IFU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 36: Lovudkast til forslag til lov om ændring af lov om dansk indfødsret (Frakendelse af statsborgerskab for strafbare forhold, som er til alvorlig skade for statens vitale interesser m.v.), fra udlændinge- og integrationsministeren

Indfødsretsudvalget 2021-22
IFU Alm.del Bilag 36
Offentligt

Forslag

til

Lov om ændring af lov om dansk indfødsret

(

Frakendelse af statsborgerskab for strafbare forhold, som er til alvorlig skade for statens

vitale interesser m.v.

)

§1

I lov om dansk indfødsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 1191 af 5. august 2020, som ændret ved lov nr. 1193 af

8. juni 2021 samt ved lov nr. 2056 og 2057 af 16. november 2021, foretages følgende ændringer:

§ 8 A

og to steder i

§ 8 B, stk. 2,

ændres »kan« til: »skal«, og i § 8 A indsættes efter »erhvervelsen«: »,

medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser«.

§ 8 A

indsættes som

stk. 2:

»Stk.

Frakendes nogen sin indfødsret efter denne bestemmelse, skal også vedkommendes barn frakendes

indfødsretten, hvis barnet har erhvervet indfødsretten gennem vedkommende, medmindre dette vil være i

strid med Danmarks internationale forpligtelser.«

§ 8 B, stk. 1,

affattes således:

»Den, som dømmes for en strafbar handling, og som derved har udvist en handlemåde, som er til alvorlig

skade for statens vitale interesser, skal ved dom frakendes sin danske indfødsret, medmindre dette vil være

i strid med Danmarks internationale forpligtelser.«

§2

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. april 2022.

Stk. 2.

Loven gælder ikke for handlinger begået før lovens ikrafttræden. For sådanne handlinger finder de

hidtil gældende regler anvendelse.

§3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft

for Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholdsvis de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

IFU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 36: Lovudkast til forslag til lov om ændring af lov om dansk indfødsret (Frakendelse af statsborgerskab for strafbare forhold, som er til alvorlig skade for statens vitale interesser m.v.), fra udlændinge- og integrationsministeren

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Ændring af reglerne for frakendelse af dansk statsborgerskab

2.1. Gældende ret

2.1.1. Frakendelse af dansk statsborgerskab

2.1.1.1.

Frakendelse af dansk statsborgerskab erhvervet ved svig (§ 8 A)

2.1.1.2.

Frakendelse af dansk statsborgerskab på grund af kriminalitet (§8 B)

2.1.2. Administrativ fratagelse af dansk statsborgerskab

2.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.2.1. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

2.2.2. Handlemåde som er til alvorlig skade for statens vitale interesser

2.2.3. Proportionalitetsvurdering

3. Forholdet til grundloven og internationale forpligtelser

3.1. Europarådets konvention af 6. november 1997 om statsborgerret (statsborgerretskonventionen)

3.2. FN’s konvention af 1961 om begrænsning af statsløshed (statsløsekonventionen)

3.3. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK)

4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

7. Klimamæssige konsekvenser

8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

9. Forholdet til EU-retten

10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

11. Sammenfattende skema

1. Indledning

Det fremgår af Socialdemokratiets udlændingepolitiske udspil ”Retfærdig og realistisk – En udlændingepolitik

der samler Danmark” fra februar 2018 blandt andet, at Socialdemokratiet vil arbejde for, at statsborgerska-

bet kan frakendes i de tilfælde, hvor en person for eksempel begår alvorlig personfarlig kriminalitet eller

narkokriminalitet, hvis det er muligt inden for de internationale konventioner.

Regeringen tog i 2019 initiativ til en lovændring, hvorved det blev muligt administrativt at tage statsborger-

skabet fra personer med dobbelt statsborgerskab, der har udvist en handlemåde til alvorlig skade for Dan-

marks vitale interesser, hvis dette ikke fører til statsløshed.

Muligheden for at frakende statsborgerskabet ved dom blev på regeringens initiativ udvidet til også at om-

fatte personer, som ifalder straf efter straffelovens § 81 a (om forhøjet straf for overtrædelser, der har bag-

grund i eller er egnet til at fremkalde en bandekonflikt) ved lov nr. 1193 af 8. juni 2021 om ændring af lov om

dansk indfødsret (Frakendelse af statsborgerskab for visse former for alvorlig bandekriminalitet, som er til

alvorlig skade for statens vitale interesser).

Det fremgår af indfødsretsaftalen, som regeringen indgik den 20. april 2021 med Venstre, Det Konservative

Folkeparti og Liberal Alliance, at der er enighed om at undersøge, hvorvidt området for frakendelse af dansk

statsborgerskab på grund af kriminalitet kan udvides, idet aftaleparterne er enige om at eventuelle mulighe-

der for – inden for Danmarks internationale forpligtelser – at udvide adgangen for frakendelse af statsbor-

gerskab bør udnyttes fuldt ud, således at det sikres, at der sker frakendelse i videst muligt omfang.

Regeringen ønsker således, at der i videst muligt omfang inden for rammerne af Danmarks internationale

forpligtelser skal ske frakendelse ved dom af statsborgerskabet fra personer, som dømmes for en strafbar

handling, hvis de pågældende derved har udvist en handlemåde, som er til alvorlig skade for Danmarks vitale

interesser. Det skal i sådanne tilfælde være obligatorisk, at der skal ske frakendelse, medmindre dette vil

være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder medmindre den pågældende derved bliver

statsløs.

Udlændinge- og Integrationsministeriet foreslår derfor, at der indføres en mulighed for, at en person, som er

dømt for en strafbar handling, og som derved har udvist en handlemåde, som er til alvorlig skade for Dan-

marks vitale interesser, frakendes sit danske statsborgerskab ved dom.

Regeringen ønsker også, at mulighederne for at frakende statsborgerskabet fra personer, der i forbindelse

med erhvervelse af dansk statsborgerskab har udvist svigagtigt forhold, udnyttes i videst muligt omfang inden

for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser.

Udlændinge- og Integrationsministeriet foreslår på den baggrund, at der ved dom skal ske frakendelse af

dansk statsborgerskab erhvervet ved svig, medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale for-

pligtelser. Endvidere foreslås det, at hvis nogen frakendes sit danske statsborgerskab ved dom på grund af

svig, skal også vedkommendes barn frakendes statsborgerskabet ved dom, hvis barnet har erhvervet stats-

borgerskabet gennem vedkommende, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale for-

pligtelser.

2. Ændring af reglerne for frakendelse af dansk statsborgerskab

2.1.

Gældende ret

2.1.1. Frakendelse af dansk statsborgerskab

2.1.1.1 Frakendelse af dansk statsborgerskab erhvervet ved svig (indfødsretslovens § 8 A)

Efter indfødsretslovens § 8 A kan den, som i forbindelse med sin erhvervelse af dansk statsborgerskab har

udvist svigagtigt forhold, herunder ved forsætligt at afgive urigtige eller vildledende oplysninger eller fortie

relevante oplysninger, ved dom frakendes statsborgerskabet, hvis det udviste forhold har været bestem-

mende for erhvervelsen.

Indfødsretslovens § 8 A blev indført ved lov nr. 193 af 5. april 2002 om ændring af indfødsretsloven og ud-

lændingeloven (Frakendelse af dansk indfødsret erhvervet ved svig).

Ved indførelsen af adgangen til at frakende dansk statsborgerskab erhvervet ved svig, jf. indfødsretslovens §

8 A, fremgår det i pkt. 3.1.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 33 af 12. december 2001, jf.

Folketingstidende 2001-02, tillæg A, side 655, at frakendelse af statsborgerskab efter bestemmelsen forud-

sætter, at den udviste svig har været bestemmende for, at den pågældende person erhvervede dansk stats-

borgerskab. Der skal således være tale om en situation, hvor vedkommende ikke ville have fået dansk stats-

borgerskab, hvis han eller hun havde afgivet rigtige og/eller fyldestgørende oplysninger. F.eks. har den udvi-

ste svig ikke været bestemmende, hvis en person, der har opnået dansk statsborgerskab på grundlag af en

falsk identitet, ville have opfyldt betingelserne for at erhverve dansk statsborgerskab med sin virkelige iden-

titet.

Det fremgår endvidere af pkt. 3.1.2 i de almindelige bemærkninger, jf. Folketingstidende 2001-02, tillæg A,

side 655, at muligheden for at frakende statsborgerskab på grund af svigagtigt forhold omfatter enhver, der

har dansk statsborgerskab, men bestemmelsen vil ikke have nogen reel praktisk betydning med hensyn til

personer, som har erhvervet dansk statsborgerskab ved fødslen, og personer, der har erhvervet dansk stats-

borgerskab ved forældrenes indgåelse af ægteskab (legitimation) eller ved adoption. Bestemmelsen vil såle-

des i praksis navnlig omfatte personer, der har erhvervet dansk statsborgerskab ved erklæring eller ved na-

turalisation. Bestemmelsen er udformet således, at det kun er den person, som har handlet svigagtigt, der

kan frakendes sit statsborgerskab. Den pågældendes eventuelle børn under 18 år, som har erhvervet dansk

statsborgerskab gennem den pågældende, vil ikke kunne få frakendt deres statsborgerskab i medfør af be-

stemmelsen.

Det fremgår af pkt. 3.1.4 i de almindelige bemærkninger, jf. Folketingstidende 2001-02, tillæg A, side 655, at

det efter bestemmelsen er en betingelse for, at en persons statsborgerskab kan frakendes, at den pågæl-

dende har udvist svigagtigt forhold i forbindelse med erhvervelsen, f.eks. ved forsætligt at afgive urigtige

eller vildledende oplysninger eller fortie relevante oplysninger. Det kræves ikke, at den svigagtige handling

eller undladelse skal være foretaget i nær tidsmæssig sammenhæng med erhvervelsen af indfødsret, f.eks.

vil der med hensyn til en naturaliseret person ikke kun kunne lægges vægt på urigtige oplysninger, som er

givet i ansøgningen om naturalisation. Forsætlig afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger og fortielse

af relevante oplysninger vil være de praktiske hovedeksempler på svigagtige forhold, der kan have betydning

for erhvervelsen af dansk indfødsret. Disse eksempler er derfor nævnt udtrykkeligt i den foreslåede bestem-

melse. Bestemmelsens henvisning til svigagtige forhold vil således i praksis navnlig have selvstændig betyd-

ning, hvis det ikke er den pågældende person selv, der har afgivet urigtige oplysninger m.v., men en anden

person, som har handlet efter aftale med eller i øvrigt på foranledning af den pågældende. Som eksempel

herpå kan nævnes, at en person, der ansøger om statsborgerskab ved naturalisation, lader en anden person

møde til den samtale, hvor ansøgerens danskkundskaber skal vurderes, og derved opnår dansk statsborger-

skab.

Det fremgår videre af pkt. 3.1.5 i de almindelige bemærkninger, jf. Folketingstidende 2001-02, tillæg A, side

656, at det efter bestemmelsen kræves, at den pågældende skal have handlet forsætligt med hensyn til de

beskrevne forhold. Er der alene tale om uagtsomhed, kan den pågældendes statsborgerskab således ikke

frakendes. Er der afgivet oplysninger, skal den pågældende alene have haft forsæt til, at oplysningerne var

urigtige eller vildledende. I disse tilfælde vil der normalt være tale om, at vedkommende har udfyldt et an-

søgningsskema eller i øvrigt besvaret spørgsmål fra myndighederne i forbindelse med sagsbehandlingen, og

den pågældende må i disse tilfælde naturligvis gå ud fra, at han eller hun alene bliver bedt om oplysninger,

som har betydning for sagen. Ved fortielse af oplysninger kan det derimod efter omstændighederne være

mindre klart for den pågældende, om oplysningen har betydning for sagen eller ej. Bestemmelsen foreslås

derfor udformet således, at den pågældende skal have haft forsæt til at fortie "relevante" oplysninger, dvs.

at han eller hun skal have vidst eller i øvrigt haft forsæt med hensyn til, at oplysningen ville have betydning

for sagen. Forsætskravet omfatter ikke, at det svigagtige forhold har været bestemmende for erhvervelsen

af dansk statsborgerskab. Det kræves således ikke, at den pågældende skal have vidst (eller forventet), at de

urigtige eller manglende oplysninger ville have afgørende betydning for sagens udfald.

Det fremgår af pkt. 3.1.6 i de almindelige bemærkninger, jf. Folketingstidende 2001-02, tillæg A, side 656, at

såfremt betingelserne i bestemmelsen er opfyldt, vil den pågældendes statsborgerskab som hovedregel

skulle frakendes. Bestemmelsen giver imidlertid mulighed for, at domstolene kan vurdere alle omstændig-

heder i den enkelte sag og i forbindelse hermed foretage en proportionalitetsvurdering, som kan føre til et

andet resultat, jf. formuleringen "kan... frakendes". I den samlede vurdering vil der kunne indgå en række

forskellige momenter. Der bør navnlig lægges vægt på en afvejning af forholdets grovhed over for en even-

tuel frakendelses indgribende betydning for den pågældende.

Det fremgår videre af pkt. 3.1.6 i de almindelige bemærkninger, jf. Folketingstidende 2001-02, tillæg A, side

656, at bestemmelsen ikke er begrænset således, at den kun kan anvendes over for personer med dobbelt

statsborgerskab, men frakendelse af dansk statsborgerskab vil være mere indgribende over for den pågæl-

dende, hvis han eller hun derved bliver statsløs. Det kan således også indgå i rettens vurdering, om den på-

gældende person vil blive statsløs ved at miste sit danske statsborgerskab.

Hvis der på det tidspunkt, hvor spørgsmålet om frakendelse behandles, ikke længere er noget til hinder for,

at den pågældende kan erhverve dansk statsborgerskab, vil dette være et moment, som kan tale imod fra-

kendelse. En sådan situation vil f.eks. kunne foreligge, hvis den pågældende person ved at forfalske en dato

har opnået statsborgerskab ved naturalisation på et tidligere tidspunkt, end det ellers havde kunnet ske. I

tilfælde, hvor påstand om frakendelse af dansk statsborgerskab er nedlagt i forbindelse med en straffesag,

bør det dog også tages i betragtning, at en dom for strafbart forhold normalt vil være til hinder for, at den

pågældende kan erhverve dansk statsborgerskab før efter udløbet af en vis karenstid, der er afhængig af

straffens strenghed.

Endeligt fremgår det af pkt. 3.1.6 i de almindelige bemærkninger, jf. Folketingstidende 2001-02, tillæg A, side

656, at strafansvaret for det svigagtige forhold, der er begået i forbindelse med erhvervelsen af dansk stats-

borgerskab, forældes efter straffelovens almindelige regler herom. Da frakendelse af dansk statsborgerskab

imidlertid ikke har karakter af en strafferetlig sanktion, foreslås der dog ingen forældelsesfrist for frakendel-

sen. Udvist svig i forbindelse med erhvervelse af dansk statsborgerskab forældes således ikke i forhold til den

foreslåede bestemmelse, men længden af den periode, der er forløbet efter erhvervelsen, vil indgå i rettens

vurdering i den konkrete sag.

Efter indfødsretslovens § 8 C kan en person ikke støtte ret på at have haft dansk statsborgerskab, når den

pågældende er frakendt statsborgerskabet i medfør af indfødsretslovens § 8 A. Det gælder dog ikke, i det

omfang retsforholdet vedrører tiden før frakendelse.

Frakendelse af dansk statsborgerskab efter indfødsretslovens § 8 A har virkning fra afsigelse af endelig dom.

Afgørelser om frakendelse af dansk statsborgerskab har således ikke tilbagevirkende kraft i den forstand, at

den pågældendes rettigheder og forpligtelser skal revurderes for så vidt angår perioden fra erhvervelsen og

indtil frakendelsen af det danske statsborgerskab. Det gælder, selvom statsborgerskabet helt eller delvist har

været afgørende for den pågældendes retsstilling på visse punkter.

Omvendt kan en person ikke efter frakendelse af dansk statsborgerskab støtte ret på, at vedkommende tid-

ligere har haft dansk statsborgerskab. Personer, som er frakendt dansk statsborgerskab, vil således ikke

kunne påberåbe sig lovbestemmelser, som giver særlige rettigheder m.v. til tidligere danske statsborgere.

Det fremgår af udlændingelovens § 9 d, at der efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding, som

tidligere har haft dansk statsborgerskab, medmindre udlændingens danske statsborgerskab er frakendt efter

indfødsretslovens § 8 A eller § 8 B.

Efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, kan der meddeles opholdstilladelse til en udlænding, hvis ganske særlige

grunde, herunder hensynet til familiens enhed og, hvis udlændingen er under 18 år, hensynet til barnets tarv,

taler derfor. Det gælder navnlig i tilfælde, hvor en ret til ophold følger af Danmarks internationale forpligtel-

ser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til respekt for privat- og

familieliv.

I sager, hvor frakendelsen af dansk statsborgerskab samtidig medfører fortabelse af vedkommendes unions-

borgerskab, skal det endvidere indgå i vurderingen, om frakendelsen af statsborgerskabet har følger, som på

en uforholdsmæssig måde – i forhold til det mål, som lovgivningen forfølger – påvirker den normale udvikling

af vedkommendes familie og arbejdsliv i forhold til EU-retten. Der skal således også indgå tilknytningsele-

menter, der knytter sig til øvrige EU-lande i proportionalitetsvurderingen, jf. herved pkt. 2.3.2 i bemærknin-

gerne til lovforslag nr. L 83 af 12. december 2019, jf. Folketingstidende 2019-20, A, L 83 som fremsat, side

10-12. Lovforslaget, der blev gennemført som nr. 63 af 28. januar 2020 om ændring af lov om dansk indføds-

ret og lov om udenrigstjenesten, ændrede indfødsretslovens § 8 A, så retsstillingen blev bragt i overensstem-

melse med EU-Domstolens dom af 12. marts 2019 i sagen C-221/17, Tjebbes.

I en sådan vurdering skal således indgå tilknytningselementer, der knytter sig til øvrige EU-lande, f.eks. om

den berørte person efter sin fortabelse af unionsborgerskabet udsættes for vanskeligheder ved at opretholde

en familie- eller beskæftigelsesmæssig tilknytning i et (eller flere) medlemsland(e), der allerede er opbygget

under unionsborgerens udøvelse af retten til fri bevægelighed i EU. Hypotetiske eller eventuelle fremtidige

ønsker om at opbygge familie- eller beskæftigelsesmæssig tilknytning til én eller flere medlemsstater er ikke

relevante ved denne vurdering.

Det bemærkes, at frakendelse af dansk statsborgerskab ikke automatisk medfører, at den pågældende skal

forlade landet, jf. herved udlændingelovens § 18 a om generhvervelse af en opholdstilladelse, der tidligere

er bortfaldet som følge af erhvervelse af dansk statsborgerskab.

Det følger af udlændingelovens § 18 a, stk. 1, at en opholdstilladelse bortfalder, når en udlænding erhverver

dansk statsborgerskab. Det følger videre af udlændingelovens § 18 a, stk. 2, at en udlænding, hvis danske

statsborgerskab er frakendt ved dom efter § 8 A i lov om dansk indfødsret, kan generhverve den opholdstil-

ladelse, der er bortfaldet efter stk. 1. Efter udlændingelovens § 18 a, stk. 3, er generhvervelse efter stk. 2 dog

betinget af, at der ikke ville være grundlag for at inddrage den opholdstilladelse, der er bortfaldet efter stk.

1, jf. udlændingelovens § 19.

Det fremgår af pkt. 3.2.2 i de almindelige bemærkninger, jf. Folketingstidende 2001-02, 2. samling, tillæg A,

side 657ff, at i tilfælde hvor en udlænding har fået frakendt sit danske statsborgerskab skal udlændingemyn-

dighederne af egen drift tage stilling til, om udlændingen kan generhverve den opholdstilladelse, som pågæl-

dende var i besiddelse af på tidspunktet for erhvervelsen af dansk statsborgerskab. Det fremgår videre, at

udlændingen har ret til at opholde sig i landet under sagens behandling.

Det forudsættes, at anklagemyndigheden underretter den relevante udlændingemyndighed om, at udlæn-

dingen har fået frakendt sit danske statsborgerskab umiddelbart efter, at dommen er afsagt.

Opholdstilladelsen generhverves i givet fald på samme betingelser m.v. som var gældende for den opholds-

tilladelse, udlændingen var i besiddelse af, da pågældende erhvervede dansk statsborgerskab. Generhver-

velsen er dog betinget af, at der ikke er grundlag for inddragelse af opholdstilladelsen efter udlændingelovens

§ 19.

Ved afgørelsen af, om den tidligere opholdstilladelse kan nægtes generhvervet af de grunde, der fremgår af

udlændingelovens § 19, skal proportionalitetsafvejningen i udlændingelovens § 19 a iagttages.

2.1.1.2 Frakendelse af dansk statsborgerskab på grund af kriminalitet (indfødsretslovens § 8 B, stk. 1 og 2)

Efter indfødsretslovens § 8 B, stk. 1, kan den, som dømmes for overtrædelse af en eller flere bestemmelser i

straffelovens kapitel 12 (Landsforræderi og andre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed) og

13 (Forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, terrorisme m.v.) eller som ifalder

straf efter straffelovens § 81 a (om forhøjet straf for overtrædelser, der har baggrund i eller er egnet til at

fremkalde en bandekonflikt), ved dom frakendes sit danske statsborgerskab, medmindre den pågældende

derved bliver statsløs.

Er en person i udlandet straffet for en handling, der efter indfødsretslovens § 8 B, stk. 1, kan medføre fraken-

delse af dansk statsborgerskab, kan statsborgerskab frakendes ved dom i medfør af straffelovens § 11, jf.

indfødsretslovens § 8 B, stk. 2.

Efter straffelovens § 11 kan frakendelse af dansk statsborgerskab ske efter offentlig påtale her i landet, hvis

en person, der har dansk statsborgerskab og er bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i

landet, i en fremmed stat er straffet for en handling, der efter dansk ret kan medføre frakendelse eller forta-

belse af kald eller erhverv eller anden rettighed.

Indfødsretslovens § 8 B, stk. 1 og 2, blev indført ved lov nr. 311 af 5. maj 2004 om ændring af indfødsretsloven

(Ændring af reglerne om erhvervelse af dansk indfødsret ved erklæring samt indførelse af ny bestemmelse

om frakendelse af dansk indfødsret).

Ved indførelsen af adgangen til at frakende dansk statsborgerskab, jf. indfødsretslovens § 8 B, stk. 1, blev det

i pkt. 4.2.4 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 138 af 28. januar 2004, jf. Folketingstidende

2003-04, tillæg A, side 4908, lagt til grund, at straffelovens kapitel 12 og 13 normerer, hvad der må anses for

at være til alvorlig skade for statens vitale interesser. Det blev endvidere lagt til grund, at indfødsretslovens

§ 8 B efter bestemmelsens udformning også ville omfatte forhold, som på et senere tidspunkt måtte blive

kriminaliseret i straffelovens kapitel 12 eller 13.

Det fremgår endvidere af pkt. 4.2.4 i de almindelige bemærkninger, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A,

side 4908, bl.a., at muligheden for at frakende en person dennes danske statsborgerskab efter forslaget er

betinget af, at den pågældende er dømt for handlinger kriminaliseret i straffelovens kapitel 12 (Landsforræ-

deri og andre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed) eller kapitel 13 (Forbrydelser mod

statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, terrorisme m.v.). Det anføres, at bestemmelsen på dette

punkt bygger på Europarådets konvention af 6. november 1997 om statsborgerret, hvorefter statsborgerskab

kan fratages på grund af en handlemåde, som er til »alvorlig skade for statens vitale interesser«.

Det fremgår af pkt. 4.2.5 i de almindelige bemærkninger, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 4908,

at det i overensstemmelse med almindelige betragtninger om proportionalitet er forudsat, at domstolene

ved vurderingen af, om en person skal frakendes dansk statsborgerskab, foretager en afvejning af på den ene

side forholdets grovhed, og på den anden side frakendelsens betydning for den pågældende.

Det fremgår videre, at den betydning, som frakendelse eller fratagelse af dansk statsborgerskab har for en

person, beror på en konkret vurdering af den pågældendes forhold. Ved denne vurdering bør der navnlig

lægges vægt på personens tilknytning her til landet og til udlandet, herunder det eller de lande, den pågæl-

dende tillige er statsborger i. Der kan i den forbindelse bl.a. lægges vægt på varigheden og karakteren af en

persons ophold i Danmark og i udlandet. Det bør således tillægges særlig vægt, hvor den pågældende har

haft sin opvækst, ligesom ophold i udlandet kan tillægges mindre vægt, hvis udlandsopholdet skyldes arbejde

for danske interesser, eller hvis den pågældende person under sit ophold i udlandet har bevaret en tæt til-

knytning til Danmark f.eks. gennem tilbagevendende feriebesøg, deltagelse i danske foreninger i udlandet

m.v.

Der kan ifølge bemærkningerne endvidere lægges vægt på bl.a. en persons aktuelle familiemæssige forhold

her i landet og i udlandet samt den pågældendes rødder, herunder om familien har en langvarig tilknytning

til Danmark. Også sprogkundskaber kan have en betydning, herunder navnlig i hvilket omfang den pågæl-

dende behersker dansk og sproget i det eller de lande, den pågældende tillige er statsborger i. Også udlæn-

dingelovens regler om inddragelse og opnåelse af opholdstilladelse og udvisning bør i et vist omfang indgå i

proportionalitetsafvejningen.

Det fremgår af pkt. 4.2.2 i de almindelige bemærkninger, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 4906,

at bestemmelsen som udgangspunkt omfatter alle danske statsborgere, uanset hvorledes dansk statsborger-

skab er erhvervet, og bestemmelsen omfatter således f.eks. både personer, som har erhvervet dansk stats-

borgerskab ved fødslen, ved adoption, ved erklæring og ved naturalisation. Det er dog en betingelse for fra-

kendelsen af dansk statsborgerskab, at den pågældende ikke derved bliver statsløs.

Frakendelsen af dansk statsborgerskab har alene virkning for den person, som er dømt efter straffelovens

kapitel 12 eller 13. Eventuelle børn, som har erhvervet dansk statsborgerskab gennem den pågældende, vil

således ikke være omfattet af frakendelsen.

Indfødsretslovens § 8 B, stk. 1, blev ændret ved lov nr. 1193 af 8. juni 2021 om ændring af indfødsretsloven

(Frakendelse af statsborgerskab for visse former for alvorlig bandekriminalitet, som er til alvorlig skade for

statens vitale interesser), hvor anvendelsesområdet for den gældende bestemmelse i indfødsretslovens § 8

B, stk. 1, blev udvidet til også omfatte personer, som ifalder straf efter straffelovens § 81 a (om forhøjet straf

for overtrædelser, der har baggrund i eller er egnet til at fremkalde en bandekonflikt). Lovændringen trådte

i kraft den 1. juli 2021.

Det fremgår af pkt. 2.2.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 230 af 4. maj 2021, jf. Folketings-

tidende 2020-21, L 230 som fremsat, A, side 7, at bestemmelsen om frakendelse af statsborgerskab på bag-

grund af bandekriminalitet skal anvendes inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser, hvil-

ket bl.a. medfører, at der alene kan ske frakendelse, hvis den pågældende har udvist en handlemåde, som er

til alvorlig skade for statens vitale interesser. Formuleringen ”handlemåde, som er til alvorlig skade for sta-

tens vitale interesser” stammer bl.a. fra Europarådets konvention af 6. november 1997 om statsborgerret,

hvorved det udtømmende er fastsat, i hvilke tilfælde en kontraherende stats nationale lovgivning må inde-

holde bestemmelser om fortabelse af statsborgerskab ex lege, dvs. ifølge (eller i henhold til) loven, eller på

foranledning af en kontraherende stat. Det følger af konventionens artikel 7, stk. 1, litra d, at en af disse

situationer er fortabelse i tilfælde, hvor en person har udvist en handlemåde, som er til alvorlig skade for den

kontraherende stats vitale interesser.

Det fremgår af den forklarende rapport til konventionen, der alene indeholder begrænsede bidrag til den

nærmere forståelse af formuleringen ”handlemåde som er til alvorlig skade for den kontraherende stats vi-

tale interesser”, at bestemmelsen især omfatter landsforræderi og andre handlinger rettet mod statens vi-

tale interesser (f.eks. arbejde for en udenlandsk efterretningstjeneste), mens eksempelvis almindelig krimi-

nalitet ikke er omfattet, hvor alvorlig denne end måtte være.

Det vil således være arten og karakteren af handlemåden, herunder handlemådens følgevirkninger, der kon-

kret afgør, om der kan ske frakendelse af dansk statsborgerskab. Dét, at der er tale om alvorlig kriminalitet,

vil ikke i sig selv kunne begrunde, at der er tale om en handlemåde, som er til alvorlig skade for statens vitale

interesser. Handlemåden skal være egnet til at påvirke statens vitale interesser negativt for at kunne føre til

fratagelse.

Det vurderes overordnet, at konflikter mellem grupperinger af kriminelle personer kan udfordre og sætte

spørgsmålstegn ved magtmonopolet, som er en helt central del af statsmagtens kompetence, og ved den

grundlæggende samfundsstruktur og orden. Handlinger, der foretages som led i en allerede igangværende

konflikt, må på den baggrund antages i almindelighed i højere grad at kunne føre til frakendelse end hand-

linger, som mere abstrakt er egnet til at fremkalde en konflikt mellem grupper, men der vil altid skulle fore-

tages en konkret vurdering af handlemådens art, karakter og følgevirkninger. Ved vurderingen af om den

enkelte gerningsmand har udvist en handlemåde, der er til alvorlig skade for statens vitale interesser, vil der

bl.a. kunne lægges vægt på antallet af handlinger og deres grovhed. Et enkeltstående mindre alvorligt forhold

vil formentlig kun sjældent i sig selv være tilstrækkeligt til frakendelse af dansk statsborgerskab, uanset at

personen er dømt med henvisning til straffelovens § 81 a, men hvis flere personer virker sammen, f.eks. om

at opretholde kontrollen over et område med vold, ulovlig tvang, trusler eller lignende, vil et enkelt forhold

efter omstændighederne kunne være tilstrækkeligt til, at der kan ske frakendelse. Det vil heller ikke være

udelukket, at enkeltstående grove forhold udført af få eller en enkelt person kan have en sådan karakter, at

frakendelse af dansk statsborgerskab kan ske.

Frakendelse ved dom af dansk statsborgerskab kan ske, uanset at gerningsmanden ikke selv direkte har ud-

ført de forhold, der er omfattet af straffelovens § 81 a, men f.eks. medvirket til dem, jf. straffelovens § 23.

F.eks. vil ledende bandemedlemmers planlægning, koordinering, organisering eller understøttelse af andre

kriminelle handlinger i konfliktsituationer ofte være af en karakter og have implikationer, der er til alvorlig

skade for statens vitale interesser.

Ved vurderingen af, om der skal ske frakendelse af dansk statsborgerskab, vil det kunne tillægges vægt, om

vedkommende tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet, jf. Højesterets dom af 8. juni 2016 i sag nr.

211/2015 (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2016, s. 3235 ff.), hvor Højesteret ved frakendelse af dansk

statsborgerskab bl.a. lagde vægt på, at tiltalte tidligere havde været straffet for ligeartet kriminalitet. Denne

retsstilling forudsættes også at gælde ved vurderingen af, om der er udvist en handlemåde, der er til alvorlig

skade for statens vitale interesser. Eksempelvis vil et strafbart forhold omfattet af straffelovens § 81 a vur-

deret i lyset af tidligere, ligeartet kriminalitet kunne være af en sådan karakter, at det er til alvorlig skade for

statens vitale interesser, uanset at forholdet til pådømmelse ikke i sig selv ville have en sådan karakter.

Af pkt. 3.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 230 af 4. maj 2021, jf. Folketingstidende 2020-

21, L 230 som fremsat, A, side 9-10, fremgår det, at det vurderes, at statsløsekonventionen kan fortolkes på

den måde, at hvis en person har ret til et andet statsborgerskab ved den blotte registrering hos et andet lands

myndigheder, uden at der er efterladt et skøn til myndighederne, vil personen ikke kunne påberåbe sig kon-

ventionernes beskyttelse mod statsløshed. Dette er ligeledes lagt til grund i lovforslag nr. L 38 af 22. oktober

2019, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, side 10.

Ved vurderingen af, om en person ved frakendelsen bliver statsløs, kan det således indgå, om den pågæl-

dende kan erhverve et statsborgerskab i et andet land ved blot at lade sig registrere ved dette lands myndig-

heder.

Efter indfødsretslovens § 8 C kan en person ikke støtte ret på at have haft dansk statsborgerskab, når den

pågældende er frakendt statsborgerskabet i medfør af § 8 A (om svig) eller § 8 B. Det gælder dog ikke, i det

omfang retsforholdet vedrører tiden før frakendelse.

Frakendelse af dansk statsborgerskab efter indfødsretslovens § 8 B, stk. 1 og 2, har virkning fra afsigelse af

endelig dom. Afgørelser om frakendelse af dansk statsborgerskab har således ikke tilbagevirkende kraft i den

forstand, at den pågældendes rettigheder og forpligtelser skal revurderes for så vidt angår perioden fra er-

hvervelsen og indtil frakendelsen af det danske statsborgerskab. Det gælder, selvom statsborgerskabet helt

eller delvist har været afgørende for den pågældendes retsstilling på visse punkter.

Omvendt kan en person ikke efter frakendelse af dansk statsborgerskab støtte ret på, at vedkommende tid-

ligere har haft dansk statsborgerskab. Personer, som er frakendt dansk statsborgerskab, vil således ikke

kunne påberåbe sig lovbestemmelser, som giver særlige rettigheder m.v. til tidligere danske statsborgere.

Det fremgår af udlændingelovens § 9 d, at der efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding, som

tidligere har haft dansk statsborgerskab, medmindre udlændingens danske statsborgerskab er frakendt ved

dom efter indfødsretslovens § 8 A eller § 8 B.

Efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, kan der meddeles opholdstilladelse til en udlænding, hvis ganske særlige

grunde, herunder hensynet til familiens enhed og, hvis udlændingen er under 18 år, hensynet til barnets tarv,

taler derfor. Det gælder navnlig i tilfælde, hvor en ret til ophold følger af Danmarks internationale forpligtel-

ser, herunder den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til respekt for privat- og

familieliv.

I sager, hvor frakendelsen af dansk statsborgerskab samtidig medfører fortabelse af vedkommendes unions-

borgerskab, skal det endvidere indgå i vurderingen, om frakendelsen af statsborgerskabet har følger, som på

en uforholdsmæssig måde – i forhold til det mål, som lovgivningen forfølger – påvirker den normale udvikling

af vedkommendes familie og arbejdsliv i forhold til EU-retten. Der skal således også indgå tilknytningsele-

menter, der knytter sig til øvrige EU-lande i proportionalitetsvurderingen, jf. herved pkt. 2.2.2 i bemærknin-

gerne til lovforslag nr. L 38 af 22. oktober 2019, jf. Folketingstidende 2019-20, L 38 som fremsat, A, side 6.

Lovforslaget, der blev gennemført som nr. 1057 af 24. oktober 2019 om ændring af lov om dansk indfødsret

og udlændingeloven, ændrede indfødsretslovens § 8 B, så retsstillingen blev bragt i overensstemmelse med

EU-Domstolens dom af 12. marts 2019 i sagen C-221/17, Tjebbes.

I en sådan vurdering skal således indgå tilknytningselementer, der knytter sig til øvrige EU-lande, f.eks. om

den berørte person efter sin fortabelse af unionsborgerskabet udsættes for vanskeligheder ved at opretholde

en familie- eller beskæftigelsesmæssig tilknytning i et (eller flere) medlemsland(e), der allerede er opbygget

under unionsborgerens udøvelse af retten til fri bevægelighed i EU. Hypotetiske eller eventuelle fremtidige

ønsker om at opbygge familie- eller beskæftigelsesmæssig tilknytning til én eller flere medlemsstater er ikke

relevante ved denne vurdering.

2.1.2. Administrativ fratagelse af dansk statsborgerskab (indfødsretslovens § 8 B, stk. 3)

Efter indfødsretslovens § 8 B, stk. 3, kan udlændinge- og integrationsministeren administrativt fratage det

danske statsborgerskab fra en person, som har udvist en handlemåde, som er til alvorlig skade for statens

vitale interesser, medmindre den pågældende derved bliver statsløs.

Indfødsretslovens § 8 B, stk. 3, blev indført ved lov nr. 1057 af 24. oktober 2019 om ændring af lov om dansk

indfødsret og udlændingeloven (Fratagelse af statsborgerskab fra fremmedkrigere m.v.).

Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 1057 af 24. oktober 2019, jf. bemærkningerne til § 1, nr. 1, i lovforslag

nr. L 38 af 22. oktober 2019, jf. Folketingstidende 2019-20, L 38 som fremsat, A, side 13, at det som udgangs-

punkt er udlændinge- og integrationsministeren, der vurderer, om pågældende har udvist en handlemåde,

der er til alvorlig skade for statens vitale interesser, og herefter træffer afgørelse, om der skal ske fratagelse

af dansk statsborgerskab. I sager, hvor vurderingen af, om der er udvist en handlemåde, som er til alvorlig

skade for statens vitale interesser, i væsentligt omfang hviler på oplysninger, som ud fra sikkerhedsmæssige

hensyn ikke kan udleveres til parten eller til Udlændinge- og Integrationsministeriet, kan justitsministeren

efter anmodning til brug for behandlingen af en sag om fratagelse vurdere, om den pågældende må anses

for at have udvist en handlemåde, som er til alvorlig skade for statens vitale interesser. Denne vurdering

lægges til grund ved udlændinge- og integrationsministerens afgørelse af sagen.

Efter indfødsretslovens § 8 B, stk. 3, er der ikke krav om, at den pågældende er dømt for et strafbart forhold

forinden fratagelsen, eller at pågældende befinder sig her i landet i forbindelse med behandlingen af sagen

om administrativ fratagelse. Den pågældende vil således kunne opholde sig i udlandet under behandlingen

af sagen. Bestemmelsen i indfødsretslovens § 8 B, stk. 3, er således tiltænkt som et relevant, fleksibelt og

effektivt redskab i bl.a. forebyggelsen af terror.

Det fremgår af pkt. 2.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 38 af 22. oktober 2019, jf. Folke-

tingstidende 2019-20, L 38 som fremsat, A, side 5, at ”[d]et forudsættes […], at i tilfælde, hvor det både er

muligt at indlede en sag om frakendelse af dansk statsborgerskab i henhold til indfødsretslovens § 8 B, stk.

1, hvorefter frakendelse sker ved dom og i henhold til den foreslåede § 8 B, stk. 3, vil frakendelsessagen blive

indledt i henhold til § 8 B, stk. 1”.

Det klare udgangspunkt er, at der indledes en sag om administrativ fratagelse af statsborgerskabet i tilfælde,

hvor betingelserne herfor er opfyldt, og hvor det ikke er muligt at indlede en sag om frakendelse af statsbor-

gerskabet ved dom.

I praksis vil der kunne indledes en sag om administrativ fratagelse af statsborgerskabet i medfør af indføds-

retslovens § 8 B, stk. 3, i en situation, hvor der foreligger dokumentation for, at en person aktivt forsøger at

lade sig løse fra et andet statsborgerskab for derved at undgå frakendelse af sit danske statsborgerskab i

medfør af indfødsretslovens § 8 B, stk. 1, og hvor det under hensyntagen til sagens forberedelse ikke vurderes

at være muligt at indlede og afslutte en sag om frakendelse ved dom i henhold til indfødsretslovens § 8 B,

stk. 1, inden pågældende måtte blive løst fra sit andet statsborgerskab.

Det følger af pkt. 2.2.1 i de almindelige bemærkninger, jf. Folketingstidende 2019-20, L 38 som fremsat, A,

side 5-6, om ”handlemåde”, at med muligheden for administrativ fratagelse efter indfødsretslovens § 8 B,

stk. 3, i tilfælde, hvor en person har udvist en handlemåde, som er til alvorlig skade for statens vitale interes-

ser, vil der f.eks. kunne ske fratagelse i de tilfælde, hvor en dansk statsborger uden tilladelse indrejser eller

opholder sig i et område, hvor der er indrejse- og opholdsforbud, og hvor det vurderes, at den pågældende i

den forbindelse har udvist en handlemåde, som er til alvorlig skade for statens vitale interesser.

Det afgørende er således, om pågældende har udvist en handlemåde, som er til alvorlig skade for statens

vitale interesser. Formuleringen ”handlemåde, som er til alvorlig skade for statens vitale interesser” stammer

bl.a. fra Europarådets konvention af 6. november 1997 om statsborgerret, hvor det udtømmende er fastsat,

i hvilke tilfælde en kontraherende stats nationale lovgivning må indeholde bestemmelser om fortabelse af

statsborgerskab ex lege, dvs. ifølge (eller i henhold til) loven, eller på foranledning af en kontraherende stat.

Det er arten og karakteren af handlemåden, der afgør, om der kan ske fratagelse. Dét, at der er tale om

alvorlig kriminalitet, kan ikke i sig selv begrunde, at der er tale om en handlemåde, som er til alvorlig skade

for statens vitale interesser. Handlemåden skal være egnet til at påvirke statens vitale interesser negativt for

at kunne føre til fratagelse af det danske statsborgerskab. Ved vurderingen af, om der er tale om en handle-

måde, som er til alvorlig skade for statens vitale interesser, kan det indgå, om en sådan handlemåde er kri-

minaliseret i straffelovens kapitel 12 og 13. Således kan eksempelvis tilslutning til en væbnet styrke for en

part, som kæmper mod den danske stat, terrorisme, herunder træning, instruktion eller på anden måde op-

læring af en person til at begå eller fremme terrorhandlinger og handlinger, der sigter til ved udenlandsk

bistand, ved magtanvendelse eller trussel derom at forandre statsforfatningen eller sætte den ud af kraft

danne grundlag for administrativ fratagelse.

Det bemærkes i den forbindelse, at det ikke er en betingelse, at vedkommende er blevet dømt for overtræ-

delse af en eller flere bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13. Ved vurderingen af handlemåden og

afgørelsen om administrativ fratagelse vurderes det således ikke, om den pågældende har gjort sig skyldig i

overtrædelse af en eller flere bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13, herunder om der foreligger det

til domfældelse fornødne forsæt. Det er således alene gerningsbeskrivelserne i kapitel 12 og 13, der kan

inddrages i vurderingen af, om en handlemåde er til alvorlig skade for statens vitale interesser.

Det er ikke udelukket, at handlinger, som ikke er omfattet af nogen gerningsbeskrivelse i kapitel 12 og 13 i

straffeloven, men som er af lignende karakter, kan føre til administrativ fratagelse, hvis den udviste handle-

måde er til alvorlig skade for statens vitale interesser. Det forudsættes i den forbindelse, at fratagelsen sker

inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser, herunder statsborgerretskonventionens artikel

7, stk. 1, litra d.

Det følger af pkt. 2.2.2 i de almindelige bemærkninger, jf. Folketingstidende 2019-20, L 38 som fremsat, A,

side 6, at det forudsættes, at der i hver enkelt sag foretages en konkret og individuel vurdering af, om der

f.eks. i forbindelse med indrejsen eller opholdet i et område, hvor der er indrejse- og opholdsforbud, er udvist

en handlemåde, som er til alvorlig skade for statens vitale interesser.

Herudover vil myndigheden også skulle foretage en konkret proportionalitetsafvejning af fratagelsens betyd-

ning for den pågældende sammenholdt med handlemådens grovhed. Proportionalitetsvurderingen vil være

på linje med den proportionalitetsafvejning, der skal foretages ved domstolene i forbindelse med frakendelse

efter den nuværende § 8 B, stk. 1, i indfødsretsloven, som omhandler frakendelse af dansk statsborgerskab

for personer, der er dømt for overtrædelse af straffelovens kapitel 12 og 13, ligesom der i vurderingen vil

skulle indgå tilknytningselementer, der knytter sig til øvrige EU-lande.

2.2.

Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.2.1.

Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

Der er allerede efter gældende ret mulighed for frakendelse af dansk statsborgerskab ved dom i tilfælde,

hvor en person dømmes for overtrædelse af en eller flere bestemmelser i straffelovens kapitel 12 (Landsfor-

ræderi og andre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed), kapitel 13 (Forbrydelser mod stats-

forfatningen og de øverste statsmyndigheder, terrorisme m.v.) eller hvor en person ifalder straf efter straf-

felovens § 81 a (om forhøjet straf for overtrædelser, der har baggrund i eller er egnet til at fremkalde en

bandekonflikt). Af bemærkningerne til den gældende bestemmelse fremgår det, at også forhold, som på et

senere tidspunkt kriminaliseres i straffelovens kapitel 12 eller 13, kan danne grundlag for frakendelse af

dansk statsborgerskab. Det er således forudsat, at den daværende affattelse af kapitel 12 og 13 ikke udtøm-

mende normerede, hvad der kunne anses for at være til skade for statens vitale interesser.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at der inden for rammerne af Danmarks interna-

tionale forpligtelser vil kunne indføres en ordning, hvorefter der skal ske frakendelse af dansk statsborger-

skab for personer, som dømmes for en strafbar handling, og som derved har udvist en handlemåde, som er

til alvorlig skade for statens vitale interesser. Det vil for eksempel kunne være tilfældet for strafbare handlin-

ger, der er til alvorlig skade for interesser, som er af helt afgørende betydning for statens grundlag og orga-

nisering, herunder statens magtmonopol, den grundlæggende samfundsstruktur og orden.

Det foreslås derfor, at indfødsretslovens § 8 B, stk. 1, ændres således, at der i tilfælde, hvor en person døm-

mes for en strafbar handling, og som derved har udvist en handlemåde, som er til alvorlig skade for statens

vitale interesser, skal ske en frakendelse af statsborgerskabet ved dom, medmindre den pågældende derved

bliver statsløs. Med forslaget tilsigtes en udvidelse af, i hvilke tilfælde der skal ske frakendelse af dansk stats-

borgerskab ved dom som følge af handlinger til skade for statens vitale interesser. I overensstemmelse med

Danmarks konventionsforpligtelser vil den foreslåede ændring alene rette sig mod frakendelse af statsbor-

gerskabet for personer, som dømmes for en strafbar handling, og som derved har udvist en handlemåde,

som er til alvorlig skade for Danmarks vitale interesser.

Forslaget indebærer endvidere, at indfødsretslovens § 8 B, stk. 1, affattes således, at ordet ”kan” foreslås

ændret til ”skal”, så frakendelse af statsborgerskab bliver obligatorisk for en person, der dømmes for en

strafbar handling, og som derved har udvist en handlemåde, som er til alvorlig skade for statens vitale inte-

resser, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Der vil herunder ikke

kunne ske frakendelse af statsborgerskabet, hvis den pågældende derved bliver statsløs.

Den foreslåede ændring af indfødsretsloven § 8 B, stk. 1, om frakendelse ved dom af dansk statsborgerskab

vil omfatte alle personer med dansk statsborgerskab. Dansk statsborgerskab kan erhverves ved fødsel (ind-

fødsretslovens § 1), ved forældrenes indgåelse af ægteskab (indfødsretslovens § 2), ved adoption (indføds-

retslovens § 2 A), ved erklæring (indfødsretslovens § 3 m.v.) eller ved Folketingets vedtagelse af et lovforslag

om indfødsrets meddelelse (naturalisation).

Det foreslås ligeledes, at ordet ”kan” ændres til ”skal” i indfødsretslovens § 8 B, stk. 2, således at er en person

i udlandet straffet for en handling, der efter § 8 B, stk. 1, skal medføre frakendelse af indfødsret, skal ind-

fødsret frakendes i medfør af straffelovens § 11.

Det foreslås endvidere, at ordet ”kan” ændres til ”skal” i indfødsretslovens § 8 A, således, at den, som i for-

bindelse med sin erhvervelse af dansk indfødsret har udvist svigagtigt forhold, herunder ved forsætligt at

afgive urigtige eller vildledende oplysninger eller fortie relevante oplysninger, ved dom skal frakendes ind-

fødsretten, hvis det udviste forhold har været bestemmende for erhvervelsen

Efter de foreslåede ændringer vil det i sager om frakendelse af statsborgerskab ved dom således være obli-

gatorisk, at der skal ske frakendelse af statsborgerskabet, hvis vedkommende i forbindelse med sin erhver-

velse af dansk indfødsret har udvist svigagtigt forhold, og det udviste forhold har været bestemmende for

erhvervelsen, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, ligesom der skal

ske frakendelse af statsborgerskabet, hvis vedkommende dømmes for en strafbar handling og derved har

udvist en handlemåde, som er til alvorlig skade for statens vitale interesser, medmindre dette vil være i strid

med Danmarks internationale forpligtelser, herunder medmindre den pågældende derved bliver statsløs.

Det forudsættes, at domstolene i hver enkelt sag foretager en konkret og individuel vurdering af frakendel-

sens betydning for den pågældende sammenholdt med handlemådens grovhed.

I proportionalitetsvurderingen vil skulle indgå de samme momenter og hensyn, der i dag indgår i proportio-

nalitetsvurderingen ved domstolene i forbindelse med frakendelse efter de gældende regler i indfødsretslo-

vens § 8 A og § 8 B, jf. afsnit 2.1.1 ovenfor.

Det er endvidere Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at der inden for rammerne af Danmarks

internationale forpligtelser vil kunne indføres en ordning, hvorefter der som udgangspunkt skal ske fraken-

delse af dansk statsborgerskab for børn, der har afledt deres danske statsborgerskab fra personer, som ved

dom frakendes deres danske statsborgerskab som er erhvervet ved svig efter indfødsretslovens § 8 A.

Det foreslås, at der i indfødsretslovens § 8 A indsættes et stk. 2, som indebærer, at hvis nogen frakendes sin

indfødsret efter § 8 A, stk. 1, skal også vedkommendes barn frakendes indfødsretten ved dom, hvis barnet

har erhvervet indfødsretten gennem vedkommende, medmindre dette vil være i strid med Danmarks inter-

nationale forpligtelser.

I overensstemmelse med Danmarks konventionsforpligtelser vil den foreslåede ordning ikke omfatte til-

fælde, hvor den ene af barnets forældre fortsat har dansk statsborgerskab.

Det forudsættes, at domstolene i hver enkelt sag foretager en konkret og individuel vurdering af frakendel-

sens betydning for barnet.

Der vil i proportionalitetsvurderingen skulle foretages en afvejning af hensynet til barnets tarv. Herudover vil

der i vurderingen kunne indgå en række af de samme momenter, der i dag indgår i proportionalitetsvurde-

ringen ved domstolene i forbindelse med frakendelse efter de gældende regler i indfødsretslovens § 8 A og

§ 8 B, jf. afsnit 2.1.1 ovenfor.

Med lovforslaget lægges der op til, at muligheden for, at en person, som er dømt for en strafbar handling, og

som derved har udvist en handlemåde, som er til alvorlig skade for Danmarks vitale interesser, frakendes sit

danske statsborgerskab ved dom, ikke gælder for strafbare handlinger begået før lovens ikrafttræden. For

sådanne handlinger finder de hidtil gældende regler anvendelse.

2.2.2. Handlemåde som er til alvorlig skade for statens vitale interesser

Med forslaget lægges der op til at udvide anvendelsesområdet for den gældende bestemmelse i indfødsrets-

lovens § 8 B, stk. 1, om frakendelse ved dom til at gælde i alle de tilfælde, hvor en person dømmes for en

strafbar handling, og derved har udvist en handlemåde, som er til alvorlig skade for statens vitale interesser.

Den foreslåede bestemmelse vil som den gældende bestemmelse i indfødsretslovens § 8 B, stk. 1, skulle

anvendes inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser, hvilket blandt andet medfører, at

der alene skal ske frakendelse, hvis den pågældende har udvist en handlemåde, som er til alvorlig skade for

statens vitale interesser. Formuleringen ”handlemåde, som er til alvorlig skade for statens vitale interesser”

stammer blandt andet fra Europarådets konvention af 6. november 1997 om statsborgerret, hvor det ud-

tømmende er fastsat, i hvilke tilfælde en kontraherende stats nationale lovgivning må indeholde bestemmel-

ser om fortabelse af statsborgerskab ex lege, dvs. ifølge (eller i henhold til) loven, eller på foranledning af en

kontraherende stat. Det følger af konventionens artikel 7, stk. 1, litra d, at en af disse situationer er fortabelse

i tilfælde, hvor en person har udvist en handlemåde, som er til alvorlig skade for den kontraherende stats

vitale interesser.

Det fremgår af den forklarende rapport til konventionen, der alene indeholder vejledende og begrænsede

fortolkningsbidrag til den nærmere forståelse af formuleringen ”handlemåde som er til alvorlig skade for den

kontraherende stats vitale interesser”, at bestemmelsen især omfatter landsforræderi og andre handlinger

rettet mod statens vitale interesser (for eksempel arbejde for en udenlandsk efterretningstjeneste), mens

eksempelvis almindelig kriminalitet ikke er omfattet, hvor alvorlig denne end måtte være.

Det vil således være arten og karakteren af handlemåden, herunder handlemådens følgevirkninger, der kon-

kret afgør, om der efter den foreslåede ordning skal ske frakendelse af dansk statsborgerskab. Dét, at der er

tale om alvorlig kriminalitet, vil ikke i sig selv kunne begrunde, at der er tale om en handlemåde, som er til

alvorlig skade for statens vitale interesser.

Ved indførelsen af adgangen til at frakende dansk statsborgerskab, jf. indfødsretslovens § 8 B, stk. 1, blev det

i pkt. 4.2.4 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 138 af 28. januar 2004, jf. Folketingstidende

2003-04, tillæg A, side 4908, lagt til grund, at straffelovens kapitel 12 og 13 normerer, hvad der må anses for

at være til alvorlig skade for statens vitale interesser. Det blev endvidere lagt til grund, at indfødsretslovens

§ 8 B efter bestemmelsens udformning også ville omfatte forhold, som på et senere tidspunkt måtte blive

kriminaliseret i straffelovens kapitel 12 eller 13.

Det er således forudsat, at den daværende affattelse af kapitel 12 og 13 ikke udtømmende normerede, hvad

der kunne anses for at være til skade for statens vitale interesser, idet det bemærkes, at Danmarks interna-

tionale forpligtelser vil kunne være til hinder for fratagelse af statsborgerskab også vedrørende forhold, der

er eller måtte blive omfattet af straffelovens kapitel 12 og 13.

Det fremgår endvidere af pkt. 4.2.4 i de almindelige bemærkninger, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A,

side 4908, blandt andet, at muligheden for at frakende en person dennes danske statsborgerskab efter for-

slaget er betinget af, at den pågældende er dømt for handlinger kriminaliseret i straffelovens kapitel 12

(Landsforræderi og andre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed) eller kapitel 13 (Forbrydel-

ser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, terrorisme m.v.). Det anføres, at bestemmelsen

på dette punkt bygger på Den europæiske konvention om statsborgerret, hvorefter statsborgerskab kan fra-

tages på grund af en handlemåde, som er til »alvorlig skade for statens vitale interesser«.

Indfødsretslovens § 8 B blev senest ændret ved lov nr. 1193 af 8. juni 2021 om ændring af indfødsretsloven

(Frakendelse af statsborgerskab for visse former for alvorlig bandekriminalitet, som er til alvorlig skade for

statens vitale interesser), hvor anvendelsesområdet for den gældende bestemmelse i indfødsretslovens § 8

B, stk. 1, blev udvidet til også omfatte personer, som ifalder straf efter straffelovens § 81 a (om forhøjet straf

for overtrædelser, der har baggrund i eller er egnet til at fremkalde en bandekonflikt). Lovændringen trådte

i kraft den 1. juli 2021.

Det fremgår af pkt. 2.2.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 230 af 4. maj 2021, jf. Folketings-

tidende 2020-21, L 230 som fremsat, A, side 7, at bestemmelsen om frakendelse af statsborgerskab på bag-

grund af bandekriminalitet skal anvendes inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser, hvil-

ket blandt andet medfører, at der alene kan ske frakendelse, hvis den pågældende har udvist en handlemåde,

som er til alvorlig skade for statens vitale interesser.

Det fremgår videre af pkt. 2.2.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 230 af 4. maj 2021, jf.

Folketingstidende 2020-21, L 230 som fremsat, A, side 7, at det overordnet vurderes, at konflikter mellem

grupperinger af kriminelle personer kan udfordre og sætte spørgsmålstegn ved magtmonopolet, som er en

helt central del af statsmagtens kompetence, og ved den grundlæggende samfundsstruktur og orden. Hand-

linger, der foretages som led i en allerede igangværende konflikt, må på den baggrund antages i almindelig-

hed i højere grad at kunne føre til frakendelse end handlinger, som mere abstrakt er egnet til at fremkalde

en konflikt mellem grupper, men der vil altid skulle foretages en konkret vurdering af handlemådens art,

karakter og følgevirkninger.

Det fremgår endelig af pkt. 2.2.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 230 af 4. maj 2021, jf.

Folketingstidende 2020-21, L 230 som fremsat, A, side 7-8, at der ikke ændres på straffelovens § 81 a og dens

anvendelsesområde, dvs. at der fortsat skal være tale om handlinger, som har baggrund i eller som er egnet

til at fremkalde en konflikt omfattet af straffelovens § 81 a mellem grupper af personer. Grupper af personer,

der udøver systematisk kriminalitet i et område og måske også udøver en vis effektiv kontrol over dette, men

uden at der foreligger en konflikt eller handlinger, der er egnet til at fremkalde en konflikt omfattet af straf-

felovens § 81 a, vil ikke kunne dømmes – og frakendelse ved dom af dansk statsborgerskab vil dermed ikke

kunne ske – med henvisning til straffelovens § 81 a.

En handlemåde, der er rettet mod interesser, som staten har en særlig interesse i at værne om, herunder

angreb på vigtige eller særligt kvalificerede statsinteresser, vil efter omstændighederne være omfattet. Det

er dog en forudsætning, at disse interesser kan karakteriseres som vitale interesser, og at handlemåden er

til alvorlig skade for disse. Af vigtige eller særligt kvalificerede statsinteresser, der kan være omfattet, kan for

eksempel nævnes den danske stats selvstændighed, sikkerhed og forfatning.

Europarådets forklarende rapport til statsborgerretskonventionen indeholder bidrag til den nærmere forstå-

else af, hvilke handlinger som er til alvorlig skade for den kontraherende stats vitale interesser. Det fremgår

blandt andet heraf, at begrebet ”handlemåde, som er til alvorlig skade for den kontraherende stats vitale

interesser” oprindeligt stammer fra artikel 8, stk. 3, i FN’s konvention af 1961 om begrænsning af statsløshed,

hvoraf det følger, at landsforræderi og andre aktiviteter rettet mod statens interesser kan retfærdiggøre for-

tabelse af statsborgerskabet. Henvisningen i den forklarende rapport til statsløsekonventionens artikel 8 in-

debærer, at UNHCR’s Guidelines no. 5 om “Loss and Deprivation of Nationality under Articles 5-9 of the 1961

Convention on the Reduction of Statelessness” kan indgå som fortolkningsbidrag. Retningslinjerne beskriver

blandt andet forståelsen af, hvilke handlinger der kan skade statens vitale interesser, og omfatter blandt

andet fortabelse af statsborgerskab som følge af adfærd, der er uforenelig med loyalitetspligten til staten.

Det fremgår af retningslinjerne, at statsløsekonventionens artikel 8, stk. 3, litra a, nr. ii, fastsætter en meget

høj tærskel for, hvilke handlinger der kan føre til fratagelse af statsborgerskab til statsløshed. Handlingerne

skal ifølge UNHCR’s retningslinjer true statens fundament og organisation. Statens væsentlige funktion er at

beskytte statens integritet og eksterne sikkerhed, samt at beskytte statens forfatningsmæssige fundament.

Kun handlinger, der er alvorligt til skade for denne funktion eller andre vitale interesser kan ifølge UNHCR’s

retningslinjer berettige fratagelse af statsborgerskab til statsløshed.

Det fremgår endvidere af retningslinjerne, at en kontraherende stat kan fratage en person statsborgerskabet

og gøre denne person statsløs i henhold til artikel 8, stk. 3, litra a, hvis den pågældende i strid med sin loya-

litetspligt over for den kontraherende stat på trods af den kontraherende stats udtrykkelige forbud har ydet

eller har fortsat med at yde en anden stat tjenester eller har modtaget eller har fortsat med at modtage

vederlag fra en anden stat, eller har udvist en for statens livsvigtige interesser særdeles skadelig adfærd.

Det fremgår desuden af retningslinjerne, at enhver person, der opfylder tærsklerne i artikel 8, stk. 3, litra a,

nr. i eller nr. ii, skal have haft til hensigt at handle i strid med sin loyalitetspligt over for den kontraherende

stat. Loyalitetspligten til staten kan karakteriseres som den faste og konstante støtte til staten som helhed (i

modsætning til en bestemt del af staten eller en bestemt regering på et givet tidspunkt). Uden klare beviser

for, at en person har haft til hensigt at handle i strid med loyalitetspligten over for den kontraherende stat,

må staten ikke fratage en person statsborgerskab i henhold til artikel 8, stk. 3, litra a, nr. i eller ii.

Det fremgår videre af retningslinjerne, at afhængigt af den indenlandske kontekst kan visse terrorhandlinger

falde inden for anvendelsesområdet for artikel 8, stk. 3, litra a, nr. ii. Ifølge FN's Generalforsamlings resolution

60/288 fra 2006 er ”terrorhandlinger” blandt andet rettet mod ødelæggelse af menneskerettigheder, grund-

læggende frihedsrettigheder og demokrati, truende territorial integritet, staters sikkerhed og destabilisering

af legitime regeringer.”

I henhold til Europarådets forklarende rapport og UNHCR’s retningslinjer kan som eksempler på strafbare

handlinger, der truer statens vitale interesser, nævnes landsforræderi og tilsvarende statsskadelig aktivitet,

visse terrorhandlinger, samt handlinger, der truer statens grundlag og organisering.

På denne baggrund vurderes det, at handlinger til alvorlig skade for statens vitale interesser må forstås som

handlinger, der er til alvorlig skade for interesser, som er af helt afgørende betydning for staten, herunder

statens magtmonopol og den grundlæggende samfundsstruktur og orden.

Det vurderes på den baggrund overordnet, at omfattende og alvorlig kriminalitet, der mere direkte udfordrer

statens vitale interesser og den grundlæggende samfundsstruktur og orden i Danmark, efter omstændighe-

derne også vil kunne true statens fundament og organisation og derved udgøre en handlemåde, som er til

alvorlig skade for statens vitale interesser.

Det vil efter omstændighederne kunne være tilfældet for en handlemåde, hvorved der sker omfattende og

alvorlig skade på kritisk national infrastruktur, hvis handlemåden er til alvorlig skade for statens vitale inte-

resser. Det kan eksempelvis være ved angreb på infrastruktur, der spiller en afgørende rolle i samfundet og

har en afgørende betydning for de økonomiske og samfundsmæssige aktiviteter, som for eksempel sund-

hedssektoren eller forsyningssektoren. Det kan for eksempel være et angreb på energisektoren, der fører til

nedbrud i strømforsyningen over længere tid i større dele af landet, og som følge heraf har alvorlige og om-

fattende samfundsmæssige skadevirkninger. Det kan også for eksempel være tilfældet ved et hackerangreb

på sundhedssektoren, som fører til alvorlige og omfattende nedbrud i sygehusvæsenet, og hvor angrebet har

alvorlige og vidtrækkende konsekvenser for liv og helbred.

Udover strafbare handlinger omfattet af straffelovens kapitel 12 og 13 samt straffelovens § 81 a vil handlinger

rettet mod statens vitale interesser efter omstændighederne eksempelvis kunne være brandstiftelse,

sprængninger m.v., der har til formål at befordre oprør, plyndringer eller anden forstyrrelse af samfundsor-

denen. Sådanne handlinger kan have lighed med de egentlige terrorhandlinger og kan – hvis de er tilstræk-

kelig grove eller omfattende – være til alvorlig skade for statens vitale interesser.

Vurderingen af, om en handlemåde har været til alvorlig skade for statens vitale interesser, er ikke knyttet

op på konkrete strafferetlige delikter, men vil foruden de strafbare handlinger, som er omfattet af § 8 B, stk.

1, i den gældende affattelse, for eksempel kunne omfatte alvorlig og omfattende narkotikakriminalitet, men-

neskesmugling, forurening af drikkevand m.v., besiddelse m.v. af våben og eksplosivstoffer af særdeles farlig

karakter, herunder organiseret våbenhandel, offentlig billigelse af terror e.l., fremstilling, anskaffelse eller

udbredelse af falske elektroniske penge eller falskmøntneri for så vidt falskneriet angår danske penge; i det

omfang de strafbare handlinger har en karakter eller et omfang, der gør dem til alvorlig skade for statens

vitale interesser. Listen over eksempler er ikke udtømmende.

Eksempelvis vil tilfælde af falskmøntneri af en karakter og i et omfang, der er egnet til at undergrave omsæt-

ningens sikkerhed og tilliden til den nationale valuta, kunne udgøre en handlemåde, som er til alvorlig skade

for statens vitale interesser. På samme måde vil et hackerangreb, som forårsager omfattende og længereva-

rende nedbrud på betalingssystemer i store dele af landet, og som derved er egnet til at undergrave omsæt-

ningens sikkerhed kunne udgøre en handlemåde, som er til alvorlig skade for statens vitale interesser. Om-

fattende narkotikakriminalitet har betydelige samfundsmæssige skadevirkninger, der kan være til skade for

statens vitale interesser. Tilsvarende kan omfattende menneskesmugling have store samfundsmæssige kon-

sekvenser og true statens territorielle integritet, hvilket kan være til alvorlig skade for statens vitale interes-

ser.

Handlinger, der foretages som led i omfattende og alvorlig kriminalitet og har en karakter eller et omfang,

der gør dem til alvorlig skade for statens vitale interesser, må antages i almindelighed i højere grad at kunne

føre til frakendelse end handlinger, som modsat er mindre alvorlige og ikke foretages som led i omfattende

og alvorlig kriminalitet, men der vil altid skulle foretages en konkret vurdering af handlemådens art, karakter

og følgevirkninger. Der vil i den forbindelse også skulle foretages en helhedsvurdering af den samlede krimi-

nalitet, der aktuelt er til pådømmelse, samt tidligere ligeartet kriminalitet.

Ved vurderingen af om den enkelte gerningsmand har udvist en handlemåde, der er til alvorlig skade for

statens vitale interesser, vil der med den foreslåede ordning blandt andet kunne lægges vægt på antallet af

handlinger og deres grovhed. Det vil ikke være udelukket, at enkeltstående grove forhold udført af få eller

en enkelt person kan have en sådan karakter, at frakendelse af dansk statsborgerskab skal ske efter den

foreslåede ordning.

Frakendelse ved dom af dansk statsborgerskab skal med den foreslåede ordning ske, uanset at gerningsman-

den ikke selv direkte har udført det strafbare forhold, men for eksempel medvirket til det, jf. straffelovens §

23. For eksempel kan planlægning, koordinering, organisering eller understøttelse af andre kriminelle hand-

linger være af en karakter og have implikationer, der er til alvorlig skade for statens vitale interesser.

Ved vurderingen af, om der skal ske frakendelse af dansk statsborgerskab, vil det som efter gældende ret

kunne tillægges vægt, om vedkommende tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet, jf. Højesterets dom af

8. juni 2016 i sag nr. 211/2015 (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2016, s. 3235 ff.), hvor Højesteret ved

frakendelse af dansk statsborgerskab blandt andet lagde vægt på, at tiltalte tidligere havde været straffet for

ligeartet kriminalitet. Denne retsstilling forudsættes også at gælde for den foreslåede ordning ved vurderin-

gen af, om der er udvist en handlemåde, der er til alvorlig skade for statens vitale interesser.

Eksempelvis vil et strafbart forhold, når det vurderes i lyset af den samlede kriminalitet, der aktuelt er til

pådømmelse og tidligere, ligeartet kriminalitet, kunne være af en sådan karakter eller have en sådan virkning,

at det er til alvorlig skade for statens vitale interesser, uanset at forholdet ikke i sig selv ville have en sådan

karakter eller virkning.

2.2.3. Proportionalitetsvurdering

Det forudsættes, at domstolene i hver enkelt sag foretager en konkret og individuel vurdering af frakendel-

sens betydning for den pågældende sammenholdt med handlemådens grovhed.

Der vil i proportionalitetsvurderingen skulle foretages en afvejning af de samme momenter og hensyn, der i

dag indgår i proportionalitetsvurderingen ved domstolene i forbindelse med frakendelse efter de gældende

regler i indfødsretslovens § 8 A og § 8 B, jf. afsnit 2.1.1 og afsnit 2.1.2 ovenfor.

3. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser

Det vurderes, at lovforslaget er i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser. Nedenfor

følger en kort gennemgang af forholdet til de mest relevante konventioner på indfødsretsområdet.

3.1.

Europarådets konvention af 6. november 1997 om statsborgerret (statsborgerretskonventionen)

Statsborgerskabskonventionen bygger på grundlæggende principper om, at enhver har ret til at besidde

statsborgerret, at statsløshed skal undgås, at ingen kan fratages statsborgerret på et vilkårligt grundlag, og

at ægteskabsforhold ikke automatisk har betydning for statsborgerret, jf. konventionens artikel 4.

Det fremgår af statsborgerretskonventionens artikel 4, litra c, at de kontraherende staters regler om stats-

borgerskab skal bygge på princippet om, at ingen kan fratages sin statsborgerret på et vilkårligt grundlag.

Det fremgår af den forklarende rapport til konventionen, at eksempler på vilkårlig fratagelse af statsborgerret

er fratagelse på grund af blandt andet religion, race, national eller etnisk oprindelse og fratagelse af politiske

grunde. Det fremgår endvidere af den forklarende rapport, at princippet om, at statsborgerret ikke må fra-

tages på et vilkårligt grundlag, generelt indebærer, at en afgørelse om fratagelse skal være forudsigelig, pro-

portional og foreskrevet ved lov.

I forhold til fortabelse af statsborgerskab ex lege eller på foranledning af en kontraherende stat er det ud-

tømmende fastsat i konventionens artikel 7, i hvilke situationer en stats lovgivning må indeholde regler om

fortabelse af statsborgerskab. Det følger af konventionens artikel 7, stk. 1, litra b, at en af disse situationer

er fortabelse i tilfælde af erhvervelse af statsborgerret i den kontraherende stat gennem bedragerisk hand-

lemåde, urigtige oplysninger eller fortielse af relevante forhold fra ansøgerens side. Det følger herudover af

konventionens artikel 7, stk. 1, litra d, at en anden af disse situationer er fortabelse i tilfælde, hvor der er tale

om en handlemåde, som er til alvorlig skade for den kontraherende stats vitale interesser.

Europarådets forklarende rapport til statsborgerretskonventionen indeholder bidrag til den nærmere forstå-

else af, hvilke handlinger som er til alvorlig skade for den kontraherende stats vitale interesser. Begrebet

”handlemåde, som er til alvorlig skade for den kontraherende stats vitale interesser” stammer oprindeligt fra

artikel 8, stk. 3, i FN’s konvention af 1961 om begrænsning af statsløshed, jf. afsnit 2.2.2. Det er anført i den

forklarende rapport til statsborgerretskonventionen, at bestemmelsen især omfatter landsforræderi og an-

dre handlinger rettet mod statens vitale interesser (for eksempel arbejde for en udenlandsk efterretningstje-

neste), mens almindelig kriminalitet ikke er omfattet, hvor alvorlig denne end måtte være.

Fortolkningen af, hvilke handlinger som er til alvorlig skade for statens vitale interesser, må ske med udgangs-

punkt i traktatretskonventionens artikel 31, hvorefter en traktat skal fortolkes loyalt i overensstemmelse med

den sædvanlige betydning, der måtte tillægges traktatens udtryk i dens sammenhæng og belyst af dens hen-

sigt og formål. Derudover kan relevant praksis i andre deltagerstater, samt øvrige relevante folkeretlige reg-

ler, som finder anvendelse mellem deltagerstaterne indgå i fortolkningen.

Det følger af statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 3, at en stats nationale lovgivning ikke må indeholde

bestemmelser om, at statsborgerretten fortabes, hvis den pågældende person derved bliver statsløs.

Det fremgår endelig af statsborgerretskonventionens artikel 12, at enhver kontraherende stat skal sikre, at

afgørelser, der vedrører blandt andet fortabelse af statsborgerskab, kan gøres til genstand for fornyet admi-

nistrativ eller retslig prøvelse i overensstemmelse med landets nationale lovgivning.

Den foreslåede udvidelse af bestemmelsen om frakendelse af dansk statsborgerskab ved dom forudsættes

med forslaget anvendt således, at der kun kan ske frakendelse i tilfælde, hvor den person, der dømmes for

en strafbar handling har udvist en handlemåde, som er til alvorlig skade for den danske stats vitale interesser.

Bestemmelsen indeholder endvidere forbehold for, at der ikke kan ske frakendelse i tilfælde, hvor pågæl-

dende derved bliver statsløs.

Frakendelsen vil derudover som følge af dette lovforslag være hjemlet ved lov, ligesom det vil fremgå af

lovhjemlen, i hvilke tilfælde frakendelsen kan ske. Det er endvidere forudsat, at der foretages en individuel

og konkret proportionalitetsvurdering i hver sag om frakendelse.

Det fremgår af statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 2, at en stats nationale lovgivning kan indeholde

bestemmelser om, at børn, hvis forældre fortaber deres statsborgerret i det pågældende land, ligeledes for-

taber denne statsborgerret, bortset fra de af stk. 1, litra c) og d), omfattede tilfælde. Børn fortaber imidlertid

ikke statsborgerretten, hvis den ene af deres forældre fortsat besidder dansk statsborgerret.

Det følger således af statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 2, at en kontraherende stats nationale lov-

givning blandt andet ikke må indeholde bestemmelser om, at børn ligeledes fortaber deres statsborgerret i

tilfælde, hvor forældre fortaber deres statsborgerret i det pågældende land på grund af en handlemåde, som

er til alvorlig skade for den kontraherende stats vitale interesser, hvorimod den nationale lovgivning gerne

må indeholde bestemmelser om at børn ligeledes fortaber deres statsborgerret i tilfælde, hvor forældre for-

taber deres statsborgerret på grund af svig.

Det følger af Europarådets forklarende rapport til statsborgerretskonventionen, at hensynet til barnets tarv

skal være ledende ved anvendelsen af statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 2.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at den foreslåede indsættelse af et stk. 2 i indføds-

retslovens § 8 A, som indebærer, at hvis nogen frakendes sin indfødsret efter § 8 A, stk. 1, skal også vedkom-

mendes barn frakendes indfødsretten ved dom, hvis barnet har erhvervet indfødsretten gennem vedkom-

mende, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, ikke rejser spørgsmål i

forhold til statsborgerretskonventionen.

Frakendelse af dansk indfødsret i medfør af § 8 B, stk. 1 og 2, omfatter ikke den pågældendes børn.

Det er derfor Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at de foreslåede ændringer af indfødsrets-

lovens § 8 A og § 8 B om frakendelse af statsborgerskabet kan gennemføres inden for rammerne af statsbor-

gerretskonventionen.

3.2.

FN’s konvention af 1961 om begrænsning af statsløshed (statsløsekonventionen)

Formålet med statsløsekonventionen er at forebygge og begrænse statsløshed. Konventionen forpligter de

kontraherende stater til at tildele statsborgerskab til personer, der er født på deres territorium, og som ellers

ville blive statsløse. Konventionen indeholder tillige en række forbud mod fratagelse af statsborgerskab, hvis

det fører til statsløshed.

Det følger af statsløsekonventionens artikel 8, stk. 1 og 2, blandt andet, at en kontraherende stat ikke må

frakende nogen person statsborgerretten, hvis en sådan frakendelse vil gøre den pågældende statsløs. Som

undtagelse hertil hører dog tilfælde, hvor statsborgerretten eksempelvis er opnået ved urigtige anbringender

eller svig.

En kontraherende stat kan dog bevare adgangen til at fratage en person statsborgerretten, selvom det med-

fører statsløshed, hvis den på undertegnelses-, ratifikations- eller tiltrædelsesdatoen har afgivet erklæring

om dette med henvisning til en af de grunde, der anføres i konventionen, herunder hvis personen har udført

handlinger, der er til alvorlig skade for statens vitale interesser. Dette følger af konventionens artikel 8, stk.

3. Danmark har ikke afgivet en sådan erklæring.

Begrebet ”handlinger, som er til alvorlig skade for en stats vitale interesser” stammer således oprindeligt fra

statsløsekonventionen.

Herudover følger det af konventionens artikel 9, at ingen kontraherende stat må frakende nogen person eller

persongruppe deres statsborgerret af racemæssige, etniske, religiøse eller politiske grunde.

Det er en forudsætning for frakendelse efter den foreslåede bestemmelse, at pågældende ikke bliver statsløs.

Definitionen af statsløse er angivet i artikel 1, stk. 1, i konventionen af 28. september 1954 om statsløse

personers retsstilling. Det fremgår af bestemmelsen, at ”[f]or denne konventions vedkommende betyder

udtrykket »statsløs person« en person, som ingen stat i medfør af sin lovgivning anser som sin statsborger”.

Statsløsekonventionen vedrører statsløshed og regulerer således ikke frakendelse af statsborgerskab i situa-

tioner, hvor den pågældende opretholder et andet statsborgerskab. Frakendelse af statsborgerskab for en

person, som har dobbeltstatsborgerskab, reguleres af Europarådets statsborgerretskonvention.

UNHCR har den 20. maj 2020 – efter en omfattende høringsproces af blandt andet stater – vedtaget Guide-

lines no. 5 om “Loss and Deprivation of Nationality under Articles 5-9 of the 1961 Convention on the Reduc-

tion of Statelessness”.

Retningslinjerne beskriver blandt andet forståelsen af, hvilke handlinger der kan skade statens vitale interes-

ser.

Det fremgår blandt andet af retningslinjerne, at statsløsekonventionens artikel 8, stk. 3, litra a, nr. ii, fastsæt-

ter en meget høj tærskel for, hvilke handlinger der kan føre til fratagelse af statsborgerskab til statsløshed.

Handlingerne skal ifølge UNHCR’s retningslinjer true statens fundament og organisation. Statens væsentlige

funktion er at beskytte statens integritet og eksterne sikkerhed samt at beskytte statens forfatningsmæssige

fundament. Kun handlinger, der er alvorligt skadelige for denne funktion og andre vitale interesser, kan ifølge

UNHCR’s retningslinjer berettige fratagelse af statsborgerskab.

Det fremgår endvidere af retningslinjerne, at en kontraherende stat kan fratage en person statsborgerskabet

og gøre denne person statsløs i henhold til artikel 8, stk. 3, litra a, hvis den pågældende i strid med sin loya-

litetspligt over for den kontraherende stat på trods af den kontraherende stats udtrykkelige forbud har ydet

eller har fortsat med at yde en anden stat tjenester eller har modtaget eller har fortsat med at modtage

vederlag fra en anden stat, eller har udvist en for statens livsvigtige interesser særdeles skadelig adfærd.

Enhver person, der opfylder betingelserne i artikel 8, stk. 3, litra a, nr. i eller nr. ii, skal have haft til hensigt at

handle i strid med sin loyalitetspligt over for den kontraherende stat. Loyalitetspligten til staten kan karakte-

riseres som den faste og konstante støtte til staten som helhed (i modsætning til en bestemt del af staten

eller en bestemt regering på et givet tidspunkt). Uden klare beviser for, at en person har haft til hensigt at

handle i strid med loyalitetspligten over for den kontraherende stat, må staten ikke fratage en person stats-

borgerskab i henhold til artikel 8, stk. 3, litra a, nr. i eller ii.

Det fremgår videre af retningslinjerne, at afhængigt af den indenlandske kontekst kan visse terrorhandlinger

falde inden for anvendelsesområdet for artikel 8, stk. 3, litra a, nr. ii. Ifølge FN's Generalforsamlings resolution

60/288 fra 2006 er terrorhandlinger, blandt andet rettet mod ødelæggelse af menneskerettigheder, grund-