Den 28. juni 2022
MIM 77-22
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om ændring af Kommissionsforordning (EU) nr. 582/2011 vedrørende
emissioner ved typegodkendelse af tunge køretøjer der anvender ren biodiesel
(komitesag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag om ændring af Kommissionsforordning (EU) nr. 582/2011
vedrørende emissioner ved typegodkendelse af tunge køretøjer, der anvender ren biodiesel. Forslaget
vurderes generelt ikke at have konsekvenser for beskyttelsesniveauet i Danmark eller EU. Forslaget
forventes sat til afstemning i Den tekniske Komité for motorkøretøjer den 5. juli 2022. Regeringen
kan støtte forslaget.
Baggrund
Kommissionen har fremsat forslag om ændring af Kommissionsforordning (EU) nr. 582/2011
vedrørende emissioner ved typegodkendelse af tunge køretøjer, der anvender ren biodiesel.
Forslaget er fremsat med hjemmel i artikel 4(3) og 5(4) og artikel 12 i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 595/2009 om typegodkendelse af motorkøretøjer og motorer med hensyn til emissioner fra
tunge erhvervskøretøjer (Euro VI) og om adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om
køretøjer og om ændring af forordning (EF) nr. 715/2007 og direktiv 2007/46/EF og om ophævelse af
direktiv 80/1269/EØF, 2005/55/EF og 2005/78/EF (EØS-relevant tekst).
Forslaget behandles i en forskriftsprocedure med kontrol i Den tekniske Komité for motorkøretøjer.
Hvis der er kvalificeret flertal for forslaget, forelægger Kommissionen forslaget for Rådet og Europa-
Parlamentet med henblik på legalitetskontrol, der udtaler sig med henholdsvis kvalificeret og absolut
flertal inden for 3 måneder. Kommissionen vedtager forslaget, såfremt Rådet og Europa-Parlamentet
tilslutter sig forslaget eller ikke har udtalt sig inden for tidsfristen. Opnås der ikke kvalificeret flertal i
Den Stående Komité, forelægger Kommissionen sagen for Rådet, der udtaler sig med kvalificeret
flertal inden for 2 måneder. Kommissionen underretter samtidig Europa-Parlamentet. Hvis Rådet
vedtager forslaget eller ikke udtaler sig inden for fristen, skal forslaget sendes til Europa-Parlamentet
til legalitetskontrol. Kommissionen vedtager forslaget, hvis Europa-Parlamentet ikke inden for en frist
på 4 måneder har gjort indsigelse mod forslaget.