Den 30. juni 2022
FVM 184
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om tysk forslag til fælles henstilling om fiskeriforanstaltninger for beskyttelse af
sandbanker og stenrev i Østersøen (delegeret retsakt)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
I medfør af grundforordningen 1380/2013 om den fælles fiskeripolitik, skal forslag til fiskeriforan-
staltninger, som medlemsstaterne tager initiativ til med henblik på overholdelse af forpligtelserne i
EU’s miljølovgivning, koordineres regionalt og fremsendes i form af en fælles henstilling til Kommis-
sionen. Kommissionen kan herefter, hvis den finder den fælles henstilling fyldestgørende, efter høring
af Europa-Parlamentet og Rådet, vedtage en delegeret retsakt. Tyskland har fremsat forslag til fiske-
riregulering i fem Natura 2000-områder i Østersøen. Forslaget lægger op til et forbud mod anven-
delse af bundslæbende redskaber i hele eller dele af områderne. Danmark, Sverige, Polen, Estland,
Finland, Letland og Litauen har fiskerirettigheder i områderne, og skal derfor konsulteres omkring de
foreslåede fiskerireguleringer. Landingsværdierne for dansk fiskeri i de fem områder, hvor der indfø-
res fiskerirestriktioner er opgjort til i alt ca. 0,5 mio. kr. Tyskland har udfærdiget forslag til fælles
henstilling. Forslaget vurderes ikke at berøre beskyttelsesniveauet i Danmark, men skønnes at have
en positiv påvirkning på beskyttelsesniveauet i EU i øvrigt. Regeringen støtter, at Rådet ikke gør ind-
sigelse mod udstedelsen af den delegerede retsakt, og vil 8 dage fra oversendelsen af nærværende no-
tat lægge dette til grund.
Baggrund
Grundforordningen 1380/2013 om den fælles fiskeripolitik, særligt artikel 18, lægger op til et regionalt
samarbejde mellem medlemsstater med en direkte forvaltningsmæssig interesse inden for rammerne af
den fælles fiskeripolitik. De pågældende medlemsstater kan i overensstemmelse med artikel 11 og 18
fremsende en fælles henstilling om en fiskeriregulering til Kommissionen.
Kommissionen kan på baggrund heraf vedtage fiskerireguleringen i en delegeret retsakt med hjemmel i
artikel 11, stk. 2, og artikel 18 i forordning (EU) nr. 1380/2013.
Kommissionen kan først vedtage en delegeret retsakt efter høring af Den Videnskabelige, Tekniske og
Økonomiske Komite for Fiskeri (STECF). Den delegerede retsakt kan kun vedtages og træde i kraft, hvis
Europa-Parlamentet eller Rådet ikke gør indsigelse inden for en frist på to måneder. Fristen for indsi-
gelse kan dog forlænges med yderligere to måneder efter anmodning fra enten Europa-Parlamentet eller
fra Rådet. Europa-Parlamentet træffer beslutning om indsigelse med simpelt flertal, mens Rådet træffer
beslutning med kvalificeret flertal.
Det forventes, at forslaget om fiskeriregulering i de tyske områder kan vedtages som en delegeret retsakt
senest seks måneder efter, at den fælles henstilling er modtaget i Kommissionen.