25.01.2022
PtX-taskforce (one-stop-shop for myndighedsbehandling af PtX-projekter)
Fælles politisk anbefaling fra Dansk Energi, Wind Denmark og Dansk Solkraft
PtX går på tværs af mange af sektorerne i energisystemet (el, gas, ny brintinfrastruktur) og stiller samtidig
nye krav i forbindelse med sikkerheds- og miljøgodkendelser.
De nuværende godkendelsesprocesser er fordelt mellem mange forskellige statslige myndigheder, hvor
erfaringen og ressourcerne er for små og slet ikke gearet til at kunne håndtere det behov for effektiv og
smidig myndighedsbehandling på tværs af stat og kommuner, som PtX-strategien og en målsætning om 6
GW elektrolysekapacitet i 2030 forventes at medføre. Hertil kommer, at godkendelsen af PtX-anlæg er en
ny øvelse for de fleste kommuner og statslige myndigheder, hvorfor der mangler en helt grundlæggende
erfaring med godkendelsen af anlæggene, hvorfor der også udestår en oparbejdelse af ”best practice”
hos
myndighederne.
Både virksomheder, myndigheder og borgere har behov for, at der skabes et bedre overblik og en
hjælpende hånd til at navigere i de forskellige regelsæt, således at der sikres en strømlinet, effektiv og god
planlægnings- og ansøgningsproces.
Wind Denmark, Dansk Energi og Dansk Solkraft foreslår derfor, at der etableres en dedikeret PtX-taskforce,
der kan sikre en mere smidig godkendelsesproces og agere one-stop-shop for både indenlandske og
udenlandske PtX-aktører og -investorer, samt bistå kommunerne (der er planmyndighed på land) med at
sikre kvalitet og tempo i sagsbehandlingen af PtX-projekter.
En PtX-taskforce bør involvere relevante myndigheder inden for særlig energi, miljø og sikkerhed med
henblik på at sikre, at alle skridt i ansøgnings- og godkendelsesprocessen er omfattet af ét kontaktpunkt.
En PtX-taskforce vil sikre mod langsommelige myndighedsprocesser og afhjælpe tvivlsspørgsmål hos
myndighederne, ligesom taskforcen vil kunne hjælpe ansøgeren i de relevante processer. Taskforcens
hovedformål er at undgå forsinkelser i forbindelse med de nødvendige procedurer, og dermed sikre at en
forholdsvis ny del af den grønne omstilling kan bidrage effektivt til CO
2
e-reduktioner i både Danmark og i
udlandet gennem eksport af danskproducerede grøn brint og grønne PtX-brændstoffer.
1