EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 743: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 16/9.22

Europaudvalget 2021-22
EUU Alm.del Bilag 743
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 E-mail:

[email protected]

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

16. september 2022

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger i

retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat

procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse af

generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den danske

regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af dom.

Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens

hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-793/19

C-794/19

Titel og kort sagsresumé

SpaceNet m.fl. (logning)

Emne:

De EU-retlige rammer for at pålægge teleudbydere at lagre trafik- og

lokaliseringsdata til brug for bl.a. bekæmpelse af kriminalitet (logning)

Spørgsmål:

Skal artikel 15 i direktiv 2002/58/EF i lyset af artikel 7, 8 og 11 samt artikel

52, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

på den ene side og artikel 6 i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder og artikel 4 i traktaten om Den Europæiske Union

på den anden side fortolkes således, at den er til hinder for en national

bestemmelse, som forpligter udbyderne af offentligt tilgængelige elektroniske

kommunikationstjenester til at lagre trafik og lokaliseringsdata for

slutbrugerne af disse tjenester, når

–

denne forpligtelse ikke forudsætter nogen specifik anledning i lokal,

tidsmæssig eller geografisk henseende

–

genstanden for pligten til at lagre data i forbindelse med levering af offentligt

tilgængelige telefontjenester

–

herunder formidling af sms-, multimedie- eller

lignende beskeder samt ubesvarede eller forgæves opkald

–

er følgende data:

–

telefonnummeret eller en anden identitet for den, der ringer op, og den

forbindelse, der ringes til, samt ved om- og viderestilling enhver anden

involveret forbindelse

–

dato og klokkeslæt for begyndelse og afslutning af forbindelsen henholdsvis

–

i forbindelse med formidling af sms-, multimedie- eller lignende beskeder

–

tidspunkterne for afsendelse og modtagelse af beskeden med angivelse af den

anvendte tidszone

[…]

–

der er sikret en effektiv beskyttelse af de lagrede data mod risici for misbrug

samt mod enhver uberettiget adgang, og

–

de lagrede data kun må anvendes til at forfølge særligt grove

straffelovsovertrædelser og til at afværge en konkret fare for en persons liv og

helbred eller frihed eller for forbundsstatens eller en delstats beståen, med

undtagelse af den internetprotokoladresse, som er tildelt abonnenten til en

internetbenyttelse, og som det er tilladt at anvende i forbindelse med en

stamdataoplysning (»Bestandsdatenauskunft«) med henblik på forfølgelse af

enhver form for strafbare handlinger, for at afværge en fare for den offentlige

sikkerhed og orden samt for at opfylde efterretningstjenesternes opgaver?

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Proces-

skridt

Dom

Dato

20.09.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 743: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 16/9.22

C-339/20

C-397/20

VD m.fl.

Emne:

Fortolkning af EU-retigle bestemmelser om markedsmisbrug

foreneligheden heraf med kravene til beskyttelse af personoplysninger

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Dom

20.09.22

C-660/20

Spørgsmål:

1) Indebærer artikel 12, stk. 2, litra a) og d), i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2003/6/EF af 28. januar 2003 om insiderhandel og

kursmanipulation, samt artikel 23, stk. 2, litra g) og h), i Europa-Parlamentets

og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 om

markedsmisbrug, som erstattede det første direktiv fra den 3. juli 2016,

sammenholdt med 65. betragtning til denne forordning, henset til den skjulte

karakter af de udvekslede oplysninger og til den generelle karakter af den

offentlighed, der kan omhandles, mulighed for den nationale lovgiver for at

pålægge operatører af elektroniske kommunikationer en midlertidig, men

generel lagring af forbindelsesdata for at gøre det muligt for den

administrative myndighed, der er nævnt i direktivets artikel 11 og i

forordningens artikel 22, når der foreligger grund til at mistænke visse

personer for at være involveret i insiderhandel eller kursmanipulation, af

operatøren at kræve at få udleveret fortegnelser over datatrafik i de tilfælde,

hvor der er begrundet mistanke om, at disse fortegnelser, som har

sammenhæng med genstanden forundersøgelsen, kan vise sig at være

relevante med henblik på at bevise, at der foreligger en tilsidesættelse, ved bl.a.

at gøre det muligt at spore de kontakter, som der har været mellem de berørte

inden at der opstod en mistanke?

2) I tilfælde af, at Domstolens svar medfører, at Cour de cassation

(kassationsdomstol) finder, at den franske lovgivning om lagring af

forbindelsesdata ikke er i overensstemmelse med EU-retten, vil

retsvirkningerne af denne lovgivning da kunne opretholdes midlertidigt for at

undgå en retlig usikkerhed og for at gøre det muligt, at de tidligere indsamlede

og lagrede data anvendes til et af de formål, der er omhandlet i denne

lovgivning?

3) Kan en national ret midlertidigt opretholde retsvirkningerne af en

lovgivning, som gør det mulig for ansatte hos en uafhængig administrativ

myndighed, der har til formål at lede undersøgelser på området for

markedsmisbrug, uden forudgående kontrol foretaget af en ret eller af en

anden uafhængig administrativ myndighed at få tilsendt forbindelsesdata?

Lufthansa CityLine

Emne:

Spørgsmål:

1) Behandler en national lovgivning deltidsansatte på en mindre gunstig måde

end sammenlignelige fuldtidsansatte som omhandlet i § 4, stk. 1, i

rammeaftalen om deltidsarbejde, som er indeholdt i bilaget til direktiv

97/81/EF, når den tillader, at retten til et supplerende vederlag for deltids-

og fuldtidsansatte på ensartet vis afhænger af, at der sker en overskridelse af

det samme antal arbejdstimer, og dermed giver mulighed for, at der tages

udgangspunkt i det samlede vederlag og ikke i lønelementet i det supplerende

vederlag?

2) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende:

Er en national lovgivning, som giver mulighed for at lade retten til et

supplerende vederlag være afhængig af, at deltids- og fuldtidsansatte på

ensartet vis har overskredet det samme antal arbejdstimer, i overensstemmelse

med § 4, stk. 1, og med princippet om pro rata temporis i § 4, stk. 2, i

rammeaftalen om deltidsarbejde, som er indeholdt i bilaget til direktiv

97/81/EF, når formålet med det supplerende vederlag er at kompensere for

en særlig arbejdsbyrde?

Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid e.a.

Emne:

Spørgsmål:

1. Kan tyrkiske statsborgere, der har rettigheder som omhandlet i artikel 6

eller 7 i afgørelse nr. 1/80, også påberåbe sig artikel 13 i afgørelse nr. 1/80?2.

Følger det af artikel 14 i afgørelse nr. 1/80, at tyrkiske statsborgere

ikkelængere kan påberåbe sig artikel 13 i afgørelse nr. 1/80, når de på grund

af deres personlige adfærd udgør en aktuel, reel og tilstrækkelig alvorlig

trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse?

3. Kan den nye begrænsning, hvorefter tyrkiske statsborgeres opholdsret også

efter 20 år kan inddrages af hensyn til den offentlige orden, begrundes med

en henvisning til den ændrede samfundsopfattelse, der har ført til den nye

begrænsning? Er det herved tilstrækkeligt, at den nye begrænsnings formål er

at tjene den offentlige orden, eller kræves det også, at begrænsningen er egnet

til at nå dette mål og ikke går videre end nødvendigt herfor?

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Beskæftigelsesministeriet

Til orientering:

Miljøministeriet

21.09.22

C-402/21

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

28.09.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 743: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 16/9.22

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Forkortelser i sagstypekolonnen:

O-sag = Sagen følges til orientering

F-sag = Sagen følges med henblik på eventuel afgivelse af mundtligt indlæg

Sagsnr.

C-252/21

Titel og kort sagsresumé

Facebook e.a.

Sagen vedrører:

1. a) Er artikel 51 ff. i forordning nr. 2016/679 til hinder for, at en

national

kartelmyndighed

medlemsstat,

såsom

Bundeskartellamt, der ikke er tilsynsmyndighed som omhandlet

artikel 51 ff. i forordning nr. 2016/679, og i hvilken medlemsstat en

virksomhed med hjemsted uden for Den Europæiske Union har en

etablering, der inden for markedsføring, kommunikation og PR

bistår denne virksomheds hovedvirksomhed, som er beliggende i en

anden medlemsstat og som har eneansvaret for behandlingen af

personoplysninger på hele Den Europæiske Unions område, for det

kartelretlige misbrugstilsyn fastslår, at hovedvirksomhedens

kontraktbetingelser vedrørende behandling af oplysninger og

gennemførelsen heraf udgør en tilsidesættelse af forordning nr.

2016/679, og vedtager en afgørelse om, at denne tilsidesættelse skal

bringes til ophør?

b) Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende: Er artikel 4, stk.

3, TEU til hinder herfor, når den ledende tilsynsmyndighed i den

medlemsstat, hvor hovedvirksomheden er beliggende, som [org. s.

3] omhandlet i artikel 56, stk. 1, i forordning nr. 2016/679 samtidig

underkaster hovedvirksomhedens kontraktbetingelser vedrørende

behandling af oplysninger en undersøgelsesprocedure? Såfremt det

første spørgsmål besvares bekræftende:

2. a) Udgør det forhold, at en internetbruger enten kun besøger eller

også indtaster informationer, f.eks. ved registrering eller bestillinger,

på websteder eller apps, der vedrører kriterierne i artikel 9, stk. 1, i

forordning nr. 2016/679, såsom dating-apps, partnerbørser for

homoseksuelle,

politiske

partiers

websteder

eller

sundhedswebsteder, og en anden virksomhed såsom Facebook

Ireland gennem grænseflader på disse websteder eller i disse apps

såsom »Facebook Business Tools« eller gennem cookies eller

lignende lagringsteknologier indsat på internetbrugerens computer

eller mobile terminaludstyr indsamler oplysninger om brugerens

besøg på disse websteder og apps og om de informationer, som

brugeren har indtastet, sammenstiller disse oplysninger med

oplysningerne om brugerens Facebook.com-konto og anvender

dem, behandling af følsomme oplysninger i forordningens forstand

for så vidt angår indsamlingen og/eller sammenstillingen og/eller

anvendelsen? M.fl

St. Vincenz-Krankenhaus

1) Er artikel 7 i direktiv 2003/88 og chartrets artikel 31, stk. 2, til

hinder for en fortolkning af en national lovbestemmelse som § 7,

stk. 3, i Bundesurlaubsgesetz (ferielov for arbejdstagere, herefter

»ferieloven«), hvorefter den endnu ikke udnyttede ret til årlig betalt

ferie for en arbejdstager, som i løbet af ferieåret helt har mistet

arbejdsevnen på grund af sygdom, men som

–

i det mindste delvist

–

ville have kunnet afholde sin ferie forud for sit tab af erhvervsevne,

ved fortsat uafbrudt mistet arbejdsevne 15 måneder efter ferieårets

udløb, også bortfalder i den situation, hvor arbejdsgiveren ikke med

passende opfordringer og oplysninger faktisk har sørget for, at

arbejdstageren er i stand til at afholde sin ferie?

2) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Er bortfald

af retten i tilfælde af fortsat fuldstændigt tab af arbejdsevnen

–

under

de foreliggende omstændigheder

–

også udelukket på et senere

tidspunkt?

W (Finanzamt B mod W AG)

1. Skal artikel 43 [EF] sammenholdt med artikel 48 [EF] (nu artikel

49 [TEUF] sammenholdt med artikel 54 [TEUF]) fortolkes således,

at de er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, der forbyder

et hjemmehørende selskab i sit skattepligtige overskud at fradrage

underskud, der er oparbejdet af et fast driftssted i en anden

medlemsstat, når selskabet dels har udtømt alle muligheder for at

fradrage disse underskud, som lovgivningen i den medlemsstat, i

hvilken dette faste driftssted er beliggende, dels ikke længere

modtager indtægter fra dette faste driftssted, således at der ikke

længere kan tages hensyn til underskuddene i denne medlemsstat

Interessent

Miljøministeriet

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

Forbrugerombudsmanden

Sags-

type

O-sag

Proces

-skridt

Dato

20.09.22

C-518/20

C-727/20

Miljøministeriet

O-sag

Dom

22.09.22

C-538/20

Skatteministeriet

O-sag

Dom

22.09.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 743: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 16/9.22

C-34/21

C-120/21

C-245/21

C-248/21

(»endelige« underskud), når der for så vidt angår den pågældende

lovgivning er tale om fritagelse af overskud og underskud som følge

af en bilateralt indgået aftale mellem de to medlemsstater med

henblik på undgåelse af dobbeltbeskatning?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Skal artikel 43

[EF] sammenholdt med artikel 48 [EF] (nu artikel 49 [TEUF]

sammenholdt med artikel 54 [TEUF]) fortolkes således, at de også

er til hinder for lovgivningen i den tyske Gewerbesteuergesetz (lov

om erhvervsskat), hvorefter et hjemmehørende selskab hindres i i

det skattepligtige resultatet af sin erhvervsmæssige virksomhed at

fradrage »endelige« underskud af den art, der er nævnt i det første

spørgsmål, og som er oparbejdet af et fast driftssted, der er

beliggende i en anden medlemsstat?

3. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Kan der i

tilfælde af lukning af det faste driftssted, der er beliggende i en anden

medlemsstat, foreligge »endelige« underskud af den art, der er nævnt

i det første spørgsmål, når der er en i det mindste teoretisk mulighed

for, at selskabet på ny etablerer et fast driftssted i den pågældende

medlemsstat, i hvis overskud de tidligere underskud i givet fald kan

modregnes?

4. Såfremt det første og det tredje spørgsmål besvares bekræftende:

Kan også sådanne underskud af den art, der er nævnt i det første

spørgsmål, og som er oparbejdet af det faste driftssted, udgøre

»endelige« underskud, som moderselskabets hjemstedsstat skal tage

hensyn til, og som i henhold til lovgivningen i den stat, i hvilken det

faste driftssted er beliggende, mindst en gang kan fremføres til et

senere skatteår?

5. Såfremt det første og det tredje spørgsmål besvares bekræftende:

Er forpligtelsen til at tage hensyn til de grænseoverskridende

»endelige« underskud størrelsesmæssigt begrænset af de underskud,

som selskabet ville have kunnet gøre gældende i den pågældende stat,

hvori det faste driftssted er beliggende, hvis ikke den stat udelukkede

hensyntagen til underskuddet?

Hauptpersonalrat der Lehrerinnen und Lehrer

1. Skal artikel 88, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer

i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri

udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv

95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) fortolkes

således, at en bestemmelse for at være en mere specifik bestemmelse

for at sikre beskyttelse af rettighederne og frihedsrettighederne i

forbindelse med behandling af arbejdstageres personoplysninger i

ansættelsesforhold som omhandlet i artikel 88, stk. 1, i forordning

(EU) 2016/679 skal opfylde de krav, der stilles til sådanne

bestemmelser i henhold til artikel 88, stk. 2, i forordning (EU)

2016/679?

2. Kan en national bestemmelse, som åbenbart ikke opfylder kravene

i henhold til artikel 88, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske

personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om

fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv

95/46/EF, alligevel fortsat finde anvendelse?

Er artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF

af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med

tilrettelæggelse af arbejdstiden og artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske

Unions charter om grundlæggende rettigheder til hinder for at

anvende nationale bestemmelser som BGB’s § 194, stk. 1,

sammenholdt med BGB’s § 195, hvorefter retten til

årlig ferie er

underlagt en almindelig forældelsesfrist på tre år, der under de i

BGB’s § 199, stk. 1, nævnte forudsætninger begynder at løbe ved

udgangen af ferieåret, når arbejdsgiverenikke med passende

opfordringer og oplysninger faktisk har sørget for, at arbejdstageren

er i stand til at afholde sin ferie?

Bundesrepublik Deatschland m.fl.

1. Er den omstændighed, at en myndighed træffer afgørelse om indtil

videre at udsætte gennemførelsen af en afgørelse om overførsel

alene fordi det er faktisk (for tilfældet) er umuligt at gennemføre

overførsler som følge af Covid 19-pandemien, under en klage eller

indbringelse omfattet af anvendelsesområdet for Dublin III-

forordningens artikel 27, stk. 4?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Udløser en

sådan afgørelse om udsættelse en afbrydelse af fristen for overførsel

som omhandlet i Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 1?

3. Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende: Gælder dette

også, hvis en domstol før udbruddet af Covid 19-pandemien afslog

Justitsministeriet

Miljøministeriet

O-sag

22.09.22

Miljøministeriet

O-sag

Dom

22.09.22

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

O-sag

Dom

22.09.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 743: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 16/9.22

C-335/21

C-375/21

en anmodning fra asylansøgeren i henhold til Dublin III-

forordningens artikel 27, stk. 3, litra c), om at udsætte

gennemførelsen af afgørelsen om overførsel, indtil der foreligger et

resultat af vedkommendes klage eller indbringelse?

Vicente

1. Er direktiv 93/13 og princippet om dette direktivs effektivitet,

sammenholdt med adgangen til effektive retsmidler i chartrets artikel

47, til hinder for en forenklet procedure om en advokats salærkrav,

som ikke tillader, at retten undersøger ex officio, om kontraktvilkår,

der indgår i en aftale med en forbruger, eventuelt måtte være

urimelige, eftersom det ikke er foreskrevet, at retten skal gribe ind

på noget tidspunkt under sagen, medmindre klienten gør indsigelse

mod det nævnte krav, og en af parterne efterfølgende anlægger et

søgsmål til prøvelse af justitssekretærens endelige afgørelse?

2. Er direktiv 93/13 og princippet om dette direktivs effektivitet,

sammenholdt med adgangen til effektive retsmidler i chartrets artikel

47, til hinder for, at rettens eventuelle efterprøvelse af, om

kontraktvilkåret er urimeligt, ex officio eller på anmodning af en af

parterne i denne form for sag, som har en forenklet karakter,

foretages inden for rammerne af et fakultativt søgsmål til prøvelse af

en afgørelse, som er vedtaget af et ikke-retsligt organ, f.eks.

justitssekretæren, som i princippet udelukkende bør begrænse sig til

afgørelsens indhold, og som ikke tillader anden bevisførelse end den

dokumentation, som parterne allerede har fremlagt?

3. Skal et kontraktvilkår, der indgår i en aftale mellem en advokat og

en forbruger, såsom det i denne sag omtvistede, hvorefter der betales

salær i det specifikke tilfælde, hvor klienten frafalder søgsmålet inden

dets afgørelse eller indgår en aftale med den pågældende enhed uden

advokatfirmaets vidende eller i modstrid med sidstnævntes

rådgivning, anses for at være omfattet af bestemmelserne i artikel 4,

stk. 2, i direktiv 93/13, da der er tale om et kontraktvilkår om aftalens

hovedgenstand, i dette tilfælde prisen?

4. Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, kan det

pågældende kontraktvilkår, der fastsætter salæret gennem en

henvisning til takster fra et advokatsamfund, som fastlægger

forskellige regler, der skal anvendes i hvert enkelt tilfælde, og som

ikke blev nævnt i de forudgående oplysninger, da anses for at være

klart og forståeligt i overensstemmelse med artikel 4, stk. 2, i direktiv

93/13?

5. Såfremt det ovenstående spørgsmål besvares benægtende, kan

indsættelsen af et kontraktvilkår som det i denne sag omtvistede,

som fastsætter advokatens salær ved blot at henvise til takster fra et

advokatsamfund, som fastlægger forskellige regler, der skal anvendes

i hvert enkelt tilfælde, og som ikke blev nævnt i hverken det

kommercielle tilbud eller de forudgående oplysninger, i en aftale

mellem en advokat og en forbruger da anses for en urimelig

handelspraksis som omhandlet i direktiv 2005/29?

Sdruzhenie „Za Zemyata – dostap do pravosadie“ e.a.

1. Skal artikel 4, stk. 3, TEU sammenholdt med artikel 18 i direktiv

2010/75/EU samt artikel 13 og 23 i direktiv 2008/50/EF fortolkes

således, at den kompetente myndighed ved behandlingen af en

ansøgning om dispensation i henhold til artikel 15, stk. 4, i direktiv

2010/75/EU skal vurdere, om indrømmelse af dispensationen

under hensyntagen til alle relevante videnskabelige oplysninger om

miljøforurening, herunder foranstaltningerne inden for rammerne af

det relevante luftkvalitetsprogram i en given zone eller et givent

bymæssigt område som omhandlet i artikel 23 i direktiv

2008/50/EF, kan bringe overholdelsen af miljøkvalitetskravene i

fare?

2. Skal artikel 4, stk. 3, TEU sammenholdt med artikel 18 i direktiv

2010/75/EU samt artikel 13 og 23 i direktiv 2008/50/EF fortolkes

således, at den kompetente myndighed ved behandlingen af en

ansøgning om dispensation som omhandlet i artikel 15, stk. 4, i

direktiv 2010/75/EU skal undlade at fastsætte mindre strenge

emissionsgrænseværdier for luftforurenende stoffer fra et anlæg,

såfremt en sådan dispensation ville være i strid med de

foranstaltninger, der er fastlagt i det relevante luftkvalitetsprogram,

som er vedtaget i den givne zone eller det givne bymæssige område

som omhandlet i artikel 23 i direktiv 2008/50/EF, og kunne bringe

målsætningen om at holde perioden med overskridelse af

luftkvalitetsnormerne så kort som muligt i fare?

3. Skal artikel 4, stk. 3, TEU sammenholdt med artikel 18 i direktiv

2010/75/EU og artikel 13 i direktiv 2008/50/EF fortolkes således,

at den kompetente myndighed ved behandlingen af en ansøgning

om dispensation som omhandlet i artikel 15, stk. 4, i direktiv

2010/75/EU skal vurdere, om fastsættelsen af mindre strenge

Justitsministeriet

O-sag

Dom

22.09.22

Miljøministeriet

O-sag

22.09.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 743: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 16/9.22

C-395/21

emissionsgrænseværdier for luftforurenende stoffer fra et anlæg

under hensyntagen til alle relevante videnskabelige oplysninger om

miljøforurening, herunder den kumulative effekt med andre kilder

til det pågældende forurenende stof, vil bidrage til, at de relevante

luftkvalitetsnormer, der i henhold til artikel 13 i direktiv

2008/50/EF er fastlagt for en given zone eller et givent bymæssigt

område, overskrides, og om den i bekræftende fald skal undlade at

give den dispensation, som ville true opfyldelsen af

miljøkvalitetskravene?

D.V.

Sagen vedrører:

1. Skal artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 fortolkes således, at udtrykket

»aftalens hovedgenstand« omfatter et vilkår

–

der ikke har været

genstand for individuel forhandling, og som er en del af en kontrakt

vedrørende juridiske tjenesteydelser, der er indgået mellem en

erhvervsdrivende (en advokat) og en forbruger

–

vedrørende

vederlag og måden, hvorpå dette skal beregnes?

2. Skal henvisningen i artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13, hvorefter

kontraktvilkår skal affattes klart og forståeligt, fortolkes således, at

det er tilstrækkeligt, at der i kontraktens betalingsvilkår (hvorefter

der skal ske betaling for de faktisk udførte ydelser på grundlag af

timesats) henvises til størrelsen af den timesats, der skal betales til

advokaten?

3. Såfremt det andet spørgsmål besvares benægtende: Skal kravet om

gennemsigtighed fortolkes således, at det omfatter en forpligtelse for

advokaten til i kontrakten at anføre vederlaget for de ydelser, der på

forhånd klart kan defineres og fastsættes, eller skal kontrakten tillige

indeholde en vejledende oversigt over vederlag for ydelser (dvs. et

foreløbigt budget for udførelsen af de juridiske tjenesteydelser), hvis

det er muligt at forudsige antallet (eller varigheden) af de enkelte

ydelser og vederlaget for disse, når en kontrakt indgås og de

potentielle risici, der kan medføre en forøgelse eller nedsættelse af

omkostningerne, er angivet? Er det relevant, når det skal vurderes,

om et kontraktvilkår vedrørende betaling opfylder kravet om

gennemsigtighed, om forbrugeren på passende måde oplyses om

vederlaget for juridiske tjenesteydelser og om måden, hvorpå

vederlaget beregnes, eller skal oplysningerne fremgå af selve

kontrakten vedrørende juridiske tjenesteydelser? Kan manglende

oplysninger forud for kontraktindgåelsen afhjælpes gennem

oplysninger i forbindelse med opfyldelsen af kontrakten? Har det

betydning for vurderingen af, om kontraktvilkåret opfylder kravet

om gennemsigtighed, at det det endelige vederlag for juridiske

tjenesteydelser først bliver afklaret, når ydelserne er præsteret? Er

det relevant, når det skal vurderes, om et kontraktvilkår vedrørende

betaling opfylder kravet om gennemsigtighed, at kontrakten ikke

foreskriver regelmæssige opgørelser fra advokatens side over udførte

ydelser eller regelmæssige opkrævninger over for forbrugeren,

hvorved denne har mulighed for i tide at bringe ydelserne til ophør

eller at opnå en ændring af det i kontrakten fastsatte vederlag?

4. Hvis den nationale ret finder, at kontraktvilkåret, hvorefter

betalingen for de leverede ydelser beregnes med udgangspunkt i en

timesats, ikke er affattet klart og forståeligt, som foreskrevet i artikel

4, stk. 2, i direktiv 93/13, skal retten da vurdere, om kontraktvilkåret

er urimeligt i medfør af direktivets artikel 3, stk. 1 (dvs. skal retten i

forbindelse med vurderingen af, om kontraktvilkåret må anses for at

være urimeligt, afgøre, om vilkåret bevirker en »betydelig skævhed«

i parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen til skade for

forbrugeren), eller medfører det blotte forhold, at betalingsvilkåret,

der vedrører væsentlige oplysninger i henhold til kontrakten, ikke

opfylder kravet om gennemsigtighed, at vilkåret skal anses for at

være urimeligt?

5. Medfører det forhold, at kontrakten vedrørende juridiske

tjenesteydelser ikke binder forbrugeren som angivet i artikel 6, stk.

1, i direktiv 93/13, når kontraktvilkåret vedrørende betaling er

fundet urimeligt, at der er behov for at genoprette den situation, som

forbrugeren ville have befundet sig i, hvis det urimelige vilkår ikke

havde været en del af aftalen? Vil genoprettelsen af en sådan

situation medføre, at forbrugeren ikke er forpligtet til at betale for

de ydelser, der allerede er leveret?

6. Ville det, hvis karakteren af en kontrakt, hvorefter der allerede er

sket levering af ydelser mod et vederlag, medfører, at det ikke er

muligt at genoprette den situation, som forbrugeren ville have

befundet sig i, hvis det urimelige vilkår ikke havde været en del af

aftalen (ydelserne er allerede leveret), være i strid med formålet med

artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 at fastsætte et vederlag for de ydelser,

der er leveret [af] advokaten? Såfremt dette spørgsmål besvares

Justitsministeriet

O-sag

22.09.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 743: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 16/9.22

T-627/20

T-174/21

C-649/20 P

C-658/20 P

C-662/20 P

C-235/21

benægtende, ville den rette balance, hvorved der opnås ligevægt

mellem kontraktens parter, da kunne opnås: (i) hvis advokaten opnår

betaling for de leverede ydelser på grundlag af den timesats, der er

angivet i kontrakten; (ii) hvis advokaten opnår betaling i form af

minimumsvederlaget for juridiske tjenesteydelser (f.eks. i henhold til

det udgangspunkt, der er fastsat gennem en national retlig

foranstaltning i form af vejledende maksimumssatser for vederlag i

forbindelse med advokaters ydelser); (iii) hvis advokaten opnår

betaling af et rimeligt beløb for ydelserne på grundlag af rettens

vurdering under hensyntagen til

sagens kompleksitet, advokatens kvalifikationer og erfaring,

klientens økonomiske forhold og andre relevante omstændigheder?

LAICO mod Rådet

Påstande:

—

Rådets gennemførelsesafgørelse (FUSP) 2020/1137 af 30. juli

2020 om gennemførelse af afgørelse (FUSP) 2015/1333 om

restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen

annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgerens navn på listen

over enheder i bilag IV til Rådets afgørelse (FUSP) 2015/1333 af 31.

juli 2015 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen

i Libyen og om ophævelse af afgørelse 2011/137/FUSP.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2020/1130 af 30. juli

2020 om gennemførelse af artikel 21, stk. 2, i forordning (EU)

2016/44 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen

i Libyen og om ændring af bilag III til Rådets forordning (EU)

2016/44 af 18. januar 2016 om restriktive foranstaltninger på

baggrund af situationen i Libyen og om ophævelse af forordning

(EU) nr. 204/2011 annulleres, for så vidt som den fastholder

sagsøgerens navn på listen over enheder i bilag III til forordning

(EU) 2016/44.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsøgerens sagsomkostninger og andre

omkostninger, der er afholdt i forbindelse med dette søgsmål.

Agrofert mod Parlamentet

Påstande:

—

Sagen antages til realitetsbehandling, og der gives sagsøgeren

medhold.

—

Europa-Parlamentets afgørelse af 15. januar 2021 A

(2019) 8551 C (D 300153), hvorved sagsøgeren fik afslag på

aktindsigt i de dokumenter, for hvilke der var begæret aktindsigt i

henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.

1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets,

Rådets og Kommissionens dokumenter, annulleres.

—

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Retten træffer enhver foranstaltning, den måtte finde nødvendig.

Kongeriget Spanien m.fl. mod Europa-Kommissionen

Påstande:

—

Rettens dom af 23. september 2020, Kongeriget Spanien m.fl.

mod Kommissionen, forenede sager T-515/13 RENV og T-719/13

RENV, EU:T:2020:434, ophæves.

—

Kommissionens afgørelse

2014/200/EU af 17. juli 2013 om Spaniens støtteordning SA.21233

c/11 (ex NN/11, ex CP 137/06)

—

Skatteordning for finansielle

leasingaftaler,

også

kendt

som

den

spanske

leasingbeskatningsordning, annulleres.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

RAIFFEISEN LEASING.

Sagen vedrører:

1. Kan en skriftlig aftale kun anses for en faktura som omhandlet i

momsdirektivets artikel 203, såfremt den indeholder alle de

oplysninger, som skal anføres på en faktura i henhold til

momsdirektivets kapitel 3 (»Fakturering«)? Eller, såfremt

spørgsmålet besvares benægtende:

2. På grundlag af hvilke oplysninger eller under hvilke

omstændigheder kan en skriftlig aftale i alle tilfælde anses for (også)

at være en faktura, som udløser pligten til at indbetale momsen i

henhold til momsdirektivets artikel 203?

Eller nærmere bestemt:

3. Kan en skriftlig aftale, som to momspligtige personer indgår

vedrørende en levering af varer eller ydelser, anses for en faktura

som omhandlet i momsdirektivets artikel 203, såfremt der af denne

aftale fremgår et udtrykkeligt og objektivt genkendeligt ønske fra

leverandørens side, i dennes egenskab af aftalepart, om at udstede

en faktura for en specifik transaktion, hvoraf kunden kan udlede en

begrundet formodning om på grundlag af aftalen at kunne fradrage

den indgående moms?

Udenrigsministeriet

O-sag

Dom

28.09.22

Miljøministeriet

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

Dom

28.09.22

Skatteministeriet

O-sag

29.09.22

Skatteministeriet

O-sag

Dom

29.09.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 743: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 16/9.22

C-394/21

C-524/21

og C-

525/21

Bursa Româna de Marfuri

Sagen vedrører:

1) Er Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/943 af

5. juni 2019 om det indre marked for elektricitet, navnlig artikel 1,

litra b), og artikel 3, henset til bestemmelserne i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/944 af 5. juni 2019 om

fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ændring af

direktiv 2012/27/EU, fra sin ikrafttræden til hinder for, at en

medlemsstat fortsat tildeler én enkelt licens til organisation og drift

af centrale energimarkeder? Er den rumænske stat fra den 1. januar

2020 forpligtet til at spærre et eksisterende monopol på driften af

elektricitetsmarkedet?

2) Omfatter det personelle anvendelsesområde for principperne om

fri konkurrence i forordning (EU) 2019/943, navnlig artikel 1, litra

b) og c), og artikel 3, operatøren af et elektricitetsmarked som en

varebørs? Har det nogen betydning for besvarelsen, om definitionen

af elektricitetsmarkedet i artikel 2, nr. 40), i forordning (EU)

2019/943 henviser til definitionen af elektricitetsmarkedet i artikel

2, nr. 9), i direktiv 2019/944?

3) Skal en medlemsstats tildeling af en enkelt licens til drift af

elektricitetsmarkedet

anses

for

udgøre

konkurrencebegrænsning som omhandlet i artikel 101 TEUF og 102

TEUF, sammenholdt med artikel 4, stk. 3, TEU og artikel 106, stk.

1, TEUF?

Agentia Judeteana de Ocupare a Fortei de Munca Ilfov m.fl.

Sagen vedrører:

1) Er bestemmelserne i artikel 1, stk. 1, og artikel 2, stk. 1, i direktiv

2008/94 med hensyn til det selvstændige begreb »insolvent« til

hinder for en national lovgivning til gennemførelse af direktivet

artikel 15, stk. 1 og 2, i Legea nr. 200/2006 privind constituirea .i

utilizarea Fondului de garantare pentru plata crean.elor salariale (lov

nr. 200/2006 om oprettelse og anvendelse af garantifonden for

betaling af løntilgodehavender), sammenholdt med artikel 7 i

Normele metodologice de aplicare a Legii nr. 200/2006

(gennemførelsesbestemmelserne til lov nr. 200/2006)

–

som

fortolket af Înalta Curte de Casa.ie .i Justi.ie

–

Completul pentru

dezlegarea unor chestiuni de drept (kassationsdomstol

–

afdelingen

med kompetence til besvarelse af retlige spørgsmål) ved afgørelse nr.

16/2018, hvorefter den periode på 3 måneder, for hvilken

garantifonden kan dække og udbetale den insolvente arbejdsgivers

skyldige løntilgodehavender, udelukkende vedrører datoen for

indledningen af insolvensbehandlingen?

2) Er bestemmelserne i artikel 3 [andet afsnit] og artikel 4, stk. 2, i

direktiv 2008/94 til hinder for artikel 15, stk. 1 og 2, i lov nr.

200/2006 om oprettelse og anvendelse af garantifonden for betaling

af løntilgodehavender som fortolket af Curte de Casa.ie .i Justi.ie

–

Completul pentru dezlegarea unor chestiuni de drept ved afgørelse

nr. 16/2018, hvorefter den maksimale periode på tre måneder for

hvilken garantifonden kan dække den insolvente arbejdsgivers

skyldige løntilgodehavender, ligger i referenceintervallet mellem de

3 måneder umiddelbart forud for indledningen af

insolvensbehandlingen og de 3 måneder umiddelbart efter

indledningen af insolvensbehandlingen?

3) Er en national administrativ praksis, hvorved der på grundlag af

en afgørelse truffet af Curtea de Conturi (revisionsret) og i mangel

af en specifik national lovgivning, der forpligter arbejdstageren til

tilbagebetaling, iværksættes tilbagesøgning hos arbejdstageren af

beløb, der angiveligt er betalt for perioder, der ikke er omfattet af

lovgivningen, eller som er blevet gjort gældende efter udløbet af den

lovbestemte forældelsesfrist, i overensstemmelse med det sociale

formål med direktiv 2008/94 og med bestemmelserne i direktivets

artikel 12, litra a)?

4) Ved fortolkningen af begrebet »misbrug« i artikel 12, litra a), i

direktiv 2008/94 udgør det forhold, at der med det erklærede formål

at overholde den almindelige forældelsesfrist hos arbejdstageren

iværksættes tilbagesøgning af de lønrettigheder, som fonden har

betalt gennem kurator, da en tilstrækkelig objektiv begrundelse?

5) Er det foreneligt med direktivets bestemmelser og formål at

fortolke og anvende en national forvaltningspraksis, hvorefter

løntilgodehavender, som kræves tilbagebetalt af arbejdstagerne,

sidestilles med et skattetilgodehavende, der tilskrives renter og

morarenter?

Klima-, Energi-, og

Forsyningsministeriet

O-sag

29.09.22

Beskæftigelsesministeriet

O-sag

29.09.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 743: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 16/9.22

C-555/21

T-214/21

C-268/21

C-300/21

C-339/21

UniCredit Bank Austria

Sagen vedrører:

Skal artikel 25, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2014/17/EU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i

forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv

2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010

fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, der

i en situation, hvor kredittageren udøver sin ret til helt eller delvis at

indfrikreditbeløbet før udløbet af den aftalte periode, bestemmer, at

de renter, som kredittageren skal betale, og de omkostninger, som

afhænger af løbetiden, nedsættes forholdsmæssigt, mens der ikke

gælder en tilsvarende regel for de løbetidsuafhængige omkostninger?

Múka mod Kommissionen

Europa-Kommissionens afgørelse nr. C(2021) 1320 final af 21.

februar 2021 og afgørelse nr. COMP/B2/JP *Gestdem 2020/5901

af 27. oktober 2020 om afslag på sagsøgerens begæring om

aktindsigt af 17. september 2020 og på den genfremsatte begæring

af 12. november 2020, jf. forordning (EF) nr. 1049/2001, annulleres.

Europa-Kommissionen tilpligtes at udlevere alle de oplysninger og

dokumenter, der er anmodet om i begæringen af 17. september

2020, til sagsøgeren inden for 30 dage efter, at dommen har fået

retskraft.

Europa-Kommissionen tilpligtes at bære sine egne omkostninger og

at betale sagsøgerens omkostninger inden for 30 dage efter, at

dommen har fået retskraft.

Norra Stockholm Bygg

Sagen vedrører:

1. Stiller databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 3 og 4, også

krav til national processuel lovgivning om editionspligt?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, indebærer

databeskyttelsesforordningen da, at der ved bedømmelse af

spørgsmålet, om der skal træffes bestemmelse om edition af et

dokument, der indeholder personoplysninger, også skal tages hensyn

til de registreredes interesser? Stiller EU-retten i dette tilfælde nogen

krav til den måde, hvorpå denne bedømmelse nærmere skal

foretages?

Österreichische Post

Sagen vedrører:

1. Er det en forudsætning for at kunne tilkende erstatning i henhold

til artikel 82 i den generelle forordning om databeskyttelse (Europa-

Parlamentets og Rådets forordning [EU] 2016/679 [org. s. 2] af 27.

april 2016 om beskyttelse af fysiskepersoner i forbindelse med

behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne

oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF [generel

forordning om databeskyttelse]) at det ud over at det fastslås, at

bestemmelser i den generelle forordning om databeskyttelse er

overtrådt, også konstateres, at sagsøgeren har lidt en skade, eller er

selve overtrædelsen af bestemmelser i den generelle forordning om

databeskyttelse nok til at kunne tilkende en erstatning?

2. Opstiller EU-retten for så vidt angår fastsættelse af erstatningen

også andre bestemmelser end effektivitetsprincippet og

ækvivalensprincippet?

3. Er det foreneligt med EU-retten at lægge til grund, at det er en

forudsætning for at tilkende erstatning for immateriel skade, at en

konsekvens eller følge af overtrædelsen i det mindste har en vis

betydning, der går videre end den vrede, som overtrædelsen har

udløst?

Colt Technology Services e.a.

Sagen vedrører:

Er artikel 18 TEUF, 26 TEUF, 49 TEUF, 54 TEUF og 55 TEUF,

artikel 3 og 13 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)

2018/1972 af 11. december 2018 samt artikel 16 og 52 i Den

Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder til hinder

for en national lovgivning, der i forbindelse med, at de

administrative myndigheder bemyndiges til at fastsætte

telekommunikationsoperatørernes godtgørelse for aflytning af

telekommunikation, som under forsyningspligt udføres efter

anmodning fra de judicielle myndigheder, ikke bestemmer, at

princippet om fuldstændig refusion af de omkostninger, som

operatørerne konkret har afholdt og på behørig vis har

dokumenteret i relation til disse aktiviteter, skal overholdes, og

endvidere pålægger de administrative myndigheder at opnå en

omkostningsbesparelse i forhold til de tidligere kriterier for

fastsættelse af godtgørelsen?

Justitsministeriet

O-sag

29.09.22

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

Dom

05.10.22

Justitsministeriet

Miljøministeriet

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

06.10.22

Justitsministeriet

Miljøministeriet

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

Klima-, Energi-, og

Forsyningsministeriet

O-sag

06.10.22

Justitsministeriet

F-sag

06.10.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 743: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 16/9.22

C-438/21 P

C-439/21 P

C-440/21 P

Pharmaceutical Works Polpharma mod EMA (appel)

Påstande:

—Den

appellerede dom ophæves.

—Frifindelse

i søgsmålet anlagt i første instans.

—Pharmaceutical

Works Polpharma S.A. tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

Sundhedsministeriet

Lægemiddelstyrelsen

O-sag

06.10.22