Fremtidens civilbeskyttelse - fokus på fortsat drift og krisestyring
Kære udvalgsmedlemmer.
De sidste par år har
–
desværre - vist os, at vi i stigende grad skal være parate til det ikke forventede.
Civilbefolkningen har behov for tryghed og sikkerhed, også i situationer ingen havde forudset, men hvor
konsekvenserne for den enkelte og for samfundet kan være fatale.
Den seneste tid har sat krisestyring på dagsordenen med Covid-19, flygtningestrømme og klimarelaterede
hændelser, og senest krig i vort nærområde. Uanset den enkelte krises karakteristika forudsætter den civile
beskyttelse og kvalificeret krisestyring, at der er fokus, ressourcer og opbygning af kompetencer via
uddannelse, træning og evaluering.
Opgaven løses
ikke
ved at have detaljerede planer for enhver tænkelig hændelse - men ved at rette fokus
mod hvordan vi omstiller vores opgaver her og nu, og viderefører vores kritiske funktioner den næste uge
uden fx strøm, internet eller andre forsyningskilder.
Evnen til at forberede kritiske funktioners fortsatte drift, evnen til at planlægge et fortsat beredskab under
pres eller ekstreme forhold, og evnen til at håndtere en krise og de afledte konsekvenser, er en desværre
længe nedprioriteret disciplin.
Årsagen til, at en krise opstår, er som nævnt ikke nødvendigvis afgørende. Om elektriciteten i et større
område forsvinder i flere døgn som følge af et stormvejr, et cyberangreb, mangel på folk på el-værket, eller
af en helt fjerde årsag, ændrer ikke på, at civilbefolkningen vil have en række afledte og basale behov, der
skal sikres. Selv når de normale forhold ikke gælder, skal der sørges for mad og pleje til ældre og indlagte
borgere, der skal sikres varme, mad og rent vand til alle, der skal sikres pasning af børn, så forældre kan
passe deres arbejde med fx at pleje ældre eller sørge for drift af infrastruktur, osv. osv.
Hvis driften af kritiske funktioner svigter, er det vigtigt at der er ressourcer og videnspersoner, der har lavet
en plan for, hvad der skal ske og hvem der udtænker hvordan man i den konkrete hændelse gør det, og
eksekverer det, så samfundet kan sikres fortsat at kunne køre videre i op til syv døgn under en given
hændelse. Fokus skal være på løsningen af de fortsat kritiske opgaver såsom forplejning, pasning, pleje,
kommunikation mv., og knap så meget på hvad årsagen måtte være til en hændelse.
Vigtigheden af krisestyring, beredskabsplanlægning og planer for fortsat drift kan ikke undervurderes, når
det gælder befolkningens tryghed og sikkerhed. Derfor bør der i de kommende år afsættes fornyede
ressourcer til at (r)etablere de fornødne planer og kapaciteter, og skabe en moderne og opdateret civil
beskyttelse i Danmark.
Indsigt i lokale forhold er afgørende for en effektiv planlægning. En løsning der er gangbar i ét
lokalsamfund, kan af geografiske, demografiske eller logistiske årsager være umulig i et andet
lokalsamfund. Planlægning og ressourceprioritering skal derfor ske lokalt, med indsigt og viden om netop
det specifikke lokalområdes behov og karakteristika, hvilket harmonerer med det nuværende lovgrundlag,
hvor beredskabsplanlægning sker kommunalt.
Rammerne kan dog være sat nationalt, og samarbejdet med vores gode kolleger i Beredskabsstyrelsen om
overblik, baggrundsdata, uddannelse mv., er derfor essentielt. Men ingen af os kan løse opgaven, uden den
anden part. Der skal planlægges og der skal eksekveres.