Den 30. juni 2022
FVM 183
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om svenske forslag til fælles henstilling om fiskeriforanstaltninger for beskyt-
telse af habitater og arter i Østersøen, Øresund og Kattegat (delegeret retsakt)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
I medfør af grundforordningen 1380/2013 om den fælles fiskeripolitik, skal forslag til fiskeriforan-
staltninger, som medlemsstaterne tager initiativ til med henblik på overholdelse af forpligtelserne i
EU’s miljølovgivning, koordineres regionalt og fremsendes i form af en fælles henstilling til Kommis-
sionen. Kommissionen kan herefter, hvis den finder den fælles henstilling fyldestgørende, efter høring
af Europa-Parlamentet og Rådet, vedtage en delegeret retsakt. Sverige har fremsat forslag til fiskeri-
regulering i 15 svenske Natura 2000-områder beliggende i hhv. Østersøen, Øresund og Kattegat. Der
lægges op til indførsel af en række helårlige fiskeriforbudsområder, periodevise fiskeriforbud og be-
grænsninger af hhv. bundslæbende fiskeri, garnfiskeri og linefiskeri. Danmark, Tyskland og Polen har
fiskerirettigheder i områderne, og skal derfor konsulteres omkring de foreslåede fiskerireguleringer.
Sverige er i proces med at udfærdige forslag til fælles henstilling. Der forventes at være erhvervsøko-
nomiske konsekvenser forbundet med forslaget, da der sker et dansk fiskeri med bundtrawl i særligt
et af de berørte områder, hvorfra der årligt landes for ca. 2,6 mio. kr. Forslaget vurderes ikke at berøre
beskyttelsesniveauet i Danmark, men skønnes at have en positiv påvirkning på beskyttelsesniveauet i
EU i øvrigt. Regeringen støtter, at Rådet ikke gør indsigelse mod udstedelsen af den delegerede retsakt,
og vil 8 dage fra oversendelsen af nærværende notat lægge dette til grund.
Baggrund
Grundforordningen 1380/2013 om den fælles fiskeripolitik, særligt artikel 18, lægger op til et regionalt
samarbejde mellem medlemsstater med en direkte forvaltningsmæssig interesse inden for rammerne af
den fælles fiskeripolitik. De pågældende medlemsstater kan i overensstemmelse med artikel 11 og 18
fremsende en fælles henstilling om en fiskeriregulering til Kommissionen.
Kommissionen kan på baggrund heraf vedtage fiskerireguleringen i en delegeret retsakt med hjemmel i
artikel 11, stk. 2, og artikel 18 i Europa-Parlamentet og Rådets forordning 1380/2013.
Kommissionen kan først vedtage en delegeret retsakt efter høring af Den Videnskabelige, Tekniske og
Økonomiske Komite for Fiskeri (STECF). Den delegerede retsakt kan kun vedtages og træde i kraft, hvis
Europa-Parlamentet eller Rådet ikke gør indsigelse inden for en frist på to måneder. Fristen for indsi-
gelse kan dog forlænges med yderligere to måneder efter anmodning fra enten Europa-Parlamentet eller