygningen med en kollektiv varmeforsyning, der bygger på en fælles jord‐kreds gennem et termonet,

der gør det muligt at udnytte individuelle varmepumper, være løsningen. Der er i dag en stærkt voksende interesse i landsbyer for denne løsning, som konkret

allerede overvejes mindst et halvt hundrede steder og indgår i mange kommuners varmeplaner. Disse fællesskaber kan være med til at sikre en videre udbygning

med landvindmøller.

Der findes i dag et større antal bofællesskaber, hvoraf en del allerede har eller har planer under udarbejdelse om VE‐egenproduktion og varmepumper. Helt aktuelt

er i hvert fald omkring 25 nye bofællesskaber under planlægning og en del under opførelse, der alle kan drage nytte af etablering af et fælles, styret lokalt

energisystem, som bidrager med solceller på egne tage og til udbygningen med landvindmøller. Denne type udbygning er også relevant for nye bydele, som ligger i

byers udkanter. Aktuelt er der vel et halvt hundrede af denne type projekter under planlægning. Ved en strategi for byers udvidelse kan energifællesskaber indgå

som et væsentligt og bæredygtigt element i klimapolitikken.

Der kan samtidig være en god grund til direkte eller indirekte at tilskynde til at fremme en hurtig udbygning af lokal VE i boligforeninger, kommuner og

energifællesskaber, da de både øger robustheden i det samlede energisystem ved en større lokal produktion og sikrer en hurtig udbygning med VE i en situation,

hvor denne udbygning er gået i stå. I denne sammenhæng ville en indirekte måde hurtigt at fremme denne lokale udbygning være at fjerne elafgiften for

egenproduktion fra anlæg, som borgere, boligselskaber, kommuner og energifællesskaber selv investerer i. Hvad angår boligforeninger er der allerede nu adgang til,

at egenproduktion ikke belastes med elafgift, da de ellers forskelsbehandles i forhold til parcelhuse og privat ejede ejendomme, men specielt for kommuner og

energifællesskaber vil det udgøre et væsentligt incitament, som godt nok reducerer statens afgiftsprovenu på egenproduceret el, men til gengæld vil være et

væsentligt incitament for lokale investeringer og samtidig kunne reducerer andre væsentlig statslige udgifter til støtte af nye, kommercielle anlæg og net‐

udbygning. El til varme og transport er generelt allerede stort set fritaget for elafgiften ud fra lignende miljøargumenter til trods for, at disse anvendelser i dag i

modsætning til lokal egenproduktion øger belastningen af elnettet væsentligt.

Appendix

Fem eksempler på energifællesskaber og deres sammensætning

De fem eksempler er forskellige både i historik, størrelse, kompleksitet og måden de er sammensat på. De tre første tager udgangspunkt i allerede etablerede

boligforeninger hhv. kommunale institutioner og et bykvarter, der omfatter både boliger og institutioner i en storby med fjernvarme. De er alle tilsluttet el‐

distributionsnettet, der blev etableret for en del år siden. Hver enkelt bolig og hver institution har således i udgangspunktet en tilslutning til elnettet, mens

tilslutningen til fjernvarmen ofte er fælles for boligafdelinger, men individuelle for hver institution. Bygninger og tilslutninger stammer altså fra en tid, hvor der ikke

fandt nogen lokal produktion af el sted.

De to sidste eksempler dækker udbygninger, som foregår i mindre byer eller som led i udvidelse af større byer. Det fjerde eksempel viser således en landsby, som

med udgangspunkt om i fællesskab at slippe ud af deres afhængighed af gas og olie til opvarmning ønsker at etablere en fælles varmeløsning byggende på jord‐til‐

vand varmepumper. De har herved også mulighed for at etablere solcelleanlæg og ladning af elbiler uden at deres samlede elforbrug øges i forhold til i dag.

Det femte eksempel er et bofællesskab, som aktuelt er under etablering og derfor står over for at skulle tilsluttes til el‐distributionsnettet og hvor der ikke er udlagt

fjernvarme. Det vil derfor som en central opgave have at etablere en egen varmeforsyning baseret på eldrevne varmepumper. Med adgang til nærliggende egne

marker og en planlagt økologisk produktion i fællesskabet er der adgang til at forsyne varmepumpens primære kreds (brinen) med energi fra jordslanger.

For de tre første eksempler gælder, at de ønsker at etablere solcelleanlæg og anlæg til ladning af elbiler, som en del af deres fællesskab. Det to sidste, landsbyen og

bofællesskabet, vil også have mulighed for at etablere egne vindmøller eller gå sammen med andre i lokalområdet om lokalt ejerskab til vindmøller.

Den følgende tabel viser sammensætningen med antal boliger, institutioner og elbiler for hvert af de fem eksempler. Desuden den forventede egenproduktion samt

tal for det samlede elforbrug til dagligt brug, til varme og til ladning af elbiler.

Mængder: Antal enheder:

Simulering:

boliger inst. elbiler

1: Boligforening

2: Kommune

3: Bykvarter

4: Landsby

5: Bofællesskab

159

‐

950

180

‐

120

180

216

Elforbrug i MWh:

varme

439

1.333

3.146

2.040

413

(fjv)

303

129

127

Varme

I MWh

‐

10.250

580

545

Elhandel VE‐anlæg:

netto t.kr. sol m

/kWp

441

954

3‐261

298

111

3125 / 625

10000 / 2000

18000 / 3600

1500 / 300

1600 / 320

Egenprod. i MWh:

vind kW solceller vind

‐

(pot.)

600

460

1.472

2.650

221

298

‐

(pot.)

957

elbiler

160

358

570

674

i alt

599

1.691

4.019

2.256

1.214

Det er et fælles træk ved alle eksempler, at deres egenproduktion af el er større end deres eget elforbrug i nogle perioder, som for solcelleanlæg betyder, at der

sælges el til nettet midt på dagen i sommerperioden. Denne ’overproduktion’ vil typisk blive udnyttet i af andre elkunder tilsluttet det lokale enlnet.

Alle fem lokale fællesskaber kan etableres som lokale energifællesskaber (VE‐fællesskaber), om end de første ikke er tvunget til at vælge denne juridiske form, da

der er tale om en boligforening (almen boligafdeling, andelsboligforening eller ejerlejlighedsforening), der med deres allerede etablerede juridiske fællesskab kan

danne rammen om den fælles egenproduktion, og for kommunernes vedkommende er tale om kommunalt ejede institutioner og bygninger, der som oftest vil have

hver deres tilslutning til elnettet, og hvor kommunen har eller kan etablere et kommunalt ejet selskab, der kan varetage opgaven.

I det følgende gennemgås resultaterne af modelsimuleringerne for de fem eksempler på energifællesskaber. De bygger på et års produktion og forbrug på timebasis

og omkostninger til net‐tilslutning, internt net, investeringer og drift af VE‐anlæg samt køb og salg af el, evt. køb af (fjern)varme, tariffer og elafgift. I modellen

optimeres forbrug og produktion så der opnås en drift, der samlet etablerer den mindste belastning af elnettet. Det kræver en intern styring, men betyder ikke, at

der skal gås på kompromis med komforten hos brugerne. Derfor vil net‐belastningen i ingen af de fem eksempler øges i forhold til i dag.

Selve simuleringsmodellen er udarbejdet i 2020 i et forskningsprojekt finansieret af Vissing Fonden. Modellen findes nærmere beskrevet på hjemmesiden

www.energifaelesskaber.dk med yderligere dokumentation af lignede eksempler på energifællesskaber.

Boligforening med 50 boliger, fjernvarme, solceller, batterier og ladning af elbiler

Solcelleanlægget vil levere hvad der svarer til 77% af boligafdelingens samlede elforbrug og vil samtidig være anledningen til, at der kan etableres lade‐standere til

elbiler i området, som ikke belaster det samlede elnet ud over det nuværende forbrug på noget tidspunkt af døgnet. Disse forhold er typiske for denne type lokal

indsats.

Der er i eksemplet taget udgangspunkt i konkrete fra et projekt, som trods det, at hele boligafdelingen er tilsluttet til det kollektive elnet i et punkt, ikke har fået lov

til at etablere et sammenhængende solcelleanlæg, men er blevet pålagt at opdele de i 25 enheder, som i forhold til de anførte tal for investeringerne i

nedenstående tabel fører til en væsentlig fordyrelse af anlægget og en mindre udnyttelse af den producere el inden for boligafdelingens rammer.

Data for typiske solcelleanlæg i typiske boligforeninger er gengivet i den følgende tabel:

Mængder/priser: Max. kW:

net‐

Simulering:

tilsl.

Peak

Boligforening m. fællesmåler 1.807 383

Investeringer i mio.kr.:

VE‐

Internt tilslut‐

anlæg net

ning

3,7

2,3

‐

Årlige omkostninger i t.kr.:

VE‐

net +

el‐køb el‐salg

anlæg tilslut.

299

221

‐145

net‐

tarif

138

rådig‐

hed

(+70)

el‐afgift

227 (+176)

i alt

831

Det fremgår at tallene for tilslutningseffekten hhv. det maksimale træk på nettet (Max. kW). Ikke blot er net‐tilslutningen naturligt overdimensioneret for at give

plads til højt forbrug, hvilket net‐selskaberne da også reelt reducerer med en ’samtidighedsfaktor’, men tallene viser også, at der lokalt er ’plads’ til ændringer i

egenproduktion uden at de når ud over de helt lokale net.

Dette eksempel illustrerer den mest kendte form for egenproduktion, som i en række tilfælde er blevet etableret med fælles måler for en hel boligforening, mens

der i andre tilfælde har været – ofte teknisk set helt uforklarlig – modstand fra net‐selskabers side, som har vanskeliggjort etablering af solcelleanlæg uden

irrationelle ekstra omkostninger og i en række tilfælde har medført, at boligforeningens planer blev opgivet. Samlet set er der et meget stort potentiale for at øge

VE‐produktionen og nedbringe net‐belastningen ved at frisætte de mange kendte og planlagt initiativer.

Et teknisk set rationelt solcelleanlæg bør ikke opdeles af tarif‐mæssige grunde. Det sker ofte på grund af ’rådigheds‐tariffen’, som godt og fornuftigt nok kun er

forlænget i 2023. I tabellen er dette beløb vist i (+), ligesom meromkostningen ved at betale elafgift for den egenproducerede el er vist (+). Samlet set udgør de et

beløb i samme størrelsesorden som de årlige omkostninger ved VE‐anlæggene, hvilket forklare hvorfor deres effekt reelt har været begrænsende for den lokale VE‐

udbygning. Da der samtidig er tale om en klar forskelsbehandling af etageboliger i forhold til parcelhuse, private boligudlejere og virksomheder, taler dette for en

ændring af praksis, som den i dag ofte håndhæves af net‐selskaberne.

Kommune med solcelleanlæg på egne tage, fjernvarme og ladning af elbiler

Solcelleanlæggene i dette eksempel vil levere hvad der svarer til 87% af de kommunale institutioners samlede elforbrug og vil samtidig være anledningen til, at der

kan etableres lade‐standere til elbiler i området, som ikke belaster det samlede elnet ud over det nuværende forbrug på noget tidspunkt af døgnet. Disse forhold er

typiske for denne type lokal indsats.

Der er stillet krav til kommuner, der ønsker at etabler solcelleanlæg på egne tage, at denne aktivitet skal udskilles i selvstændige selskaber. Det er en praktisk, men

ikke nødvendigvis uoverkommelig eller fordyrende udfordring, hvis det gøres på en omkostningseffektiv måde. Motivationen har været, at budgetterne for den

enkelte institution ikke skal være afhængig af potentielt risikofyldte investeringer eller svingende energipriser. Mange kommuner har aktuelt planer om at bidrage

til omstillingen af elforsyningen og reduktion af klimabelastningen, hvilket også tilskyndes af deres planer om CO

neutralitet. Samtidig er de tilgængelige tagflader

samlet set i de større byer nok til at dække en meget stor del af den ønskede udbygning med solceller.

Data for kommunale solcelleanlæg er gengivet i den følgende tabel:

Mængder/priser:

Simulering:

Kommunale institutioner

Max. kW:

Investeringer i mio.kr.:

Årlige omkostninger i t.kr.:

net‐

VE‐

internt tilslut‐

VE‐

net +

el‐køb

tilsl. peak anlæg

net

ning

anlæg tilslut.

(rå)

1200 460

11,8

0,4

‐

942

578

el‐salg

(rå)

‐485

net‐

tarif

204

rådig‐

hed

(+82)

el‐afgift

657 (+559)

i alt

1.969

Ud over at etablere egne solcelleanlæg, kan kommunale og for den sags skyld andre institutioner indgå som partnere i lokale energifællesskaber, hvor de dels

udnytter egenproduceret el, dels deler overskud herfra med de andre i det lokale energifællesskab. I det efterfølgende eksempel indgår et sådant samarbejde med

en lokal boligforening og et butikscenter. Transporten af el i det lokale kollektive elnet (inden for nogle få kilometer) vil ikke belaste dette net jf. tidligere

argumenter, men der må forventes en ’lokal transport‐tarif’ ved realisering af den model for ’lokal kollektiv tarifering’, som der er planer om at indføre (jf. PtX‐

aftalen fra marts i år).

Det kan i denne sammenhæng noteres, at de risikopræmier og langtidskontrakter, som kommercielle operatører af solcelleanlæg, som en kommune kunne vælge af

lave kontrakt med om etablering af solcelleanlæg på deres egne tage, vil fordyre den tilbudte el så meget, at denne model ikke kan anses for økonomisk attraktiv

eller relevant for kommuner.

Kommunernes Landsforening har aktivt arbejdet for, at også kommuner kan undgå af betale elafgift på egenproduceret el, hvilket ville fjerne den risiko, der er

knyttet til de aktuelt svingende elpriser – elpriser, der i øvrigt vil øges, hvis udbygningen med VE ikke på kort sigt fremmes. Der er således gode grunde til at fjerne

denne økonomiske udfordring, som elafgiften udgør. Også rådighedstariffen kan aktuelt være en udfordring, selvom den mest af alt ser ud til at være en økonomisk

barriere, der forhindrer opsætning af større solcelleanlæg. Som anført er rådighedstariffen kun forlænget i 2023, og dens rationale bortfalder i alle fald med

Tarifmodel 3.0. Som det kan ses af data i (+) i tabellen ovenfor udgør de to omkostninger en reelt økonomisk begrænsning for den kommunale indsats.

Hvis en kommune alternativt vælger at investere i solcelleanlæg i det åbne land, vil disse blive pålagt betaling af de kommende tilslutningsgebyrer, som sammen

med lokal kabling vil fordyre solcelleprojekterne med op til 25% oven i de anførte investeringsbeløb i tabellen. Samtidig vil dette betyde at kommunens forbrug vil

blive pålagt elafgift, da der ikke længere vil være tale om egenproduktion, men investering i en kommerciel solcellepark. Hertil kommer fordyrelsen ved brug af

både transmissions‐ og distributionsnet og de tab, der er knyttet hertil – svarende til fuld forbrugstarif.

Energifællesskab i bykvarter med 950 boliger, 5 institutioner, butikscenter, fjernvarme, solceller og ladning af elbiler

Solcelleanlæggene i dette eksempel vil levere hvad der svarer til 66% af bykvarterets samlede elforbrug og vil samtidig være anledningen til, at der kan etableres

lade‐standere til elbiler i området, som ikke belaster det samlede elnet ud over det nuværende forbrug på noget tidspunkt af døgnet. I det lokale energifællesskab,

der står for delingen af el mellem boligafdeling, kommunale institutioner og butikscenter indgår også en aflastning af fjernvarmenettet gennem en kombination af

varmeforsyningen herfra med varmpumper til at sikre god køling af returen fra leveringen af varmt vand. Ud af et samlet varmebehov på 1.020 MWh til området,

leverer varmepumper et boost til cirkulationen af det varme vand, som nedsætter trækket på fjernvarmen til omkring 9.200 MWh samtidig med at levere en bedre

køling af returvandet til fjernvarmen.

Der er i alle større byer kvarterer med etageboliger og kommunale institutioner, der kan indgå i samarbejde i et lokale energifællesskab om deling af VE‐baseret el,

som parterne enten selv producerer, eller som de får produceret i fællesskab. Et sådant fællesskab vil typisk kombinere den indsats, som boligforeninger kan gøre

sammen med kommuner, mindre virksomheder og butikker.er stillet krav til kommuner, der ønsker at etabler solcelleanlæg på

Data for kommunale solcelleanlæg er gengivet i den følgende tabel:

Mængder/priser:

Simulering:

Bykvarter m. energifællesskab

Max. kW:

Investeringer i mio.kr.:

Årlige omkostninger i t.kr.:

net‐

VE‐

internt tilslut‐

VE‐

net +

el‐køb

tilsl. peak anlæg

net

ning

anlæg tilslut.

(rå)

1400 710

22,5

‐

1.896

‐

1.365

el‐salg

(rå)

‐586

net‐

tarif

846

rådig‐

el‐afgift

hed

(+524) 1.637 (+1.268)

i alt

5.158

I det her opstillede eksempel, der henter data fra et bykvarter i København, indgår også et samarbejde med fjernvarmeforsyningen, som giver den fordel for de

deltagende parter at det effektiviserer deres udnyttelse af fjernvarmen ved at nedsætte cirkulationstab og sænke returtemperaturen. Det er samtidig en fordel for

fjernvarmen, idet sænkning af returtemperaturen på kort sigt øger værkernes effektivitet og på længere sigt kan gøre sænkning af både fremløbs‐ og

returtemperaturer.

Som i de foregående eksempler spiller det en rolle for den samlede økonomi og dermed risiko for parterne, hvis der skal betales elafgift af egenproduceret el,

ligesom den aktuelle rådighedstarif vanskeligt lader sig begrunde i forhold til de fordele el‐distributionen har ved den aflastning af nettet, som energifællesskabet

bidrager med. Da alle tilslutninger er etableret og den nødvendige netkapacitet er til stede, er der ikke angivet omkostninger ved net‐omlægning. Disse vil være helt

afhængige af, om net‐selskaberne vil hævde deres ejendomsret til de net, der især forbinder boligforeningens forskellige bygninger.

Landsby med 40 boliger, der erstatter olie og gas med varmepumper samt etableret solceller og ladning af elbiler

Det mest centrale i dette eksempel er erstatningen af opvarmning baseret på de fossile brændsler olie og gas med effektive el‐drevne varmpumper. Varmpumperne

vil i de fleste tilfælde være individuelle i det enkelte hus, men uden af medføre den støj og manglende energieffektivitet, der er ved de desværre ofte benyttede

luft‐til‐vand varmepumper. Varmpumperne betyder erstatning af alle fossile brændsler til 580 MWh opvarmning med el, hvoraf 79% dækkes af el fra nettet og

resten fra solceller, hvilket bidrager med en betydelig reduktion i udledningen af CO

. Solcelleanlæggene i dette eksempel vil levere hvad der svarer til 53% af

landsbyens samlede elforbrug og vil samtidig være anledningen til, at der kan etableres lade‐standere til elbiler i området, som ikke belaster det samlede elnet ud

over det nuværende forbrug på noget tidspunkt af døgnet. Disse forhold er typiske for denne type lokal indsats.

Netop landsbyernes placering tæt på det åbne land gør dem ikke blot nærliggende som investorer i egne solcelleanlæg, men også som initiativtager til og deltager i

lokale vindmølleprojekter, som væsentligt kan udbygge både deres egenproduktion af VE‐baseret el og bidrage til VE‐produktionen i lokalområdet.

Data for kommunale solcelleanlæg er gengivet i den følgende tabel:

Mængder/priser:

Simulering:

Landsby m. fælles varme

Max. kW:

Investeringer i mio.kr.:

Årlige omkostninger i t.kr.:

net‐

VE‐

internt tilslut‐

VE‐

net +

el‐køb

tilsl. peak anlæg

net

ning

anlæg tilslut.

(rå)

331 174

4,68

0,8

‐

366

‐

169

el‐salg net‐tarif

(rå)

‐56

rådig‐

hed

‐

el‐afgift

124 (+83)

i alt

664

Det tekniske grundlag for denne løsning er ud over varmepumperne et fælles net – et termonet – der forbinder varmepumperne med den kilde, som den trækker

energien fra – brinekredsen. Ved anvendelse af den el‐drevne kompressor i varmepumpen hæver temperaturen til det niveau, som er nødvendigt til

boligopvarmning og forsyning med varmt brugsvand.

Lokale varmefællesskaber kan organiseres som lokale energifællesskaber, men kan også være organiseret af eller støttet af kommunale eller lokale

fjernvarmeselskaber eller forsyninger. Den største udfordring for mange landsbysamfund er at finde en samlet tids‐ og finansieringsplan for at gennemføre

udfasningen fra individuelle gas‐ og oliefyr til en kollektiv varmeløsning.

Den her skitserede løsning er et relevant alternativt i de områder, hvor fjernvarme enten er for dyr en løsning eller vil tage for lang tid. Den kan også være et

relevant alternativ i et område, der ligger langt fra et fjernvarmeværk eller er en del af en mere distribueret løsning med fjernvarme baseret på større

varmepumper. Det er i høj grad op til den aktuelle kommunale varmeplanlægning at opnå en samlet optimal udfasning af de fossile brændsler til opvarmning.

Netop behovet for en hurtig udfasning af de fossile brændsler til opvarmning, gør det meget vigtig, at få denne løsning med i det ’arsenal’ af løsninger, der skal

arbejdes med. I tillæg hertil udgør aktive landsbyfællesskaber en potentiel drivkraft til udbygning af lokale energifællesskaber, der opsætter og driver lokale

vindmølleanlæg. De vil derved bidrage til at øge det lokale borgerengagement i VE‐udbygningen.

Bo‐ og energifællesskab med 180 boliger, egen produktion, 2 institutioner, solceller, vindmøller og ladning af elbiler

Bofællesskaber er ideelle som investorer i lokale VE‐anlæg omfattende både solceller og vindmøller. VE‐anlæggene i dette eksempel vil levere hvad der svarer til

103% af bofællesskabets samlede elforbrug til både el, varme og elbiler. Bofællesskabet har potentiale for at øge VE‐produktionen bl.a. ved at etablere egne

vindmøller eller indgå i et lokalt energifællesskab, der gør det.

Det har været en del af den langsigtede plan for det fuldt udbyggede bofællesskab, at det kan tilsluttes 10 kV nettet med egen transformer, hvorved vindmøller kan

blive en del af egenproduktionen. Alle el‐ og varmeanlæg skal være ejet af Hyllegaard Energifællesskab, som alle beboere har andele i. Energifællesskabet har

råderet over arealer og tagflader til etablering af fælles energianlæg. Det samlede bofællesskab bliver af hensyn til finansiering og den etapevis etabling baseret på

6 bofællesskaber tvunget til at etablere en udmatrikuler af det areal, som bofællesskabet råder over i fællesskab.

Udgangspunktet for Hyllegaard energifællesskab er at være tilsluttet elnettet med én fælles hovedmåler, som omfatter alle tilsluttede produktionsenheder og

dækkende alle varmeanlæg og ladeanlæg til transportmidler. Udfordringen kan især komme til at ligge i den første fase af tilslutningen af el til forbrug til de enkelte

bofællesskaber og helsecentret, da de nuværende tilslutningsbestemmelser ikke tager højde for Elforsyningsloven fra 2020 og bestemmelserne i den opfølgende

bekendtgørelse om energifællesskaber. De eksisterende tilslutningsbestemmelser har kun haft tanke på individuelle husholdninger hhv. virksomheder som

elkunder, hvilket indebærer, at de nye former for egenproducerende fællesskaber ikke er dækket.

Den første række i den følgende tabel illustrer omkostninger ved etableringen og tilslutningen af det første bofællesskab sammen med en servicevirksomhed og

egne produktionsanlæg, hvor byggeriet forventes at starte i indeværende år. Den anden række belyser omkostninger ved det fuldt udbyggede bo‐ og

energifællesskab med egen VE‐produktion fra solceller og vindmøller, som samtidig producerer et overskud, der kan deles med nærved beliggende bofællesskaber

og bebyggelser.

Mængder/priser:

Simulering:

Bofællesskab opstart

Fuldt udbygget bofællesskab

Max. kW:

Investeringer i mio.kr.:

Årlige omkostninger i t.kr.:

net‐

VE‐

internt tilslut‐

VE‐

net +

el‐køb

tilsl. peak anlæg

net

ning

anlæg tilslut.

(rå)

172

3,67

0,30

0,08

341

120

100

17,9

1,80

0,19

1.660

152

256

el‐salg

(rå)

‐78

‐268

net‐

tarif

rådig‐

hed

(+8)

(+99)

el‐afgift

37 (+385)

i alt

446

1.922

Som det fremgår, vil tilslutningen efter de aktuelle, men forældede regler i net‐selskabet betyde, at der installeres en tilslutning på 172 kW, som er en større

kapacitet end der bliver behov efter fuld udbygning af bofællesskabet. Hvis boligfællesskabet blev tilsluttet som et boligkvarter med individuelle rækkehuse, ville

den tilsluttede kapacitet være på 471 kW.

Hvis bofællesskabet vælger at øge egenproduktionen bl.a. for at kunne bidrage til andre i lokalområdet kan det være nødvendigt at vælge en større net‐tilslutning

af hensyn til salget af den producerede el, som primært vil stamme fra vindmølleproduktionen. I så fald vil det være hensigtsmæssigt enten at lade bofællesskabet

medvirke ved etablering af et større lokalt energifællesskab, eller at dele af dets produktion tilsluttes som en kommerciel produktionsenhed til elnettet jf. de nye

tilslutningsbestemmelser, der er under udarbejdelse. På dette punkt vil bofællesskabet med udgangspunkt i det stærke sociale fællesskab, som det indebærer,

kunne engagere sig i etablering af en større vindmølleproduktion i lokalområdet.

Dette eksempel illustrerer, at der er forskel på at etablere et internt net til deling af egenproduceret el og et distributionsnet, som forsyner elkunder med el

produceret på afstand i større kommercielle anlæg. Net‐strukturen er simpelthen forskellig, da behovet for kapacitet ved deling af egen produktion er højest i nogle

få forbindelser i det interne net, men behovet for kapacitet i tilslutningen til det kollektive elnet som oftest er meget mindre netop for at nedbringe belastningen af

de længere kablinger knyttet til de kollektive distributionsnet.

Den indlagte kapacitetsbegrænsning vil sammen med køremønstret for pendlere føre til behov for ladning under kørsel og dermed væk fra bofællesskabet. I det

viste eksempel er der tale om ekstern ladning på 6 MWh (c. 1%). Der er altså tale om en høj grad af dækning af det i øvrigt høje antal biler, der er medtaget i

eksemplet.