Den 5. oktober 2021
MIM 084-21
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om udkast til Kommissionens gennemførelsesforordning om ikke-godkendelse
af aktivstoffet 1,3-dichloropropen, jf. Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler,
og om ændring af bilaget til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr.
540/2011 (Komitesag)
KOM-dokument foreligger ikke.
Resumé
Kommissionen foreslår, at aktivstoffet 1,3-dichloropropen ikke-godkendes i henhold til forordning
1107/2009 om plantebeskyttelsesmidler (komitesag). Aktivstoffet 1,3-dichloropropen er nyt aktivstof
i EU, som endnu ikke er godkendt i henhold til forordning 1107/2009 om plantebeskyttelsesmidler,
som er direkte gældende i Danmark. Hvis forslaget bliver vedtaget, vil det betyde, at stoffet ikke
bliver opført på bilag til Kommissionens forordning nr. 540/2011 af 25. maj 2011 om gennemførelse
af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 for så vidt angår listen over
godkendte aktivstoffer. Forslaget forventes behandlet på et videomøde i den stående komité for
planter, dyr, fødevarer og foder den 21. og 22. oktober 2021, og efterfølgende sat til skriftlig
afstemning. Der er ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for regioner, kommuner,
staten, eller erhvervslivet. Forslaget forventes sat til afstemning i den stående komité for planter,
dyr, fødevarer og foder den 29. oktober 2021. Konsekvensen af forslaget for
miljøbeskyttelsesniveauet i Danmark er neutralt. Det vurderes, at der ikke er vist sikker anvendelse
til de i EU ansøgte anvendelsesområder for 1,3-dichloropropen med de foreslåede risikobegrænsende
foranstaltninger. Regeringen agter på den baggrund at støtte forslaget om ikke-godkendelse af 1,3-
dichloropropen.
Baggrund
Kommissionen forventes at fremlægge forslag til Kommissionsforordning om ikke-godkendelse af
aktivstoffet 1,3-dichloropropen jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 om
markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, og om ændring af bilaget til Kommissionens
gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011.
Forslaget har hjemmel i forordning 1107/2009 om plantebeskyttelsesmidler især artikel 4 og 13, stk. 2,
som fastlægger, at aktivstoffer skal vurderes iht. forordningen, og at Kommissionen skal foreslå enten
en godkendelse eller en ikke-godkendelse af et aktivstof, når vurderingen af dette er foretaget.