KL og DEA: Kommunerne skal sikres ret til finansiering af
ladeinfrastruktur til elbiler og understøtte bedre udrulning
KL og Dansk Elbil Alliance (DEA) støtter op om, at udrulning af ladeinfrastruktur til elbiler skal ske
på markedsvilkår, og at kommunerne ikke skal være operatører af offentligt tilgængelige
ladestandere. Kl DEA mener imidlertid ikke, at de foreslåede virkemidler i forslag til lov om
infrastruktur for alternative drivmidler til transport (AFI-loven) er tilstrækkelige til at sikre en
effektiv og landsdækkende ladeinfrastruktur. Derfor anbefaler KL og DEA, at kommunerne med
loven skal sikres hjemmel til finansiering af ladeinfrastruktur.
Kommunal finansiering af ladeinfrastruktur vil flugte med Bilkommissionens 2. delrapport, hvor det
anbefales, ”at
kommunerne kan opkræve betaling fra den højest bydende hhv. give tilskud til den
byder, som kræver mindst tilskud for at drive opladningsfaciliteten.”
Samtidig er det i
overensstemmelse med Overliggeraftale om klimasamarbejdsaftaler om grøn kollektiv trafik af 25.
juni 2020, hvor regeringen forpligter sig til
”at arbejde for at skabe en hjemmel til kommunalt
tilskud til infrastruktur for alternative drivmidler.”
Kommunernes ret til finansiering af ladestandere
KL og DEA støtter op om, at kommunerne skal identificere og udbyde arealer til opsætning af
ladestandere i en markedsdialog med operatører, og at kommunerne ikke skal drive kommerciel
virksomhed. KL og DEA mener imidlertid, at såfremt det via udbud klarlægges, at der ikke er
interesse fra markedet, skal kommunerne med loven have ret til at yde tilskud til den operatør,
der fx tilbyder den samlet set mest fordelagtige pris. Så længe udrulningen af ladeinfrastruktur
konkurrenceudsættes, skal kommunerne således have ret til at finansiere ladestandere på
offentlige arealer samt ved offentlige bygninger, jf. ladestanderbekendtgørelsen.
Højere udnyttelsesgrad af ladestandere ved kommunale bygninger
Som følge af ladestanderbekendtgørelsen er kommunerne pålagt at opstille ladestandere ved
offentlige bygninger, men med de nuværende regler må kommunens borgere, gæster og
medarbejdere ikke benytte dem. Retten, til at ladestanderne bliver offentligt tilgængelige, vil sikre
en højere udnyttelsesgrad og dermed bedre forrentning af de offentlige midler, der er investeret i
ladestanderne. Det sikrer også, at kommunerne (Danmarks største arbejdsplads) ligestilles med
de private arbejdspladser, hvor flere og flere aktivt involverer sig i at sikre lademulighed til de
ansatte. Når arbejdspladserne tilbyder medarbejderne opladning, reduceres behovet for offentligt
tilgængelige ladestandere i byrummet.
Bedre udrulning og tilgængelighed af ladestandere på øvrige offentlige arealer
Kommunal finansiering af ladestandere på øvrige offentlige arealer, som kommunen har rådighed
over, vil være med til at understøtte en hurtigere udrulning af ladeinfrastruktur i de områder, hvor
markedet på nuværende tidspunkt ikke selv driver udviklingen. Det kan fx være i yderområder,
områder med sæsonbestemt turisme, nye byudviklingsområder, mobilitetsprojekter (samtænkning
af lade- og pendlermuligheder) samt tilskyndelse til virksomheder og boligforeninger mv. til at
etablere ladestandere, der kan åbnes for offentligheden i bestemte tidsrum.
KL og DEA bemærker, at der i loven kan indføres en solnedgangsklausul, så forligskredsen efter
en årrække skal tage bestemmelsen op til revision og vurdere, om kommunernes mulighed for at
finansiere ladestandere har haft den ønskede effekt, eller om denne mulighed blot skal eksistere i
en overgangsfase, hvor der er brug for kommunale tilskud for at få udrullet en tilstrækkelig bredt
dækkende ladeinfrastruktur.
KL og DEA ser positivt på, at der er afsat en statslig pulje på 150 mio. kr. i 2022 til
medfinansiering af ladestandere på offentlige arealer, men mener ikke, at puljen er tilstrækkelig til
at sikre en geografisk dækkende ladeinfrastruktur, som kan følge med markedet for elbiler, og at
ladeinfrastrukturen ved offentlige bygninger vil blive udnyttet i tilstrækkelig høj grad.
KL og DEA stiller sig gerne til rådighed for udvalget til en uddybende drøftelse.
Dato: 4. oktober 2021
Sags ID: SAG-2019-05296
Dok. ID: 3134593
Direkte: 3370 3866
Weidekampsgade 10
Postboks 3370
2300 København S
www.kl.dk
Side 1 af 1
1