EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 78: Notat om svar på åbningsskrivelse om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser (sag nr. 2021/2057)

Europaudvalget 2021-22
EUU Alm.del Bilag 78
Offentligt

NOTAT

Til Folketingets Europaudvalg og Folketingets

Beskæftigelsesudvalg

–

orientering om svar

på Kommissionens åbningsskrivelse nr.

2021/2057 af 15. juli 2021 vedrørende hånd-

hævelsesdirektivet 2014/67/EU af 15. maj

2014

16. november 2021

J.nr. 2021 - 9592

CALI

Danmark har den 15. juli 2021 modtaget Kommissionens åbningsskrivelse nr.

2021/2057 af 15. juli 2021 vedrørende direktiv 2014/67/EU af 15. maj 2014 om

håndhævelse af direktiv 96/71/EF om udstationering af arbejdstagere som led i ud-

veksling af tjenesteydelser og om ændring af forordning (EU) nr. 1024/2012 om

administrativt samarbejde via informationssystemet for det indre marked ("IMI-

forordningen") (herefter håndhævelsesdirektivet).

Håndhævelsesdirektivet sætter rammerne for de kontrolforanstaltninger, som med-

lemsstaterne kan tage i brug i forhold til udenlandske tjenesteydere, der har udstati-

oneret lønmodtagere til den pågældende medlemsstat.

Ifølge åbningsskrivelsen finder Kommissionen, at visse af de foranstaltninger, som

Danmark har truffet i medfør af håndhævelsesdirektivets artikel 9 og 12 er uberetti-

gede. Det bemærkes, at Kommissionen har sendt åbningsskrivelser til 24 medlems-

stater.

Artikel 9

Udenlandske tjenesteyderes kontaktperson i Danmark

I forbindelse med anmeldelsen til Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT),

skal tjenesteyderen afgive oplysninger om en kontaktperson blandt de udstatione-

rede arbejdstagere. Kommissionen finder, at kravet om, at kontaktpersonen skal

være én af arbejdstagerne, er for restriktivt.

Kravet om kontaktperson er indført på baggrund af myndighedernes erfaringer og

deres behov for at komme i kontakt med den udenlandske tjenesteyder i Danmark.

Regeringen argumenterer i svaret for, at udpegning af kontaktperson er i overens-

stemmelse med håndhævelsesdirektivets artikel 9, stk. 2, hvorefter supplerende

kontrolforanstaltninger kan tages i anvendelse, forudsat disse er berettigede og for-

holdsmæssige.

Kontaktpersonen anvendes også ved håndhævelsen af skatte- og afgiftslovgivnin-

gen over for udenlandske virksomheder. Regeringen argumenterer derfor for, at der

også er hjemmel for kravet i artikel 56 i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde (TEUF) og EU-Domstolens faste praksis på området.

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 78: Notat om svar på åbningsskrivelse om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser (sag nr. 2021/2057)

Hvervgiverpligten

Tjenesteyderens hvervgiver (modtageren af tjenesteydelsen) har pligt til at under-

rette Arbejdstilsynet, såfremt hvervgiveren ikke inden for tre dage får dokumenta-

tion for, at der er foretaget tilstrækkelig anmeldelse i RUT. Kommissionen finder,

at en sådan forpligtelse potentielt kan hindre leveringen af tjenesteydelsen, idet den

kan udgøre et incitament til at undlade at indgå kontrakt med en tjenesteyder fra en

anden medlemsstat.

Manglende overholdelse af hvervgiverpligten kan straffes med bøde. Såfremt tjene-

steyderen har foretaget tilstrækkelig anmeldelse til RUT, vil hvervgivers mang-

lende underretning til Arbejdstilsynet dog ikke blive straffet.

Hvervgiverpligten gælder alene for udvalgte risikobrancher

og blev indført for at

sikre, at udenlandske tjenesteydere anmelder sig i RUT.

Regeringen argumenterer i svaret for, at også hvervgiverpligten er i overensstem-

melse med anvendelsen af håndhævelsesdirektivets artikel 9, stk. 2, hvorefter sup-

plerende foranstaltninger kan tages i anvendelse, forudsat disse er berettigede og

forholdsmæssige. Dette støttes bl.a. af en konkret dom fra EU-Domstolen.

Artikel 12

Kommissionen kritiserer den danske implementering af håndhævelsesdirektivets

artikel 12, som er foretaget ved etableringen af Arbejdsmarkedets Fond for Udstati-

onerede (AFU). Kommissionens kritik berører nogle meget principielle spørgsmål

om både udstationerede lønmodtageres rettigheder under udstationeringen i Dan-

mark og om det EU-retlige princip om ikke-diskrimination.

AFU er en fond, som alle danske arbejdsgivere og RUT-arbejdsgivere betaler et

fast bidrag til. Fonden dækker udstationerede lønmodtageres lønkrav, der er fast-

slået fagretligt på baggrund af danske kollektive overenskomster, hvis den uden-

landske tjenesteydere ikke betaler.

Kommissionen kritiserer følgende elementer i AFU.

a) Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede (AFU) dækker kun udstatione-

rede arbejdstagere, der er omfattet af en dansk kollektiv overenskomst.

b) Alle arbejdsgivere, der udstationerer arbejdstagere i Danmark, skal indbe-

tale bidrag til AFU.

c) Den straffende art af de foranstaltninger, der er truffet i henhold til artikel

12, stk. 6.

d) Anvendelsen af den danske foranstaltning i medfør af artikel 12, stk. 6,

sker alene i grænseoverskridende situationer.

Regeringen argumenterer i svaret for, at fondskonstruktionen i sin helhed er i over-

ensstemmelse med EU-retten: fonden forfølger således et tvingende alment hensyn

med at sikre lønmæssige rettigheder; ordningen er et egnet middel til at varetage

Aktuelt bygge og anlæg, landbrug, skovbrug og fiskeri samt rengøring

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 78: Notat om svar på åbningsskrivelse om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser (sag nr. 2021/2057)

dette hensyn og er forholdsmæssigt, ligesom princippet om ikke-diskrimination er

overholdt.

Endvidere rejser Kommissionen kritik af de danske udstationeringsregler ift. hånd-

hævelse af lønkrav.

Kommissionen er af den opfattelse, at udstationeringsdirektivets artikel 3, stk. 7,

positivt forpligter værtslandet til at sikre, at hjemlandets regler/overenskomster bli-

ver overholdt, såfremt hjemlandets regler/overenskomster er de mest gunstige for

den udstationerede arbejdstager.

Regeringen argumenterer i svaret for, at Kommissionens udlægning strider mod de

grundlæggende principper for lovvalg og jurisdiktion. Dertil kommer, at en sådan

tilgang vil betyde, at danske myndigheder skal sætte sig ind i og håndhæve alle an-

dre medlemsstaters

–

og EØS-staters - lovgivning og overenskomster. På den bag-

grund afvises Kommissionens fortolkning af direktivets artikel 3, stk. 7.

Regeringen har besvaret Kommissionens åbningsskrivelse i overensstemmelse med

det ovenfor anførte.