EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 723: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-22

Europaudvalget 2021-22
EUU Alm.del Bilag 723
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 E-mail:

[email protected]

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

1. september 2022

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger i

retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat

procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse af

generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den danske

regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af dom.

Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens

hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-624/20

Titel og kort sagsresumé

Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid

Emne:

Fortolkningen af TEUF artikel 20 og nærmere bestemt karakteren af den

opholdsret, som en tredjelandsstatsborger på baggrund af denne

bestemmelse i helt særlige situationer kan aflede af en unionsborger i

dennes egen medlemsstat (Zambrano-doktrinen)

Spørgsmål:

1. Har medlemsstaterne kompetence til at bestemme, om opholdsretten

på grundlag af artikel 20 TEUF i sig selv er af midlertidig eller ikke-

midlertidig karakter, eller skal dette afgøres efter EU-retten?

2. Såfremt en EU-retlig fortolkning skal finde anvendelse, er der [da] ved

anvendelsen af direktiv 2003/109/EF forskel på de forskellige

opholdsrettigheder på grundlag af afhængighedsforhold, der tilkommer

tredjelandsstatsborgere på grundlag af EU-retten, herunder den

opholdsret på grund af et afhængighedsforhold, der tilkendes et

familiemedlem til en unionsborger på grundlag af [direktiv

2004/38/EF], og opholdsretten på grundlag af artikel 20 TEUF?

3. Er opholdsretten på grundlag af artikel 20 TEUF, som efter sin art er

afhængig af, at der består et afhængighedsforhold mellem

tredjelandsstatsborgeren og unionsborgeren og således af begrænset

varighed, af midlertidig karakter?

4. Såfremt opholdsretten på grundlag af artikel 20 TEUF er midlertidig,

skal direktivets artikel 3, stk. 2, litra e), [da] fortolkes således, at denne

bestemmelse er til hinder for en national ordning, hvorefter kun

indehavere af nationale opholdstilladelser er udelukket fra at erhverve

status som fastboende udlænding som omhandlet i direktivet?

Udlændingenævnet

Emne:

Spørgsmål:

1. Er "stand still"-klausulen i artikel 13 i afgørelse nr. 1/80 til hinder for

indførelsen og anvendelsen af en national regel, hvorefter der som

betingelse for ægtefællesammenføring - medmindre der i det konkrete

tilfælde foreligger ganske særlige omstændigheder - stilles et krav om

bestået sprogprøve i værtsmedlemsstatens officielle sprog til den

ægtefælle/samlever, der som tyrkisk arbejdstager i den pågældende EU-

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Proces-

skridt

Dom

Dato

07.09.22

C-279/21

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Udlændingenævnet

Kammeradvokaten

08.09.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 723: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-22

T-77/20

medlemsstat er omfattet af Associeringsaftalen og afgørelse nr. 1/80, i

en situation som i hovedsagen, hvor den tyrkiske arbejdstager har opnået

ret til tidsubegrænset ophold i den pågældende EU-medlemsstat efter

tidligere gældende regler, der ikke indeholdt krav om bestået prøve i den

pågældende medlemsstats sprog for opnåelse heraf?

2. Omfatter det specifikke diskriminationsforbud i artikel 10, stk. 1, i

afgørelse nr. 1/80 en national regel, hvorefter der som betingelse for

ægtefællesammenføring - medmindre der i det konkrete tilfælde

foreligger ganske særlige omstændigheder - stilles et krav om bestået

sprogprøve i værtsmedlemsstatens officielle sprog til den

ægtefælle/samlever, der som tyrkisk arbejdstager i den pågældende EU-

medlemsstat er omfattet af Associeringsaftalen og afgørelse nr. 1/80, i

en situation som i hovedsagen, hvor den tyrkiske arbejdstager har opnået

ret til tidsubegrænset ophold i den pågældende EU-medlemsstat efter

tidligere gældende regler, der ikke indeholdt krav om bestået prøve i den

pågældende medlemsstats sprog for opnåelse heraf?

3. Såfremt spørgsmål 2 besvares benægtende, er det generelle

diskriminationsforbud i artikel 9 i Associeringsaftalen da til hinder for en

national regel som den nævnte i en situation som i hovedsagen, hvor den

tyrkiske arbejdstager har opnået ret til tidsubegrænset ophold i den

pågældende EU-medlemsstat efter tidligere gældende regler, der ikke

indeholdt krav om bestået sprogprøve i værtsmedlemsstatens officielle

sprog for opnåelse heraf, når et sådant krav ikke stilles til statsborgere i

den pågældende nordiske medlemsstat (konkret Danmark) og i de andre

nordiske lande samt andre, som er statsborgere i et EU-land (og dermed

ikke til EU/EØS-statsborgere)?

4. Såfremt spørgsmål 3 besvares bekræftende, spørges, om det generelle

diskriminationsforbud i artikel 9 i Associeringsaftalen kan påberåbes

direkte ved nationale domstole?

Ascenza Agro og Afrasa mod Kommissionen

Emne:

Forbud mod skadelige pesticider i Danmark

Påstande:

—

Sagen antages til realitetsbehandling og sagsøgerne gives medhold.

—

Den anfægtede retsakt annulleres.

—Europa-Kommissionen

tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Miljøministeriet

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

08.09.22

C-321/21 P

Ryanair mod Kommissionen

Emne:

Den danske stats kompensation for skade som følge af COVID-19

udbruddet til SAS (statsstøtte)

Påstande:

—

Europa-Kommissionens afgørelse (EU) af 15. april 2020 om

statsstøtte SA.56795 annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Minister for Justice and Equality

Emne:

Opholdsdirektivet og begrebet „hører til unionsborgerens hustand“

Spørgsmål:

1) Kan begrebet »hører til [e]n unionsborgers husstand«, som er anvendt

i artikel 3 i direktiv 2004/38/EF, anses for at finde universel anvendelse

i hele EU-retten, og hvorledes skal det i bekræftende fald defineres?

2) Hvilke kriterier skal nationale retter i benægtende fald lægge til grund

ved bedømmelsen af beviser, således at nationale retter med

udgangspunkt i en række faste kriterier kan træffe afgørelse om, hvorvidt

en person hører til eller ikke hører til en unionsborgers husstand med

henblik på retten til fri bevægelighed?

UFC

–

Que choisir et CLCV

Emne:

Sagen vedrører:

–

Skal artikel 12 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 25.

november 2015 om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer

fortolkes således, at denne bestemmelse pålægger en arrangør af en

pakkerejse i tilfælde af opsigelse af aftalen at yde refusion i form af et

pengebeløb af alle de betalinger, der er foretaget i forbindelse med

pakkerejsen, eller således, at den tillader en tilsvarende refusion, navnlig

i form af et tilgodehavende, der svarer til beløbet af de foretagne

betalinger?

–

I tilfælde af, at refusion skal forstås som tilbagebetaling af et

pengebeløb, kan den sundhedskrise, der er forbundet med covid-19-

epidemien og konsekvenserne heraf for rejsearrangørerne, som på grund

af denne krise har oplevet en anslået nedgang i omsætningen på mellem

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Erhvervsministeriet

Finansministeriet

Kammeradvokaten

14.09.22

C-22/21

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Til orientering:

Social- og Ældreministeriet

Dom

15.09.22

C-407/21

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Erhvervsministeriet

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

15.09.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 723: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-22

T-868/19

50 og 80%, og som repræsenterer mere end 7% af Frankrigs

bruttonationalprodukt, og som for så vidt angår pakkerejsearrangørerne

beskæftiger 30 000 personer i Frankrig med en omsætning på næsten 11

mia. EUR, begrunde og givet fald, under hvilke betingelser og med hvilke

begrænsninger, en midlertidig undtagelse fra forpligtelsen for arrangøren

til at yde den rejsende fuld refusion af de betalinger, der er foretaget i

forbindelse med pakkerejsen, inden for fristen på 14 dage efter, at der et

givet meddelelse om opsigelsen af aftalen, som fastsat i artikel 12, stk. 4

i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 25. november 2015 om

pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer?

–

I tilfælde af, at det foregående spørgsmål besvares benægtende, er det

under de ovenfor anførte omstændigheder da muligt at tilpasse de

tidsmæssige virkninger af en afgørelse, som annullerer en national

retsakt, der er i strid med artikel 12, stk. 4, i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv af 25. november 2015 om pakkerejser og sammensatte

rejsearrangementer?

Nouryon Industrial Chemicals m.fl. mod Kommissionen

Emne:

REACH-forordningen

annullation

Kommissionens

gennemførelsesafgørelse af 16. oktober 2019 om kontrollen af en

registrering af dimethylether, forelagt Kommissionen af Det Europæiske

Kemikalieagentur.

Påstande:

—Sagen

antages til realitetsbehandling og sagsøgerne gives medhold.

—Den

anfægtede afgørelse annulleres i sin helhed.

—Europa-Kommissionen

tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—Der

træffes sådanne andre eller yderligere foranstaltninger, som måtte

være retligt påkrævede.

SpaceNet m.fl. (logning)

Emne:

De EU-retlige rammer for at pålægge teleudbydere at lagre trafik- og

lokaliseringsdata til brug for bl.a. bekæmpelse af kriminalitet (logning)

Spørgsmål:

Skal artikel 15 i direktiv 2002/58/EF i lyset af artikel 7, 8 og 11 samt

artikel 52, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende

rettigheder på den ene side og artikel 6 i Den Europæiske Unions charter

om grundlæggende rettigheder og artikel 4 i traktaten om Den

Europæiske Union på den anden side fortolkes således, at den er til

hinder for en national bestemmelse, som forpligter udbyderne af

offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester til at lagre

trafik og lokaliseringsdata for slutbrugerne af disse tjenester, når

–

denne forpligtelse ikke forudsætter nogen specifik anledning i lokal,

tidsmæssig eller geografisk henseende

–

genstanden for pligten til at lagre data i forbindelse med levering af

offentligt tilgængelige telefontjenester

–

herunder formidling af sms-,

multimedie- eller lignende beskeder samt ubesvarede eller forgæves

opkald

–

er følgende data:

–

telefonnummeret eller en anden identitet for den, der ringer op, og den

forbindelse, der ringes til, samt ved om- og viderestilling enhver anden

involveret forbindelse

–

dato og klokkeslæt for begyndelse og afslutning af forbindelsen

henholdsvis

–

i forbindelse med formidling af sms-, multimedie- eller

lignende beskeder

–

tidspunkterne for afsendelse og modtagelse af

beskeden med angivelse af den anvendte tidszone

[…]

–

der er sikret en effektiv beskyttelse af de lagrede data mod risici for

misbrug samt mod enhver uberettiget adgang, og

–

de lagrede data kun må anvendes til at forfølge særligt grove

straffelovsovertrædelser og til at afværge en konkret fare for en persons

liv og helbred eller frihed eller for forbundsstatens eller en delstats

beståen, med undtagelse af den internetprotokoladresse, som er tildelt

abonnenten til en internetbenyttelse, og som det er tilladt at anvende i

forbindelse med en stamdataoplysning (»Bestandsdatenauskunft«) med

henblik på forfølgelse af enhver form for strafbare handlinger, for at

afværge en fare for den offentlige sikkerhed og orden samt for at opfylde

efterretningstjenesternes opgaver?

VD m.fl.

Emne:

Fortolkning af EU-retigle bestemmelser om markedsmisbrug og

foreneligheden heraf med kravene til beskyttelse af personoplysninger

Spørgsmål:

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Miljøministeriet

Miljøstyrelsen

15.09.22

C-793/19 og

C-794/19

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Dom

20.09.22

C-339/20 og

C-397/20

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Dom

20.09.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 723: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-22

1) Indebærer artikel 12, stk. 2, litra a) og d), i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2003/6/EF af 28. januar 2003 om insiderhandel og

kursmanipulation, samt artikel 23, stk. 2, litra g) og h), i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014

om markedsmisbrug, som erstattede det første direktiv fra den 3. juli

2016, sammenholdt med 65. betragtning til denne forordning, henset til

den skjulte karakter af de udvekslede oplysninger og til den generelle

karakter af den offentlighed, der kan omhandles, mulighed for den

nationale lovgiver for at pålægge operatører af elektroniske

kommunikationer en midlertidig, men generel lagring af forbindelsesdata

for at gøre det muligt for den administrative myndighed, der er nævnt i

direktivets artikel 11 og i forordningens artikel 22, når der foreligger

grund til at mistænke visse personer for at være involveret i insiderhandel

eller kursmanipulation, af operatøren at kræve at få udleveret

fortegnelser over datatrafik i de tilfælde, hvor der er begrundet mistanke

om, at disse fortegnelser, som har sammenhæng med genstanden

forundersøgelsen, kan vise sig at være relevante med henblik på at bevise,

at der foreligger en tilsidesættelse, ved bl.a. at gøre det muligt at spore de

kontakter, som der har været mellem de berørte inden at der opstod en

mistanke?

2) I tilfælde af, at Domstolens svar medfører, at Cour de cassation

(kassationsdomstol) finder, at den franske lovgivning om lagring af

forbindelsesdata ikke er i overensstemmelse med EU-retten, vil

retsvirkningerne af denne lovgivning da kunne opretholdes midlertidigt

for at undgå en retlig usikkerhed og for at gøre det muligt, at de tidligere

indsamlede og lagrede data anvendes til et af de formål, der er omhandlet

i denne lovgivning?

3) Kan en national ret midlertidigt opretholde retsvirkningerne af en

lovgivning, som gør det mulig for ansatte hos en uafhængig

administrativ myndighed, der har til formål at lede undersøgelser på

området for markedsmisbrug, uden forudgående kontrol foretaget af en

ret eller af en anden uafhængig administrativ myndighed at få tilsendt

forbindelsesdata?

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 723: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-22

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Forkortelser i sagstypekolonnen:

O-sag = Sagen følges til orientering

F-sag = Sagen følges med henblik på eventuel afgivelse af mundtligt indlæg

Sagsnr.

C-391/20

Titel og kort sagsresumé

Boriss Cilevics e.a.

Spørgsmål:

1.1. Udgør en lovgivning som den i hovedsagen omtvistede en

restriktion for etableringsfriheden, der er sikret ved artikel 49 i

traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, eller

subsidiært for den frie udveksling af tjenesteydelser, der er sikret

ved [den nævnte traktats] artikel 56, og for friheden til at oprette og

drive egen virksomhed, der er anerkendt i artikel 16 i Den

Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder?

1.2. Hvilke betragtninger skal der tages hensyn til ved

bedømmelsen af om en sådan lovgivning er begrundet, egnet og

forholdsmæssig i forhold til dens lovlige formål om beskyttelse af

det officielle sprog som et udtryk for national identitet?

JCDecaux Street Furniture Belgium mod Kommissionen

Påstande:

—Annullation

af den anfægtede afgørelses artikel 1, for så vidt som

det heri fastslås, at der foreligger uforenelig statsstøtte til fordel for

JCDecaux i forbindelse med gennemførelsen af aftalen fra 1984, og

af afgørelsens artikel 2-4, for så vidt som det herved pålægges den

belgiske stat at foretage tilbagesøgning heraf hos JCDecaux.

—Europa-Kommissionen

tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Grækenland mod Kommissionen

Påstande:

—

Den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som visse

udgifter fra Den Hellenske Republik til et samlet nettobeløb på 9

590 402,53 EUR, der i regnskabsårene 2011-2018 blev afholdt og

anmeldt inden for rammerne af ELFUL vedrørende

foranstaltningerne

123A,

125A,

321

322

programmeringsperioden 2007-2013 og foranstaltningerne 4.2, 4.3,

7.2 og 7.4 i programmeringsperioden 2014-2020, blev udelukket fra

EU-finansiering.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

DD mod FRA

Påstande:

— Annullation af afgørelsen fra FRA’s direktør af 11. november

2019 om pålæggelse af den disciplinære sanktion fjernelse fra

tjenesten med virkning fra den 15. november 2019.

—

fornødent annullation af afgørelsen fra FRA’s direktør af

15. april 2020, der blev modtaget samme dag, om afslag på den

klage over ovennævnte afgørelse, som sagsøgeren indgav den 16.

december 2019.

—

FRA tilpligtes at betale erstatning for det af sagsøgeren lidte

økonomiske og ikke-økonomiske tab.

—

FRA tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Slovakiet mod Kommissionen

Påstande:

—

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1734 af

18. november 2020 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse

udgifter, som medlemsstaterne har afholdt inden for rammerne af

Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den

Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne

(ELFUL) (1), annulleres, for så vidt som Den Slovakiske Republik

blev pålagt en finansiel korrektion vedrørende foranstaltningen

»Afkoblet direkte støtte« for regnskabsåret 2016 (svarende til

ansøgningsårene 2013 og 2014) for i alt 19 656 905,11 EUR.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Stowarzyszenie chłodnictwa klimatyzacji i pomp ciepła mod

Kommissionen

Påstande:

—

Europa-Kommissionens afgørelse meddelt den 15. december

2020 om fastlæggelse af den mængde kvoter, som tildeles

sagsøgeren i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) nr. 517/2014 af 16. april 2014 om fluorholdige

drivhusgasser og om ophævelse af forordning (EF) nr. 842/2006

(1), annulleres, for så vidt som Kommissionen har foretaget en

Interessent

Justitsministeriet

Sags-

type

O-sag

Proces

-skridt

Dom

Dato

07.09.22

T-642/19

Energistyrelsen

O-sag

Dom

07.09.22

T-217/20

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

Dom

07.09.22

T-470/20

Miljøministeriet

O-sag

Dom

07.09.22

T-40/21

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

Dom

07.09.22

T-123/21

Miljøministeriet

O-sag

Dom

07.09.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 723: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-22

T-217/21

nedsættelse af kvoterne på grundlag af denne forordnings artikel

25.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

AB mod eu-LISA

Påstande:

—

Søgsmålet antages til realitetsbehandling.

—

De anfægtede foranstaltninger annulleres.

—

Den Europæiske Unions Agentur for den Operationelle

Forvaltning af Store IT-systemer inden for Området med Frihed,

Sikkerhed og Retfærdighed tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Saure mod Kommissionen

Påstande:

—Kommissionens

afgørelse om afslag på den af sagsøgeren

fremsatte begæring om aktindsigt i Kommissionens dokumenter af

2. juni 2021 ved udstedelse af kopier af Kommissionens samlede

kommunikation

a) med firmaet BioNTech SE,

b) med Bundeskanzleramt Deutschland vedrørende firmaet

BioNTech SE og dets produkter,

c) med Bundesministerium der Gesundheit vedrørende indkøbet af

vacciner til bekæmpelse af covid-19-pandemien, fra den 1. april

2020 og navnlig vedrørende mængden af de af BioNTech

tilbudtevacciner og leveringstiden herfor annulleres, for så vidt som

sagsøgeren fik afslag eller delvist afslag på aktindsigt.

—Kommissionen

tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Saure mod Kommissionen

Påstande:

—

Kommissionens afgørelse om afslag på den af sagsøgeren

fremsatte begæring om aktindsigt i Kommissionens dokumenter af

2. juni 2021 og Kommissionens afgørelse om afslag på den af

sagsøgeren fremsatte begæring om aktindsigt i Kommissionens

dokumenter af 11. august 2021 ved udstedelse af kopier af

Kommissionens samlede kommunikation

a) med firmaet BioNTech SE

b) med Bundeskanzleramt Deutschland vedrørende firmaet

BioNTech SE og dets produkter

c) med Bundesministerium der Gesundheit vedrørende indkøbet af

vacciner til bekæmpelse af covid-19-pandemien, fra den 1. april

2020 og navnlig vedrørende mængden af de af BioNTech tilbudte

vacciner og leveringstiden herfor

annulleres, for så vidt som sagsøgeren fik afslag eller delvist afslag

på aktindsigt.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne

Ministerstvo životního prostředí

Spørgsmål:

1. Skal »avlsdyrbestand«, således som defineret i Kommissionens

forordning (EF) nr. 865/2006 af 4. maj 2006 om

gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr.

338/97 om beskyttelse af vilde dyr og planter ved kontrol af

handelen hermed anses for at omfatte enheder, som er forældre til

enheder opdrættet af den pågældende opdrætter, selv om

opdrætteren aldrig har været disses ejer eller opdrætter?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares således, at

forældreenheder ikke er omfattet af avlsdyrbestanden, ønskes det

oplyst, hvorvidt de kompetente myndigheder som led i

bedømmelse af, hvorvidt betingelsen i artikel 54, stk. 2, i

Kommissionens forordning (EF) nr. 865/2006 om anskaffelse af

avlsdyrbestanden i overensstemmelse med den gældende

lovgivning og på en måde, som ikke skader de pågældende arters

overlevelse i naturen, er opfyldt, er beføjede til at kontrollere disse

forældreenheders afstamning og på dette grundlag at bedømme,

hvorvidt avlsdyrbestanden er anskaffet i overensstemmelse med

bestemmelserne i forordningens artikel 54, stk. 2.

3. Er det som led i bedømmelsen af, hvorvidt betingelsen i artikel

54, stk. 2, i Kommissionens forordning (EF) nr. 865/2006 om

anskaffelsen af avlsdyrbestanden er sket i overensstemmelse med

gældende lovgivning og på en måde, som ikke skader de

pågældende arters overlevelse i naturen, tilladt at tage sagens øvrige

omstændigheder i betragtning (navnlig god tro ved overtagelse af

enheder samt en berettiget forventning om, at det ville være lovligt

at handle med disses eventuelle afkom, eventuelt også mindre

restriktive lovbestemmelser gældende i Den Tjekkiske Republik

forud for tiltrædelsen til Den Europæiske Union)?

Miljøministeriet

O-sag

Dom

07.09.22

T-448/21

Sundhedsministeriet

O-sag

Dom

07.09.22

T-651/21

Miljøministeriet

O-sag

Dom

07.09.22

C-659/20

Miljøministeriet

O-sag

Dom

08.09.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 723: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-22

C-707/20

Gallaher

Spørgsmål:

1) Kan artikel 63 TEUF påberåbes over for national lovgivning,

såsom reglerne om koncerninterne overdragelser, der kun finder

anvendelse på koncerner?

2) Selv om artikel 63 TEUF mere generelt ikke kan påberåbes over

for reglerne om koncerninterne overdragelser, kan bestemmelsen

da ikke desto mindre påberåbes:

a) når der er tale om kapitalbevægelser fra et moderselskab, der er

hjemmehørende i en EU-medlemsstat, til et datterselskab, der er

hjemmehørende i Schweiz, når moderselskabet ejer 100 procent af

kapitalandelene i både det i Schweiz hjemmehørende datterselskab

og i det i Det Forenede Kongerige hjemmehørende datterselskab,

der underlægges beskatning?

b) når der er tale om kapitalbevægelser fra et datterselskab, der er

hjemmehørende i Det Forenede Kongerige, til et datterselskab, der

er hjemmehørende i Schweiz, hvor begge datterselskaber ejes 100

procent af samme moderselskab, der er hjemmehørende i en EU-

medlemsstat, og hvor de to selskaber er søsterselskaber og ikke er

i et moderdatterselskabsforhold?

3) Udgør lovgivning, såsom regler om koncerninterne

overdragelser, hvorefter en overdragelse af aktiver fra et selskab,

der er hjemmehørende i Det Forenede Kongerige, til et

søsterselskab, der er hjemmehørende i Schweiz (og ikke driver

erhvervsmæssig virksomhed fra et fast driftssted i Det Forenede

Kongerige), hvor begge selskaber er 100 procent ejede

datterselskaber af et fælles moderselskab, der er hjemmehørende i

en anden medlemsstat, under omstændigheder, hvor en sådan

overdragelse ville finde sted på et skattemæssigt neutralt grundlag,

hvis søsterselskabet ligeledes havde været hjemmehørende i Det

Forenede Kongerige (eller havde drevet erhvervsmæssig

virksomhed fra et fast driftssted i Det Forenede Kongerige), da en

restriktion for moderselskabets etableringsfrihed som omhandlet i

artikel 49 TEUF, eller eventuelt en restriktion for de frie

kapitalbevægelser som omhandlet i artikel 63 TEUF?

4) Såfremt det antages, at artikel 63 TEUF kan påberåbes:

a) udgjorde overdragelsen af varemærkerne og tilknyttede aktiver

fra GL til JTISA for en modydelse, der skulle afspejle

varemærkernes markedsværdi, da en kapitalbevægelse som

omhandlet i artikel 63 TEUF?

b) udgjorde de kapitalbevægelser, som JTIH foretog til JTISA, dets

datterselskab, der er hjemmehørende i Schweiz, da direkte

investeringer som omhandlet i artikel 64 TEUF?

c) [og] eftersom artikel 64 TEUF kun finder anvendelse på visse

former for kapitalbevægelser, kan artikel 64 [TEUF] da finde

anvendelse under omstændigheder, hvor kapitalbevægelserne har

karakter af både direkte investeringer (som er omhandlet i artikel

64 TEUF) og en anden type kapitalbevægelse, der ikke er

omhandlet i artikel 64 TEUF?

5) Såfremt der var tale om en restriktion, henset til, at det er

ubestridt, at restriktionen i princippet var begrundet i tvingende

almene hensyn (nemlig nødvendigheden af at sikre en afbalanceret

fordeling af beskatningskompetencen), var restriktionen da

nødvendig og forholdsmæssig som omhandlet i Domstolens

praksis, navnlig under omstændigheder, hvor det pågældende

skattesubjekt har realiseret en gevinst ved salget af aktivet, der

svarer til aktivets fulde markedsværdi?

6) Såfremt der var tale om en tilsidesættelse af etableringsfriheden

og/eller retten til frie kapitalbevægelser:

a) kræver EU-retten da, at den nationale lovgivning fortolkes eller

undlades anvendt på en måde, der giver GL mulighed for at

udskyde skattebetalingen?

b) hvis dette er tilfældet, kræver EU-retten da, at den nationale

lovgivning fortolkes eller undlades anvendt på en måde, der giver

GL mulighed for at udskyde skattebetalingen, indtil aktiverne

afhændes uden for den underkoncern, for hvilken det selskab, der

er hjemmehørende i en anden medlemsstat, er moderselskab (dvs.

»efter realisationsprincippet«), eller kan en mulighed for betaling af

skat i rater (dvs. »på ratebasis«) anses for at udgøre et

forholdsmæssigt retsmiddel?

c) hvis en mulighed for betaling af skat i rater i princippet kan

udgøre et forholdsmæssigt middel: i. gælder dette da kun, såfremt

national ret indeholdt muligheden på tidspunktet for afhændelsen

af aktiverne, eller er det foreneligt med EU-retten, at en sådan

mulighed efterfølgende stilles til rådighed som et retsmiddel (dvs.

at den nationale ret efterfølgende giver en sådan mulighed ved at

Skatteministeriet

O-sag

08.09.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 723: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-22

C-716/20

C-80/21 -

C-82/21

C-119/21 P

C-132/21

anvende en overensstemmende fortolkning eller ved at undlade at

anvende lovgivningen)?

ii. pålægger EU-retten da nationale retter at stille et retsmiddel til

rådighed, der i mindst muligt omfang griber ind i den relevante

frihed jf. EU-retten, eller er det tilstrækkeligt, at de nationale retter

stiller et retsmiddel til rådighed, der, samtidig med, at det er

forholdsmæssigt, i mindst muligt omfang afviger fra gældende

national ret? Mv.

RTL Television

Spørgsmål:

1. Skal begrebet »viderespredning pr. kabel«, som omhandlet i

artikel 1, stk. 3,

i Rådets direktiv 93/83/EØF af 27. september 1993, fortolkes

således, at det, ud over et radio- og tv-selskabs samtidige udsendelse

af et andet radio- og tv-selskabs udsendelse, omfatter en samtidig

og uforkortet viderespredning pr. kabel til almenheden af en

førstegangsudsendelse af radio- eller tv-programmer beregnet

for almenheden (uanset om en sådan viderespredning til

almenheden foretages af et radio- og tv-selskab eller ej)?

2. Udgør en samtidig viderespredning pr. koaksialkabel af

programmer fra en tv-kanal, der sendes via satellit, gennem de

forskellige tv-apparater, der er installeret på hotelværelser, en

retransmission af sådanne udsendelser, som er omfattet af det i

Rådets direktiv 93/83/EØF af 27. september 1993 omhandlede

begreb?

D.B.P. m.fl.

Spørgsmål:

1. Skal artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i Rådets direktiv

93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i

forbrugeraftaler fortolkes således, at disse bestemmelser er til

hinder for en retslig fortolkning af den nationale lovgivning,

hvorefter en ret ikke erklærer et aftalevilkår urimeligt i dets helhed,

men alene den del, der gør vilkåret urimeligt, hvilket medfører, at

vilkåret forbliver delvis bindende?

2. Skal artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i Rådets direktiv

93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i

forbrugeraftaler fortolkes således, at disse bestemmelser er til

hinder for en retslig fortolkning af den nationale lovgivning,

hvorefter en ret, når denne har fastslået, at et aftalevilkår, uden

hvilket aftalen ikke kan forblive bindende, er urimeligt, kan tilpasse

den tilbageværende del af aftalen ved hjælp af fortolkning af

parternes viljeserklæringer med det formål at forhindre, at aftalen,

som er gunstig for forbrugeren, bliver ugyldig?

PlasticsEurope mod ECHA (appel)

Påstande:

—Rettens

dom i sag T-207/18 ophæves.

—Den

anfægtede retsakt annulleres.

—Subsidiært

hjemvises sagen

til Retten med henblik på realitetsbehandling af appellanternes

annullationssøgsmål.

—ECHA

tilpligtes at betale de omkostninger, der er afholdt i

forbindelse med nærværende appelsag og i forbindelse med sagens

behandling for Retten, herunder intervenienternes omkostninger.

Nemzeti Adatvédelmi és Információszabadság Hatóság

Spørgsmål:

1. Skal artikel 77, stk. 1, og artikel 79, stk. 1, i [forordning 2016/679]

fortolkes således, at den administrative klageadgang, der er fastlagt

i artikel 77, udgør et instrument til udøvelse af offentlige

rettigheder, mens den søgsmålsret, der er fastlagt i artikel 79, udgør

et instrument til udøvelse af private rettigheder? Såfremt dette

spørgsmål besvares bekræftende, følger det da deraf, at

tilsynsmyndigheden, som påhviler at påkende administrative klager,

har den overordnede kompetence til at fastslå, at der foreligger en

overtrædelse?

2. Såfremt den registrerede

–

som er af den opfattelse, at

behandlingen af personoplysninger, som vedrører den pågældende,

overtræder forordning 2016/679

–

på samme tid udøver retten til

at indgive en klage i henhold til denne forordnings artikel 77, stk.

1, og søgsmålsretten i henhold til samme forordnings artikel 79, stk.

1, kan det da fastslås, at en fortolkning, der er i overensstemmelse

med artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder, indebærer:

a) at tilsynsmyndigheden og retten uafhængigt af hinanden er

forpligtede til at undersøge, om der foreligger en overtrædelse, og

at de derfor kan nå til uoverensstemmende resultater, eller

b) at tilsynsmyndighedens afgørelse har forrang, for så vidt som

den vedrører vurderingen af, om der er begået en overtrædelse, i

betragtning af de kompetencer, der er omhandlet i artikel 51, stk.

Kulturministeriet

O-sag

Dom

08.09.22

Justitsministeriet

O-sag

Dom

08.09.22

Miljøministeriet

O-sag

08.09.22

Justitsministeriet

F-sag

08.09.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 723: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-22

C-162/21

C-263/21

C-323/21

1, i forordning 2016/679, og de beføjelser, der er tillagt ved samme

forordnings artikel 58, stk. 2, litra b) og d)?

3. Skal tilsynsmyndighedens uafhængighed, som er sikret ved artikel

51, stk. 1, og artikel 52, stk. 1, i forordning 2016/679, fortolkes

således, at den pågældende myndighed ved behandlingen og

afgørelsen af den klageprocedure, der er fastlagt i artikel 77, er

uafhængig af, hvad den kompetente ret fastslår ved endelig dom i

henhold til artikel 79, således at den pågældende myndighed kan

vedtage en uoverensstemmende afgørelse med hensyn til den

samme hævdede overtrædelse?

Pesticide Action Network Europe e.a.

Spørgsmål:

1. »Skal artikel 53 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF)

nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 om markedsføring af

plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af Rådets direktiv

79/117/EØF og 91/414/EØF fortolkes således, at en

medlemsstat under visse betingelser kan meddele en godkendelse

vedrørende behandling, salg eller såning af frø, der er behandlet

med plantebeskyttelsesmidler?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, kan

førnævnte artikel 53 da under visse betingelser finde anvendelse på

plantebeskyttelsesmidler, der indeholder aktivstoffer, for hvilke det

gælder, at markedsføring eller anvendelse heraf er begrænset eller

forbudt på Den Europæiske Unions område?

3. Omfatter de »særlige omstændigheder«, der kræves efter

førnævnte forordnings artikel 53, situationer, for hvilke det gælder,

at det ikke er sikkert, men kun sandsynligt, at der opstår en fare?

4. Omfatter de »særlige omstændigheder«, der kræves efter

førnævnte forordnings artikel 53, situationer, for hvilke det gælder,

at det er forudsigeligt, sædvanligt og endog tilbagevendende, at der

opstår en fare?

5. Skal formuleringen »som ikke kan bekæmpes på nogen anden

rimelig måde«, der anvendes i førnævnte forordnings artikel 53,

fortolkes således, at denne formulering, henset til ordlyden af

ottende betragtning til forordningen, tillægger dels den

omstændighed at sikre et højt niveau for beskyttelse af både

menneskers og dyrs sundhed og miljøet, dels den omstændighed at

sikre, at Fællesskabets landbrug er konkurrencedygtigt, lige stor

betydning?«

Ametic

Sagen vedrører:

1) Er sammensætningen af den juridiske person, der er reguleret i

den nye artikel 25, stk. 10, i lov om intellektuel ejendomsret,

forenelig med direktiv 2001/29/EF eller, mere generelt, med de

generelle principper i EU-retten?

2) Er den omstændighed, at den nationale lovgivning tillægger den

nævnte juridiske person beføjelser til at indhente oplysninger,

herunder regnskabsoplysninger, fra aktører, der anmoder om en

attest om fritagelse for pligten til at betale kompensation for

privatkopiering, forenelig med direktiv 2001/29/EF eller med de

generelle principper i EU-retten?

Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid

Sagen vedrører:

1. a) Skal begrebet »anmodende medlemsstat« i artikel 29, stk. 2, i

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af

26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse

af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en

ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en

tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne

(EUT 2013, L 180), fortolkes således, at der herved forstås den

medlemsstat (i casu den tredje medlemsstat, det vil sige

Nederlandene), der som den sidste indgav en anmodning om

tilbagetagelse eller overtagelse til en anden medlemsstat?

b) Såfremt dette spørgsmål besvares benægtende, har den

omstændighed, at der tidligere er indgået en aftale om overførsel

mellem to medlemsstater (in casu Tyskland og Italien), også

virkninger for de denne tredje medlemsstat (in casu Nederlandene)

påhvilende juridiske forpligtelser over for udlændingen i henhold

til Dublinforordningen eller over for de i den tidligere aftale om

overførsel deltagende medlemsstater, og i bekræftende fald hvilke?

2. Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, skal artikel 27, stk. 1,

i forordning (EU) nr. 604/2013, sammenholdt med 19. betragtning

til denne forordning, fortolkes således, at den er til hinder for, at en

ansøger om international beskyttelse i forbindelse med et

retsmiddel mod en afgørelse om overførsel med føje kan gøre

gældende, at der ikke kan ske overførsel, fordi fristen for en

Miljøministeriet

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

08.09.22

Kulturministeriet

O-sag

Dom

08.09.22

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

O-sag

08.09.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 723: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-22

C-324/21

og C-

325/21

C-356/21

overførsel i henhold til en tidligere indgået aftale om overførsel

mellem to medlemsstater (in casu Tyskland og Italien) er udløbet?

Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid m.fl.

Spørgsmål:

Skal artikel 29 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)

nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og

procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for

behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er

indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af

medlemsstaterne (EUT 2013, L 180), fortolkes således, at en

løbende frist for overførsel som omhandlet i artikel 29, stk. 1 og 2,

begynder at løbe på ny på det tidspunkt, hvor udlændingen, efter at

have forhindret en medlemsstats overførsel ved at forsvinde,

indgiver en ny ansøgning om international beskyttelse i en anden

(in casu en tredje) medlemsstat?

2. Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende, skal artikel 27, stk. 1,

i forordning (EU) nr. 604/2013, sammenholdt med 19. betragtning

til denne forordning, fortolkes således, at den er til hinder for, at en

ansøger om international beskyttelse i forbindelse med et

retsmiddel mod en afgørelse om overførsel med føje kan gøre

gældende, at der ikke kan ske overførsel, fordi fristen for en

overførsel i henhold til en tidligere indgået aftale om overførsel

mellem to medlemsstater (in casu Frankrig og Østrig) er udløbet,

med den følgevirkning at den frist, inden for hvilken Nederlandene

kan overføre, er udløbet?

Emne:

Polen og diskrimination af LGBTI

Spørgsmål:

»Skal artikel 3, stk. 1, litra a), og c), i Rådets direktiv 2000/78/EF

af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om

ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EUT 2000,

L 303, s. 16) fortolkes således, at bestemmelsen muliggør en

udelukkelse fra anvendelsesområdet for Rådets direktiv

2000/78/EF, og følgelig ligeledes udelukker de sanktioner, der er

indført i national ret i henhold til artikel 17 i Rådets direktiv

2000/78/EF, af friheden til at vælge en medkontrahent så længe

dette valg ikke sker på grundlag af køn, race, etnisk oprindelse eller

nationalitet, i tilfælde, hvor den uberettigede forskelsbehandling

består i et afslag på at indgå en civilretlig aftale, i henhold til hvilken

arbejdet ville skulle udføres af en selvstændig fysisk person, når

årsagen til dette afslag er den potentielle medkontrahents seksuelle

orientering[?«].

IRnova

Spørgsmål:

Er et anerkendelsessøgsmål om bedre ret, som støttes på en

påstand om opfinderskab eller medopfinderskab, til en opfindelse

i henhold til nationale patentansøgninger og patenter, der er

registreret i en ikke-medlemsstat, omfattet af enekompetencen i

henhold til artikel 24, nr. 4), i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes

kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser

på det civil- og handelsretlige område?

WertInvest Hotelbetrieb

Spørgsmål:

1. Er Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU af 13.

december 2011 om vurdering af visse offentlige og private

projekters indvirkning på miljøet, EUT 2012, L 26, s. 1, som ændret

ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/52/EU af 16.

april 2014, EUT 2014, L 124, s. 1, (herefter »direktiv 2011/92«) til

hinder for en national lovgivning, hvorefter gennemførelsen af en

miljøkonsekvensvurdering

»Städtebauvorhaben«

(»anlægsarbejder i byzoner«) både er betinget af, at der nås

tærskelværdier for omfanget af det anvendte areal på mindst 15 ha

og et bruttoetageareal på mere end 150 000 m2, og at der er tale om

et anlægsarbejde til samlet, multifunktionel bebyggelse, i hvert fald

med beboelses- og erhvervsbyggeri, herunder de adgangsveje, der

er planlagt med henblik herpå, og forsyningsinstitutioner, hvis

opland går ud over anlægsarbejdernes område? Har det i denne

forbindelse betydning, at den nationale lovgivning fastsætter særlige

betingelser for

–

fritids- eller forlystelsesparker, sportsstadioner eller golfbaner (fra

et vist anvendt areal eller fra et vist antal parkeringspladser)

–

industri- eller erhvervsparker (fra et vist anvendt areal)

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

O-sag

08.09.22

Udenrigsministeriet

Beskæftigelsesministeriet

Miljøministeriet

F-sag

08.09.22

C-399/21

Erhvervsministeriet

O-sag

Dom

08.09.22

C-575/21

Miljøministeriet

Til orientering:

Energistyrelsen

F-sag

14.09.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 723: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-22

T-371/20

og T-

554/20

C-669/20

C-705/20

C-4/21

–

indkøbscentre (fra et vist anvendt areal eller fra et vist antal

parkeringspladser)

–

indlogeringsfaciliteter, såsom hoteller eller feriebyer, og

accessoriske anlæg (fra et vist antal senge eller fra et vist anvendt

areal, begrænset til området uden for lukkede beboelsesområder)

–

offentligt tilgængelige parkeringsarealer eller parkeringsgarager

(fra et vist antal parkeringspladser) M.fl.

Pollinis France mod Kommissionen

Påstande:

—

Europa-Kommissionens stiltiende afgørelse om afslag på en

genfremsat begæring om aktindsigt, registreret under

referencenummer GESTDEM nr. 2020/0498, i henhold til artikel

8, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1049/2001 annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale 3 000 EUR i

sagsomkostninger til sagsøgeren i henhold til procesreglementets

artikel 134, stk. 1.

Veridos

Spørgsmål:

1. Skal artikel 56 i direktiv [2014/24] sammenholdt med dette

direktivs artikel 69 og artikel 38 i [direktiv 2009/81] sammenholdt

med dette direktivs artikel 49 fortolkes således, at den ordregivende

myndighed, såfremt et kriterium for vurderingen af et unormalt lavt

tilbud objektivt ikke finder anvendelse, og der ikke findes noget

andet kriterium, som er valgt af den ordregivende myndighed og er

bekendtgjort på forhånd, ikke er forpligtet til at gennemføre en

undersøgelse af, om der foreligger et unormalt lavt tilbud?

2. Skal artikel 56 i direktiv 2014/24 sammenholdt med dette

direktivs artikel 69 og artikel 38 i direktiv 2009/81 sammenholdt

med dette direktivs artikel 49 fortolkes således, at den ordregivende

myndighed kun er forpligtet til at gennemføre en undersøgelse af,

om der foreligger unormalt lave tilbud, såfremt der er mistanke i

forbindelse med et tilbud, eller er den ordregivende myndighed

derimod forpligtet til altid at sikre sig, at de afgivne tilbud er seriøse,

idet den anfører en relevant begrundelse herfor?

3. Er den ordregivende myndighed underlagt et sådant krav, når der

kun er afgivet to tilbud i forbindelse med udbudsproceduren?

4. Skal [chartrets] artikel 47 fortolkes således, at den ordregivende

myndigheds vurdering af, om der ikke er nogen mistanke om, at

der foreligger et unormalt lavt tilbud, eller myndighedens

overbevisning om, at der foreligger et seriøst tilbud for så vidt angår

den deltager i udbuddet, der er placeret som nr. et, er underlagt

domstolskontrol?

5. Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, skal

[chartrets] artikel 47 da fortolkes således, at en ordregivende

myndighed i en udbudsprocedure, som ikke har undersøgt, om der

foreligger et unormalt lavt tilbud, er forpligtet til at begrunde,

hvorfor der ikke er mistanke om, at der foreligger et unormalt lavt

tilbud, dvs. med hensyn til seriøsiteten af det tilbud, der er placeret

som nr. et?

Fossil (Gibraltar)

Spørgsmål:

Ville skattefritagelse indrømmet af Commissioner of Income Tax i

henhold til indkomstskatteloven af 2010 for skat betalt i De

Forenede Stater på appellantens indtægter fra royalties [udelades]

være i strid med afgørelsen, eller er afgørelsen på anden måde til

hinder for [det]?

Fédération des entreprises de la beauté

Spørgsmål:

1) Skal skrivelsen af 27. november 2019 fra chefen for kontoret for

»Forbruger, miljø- og sundhedsteknologier« i Europa-

Kommissionens Generaldirektoratet for det Indre Marked,

Erhvervspolitik, Iværksætteri og SMV'er anses for en forberedende

retsakt til den afgørelse, hvorved Kommissionen fastslår, hvorvidt

en foreløbig foranstaltning i en medlemsstat er berettiget i henhold

til artikel 27, stk. 3, i Europa- Parlamentets og Rådets forordning

(EF) nr. 1223/2009 af 30. november 2009 om kosmetiske

produkter, når henses til formuleringen af denne skrivelse og til, at

der ikke foreligger nogen oplysninger, der viser, at den ansatte, der

har underskrevet skrivelsen, er tillagt beføjelse til at træffe en

afgørelse på vegne af Kommissionen, eller skal skrivelsen anses for

en sådan afgørelse, der giver udtryk for Kommissionens endelige

stillingtagen?

2) Såfremt skrivelsen af 27. november 2019 skal anses for en

forberedende retsakt til den afgørelse, hvorved Kommissionen

fastslår, hvorvidt en foreløbig foranstaltning fra en medlemsstat er

berettiget i henhold til artikel 27, stk. 3, i forordning (EF) nr.

Miljøministeriet

Ministeriet for Fødevarer.

Landbrug og Fiskeri

O-sag

Dom

14.09.22

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

O-sag

Dom

15.09.22

Skatteministeriet

O-sag

Dom

15.09.22

Miljøministeriet

O-sag

Dom

15.09.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 723: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-22

C-343/21

1223/2009, kan den nationale ret, når den skal tage stilling til

lovligheden af en foreløbig foranstaltning, der er truffet af en

national myndighed på grundlag af forordningens artikel 27, stk. 1,

i afventning af Kommissionens afgørelse, træffe afgørelse om,

hvorvidt denne foreløbige foranstaltning er i overensstemmelse

med denne artikel, og i bekræftende fald i hvilket omfang og på

hvilke punkter, eller skal retten

–

så længe Kommissionen ikke har

fundet, at foranstaltningen ikke er berettiget

–

anse denne for at

være i overensstemmelse med denne artikel?

3) Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, skal

artikel 27 i forordning (EF) nr. 1223/2009 fortolkes således, at den

giver mulighed for at træffe foreløbige foranstaltninger, der finder

anvendelse på en kategori af produkter, der indeholder samme stof?

4) Såfremt skrivelsen af 27. november 2019 skal anses for en

afgørelse, der giver udtryk for Kommissionens endelige

stillingtagen til den omhandlede foreløbige foranstaltning, kan

gyldigheden af denne afgørelse da anfægtes ved en national ret, selv

om den ikke har været genstand for et annullationssøgsmål på

grundlag af artikel 263 i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde, henset til den omstændighed, at formuleringen af

denne skrivelse giver anledning til at tro, at der kun var tale om en

forberedende retsakt, og at Agence nationale de sécurité du

médicament et des produits de santé (den nationale styrelse for

lægemiddelog sundhedsproduktsikkerhed), som skrivelsen er rettet

til, har besvaret denne og givet udtryk for sin uenighed hermed og

angivet, at den opretholder sin foreløbige foranstaltning indtil

Kommissionen, der ikke selv har svaret, tager endeligt stilling?

5) Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, er

skrivelsen af 27. november 2019 da underskrevet af en ansat, der

har bemyndigelse til at træffe afgørelse på vegne af Kommissionen,

og er afgørelsen gyldig, for så vidt som den er baseret på, at

sikkerhedsklausulordningen i denne artikel »omhandler individuelle

foranstaltninger vedrørende kosmetiske produkter, der

tilgængeliggøres på markedet, og ikke generelle foranstaltninger,

der finder anvendelse på en kategori af produkter, der indeholder

et bestemt stof«, når henses til den fortolkning, der skal anlægges

af bestemmelserne i artikel 27 i forordning (EF) nr. 1223/2009

sammenholdt med bestemmelserne i dens artikel 31?

6) Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, eller

såfremt skrivelsen af 27. november 2019 ikke længere kan anfægtes

under den foreliggende sag, skal den foreløbige foranstaltning, der

er truffet på grundlag af artikel 27 i forordning (EF) nr. 1223/2009,

da betragtes som værende i strid med denne forordning fra

begyndelsen eller først fra tidspunktet for meddelelsen af denne

skrivelse til Agence nationale desécurité du médicament et des

produits de santé (den nationale styrelse for lægemiddel- og

sundhedsproduktsikkerhed), eller inden for en rimelig frist regnet

fra datoen for denne meddelelse, der er beregnet til at gøre det

muligt at ophæve skrivelsen, under hensyn til den usikkerhed, der

var forbundet med rækkevidden af denne skrivelse, og den

omstændighed, at Kommissionen ikke har svaret styrelsen, der

angav, at den »som en sikkerhedsforanstaltning [...] [fastholdt] sin

afgørelse af 13. marts 2019 i afventning af, at Kommissionen

træffer afgørelse i henhold til bestemmelserne i artikel 27 i

forordning (EF) nr. 1223/2009?

Zamestnik izpalnitelen direktor na Darzhaven fond

„Zemedelie“

Spørgsmål:

1. Tillader fortolkningen af artikel 45, stk. 4, i forordning (EF) nr.

1974/2006 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning

(EF) nr. 1698/2005, at det lægges til grund, at der i en sag som den

foreliggende er tale om en »jordfordeling« eller et »indgreb som led

i fysisk planlægning«, som følge af hvilke støttemodtageren ikke er

i stand til at opfylde de indgåede forpligtelser?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, kan den

omstændighed, at en medlemsstat ikke har truffet de fornødne

foranstaltninger til, at støttemodtagerens forpligtelser kan tilpasses

bedriftens nye situation, da begrunde, at der ikke kræves

tilbagebetaling for den periode, hvor forpligtelsen påhvilede

støttemodtageren?

3. Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, hvorledes

skal artikel 31 i Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 af 19. januar

2009 da fortolkes under hensyntagen til de fastslåede faktiske

omstændigheder i hovedsagen, og hvilken karakter har da fristen i

henhold til artikel 75, stk. 2, i Kommissionens forordning (EF) nr.

1122/2009

30.

november

2009

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

15.09.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 723: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-22

C-396/21

C-416/21

C-252/21

C-518/20

C-727/20

gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr.

73/2009?

FTI Touristik

Spørgsmål:

Udgør restriktioner i forbindelse med en infektionssygdom på

rejsedestinationen også en mangel som omhandlet i artikel 14, stk.

1, i direktiv (EU) 2015/2302, hvis der som følge af

infektionssygdommens verdensomspændende karakter er indført

sådanne restriktioner både på den rejsendes hjemsted og i andre

lande?

J. Sch. Omnibusunternehmen et K. Reisen

Spørgsmål:

1. Skal artikel 57, stk. 4, litra d), i direktiv 2014/24/EU fortolkes

således, at den ordregivende myndighed skal have tilstrækkelig

plausible indikationer til at konkludere, at de økonomiske aktører

har overtrådt artikel 101 TEUF?

2. Skal artikel 57, stk. 4, litra d), i direktiv 2014/24/EU fortolkes

som en udtømmende regulering af de fakultative

udelukkelsesgrunde i den forstand, at ligebehandlingsprincippet

(samme direktivs artikel 18, stk. 1) ikke kan være til hinder for en

kontrakttildeling, når der afgives tilbud, som hverken er

selvstændige eller uafhængige?

3. Skal artikel 18, stk. 1, i direktiv 2014/24/EU fortolkes således, at

denne bestemmelse er til hinder for, at virksomheder, der udgør en

økonomisk enhed og har afgivet hver sit tilbud, tildeles en

kontrakt?

Facebook e.a.

Sagen vedrører:

1. a) Er artikel 51 ff. i forordning nr. 2016/679 til hinder for, at en

national

kartelmyndighed i

en medlemsstat,

såsom

Bundeskartellamt, der ikke er tilsynsmyndighed som omhandlet

artikel 51 ff. i forordning nr. 2016/679, og i hvilken medlemsstat

en virksomhed med hjemsted uden for Den Europæiske Union har

en etablering, der inden for markedsføring, kommunikation og PR

bistår denne virksomheds hovedvirksomhed, som er beliggende i

en anden medlemsstat og som har eneansvaret for behandlingen af

personoplysninger på hele Den Europæiske Unions område, for

det kartelretlige misbrugstilsyn fastslår, at hovedvirksomhedens

kontraktbetingelser vedrørende behandling af oplysninger og

gennemførelsen heraf udgør en tilsidesættelse af forordning nr.

2016/679, og vedtager en afgørelse om, at denne tilsidesættelse skal

bringes til ophør?

b) Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende: Er artikel 4, stk.

3, TEU til hinder herfor, når den ledende tilsynsmyndighed i den

medlemsstat, hvor hovedvirksomheden er beliggende, som [org. s.

3] omhandlet i artikel 56, stk. 1, i forordning nr. 2016/679 samtidig

underkaster hovedvirksomhedens kontraktbetingelser vedrørende

behandling af oplysninger en undersøgelsesprocedure? Såfremt det

første spørgsmål besvares bekræftende:

2. a) Udgør det forhold, at en internetbruger enten kun besøger

eller også indtaster informationer, f.eks. ved registrering eller

bestillinger, på websteder eller apps, der vedrører kriterierne i

artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 2016/679, såsom dating-apps,

partnerbørser for homoseksuelle, politiske partiers websteder eller

sundhedswebsteder, og en anden virksomhed såsom Facebook

Ireland gennem grænseflader på disse websteder eller i disse apps

såsom »Facebook Business Tools« eller gennem cookies eller

lignende lagringsteknologier indsat på internetbrugerens computer

eller mobile terminaludstyr indsamler oplysninger om brugerens

besøg på disse websteder og apps og om de informationer, som

brugeren har indtastet, sammenstiller disse oplysninger med

oplysningerne om brugerens Facebook.com-konto og anvender

dem, behandling af følsomme oplysninger i forordningens forstand

for så vidt angår indsamlingen og/eller sammenstillingen og/eller

anvendelsen? M.fl

St. Vincenz-Krankenhaus

1) Er artikel 7 i direktiv 2003/88 og chartrets artikel 31, stk. 2, til

hinder for en fortolkning af en national lovbestemmelse som § 7,

stk. 3, i Bundesurlaubsgesetz (ferielov for arbejdstagere, herefter

»ferieloven«), hvorefter den endnu ikke udnyttede ret til årlig betalt

ferie for en arbejdstager, som i løbet af ferieåret helt har mistet

arbejdsevnen på grund af sygdom, men som

–

i det mindste delvist

–

ville have kunnet afholde sin ferie forud for sit tab af

erhvervsevne, ved fortsat uafbrudt mistet arbejdsevne 15 måneder

efter ferieårets udløb, også bortfalder i den situation, hvor

arbejdsgiveren ikke med passende opfordringer og oplysninger

Justitsministeriet

O-sag

15.09.22

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

O-sag

Dom

15.09.22

Miljøministeriet

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

Forbrugerombudsmanden

O-sag

20.09.22

Miljøministeriet

O-sag

Dom

22.09.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 723: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-22

faktisk har sørget for, at arbejdstageren er i stand til at afholde sin

ferie?

2) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Er bortfald

af retten i tilfælde af fortsat fuldstændigt tab af arbejdsevnen

–

under de foreliggende omstændigheder

–

også udelukket på et

senere tidspunkt?

C-538/20

W (Finanzamt B mod W AG)

1. Skal artikel 43 [EF] sammenholdt med artikel 48 [EF] (nu artikel

49 [TEUF] sammenholdt med artikel 54 [TEUF]) fortolkes således,

at de er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, der forbyder

et hjemmehørende selskab i sit skattepligtige overskud at fradrage

underskud, der er oparbejdet af et fast driftssted i en anden

medlemsstat, når selskabet dels har udtømt alle muligheder for at

fradrage disse underskud, som lovgivningen i den medlemsstat, i

hvilken dette faste driftssted er beliggende, dels ikke længere

modtager indtægter fra dette faste driftssted, således at der ikke

længere kan tages hensyn til underskuddene i denne medlemsstat

(»endelige« underskud), når der for så vidt angår den pågældende

lovgivning er tale om fritagelse af overskud og underskud som følge

af en bilateralt indgået aftale mellem de to medlemsstater med

henblik på undgåelse af dobbeltbeskatning?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Skal artikel

43 [EF] sammenholdt med artikel 48 [EF] (nu artikel 49 [TEUF]

sammenholdt med artikel 54 [TEUF]) fortolkes således, at de også

er til hinder for lovgivningen i den tyske Gewerbesteuergesetz (lov

om erhvervsskat), hvorefter et hjemmehørende selskab hindres i i

det skattepligtige resultatet af sin erhvervsmæssige virksomhed at

fradrage »endelige« underskud af den art, der er nævnt i det første

spørgsmål, og som er oparbejdet af et fast driftssted, der er

beliggende i en anden medlemsstat?

3. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Kan der i

tilfælde af lukning af det faste driftssted, der er beliggende i en

anden medlemsstat, foreligge »endelige« underskud af den art, der

er nævnt i det første spørgsmål, når der er en i det mindste teoretisk

mulighed for, at selskabet på ny etablerer et fast driftssted i den

pågældende medlemsstat, i hvis overskud de tidligere underskud i

givet

fald

kan

modregnes?

4. Såfremt det første og det tredje spørgsmål besvares bekræftende:

Kan også sådanne underskud af den art, der er nævnt i det første

spørgsmål, og som er oparbejdet af det faste driftssted, udgøre

»endelige« underskud, som moderselskabets hjemstedsstat skal tage

hensyn til, og som i henhold til lovgivningen i den stat, i hvilken

det faste driftssted er beliggende, mindst en gang kan fremføres til

et senere skatteår?

5. Såfremt det første og det tredje spørgsmål besvares bekræftende:

Er forpligtelsen til at tage hensyn til de grænseoverskridende

»endelige« underskud størrelsesmæssigt begrænset af de underskud,

som selskabet ville have kunnet gøre gældende i den pågældende

stat, hvori det faste driftssted er beliggende, hvis ikke den stat

udelukkede hensyntagen til underskuddet?

Hauptpersonalrat der Lehrerinnen und Lehrer

1. Skal artikel 88, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af

fysiske personer i forbindelse med behandling af

personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og

om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om

databeskyttelse) fortolkes således, at en bestemmelse for at være en

mere specifik bestemmelse for at sikre beskyttelse af rettighederne

og frihedsrettighederne i forbindelse med behandling af

arbejdstageres personoplysninger i ansættelsesforhold som

omhandlet i artikel 88, stk. 1, i forordning (EU) 2016/679 skal

opfylde de krav, der stilles til sådanne bestemmelser i henhold til

artikel 88, stk. 2, i forordning (EU) 2016/679?

2. Kan en national bestemmelse, som åbenbart ikke opfylder

kravene i henhold til artikel 88, stk. 2, i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse

af fysiske personer i forbindelse med behandling af

personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og

om ophævelse af direktiv 95/46/EF, alligevel fortsat finde

anvendelse?

Er artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF

af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med

tilrettelæggelse af arbejdstiden og artikel 31, stk. 2, i Den

Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder til

Skatteministeriet

O-sag

Dom

22.09.22

C-34/21

Justitsministeriet

Miljøministeriet

O-sag

22.09.22

C-120/21

Miljøministeriet

O-sag

Dom

22.09.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 723: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-22

C-245/21

C-248/21

C-335/21

C-375/21

hinder for at anvende nationale bestemmelser som BGB’s § 194,

stk. 1, sammenholdt med BGB’s § 195, hvorefter retten til

årlig

ferie er underlagt en almindelig forældelsesfrist på tre år, der under

de i BGB’s § 199, stk. 1, nævnte forudsætninger begynder at løbe

ved udgangen af ferieåret, når arbejdsgiverenikke med passende

opfordringer og oplysninger faktisk har sørget for, at

arbejdstageren er i stand til at afholde sin ferie?

Bundesrepublik Deatschland m.fl.

1. Er den omstændighed, at en myndighed træffer afgørelse om

indtil videre at udsætte gennemførelsen af en afgørelse om

overførsel alene fordi det er faktisk (for tilfældet) er umuligt at

gennemføre overførsler som følge af Covid 19-pandemien, under

en klage eller indbringelse omfattet af anvendelsesområdet for

Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 4?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Udløser en

sådan afgørelse om udsættelse en afbrydelse af fristen for overførsel

som omhandlet i Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 1?

3. Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende: Gælder dette

også, hvis en domstol før udbruddet af Covid 19-pandemien afslog

en anmodning fra asylansøgeren i henhold til Dublin III-

forordningens artikel 27, stk. 3, litra c), om at udsætte

gennemførelsen af afgørelsen om overførsel, indtil der foreligger et

resultat af vedkommendes klage eller indbringelse?

Vicente

1. Er direktiv 93/13 og princippet om dette direktivs effektivitet,

sammenholdt med adgangen til effektive retsmidler i chartrets

artikel 47, til hinder for en forenklet procedure om en advokats

salærkrav, som ikke tillader, at retten undersøger ex officio, om

kontraktvilkår, der indgår i en aftale med en forbruger, eventuelt

måtte være urimelige, eftersom det ikke er foreskrevet, at retten skal

gribe ind på noget tidspunkt under sagen, medmindre klienten gør

indsigelse mod det nævnte krav, og en af parterne efterfølgende

anlægger et søgsmål til prøvelse af justitssekretærens endelige

afgørelse?

2. Er direktiv 93/13 og princippet om dette direktivs effektivitet,

sammenholdt med adgangen til effektive retsmidler i chartrets

artikel 47, til hinder for, at rettens eventuelle efterprøvelse af, om

kontraktvilkåret er urimeligt, ex officio eller på anmodning af en af

parterne i denne form for sag, som har en forenklet karakter,

foretages inden for rammerne af et fakultativt søgsmål til prøvelse

af en afgørelse, som er vedtaget af et ikke-retsligt organ, f.eks.

justitssekretæren, som i princippet udelukkende bør begrænse sig

til afgørelsens indhold, og som ikke tillader anden bevisførelse end

den dokumentation, som parterne allerede har fremlagt?

3. Skal et kontraktvilkår, der indgår i en aftale mellem en advokat

og en forbruger, såsom det i denne sag omtvistede, hvorefter der

betales salær i det specifikke tilfælde, hvor klienten frafalder

søgsmålet inden dets afgørelse eller indgår en aftale med den

pågældende enhed uden advokatfirmaets vidende eller i modstrid

med sidstnævntes rådgivning, anses for at være omfattet af

bestemmelserne i artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13, da der er tale om

et kontraktvilkår om aftalens hovedgenstand, i dette tilfælde prisen?

4. Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, kan det

pågældende kontraktvilkår, der fastsætter salæret gennem en

henvisning til takster fra et advokatsamfund, som fastlægger

forskellige regler, der skal anvendes i hvert enkelt tilfælde, og som

ikke blev nævnt i de forudgående oplysninger, da anses for at være

klart og forståeligt i overensstemmelse med artikel 4, stk. 2, i

direktiv 93/13?

5. Såfremt det ovenstående spørgsmål besvares benægtende, kan

indsættelsen af et kontraktvilkår som det i denne sag omtvistede,

som fastsætter advokatens salær ved blot at henvise til takster fra et

advokatsamfund, som fastlægger forskellige regler, der skal

anvendes i hvert enkelt tilfælde, og som ikke blev nævnt i hverken

det kommercielle tilbud eller de forudgående oplysninger, i en

aftale mellem en advokat og en forbruger da anses for en urimelig

handelspraksis som omhandlet i direktiv 2005/29?

Sdruzhenie „Za Zemyata – dostap do pravosadie“ e.a.

1. Skal artikel 4, stk. 3, TEU sammenholdt med artikel 18 i direktiv

2010/75/EU samt artikel 13 og 23 i direktiv 2008/50/EF fortolkes

således, at den kompetente myndighed ved behandlingen af en

ansøgning om dispensation i henhold til artikel 15, stk. 4, i direktiv

2010/75/EU skal vurdere, om indrømmelse af dispensationen

under hensyntagen til alle relevante videnskabelige oplysninger om

miljøforurening, herunder foranstaltningerne inden for rammerne

af det relevante luftkvalitetsprogram i en given zone eller et givent

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

O-sag

Dom

22.09.22

Justitsministeriet

O-sag

Dom

22.09.22

Miljøministeriet

O-sag

22.09.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 723: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-22

C-395/21

bymæssigt område som omhandlet i artikel 23 i direktiv

2008/50/EF, kan bringe overholdelsen af miljøkvalitetskravene i

fare?

2. Skal artikel 4, stk. 3, TEU sammenholdt med artikel 18 i direktiv

2010/75/EU samt artikel 13 og 23 i direktiv 2008/50/EF fortolkes

således, at den kompetente myndighed ved behandlingen af en

ansøgning om dispensation som omhandlet i artikel 15, stk. 4, i

direktiv 2010/75/EU skal undlade at fastsætte mindre strenge

emissionsgrænseværdier for luftforurenende stoffer fra et anlæg,

såfremt en sådan dispensation ville være i strid med de

foranstaltninger, der er fastlagt i det relevante luftkvalitetsprogram,

som er vedtaget i den givne zone eller det givne bymæssige område

som omhandlet i artikel 23 i direktiv 2008/50/EF, og kunne bringe

målsætningen om at holde perioden med overskridelse af

luftkvalitetsnormerne så kort som muligt i fare?

3. Skal artikel 4, stk. 3, TEU sammenholdt med artikel 18 i direktiv

2010/75/EU og artikel 13 i direktiv 2008/50/EF fortolkes således,

at den kompetente myndighed ved behandlingen af en ansøgning

om dispensation som omhandlet i artikel 15, stk. 4, i direktiv

2010/75/EU skal vurdere, om fastsættelsen af mindre strenge

emissionsgrænseværdier for luftforurenende stoffer fra et anlæg

under hensyntagen til alle relevante videnskabelige oplysninger om

miljøforurening, herunder den kumulative effekt med andre kilder

til det pågældende forurenende stof, vil bidrage til, at de relevante

luftkvalitetsnormer, der i henhold til artikel 13 i direktiv

2008/50/EF er fastlagt for en given zone eller et givent bymæssigt

område, overskrides, og om den i bekræftende fald skal undlade at

give den dispensation, som ville true opfyldelsen af

miljøkvalitetskravene?

D.V.

Sagen vedrører:

1. Skal artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 fortolkes således, at

udtrykket »aftalens hovedgenstand« omfatter et vilkår

–

der ikke

har været genstand for individuel forhandling, og som er en del af

en kontrakt vedrørende juridiske tjenesteydelser, der er indgået

mellem en erhvervsdrivende (en advokat) og en forbruger

–

vedrørende vederlag og måden, hvorpå dette skal beregnes?

2. Skal henvisningen i artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13, hvorefter

kontraktvilkår skal affattes klart og forståeligt, fortolkes således, at

det er tilstrækkeligt, at der i kontraktens betalingsvilkår (hvorefter

der skal ske betaling for de faktisk udførte ydelser på grundlag af

timesats) henvises til størrelsen af den timesats, der skal betales til

advokaten?

3. Såfremt det andet spørgsmål besvares benægtende: Skal kravet

om gennemsigtighed fortolkes således, at det omfatter en

forpligtelse for advokaten til i kontrakten at anføre vederlaget for

de ydelser, der på forhånd klart kan defineres og fastsættes, eller

skal kontrakten tillige indeholde en vejledende oversigt over

vederlag for ydelser (dvs. et foreløbigt budget for udførelsen af de

juridiske tjenesteydelser), hvis det er muligt at forudsige antallet

(eller varigheden) af de enkelte ydelser og vederlaget for disse, når

en kontrakt indgås og de potentielle risici, der kan medføre en

forøgelse eller nedsættelse af omkostningerne, er angivet? Er det

relevant, når det skal vurderes, om et kontraktvilkår vedrørende

betaling opfylder kravet om gennemsigtighed, om forbrugeren på

passende måde oplyses om vederlaget for juridiske tjenesteydelser

og om måden, hvorpå vederlaget beregnes, eller skal oplysningerne

fremgå af selve kontrakten vedrørende juridiske tjenesteydelser?

Kan manglende oplysninger forud for kontraktindgåelsen

afhjælpes gennem oplysninger i forbindelse med opfyldelsen af

kontrakten? Har det betydning for vurderingen af, om

kontraktvilkåret opfylder kravet om gennemsigtighed, at det det

endelige vederlag for juridiske tjenesteydelser først bliver afklaret,

når ydelserne er præsteret? Er det relevant, når det skal vurderes,

om et kontraktvilkår vedrørende betaling opfylder kravet om

gennemsigtighed, at kontrakten ikke foreskriver regelmæssige

opgørelser fra advokatens side over udførte ydelser eller

regelmæssige opkrævninger over for forbrugeren, hvorved denne

har mulighed for i tide at bringe ydelserne til ophør eller at opnå en

ændring af det i kontrakten fastsatte vederlag?

4. Hvis den nationale ret finder, at kontraktvilkåret, hvorefter

betalingen for de leverede ydelser beregnes med udgangspunkt i en

timesats, ikke er affattet klart og forståeligt, som foreskrevet i artikel

4, stk. 2, i direktiv 93/13, skal retten da vurdere, om

kontraktvilkåret er urimeligt i medfør af direktivets artikel 3, stk. 1

(dvs. skal retten i forbindelse med vurderingen af, om

Justitsministeriet

O-sag

22.09.22

EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 723: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-22

kontraktvilkåret må anses for at være urimeligt, afgøre, om vilkåret

bevirker en »betydelig skævhed« i parternes rettigheder og

forpligtelser ifølge aftalen til skade for forbrugeren), eller medfører

det blotte forhold, at betalingsvilkåret, der vedrører væsentlige

oplysninger i henhold til kontrakten, ikke opfylder kravet om

gennemsigtighed, at vilkåret skal anses for at være urimeligt?

5. Medfører det forhold, at kontrakten vedrørende juridiske

tjenesteydelser ikke binder forbrugeren som angivet i artikel 6, stk.

1, i direktiv 93/13, når kontraktvilkåret vedrørende betaling er

fundet urimeligt, at der er behov for at genoprette den situation,

som forbrugeren ville have befundet sig i, hvis det urimelige vilkår

ikke havde været en del af aftalen? Vil genoprettelsen af en sådan

situation medføre, at forbrugeren ikke er forpligtet til at betale for

de ydelser, der allerede er leveret?

6. Ville det, hvis karakteren af en kontrakt, hvorefter der allerede er

sket levering af ydelser mod et vederlag, medfører, at det ikke er

muligt at genoprette den situation, som forbrugeren ville have

befundet sig i, hvis det urimelige vilkår ikke havde været en del af

aftalen (ydelserne er allerede leveret), være i strid med formålet med

artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 at fastsætte et vederlag for de

ydelser, der er leveret [af] advokaten? Såfremt dette spørgsmål

besvares benægtende, ville den rette balance, hvorved der opnås

ligevægt mellem kontraktens parter, da kunne opnås: (i) hvis

advokaten opnår betaling for de leverede ydelser på grundlag af den

timesats, der er angivet i kontrakten; (ii) hvis advokaten opnår

betaling i form af minimumsvederlaget for juridiske tjenesteydelser

(f.eks. i henhold til det udgangspunkt, der er fastsat gennem en

national retlig foranstaltning i form af vejledende maksimumssatser

for vederlag i forbindelse med advokaters ydelser); (iii) hvis

advokaten opnår betaling af et rimeligt beløb for ydelserne på

grundlag af rettens vurdering under hensyntagen til

sagens kompleksitet, advokatens kvalifikationer og erfaring,

klientens økonomiske forhold og andre relevante omstændigheder?