Færøudvalget 2021-22
FÆU Alm.del Spørgsmål 30
Offentligt
2624576_0001.png
Færøudvalget
Til:
Dato:
Skatteministeren
19. september 2022
Udvalget udbeder sig ministerens besvarelse af følgende spørgsmål:
FÆU alm. del
Spørgsmål 30
I flere år har Bókadeild Føroya Lærarafelags, de færøske læreres bogforlag, udsendt
færøske børnebøger til færøske familier bosat i Danmark. Dette har de gjort gennem
deres bogklub, hvor gennemsnitsprisen pr. brevpakke er mellem 70 og 160 kr.
Børnebøgerne er af stor betydning for de færøske familier, som bor i Danmark, fordi det
er en væsentlig hjælp til at lære barnet det færøske sprog og om den færøske kultur.
Færøsk er et lille sprog og er konstant truet af andre større sprog, eksempelvis dansk
og engelsk. Færøske børnefamilier er derfor særligt udsatte i Danmark, hvis de ikke kan
sikres billig adgang til børnebøger på færøsk.
Grundet nye EU-regler om momsafgifter på alle varer uden for EU, samt bortfald af
bagatelgrænsen, er der nu opstået en problematik, der betyder, at der skal betales moms
af brevpakkerne med børnebøger, der har en værdi mellem 70 og 160 kr. Det gør det
dyrere for børnefamilierne og har før resulteret i, at de stopper med at købe bøgerne.
Selv om disse regler har været gældende i over et år, har de nye momsregler først
nu påvirket udsendelsen af disse børnebøger. Færøerne bliver betragtet som tredjeland,
uanset om handelen kun omhandler Færøerne og Danmark – altså, uanset om handelen
foregår internt i rigsfællesskabet. Dette er efter min mening at betragte som en grænse-
hindring i rigsfællesskabet og en kedelig situation for færøske børnefamilier, der opholder
sig i Danmark midlertidigt eller permanent.
– Kan ministeren påvise, hvilken lovgivning er ændret på nationalt eller EU-niveau, der
betyder, at der nu bliver pålagt toldafgift på børnebøger fra Færøerne?
– Kan ministeren redegøre for, hvorfor ændringen i toldreglerne først nu påvirker udsen-
delsen af færøske børnebøger?
– Er ministeren enig i, at denne problematik kan betegnes som en grænsehindring i
rigsfællesskabet?
– Vil ministeren være sindet til at finde en løsning, som fritager færøske børnebøger fra
toldafgiften?
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Edmund Joensen (SP).
Svar bedes sendt elektronisk til spørgeren på [email protected] og til [email protected].
På udvalgets vegne
Edmund Joensen
formand
1/1