Delegeret retsakt
Rent drikkevand og sikker kemi
Ref. LOS
Den 27. september 2022
MIM 102-22
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om ændring af bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
2019/1021 for så vidt angår hexachlorbenzen (delegeret retsakt)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat en delegeret retsakt om ændring af bilag I til Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) 2019/1021, hvorefter en grænseværdi for utilsigtet sporforurening af
hexachlorbenzen vil præcisere den retlige situation og lette håndhævelsen. Den delegerede retsakt
vurderes ikke at have lovgivningsmæssige eller økonomiske konsekvenser for Danmark og skønnes
ikke at påvirke beskyttelsesniveauet i Danmark og EU. Regeringen kan støtte, at Rådet ikke gør
indsigelse mod udstedelsen af den delegerede retsakt, og vil 8 dage fra oversendelsen af nærværende
notat lægge dette til grund. Medlemslandenes eventuelle indsigelser eller kommentarer skal
fremsendes til Rådssekretariatet senest d. 10. oktober 2022.
Baggrund
Kommissionen har den 8. september 2022 fremlagt en delegeret forordning om ændring af bilag I til
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1021 (POP-forordningen) for så vidt angår
ændring af opførelsen af hexachlorbenzen.
Ændringsforordningen er fremsat med hjemmel i artikel 15, stk.1 i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2019/1021 om persistente organiske miljøgifte.
Ændringen er vedtaget af Kommissionen med hjemmel i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/1021 om persistente organiske miljøgifte som en delegeret retsakt. Den delegerede retsakt træder
i kraft, med mindre Europa-Parlamentet eller Rådet gør indsigelse inden for en frist på 2 måneder.
Fristen for indsigelse kan forlænges med 2 måneder efter anmodning fra enten Europa-Parlamentet
eller Rådet. Europa-Parlamentet træffer beslutning om indsigelse med absolut flertal. Rådet træffer
beslutning om indsigelse med kvalificeret flertal.
Medlemslandenes eventuelle indsigelser eller kommentarer skal fremsendes til Rådssekretariatet
senest d.10. oktober 2022.