Europaudvalget 2021-22
EUU Alm.del Bilag 592
Offentligt
2597630_0001.png
Den 21. juni 2022
MIM 74-22
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
Om Kommissionens forslag om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 1223/2009 for så vidt angår anvendelsen af
butylhydroxytoluen, Acid Yellow 3, homosalat og HAA299 i kosmetiske
produkter og om berigtigelse af nævnte forordning for så vidt angår anvendelsen
af resorcinol i kosmetiske produkter (Komitésag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag om ændring af bilag III og bilag VI til Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 1223/2009 om kosmetiske produkter (Kosmetikforordning) vedrørende
anvendelsen stofferne butylhydroxytoluen (BHT), Acid Yellow 3, homosalat og Bis-
(Diethylaminohydroxybenzoyl Benzoyl) Piperazine (HAA 299) (nano og ikke-nanoformen).
Derudover er der et forslag om en berigtigelse af kosmetikforordningen for så vidt angår anvendelsen
af resorcinol i kosmetiske produkter. Forslaget fra Kommissionen er for stofferne BHT, Acid Yellow 3,
BHT og homosalat baseret på vurderinger fra EU's videnskabelige komité for forbrugersikkerhed
(VKF). Acid Yellow 3 forslås begrænset til brug i ikke-oxidative hårfarveprodukter op til 0,5%. BHT
forslås begrænset, så det fremover kan bruges op til maximalt 0,001 % i mundskyl, 0,1 % i tandpasta
og 0,8 % i andre produkter. For homosalat foreslår Kommissionen, at stoffet fremover kun tillades
som UV filter i ansigtsprodukter (undtagen ansigtssprayprodukter med drivmiddel) i koncentrationer
op til 7,34%. Stoffet HAA299 foreslås opført på listen over godkendte UV filtre (bilag III til
Kosmetikforordningen) i både nano- og ikke-nanoform i koncentrationer op til 10%. For resorcinol
foreslår Kommissionen, at en advarsel mod brug på øjenvipper og øjenbryn tilrettes, således at
resorcinol fremover kan bruges i produkter til farvning af øjenbryn. Det er regeringens vurdering, at
forslaget ikke har væsentlige økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige.
Forslaget vil have økonomiske konsekvenser for industrien, men disse vurderes ikke at være
væsentlige. Regeringen er positivt indstillet over for de dele af forslaget, der vedrører Acid Yellow 3
og HAA299. For homosalat og BHT er vurderingen fra danske eksperter, at hormonforstyrrende
effekter ikke kan udelukkes. Regeringen mener som udgangspunkt ikke, at forbrugerprodukter som
kosmetiske produkter skal indeholde hormonforstyrrende stoffer, med mindre disse er nødvendige for
samfundet, og der ikke er en risiko forbundet med anvendelsen. Regeringen kan derfor ikke støtte
Kommissionens forslag hvad angår BHT og homosalat, til trods for at forslaget på den korte bane
medfører en øget beskyttelse af forbrugerne. Resorcinol er ligeledes mistænkt hormonforstyrrende, og
regeringen mener derfor ikke, at det er hensigtsmæssigt at fjerne begrænsningen for brug til farvning
af øjenbryn. Regeringen agter således at støtte forslaget, idet der dog lægges afgørende vægt på, at
Kommissionen tilpasser forslaget således, at begrænsningerne vedrørende homosalat og BHT, samt
forslag om ændring af advarslen for resorcinol udgår af forslaget. Forslaget er sat til afstemning i
Den Stående Komité for Kosmetiske Produkter den 28. juni 2022.
Baggrund
Kommissionen har fremsat forslag om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
1223/2009 om kosmetiske produkter for så vidt angår anvendelsen af butylhydroxytoluen (BHT), Acid
Yellow 3, homosalat og Bis-(Diethylaminohydroxybenzoyl Benzoyl) Piperazine (HAA 299) (nano og
EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 592: Notat om komitésag om Butylhydroxytoluen, Acid Yellow 3, homosalat og HAA299 og resorcinol i kosmetiske produkter
2597630_0002.png
ikke-nanoformen) i kosmetiske produkter og om berigtigelse af nævnte forordning for så vidt angår
anvendelsen af resorcinol i kosmetiske produkter.
Forslaget er fremsat med hjemmel i artikel 31, stk. 1 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
1223/2009 om kosmetiske produkter (kosmetikforordningen). Forslaget vedrører tilpasningen af bilag
III, som er listen stoffer, som i kosmetiske produkter kun må forekomme i overensstemmelse med de
fastsatte begrænsninger samt bilag VI, som er listen over de UV-filtre, som tillades i kosmetiske
produkter.
Forslaget behandles i en forskriftsprocedure med kontrol i Den Stående Komité for Kosmetiske
Produkter. Hvis der er kvalificeret flertal for forslaget, forelægger Kommissionen forslaget for Rådet og
Europa-Parlamentet med henblik på legalitetskontrol. Rådet og Europa-Parlamentet udtaler sig med
henholdsvis kvalificeret og absolut flertal inden for 3 måneder. Kommissionen vedtager forslaget,
såfremt Rådet og Europa-Parlamentet tilslutter sig forslaget eller ikke har udtalt sig inden for tidsfristen.
Opnås der ikke kvalificeret flertal i Den Stående Komité for Kosmetiske Produkter, forelægger
Kommissionen sagen for Rådet og Europa-Parlamentet, der udtaler sig med henholdsvis kvalificeret og
absolut flertal inden for 4 måneder. Kommissionen vedtager forslaget, såfremt Rådet og Europa-
Parlamentet tilslutter sig forslaget eller ikke har udtalt sig inden for tidsfristen.
Forslaget har været drøftet på et hybridmøde i EU arbejdsgruppen for kosmetik den 1. marts 2022.
Forslaget er sat til afstemning i Den Stående Komité for Kosmetiske Produkter den 28. juni 2022.
Formål og indhold
Forslaget fra Kommissionen indebærer et forslag om begrænsning af stofferne butylhydroxytoluen
(BHT) og Acid Yellow 3, et forslag om yderligere begrænsning af stoffet homosalat samt forslag om at
tilføje stoffet Bis-(Diethylaminohydroxybenzoyl Benzoyl) Piperazine (HAA 299) (nano og ikke-
nanoformen) på listen over godkendte UV filtre i Kosmetikforordningen. Derudover er der et forslag om
en berigtigelse af kosmetikforordningen for så vidt angår anvendelsen af resorcinol i kosmetiske
produkter.
Butylhydroxytoluen (BHT), Cas nr. 128-37-0
Butylhydroxytoluen (BHT) anvendes som antioxidant og parfumestof og er i øjeblikket ikke reguleret i
kosmetikforordningen, og må derfor anvendes i koncentrationer, som producenten selv vurderer er
sikker. Som en del af EU Kommissionens arbejde med hormonforstyrrende stoffer har den
videnskabelige komité for forbrugersikkerhed (VKF) fået mandat til at vurdere BHT, som er mistænkt
for at være hormonforstyrrende.
VKF har vurderet, at BHT er sikker som ingrediens op til en maksimal koncentration på 0,001 % i
mundskyl, 0,1 % i tandpasta og 0,8 % i andre produkter
1
. Desuden konkluderede VKF, at den samlede
eksponering for BHT fra alle ovennævnte produkter også er sikker. På den baggrund foreslår
Kommissionen at tilføje BHT til bilag III i overensstemmelse med konklusionerne fra VKF, således at
brugen af stoffet begrænses.
Acid Yellow 3, Cas nr. 8004-92-0
Acid Yellow 3 er på nuværende tidspunkt opført i bilag IV til kosmetikforordningen over tilladte
farvestoffer, og er derfor tilladt til anvendelse som farvestof i kosmetiske produkter.
1
VKF’s udtalelse om BHT fra 2. december 2021 (SCCS/1636/21)
https://ec.europa.eu/health/system/files/2021-
12/sccs_o_257.pdf
2
EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 592: Notat om komitésag om Butylhydroxytoluen, Acid Yellow 3, homosalat og HAA299 og resorcinol i kosmetiske produkter
2597630_0003.png
På baggrund af et mandat fra EU-Kommissionen er sikkerheden af Acid Yellow 3 i hårprodukter blevet
vurderet af VKF, som har konkluderet, at Acid Yellow 3 er sikkert at anvende som hårfarvestof i ikke-
oxidative hårfarvningsprodukter i koncentrationer op til 0,5%
2
. På den baggrund foreslår
Kommissionen at tilføje Acid Yellow 3 til bilag III i overensstemmelse med konklusionerne fra VKF.
Resorcinol, Cas nr. 108-46-3
Resorcinol, er på nuværende tidspunkt er opført under løbenummer 22 i bilag III til
kosmetikforordningen. Stoffet er tilladt til anvendelse i oxidative hårfarvningsprodukter, produkter
bestemt til farvning af øjenvipper til erhvervsmæssig brug samt i hårlotion og shampoo med visse
begrænsninger. Med hensyn til oxidative hårfarveprodukter skal etiketten indeholde følgende advarsel:
"Må ikke anvendes til farvning af øjenvipper eller øjenbryn". I henhold til definitionen af udtrykket
"hårprodukt" i forordning (EF) nr. 1223/2009, som trådte i kraft den 11. juli 2013, forstås ved et
hårprodukt et kosmetisk produkt, som er beregnet til at blive anvendt på hovedhår eller anden hårvækst
i ansigtet, dog ikke øjenvipper. Udelukkelsen af øjenvipper skyldes, at risikoniveauet er forskelligt, alt
efter om kosmetiske produkter anvendes på hovedhår eller øjenvipper. I 2013 blev løbenummer 22 i
bilag III til Kosmetikforordningen ændret
3
for at tillade erhvervsmæssig anvendelse af resorcinol i
produkter bestemt til farvning af øjenvipper. På det tidspunkt burde advarslen vedrørende anvendelse
til øjenbryn udgå, da anvendelsen af resorcinol i produkter til farvning af øjenbryn, i betragtning af den
nye definition, var tilladt i produkttypen "oxidative hårfarvningsprodukter". Kommissionen har derfor
fremsat forslag om at rette advarslen for resorcinol i løbenr. 22 til bilag III, således at den lyder: "Må
ikke anvendes til farvning af øjenvipper”.
Homosalat, Cas nr. 118-56-9
Homosalat er på nuværende tidspunkt opført under løbenummer 3 i bilag VI til kosmetikforordningen
og må derfor anvendes som UV-filter i kosmetiske produkter med en koncentration på højst 10 %. Som
en del af EU Kommissionens arbejde med hormonforstyrrende stoffer har VKF fået mandat til at
vurdere homosalat, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende. VKF konkluderede, at brugen af
homosalat som UV-filter i kosmetiske produkter kun er sikker for forbrugeren op til en maksimal
koncentration på 0,5 % i det endelige produkt
4
. For at sikre en bred tilgængelighed af UV-filtre og
dermed tilstrækkelig solbeskyttelse for forbrugerne fik VKF efterfølgende mandat til at vurdere brugen
af homosalat i ansigtsprodukter alene, i koncentrationer op til 7,34 %, hvilket VKF har vurderet
sikker
5
. På den baggrund kan det konkluderes, at der er en potentiel risiko for menneskers sundhed
som følge af anvendelsen af homosalat som UV-filter i kosmetiske produkter i den koncentration, der i
øjeblikket er tilladt. Derfor foreslår Kommissionen, at brugen af homosalat begrænses til
ansigtsprodukter (med undtagelse af ansigtssprayprodukter med drivgas, hvor homosalat ikke må
bruges) op til en maksimal koncentration på 7,34 %. Bilag VI løbenummer 3 foreslås derfor ændret i
overensstemmelse hermed.
HAA299 og HAA299 (nano), Cas nr. 919803-06-8
2
VKFs udtalelse om Acid Yellow 3 fra 23. juli 2021 (SCCS/1631/21)
https://ec.europa.eu/health/system/files/2021-07/sccs_o_253_0.pdf
3
ved Kommissionens forordning (EU) nr. 1197/2013
4
VKFs udtalelse om Homosalat fra 25. juni 2021 (SCCS/1622/20)
https://ec.europa.eu/health/system/files/2021-06/sccs_o_244_0.pdf
5
VKFs videnskabelige råd om sikkerheden af homosalat som UV filter i kosmetiske produkter fra 2. december
2021 (SCCS/1638/21)
https://ec.europa.eu/health/system/files/2021-12/sccs_o_260.pdf
3
EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 592: Notat om komitésag om Butylhydroxytoluen, Acid Yellow 3, homosalat og HAA299 og resorcinol i kosmetiske produkter
2597630_0004.png
Stoffet Bis-(diethylaminohydroxybenzoyl Benzoyl) Piperazin (også kaldet HAA299) er en kosmetisk
ingrediens med de rapporterede funktioner af et UV-filter. HAA299 er hverken på nano- og ikke-
nanoform reguleret i kosmetikforordningen på nuværende tidspunkt.
Industrien ønsker HAA299 opført på bilag VI til kosmetikforordningen, således at stofferne bliver
godkendt til anvendelse som UV filtre i kosmetiske produkter, og stofferne er på den baggrund blevet
vurderet af VKF. VKF konkluderede, at HAA299 i nanoform (med en renhed
97 % samt en median
partikelstørrelse udtrykt i partikelantal
50 nm), er sikkert, når det anvendes som UV-filter i
kosmetiske produkter på huden op til en maksimal koncentration på 10 %. VKF bemærker i deres
videnskabelige råd, at HAA299 på ikke-nano form blev fundet sikker i samme koncentration i 2014
6
.
For nanoformen er der risiko for inflammatoriske effekter på lungerne (som følge af akut eksponering
via inhalation), og stoffet bør derfor ikke anvendes i applikationer, der kan medføre eksponering af
lungerne. På den baggrund foreslår Kommissionen at tilføje hhv. HAA299 og HAA299 (nano) til bilag
VI til Kosmetikforordningen, således at stofferne kan bruges som UV filter i kosmetiske produkter i
koncentrationer op til 10%. HAA299(nano) forslås dog begrænset, således at kun nanomaterialer med
en renhed lige med eller over 97 % samt en medianpartikelstørrelse med hensyn til partikelantal på
eller over 50 nm må anvendes, og HAA299 (nano) må ikke anvendes i anvendelser, der kan medføre
eksponering af slutbrugerens lunger via indånding. Samtidig må den kombinerede koncentration af
nano og ikke-nanoformen af HAA299 ikke overstige 10 % i et kosmetisk produkt.
Overgangsperioder
Forslaget tager hensyn til, at branchen bør have en passende tidsfrist i forhold til at tilpasse sig de nye
regler. Det foreslås derfor for stofferne Acid Yellow 3 og BHT, at der for nye produkter, der bringes i
omsætning på det europæiske marked, gælder en overgangsperiode på 6 måneder regnet fra
tidspunktet for ikrafttrædelse, mens der for produkter, der allerede er blevet bragt i omsætning på
markedet, gælder en overgangsperiode på 12 måneder regnet fra tidspunktet for ikrafttrædelse.
Sidstnævnte indebærer, at eksisterende produkter, der ikke er i overensstemmelse med forslaget, skal
fjernes fra markedet inden overgangsperiodens udløb
.
Med hensyn til de nye restriktioner for homosalat er omformulering af produkter, der indeholder dette
UV-filter, teknisk udfordrende, og det er nødvendigt at måle effektiviteten af solbeskyttelsesfaktoren
for de omformulerede produkter. Det forslås derfor, at industrien får længere overgangsperioder så de
kan tilpasse sig de nye regler. For homosalat foreslås, således at der for nye produkter, der bringes i
omsætning på det europæiske marked, gælder en overgangsperiode på 24 måneder, mens der for
produkter, der allerede er blevet bragt i omsætning på markedet, gælder en overgangsperiode på 30
måneder, begge regnet fra tidspunktet for ikrafttrædelse.
Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet har ikke udtalt sig om forslaget. Europa-Parlamentet vil få forelagt sagen som led
i forskriftsproceduren med kontrol med henblik på legalitetskontrol.
Nærhedsprincippet
Da der er tale om gennemførelsesforanstaltninger til en allerede vedtaget retsakt, er det regeringens
vurdering, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.
6
VKFs udtalelse om HAA299 på ikke-nano form i kosmetiske produkter fra 18. juni 2014 (SCCS/1533/14).
https://ec.europa.eu/health/scientific_committees/consumer_safety/docs/sccs_o_159.pdf
4
EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 592: Notat om komitésag om Butylhydroxytoluen, Acid Yellow 3, homosalat og HAA299 og resorcinol i kosmetiske produkter
Gældende dansk ret
Kosmetikforordningen og ændringer hertil er umiddelbart gældende i Danmark.
Konsekvenser
Lovgivningsmæssige konsekvenser
Der er tale om et forslag til en forordning om ændring af Kosmetikforordningen. Idet der er tale om en
forordning, vil ændringerne få direkte virkning i Danmark, og forslaget vil derfor ikke medføre behov
for ændringer i gældende dansk ret.
Økonomiske konsekvenser
Det vurderes, at såfremt forslaget vedtages, vil det ikke medføre væsentlige økonomiske eller
administrative konsekvenser for det offentlige, i form af kontrol og håndhævelse af reglerne, som ikke
forventes at blive kontrolleret hvert år.
I forhold til økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet, så medfører forslaget
forskellige ændringer, som primært er rettet mod producenter af kosmetiske produkter. Det vurderes,
at der er relativt få producenter af kosmetiske produkter i Danmark.
Forslaget vil medføre, at anvendelsen af BHT og Acid Yellow 3 fremover vil blive underlagt forskellige
grænseværdier. For homosalat vil forslaget medføre en yderligere begrænsning af stoffet i forhold til
gældende regler. Såfremt forslaget vedtages, vil industrien, såfremt de benytter stofferne i de
nuværende højest tilladte koncentrationer, skulle reformulere deres produkter, hvilket vil have
økonomiske konsekvenser. Der vil også være økonomiske konsekvenser for detailhandlen, da de vil
skulle trække produkter tilbage fra markedet, der indeholder stofferne, og som ikke opfylder de
kommende begrænsninger. Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt, at kvantificere de økonomiske
konsekvenser for erhvervet. For homosalat har industrien oplyst, at der kan være tekniske
udfordringer forbundet med omformuleringen af produkter, og der er derfor forslået en ekstra lang
overgangsperiode, så industrien får en passende frist til at tilpasse sig kommende regler. Der er ikke
søgt om længere overgangsperiode for BHT og Acid Yellow fra industriens side, og det forventes
derfor, at den forslåede overgangsperiode er tids nok til at bringe produkter i overensstemmelse med
de nye begrænsninger. På grund af de forslåede overgangsperioder og baseret på en vurdering af, at
det ikke vil være alle produkter på markedet, hvor en reformulering vil være nødvendig, vurderes det
ikke umiddelbart, at forslaget vil medføre væsentlige økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.
Beskyttelsesniveauet og andre konsekvenser
Forslaget vil umiddelbart øge beskyttelsesniveauet for menneskers sundhed, idet stofferne BHT og Acid
Yellow 3 vil blive begrænset i kosmetiske produkter, hvor de på nuværende tidspunkt frit kan anvendes
i koncentrationer, som industrien vurderer er sikre. For stoffet homosalat vil forslaget medføre en bedre
beskyttelse af forbrugere, idet stoffet bliver begrænset yderligere i forhold til de gældende regler.
Forslaget vedrørende stofferne HAA299(nano og ikke nano) samt resorcinol forventes ikke at have
indflydelse på beskyttelsesniveauet.
Høring
Sagen har været i skriftlig høring i EU Miljø-specialudvalget, hvor der er indkommet bemærkninger
fra Kosmetik- og hygiejnebranchen (KOH). KOH appelerer til, at Regeringen følger anbefalingerne fra
VKF, da det ellers vil fravige fra de generelle principper for vurderinger (at ingredienser i kosmetiske
produkter evalueres efter risikovurderinger frem for farevurderinger). KOH vil derudover appellere til,
at politiske og principielle holdninger ikke kommer til at tilsidesætte videnskabelig evidens. Ifølge
KOH garanterer den kosmetiske sikkerhedsvurdering, på baggrund af videnskabelig evidens, at
produkter, som markedsføres er sikre og dermed ikke besidder hormonforstyrrende egenskaber.
Høringsvaret giver ikke anledning til ændring af regerings foreløbige holdning, da man fra dansk side
5
EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 592: Notat om komitésag om Butylhydroxytoluen, Acid Yellow 3, homosalat og HAA299 og resorcinol i kosmetiske produkter
ikke er enige i, at den sikkerhedsvurdering, der er udført af VKF kan garantere sikkert brug, og at der
ikke kan være en risiko for hormonforstyrrende effekter ved anvendelsen af stofferne i kosmetik.
Generelle forventninger til andre landes holdninger
Forslaget blev præsenteret til EU arbejdsgruppemøde for kosmetiske produkter d. 1. marts 2022, og det
forventes, at et flertal af de andre medlemsstater er positive over for forslaget, og at der vil være
kvalificeret flertal for forslaget.
Regeringens foreløbige generelle holdning
Regeringen støtter, at hårfarvestoffer bliver reguleret, så de kun må bruges i mængder, der vurderes at
være sikrefor forbrugerne. Regeringen støtter derfor forslaget fra Kommissionen om at begrænse
brugen af Acid Yellow 3 som hårfarvestof.
Hvad angår forslaget om at tillade stoffet HAA299 på nano- og ikke nanoform som UV-filter i
kosmetik, så har VKF vurderet, at stofferne er sikre at bruge. VKF nævner i deres vurdering, at
tilgængelige data indikerer, at HAA299 (nano) er et praktisk talt uopløseligt materiale med et meget
lavt optage over hud og mund. På grund af den meget lave systemiske tilgængelighed vurderer VKF, at
det er usandsynligt, at materialet vil giver ændringer af arveanlæg eller effekter på reproduktionen.
Eksperter fra DTU Fødevareinstituttet er enige med VKF i, at der vil være meget lavt optag af stoffet
over huden. På baggrund af konklusionen fra VKF, kan regeringen støtte Kommissionens forslag om at
opføre HAA299 på nano og ikke-nanoform på listen over godkendte UV-filtre (bilag III til
Kosmetikforordningen).
Regeringen ønsker at begrænse befolkningens udsættelse for problematiske stoffer, herunder stoffer
som er hormonforstyrrende eller mistænkt hormonforstyrrende. Regeringen har sammen med
samtlige partier i folketinget i 2022 indgået en aftale på kemiområdet, Kemiindsats 2022-25, hvor der
er enighed om, at bl.a. hormonforstyrrende stoffer skal udfases fra forbrugerprodukter, og at der skal
tages højde for cocktaileffekter af kemikalier i al relevant lovgivning, herunder i kosmetikreglerne.
Stofferne homosalat og BHT er begge stoffer, der er mistænkte hormonforstyrrende.
For homosalat kan det ikke udelukkes, at stoffet kan have hormonforstyrrende effekter i mennesker,
da stoffet viser hormonforstyrrende virkemåde i reagensglasforsøg, men stoffets mulige
hormonforstyrrende effekter er ikke undersøgt i dyrestudier. For at tage højde for denne usikkerhed
anbefaler danske eksperter at indføre en ekstra sikkerhedsfaktor i risikovurderingen, og hvis man gør
det, vil homosalat ikke være sikker at anvende som UV filter i ansigtscreme i den forslåede
koncentration. Dertil kommer, at der i VKFs vurdering ikke er taget højde for, at man kan blive udsat
for homosalat fra andre kilder. Til sidst burde der i risikovurderingen også tages højde for, at
homosalat nedbrydes til stoffet salicylsyre i kroppen. Salicylsyre er også mistænkt hormonforstyrrende
og anvendes også i kosmetiske produkter som et stof i sig selv, ligesom der er andre kosmetiske
ingredienser, udover homosalat, som også nedbrydes til salicylsyre i kroppen. Salicylsyre anvendes
ligeledes i andre produkter, som bidrager til eksponering af forbrugerne. Alt i alt er man fra dansk
side uenig med VKF og Kommissionen i, at et ansigtsprodukt med 7,34% homosalat er sikkert at
anvende for forbrugerne.
BHT er vurderet sikker at anvende af VKF. Dog er datagrundlaget for vurderingen af BHTs mulige
hormonforstyrrende effekter begrænset, men baseret på den nuværende viden, kan man ikke
udelukke, at stoffet kan have hormonforstyrrende effekter. Denne usikkerhed burde VKF have taget
højde for i deres vurdering. Samtidig anvendes BHT i mange andre produkter, som forbrugerne kan
eksponeres for på samme tid, og der burde være taget højde for de mulige kombinationsvirkninger i
6
EUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 592: Notat om komitésag om Butylhydroxytoluen, Acid Yellow 3, homosalat og HAA299 og resorcinol i kosmetiske produkter
VKFs vurdering. Hvis man tager højde for disse usikkerheder, vil de angivne grænseværdier for BHT
ikke anses som værende sikre.
Baseret på ovenstående og ud fra en principiel holdning, om at stoffer, der er hormonforstyrrende eller
mistænkt hormonforstyrrende, ikke skal anvendes i kosmetik, kan regeringen ikke støtte
Kommissionens forslag, hvad angår BHT og homosalat, til trods for, at forslaget på den korte bane
medfører en øget beskyttelse af forbrugerne. Regeringen ønsker samtidig at sende et signal om, at vi
ikke er enige i de metoder til vurdering af stofferne, som ligger til grund for Kommissionens forslag.
Hvad angår forslaget om at tilrette begrænsningen for resorcinol, er regeringens holdning, at
anvendelsen ikke bør udvides, således at brug på øjenbryn tillades, til trods for at VKF har vurderet
resorcinol sikkert at anvende i hårfarveprodukter, hvilket pr. definition inkluderer produkter til
farvning af bryn. Det skyldes, at resorcinol også er et mistænkt hormonforstyrrende stof, og ligesom
for BHT og homosalat er der i VKFs vurdering ikke taget højde for mulige kombinationsvirkninger og
usikkerheden omkring resorcinols mulige hormonforstyrrende effekter. Regeringen mener derfor ikke,
at det er hensigtsmæssigt at fjerne begrænsningen for brug til farvning af øjenbryn, og kan på den
baggrund ikke støtte Kommissionens forslag om at tilrette begrænsningen for resorcinol i bilag III.
På den baggrund agter regeringen at støtte forslaget, idet der dog lægges afgørende vægt på, at
Kommissionen tilpasser forslaget således, at begrænsningerne vedrørende homosalat og BHT, samt
forslag om ændring af advarslen for resorcinol udgår af forslaget.
Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.
7