Granskningsudvalget 2021-22
GRA Alm.del Bilag 61
Offentligt
2618654_0001.png
Dine rettigheder og advokaternes pligter,
når du deltager i en advokatundersøgelse
GRA, Alm.del - 2021-22 - Bilag 61: Advokatrådets vejledning om advokatundersøgelser.
2618654_0002.png
2
Værd at vide om advokatundersøgelser...
FORORD
Denne guide er til dig, der på den ene eller anden måde medvirker i en advokatundersøgelse.
Advokatundersøgelsen kan være bestilt af din arbejdsplads, en organisation, en forening, som du er
tilknyttet eller af andre.
Årsagen kan være, at der er foregået problematiske hændelser eller indberetninger om for eksempel
seksuelle krænkelser eller mistanke om uregelmæssigheder, og nu ønsker organisationen at afdække et
hændelsesforløb, samt omfanget og dybden af problemet – og eventuelt om nogen kan drages til ansvar.
Hvis der på baggrund af advokatundersøgelsen viser sig at være et problem, kan den, der har bestilt
undersøgelsen, beslutte, hvad der videre skal ske.
Hvad enten du som deltager måske selv har været udsat for noget uberettiget, selv bliver undersøgt for
at have gjort noget uberettiget, eller har været vidne til det, der er sket, er der en række forhold, du bør
være opmærksom på, når du deltager i en advokatundersøgelse. Måske mangler du klarhed om, hvad
en advokatundersøgelse egentlig er, hvordan den bliver brugt, og hvilke rettigheder og muligheder du
og andre har som deltagere.
I guiden har vi samlet de vigtigste oplysninger, du har brug for at vide i en overordnet form. Hvis du
er interesseret i uddybende juridiske beskrivelser heraf, kan vi henvise dig til
Advokatrådets
vejledning om advokatundersøgelser.
Advokatsamfundet
arbejder på politisk neutralt grundlag for borgernes retssikkerhed
og for et velfungerende retssamfund.
Vi fører tilsyn med alle landets advokater og værner om advokaternes uafhængighed
og integritet.
Advokatrådet er Advokatsamfundets bestyrelse og fastlægger blandt andet
retningslinjerne for arbejdet med at gavne retssikkerheden i samfundet.
GRA, Alm.del - 2021-22 - Bilag 61: Advokatrådets vejledning om advokatundersøgelser.
2618654_0003.png
3
Værd at vide om advokatundersøgelser...
HVAD ER EN ADVOKATUNDERSØGELSE?
Advokatundersøgelser kommer i mange former, men grundlæggende er det et værktøj til systematisk at
indsamle og strukturere oplysninger om et hændelsesforløb og – hvis den, der har bestilt undersøgelsen,
ønsker det – give en vurdering af, hvorvidt der er grundlag for ændringer i forretningsgange eller for,
at personer drages til ansvar for eksempel ansættelsesretligt.
Advokatundersøgelser kan handle om vidt forskellige emner. De kan omhandle alt fra anklager om
svindel i en virksomhed til ulovlige beslutninger udført af en offentlig forvaltning, eller de kan handle
om seksuelle krænkelser eller mobning på en arbejdsplads.
Både private virksomheder, offentlige myndigheder, organisationer, Folketinget og andre kan bede
advokater gennemføre en advokatundersøgelse.
En advokatundersøgelse bliver udformet på baggrund af et såkaldt skriftligt kommissorium, hvor den,
der har bestilt undersøgelsen – også kaldet opdragsgiveren – i samarbejde med advokaten, præcist
beskriver opgaven for den enkelte undersøgelse, og hvordan den skal forløbe.
Når advokatundersøgelsen er færdig, skriver advokaten en rapport og afleverer den til opdragsgiveren.
Heri vil ofte også indgå advokatens konklusioner og vurderinger, hvor hændelsesforløbet holdes op
mod lovgivning, virksomhedspolitikker eller interne retningslinjer.
På baggrund af disse konklusioner og vurderinger er det op til opdragsgiveren at træffe beslutning om,
hvilke konsekvenser undersøgelsen skal have.
Der kan skelnes mellem almindelige advokatundersøgelser og uvildige advokatundersøgelser. De
uvildige advokatundersøgelser skal overholde en række betingelser, som skal være med til at styrke
uafhængigheden og objektiviteten i undersøgelsen. Læs mere på side 8.
GRA, Alm.del - 2021-22 - Bilag 61: Advokatrådets vejledning om advokatundersøgelser.
2618654_0004.png
4
Værd at vide om advokatundersøgelser...
ADVOKATUNDERSØGELSENS AKTØRER
Man skelner mellem dem, der enten udarbejder eller deltager i undersøgelsen på følgende måde:
Advokaten
Det er advokaten, der efter aftale med opdragsgiveren gennemfører advokatundersøgelsen og kommer
med sin vurdering af sagen.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at advokaten ikke er advokat for dig, som deltager i advokatun-
dersøgelsen. Advokaten skal dog altid sikre, at de personer, som deltager i advokatundersøgelsen, har
mulighed for at varetage deres interesser.
Opdragsgiver
Opdragsgiver er den person eller organisation, som har bestilt advokatundersøgelsen og fastlægger
undersøgelsens kommissorium. Ved en advokatundersøgelse er det derfor opdragsgiveren, der er
advokatens klient.
Berørte
Ved en berørt forstås en person, hvis forhold undersøges i en advokatundersøgelse. Det kan være en
person, som beskyldes for krænkelser eller for at have svindlet i en virksomhed.
Involveret
En involveret er en person, som medvirker i en advokatundersøgelse uden selv at blive undersøgt. Det
kan være en person, der via interviews bidrager med konkrete oplysninger om de forhold, der under-
søges, eller for eksempel en person, som har været udsat for krænkelser eller mobning.
Personer, som udelukkende medvirker med henblik på at give generelle baggrundsoplysninger og
lignende, betragtes ikke som involverede.
Det er vigtigt at bide mærke i, at rollerne kan ændre sig, efterhånden som advokatundersøgelsen skrider
frem. For eksempel kan en person, der ved undersøgelsens begyndelse blev anset for at være involveret,
undervejs i undersøgelsen blive berørt, hvis der for eksempel kommer oplysninger frem om, at den
pågældende har optrådt krænkende.
GRA, Alm.del - 2021-22 - Bilag 61: Advokatrådets vejledning om advokatundersøgelser.
2618654_0005.png
5
Værd at vide om advokatundersøgelser...
ADVOKATENS ROLLE
Advokater er uddannet til og har erfaring med at indsamle, vurdere og systematisere oplysninger om
et hændelsesforløb ved for eksempel at indhente skriftlige oplysninger fra mails, sms’er mm. og ved
at udspørge vidner og berørte. Det betyder, at advokatundersøgelser er en hurtig, effektiv og smidig
måde til at afdække og opnå forståelse af et forløb, skabe overblik og til sidst nå frem til et grundlag for
at træffe beslutninger om det næste skridt.
Advokatens rolle er at indsamle oplysningerne og afdække forløbet på en saglig måde indenfor ram-
merne af god advokatskik. Afdækningen af et begivenhedsforløb kalder man et faktum. Altså faktuelle
oplysninger om, hvad der er sket, og hvem der er berørt.
Advokater er i kraft af deres titel underlagt særlige regler om god advokatskik, som de skal følge i alle
de sager, de arbejder med, også advokatundersøgelser.
Det er vigtigt at understrege, at konklusionerne i en advokatundersøgelse udelukkende er advokatens
rådgivning til opdragsgiveren, som kan danne grundlag for opdragsgiverens beslutning om opfølgning
på undersøgelsen. Konklusionerne er altså hverken en dom eller en form for afgørelse.
GRA, Alm.del - 2021-22 - Bilag 61: Advokatrådets vejledning om advokatundersøgelser.
2618654_0006.png
6
Værd at vide om advokatundersøgelser...
DE ADVOKATETISKE REGLER
Advokater skal overholde god advokatskik, og hvis de ikke gør det, kan det få alvorlige konsekvenser
i form af en bøde eller en anden sanktion. Det fremgår af loven (retsplejelovens § 126) og præciseres
i
de advokatetiske regler.
Her fremgår de krav til advokaterne, som efter Advokatrådets opfattelse udgør god advokatskik. Reglerne
blev i 2022 opdateret med et afsnit om advokatundersøgelser, og Advokatrådet har i 2022 også udgivet en
vejledning om advokatundersøgelser,
som er målrettet advokater, der skal udføre advokatundersøgelser.
Det er gjort, fordi der i den seneste tids debat har været rejst spørgsmål om, hvad
advokatundersøgelser er, hvad de kan bruges til, og hvordan advokater skal udføre dem.
Formålet med vejledningen er at beskrive de eksisterende regler om god advokatskik, når man
som advokat udfører en advokatundersøgelse, ligesom den også beskriver, hvordan en
advokatundersøgelse udføres på en god måde.
Advokater har dermed pligter, de skal overholde – både overfor den, der har bestilt advokatundersøgel-
sen, og overfor dem, der deltager i undersøgelsen som enten berørte eller involverede. Læs mere side 7.
Hvis du som deltager mener, at dine rettigheder er blevet tilsidesat i forbindelse med en
advokatunder-søgelse, kan du klage over advokaten til
Advokatnævnet.
GRA, Alm.del - 2021-22 - Bilag 61: Advokatrådets vejledning om advokatundersøgelser.
2618654_0007.png
7
Værd at vide om advokatundersøgelser...
DINE RETTIGHEDER SOM DELTAGER
Hvis du deltager i en advokatundersøgelse enten som berørt eller som involveret (se side 4), så har du
nogle rettigheder.
Advokaten skal først og fremmest sikre sig, at både berørte og involverede får mulighed for at varetage
deres egne interesser. Det betyder for eksempel, at der skal være åbenhed og gennemsigtighed i hele
forløbet omkring undersøgelsen og formålet med undersøgelsen. Alle skal vide, hvad de går ind til.
Advokaten skal ved den første kontakt til deltagerne oplyse om:
Rammerne for undersøgelsen, herunder formål og metode.
Deltagernes rolle i undersøgelsen.
Advokatens rolle i undersøgelsen, herunder at advokaten ikke repræsenterer de berørte
eller involverede.
Herudover er dine vigtigste rettigheder som deltager:
Det er ofte frivilligt at deltage.
Du har oftest ret til at sige nej, og er altså ikke tvunget til
at deltage i en advokatundersøgelse. Der kan dog i nogle tilfælde være ansættelsesretlige
regler, der betyder, at du er forpligtet til at medvirke. Advokaten har pligt til at oplyse, om
du er forpligtet til at deltage eller ej.
Du kan have en bisidder.
Advokaten skal informere dig om, at du har mulighed for at få
en bisidder samt oplyse, hvem der betaler for, at du for eksempel er repræsenteret af en
advokat.
Du skal have god tid.
Advokaten skal informere dig i god tid inden et interview, så du har
tid til at gennemgå materialet, forberede dig og gennemgå sagen med din bisidder.
Du skal vide, hvad oplysningerne bruges til.
Inden du deltager i et interview, skal du infor-
meres om, hvad oplysningerne bruges til, og hvem der får dem at se.
Et respektfuldt interview.
Advokaten skal gennemføre interviews på en respektfuld måde.
Dit interview skal nedfældes på skrift.
Dit interview skal refereres og afrapporteres skriftligt,
hvis det er centralt for undersøgelsen, og du har ret til at komme med bemærkninger til
referatet.
Som berørt skal du vide, hvis resultatet er negativt for dig.
Hvis advokatundersøgelsen
offentliggøres og dens konklusioner er negative for dig som berørt, skal du orienteres om
konklusionerne, inden undersøgelsen offentliggøres.
GRA, Alm.del - 2021-22 - Bilag 61: Advokatrådets vejledning om advokatundersøgelser.
2618654_0008.png
8
Værd at vide om advokatundersøgelser...
Udover pligterne, som skal følges, er der en række anbefalinger, som advokaterne bør følge i forhold
til dine rettigheder:
Du bør kende konsekvenserne.
Advokaten bør informere dig grundigt om, hvad advoka-
tundersøgelsen kan betyde for dig som henholdsvis berørt eller involveret.
Du bør vide, hvad der bliver sagt om dig.
Hvis du er berørt, bør advokaten give dig mulighed
for at gennemgå oplysninger, som andre har givet om dig, hvis det bruges i et interview.
Transparens.
Inden et interview bør advokaten oplyse om, hvem der er tilstede, og hvad
deres rolle er. Opdragsgiveren bør ikke være tilstede under interviews.
Du bør høres.
Hvis du er berørt, og advokaten forventer at komme med negative konklusio-
ner om dig, bør du have lejlighed til at udtale dig om forholdene, inden advokaten afleverer
sin rapport til opdragsgiver.
Du bør orienteres.
Hvis en advokatundersøgelse andre steder end i konklusionerne inde-
holder oplysninger, som er negative om dig, bør advokaten orientere dig om dette, inden
en advokatundersøgelse offentliggøres.
Særligt om uvildige advokatundersøgelser
Nogle advokatundersøgelser bliver betegnet som ”uvildige” i for eksempel pressen. Det er typisk under-
søgelser, der har til formål at sikre en armslængde mellem opdragsgiveren og advokaten. Men det er
vigtigt at være opmærksom på, at advokatens rolle også i uvildige advokatundersøgelser er at varetage
sin klients interesser.
I Advokatrådets nye vejledning om advokatundersøgelser er der fastsat en række betingelser, som skal
være opfyldt, før en advokat må kalde en advokatundersøgelse for uvildig. For eksempel kan en advokat
ikke lave en uvildig advokatundersøgelse for en opdragsgiver, som er fast klient hos advokaten.
Andre af betingelserne har også betydning for dig som deltager:
Alt materiale bliver inddraget.
Advokaten skal sikre, at opdragsgiveren stiller alt relevant
materiale til rådighed for undersøgelsen.
Ret til at gennemgå materiale.
Som berørt i en uvildig advokatundersøgelse har du ret til
inden afgivelse af forklaring at gennemgå relevant materiale i advokatundersøgelsen, som
handler om dig selv.
Alt bliver skriftligt.
Advokaten skal udarbejde skriftlige referater af alle interviews, og den
interviewede har ret til at komme med bemærkninger til referatet.
Du skal høres.
Hvis du er berørt, og advokaten forventer at komme med negative kon-
klusioner om dig, skal du have lejlighed til at udtale dig om forholdene, inden advokaten
afleverer sin rapport til opdragsgiver.
GRA, Alm.del - 2021-22 - Bilag 61: Advokatrådets vejledning om advokatundersøgelser.
2618654_0009.png
9
Værd at vide om advokatundersøgelser...
HVORDAN BLIVER DINE OPLYSNINGER BRUGT OG VURDERET?
Når du medvirker i en advokatundersøgelse, kan dine oplysninger både blive brugt til at beskrive faktum
og foretage en juridisk vurdering.
Der er nogle rammer for, hvordan dine oplysninger kan indhentes og bruges:
Formålet er at afdække et forløb.
Dit interview og oplysningerne derfra vil indgå i advoka-
tundersøgelsen med henblik på at afdække et begivenhedsforløb.
Undersøgelsen skal være saglig.
Advokaten skal i sine vurderinger i advokatundersøgelsens
konklusioner være saglig, og må ikke medvirke til at undertrykke væsentlige oplysninger,
som kan få konsekvenser for en tredjepart.
Der bør være transparens.
Advokaten bør redegøre for de overordnede principper for den
bevisvurdering, som advokaten har anvendt, så der er klarhed omkring, hvordan advokaten
er kommet frem til sin konklusion.
Opdragsgiver bør ikke være med.
Advokaten bør sikre, at opdragsgiver ikke medvirker ved
udfærdigelse af bevisvurdering eller konklusioner.
Ikke en retssag.
Dine oplysninger kan som udgangspunkt ikke bruges i forbindelse med
en eventuel retssag. I de tilfælde vil det typisk kræve, at du bliver afhørt i retten som vidne.
Det er som nævnt op til opdragsgiver at træffe beslutning om, hvilke eventuelle konsekvenser en ad-
vokatundersøgelse skal have. Denne beslutning kan selvsagt have store og vidtgående konsekvenser
for de berørte.
En advokatundersøgelse kan ende med, at der bliver lavet tiltag for at forbedre arbejdsmiljøet og fore-
bygge flere dårlige hændelser. Det kan også være, at de involverede, der har været ramt af noget, får en
kompensation for det, de har været udsat for.
Mere alvorligt kan resultatet af undersøgelsen ende med konsekvenser for de berørte i form af fyringer,
erstatningskrav eller i værste fald politianmeldelser, hvis opdragsgiveren mener, at der er grundlag for det.
GRA, Alm.del - 2021-22 - Bilag 61: Advokatrådets vejledning om advokatundersøgelser.
2618654_0010.png
10
Værd at vide om advokatundersøgelser...
ADVOKATUNDERSØGELSEN KAN BLIVE OFFENTLIGGJORT
Allerede inden advokatundersøgelsen går i gang, bør advokaten sammen med opdragsgiveren tage
stilling til, om rapporten om advokatundersøgelsen eller dele af den skal offentliggøres, for eksempel
til brug i pressen.
Det er opdragsgiveren, der beslutter om advokatundersøgelsen skal offentliggøres. Men hvis advokaten
rådgiver herom, skal rådgivningen være saglig og inden for rammerne af god advokatskik. Samtidig skal
både opdragsgiver og advokaten være opmærksom på reglerne om behandling af personoplysninger.
Det er også muligt at offentliggøre undersøgelsen delvist eller anonymiseret. Som deltager skal du blot
være opmærksom på, at der er flere eksempler på, at deltagerne i en advokatundersøgelse trods disse
tiltag ikke er forblevet anonyme i offentligheden.
Som nævnt på side 7 og 8 kan der være en orienteringspligt inden offentliggørelse, hvis advokatunder-
søgelsen indeholder negative oplysninger om dig.
GRA, Alm.del - 2021-22 - Bilag 61: Advokatrådets vejledning om advokatundersøgelser.
2618654_0011.png
11
Værd at vide om advokatundersøgelser...
ANONYMITET
I nogle advokatundersøgelser er det muligt at foretage anonyme indberetninger om for eksempel
krænkelser på arbejdspladsen.
Hvis du anonymt giver oplysninger til brug for en advokatundersøgelse, skal du være opmærksom på,
at anonyme oplysninger kun sjældent kan bruges til at fastlægge et faktum.
Oftest vil en advokat i sin vurdering se bort fra anonyme oplysninger, medmindre disse oplysninger
støttes af andre oplysninger, som er afgivet af navngivne personer.
Derfor vil man i en advokatundersøgelse ofte kræve, at deltagerne i undersøgelsen ikke er anonyme.
Værd at vide om advokatundersøgelser
Udgiver: Advokatsamfundet
Kronprinsessegade 28
1306 København K
Telefon 33 96 97 98
[email protected]
Advokatsamfundet.dk
2022 ©Advokatsamfundet
Layout: Bilgrav Design
Tak til Dreyers Fond, som har støttet arbejdet med at udarbejde guiden.
GRA, Alm.del - 2021-22 - Bilag 61: Advokatrådets vejledning om advokatundersøgelser.
2618654_0012.png
12
Værd at vide om advokatundersøgelser...