ERU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 25: Lovudkast: Forslag til ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om kapitalmarkeder, lov om investeringsforeninger m.v. og flere andre love (Udpegelse af afviklingsmyndigheder for nødlidende centrale modparter og regler for livsforsikringsvirksomheder der udbyder syge- og ulykkesforsikringer)

Erhvervsudvalget 2021-22
ERU Alm.del Bilag 25
Offentligt

UDKAST

Erhvervsudvalget 2021-22

ERU Alm.del - Bilag 25

Offentligt

Forslag

Til

Ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om kapitalmarkeder, lov om

investeringsforeninger m.v. og flere andre love

(Udpegelse af afviklingsmyndigheder for nødlidende centrale modparter og regler for

livsforsikringsvirksomheder der udbyder syge- og ulykkesforsikringer)

§1

I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1447 af 11. september 2020, som

ændret ved § 1 i lov nr. 641 af 19. maj 2020, § 1 i lov nr. 2110 af 22. december 2020, § 2 i

lov nr. 2223 af 29. december 2020, § 297 i lov nr. 1155 af 8. juni 2021 og § 4 i lov nr.

1163 af 8. juni 2021, foretages følgende ændringer:

fodnoten

til lovens titel ændres »og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

(EU) 2019/2162 af 27. november 2019 om udstedelse af dækkede obligationer og

offentligt tilsyn med dækkede obligationer og om ændring af direktiv 2009/65/EF og

2014/59/EU, EU-Tidende 2019, nr. L 328, side 29« til: »dele af Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv (EU) 2019/2162 af 27. november 2019 om udstedelse af dækkede

obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer og om ændring af direktiv

2009/65/EF og 2014/59/EU, EU-Tidende 2019, nr. L 328, side 29, og dele af

Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2021/1270 af 21.april 2021 om ændring af

direktiv 2010/43/EU for så vidt angår de bæredygtighedsrisici og

bæredygtighedsfaktorer, der skal tages hensyn til i forbindelse med institutter for

kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), EU-Tidende 2021, nr. L

277, side 141«.

Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af

13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv

investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (UCITS-direktivet), EU-Tidende 2009, nr. L 302, side 32

og dele af Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2021/1270 af 21. april 2021 om ændring af direktiv

2010/43/EU for så vidt angår de bæredygtighedsrisici og bæredygtighedsfaktorer, der skal tages hensyn til i

forbindelse med institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), EU-Tidende 2021,

nr. L 277, side 141, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/EU af 4. februar 2014 om

forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og

2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010, EU-Tidende 2014, nr. L 60, side 34, og dele af Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034 af 27. november 2019 om tilsyn med investeringsselskaber

og om ændring af direktiv 2002/87/EF, 2009/65/EF, 2011/61/EU, 2013/36/EU, 2014/59/EU og 2014/65/EU,

EU-Tidende 5. december 2019, nr. L 314, side 1-64. I loven er der endvidere medtaget visse bestemmelser

fra Europa-Parlamentets og Rådets Forordning nr. 1286/2014 af 26. november 2014 om dokumenter med

central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer

(PRIIP’er), EU-tidende 2014, nr. L 352, side 1. Ifølge artikel 288 i EUF-traktaten gælder en forordning

umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af disse bestemmelser i loven er således udelukkende begrundet

i praktiske hensyn og berører ikke forordningernes umiddelbare gyldighed i Danmark.

ERU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 25: Lovudkast: Forslag til ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om kapitalmarkeder, lov om investeringsforeninger m.v. og flere andre love (Udpegelse af afviklingsmyndigheder for nødlidende centrale modparter og regler for livsforsikringsvirksomheder der udbyder syge- og ulykkesforsikringer)

UDKAST

§ 1

indsættes som

stk. 19:

Stk. 19.

For pengeinstitutter, der samtidig er meddelt tilladelse som centrale modparter

(CCP’er) i henhold til artikel 14 i forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om

OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre finder denne lovs § 71 a, §

71 b, § 71 c, § 177 a, § 177 b, § 182 b, § 182 c, § 182 d, § 182 e, § 182 f, § 224 a,

kapitel 15 a, kapitel 17 og kapitel 17 a ikke anvendelse.

§ 5

indsættes som

nr. 76:

»76) Bæredygtighedsrisiko: Bæredygtighedsrisiko som defineret i artikel 2, nr. 22), i

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088 af 27. november 2019 om

bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser.«

§ 11

indsættes som

stk. 12:

»Stk. 12.

En virksomhed, der har tilladelse til at udøve både livsforsikringsvirksomhed

omfattet af bilag 8, kan ansøge om tilladelse til i samme selskab at udøve

skadesforsikringsvirksomhed omfattet af bilag 7, klasse 1 og 2.«

§ 14

indsættes som

stk. 8:

»Stk. 8.

En livsforsikringsvirksomhed, der søger om tilladelse til at udøve

skadesforsikringsvirksomhed i samme selskab efter § 11, stk. 12, skal udover at

opfylde kravene til tilladelse, godtgøre, at den råder over det anerkendte

basiskapitalgrundlag til dækning af det absolutte minimum for minimumskapitalkravet

for livsforsikringsselskaber og det absolutte minimum for minimumskapitalkravet for

skadesforsikringsselskaber, jf. § 126 d, stk. 5, nr. 1 og 2. Virksomheden skal ligeledes

godtgøre, at den fremover kan opfylde de finansielle mindstekrav.«

§ 19

indsættes efter stk. 1, som nyt stykke:

»Stk. 2.

Virksomheder, der efter § 11, stk. 12, har tilladelse til at udøve både

livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed i samme selskab, skal sikre

særskilt forvaltning, så der sker en adskillelse af livsforsikringsvirksomheden og

skadesforsikringsvirksomheden. De livs- og skadesforsikredes respektive interesser må

ikke tilsidesættes, og overskuddet hidrørende fra livsforsikring må kun komme

forsikringstagerne til gode på samme måde, som hvis forsikringsselskabet kun udøvede

livsforsikringsvirksomhed.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

§ 19, stk. 2,

der bliver stk. 3, affattes således:

»Stk. 3.

Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for forsikringsselskaber, der har

tilladelse til at drive både livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed i

samme selskab, herunder regler for den særskilte forvaltning, jf. stk. 2, og indberetning

af oplysninger til brug for Finanstilsynets tilsyn med forsikringsselskaberne.«

UDKAST

§ 24, stk. 1, 1. pkt.,

stk. 2, § 25, 1. pkt.,

§ 26, stk. 1,

ændres »Pengeinstitutter,

realkreditinstitutter og forsikringsselskaber« til: »Pengeinstitutter og

realkreditinstitutter«.

§ 26, stk. 2,

ændres »en finansiel virksomhed« til: »et pengeinstitut, realkreditinstitut

eller investeringsforvaltningsselskab«, og »§ 11, stk. 1,« udgår.

10.

§ 29

affattes således:

»§ 29.

Forsikringsselskaber kan drive virksomhed, der er accessorisk til den

forsikringsvirksomhed, der er givet tilladelse til. Som accessorisk virksomhed anses

virksomhed, herunder digitale løsninger og services, der er direkte forbundet med og

ligger i naturlig forlængelse af den tilladte virksomhed.

Stk. 2.

Finanstilsynet kan bestemme, at den accessoriske virksomhed skal udøves i et

andet selskab.

Stk. 3.

Forsikringsselskaber kan drive agenturvirksomhed for forsikringsselskaber og

for andre selskaber, der er under Finanstilsynets tilsyn.

Stk. 4.

Forsikringsselskaber kan gennem dattervirksomheder drive følgende

virksomhed:

1) Anden finansiel virksomhed.

2) Accessorisk servicevirksomhed.«

11.

Efter § 29 indsættes i

kapitel 4:

»§ 29 a.

Forsikringsselskaber kan midlertidigt drive anden virksomhed til sikring eller

afvikling af forud påtagede eksponeringer eller med henblik på medvirken ved

omstrukturering af erhvervsvirksomheder. Forsikringsselskabet skal underrette

Finanstilsynet herom.

§ 29 b.

Forsikringsselskaber kan uanset §§ 11, 29 og 29 a i fællesskab med andre drive

anden virksomhed, hvis:

1) forsikringsselskabet ikke direkte eller indirekte har bestemmende

indflydelse på virksomheden,

2) forsikringsselskabet ikke driver virksomheden sammen med andre

forsikringsselskaber eller pengeinstitutter, realkreditinstitutter,

fondsmæglerselskaber eller investeringsforvaltningsselskaber, der indgår i

administrationsfællesskab eller koncern med forsikringsselskabet, og

3) virksomheden udøves i et andet selskab end forsikringsselskabet.

Stk. 2.

Kommer et forsikringsselskab eller en koncern ved erhvervelse, fusion m.v. til at

drive anden virksomhed i strid med § 11, stk. 1, 1. pkt., eller § 29 b, stk. 1, kan

Finanstilsynet fastsætte en frist for afhændelse af den anden virksomhed, hvis en

umiddelbar afhændelse ville være forbundet med et økonomisk tab.«.

12.

Efter § 43 a indsættes:

»Behandling af personnummer

UDKAST

§ 43 b.

Finansielle virksomheder kan behandle oplysninger om personnummer med

henblik på entydig identifikation ved varetagelse af administrative opgaver og

rådgivning. Det gælder dog ikke forsikringsselskabers tilbudsgivning.«

13.

§ 100

indsættes som

nr. 5:

»5) Et investeringsforvaltningsselskab skal, når det varetager administrationen af

UCITS tage hensyn til bæredygtighedsricisi ved opfyldelse af kravene i § 71, stk. 1.«

14.

I § 224

indsættes som

stk. 9:

»Stk. 9.

Virksomheder, der har tilladelse til at drive både livforsikringsvirksomhed og

skadesforsikringsvirksom-hed i samme selskab, jf. § 11, stk. 12, kan få inddraget deres

tilladelse for henholdsvis livsforsikringsvirksomheden og

skadesforsikringsvirksomheden særskilt.«

15.

§ 344, stk. 2,

indsættes efter 2. pkt., som nyt punktum:

»For forsikringsselskaber, der både har tilladelse til at drive livsforsikringsvirksomhed

og skadesforsikringsvirksomhed i samme selskab, skal Finanstilsynet lægge vægt på

både holdbarheden af den samlede virksomhed, samt holdbarheden af

livsforsikringsvirksomheden og skadesforsikringsvirksomheden hver for sig.«

16.

§ 348, stk. 1, 2. pkt.,

indsættes efter »3«: »og 8«.

17.

§ 348 a, stk. 1,

indsættes efter »3«: »og 8«.

18.

§ 348 a, stk. 2,

ændres »§354« til: »§§»§§§§ 354 og 354 g«.

19.

§ 354, stk. 8,

indsættes efter »stk. 5 og 6«: »og § 348 a, stk. 2,«.

20.

§ 354 g, stk. 2,

indsættes efter »i medfør af«: »§ 348 a, stk. 2, eller«.

21.

§ 360, stk. 1,

ændres

Finanstilsynets bevilling

til:

Finanstilsynet kan opkræve

beløb op til Finanstilsynet bevilling

opkræves

udgår.

22.

§ 361, stk. 1, nr. 8, 1. pkt.,

ændres »fondsmæglerselskaber I« til:

»fondsmæglerselskaber, der har tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de

investeringsservicer eller -aktiviteter, der er nævnt i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, i lov

om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter«, og »3.350.000 kr.«

til: »4.200.000 kr.«

23.

§ 361, stk. 2, nr. 8,

indsættes efter »betaler 725.000 kr.«: »til finansiering af

tilsynsaktiviteter.«

24.

§ 361, stk. 2,

indsættes efter nr. 8 som nyt nummer:

UDKAST

»9) Centrale modparter (CCP’er) betaler 425.000 kr. til finansiering af

afviklingsopgaver«.

Nr. 9-14 bliver herefter nr. 10-15.

25.

§ 373, stk. 1,

indsættes efter »§ 28,«: § 29 a, 2. pkt.,«.

26.

§ 373, stk. 3, 1. pkt.,

indsættes efter »givet i medfør af«: »§ 29, stk. 2,«.

§2

I lov om kapitalmarkeder, jf. lovbekendtgørelse nr. 1767 af 27. november 2020, som

ændret bl.a. ved § 4 i lov nr. 2110 af 22. december 2020 og senest ved § 8 i lov nr. 1163 af

8. juni 2021, foretages følgende ændringer:

I fodnoten

til lovens titel indsættes efter »EU-Tidende, nr. L 69, side 27,«: »dele af Eu-

ropa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/36/EF af 11. juli 2007, EU-tidende 2007,

nr. L 184, side 17,«.

§ 1, stk. 12,

ændres »kapital« til: »kapitel«, og efter »visse finansielle virksomheder«

indsættes: »eller i henhold til afsnit V, kapitel III, afdeling 3, eller kapitel IV i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt

for genopretning og afvikling af centrale modparter«.

Efter § 210 f indsættes før overskriften før § 211:

Indkaldelse til generalforsamling i en central modpart (CCP)

§ 210 g.

En central modpart (CCP) kan indkalde til generalforsamling med henblik på

at foretage en kapitalforhøjelse senest 10 dage før generalforsamlingen, hvis

Finanstilsynet har vurderet, at betingelserne i artikel 18 i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for

genopretning og afvikling af centrale modparter er opfyldt, og den centrale modpart

(CCP) vurderer, at kapitalforhøjelsen er nødvendig for at forhindre, at den centrale

modpart (CCP) bliver nødlidende. Indkaldelse til generalforsamling i henhold til 1.

pkt. kan foretages, hvis generalforsamlingen med to tredjedele af de afgivne stemmer

ændrer selskabets vedtægter til at indeholde denne mulighed.

Stk. 2.

Tidsfrister i §§ 94, 98 og 99 i selskabsloven finder ikke anvendelse på

generalforsamlinger indkaldt i overensstemmelse med stk. 1.«

§ 211, stk. 2,

indsættes som

nr. 11:

UDKAST

»11) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december

2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter og regler

fastsat i medfør heraf.«

Efter § 212 indsættes før overskriften før § 213:

»§ 212 a.

Finanstilsynet er afviklingsmyndighed for en central modpart (CCP) i

henhold til artikel 4, stk. 1, artikel 9, 10, 13-18, artikel 22, litra a, nr. ii, artikel 33,

stk. 8, artikel 53, stk. 2, artikel 70, stk. 2 og 3, artikel 73, 75, 79, 80, 83 og 84 i

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om

et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter.

Stk. 2.

Finanstilsynet forelægger en genopretningsplan fra en central modpart (CCP)

for Finansiel Stabilitet. Finansiel Stabilitet kan komme med anbefalinger til

Finanstilsynet om genopretningsplanens indhold.

Stk. 3.

Finansiel Stabilitet udarbejder og vedligeholder afviklingsplaner i henhold til

artikel 12 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december

2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter, som

Finanstilsynet vedtager efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Stk. 4.

Finansiel Stabilitet forelægger en vurdering af afviklingsmulighederne for en

central modpart (CCP) i henhold til artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og

afvikling af centrale modparter for Finanstilsynet. Finanstilsynet indsender en

rapport til den centrale modpart (CCP) om afviklingshindringer efter indstilling fra

Finansiel Stabilitet.

Stk. 5.

Finanstilsynet træffer afgørelse i henhold til artikel 22, litra a, nr. ii, i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et

regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter efter indstilling fra

Finansiel Stabilitet.

Stk. 6.

Finanstilsynet udfører opgaverne som afviklingsmyndighed med en passende

operationel uafhængighed af Finanstilsynets tilsynsvirksomhed.

§ 212 b.

Erhvervsministeriet er det kompetente ministerium i henhold til Europa-Par-

lamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt

for genopretning og afvikling af centrale modparter.«

§ 220, stk. 1, 1. pkt.,

stk. 2, 1. pkt.,

indsættes efter »§ 211, stk. 2, eller regler

fastsat i medfør heraf«: »eller efter forordninger fastsat i medfør af de direktiver,

der gennemføres ved denne lov«.

Efter § 221 indsætte før overskriften før § 222:

»§ 221 a.

Finanstilsynet kan påbyde et medlem af den øverste ledelse i en central

modpart (CCP) eller enhver anden fysisk person, der er ansvarlig for overtrædelse

af artikel 9, stk. 1 og 9, artikel 13 eller artikel 70, stk. 1, i Europa-Parlamentets og

UDKAST

Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genop-

retning og afvikling af centrale modparter, at afholde sig fra at udøve funktioner i

en central modpart (CCP) i en midlertidig periode.«

§ 231, stk. 2,

indsættes som

nr. 3

nr. 4:

»3) Den centrale modpart (CCP), når Finanstilsynet har truffet afgørelse i medfør

af § 221 a.

4) Et medlem af bestyrelsen eller direktionen eller en kapitalejer i en central

modpart (CCP), eller en juridisk eller fysisk person, som Finanstilsynet finder har

snævre forbindelser til den centrale modpart (CCP), når Finanstilsynet træffer

afgørelse i medfør af artikel 22, stk. 1, litra a, i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning

og afvikling af centrale modparter.«

Efter § 251 indsættes:

»§ 251 a.

Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes

med bøde overtrædelse af artikel 9, stk. 1 og 9, artikel 13 og artikel 70, stk. 1, i

Europa- Parlamentet og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om

et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter.«

10.

§ 254, stk. 1, 1. pkt.,

stk. 3, 1. pkt.,

ændres »eller en aktionær« til: », en aktio-

nær eller en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investerings-

anbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investerings-

strategi«.

11.

§ 256, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »eller en aktionær« til: », en aktionær eller en fysisk

eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller

anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi«.

12.

§ 256, stk. 1, 1. pkt.,

indsættes efter »§ 211, stk. 2, eller regler fastsat i medfør

heraf«: »eller efter forordninger fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres

ved denne lov«.

§3

I lov om investeringsforeninger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1718 af 27. november 2020,

som ændret ved § 4 i lov nr. 1940 af 15. december 2020 og § 6 i lov nr. 1163 af 8. juni

2021, foretages følgende ændringer:

fodnoten

til lovens titel ændres »og dele af Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2019/1160/EU af 20. juni 2019, EU-Tidende 2019, nr. L 188, side 106« til:

UDKAST

»dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/1160/EU af 20. juni 2019,

EU-Tidende 2019, nr. L 188, side 106, og dele af Kommissionens delegerede

direktiv (EU) 2021/1270 af 21. april 2021 om ændring af direktiv 2010/43/EU for

så vidt angår de bæredygtighedsrisici og bæredygtighedsfaktorer, der skal tages

hensyn til i forbindelse med institutter for kollektiv investering i værdipapirer

(investeringsinstitutter), EU-Tidende 2021, nr. L 277, side 141« og »og Europa-

Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en

generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel,

transparent og standardiseret securitisering og om ændring af direktiv 2009/65/EF,

2009/138/EF og 2011/61/EU og forordning 1060/2009/EF og 648/2012/EU, EU-

Tidende 2017, nr. L 347, side 35« til: »Europa-Parlamentets og Rådets forordning

2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme for securitisering og om

oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret

securitisering og om ændring af direktiv 2009/65/EF, 2009/138/EF og 2011/61/EU

og forordning 1060/2009/EF og 648/2012/EU, EU-Tidende 2017, nr. L 347, side

35 og Europa-Parlamentets og Rådets Forordning nr. 1286/2014 af 26. november

2014 om dokumenter med central information om sammensatte og

forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP’er), EU-

tidende 2014, nr. L 352, side 1«.

I § 2 indsættes som

nr. 27:

»27) Bæredygtighedsrisiko: Bæredygtighedsrisiko som defineret i artikel 2, nr. 22),

i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088 af 27. november 2019

om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle

tjenesteydelser.«

§ 12, stk. 4, nr. 2, overskriften

før § 102,

overskriften

før § 103,

§ 175, stk. 3, nr.

11,

§ 177, stk.1, nr. 11,

ændres »central investorinformation« til: »central

information«.

§ 15

indsættes efter stk. 2 som et nyt stykke:

»Stk. 3.

En investeringsforening, hvis nyoprettede afdeling ønsker at fravige

spredningsreglerne i kapitel 15, bortset fra § 150, stk. 1, i op til 6 måneder fra

tilladelsen skal have Finanstilsynets godkendelse af bestyrelsens instruks for

afdelingens overholdelse af princippet om risikospredning.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

§ 16

indsættes efter stk. 2 som et nyt stykke:

»Stk. 3.

En SIKAV, hvis nyoprettede afdeling ønsker at fravige spredningsreglerne

i kapitel 15, bortset fra § 150, stk. 1, i op til 6 måneder fra tilladelsen skal have

Finanstilsynets godkendelse af bestyrelsens instruks for afdelingens overholdelse af

princippet om risikospredning.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

UDKAST

§ 17

indsættes efter stk. 2 som et nyt stykke:

»Stk. 3.

En værdipapirfond, hvis nyoprettede afdeling ønsker at fravige

spredningsreglerne i kapitel 15, bortset fra § 150, stk. 1, i op til 6 måneder fra

tilladelsen skal have Finanstilsynets godkendelse af bestyrelsens instruks for

afdelingens overholdelse af princippet om risikospredning.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

§ 63

indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2.

En investeringsforening skal tage hensyn til bæredygtighedsricisi, når

investeringsforeningen opfylder kravene i stk. 1.«

Stk. 2-5 bliver herefter stk. 3-6.

§ 63, stk. 4, nr. 1,

der bliver stk. 5, nr. 1, ændres »stk. 1 og 2,« til: »stk. 1-3,«.

§ 103

affattes således:

»§ 103.

Ved udbud af andele i en dansk UCITS skal den danske UCITS udarbejde

og på sin hjemmeside offentliggøre et dokument med central information for hver

afdeling eller andelsklasse i overensstemmelse med kravene i Europa-Parlamentets

og Rådets forordning nr. 1286/2014/EU af 26. november 2014 om dokumenter med

central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter

til detailinvestorer.

Stk. 2.

Den danske UCITS gennemgår regelmæssigt oplysningerne i dokumentet

med central information og ændrer dokumentet, hvis gennemgangen viser, at det er

nødvendigt. Den ændrede udgave gøres straks tilgængelig på den danske UCITS’

hjemmeside.

Stk. 3.

Dokumentet med central information og senere ændringer heri skal være

modtaget af Finanstilsynet senest 3 hverdage inden offentliggørelsen.«

10.

§ 103 a

ophæves.

11.

§ 161, stk. 1,

indsættes som

nr. 10:

»10) Europa-Parlamentets og Rådets forordning 1286/2014/EU af 26. november

2014 om dokumenter med central information om sammensatte og

forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP’er).«

12.

§ 190, stk. 1, 1. pkt.,

udgår »§ 103 a,«.

13.

§ 190,

indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:

»Stk. 5.

Med bøde straffes den, som overtræder et forbud, en begrænsning eller en

restriktion meddelt i henhold til artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) nr. 1286/2014 om dokumenter med central information om

UDKAST

sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer

(PRIIP’er).«

Stk. 5-8 bliver herefter stk. 6-9.

§4

I lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme, jf.

lovbekendtgørelse nr. 1062 af 19. maj 2021, som ændret ved § 302 i lov nr. 1155 af 8. juni

2021 og § 7 i lov nr. 1163 af 8. juni 2021, foretages følgende ændringer:

§ 38, stk. 8,

indsættes efter »er«: »dog«.

§5

I lov om betalinger, jf. lovbekendtgørelse nr. 1719 af 27. november 2020, som ændret ved

§ 1 i lov nr. 1940 af 15. december 2020, § 299 i lov nr. 1155 af 8. juni 2021 og § 11 i lov

nr. 1163 af 8. juni 2021, foretages følgende ændringer:

§ 1, stk. 7,

ændres »§ 81, stk. 1-4« til »§ 81, stk. 1-3«.

§ 81, stk. 1,

ændres »stk. 2, 3 og 5 « til: »stk. 2-6«.

§ 81, stk. 4,

ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 4.

Betalingsmodtagere kan fravige stk. 1 for så vidt angår betalinger fra

betalere, der ikke er forbrugere.

Stk. 5.

Stk. 1 finder ikke anvendelse på betalingsmodtagere, når disse indgår som en

del af festivaler, byfester og lignende arrangementer af midlertidig karakter, der

opfylder følgende betingelser:

Arrangementet varer maksimalt 14 dage.

Arrangementet forekommer højst én gang årligt.

Arrangementet afholdes inden for et geografisk afgrænset område med adgangskon-

trol.

Arrangøren af arrangementet har forud for forbrugerens tilmelding til arrangementet

tydeligt oplyst forbrugeren om, at der ikke kan betales med kontanter. Hvis arrange-

mentet ikke kræver tilmelding, skal det være tydeligt oplyst i markedsføringen af ar-

rangementet.«

Stk. 5 bliver herefter stk. 6.

§ 124, stk. 2,

affattes således:

UDKAST

»Stk. 2.

En udbyder af betalingstjenester og en udsteder af elektroniske penge må kun

tilgå, behandle og opbevare personoplysninger, som er nødvendige for ydelse af

betalingstjenester, med brugerens udtrykkelige samtykke.«

§ 124, stk. 3,

indsættes efter: »Uanset stk. 2« og »§ 125, stk. 3«.

§ 125, stk. 2,

affattes således:

»Stk. 2.

En erhvervsdrivende må kun behandle betalingsoplysninger i forbindelse med

udbuddet af en tjeneste, der er direkte henvendt til brugeren, med brugerens

udtrykkelige samtykke jf. stk. 3, nr. 2.«

§ 136, stk. 3,

indsættes efter »kapitel 5-7«: »bortset fra §§ 84-91«.

§6

I lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter, jf. lov nr. 1155 af 8.

juni 2021, foretages følgende ændring:

§ 10

indsættes som

nr. 63:

»63) Råvarer- og emissionskvotehandler: en virksomhed, hvis hovedaktivitet udeluk-

kende består i at yde eller udføre investeringsservice og -aktiviteter i relation til råvare-

derivater, råvarederivataftaler, derivater af emissionskvoter eller emissionskvoter som

omhandlet i nr. 4-7 og 9-11, i bilag 2 til lov om fondsmæglerselskaber og investerings-

service og -aktiviteter.«

Efter § 46 indsættes før overskriften før § 47:

»Behandling af personnummer

§ 46 a.

Værdipapirhandlere og fondsmæglerselskaber kan behandle oplysninger om

personnummer med henblik på entydig identifikation vedvaretagelse af administrative

opgaver og rådgivning.«

§ 224

indsættes som

stk. 2

»Stk.

Er der tale om en fondsmæglerselskabskoncern med tilstedeværelse i flere

medlemsstater, kan der efter fælles afgørelse med relevante kompetente myndigheder

afviges fra principper om fastlæggelse af koncerntilsynsførende, hvis formålet er at

sikre effektivt tilsyn på konsolideret niveau eller tilsyn med overholdelse af

koncernkapitaltesten.

Stk. 3.

Inden de relevante kompetente myndigheder træffer en fælles afgørelse, får

moderinvesteringsholdingselskabet i Unionen eller det blandede finansielle

moderholdingselskab i Unionen eller investeringsselskabet med den største samlede

UDKAST

balancesum, alt efter hvad der er relevant, lejlighed til at udtale sig om nævnte

tilsigtede fælles afgørelse.«

§ 253

indsættes som

stk. 2

»Stk. 2.

Finanstilsynet kan inden for rammerne af Finanstilsynets beføjelser selv

foretage verifikationen.

Stk. 3.

Finanstilsynet kan anmode en revisor eller anden sagkyndig om at foretage

verifikationen upartisk og straks rapportere resultaterne.«

§ 257, stk. 1,

indsættes som

nr. 14:

»14) Kommissionen, når oplysningerne er nødvendige for, at Kommissionen kan

udøve sine beføjelser.«

§7

I lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf.

lovbekendtgørelse nr. 24 af 4. januar 2019, som ændret ved § 2 i lov nr. 2110 af 22.

december 2020, § 305 i lov nr. 1155 af 8. juni 2021, § 13 i lov nr. 1163 af 8. juni 2021 og §

1 i lov nr. 1164 af 8. juni 2021, foretages følgende ændringer:

Fodnoten

til lovens titel affattes således:

»Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling

af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv

82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF,

2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt

forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012, EU-Tidende 2014, nr. L 173, side

190, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/2399 af 12. december

2017 om ændring af direktiv 2014/59/EU for så vidt angår usikrede gældsinstrumenters

prioritetsrækkefølge ved insolvens, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2019/879/EU af 20. maj 2019 om ændring af direktiv 2014/59/EU for så vidt angår

kreditinstitutters

investeringsselskabers

tabsabsorberings-

rekapitaliseringskapacitet og af direktiv 98/26/EF, EU-Tidende 2019, nr. L 150, side

296, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2021/2023/EU af 16.

december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter og

om ændring af forordning (EU) nr. 1095/2010, (EU) nr. 648/2012, (EU) nr. 600/2014,

(EU) nr. 806/2014 og (EU) nr. 2015/2365 samt direktiv 2002/47/EF, 2004/25EF,

2007/36/EF, 2014/59/EU og 2017/1132/EU, EU-Tidende 2020, nr. L 22, side 1.«

§ 1

indsættes

fter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2.

For virksomheder og enheder, der samtidig er meddelt tilladelse som centrale

modparter (CCP’er) i henhold til artikel 14 i forordning (EU) nr. 48/2012 af 4. juli 2012

UDKAST

om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre finder alene denne lovs

kapitel 11 a anvendelse.«

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.

§ 1

indsættes som

stk. 6:

»Stk.

Kapitel 11 a finder anvendelse på centrale modparter (CCP’er).«

§ 2

indsættes efter nr. 7 som nyt nummer:

»8) Central modpart (CCP): En central modpart som defineret i § 3, nr. 11, i lov om

kapitalmarkeder.«

Nr. 8-23 bliver herefter nr. 9-24.

§ 4, stk. 2, nr. 2

ændres »fondsmæglerselskaber I« til: »fondsmæglerselskaber,

der har tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og

6, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter nævnte inve-

steringsservice og -aktiviteter«.

Efter kapitel 11 indsættes:

»Kapitel 11 a

Restrukturering og afvikling af CCP’er

»§ 59 a.

Finansiel Stabilitet udpeges som afviklingsmyndighed i henhold til Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for

genopretning og afvikling af centrale modparter, artikel 3, stk. 1, artikel 4, artikel 9, stk. 8,

artikel 18, stk. 6, artikel 19, stk. 1, artikel 21, artikel 22, stk. 1, litra a, nr. i, artikel 22, stk.

5, artikel 23-32, artikel 33, stk. 1-7, artikel 34-36, artikel 38-52, artikel 53, stk. 1, artikel

54-69, artikel 70, stk. 2, artikel 71-75 og artikel 77-80.

§ 59 b.

§§ 36-38, 45, 74, 76-78, 80, 84, 87, 89, 90, 93-99, 101, 102, 104, 109, 119-121,

135, 154-157, 160-164, 167-170, 174, 185, 186, 188, 191-193, 236-318 og 338-344 i

selskabsloven og kapitel 8 i lov om kapitalmarkeder, finder ikke anvendelse ved Finansiel

Stabilitets iværksættelse og gennemførelse af afviklingsforanstaltninger på CCP’er.

Stk. 2.

Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler og procedurer, der træder i stedet

for de i medfør af stk. 1 fravegne regler i selskabsloven og lov om kapitalmarkeder.«

§8

UDKAST

I lov om ejendomskreditselskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 1063 af 19. maj 2021, som

ændret ved § 3016 i lov nr. 1155 af 8. juni 2021 og § 9 i lov nr. 1163 af 8. juni 2021,

foretages følgende ændringer:

§ 3, stk. 1, nr. 3,

ændres »§ 5, og « til: »§ 5, «

§ 3, stk. 1, nr. 4,

ændres »lov om finansiel virksomhed.« til »lov om finansiel virksom-

hed, og«.

§ 3, stk. 1,

indsættes som

nr. 5:

»5) selskabet har en forretningsgang for kreditværdighedsvurdering, jf. lov om

kreditaftaler.«

§ 24, stk. 1, 2. pkt.,

ændres »§ 3, stk. 1, nr. 1 og 5« til: »§ 3, stk. 1, nr. 1, § 3, stk. 2«.

§9

I lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, jf.

lovbekendtgørelse nr. 379 af 2. april 2020, som ændret ved § 8 i lov nr. 1940 af 15.

december 2020 og § 298 i lov nr. 1155 af 8. juni 2021, foretages følgende ændringer:

§ 3, stk. 3, nr. 1,

indsættes som

2. pkt.:

»Boligkreditformidlere, der ikke har et ved-

tægtsmæssigt hjemsted, anses for at have hovedkontor i den medlemsstat, hvor virk-

somheden faktisk udøver sin hovedvirksomhed.«

§ 4 a, stk. 1,

indsættes som

2. pkt.:

»Registeret skal være tilgængeligt online og løbende ajourføres«.

§ 10 c, stk. 2,

indsættes som

2. pkt.:

»Finanstilsynet underretter også tilsynsmyndighederne om de kreditgivere, som bolig-

kreditformidleren er tilknyttet, og om kreditgiverne tager det fulde ansvar for boligkre-

ditformidlerens aktiviteter.«

§ 10 c, stk. 3,

indsættes som

2. pkt.:

»Boligkreditformidleren må ikke yde sine tjenester i forbindelse med kreditaftaler, der

tilbydes af kreditgivere, der ikke er kreditinstitutter, til forbrugere i en medlemsstat,

hvor kreditgiveren ikke må udøve sin virksomhed.«

§ 10 d

indsættes som

stk. 3:

»Stk. 3.

Finanstilsynet anvender oplysninger fra hjemlandet til at optage de nødvendige

oplysninger i sit register og underretter om nødvendigt boligkreditformidleren om

betingelser for udførelsen af aktiviteter, der ikke er EU-harmoniseret i værtslandet.«

§ 10

UDKAST

I lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendtgørelse af 378 af 2. april 2020, som ændret

ved § 6 i lov nr. 641 af 19. maj 2020 og § 6 i lov nr. 1940 af 15. december 2020, foretages

følgende ændringer:

Efter § 12 a indsættes før overskriften før § 13:

»Behandling af personnummer

§ 12 b.

Forsikringsformidlere og accessoriske forsikringsformidlere kan behandle

oplysninger om personnummer med henblik på entydig identifikation ved varetagelse af

administrative opgaver og rådgivning. Det gælder dog ikke ved forsikringsformidlere og

accessoriske forsikringsformidleres tilbudsgivning.«

§ 11

I lov nr. 453 af 10. juni 2003 om finansiel virksomhed foretages følgende ændring:

§ 438

indsættes som

stk. 5:

»Stk. 5.

De dele af §§ 30 og 31, som i medfør af stk. 1 er sat i kraft for Færøerne, kan ved

kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft på ny for Færøerne med de ændringer,

som de færøske forhold tilsiger.«

§ 12

Stk. 1.

Loven træder i kraft den. 1. juli 2022.

Stk. 2.

§ 1, nr. 17, og § 3, nr. 7, træder i kraft den 1. august 2022.

Stk. 3.

For virksomheder, der ved lovens ikrafttræden, har tilladelse som

ejendomskreditselskab har § 3, stk. 1, nr. 5, i lov om ejendomskreditselskaber, har denne

lovs § 8, nr. 3, først virkning fra den 1. oktober 2022.

Stk. 4.

Regler fastsat i medfør af § 19, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, jf.

lovbekendtgørelse nr. 1447 af 11. september 2020, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller

afløses af forskrifter udstedt i medfør af § 19, stk. 3.

Stk. 5.

For Forsikringsselskaber, der ved lovens ikrafttræden, driver anden tilladt

virksomhed i overensstemmelse § 29, stk. 1, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed, jf.

lovbekendtgørelse nr. 1447 af 11. september 2020, finder lovens § 1, nr. 10, ikke

anvendelse. For sådan anden tilladt virksomhed finder de hidtil gældende regler

anvendelse.

UDKAST

§ 13

Stk. 1.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2.

Lovens §§ 1-9 og §§ 11 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft

for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Stk. 3.

Loven kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Grønland med

de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

UDKAST

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning........................................................................................................................ 20

2.1.

Lovforslagets hovedpunkter

........................................................................................ 22

Ændringer som følge af PRIIP-forordningen samt ændring af UCITS direktivet

... 22

Gældende ret

..................................................................................................... 22

Erhvervsministeriets overvejelser

..................................................................... 23

Den foreslåede ordning

..................................................................................... 24

2.1.1.

2.1.2.

2.1.3.

2.2.

Danske UCITS’ muligheder for at fravige spredningsreglerne

............................... 25

Gældende ret

..................................................................................................... 25

Erhvervsministeriets overvejelser

..................................................................... 25

Den foreslåede ordning

..................................................................................... 26

2.2.1.

2.2.2.

2.2.3.

2.3.

Integration af bæredygtighedsrisici i virksomhedsstyring

....................................... 27

Gældende ret

..................................................................................................... 27

Erhvervsministeriets overvejelser

..................................................................... 28

Den foreslåede ordning

..................................................................................... 28

2.3.1.

2.3.2.

2.3.3.

2.4. Udvidelse af anvendelsesområdet for udstedelse af påbud, straf for overholdelse af

påbud og pålæggelse af tvangsbøder

.................................................................................. 29

2.4.1.

2.4.2.

2.4.3.

Gældende ret

..................................................................................................... 29

Erhvervsministeriets overvejelser

..................................................................... 30

Den foreslåede ordning

..................................................................................... 30

2.5. Fastlæggelse af koncerntilsynsførende for koncerner med tilstedeværelse i Danmark

2.5.1 Gældende ret

.......................................................................................................... 31

2.5.2. Erhvervsministeriets overvejelser

......................................................................... 32

2.5.3. Den foreslåede ordning

......................................................................................... 32

2.6. Verifikation af oplysninger

........................................................................................... 32

2.6.1 Gældende ret

.......................................................................................................... 32

2.6.2. Erhvervsministeriets overvejelser

......................................................................... 33

2.6.3. Den foreslåede ordning

......................................................................................... 33

2.7. Udpegning af Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet som afviklingsmyndigheder for

CCP’er

................................................................................................................................ 33

2.7.1 Gældende ret

.......................................................................................................... 33

2.7.2. Erhvervsministeriets overvejelser

......................................................................... 33

UDKAST

2.7.3. Den foreslåede ordning

......................................................................................... 35

2.8. Pengeinstitutter med tilladelse som centrale modparter (CCP’er)

............................. 37

2.8.1 Gældende ret

.......................................................................................................... 37

2.8.2. Erhvervsministeriets overvejelser

......................................................................... 37

2.8.3. Den foreslåede ordning

......................................................................................... 38

2.9. Grundbeløb for årlige afgifter til Finanstilsynet..........................................................

2.9.1 Gældende ret

.......................................................................................................... 39

2.9.2. Erhvervsministeriets overvejelser

......................................................................... 39

2.9.3. Den foreslåede ordning

......................................................................................... 40

2.10. Kontantreglen

............................................................................................................. 40

2.10.1. Gældende ret

....................................................................................................... 40

2.10.1. Erhvervsministeriets overvejelser

....................................................................... 41

2.10.3. Den foreslåede ordning

....................................................................................... 42

2.11. Fuld implementering af Solvens II-direktivets krav til virksomheder, der driver

livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed samtidigt (SUL-reguleringen)

................ 42

2.11.1. Gældende ret

....................................................................................................... 42

2.11.1. Erhvervsministeriets overvejelser

....................................................................... 43

2.11.3. Den foreslåede ordning

....................................................................................... 44

2.12. Boligkreditdirektivet

................................................................................................... 45

2.12.1 Gældende ret

........................................................................................................ 45

2.13.1 Erhvervsministeriets overvejelser

........................................................................ 45

2.12.3. Den foreslåede ordning

....................................................................................... 46

2.13. Forbrugerombudsmandens kompetence i god-skik sager m.v.

.................................. 46

2.13.1 Gældende ret

........................................................................................................ 46

2.14.2. Erhvervsministeriets overvejelser

....................................................................... 46

2.13.3. Den foreslåede ordning

....................................................................................... 47

2.14. Behandling af personnummer

.................................................................................... 47

2.14.1 Gældende ret

........................................................................................................ 47

2.14.1 Erhvervsministeriets overvejelser

........................................................................ 49

2.14.3. Den foreslåede ordning

....................................................................................... 49

2.15. Undtagelse til gensidighedskravet i anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov

om finansiel virksomhed §§ 30 og 31

.................................................................................. 50

2.15.1 Gældende ret

........................................................................................................ 50

2.15.1 Erhvervsministeriets overvejelser

........................................................................ 51

UDKAST

2.15.3. Den foreslåede ordning

....................................................................................... 51

2.16. Anden tilladt virksomhed for forsikringsselskaber

..................................................... 51

2.16.1. Gældende ret

....................................................................................................... 51

2.16.2. Erhvervsministeriets overvejelser

....................................................................... 52

2.16.3. Den foreslåede ordning

....................................................................................... 53

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige ........... 54

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv. .............................. 55

5. Administrative konsekvenser for borgerne ..................................................................... 56

6. Miljømæssige konsekvenser ........................................................................................... 56

7. Forholdet til EU-retten .................................................................................................... 56

8. Hørte myndigheder og organisationer mv. ...................................................................... 57

9. Sammenfattende skema ................................................................................................... 57

UDKAST

1. Indledning

Formålet med ændringen af lov om investeringsforeninger m.v., er blandt andet at tilpasse

loven de begreber der følger af Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr.

1286/2014/EU af 26. november 2014 om dokumenter med central information om

sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (”PRIIP-

forordningen”). Finanstilsynet udpeges desuden til at føre tilsyn med overholdelse af

forordningen. Forordningen pålægger danske investeringsforeninger, SIKAV’er og

værdipapirfonde, også omtalt som danske UCITS, at udarbejde et dokument med central

information til detailinvestorer. Dette skal sikre et højere niveau af investorinformation.

Formålet med ændringen af lov om investeringsforeninger m.v. hvorved afdelinger i

danske UCITS i op til 6 måneder fra Finanstilsynets tilladelse til afdelingen får mulighed

for at fravige spredningsreglerne i kapitel 15 i lov om investeringsforeninger m.v., er at

implementere undtagelsen til spredningsreglerne i artikel 57, stk. 1, 2. afsnit i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og

administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer

(investeringsinstitutter) (herefter ”UCITS-direktivet”) direktivnært. Med ændringen får

afdelinger i danske UCITS bedre mulighed for at placere deres formue på en måde, som

kan sikre et højere forventet afkast i op til 6 måneder fra tilladelsesdatoen.

Ændringen af lov om investeringsforeninger m.v. og lov om finansiel virksomhed har

endvidere til formål at præcisere krav til investeringsforeninger og

investeringsforvaltningsselskabers virksomhedsstyring for så vidt angår integration af

bæredygtighedsrisici. Kravene følger af Kommissionens delegerede direktiv (EU)

2021/1270 af 21. april 2021 om ændring af direktiv 2010/43/EU, der blandt andet har til

formål at sikre, at investeringsforeninger og investeringsforvaltningsselskaber løbende

vurderer bæredygtighedrisici.

Lovforslagets § 8 indeholder en tilpasning af kontantreglen, således at betalinger mellem

erhvervsdrivende undtages fra kontantpligten. Det er vurderingen, at tilpasningen giver den

bedste afvejning mellem hensynet til ikke at pålægge betalingsmodtagere unødige byrder

og forbrugernes ret til at betale med kontanter. Tilpasningen implementerer initiativet om

en fjernelse af kontantpligten i B2B-handel, der følger af den politiske aftale mellem

regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre,

Enhedslisten, Nye Borgerlige og Alternativet af den 23. juni 2021 om det fremadrettede

behov for revision.

Med lovforslaget foreslås det at udpege Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet som

afviklingsmyndigheder for centrale modparter (CCP’er) i henhold til Europa-Parlamentets

og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning

og afvikling af centrale modparter (CCP R&R forordningen). Forordningen har til formål

at medvirke til at sikre den finansielle stabilitet ved at indføre en række genopretningstiltag

og afviklingsværktøjer, der skal imødekomme og sikre, at sammenbruddet af en CCP ikke

UDKAST

får alvorlige negative konsekvenser for det finansielle system. En CCP er en enhed, der

indtræder som modpart for både køber og sælger i en værdipapirhandel og derved

garanterer afviklingen af handlen for begge parter.

På samme vis, som det er tilfældet med genopretning og afvikling af penge- og

realkreditinstitutter samt visse fondsmæglerselskaber, vil Finanstilsynet herefter blive

afviklingsmyndighed for levedygtige CCP’er, og Finansiel Stabilitet vil blive

afviklingsmyndighed for CCP’er, der er vurderet nødlidende eller forventeligt nødlidende.

Lovforslaget indeholder en ændring af det årlige grundbeløb for pengeinstitutter,

realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber, der har tilladelse til at yde eller udføre en

eller begge af de investeringsservicer eller -aktiviteter, der er nævnt i bilag 1, afsnit A, nr. 3

og 6, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, samt ny afgift

for centrale modparter (CCP’er).

Det foreslås, at sikre den fornødne anordningshjemmel til at indsætte en undtagelse til det

særlige færøske krav om en gensidighedsaftale, der gælder i anordning om ikrafttræden for

Færøerne af lov finansiel virksomhed. Formålet med lovforslaget er at sikre, at kravene til

at udøve finansiel virksomhed på Færøerne kan overholdes af de virksomheder, der har

hjemland i et land, der ikke har en gensidighedsaftale med Færøerne.

Det foreslås at justere reglerne for forsikringsselskabers udøvelse af anden virksomhed i

tilknytning til deres tilladelse som forsikringsselskab, herunder såkaldt accessorisk

virksomhed. I tråd med EU-Kommissionens fortolkning af Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og

genforsikringsvirksomhed (Solvens II-direktivet) foreslås, at forsikringsselskaber fremover

vil skulle eje eller drive fast ejendom og infrastruktur i et datterselskab i stedet for at kunne

gøre det i selve selskabet. Herudover foreslås det præciseret i loven, at accessorisk

virksomhed skal være direkte forbundet til forsikringsvirksomhed. I tråd med

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende

regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse

af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II-forordningen) gøres det hertil

muligt for forsikringsselskaber at drive sundheds- og plejeydelser i et datterselskab som

såkaldt accessorisk servicevirksomhed, hvis det er i tilknytning til selskabets tilladelse

Videre foreslås enkelte ændringer til lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice

og -aktiviteter, som har til hensigt at sikre en mere direktivnær implementering af Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034 af 27. november 2019 om tilsyn med

investeringsselskaber (IFD).

Det foreslås at præcisere de krav, der gælder, når et forsikringsselskab har tilladelse til at

drive livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed samtidig.

Præciseringerne foreslås i lyset af de regeljusteringer, der aktuelt gennemføres i forhold til

UDKAST

området på bekendtgørelsesniveau. Formålet er at understøtte forsikringstagerbeskyttelse

og at sikre tydelighed omkring Finanstilsynets vurdering af sådanne virksomheders drift og

forretningsmodeller samt de tilsynsmæssige beføjelser i den sammenhæng.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Ændringer som følge af PRIIP-forordningen samt ændring af UCITS direktivet

2.1.1. Gældende ret

Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1286/2014/EU af 26. november 2014 om

dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede

investeringsprodukter til detailinvestorer (”PRIIP-forordningen”) finder anvendelse på

sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer, altså en

kunde, der ikke er en professionel kunde.

Andele i danske UCITS (investeringsforeninger, SIKAV’er og værdipapirfonde), der

markedsføres til detailinvestorer, er omfattet af PRIIP-forordningen, og disse UCITS skal

udarbejde et dokument med central information.

Udgangspunktet for PRIIP-forordningen er, at alle PRIIP-produkter blev omfattet af

forordningen fra ikrafttrædelsesdatoen den 1. januar 2018.

Det følger dog af artikel 32, stk. 2, i PRIIP-forordningen, at PRIIP-producenter er undtaget

indtil udløbet af en overgangsperiode, der oprindeligt løb frem til den 31. december 2019,

såfremt producenterne i stedet udarbejder et dokument med central investorinformation,

der opfylder kravene i Kommissionens forordning nr. 583/2010/EU af 1. juli 2010 om

gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår

central investorinformation. Med Europa-Parlamentets og rådets forordning 2019/1156/EU

af 20. juni 2019 om lettere grænseoverskridende distribution af kollektive

investeringsinstitutter og om ændring af forordning nr. 345/2013/EU, nr. 346/2013/EU og

nr. 1286/2014/EU blev undtagelsesbestemmelsen i artikel 32, stk. 2, i PRIIP-forordningen

forlænget til 31. december 2021, hvorfor PRIIP-forordningen træder i kraft for danske

UCITS pr. 1. januar 2022.

Danske UCITS, der markedsføres til detailinvestorer, er omfattet af

undtagelsesbestemmelsen i artikel 32, stk. 2, i PRIIP-forordningen, og er dermed undtaget

forpligtelsen til at udarbejde et dokument med central information efter PRIIP-

forordningen til den 31. december 2021.

Efter den gældende § 103, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v., skal danske UCITS

udarbejde et dokument med central investorinformation for hver afdeling eller

andelsklasse, der opfylder kravene i Kommissionens forordning nr. 583/2010/EU af 1. juli

2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt

angår central investorinformation og de betingelser, der skal opfyldes, når central

UDKAST

investorinformation eller prospektet udleveres på et andet varigt medium end papir eller

via et websted.

Den centrale investorinformation skal udleveres til interesserede detailinvestorer og skal

indeholde information om de væsentlige karakteristika ved den danske UCITS, afdelingen

eller andelsklassen, så en detailinvestor kan forstå karakteren af og risiciene ved

investering i de andele, som vedkommende bliver tilbudt.

Danske UCITS, der markedsføres til detailinvestorer, er omfattet af

undtagelsesbestemmelsen i artikel 32, stk. 2, i PRIIP-forordningen, og er dermed undtaget

af forpligtelsen til at udarbejde dokument med central information efter PRIIP-

forordningen indtil den 31. december 2021.

2.1.2. Erhvervsministeriets overvejelser

PRIIPI-forordningen finder direkte anvendelse og skal derfor ikke gennemføres i national

lovgivning. Det er dog nødvendigt, at der med lovforslaget indføres regler i lov om

investeringsforeninger m.v., som sikrer, at Finanstilsynet tillægges kompetence som

kompetent myndighed til at påse overholdelse af forordningen.

Formålet med PRIIP-forordningen er at øge investorbeskyttelsen for detailinvestorer.

Detailinvestorer bliver i stigende grad tilbudt et bredt udvalg af sammensatte og

forsikringsbaserede investeringsprodukter (PRIIP-produkter), når de overvejer at foretage

en investering. Nogle af disse produkter kan være komplekse og vanskelige at forstå. De

eksisterende oplysninger, som dokument med central investorinformation indeholder, er

utilstrækkelige, og de hjælper ofte ikke detailinvestorer til, i tilstrækkeligt omfang, at

kunne sammenligne forskellige produkter eller til at forstå deres karakteristika. Som følge

heraf kan detailinvestorer have foretaget investeringer uden at forstå de dermed forbundne

risici og omkostninger, og de vil potentielt kunne lide uforudsete tab.

Bedre gennemsigtighed for PRIIP-produkter, der tilbydes detailinvestorer, er en vigtig

investorbeskyttelsesforanstaltning og en forudsætning for at sikre detailinvestorers tillid til

de finansielle markeder.

For at sikre et effektivt tilsyn med opfyldelsen af kravene i PRIIP-forordningen, skal

medlemsstaterne udpege de kompetente myndigheder, der skal have ansvaret for tilsynet

med forordningen. Erhvervsministeriet vurderer det hensigtsmæssigt, at Finanstilsynet

tillægges kompetence som kompetent myndighed til at påse overholdelsen af PRIIP-

forordningen.

For at sikre at Danmark lever op til sine forpligtelser efter forordningen, skal der desuden

fastsættes regler om foranstaltninger og sanktioner for overtrædelse af forordningen.

UDKAST

Artikel 22, stk. 1, 1. afsnit, i PRIIP-forordningen fastsætter, at medlemsstaterne med

forbehold for de kompetente myndigheders tilsynsbeføjelser skal fastsætte bestemmelser

om passende administrative sanktioner og foranstaltninger, som finder anvendelse i

situationer, der udgør en overtrædelse af PRIIP-forordningen og træffe alle nødvendige

foranstaltninger til at sikre gennemførelsen heraf.

Det fremgår dog af artikel 22, stk. 1, 2. afsnit, i PRIIP-forordningen, at medlemsstaterne

kan beslutte ikke at fastsætte bestemmelser om administrative sanktioner, som omhandlet i

1. afsnit for overtrædelser, hvis overtrædelserne allerede er genstand for strafferetlige

sanktioner i national ret.

Bødeforelægsordninger er i et vist omfang blevet indført på særlovsområdet, således at den

myndighed, der i øvrigt administrerer området, ved nærmere afgrænsede overtrædelser kan

udstede administrative bødeforelæg. Der er dog tale om en særlig ordning, som kun

indføres i særlige tilfælde. Det vurderes således, at overtrædelse af de relevante

bestemmelser i stedet sanktioneres med en strafferetlig sanktion i form af bøde. Bliver

Finanstilsynet bekendt med, at der er sket en strafbar overtrædelse af PRIIP-forordningen,

kan Finanstilsynet udstede et påbud om lovliggørelse, ligesom Finanstilsynet kan anmelde

overtrædelse til politiet.

2.1.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at Finanstilsynet i lov om investeringsforeninger m.v. udpeges som

kompetent myndighed i forhold til PRIIP-forordningen. Som kompetent myndighed fører

Finanstilsynet tilsyn med opfyldelsen af kravene til central information for de UCITS, der

er omfattet af PRIIP-forordningen.

I henhold til artikel 15, stk. 2, i PRIIP-forordningen skal de kompetente myndigheder

overvåge markedet for PRIIP’er, der markedsføres, distribueres eller sælges i eller fra

deres medlemsstat. Under nærmere angivne betingelser kan de kompetente myndigheder i

henhold til artikel 17 i PRIIP-forordningen forbyde eller begrænse markedsføring,

distribution eller salg af forsikringsbaserede investeringsprodukter. Det er f.eks. tilfældet,

hvis produktet giver anledning til væsentlige problemer med hensyn til

investorbeskyttelsen eller udgør en trussel mod de finansielle markeders ordnede funktion

og integritet.

Det foreslås, at Finanstilsynet skal modtage dokumenter med central information senest 3

hverdage inden det offentliggøres på PRIIP-producentens hjemmeside. Der stilles i den

forbindelse ikke krav om, at Finanstilsynet skal godkende dokumentet med central

information.

Det foreslås, at der foretages ændringer i § 190 i lov om investeringsforeninger m.v., der

gør det muligt at sanktionere overtrædelse af f.eks. et forbud eller en begrænsning af

markedsføring eller salg af et produkt, når Finanstilsynet har meddelt et sådant forbud eller

begrænsning i henhold til PRIIP-forordningen.

UDKAST

Herudover foreslås det, at der foretages en række konsekvensændringer i lov om

investeringsforeninger m.v., hvorefter dokumenter udarbejdet i henhold til PRIIP-

forordningen betegnes som dokumenter med central information, modsat tidligere central

investorinformation, således at der er overensstemmelse mellem terminologien i PRIIP-

forordningen og lov om investeringsforeninger m.v.

2.2. Danske UCITS’ muligheder for at fravige spredningsreglerne

2.2.1. Gældende ret

Kapitel 15 i lov om investeringsforeninger m.v. indeholder regler om risikospredning, som

skal sikre, at afdelinger i danske UCITS opnår en tilstrækkelig diversificering af deres

investeringer. Formålet med diversificeringen er, at afdelingerne opnår en risikospredning,

som på den ene side sikrer, at midlerne bevarer en vis grad af værdifasthed, og på den

anden side tilsikrer en begrænsning af risikoen for tab gennem spredning af placering af

aktiverne i en række forskellige finansielle instrumenter.

UCITS-direktivet indeholder en undtagelse til spredningsreglerne, hvorefter nyligt

oprettede investeringsinstitutter kan fravige UCITS-direktivets spredningsregler i 6

måneder fra godkendelsesdatoen under overholdelse af et principprincip om

risikospredning.

§ 150, stk. 1, 2. pkt. i lov om investeringsforeninger m.v. implementerer delvist UCITS-

direktivets undtagelse til spredningsreglerne, idet en nyoprettet afdeling kan placere mere

end 20 pct. af sin formue i indskud og likvide midler i op til 6 måneder fra datoen for

afdelingens tilladelse.

Efter gældende ret kan nyoprettede afdelinger dog ikke fravige spredningsreglerne for så

vidt angår andre instrumenter end indskud og likvide midler. Afdelinger kan eksempelvis

ikke fravige spredningsreglerne for så vidt angår aktier eller obligationer. Dette betyder, at

en UCITS har mulighed for at vente (i op til 6 måneder) med at investere formuen indtil

denne har en størrelse, hvor omkostningerne ved at investere efter spredningsreglerne

vurderes at være rimelige. På den anden side betyder implementeringen, at en UCITS ikke

kan påbegynde investeringen før spredningsreglerne kan efterleves til fulde.

2.2.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Reglerne om risikospredning og fravigelse af disse fremgår af artikel 52 til 57 i UCITS-

direktivet.

Reglerne har til formål at sikre en tilstrækkelig diversificering i afdelinger i UCITS,

således at der opnås en risikospredning og deraf nedsættelse af afdelingens risici. Herved

opnår afdelingens investorer en mindre risikoeksponering.

UCITS-direktivet giver mulighed for, at medlemsstaterne kan tillade en UCITS at fravige

spredningsreglerne i en periode på op til 666 måneder fra godkendelsesdatoen af

UDKAST

afdelingen. Adgangen til at fravige spredningsreglerne giver afdelingerne bedre mulighed

for, at afdelingerne kan placere formuen på en måde, som kan understøtte et højere

forventet afkast fra start. Et højere afkast kan eksempelvis understøttes, ved at en UCITS

ikke fra første dag behøver, at have hele den forvaltede formue spredt ud på samtlige de

enkelte fondskoder, som foreningen på længere sigt ønsker at investere i, hvilket samtidig

vil begrænse omkostningerne i opstartsperioden.

Medlemsstaterne kan afgøre, om denne undtagelse til spredningsreglerne skal

implementeres i national ret. Denne undtagelse er ikke implementeret fuldt ud i dansk ret,

idet afdelinger i danske UCITS kun kan fravige spredningsreglerne ved at placere formuen

i indskud og likvide midler.

Implementeringsrådet anbefalede i december 2018 at implementere undtagelsen til

spredningsreglerne fuldt ud. Implementeringsrådet anførte, at danske UCITS hindres i at

udnytte UCITS-direktivets muligheder fuldt ud ved investering af nyetablerede UCITS-

midler. Dermed er det sværere at etablere en dansk UCITS med en god performance fra

start, da det i opstartsfasen ikke er muligt at fravige de i lov om investeringsforeninger m.v.

fastsatte spredningsregler, ligesom investorer, der deltager i opstartsfasen, ikke sikres det

bedst mulige afkast.

I perioden, hvori de fastsatte spredningsregler fraviges, vil hensynet til

investorbeskyttelsen blive varetaget, idet danske UCITS vil være forpligtet til at overholde

principperne om risikospredning.

2.2.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der efter § 15, stk. 2, efter § 16, stk. 2, og efter § 17, stk. 2, i lov om

investeringsforeninger m.v., indsættes nye stk. 3.

Med den foreslående ordning, vil Finanstilsynet skulle give tilladelse til at fravige de

fastsatte spredningsregler for nye afdelinger, hvis den danske UCITS gradvist vil tilpasse

formuen fra fuld likvid formue til en fuldt diversificeret portefølje. Finanstilsynet skal

vurdere, om instruksen for afdelingen på betryggende vis beskriver, hvorledes afdelingen

vil overholde principperne for risikospredning.

Ændringerne medfører, at nyoprettede afdelinger i danske UCITS, som ønsker at fravige

spredningsreglerne i kapital 15, bortset fra § 150, stk. 1, i op til 6 måneder fra tilladelsen,

skal ansøge Finanstilsynet herom. Ansøgningen kan indsendes til Finanstilsynet i

forbindelse med, at afdelingen søger om tilladelse. Finanstilsynet skal samtidig modtage

bestyrelsens instruks for afdelingens fravigelse af spredningsreglerne ved overholdelse af

princippet om risikospredning.

Bestemmelserne gælder for henholdsvis danske investeringsforeninger, SIKAV’er og

værdipapirfonde.

UDKAST

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 3, nr. 4-6, og bemærkningerne hertil.

2.3. Integration af bæredygtighedsrisici i virksomhedsstyring

2.3.1. Gældende ret

I dag stiller Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november

2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser

(disclosureforordningen) krav til finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere om

at integrere miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold (ESG-faktorer) i de

oplysningsforpligtelser, der gælder ved investerings- og rådgivningsprocesser.

Ved finansielle markedsdeltagere forstås bl.a. en investeringsforening, der ikke har

udpeget et investeringsforvaltningsselskab. Ved finansielle rådgivere forstås bl.a.

forsikringsformidler eller et forsikringsselskab, der yder forsikringsrådgivning om

forsikringsbaserede investeringsprodukter. Ved finansielle produkter forstås bl.a. en

investeringsportefølje eller en alternativ investeringsfond.

De virksomheder, der er omfattet af disclosureforordningen, skal overholde reglerne om

finansielle markedsdeltagere, når de producerer finansielle produkter, herunder yder

porteføljepleje, og de skal overholde reglerne om finansielle rådgivere, når de yder

investeringsrådgivning eller forsikringsrådgivning.

Disclosureforordningen fastsætter bl.a. krav om, at finansielle markedsdeltagere og

finansielle rådgivere på deres hjemmeside skal offentliggøre politikker for, hvordan de i

deres investeringsbeslutningsproces eller i deres investerings- eller forsikringsrådgivning

integrerer bæredygtighedsrisici, og hvorvidt de tager hensyn til negative indvirkninger på

bæredygtighedsfaktorer. Disclosureforordningen stiller også krav til de oplysninger, der

skal gives forud for indgåelsen af en investeringsaftale.

Virksomhederne skal bl.a. i aftaler beskrive den måde, hvormed bæredygtighedsrisici er

integreret i virksomhedernes investeringsbeslutninger eller i investerings- eller

forsikringsrådgivningen.

Ud over de ovennævnte regler findes der i dag ikke regler om integrering af hensyn til

f.eks. miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold i til virksomhedsstyring.

§ 63, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v. og § 71, stk. 1, i lov om finansiel

virksomhed fastlægger krav om effektive former for virksomhedsstyring, herunder en klar

organisatorisk struktur med en veldefineret, gennemskuelig og konsekvent

ansvarsfordeling samt fyldestgørende interne kontrolprocedurer. Bestemmelserne

fastsætter de overordnede krav til henholdsvis investeringsforeninger og

investeringsforvaltningsselskabers virksomhedsstyring, mens de nærmere krav er fastsat i

bekendtgørelse nr. 865 af 2. juli 2014 om ledelse, styring og administration af danske

UCITS.

UDKAST

2.3.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2021/1270 af 21. april 2021 om ændring af

direktiv 2010/43/EU for så vidt angår de bæredygtighedsrisici og bæredygtighedsfaktorer,

der skal tages hensyn til i forbindelse med institutter for kollektiv investering i

værdipapirer (investeringsinstitutter) blev vedtaget den 21. april 2021 og skal senest finde

anvendelse fra den 1. august 2022.

Direktivet fastsætter bl.a. krav til investeringsforeninger og

investeringsforvaltningsselskabers virksomhedsstyring for så vidt angår integration af

bæredygtighedsrisici.

Reguleringen af investeringsforeninger og investeringsforvaltningsselskaber bør

understøtte Kommissionens handlingsplan for finansiering af bæredygtig vækst fra 2018.

Investeringsforeninger og investeringsforvaltningsselskaber bør derfor i forbindelse med

deres virksomhedsstyring løbende vurdere ikke blot alle relevante finansielle risici, men

også bæredygtighedsrisici som omhandlet i disclosureforordningen.

Bæredygtighedsrisici er i disclosureforordningen defineret som en miljømæssig, social

eller ledelsesmæssig begivenhed eller omstændighed, som, hvis den opstår, kunne have

faktisk eller potentiel væsentlig negativ indvirkning på værdien af en investering.

Det delgerede direktiv foreslås implementeret i lov om investeringsforeninger m.v. og lov

om finansiel virksomhed samt i bekendtgørelse nr. 865 af 2. juli 2014 om ledelse, styring

og administration af danske UCITS.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 13 og § 3, nr. 7, og bemærkningerne hertil.

2.3.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at indsætte en definition af bæredygtighedsrisiko i § 2 i lov om

investeringsforeninger m.v. Ved bæredygtighedsrisiko forstås bæredygtighedsrisiko som

defineret i artikel 2, nr. 22), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088

af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle

tjenesteydelser.

Det foreslås endvidere at indsætte et ny stk. 2 i § 63 i lov om investeringsforeninger m.v.

hvorefter investeringsforeninger skal tage hensyn til bæredygtighedsrisici i deres

virksomhedsstyring.

Det foreslås at indsætte en definition af bæredygtighedsrisiko i § 5, stk. 1, i lov om

finansiel virksomhed. Ved bæredygtighedsrisiko forstås bæredygtighedsrisiko som

defineret i artikel 2, nr. 22), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088

af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle

tjenesteydelser.

UDKAST

Det foreslås at indsætte et nyt nr. 5 i § 100 i lov om finansiel virksomhed, hvorefter et

investeringsforvaltningsselskab, når det varetager administration af UCITS, skal tage

hensyn til bæredygtighedsrisici ved opfyldelsen af kravene i § 71, stk. 1.

2.4. Udvidelse af anvendelsesområdet for udstedelse af påbud, straf for overholdelse af

påbud og pålæggelse af tvangsbøder

2.4.1. Gældende ret

Finanstilsynet kan i henhold til § 220 i lov om kapitalmarkeder påbyde en fysisk eller

juridisk person at ændre en bestemt adfærd eller handling, hvis denne ikke opfylder sine

forpligtelser efter loven eller regler fastsat i medfør heraf og efter forordninger, som

Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af loven eller regler fastsat i medfør af disse

forordninger. Finanstilsynet fører desuden tilsyn med forordninger fastsat i medfør af de

direktiver, der gennemføres i lov om kapitalmarkeder. I medfør af § 220 har Finanstilsynet

dog ikke mulighed for at udstede påbud for manglende overholdelse heraf.

Finanstilsynet fører endvidere tilsyn med personer, der udarbejder eller udbreder

investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en

investeringsstrategi i medfør af artikel 20 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EU) Nr. 596/2014 af 16. april 2014 (markedsmisbrugsforordningen) jf. § 211, stk. 2, i lov

om kapitalmarkeder.

Finanstilsynet kan i medfør af § 254 straffe, en operatør af en markedsplads, en central

modpart (CCP), en værdipapircentral (CSD), en godkendt offentliggørelsesordning (APA)

eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr.

600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet, et fondsmæglerselskab, et

registreret betalingssystem, en operatør af et detailbetalingssystem, et kontoførende

institut, en udsteder, en investor, en tilbudsgiver, en deltager på markedet for

emissionskvoter, en positionstager, en repræsentant eller en aktionær for undladelse af at

efterkomme et påbud fra Finanstilsynet givet i medfør af § 220 eller den som afgiver

urigtige og vildledende oplysninger til Finanstilsynet, med bøde medmindre højere straf er

forskyldt efter anden lovgivning.

Finanstilsynet fører foruden den oplistede personkreds i § 254 også tilsyn med personer,

der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der

anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi i medfør af artikel 20 i

markedsmisbrugsforordningen. Finanstilsynet har i medfør af den gældende § 254 ikke

mulighed for at straffe disse personer for manglende overholdelse af et påbud eller for at

afgive urigtige eller vildledende oplysninger i medfør af § 254.

Finanstilsynet kan i medfør af § 256 pålægge en direktør, et bestyrelsesmedlem eller en

revisor hos en operatør af en markedsplads, en central modpart (CCP), en

værdipapircentral (CSD), en godkendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt

indberetningsmekanisme (ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og

underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet, et fondsmæglerselskab, et registreret

UDKAST

betalingssystem, en operatør af et detailbetalingssystem, et kontoførende institut, en

udsteder, en investor, en tilbudsgiver, en deltager på markedet for emissionskvoter, en

positionstager, en repræsentant eller en aktionær tvangsbøder ved undladelse af at

efterkomme de pligter, der efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, forordninger

nævnt i § 211, stk. 3, eller regler udstedt i medfør heraf påhviler dem eller pålægges dem af

Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen eller, når der er tale om et registreret betalingssystem,

Danmarks Nationalbank

Finanstilsynet fører foruden den oplistede personkreds i § 256 også tilsyn med personer,

der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der

anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi i medfør af artikel 20 i

markedsmisbrugsforordningen jf. § 211, stk. 2, i lov om kapitalmarkeder. Finanstilsynet

har i medfør af den gældende § 256 ikke mulighed for at pålægge disse personer

tvangsbøder. Det er i medfør af den gældende bestemmelse heller ikke muligt, at udstede

tvangsbøder, for ikke at efterkomme pligter i medfør af forordninger fastsat i medfør af

direktiver, der gennemføres ved lov om kapitalmarkeder, som Finanstilsynet påser

overholdelse af.

2.4.2. Erhvervsministeriets overvejelser

En række regler på kapitalmarkedsområdet er fastsat i forordninger med hjemmel i de

direktiver der gennemføres ved denne lov. For at kunne føre et effektivt tilsyn med

overholdelsen af forordningerne i medfør af § 211, stk. 3, skal Finanstilsynet også have

mulighed for at udstede påbud og pålægge tvangsbøder for overtrædelse af forordninger

fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres ved denne lov.

For at kunne føre et effektivt tilsyn med personer, der udarbejder eller udbreder

investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en

investeringsstrategi er det vigtigt, at disse personer kan straffes for manglende overholdelse

af påbud eller afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger til Finanstilsynet. Desuden

findes det hensigtsmæssigt, at Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen eller Danmarks

Nationalbank også får mulighed for at kunne pålægge disse personer tvangsbøde for at

efterkomme de pligter, der følger af markedsmisbrugsforordningen. I mangel af klar

hjemmel i bestemmelserne om straf for manglende efterlevelse af påbud og afgivelse af

urigtige eller vildledende oplysninger i § 254 og i § 256 om tvangsbøder i lov om

kapitalmarkeder vurderes det hensigtsmæssigt og nødvendigt, at fysiske eller juridiske

personer, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information,

der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi, skrives ind i de relevante bestemmelser.

2.4.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås i lovforslag, at Finanstilsynet kan påbyde en fysisk eller juridisk person at

ændre en bestemt adfærd eller handling, hvis denne ikke opfylder sine forpligtelser efter

loven eller regler fastsat i medfør heraf og efter forordninger, som Finanstilsynet påser

overholdelsen af i medfør af loven eller regler fastsat i medfør af disse forordninger, jf. §

220 i lov om kapitalmarkeder, jf. § 2, nr. 6, i lovforslaget.

UDKAST

Desuden foreslås det, at personer der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger

eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi i medfør af

markedsmisbrugsforordningen vil kunne straffes for manglende efterlevelse af påbud eller

afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger i medfør af § 254, stk. 1, og stk. 3, jf. §

2, nr. 10, i lovforslaget eller vil kunne pålægges tvangsbøder for ikke at efterkomme de

pligter, der påhviler dem i medfør af markedsmisbrugsforordningen, jf.§ 256 i lov om

kapitalmarkeder, jf. § 2, nr. 11, i lovforslaget.

Desuden foreslås det, at Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen eller Danmarks National Bank

kan pålægge tvangsbøder til den eller de fysiske og juridiske personer, som ikke

efterkommer de pligter efter loven eller regler fastsat i medfør heraf og efter forordninger,

som Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af loven eller regler fastsat i medfør af

disse forordninger, jf. § 256 i lov om kapitalmarkeder, stk. 1, jf. lovforslagets § 2, nr. 12.

Finanstilsynet vil i sit tilsyn med bl.a. overholdelse af forordningen om markedsmisbrug

kunne straffe en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder

investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en

investeringsstrategi for manglende efterlevelse af påbud og afgivelse af urigtige eller

vildledende oplysninger samt undladelse af at efterkomme de pligter efter loven eller regler

fastsat i medfør heraf og efter forordninger, som Finanstilsynet påser overholdelsen af i

medfør af loven eller regler fastsat i medfør af disse forordninger.

2.5. Fastlæggelse af koncerntilsynsførende for koncerner med tilstedeværelse i Danmark

2.5.1 Gældende ret

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034 af 27. november 2019 om tilsyn

med investeringsselskaber (IFD) er gennemført i lov om fondsmæglerselskaber og

investeringsservice og -aktiviteter.

Efter artikel 46, stk. 6, i IFD kan de kompetente myndigheder efter fælles aftale undlade at

anvende kriterierne for fastlæggelse af koncerntilsynsførende myndighed i artikel 46, stk.

3-5, i IFD, hvis det under hensyntagen til de pågældende fondsmæglerselskaber og

omfanget af deres aktiviteter i de relevante medlemsstater ikke vil være hensigtsmæssigt

med henblik på at sikre et effektivt tilsyn på konsolideret niveau eller tilsyn med

overholdelse af koncernkapitaltesten. I sådanne tilfælde kan de kompetente myndigheder

udpege en anden kompetent myndighed end, hvad der følger af artikel 46, stk. 3-5, i IFD,

til at føre tilsyn på konsolideret niveau eller at føre tilsyn med overholdelse af

koncernkapitaltesten, så der sikres et effektivt tilsyn på konsolideret niveau eller tilsyn med

overholdelse af koncernkapitaltesten.

Den koncerntilsynsførende er i § 10, nr. 36, i lov om fondsmæglerselskaber og

investeringsservice og –aktiviteter, defineret som en kompetent myndighed med ansvar for

tilsynet med, om moderfondsmæglerselskaber i Den Europæiske Union, og

fondsmæglerselskaber, som kontrolleres af moderfondsmæglersholdingvirksomheder i Den

UDKAST

Europæiske Union eller blandede finansielle moderholdingvirksomheder i Den Europæiske

Union, overholder koncernkapitaltesten.

Overholdelse af koncernkapitaltesten er i § 10, nr. 35, defineret som en modervirksomhed i

en fondsmæglerselskabskoncerns opfyldelse af kravene i artikel 8 i Europa-Parlamentets

og Rådets forordning (EU) nr. 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsynsmæssige krav til

investeringsselskaber (IFR).

2.5.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Det er fundet hensigtsmæssigt at sikre transparens omkring Finanstilsynets og relevante

kompetente myndigheders beføjelser til at undlade at anvende kriterierne i artikel 46, stk.

3-5, i IFD, for så vidt angår fastlæggelse af koncerntilsynsførende for

fondsmæglerselskabskoncerner med tilstedeværelse i Danmark og andre medlemsstater.

Gennemførelsen af artikel 46, stk. 6, i IFD vil sikre et effektivt tilsyn på konsolideret

niveau eller tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten.

2.5.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås i § 224, stk. 2, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -

aktiviteter at indsætte en bestemmelse om en proportionalitetsbetragtning i fastlæggelse af

koncerntilsynsførende for koncerner med tilstedeværelse i Danmark og andre

medlemsstater.

Det foreslås videre i § 224, stk. 3, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice

og -aktiviteter at sikre en partshøring, inden de relevante kompetente myndigheder træffer

en fælles afgørelse, hvor relevante enheder i koncerner med tilstedeværelse i Danmark og

andre medlemsstater får lejlighed til at udtale sig om en tilsigtet fælles afgørelse.

Der henvises til lovforslagets § 6, nr. 3, og bemærkningerne hertil.

2.6. Verifikation af oplysninger

2.6.1 Gældende ret

§ 253 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter fastsætter

rammer for verifikation af oplysninger for kompetente myndigheder i et andet land inden

for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det

finansielle område. Bestemmelsen gennemfører dele af artikel 50 i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv (EU) 2019/2034 af 27. november 2019 om tilsyn med

investeringsselskaber (IFD).

Efter bestemmelsen kan Finanstilsynet tillade kompetente myndigheder i et andet land

inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det

finansielle område, at foretage verifikation af oplysninger afgivet af de her i landet

beliggende fondsmæglerselskaber, fondsmæglerholdingvirksomheder, blandede finansielle

holdingvirksomheder, finansieringsinstitutter, accessoriske servicevirksomheder, blandede

holdingvirksomheder eller dattervirksomheder, herunder dattervirksomheder, som er

UDKAST

forsikringsselskaber, underlagt supplerende tilsyn af den pågældende kompetente

myndighed.

2.6.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Det er fundet hensigtsmæssigt at gennemføre artikel 50 i IFD udtømmende for at skabe

klarhed over, på hvilke måder en kompetent myndighed kan foretage verifikation af

oplysninger i Danmark, herunder bl.a. Finanstilsynets rolle ved anmodning herom.

2.6.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås i § 253, stk. 2 og 3, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -

aktiviteter at opliste de yderligere muligheder for at få foretaget verifikation af

oplysninger.

Med de foreslåede ændringer præciseres det, at Finanstilsynet inden for rammerne af

Finanstilsynets beføjelser kan foretage verifikationen, eller anmode en revisor eller anden

sagkyndig om at foretage verifikationen upartisk og straks rapportere resultaterne.

Der henvises til lovforslagets § 6, nr. 4, og bemærkningerne hertil.

2.7. Udpegning af Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet som afviklingsmyndigheder for

CCP’er

2.7.1 Gældende ret

Efter gældende ret er der ikke særlige regler for genopretning eller afvikling af en central

modpart (CCP), som det kendes fra pengeinstitutter og realkreditinstitutter i dag i

henholdsvis lov om finansiel virksomhed og lov om restrukturering af visse finansielle

virksomheder. En CCP skal derfor efter gældende ret rekonstrueres eller afvikles efter

reglerne om likvidation, rekonstruktion eller konkurs.

CCP’er er i dag reguleret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 648/2012 af 4.

juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre (EMIR). Ved en

CCP forstås en enhed, der indtræder som modpart for både køber og sælger i en

værdipapirhandel og derved garanterer afviklingen af handlen for begge parter. EMIR

stiller en række krav til CCP’er, blandt andet kapital- og likviditetskrav, som har til formål

at reducere risikoen mellem CCP’en og de handlende parter, der benytter CCP’er.

Finanstilsynet påser overholdelsen af EMIR i medfør af § 211, stk. 2, nr. 4, i lov om

kapitalmarkeder.

2.7.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et

regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter (CCP R&R forordningen),

blev vedtaget i december 2020. CCP R&R forordningen er en ny forordning, som

fastsætter et regelsæt for genopretning og afvikling af CCP’er. Formålet med forordningen

er at sikre den finansielle stabilitet ved at indføre en række genopretningstiltag og

afviklingsværktøjer, der skal sikre, at sammenbruddet af en CCP ikke får alvorlige

UDKAST

negative konsekvenser for værdipapirhandlen og det finansielle system. CCP R&R

forordningen vil gælde umiddelbart i Danmark og skal derfor ikke gennemføres i national

lovgivning. Det er dog nødvendigt at udpege en eller flere afviklingsmyndigheder, som har

ansvar for bl.a. udarbejdelse af afviklingsplaner og anvendelse af afviklingsværktøjer, og at

der indføres regler, som sikrer, at der kan føres et effektivt tilsyn med overholdelsen af

CCP R&R forordningen. Reglerne i CCP R&R forordningen om

afviklingsmyndighedernes opgaver og kompetencer finder anvendelse fra den 12. august

2022.

Det fremgår af artikel 3, stk. 1 og 2, i CCP R&R forordningen, at det skal være nationale

centralbanker, kompetente ministerier, offentlige administrative myndigheder eller andre

myndigheder, der har fået overdraget offentlige administrative beføjelser, der udpeges som

afviklingsmyndighed for CCP’er, og at afviklingsmyndighederne skal have sagkundskab,

ressourcer og operationel kapacitet til at kunne anvende afviklingsforanstaltninger og

udøve deres beføjelser med den hurtighed og fleksibilitet, der er nødvendig for at opfylde

afviklingsmålene.

CCP R&R forordningen tager udgangspunkt i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

(EU) nr. 2014/59 af 15. maj 2015 om et regelsæt for genopretning og afvikling af

kreditinstitutter og investeringsselskaber (BRRD), der er implementeret i lov om finansiel

virksomhed, lov om fondsmæglerselskaber og lov om restrukturering og afvikling af visse

finansielle virksomheder, og som fastsætter et regelsæt for genopretning og afvikling af

bl.a. banker og visse fondsmæglerselskaber. Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet er

afviklingsmyndigheder for disse finansielle virksomheder.

Erhvervsministeriet finder det hensigtsmæssigt, at både Finanstilsynet og Finansiel

Stabilitet bliver udpeget som afviklingsmyndigheder for CCP’er, og at fordelingen af de

opgaver, der er forbundet med afvikling af en CCP bliver fordelt mellem Finanstilsynet og

Finansiel Stabilitet på samme vis, som opgaverne er fordelt mellem disse to myndigheder

for så vidt angår afviklingsopgaverne vedrørende pengeinstitutter og realkreditinstitutter

samt visse fondsmæglerselskaber. På den måde udnyttes de kompetencer og erfaringer,

som Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet allerede har med afvikling af andre finansielle

virksomheder bedst muligt. Det sikres samtidig med lovforslaget, at enten Finanstilsynet

eller Finansiel Stabilitet vil være ansvarlig myndighed inden for et givent ansvarsområde,

hvor der undervejs vil være samarbejde med øvrige myndigheder. Med denne fordeling

skal Finanstilsynet varetage de opgaver, der foreligger, indtil en CCP vurderes at være

nødlidende eller forventeligt nødlidende, i såkaldt going concern, og Finansiel Stabilitet

skal varetage de opgaver, der er forbundet med, at en CCP vurderes at være nødlidende

eller forventeligt nødlidende, såkaldt gone concern.

CCP’er er systemisk vigtige infrastrukturvirksomheder, og det er derfor vigtigt, at

afviklingsmyndighederne kan handle hurtigt og resolut for at opretholde tilliden til

kapitalmarkedet. Afviklingsmyndigheden har derfor en række opgaver i forbindelse med

UDKAST

afviklingsplanlægning, der skal udføres løbende og inden CCP’en bliver nødlidende eller

forventeligt nødlidende. Det vil sige mens CCP’en er going concern.

Afviklingsmyndighedens opgaver i forbindelse med CCP’er i going concern er at

udarbejde afviklingsplaner for CCP’er, at indsamle information fra CCP’en, der er relevant

for afviklingsplanlægningen, og at oprette og lede et afviklingskollegium for CCP’er, der

er etableret i afviklingsmyndighedens medlemsstat. Afviklingskollegiet består i henhold til

artikel 4 i CCP R&R forordningen af en række myndigheder, hvis kompetenceområde vil

blive berørt af CCP’ens sammenbrud. Disse er bl.a. CCP’ens tilsynsmyndighed og

tilsynsmyndighederne for de handelspladser, der serviceres af CCP’en.

Afviklingskollegiets opgaver er bl.a. at medvirke til udarbejdelsen- af afviklingsplaner,

udveksle relevante oplysninger, afhjælpe hindringer for afviklingen og koordinere

kommunikation til offentligheden om afviklingsplaner i de relevante medlemsstater.

Det følger af art. 2, nr. 7, i CCP R&R forordningen, at Finanstilsynet bliver kompetent

myndighed for CCP’er i henhold til forordningen, når den finder anvendelse. Som

kompetent myndighed skal Finanstilsynet vurdere en CCP’s genopretningsplan og har

beføjelser til at iværksætte foranstaltninger i forbindelse med tidlig indgriben i en CCP’s

genopretningsfase. Disse foranstaltninger kan bl.a. være krav om, at CCP’en iværksætter

genopretningstiltag, ændring i CCP’ens forretningsstruktur eller påbud om begrænsning af

udbytteudbetaling.

Finanstilsynet skal forelægge en CCP’s genopretningsplan for afviklingsmyndigheden med

henblik på identifikation af genopretningsforanstaltninger, der kan have negativ

indvirkning på CCP’ens afviklingsmuligheder. I den forbindelse er det hensigtsmæssigt, at

genopretningsplanen forelægges for Finansiel Stabilitet, selvom CCP’en på det tidspunkt

er going concern. Finansiel Stabilitet foreslås som den afviklingsmyndighed, der skal

forestå CCP’ens afvikling, og vil derfor være den myndighed, der har indsigt i hvilke

genopretningstiltag, der kan være til hinder for afviklingen.

Udpegning af Finanstilsynet som afviklingsmyndighed for CCP’er, mens de er levedygtige

eller under genopretning, såkaldt going concern, afspejler den fordeling, som også

anvendes for pengeinstitutter, realkreditinstitutter og visse fondsmæglerselskaber. Denne

opdeling sikrer endvidere, at reelle myndighedsopgaver (som fx afgivelse af påbud,

indhentelse af oplysninger) placeres i Finanstilsynet. En CCP skal således kun levere

oplysninger til Finanstilsynet, når den er i almindelig drift. Finanstilsynet sikrer, at

Finansiel Stabilitet modtager de oplysninger, som er nødvendige for udførelsen af

Finansiel Stabilitets opgaver som afviklingsmyndighed for CCP’er, herunder bl.a.

udarbejdelse af afviklingsplaner.

Der er i dag ikke CCP’er etableret i Danmark.

2.7.3. Den foreslåede ordning

UDKAST

Det foreslås at udpege Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet som afviklingsmyndigheder i

Danmark for CCP’er.

Opgaverne og kompetencerne i medfør af CCP R&R forordningen foreslås med dette

lovforslag fordelt mellem Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet, så det i videst muligt

omfang følger den kompetencefordeling, som kendes i dag fra BRRD.

Det vil sige, at Finanstilsynet er afviklingsmyndighed, indtil en CCP er nødlidende eller

forventeligt nødlidende. Herefter er det Finansiel Stabilitet, som tager over. Det indebærer,

at de kompetencer og opgaver, der vedrører levedygtige CCP'er varetages af

Finanstilsynet, mens Finansiel Stabilitet tager over, når en CCP er vurderet nødlidende

eller forventelig nødlidende. Fordelingen af afviklingskompetencer og opgaver mellem

Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet medfører endvidere, at reelle myndighedsopgaver

(som fx afgivelse af påbud, indhentelse af oplysninger) placeres i Finanstilsynet, mens de

forretningsorienterede opgaver (som fx udarbejdelsen af indstilling til afviklingsplaner og

gennemførelse af afviklingsforanstaltninger, der bl.a. kræver et skøn over, hvilke

afviklingsværktøjer der bedst muligt opfylder afviklingsformålene) placeres hos Finansiel

Stabilitet.

Opgavefordelingen medfører samtidig, at der er behov for en grundig koordinering mellem

Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet både i forbindelse med planlægningen og

forberedelsen af en afvikling, og i forbindelse med gennemførelsen af en afvikling. Det

tætte samarbejde nødvendiggør også, at der sker en omfattende informationsudveksling af

de oplysninger, som Finanstilsynet indhenter fra CCP’en og får igennem sin

tilsynsvirksomhed samt de oplysninger og den viden, som Finansiel Stabilitet opbygger

vedrørende afvikling af CCP’er.

Det foreslås med et nyt § 212 a i lov om kapitalmarkeder, at Finanstilsynet bliver

afviklingsmyndighed for en CCP for så vidt angår de opgaver, som afviklingsmyndigheden

har over for en CCP i going concern i medfør af CCP R&R forordningen. Den foreslåede §

212 a i lov om kapitalmarkeder vil bl.a. medføre, at Finanstilsynet får til opgave at oprette,

styre og lede et afviklingskollegium for CCP’er med hjemsted i Danmark og i koordinering

med afviklingskollegiet vurdere CCP’ers afviklingsmuligheder samt at udarbejde og

vedligeholde afviklingsplaner for CCP’er med hjemsted i Danmark.

Det foreslås endvidere, at der indsættes et nyt kapitel i lov om restrukturering og afvikling

af visse finansielle virksomheder, der fastsætter hvilke artikler i CCP R&R forordningen,

hvor Finansiel Stabilitet udpeges som afviklingsmyndighed. Udpegningen vil bl.a.

medføre, at Finansiel Stabilitet får kompetence til at afvikle en nødlidende CCP med de

afviklingsværktøjer, der følger af CCP R&R forordningen.

Det foreslås desuden, at der foretages en række ændringer i lov om kapitalmarkeder, som

supplerer CCP R&R forordningen. Det foreslås at tilføje CCP R&R forordningen i § 211,

stk. 2, i lov om kapitalmarkeder, der oplister de regler og forordninger, Finanstilsynet fører

UDKAST

tilsyn med. Ændringen vil give Finanstilsynet de nødvendige beføjelser til at påse

overholdelse af CCP R&R forordningen, herunder beføjelse til at indhente oplysninger fra

CCP’en i forbindelse med blandt andet vurdering af CCP’ens genopretningsplan, behov for

tidlig indgriben eller i forbindelse med afviklingsplanlægning. Det foreslås at indsætte en

ny strafbestemmelse i § 251 a, hvorefter overtrædelse af relevante artikler i CCP R&R

forordningen vil blive strafbelagt med bøde. CCP R&R forordningen kræver, at en række

overtrædelser af forordningens artikler strafbelægges. Det drejer sig om en CCP’s pligter

til at udarbejde og vedligeholde en genopretningsplan, til at fremlægge de nødvendige

oplysninger til afviklingsmyndighederne, og til at meddele Finanstilsynet når CCP’en er

nødlidende eller forventeligt nødlidende.

For nærmere om udpegning af Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet som

afviklingsmyndigheder for en CCP i Danmark henvises til lovforslagets § 2, nr. 5, og § 7,

nr. 6, samt bemærkningerne hertil.

2.8. Pengeinstitutter med tilladelse som centrale modparter (CCP’er)

2.8.1 Gældende ret

De gældende regler i § 71 a, § 71 b, § 71 c, § 177 a, § 177 b, § 182 b, § 182 c, § 182 d, §

182 e, § 182 f, § 224 a, kapitel 15 a, kapitel 17 og kapitel 17 a, i lov om finansiel

virksomhed, indeholder regler om genopretning og afvikling af finansielle virksomheder,

der implementerer direktiv 2014/59/EU (BRRD).

Baggrunden for BRRD-reguleringen har været, at forebygge bankkriser og sikre en

velordnet afvikling af nødlidende pengeinstitutter. Danske pengeinstitutter er, som følge af

implementeringen i dansk ret, blevet omfattet af disse regler.

Pengeinstitutter kan i princippet også have tilladelse som centrale modparter (CCP’er) i

henhold til artikel 14 i forordning (EU) nr. 648/2012 (EMIR) samtidig med tilladelsen til at

drive pengeinstitutvirksomhed. BRRD-reglerne gør sig i dag gældende uanset om

pengeinstituttet har en tilladelse som central modpart (CCP).

2.8.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Det følger af artikel 93 i CCP R&R forordningen, der ændrer i BRRD, at BRRD ikke

finder anvendelse på enheder, der er meddelt tilladelse som centrale modparter (CCP’er) i

henhold til artikel 14 i forordning (EU) nr. 648/2012 (EMIR).

CCP’er vil i stedet følge reglerne for afvikling og genopretning i CCP R&R forordningen.

For at gennemføre art. 93 i CCP R&R forordningen, foreslås en ændring af lov om

finansiel virksomhed, hvorefter pengeinstitutter med tilladelse som CCP’er undtages fra

reglerne om genopretning og afvikling, der er implementeret i lov om finansiel virksomhed

som følge af BRRD.

UDKAST

CCP’er kan i henhold til art. 14(3) i forordning (EU) nr. 648/2012 (EMIR) udelukkende

udøve clearingaktiviteter og aktiviteter associeret med clearing. Det vil derfor ikke være

muligt for en CCP, samtidigt at udøve egentlig pengeinstitutvirksomhed.

I Tyskland og Frankrig har CCP’er kunne opnå en pengeinstituttilladelse, uden at de dog

har udøvet egentlig pengeinstitutvirksomhed. Pengeinstituttilladelsen betød, at tyske og

franske CCP’er blev omfattet af BRRD’s regler og derudover fik mulighed for at deltage i

det fælleseuropæiske betalingssystem, Target2. Fremadrettet vil det være CCP R&R

forordningens regler om genopretning og afvikling, der kommer til at gælde for de

pågældende institutter.

Muligheden i CCP R&R forordningen for, at en CCP kan have en pengeinstituttilladelse,

ses således at skyldes historiske omstændigheder i andre medlemslande. Denne teoretiske

mulighed forventes ikke at få nogen praktisk betydning i Danmark. Det kan dog ikke på

det foreliggende grundlag udelukkes, at omstændigheder i fremtiden vil medføre

muligheden for at opretholde tilladelse som pengeinstitut og CCP samtidig. Det er derfor

hensigtsmæssigt, at indsætte en bestemmelse der tager højde for den situation, at et

pengeinstitut kan have en CCP tilladelse, og dermed være undtaget BRRD reglerne i

henhold til CCP R&R forordningens art. 93.

Det bemærkes i denne forbindelse, at realkreditinstitutters virke er begrænset til

realkreditinstitutvirksomhed, samt investeringsservices og accessorisk virksomhed knyttet

til realkreditinstitutvirksomhed, jf. § 8 i lov om finansiel virksomhed. Da rollen som

central modpart (CCP) falder uden for realkreditinstitutternes virksomhedsområde, og ikke

kan betragtes som accessorisk virksomhed hertil, omfattes realkreditinstitutter ikke af

lovforslaget.

2.8.3. Den foreslåede ordning

I § 1 i lov om finansiel virksomhed foreslås der indsat et nyt stk. 19, hvorefter

pengeinstitutter med tilladelse som CCP’er undtages fra reglerne om genopretning og

afvikling, der er implementeret i lov om finansiel virksomhed som følge af BRRD.

Konsekvensen af den foreslåede regel vil således være, at et pengeinstitut med en CCP

tilladelse vil være omfattet af CCP R&R forordningens regler om afvikling og

genopretning, i stedet for reglerne om afvikling og genopretning i BRRD. På nuværende

tidspunkt findes der ingen CCP’er her i landet.

Det foreslåede implementerer CCP R&R forordningens artikel 93, der ændrer i BRRD.

Det følger af forslaget til § 1, stk. 19, i lov om finansiel virksomhed, at de af lovens

bestemmelser, der er indført som følge af BRRD, ikke finder anvendelse på

pengeinstitutter, der samtidig har tilladelse som CCP, jf. artikel 14 i forordning (EU) nr.

648/2012 (EMIR).

UDKAST

For nærmere om den foreslåede bestemmelse henvises til lovforslagets § 2, nr. 5, og § 7,

nr. 6, samt bemærkningerne hertil.

2.9. Grundbeløb for årlige afgifter til Finanstilsynet

2.9.1 Gældende ret

Det fremgår af § 361, stk. 1, nr. 8, i lov om finansiel virksomhed, at pengeinstitutter,

realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I samlet betaler en årlig afgift på 3.350.000

kr. Afgiften fordeles i forhold til den enkelte virksomheds andel af de omfattede

virksomheders samlede bogførte balancesum. Der pålægges altid en minimumsafgift på

4.400 kr.

Det fremgår af § 361, stk. 2, nr. 8, i lov om finansiel virksomhed, at centrale modparter

(CCP’er) med tilladelse i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.

648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre, jf.

§ 211, stk. 2, nr. 4, i lov om kapitalmarkeder, betaler en årlig afgift på 725.000 kr.

2.9.2. Erhvervsministeriets overvejelser

I medfør af gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15.

maj 2014 (BRRD) er der indsat en afgiftsbestemmelse i henhold til hvilken, Finanstilsynet

kan opkræve en årlig afgift fra pengeinstitutter, realkreditinstitutter og

fondsmæglerselskaber I til Finanstilsynets arbejde som afviklingsmyndighed, jf.

Folketingstidende 2014-15, Tillæg A, L 105 som fremsat, side 95.

Da afgiftsbeløbet for pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I

fastsættes efter Finanstilsynets bevilling i finansloven, ændres afgiftsbeløbet som følge af

Finanstilsynets øgede bevilling, jf. Finansloven 2021. Den øgede bevilling til

Finanstilsynet er blandt andet begrundet i en øget arbejdsbyrde i forbindelse med

implementeringen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/879 af 20. maj

2019 (BRRD2), jf. Folketingstidende 2019-20, Tillæg E, aktstykke nr. 313 af 24.

september 2020, side 1. Ændringen i afgiften for pengeinstitutter, realkreditinstitutter og

fondsmæglerselskaber I, skyldes således at Finanstilsynet bruger flere ressourcer på

afviklingsopgaver i medfør af BRRD2, som de virksomheder er omfattet af.

Afgiftsændringen påvirker ikke den samlede bevilling til Finanstilsynet, som fastsat i

finansloven, men påvirker kun fordelingen af afgifterne.

I dette lovforslag foreslås Finanstilsynet udpeget som afviklingsmyndighed for centrale

modparter (CCP’er). Finanstilsynet vil dermed få nye opgaver i forbindelse med blandt

andet afviklingsplanlægning, hvis der etableres CCP’er i Danmark. Det findes derfor

hensigtsmæssigt at indsætte en afgiftsbestemmelse, der dækker Finanstilsynets udgifter for

arbejdet som afviklingsmyndighed for CCP’er.

På nuværende tidspunkt er der ikke etableret CCP’er i Danmark. Hvis en CCP etablerer sig

i Danmark vil Finanstilsynet have et øget ressourcebehov, svarende til øgede

arbejdsopgaver til oprettelse og drift af afviklingskollegier, vurdering af

UDKAST

genopretningsplaner og udarbejdelse af afviklingsplaner mv. For at kunne bevare den

eksisterende kvalitet i det øvrige tilsynsarbejde, vil den forøgede arbejdsmængde der

kommer, hvis en CCP etablerer sig i Danmark, give Finanstilsynet anledning til at søge om

en egentlig merbevilling til dette arbejde.

2.9.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at afgiftsbeløbet for pengeinstitutter, realkreditinstitutter og

fondsmæglerselskaber, der har tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de

investeringsservicer eller -aktiviteter, der er nævnt i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, i lov om

fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter ændres fra 3.350.000 kr. til

4.200.000 kr.

Det foreslåede medfører en forøgelse af de afgifter, pengeinstitutter, realkreditinstitutter og

fondsmæglerselskaber I skal betale til Finanstilsynet.

Derudover foreslås det, at det præciseres i § 361, stk. 2, nr. 8, i lov om finansiel

virksomhed, at den årlige afgift på 725.000 kr. for CCP’er dækker finansiering af

tilsynsaktiviteter.

Det foreslås endvidere, at der indsættes en ny bestemmelse, der fastsætter et afgiftsbeløb,

der dækker finansiering af afviklingsopgaver, i det tilfælde, at der kommer CCP’er i

Danmark.

2.10. Kontantreglen

2.10.1. Gældende ret

Det følger af § 81 i lov om betalinger (kontantreglen), at danske betalingsmodtagere som

udgangspunkt altid skal tage imod betaling med kontanter ved fysisk handel. I medfør af

stk. 2 gælder dette ikke i forbindelse med fjernsalg, herunder internethandel, og salg i

selvbetjeningsautomater, herunder parkeringsautomater.

Siden lov om betalingskort m.v., jf. lov nr. 35 af 25. maj 1984, trådte i kraft i 1984, har

danske betalingsmodtagere været forpligtet til at modtage betaling med kontanter. Ved

ikrafttrædelsen af lov om betalinger den 1. januar 2018 blev kontantreglen lempet,

hvorefter betalingsmodtagere kun er forpligtede til at modtage kontanter i tidsrummet kl.

06-22. Det følger af stk. 3, at betalingsmodtagere, der er beliggende i områder, hvor der

kan være forhøjet risiko for røveri forbundet med modtagelse af kontanter, uanset stk. 1

alene er forpligtet til at modtage kontanter fra kl. 06.00 til kl. 20.00. Det følger af stk. 4, at

betalingsmodtagere, der ønsker kun at modtage kontanter fra kl. 06.00 til kl. 20.00, jf. stk.

3, forinden udnyttelsen af stk. 4 skal underrette Finanstilsynet herom.

Ud over disse lempelser blev det fastsat i § 1, stk. 7, i lov om betalinger, at

erhvervsministeren har mulighed for at give konkrete og generelle dispensationer fra

kontantreglen. Dispensationsbeføjelsen forudsættes anvendt restriktivt. Det vil sige, at der

skal være tungtvejende grunde til at anvende bestemmelsen. Dette vil for eksempel være

tilfældet, hvor det vil forekomme urimelig byrdefuldt at lade lovens regulering finde

UDKAST

anvendelse. Der henvises i øvrigt til Folketingstidende 2016-2017, Tillæg A, L 157 som

fremsat, side 87.

På den baggrund har erhvervsministeren fastsat en praksis, hvorefter betalingsmodtagere,

der afvikler begivenheder af kort varighed, der højst forekommer én gang årligt og afvikles

inden for et afgrænset område, kan tildeles dispensation fra kontantreglen. Dette omfatter

festivaler, byfester og andre lignende arrangementer af midlertidig karakter. Det indebærer,

at arrangøren, stadeholdere og andre betalingsmodtagere beliggende inden for

arrangementets afgrænsede område fritages for forpligtelsen til at modtage kontanter under

afholdelsen af begivenheden.

Den 9. januar 2020 delegerede erhvervsministeren beføjelsen til Finanstilsynet, der siden

har forvaltet dispensationsbeføjelsen i overensstemmelse med ministerens fastlagte praksis.

2.10.1. Erhvervsministeriets overvejelser

I forbindelse med lempelsen af kontantreglen, der trådte i kraft pr. 1. januar 2018, blev der

indsat en revisionsbestemmelse i lov om betalinger. Erhvervsministeriet foretog derfor en

evaluering til brug for denne revision af kontantreglen. Evalueringen skulle konkret

vurdere, om ordningen om mulighed for kontantfrie betalingsmodtagere i aften- og

nattetimerne havde haft den ønskede effekt. Evalueringen blev forelagt Folketingets

Erhvervsudvalg den 11. december 2020. På baggrund af evalueringen fremsatte

erhvervsministeren i folketingsåret 2020-2021 et forslag om revision af kontantreglen.

Erhvervsministeriet indhentede i forbindelse med evalueringen bidrag fra relevante

interesseorganisationer og øvrige relevante aktører. På baggrund heraf var det

Erhvervsministeriets vurdering, at ordningen om mulighed for kontantfrie

betalingsmodtagere i aften- og nattetimerne siden ikrafttrædelsen den 1. januar 2018 havde

virket efter hensigten.

Erhvervslivets EU- og Regelforum har i dets anbefalingskatalog fra den 30. september

2020 foreslået, at kontantreglen lempes, således at butikker, der primært henvender sig til

det professionelle marked (B2B-handel), og hvor mere end 75 pct. af butikkens omsætning

stammer fra salg mellem virksomheder, samt hvor butikkens primære markedsføring er

rettet mod erhvervsdrivende, ) undtages fra kontantreglen.

Det er fundet hensigtsmæssigt, at kontantreglen tilpasses, så den ikke finder anvendelse på

betalinger, hvor betaleren ikke er en forbruger. I situationer hvor der foretages betalinger

mellem erhvervsdrivende, bør parterne have aftalefrihed med henblik på at fastlægge

betalingsformen. Denne tilpasning får ikke reel betydning for forbrugerne, idet muligheden

for aftalefrihed om betalingsform kun gælder, når betaleren ikke er en forbruger. Det er

vurderingen, at dette giver den bedste afvejning mellem hensynet til ikke at pålægge

betalingsmodtagere unødige byrder og forbrugernes ret til at betale med kontanter.

UDKAST

Tilpasningen implementerer fjernelsen af kontantpligten i B2B-handel, der følger af den

politiske aftale mellem regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Socialistisk Folkeparti,

Radikale Venstre, Enhedslisten, Nye Borgerlige og Alternativet af den 23. juni 2021 om

det fremadrettede behov for revision.

Forbrugerombudsmanden påser virksomheders overholdelse af kontantreglen.

Videre er det fundet hensigtsmæssigt, at kravet om forudgående orientering til

Finanstilsynet, når betalingsmodtagere beliggende i særligt røveriudsatte områder ønsker at

fravige kontantreglen i tidsrummet kl. 20-22, ophæves. Bestemmelsen indebærer alene en

administrativ forpligtelse til at underrette Finanstilsynet. På Finanstilsynets hjemmeside

fremgår en overvigt over, hvilke forretninger der har benyttet sig af muligheden for at

fravige kontantreglen i tidsrummet kl. 20-22. I praksis har det vist sig, at det er meget få

borgere, der benytter sig af muligheden for at gøre sig bekendt med denne oversigt. I 2020

var der mindre end 2.000, der besøgte oversigten på Finanstilsynets hjemmeside.

Ophævelsen af orienteringsforpligtelsen vil alene medføre en lempelse af de administrative

byrder forbundet med orienteringen af Finanstilsynet og indebærer ikke en ændring af

kontantreglen.

Endeligt er det fundet hensigtsmæssigt, at erhvervsministerens gældende

dispensationspraksis fastsættes ved lov. Hensynet er, at det derved bliver mere transparent

for både erhvervsdrivende og forbrugere, hvornår der er mulighed for at afvise kontanter.

Finanstilsynet har administreret dispensationsadgangen i overensstemmelse med

erhvervsministerens praksis siden 9. januar 2020. Finanstilsynet har i den periode givet

tretten dispensationer.

2.10.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at ophæve den gældende bestemmelse i stk. 4 i § 81, der indeholder en

forpligtelse for betalingsmodtagere i særligt røveriudsatte områder om at orientere

Finanstilsynet, såfremt de ønsker at afvise kontanter i tidsrummet kl. 20-22.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 4 i § 81. Det indebærer, at kontantreglen lempes, således

at den ikke finder anvendelse på betalinger, hvor betaleren ikke er en forbruger.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 5 i § 81. Bestemmelsen formaliserer den gældende

dispensationspraksis.

2.11. Fuld implementering af Solvens II-direktivets krav til virksomheder, der driver livsfor-

sikrings- og skadesforsikringsvirksomhed samtidigt (SUL-reguleringen)

2.11.1. Gældende ret

Det følger af den gældende § 19, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, at

livsforsikringsvirksomhed ikke i samme selskab må forenes med anden

forsikringsvirksomhed. Livsforsikringsvirksomheder kan dog ud over

livsforsikringsvirksomheden udøve virksomhed inden for forsikringsklasserne 1 og 2, jf.

UDKAST

lovens bilag 7. Bestemmelsen implementerer artikel 73, stk. 1 og 2, litra a. Efter artikel 73,

stk. 1, kan forsikringsselskaber i udgangspunktet ikke meddeles tilladelse til udøvelse af

livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed samtidig. Efter artikel 73, stk.

2, litra a, kan medlemsstaterne imidlertid fastsætte, at selskaber, der har fået tilladelse til

udøvelse af livsforsikringsvirksomhed, ligeledes kan få tilladelse til udøvelse af

skadesforsikringsvirksomhed for de risici, der er nævnt i direktivets bilag I, del A, nr. 1 og

2 om syge- og ulykkesforsikringer.

Det vil sige, at livsforsikringsvirksomheder tillige kan tilbyde de såkaldte syge- og

ulykkesforsikringer (SUL).

De to former for virksomhed skal dog forvaltes særskilt i overensstemmelse med Solvens

II-direktivets artikel 74, der er implementeret i bekendtgørelse nr. 1774 af 16. december

2015 om livsforsikringsselskabers syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed.

Bekendtgørelsen er udstedt i medfør af den gældende § 19, stk. 2.

Efter § 3 i bekendtgørelsen skal livsforsikringsvirksomheder, der også har tilladelse til at

drive syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed, udøve livsforsikringsvirksomhed og syge-

og ulykkesforsikringsvirksomhed adskilt, således at overskuddet fra

livsforsikringsvirksomheden udelukkende kommer de livsforsikrede til gode på samme

måde, som hvis selskabet kun udøvede livsforsikringsvirksomhed og de respektive

interesser for de livs- og skadesforsikrede sikres.

Det følger af § 4 i bekendtgørelsen, at forsikringsvirksomheder skal opgøre et

minimumskapitalkrav for henholdsvis dets livforsikringsvirksomhed og syge- og

ulykkesforsikringsvirksomhed på samme måde, som hvis selskabet kun udøvede den ene

virksomhedsform.

Det følger af § 7 i bekendtgørelsen, at forsikringsselskabernes risikoforrentning ikke må

afhænge af forsikringsselskabets syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed. Har

egenkapitalen dækket tab som følge af syge- og ulykkesforsikringsvirksomheden, så er

selskabet ikke berettiget til at rette op herpå i årets eller kommende års fordeling af det

realiserede resultat.

2.11.1. Erhvervsministeriets overvejelser

Livsforsikringsselskaber kan i dag ud over deres livsforsikringsvirksomhed udbyde syge-

og ulykkesforsikringer (SUL), forudsat at kravet om særskilt forvaltning bliver overholdt.

Baggrunden for kravet om særskilt forvaltning er, at der i livsforsikring gælder et krav om,

at virksomhederne skal tegne livsforsikringskontrakterne betryggende, så der er

tilstrækkelig sikkerhed for, at de typisk langt løbende kontrakter kan honoreres på sigt.

Denne tilgang indebærer, at der automatisk opstår et overskud på

livsforsikringsforretningen, hvilket for produkter med ret til bonus betyder, at en del skal

tilbageføres til kunderne som bonus.

UDKAST

Reglerne forudsætter, at det overskud, der skabes i livsforsikringsaktiviteterne pga. kravet

brug af om betryggende forudsætninger, kun kommer de livsforsikrede til gode, som hvis

virksomheden kun drev livsforsikringsvirksomhed. Der må derfor ikke ske en

sammenblanding i forvaltningen af de to forskellige typer af virksomhed.

På trods af kravet om særskilt forvaltning, der stammer fra Solvens II-direktivet, har der

gennem længere tid været fokus på livsforsikringsvirksomheders håndtering af syge- og

ulykkesforsikringer, hvor virksomhederne gennem de senere år har præsteret meget store

underskud. Det har vist sig, at der har været afhængigheder mellem de to forretningsben,

således at der løbende har været behov for tilskud fra

livsforsikringsvirksomhedsaktiviteterne til SUL-aktiviteterne.

De store underskud kan potentielt true beskyttelsen af forsikringstagerne. Finanstilsynet

har derfor foretaget forskellige justeringer i bekendtgørelse om livsforsikringsselskabernes

syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed med det formål at sikre bedre beskyttelse af

forsikringstagerne, der træder i kraft d. 1. januar 2022. Erhvervsministeriet vurderer

derfor, at der er behov for en præcisering af de regler i lov om finansiel virksomhed, der

vedrører samme område, hvilket bl.a. indebærer en mere tydelig implementering af

Solvens II-direktivet og en række præciseringer af reglerne generelt set på området.

Eksempelvis lægger Finanstilsynet allerede i dag vægt på holdbarheden af en

forretningsmodel i sin tilsynsvirksomhed, hvilket bygger det på et ønske om en proaktiv

tilgang til tilsynet med de finansielle virksomheder. Finansstilsynet har tidligere primært

haft en solvensmæssig tilgang til tilsynet med og vurderingen af

forsikringsvirksomhederne, og har altid haft mulighed for at reagere overfor aktuelle

lovovertrædelser. Siden 2010 har Finanstilsynet ligeledes haft mulighed for at reagere før

der opstår en aktuel lovovertrædelse. Det kan f.eks. være i situationer, hvor tilsynet bliver

opmærksomt på risici, der udspringer af, at en virksomhed har valgt en risikabel

forretningsmodel, eller situationer hvor tilsynet i øvrigt vurderer, at forretningsmodellen er

uholdbar på længere sigt f.eks. pga. manglende indtjening eller lignende.

For at sikre klarhed bør det fremgå klart, at holdbarhed i forhold til virksomheder, der både

driver livsforsikringsvirksomhed og SUL-virksomhed vil blive vurderet både samlet set og

for de to forretningsben hver for sig, så virksomhederne opfylder kravet om særskilt

forvaltning og sikrer, at der ikke er afhængigheder mellem de to forretningsben, herunder

at der ikke opstår behov for tilskud mellem de to typer af virksomhed.

Reglerne foreslås således bl.a. præciseret, så der i lyset af de regeljusteringer, der aktuelt

gennemføres i forhold til området på bekendtgørelsesniveau, er sikret tydelighed omkring

Finanstilsynets vurdering af sådanne virksomheders drift og forretningsmodeller og de

tilsynsmæssige beføjelser i den sammenhæng.

2.11.3. Den foreslåede ordning

UDKAST

Overordnet set skal de foreslåede justeringer understøtte, at det tydeligt fremgår, hvad det

kræver at opnå tilladelse til og at drive syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed som

livsforsikringsvirksomhed i overensstemmelse med Solvens II-direktivet.

Det foreslås i § 14, stk. 12, at fastsætte, hvad der skal til for at opnå tilladelse til at drive

livsforsikringsvirksomhed og syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed i samme selskab, så

kravene fremgår mere tydeligt.

Det foreslås desuden at præcisere i § 19, stk. 2, hvad der overordnet set gælder for

virksomheder, der opnår tilladelse til at drive både livsforsikrings- og

skadesforsikringsvirksomhed.

Der ændres ikke på, at de nærmere detaljerede regler, herunder implementering af visse af

Solvens II-direktivets krav, udmøntes i en bekendtgørelse udstedt af Finanstilsynet.

Det foreslås at ændre ordlyden af hjemmelsbestemmelsen i § 19, stk. 2. Ændringen

foreslås, da bestemmelsen er gammel, og der er et behov for at præcisere hvilket indhold

bekendtgørelsen rummer, dvs. hvilke regler, der gælder for virksomheder, der driver

livsforsikringsvirksomhed og syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed i samme selskab.

Det foreslås i § 344, stk. 2, 3. pkt., at præcisere, at Finanstilsynet i sit tilsyn med

virksomhederne, skal lægge vægt på holdbarheden af den samlede virksomhed, samt

holdbarheden af livsforsikringsvirksomheden og skadesforsikringsvirksomheden.

Det foreslås i § 224, stk. 9, at præcisere Finanstilsynets mulighed for at inddrage tilladelsen

til at drive livsforsikringsvirksomhed eller skadesforsikringsvirksomhed særskilt.

2.12. Boligkreditdirektivet

2.12.1 Gældende ret

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/ЕU af 4. februar 2014 om

forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse (boligkreditdirektivet)

trådte i kraft den 28. februar 2014. Direktivet blev i 2015 implementeret i lov om finansiel

virksomhed, lov om ejendomskreditselskaber, lov om finansielle rådgivere,

investeringsrådgivere og boligkreditformidlere samt en række bekendtgørelser. Reglerne

trådte i kraft den 21. marts 2016.

Boligkreditdirektivet fastsætter de nærmere regler for kreditgivere og kreditformidlere, der

tilbyder aftaler om forbrugerkredit sikret ved pant eller på anden vis i forbindelse med fast

ejendom til beboelse. Direktivet indeholder organisatoriske krav til kreditgivere og

boligkreditformidlere, herunder regler om kompetencekrav, aflønning og udførelse af en

kreditværdighedsvurdering.

2.13.1 Erhvervsministeriets overvejelser

UDKAST

Efter en gennemgang af Danmarks implementering af boligkreditdirektivet er

Erhvervsministeriet blevet opmærksom på, at boligkreditdirektivet ikke fuldt ud er

gennemført i dansk ret. Der er derfor behov for at foretage en række ændringer for at sikre

en korrekt implementering af direktivet.

2.12.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at indføre et krav om, at ejendomskreditselskaber skal udarbejde en

forretningsgang for selskabets udførelse af kreditværdighedsvurderinger. Denne

forretningsgang skal vedlægges, når selskabet ansøger om at blive godkendt som

ejendomskreditselskab. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 8, nr. 3.

Det foreslås endvidere at tydeliggøre bestemmelsen om hjemsted i lov om finansielle

rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere i forhold til kreditformidlere

uden et vedtægtsmæssigt hjemsted. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 9,

nr. 1.

Det foreslås også at præcisere den underretningsforpligtelse Finanstilsynet har i forbindelse

med kreditformidleres udøvelse af grænseoverskridende virksomhed, samt rækkevidden af

formidlerens aktivitet i den forbindelse.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 9, nr. 3 og 5.

Endelig foreslås det at præcisere de relevante bestemmelser om et virksomhedsregister for

godkendte kreditformidlere for at sikre en korrekt implementering af direktivet

bestemmelse herom. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 999, nr..2.

2.13. Forbrugerombudsmandens kompetence i god-skik sager m.v.

2.13.1 Gældende ret

Efter de gældende regler i lov om finansiel virksomhed,

jf. lovbekendtgørelse nr. 1447 af

11. september 2020,

har Forbrugerombudsmandens kompetence til at anlægge sager om

handlinger, der strider mod redelig forretningsskik og god praksis, i henhold til § 43, stk. 1,

2 og 9, § 48 a og §§ 53 b-53 d.

Efter § 348 har Finanstilsynet mulighed for at underrette Forbrugerombudsmanden om

sager, hvor en virksomheds kunder kan have lidt tab som følge af virksomhedens

manglende efterlevelse af § 43, stk. 1, og regler udstedt i medfør af § 43, stk. 2 og 9.

2.14.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Gældende fra den 1. januar 2020 fik erhvervsministeren bemyndigelse til at fastsætte regler

om finansielle virksomheders forpligtelse til at udlevere et standardiseret

nøgletalsdokument til forbrugere ved fremsættelse af tilbud om realkredit- og

realkreditlignende lån. Reglerne har til hensigt at

gøre det nemmere for forbrugere at

sammenligne realkreditlån og realkreditlignende lån fra forskellige udbydere ved at give

UDKAST

forbrugerne en let forståelig og kortfattet oversigt over de væsentligste nøgletal forud for

indgåelsen af en låneaftale.

I overensstemmelse med bemyndigelsen er der udstedt regler herom i bekendtgørelse nr.

752 af 23. april 2021 om god skik for boligkredit. Bekendtgørelse trådte i kraft den 1.

oktober 2021.

De gældende regler fastslår, at Forbrugerombudsmanden på god skik området har

mulighed for at anlægge sager ved domstolene. Erhvervsministeriet finder det afgørende,

at Forbrugerombudsmanden – i overensstemmelse med den gældende model – også har

hjemmel til at indbringe overtrædelser af reglerne om et nøgletalsdokument for

domstolene.

Iden forbindelse finder Erhvervsministeriet, at Finanstilsynets hjemmel til at underrette

Forbrugerombudsmanden om verserende god skik sager bør tilpasses, så Finanstilsynet

også kan underrette om sager, hvor en virksomheds kunder kan have lidt skade som følge

af manglende efterlevelse af reglerne om udlevering af et nøgletalsdokument udstedt i

medfør af § 43, stk. 8.

2.13.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at Forbrugerombudsmandens kompetence efter § 348 i lov om finansiel

virksomhed til at anlægge sager om handlinger i strid med redelig forretningsskik og god

praksis udvides til at omfatte reglerne om udlevering af et nøgletalsdokument, jf. § 43, stk.

8, i lov om finansiel virksomhed. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr.

16.

I samme forbindelse foreslås det, at udvide Finanstilsynets mulighed for at underrette

Forbrugerombudsmanden til at omfatte sager om overtrædelse af reglerne udstedt i medfør

af § 43, stk. 8. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 17.

Endvidere foreslås det at præcisere, at de oplysninger, som Forbrugerombudsmanden får

adgang til efter § 348 a, stk. 2, er underlagt tavshedspligt efter § 354, stk. 1, i lov om

finansiel virksomhed. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 19 og 20.

2.14. Behandling af personnummer

2.14.1 Gældende ret

Personnummer (CPR-nummer) tildeles til alle, som bor i Danmark, og som opfylder

betingelserne i § 3, stk. 1, i lov om Det Centrale Personregister (CPR-loven), jf.

lovbekendtgørelse nr. 1297 af 3. september 2020. Formålet med registrering i CPR og

tildeling af personnummer er en sikker identifikation af personer. Der registreres således i

registret grundlæggende personoplysninger, herunder bl.a. navn, bopælsadresse og

lignende, om de pågældende, som kan videregives til offentlige myndigheder og private,

der har en berettiget interesse heri.

UDKAST

Personnumre og oplysningerne i CPR-registret udgør således personoplysninger. Den

overordnede regulering af behandling af personoplysninger er fastlagt i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske

personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af

sådanne oplysninger (databeskyttelsesforordningen). Databeskyttelsesforordningen finder

direkte anvendelse i dansk ret, men forordningen er i dansk ret suppleret af

databeskyttelsesloven, jf. lov nr. 502 af 23. maj 2018 om supplerende bestemmelser til

forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af

personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger.

Databeskyttelsesforordningen definerer i artikel 4, nr. 2 ”behandling” af personoplysninger

som enhver aktivitet eller række af aktiviteter – med eller uden brug af automatisk

behandling – som personoplysninger eller en samling af personoplysninger gøres til

genstand for, f.eks. indsamling, registrering, organisering, systematisering, opbevaring,

tilpasning eller ændring, genfinding, søgning, brug, videregivelse ved transmission,

formidling eller enhver anden form for overladelse, sammenstilling eller samkøring,

begrænsning, sletning eller tilintetgørelse.

§ 11, stk. 2, i databeskyttelsesloven fastsætter, at private må behandle oplysninger om

personnummer, hvis det følger af lovgivningen, det vil sige en retlig hjemmel i anden

lovgivning eller hvis den registrerede har givet et samtykke i overensstemmelse med

databeskyttelsesforordningens artikel 7.

De finansielle virksomheder er i kraft af anden lovgivning berettiget til at behandle og

opbevare personnummer med forskellige, afgrænsede formål. Dette gælder især i relation

til hvidvaskloven, hvor virksomheder skal indhente kunders/medlemmers personnummer

for at sikre identiteten af deres kunder med henblik på at forhindre hvidvask og

terrorfinansiering. Det gælder endvidere i relation til den skattemæssige regulering,

hvorefter virksomhederne er forpligtet til at anvende personnummeret som reference i

forbindelse med indberetninger til f.eks. Skatteforvaltningen.

§ 38 i lov om Det Centrale Personregister giver finansielle virksomheder adgang til at få

udleveret en række oplysninger fra CPR-registreret, der kan anvendes til at sikre entydig

identifikation af en kunde. Det er en betingelse for levering af oplysninger fra CPR-

registret efter § 38, at modtageren er berettiget til at behandle oplysningerne efter

databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.

Lov om finansiel virksomhed, lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservices og -

aktiviteter og lov om forsikringsformidling indeholder ikke i dag hjemmel til at behandle

personnummer i databeskyttelsesforordningens forstand med henblik på entydig

identifikation ved varetagelsen af administrative opgaver samt rådgivning af kunder. dag

Den entydige identifikation er afgørende for både kunder og de finansielle virksomheder.

Finansielle virksomheder er vant til at håndtere personnummeret på fortrolig og sikker vis,

UDKAST

herunder f.eks. i forbindelse med indberetninger til Skatteforvaltningen af udbetalte

skattepligtige erstatninger, udbetalinger til NemKonto af erstatninger, refusion af betalte

præmier, udbetaling af bonus osv., anvendelse af personnummer ved brug af e-Boks som

sikker digital post mellem den finansielle virksomhed og dets kunder og anvendelse af

personnummer som identifikation i forbindelse med kommunikationen mellem

virksomheden og den pågældende person.

2.14.1 Erhvervsministeriets overvejelser

Pengeinstitutter, forsikringsselskaber m.v. varetager en række rådgivningsmæssige og

administrative opgaver i relation til sine kunder og de produkter, der udbydes. Til brug

herfor er det nødvendigt at kunne foretage en entydig identifikation af kunden, skadelidte

og andre personer i relation til de rettigheder, der er knyttet til det pågældende

aftaleforhold.

Virksomhederne har allerede – i kraft af anden lovgivning – mulighed for at behandle

personnummer med henblik på varetagelsen af en række afgrænsede formål, herunder

indberetning til skattemyndighederne, kundekendskabsprocedurer i henhold til

hvidvaskloven m.v. Denne lovgivning giver imidlertid ikke en hjemmel til at behandle

personnummer i den daglige administration af kundeforhold og ved rådgivning af kunder.

Virksomhederne er derfor afhængige af, at den pågældende kunde giver samtykke til

behandling af personnummeret.

Det bemærkes i den forbindelse, at et samtykke til enhver tid kan trækkes tilbage, hvilket

eksempelvis kan besværliggøre virksomhedernes mulighed for at administrere og rådgive

effektivt i det konkrete kundeforhold. Endvidere har både EU-Kommissionen og

Datatilsynet f.eks. opfordret forsikringsbranchen til at begrænse anvendelsen af samtykke

som behandlingshjemmel mest muligt. I den forbindelse er der især henvist til de skærpede

krav til samtykke i databeskyttelsesforordningens artikel 7. Desuden er der henvist til den

øgede risiko for, at samtykket tilbagekaldes.

Det vurderes på den baggrund hensigtsmæssigt at skabe en klar hjemmel til at behandle

personnummer med henblik på at sikre en entydig identifikation af den enkelte kunde. En

sådan mulighed vurderes at ville understøtte digitaliseringen og sikre, at eksisterende

kunder nemt og enkelt kan få administreret deres finansielle produkter m.v., modtage

rådgivning eller komme i kontakt med den finansielle virksomhed på sikker vis. Det er i

den forbindelse en forudsætning, at kunden kan identificeres.

2.14.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i lov om finansielle virksomheder, lov om

fondsmæglerselskaber og investeringsservices og -aktiviteter og lov om

forsikringsformidling, hvorefter virksomhederne kan indhente og behandle personnummer

til brug for en entydig identifikation med henblik på løsning af administrative opgaver og

rådgivning.

UDKAST

Finansielle virksomheder har i dag hjemmel i hvidvaskloven til at anmode om

personnummer og til at lave kontrolopslag i CPR-registret for at foretage en entydig

identifikation af kunden. Endvidere vil en række finansielle virksomheder have kundernes

personnummer for at kunne benytte det til at indberette til Skatteforvaltningen. Endelig har

en del finansielle virksomheder fået samtykke fra kunderne til at anvendelse af kundens

CPR-nummer. Som følge heraf vil de fleste finansielle virksomheder i praksis derfor have

kundernes personnummer, men vil kun have adgang til at behandle det i forhold til de

konkrete opgaver, der er fastlagt i lovgivningen og er i overensstemmelse med det afgivne

samtykke.

Lovforslaget vil give pengeinstitutter, forsikringsselskaber m.fl. hjemmel til at anvende

kundens personnummer til løsningen af administrative opgaver og rådgivning i det

pågældende kundeforhold. Det indebærer bl.a., at der kan foretages opslag i CPR-

registreret for at sikre, at virksomheden har opdaterede oplysninger om kunden, herunder

adresse, samt anvende personnummer til brug for kommunikation med kunden.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 12, § 6, nr. 2, og § 10, nr. 1.

2.15. Undtagelse til gensidighedskravet i anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om

finansiel virksomhed §§ 30 og 31

2.15.1 Gældende ret

Anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed, jf.

anordningsbekendtgørelse nr. 1032 af 8. oktober 2019, fastsætter i medfør af §§ 30 og 31

regler for udøvelse af finansiel virksomhed på Færøerne for de virksomheder, der har fået

tilladelse til at udøve finansiel virksomhed i Den Europæiske Union eller i et land, som

Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

§§ 30 og 31 i anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed

indeholder et særligt færøsk krav om, at udøvelse af finansiel virksomhed er betinget af, at

der er en aftale mellem Færøerne og den pågældende virksomheds hjemland, der

fastsætter, at færøske virksomheder har samme rettigheder i vedkommende hjemland

(gensidighedskrav). Gensidighedskravet blev indført ved anordning nr. 86 af 10. februar

2006 om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed, som bl.a. blev udstedt

i medfør af § 438, stk. 1, i lov nr. 453 af 10. juni 2003 om lov om finansiel virksomhed.

Formålet med gensidighedskravet er, at færøske finansielle virksomheder skal have adgang

til at udøve finansiel virksomhed i de EU-lande, hvor de finansielle virksomheder, der vil

udøve finansiel virksomhed på Færøerne, har hjemsted.

Ud over ovennævnte krav om en gensidighedsaftale forudsætter udøvelse af finansiel

virksomhed på Færøerne, efter reglerne i §§ 30 og 31 i anordning om ikrafttræden for

Færøerne af lov om finansiel virksomhed, jf. anordningsbekendtgørelse nr. 1032 af 8.

oktober 2019, at den finansielle virksomhed har tilladelse i sit hjemland til at udøve de

UDKAST

aktiviteter, virksomheden ønsker at udøve i Færøerne, og at Finanstilsynet har modtaget

meddelelse fra hjemlandets tilsynsmyndighed om virksomhedens aktiviteter, adresse mv.

Reglerne for udøvelse af finansiel virksomhed er de samme i Danmark med undtagelse af,

at der i Danmark ikke gælder et krav om en gensidighedsaftale. Det følger af §§ 30 og 31 i

lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1447 af 11. september 2020.

2.15.1 Erhvervsministeriets overvejelser

Der er konstateret problemer med at indgå i gensidighedsaftaler med hjemlandende for de

virksomheder, der udøver grænseoverskridende finansiel virksomhed på Færøerne. Det er

derfor vurderet hensigtsmæssigt at indsætte en undtagelse til gensidighedskravet i

anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed.

Undtagelsen skal sikre, at finansielle institutter inden for Den Europæiske Union eller i et

land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område fortsat kan drive

virksomhed på Færøerne, uden at de skal afvente en gensidighedsaftale mellem deres

hjemland og Færøerne. Videre sikrer ændringen, at tilsynet med de finansielle institutter på

Færøerne er effektivt, da etablering af en filial i Danmark forudsætter notificering af de

danske tilsynsmyndigheder. Tilsynet vil yderligere sikres ved at Finanstilsynet vil skulle

godkender instituttets aktiviteter på Færøerne.

En undtagelse til gensidighedskravet kræver, at den gældende kongelige anordning for

Færøerne ændres. For at kunne ændre anordningen er det nødvendigt at sætte

anordningshjemlen i lov nr. 453 af 10. juni 2003 om finansiel virksomhed i kraft på ny for

§§ 30 og 31. Dette er begrundet i, at en anordningshjemmel alene kan anvendes en gang,

og den pågældende anordningshjemmel i lov nr. 453 af 10. juni 2003 allerede er blevet

anvendt til at udstede anordning nr. 86 af 10. februar 2006 om ikrafttræden for Færøerne af

lov om finansiel virksomhed.

2.15.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at anordningshjemmelen i lov nr. 453 af 10. juni 2003 om lov om finansiel

virksomhed ændres, så anordningshjemmelen kan benyttes på ny til at indsætte en

undtagelse til gensidighedskravet i §§ 30 og 31 i anordning om ikrafttræden for Færøerne

af lov om finansiel virksomhed.

For nærmere om ændringen henvises til lovforslagets § 11, nr. 1, og bemærkningerne

hertil.

2.16. Anden tilladt virksomhed for forsikringsselskaber

2.16.1. Gældende ret

De gældende regler for anden tilladt virksomhed for finansielle virksomheder fremgår af

kapitel 4 i lov om finansiel virksomhed. Med anden tilladt virksomhed menes den

virksomhed, som er tilladt ved siden af den virksomhed, der er opnået tilladelse til. I §§ 24-

26 findes de generelle regler om anden tilladt virksomhed for finansielle virksomheder,

UDKAST

som forsikringsselskaber i dag er underlagt. I § 29 findes yderligere særlige regler for

forsikringsselskaber vedrørende anden tilladt virksomhed.

Det følger af den gældende § 24 i lov om finansiel virksomhed, at pengeinstitutter,

realkreditinstitutter og forsikringsselskaber kan drive virksomhed, der er accessorisk til den

virksomhed, Finanstilsynet har givet tilladelse til (såkaldt ”accessorisk virksomhed”).

Accessorisk virksomhed kan som udgangspunkt drives i selve den finansielle virksomhed,

men Finanstilsynet kan bestemme, at den accessoriske virksomhed skal udøves af et andet

selskab.

Den gældende § 25 giver mulighed for midlertidig drift af anden virksomhed til sikring

eller afvikling af forud påtagede eksponeringer eller med henblik på medvirken ved

omstrukturering. Af den gældende § 26 fremgår betingelserne for at drive anden

virksomhed i fællesskab med andre.

Den gældende § 29 i lov om finansiel virksomhed fastsætter, at forsikringsselskaber ud

over virksomhed omfattet af §§ 24-26 kan drive agenturvirksomhed samt opføre, eje og

drive fast ejendom og infrastruktur. Endvidere fremgår det af den gældende § 29, stk. 2, at

livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser kan oprette og administrere

særskilte SP-konti, som alle lønmodtagere fik oprettet under Den Særlige Pensionsordning,

der blev indført i 1998 og ophævet i 2009

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til

og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II-direktivet) indeholder

i afsnit I, kapitel II regler om adgang til udøvelse af virksomhed inden for direktivets

anvendelsesområde. Solvens II-direktivets artikel 18 fastsætter betingelser for at kunne

modtage en tilladelse og udstrækningen af tilladelsen, herunder begrænsning af

forsikringsselskabernes formål til forsikringsvirksomhed og direkte forbundne forretninger

med udelukkelse af enhver anden erhvervsmæssig virksomhed.

Kommissionens delegerede forordning 2015/35/EU af 10. oktober 2014 om supplerende

regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse

af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II-forordningen) indeholder i artikel

1, nr. 53, definitionen af en accessorisk servicevirksomhed. Accessorisk

servicevirksomhed er et ikkereguleret selskab, hvis hovedaktivitet består i besiddelse og

forvaltning af fast ejendom, administrering af databehandlingstjenester, sundheds- og

plejeydelser eller enhver anden lignende aktivitet af accessorisk karakter i forhold til et

eller flere forsikrings- eller genforsikringsselskabers hovedaktivitet. Det bemærkes i den

sammenhæng, at forsikringsselskaber i henhold til gældende danske regler ikke har

mulighed for at udøve sundheds- og plejerydelser i et datterselskab.

2.16.2. Erhvervsministeriets overvejelser

UDKAST

Erhvervsministeriet har været i dialog med EU-Kommissionen om fortolkningen af

samspillet mellem reglerne i Solvens II-direktivets artikel 18 og definitionen af accessorisk

servicevirksomhed i Solvens II-forordningens artikel 1, nr. 53.

Det er på denne baggrund vurderingen, at de gældende regler i lov om finansiel

virksomhed for forsikringsselskabers anden tilladte virksomhed, herunder accessorisk

virksomhed, skal justeres, så det konkrete samspil mellem Solvens II-direktivet og Solvens

II-forordningen afspejles bedre i dansk lovgivning.

Det vurderes, at der er behov for en justering af bestemmelserne i afspejling af Solvens II-

direktivets krav, således at det præciseres, at forsikringsselskabers accessoriske

virksomhed skal være direkte forbundet med den tilladte virksomhed. Dette vil kræve en

justering af de gældende regler for forsikringsselskabernes accessoriske virksomhed, der i

dag reguleres i § 24.

Det vurderes endvidere, at dansk lovgivning skal tage højde for, at Solvens II-forordningen

finder direkte anvendelse i Danmark. Det bør gøres klart i de danske regler, at

forsikringsselskaber kan drive såkaldt accessorisk servicevirksomhed i henhold til

forordningens definition. Ifølge definitionen på accessorisk servicevirksomhed, så skal de

nævnte aktiviteter imidlertid altid drives i et separat datterselskab.

Det vurderes derfor, at der er behov at justere den gældende § 29, så der tages højde for

Solvens II-forordningens definition på accessorisk servicevirksomhed. . Ændringen bør

gennemføres med henblik på at sikre, at forsikringsselskaber kan drive accessorisk

servicevirksomhed, men at præcisere, at dette fremover skal drives i et datterselskab.

2.16.3. Den foreslåede ordning

De for forsikringsselskaber gældende regler om anden tilladt virksomhed i kapitel 4 i lov

om finansiel virksomhed foreslås for forsikringsselskaber flyttet til §§ 29-29 b. Det

foreslås dermed, at reglerne for anden tilladt virksomhed for forsikringsselskaber flyttes ud

af de generelle bestemmelser i §§ 24-26 og flyttes til særskilte bestemmelser om anden

tilladt virksomhed for forsikringsselskaber. Det foreslås overordnet, at den gældende § 24

og § 29 videreføres i en ny samlet bestemmelse, hvor der dog foretages justeringer med

henblik på at præcisere, at accessorisk virksomhed skal være direkte forbundet med den

tilladte virksomhed.

Den foreslåede § 29, stk. 1, fastsætter, at forsikringsselskaber kan drive virksomhed, der er

accessorisk til den virksomhed, Finanstilsynet har givet tilladelse til.

Den foreslåede § 29 er en delvis videreførelse af den nuværende bestemmelse i § 29. Det

foreslås, at fjerne muligheden i den nuværende § 29, stk. 1, nr. 2, for at opføre, samt eje og

drive fast ejendom og infrastruktur, omfattende tekniske anlæg, transportanlæg og

bygningsanlæg, i selve forsikringsselskabet. I stedet introduceres i det foreslåede § 29, stk.

4, nr. 2, muligheden for at drive accessorisk servicevirksomhed, som bl.a. rummer fast

UDKAST

ejendom, infrastruktur, administrering af databehandlingstjenester og sundheds- og

plejeydelser. Denne accessoriske servicevirksomhed skal imidlertid placeres i et

datterselskab.

Den foreslåede ændring vil bl.a. betyde, at forsikringsselskaber som noget nyt vil kunne få

mulighed for at drive sundheds- og plejeydelser i henhold til definitionen på accessorisk

servicevirksomhed. Det er dog en forudsætning, at sådanne aktiviteter er accessoriske til

den tilladelse og aktivitet som forsikringsselskabet har. For at kunne drive sundheds- og

plejerydelser vil det derfor være et krav, at sådanne ydelser er accessoriske til

forsikringsselskabets tilladelse og aktiviteter.

Det foreslåede § 29, stk. 3, fastsætter, at forsikringsselskaber kan drive agenturvirksomhed

for forsikringsselskaber og for andre selskaber, der er under Finanstilsynets tilsyn.

Derudover kan et forsikringsselskab opføre, eje og drive fast ejendom og infrastruktur, dog

er det frem over et krav, at denne type virksomhed sker i et datterselskab.

Bestemmelsen viderefører med de beskrevne justeringer de gældende regler i §§ 24 og 29

dog med undtagelse af den gældende § 29, stk. 2, vedrørende administration af SP-konti,

som ophæves, hvilket sker som følge af at SP-ordningen er ophævet ved lov nr. 1263 af 16.

december 2009 om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, lov om

Lønmodtagernes Dyrtidsfond, lov om beskatning af pensionsordninger m.v. og lov om

pensionsafkastbeskatning.

Den foreslåede § 29 a fastsætter mulighed for midlertidig drift af anden virksomhed til

sikring eller afvikling af forud påtagede eksponeringer eller med henblik på medvirken ved

omstrukturering. For forsikringsselskaber er den foreslåede bestemmelse identisk med de

gældende regler for forsikringsselskaber i § 25. Den foreslåede bestemmelse omfatter dog

alene forsikringsselskaber.

Den foreslåede § 29 b fastsætter mulighed for at drive anden virksomhed i fællesskab med

andre uanset bestemmelserne i § 11 og de foreslåede §§ 29 og 29 a. For

forsikringsselskaber er den foreslåede bestemmelse identisk med de gældende regler for

forsikringsselskaber i § 25. Den foreslåede bestemmelse omfatter dog alene

forsikringsselskaber.

Reglerne om anden tilladt virksomhed for andre finansielle virksomhed omfattet af §§ 24-

26 i loven berøres ikke af de foreslåede ændringer.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 8, 9, 10 og 11.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige

Lovforslaget medfører mindre økonomiske konsekvenser for det offentlige som følge af

deltagelse i tilsynskollegium i medfør af CCP R&R forordningen.

UDKAST

Forslaget vil medføre begrænsede administrative konsekvenser for det offentlige som følge

af den foreslåede supplerende underretningsforpligtelse ved boligkreditformidleres

udøvelse af grænseoverskridende virksomhed.

Lovforslagets § 2, nr. 5, og § 7, nr. 6, hvor Finanstilsynet og Finansiel stabilitet foreslås

udpeget til at være afviklingsmyndigheder for CCP’er i Danmark medfører begrænsede

økonomiske konsekvenser for det offentlige, da der ikke er en CCP i Danmark. Bliver der

oprettet en CCP i Danmark vil det medføre større byrder for det offentlige som følge af

behov for flere årsværk til at håndtere den øgede arbejdsmængde for myndighederne.

Lovforslaget vurderes at efterleve principperne om digitaliseringsklar lovgivning.

Lovforslagets § 1, nr. 12, § 6, nr. 2, § 9, nr. 2, om virksomhedernes mulighed for at benytte

kunders personnummer til administrative formål, understøtter genbrug af eksisterende

offentlig data og sikrer, at kunder kan identificeres på tværs af virksomhedens

administrative funktioner. Lovforslagets § 1, nr. 12, § 6, nr. 2, § 9, nr. 2, tager desuden

højde for princippet om tryg og sikker databehandling, da de finansielle virksomheder er

vant håndtere personnumre, og at det derfor må formodes, at virksomhederne har de

nødvendige foranstaltninger for at sikre en gennemsigtig, fortrolig og sikker håndtering af

persondata.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

Forslaget om pligt for investeringsforeninger og investeringsforvaltningsselskabers til at

integrere bæredygtighedsrisici i deres virksomhedsstyring forventes at være forbundet med

begrænsede økonomiske og administrative konsekvenser. Dette skyldes, at mange

virksomheder allerede i dag har fokus på bæredygtighed og derfor har indarbejdet

bæredygtighed i den måde de driver virksomhed på og dermed i den måde de efterlever

gældende regler.

Forslaget om undtagelse til reglerne om risikospredning forventes at medføre positive

økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.

Lovforslagets § 8, nr. 3, om at ejendomskreditselskaber ved ansøgning også skal kunne

dokumentere en forretningsgang for udførelse af kreditværdighedsvurdering i medfør af

lovforslagets vil medføre begrænsede administrative konsekvenser for erhvervslivet .

Ændringen af afgiftsbeløbet i lovforslagets § 1, nr. 22, medfører at pengeinstitutter,

realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber, der har tilladelse til at yde eller udføre en

eller begge af de investeringsservicer eller -aktiviteter, der er nævnt i bilag 1, afsnit A, nr. 3

og 6, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter betaler en

højere afgift til Finanstilsynet.

UDKAST

Lovforslagets § 1, nr. 6-11 vil medføre, at forsikringsselskaber fremadrettet vil skulle

opføre, samt eje og drive fast ejendom og infrastruktur, omfattende tekniske anlæg,

transportanlæg og bygningsanlæg, i et datterselskab frem for i selve forsikringsselskabet.

De økonomiske konsekvenser af dette er ikke kvantificerbare.

Lovforslagets § 1, nr. 6-11 vil ligeledes medføre, at forsikringsselskaberne har mulighed

for at yde sundheds- og plejeydelser i et datterselskab, hvis det har tilknytning til

forsikringsselskabets tilladelse. De økonomiske konsekvenser af dette er dog ikke nærmere

kvantificerbare.

I forhold til principperne for agil erhvervsrettet regulering vurderes forslaget ikke at

påvirke virksomhedernes muligheder for at teste, udvikle og anvende digitale teknologier

og forretningsmodeller.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget medfører ikke administrative konsekvenser for borgerne.

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget medfører ikke miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslagets § 3 supplerer Europa-Parlamentets og Rådets Forordning nr. 1286/2014 af

26. november 2014 om dokumenter med central information om sammensatte og

forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP’er), EU-tidende 2014,

nr. L 352, side 1.

Lovforslagets § 3 implementerer dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om

visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (UCITS-

direktivet).

Lovforslagets § 1, nr. 7, og § 3 nr. 13, implementerer dele af EU-Tidende 2009, nr. L 302,

side 32 og dele af Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2021/1270 af 21. april 2021

om ændring af direktiv 2010/43/EU for så vidt angår de bæredygtighedsrisici og

bæredygtighedsfaktorer, der skal tages hensyn til i forbindelse med institutter for kollektiv

investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), EU-Tidende 2021, nr. L 277, side 141.

Lovforslagets § 6 implementerer dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)

2019/2034 af 27. november 2019 om tilsyn med investeringsselskaber og om ændring af

direktiv 2002/87/EF, 2009/65/EF, 2011/61/EU, 2013/36/EU, 2014/59/EU og 2014/65/EU.

Med lovforslaget foretages fornødne ændringer i lov om kapitalmarkeder, lov om

restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder og lov om finansiel

virksomhed, som følge af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16.

UDKAST

december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter. De

foreslåede ændringer indebærer bl.a., at Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet udpeges som

afviklingsmyndig for CCP’er, der har hjemsted i Danmark. Dette inkluderer bl.a. ændring

af direktiv 2014/59/EU (BRRD), der følger af CCP R&R forordningens artikel 93.

Lovforslaget implementerer dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97

af 20. januar 2016 om forsikringsdistribution og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2014/17 EU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til

beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr.

1093/2010.

Lovforslagets § 8, nr. 1, implementerer artikel 18, stk. 2, lovforslagets § 9, nr. 1 og 2,

implementerer artikel 29, stk. 5, litra b, og artikel 29, stk. 6, Lovforslagets §9, nr. 3 og 5

implementerer artikel 32, stk. 2, og lovforslagets § 9, nr. 4 implementere dele af artikel 32,

stk. 1, 2. pkt., i Europa-Parlamentets og Rådets direktivet 2014/17/ЕU af 4. februar 2014

om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af

direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010.

8. Hørte myndigheder og organisationer mv.

[Afventer offentlig høring]

9. Sammenfattende skema

Positive

konsekvenser/mindreudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis

nej, anfør »Ingen«)

Økonomiske konsekvenser for

stat, kommuner og regioner

Negative

konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis

nej, anfør »Ingen«)

Forslaget vil medføre

begrænsede administrative

konsekvenser for det

offentlige som følge af den

foreslåede supplerende

underretningsforpligtelse ved

boligkreditformidleres

udøvelse af

grænseoverskridende

virksomhed.

Ingen

Implementeringskonsekvenser Ingen

for stat, kommuner og

regioner

Økonomiske konsekvenser for Ingen

erhvervslivet

Ingen

UDKAST

Administrative konsekvenser

for erhvervslivet

Forslaget vil medføre

begrænsede administrative

konsekvenser for

erhvervslivet, idet

ejendomskreditselskaber ved

ansøgning også skal kunne

dokumentere en

forretningsgang for udførelse

kreditværdighedsvurdering.

Forslaget om at

investeringsforvaltningers og

investeringsforeninger skal

tage hensyn til

bæredygtighedsrisici i led af

deres virksomhedsstyring vil

medføre administrative

konsekvenser for de

omfattede virksomheder.

Administrative konsekvenser Ingen

for borgerne

Miljømæssige konsekvenser Ingen

Forholdet til EU-retten

Ingen

Lovforslaget supplerer Europa-Parlamentets og Rådets

Forordning nr. 1286/2014 af 26. november 2014 om

dokumenter med central information om sammensatte og

forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer

(PRIIP’er).

Lovforslaget implementerer dele af Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning

af love og administrative bestemmelser om visse institutter

for kollektiv investering i værdipapirer

(investeringsinstitutter) (UCITS-direktivet).

Lovforslaget implementerer dele af EU-Tidende 2009, nr. L

302, side 32 og dele af Kommissionens delegerede direktiv

(EU) 2021/1270 af 21. april 2021 om ændring af direktiv

2010/43/EU for så vidt angår de bæredygtighedsrisici og

bæredygtighedsfaktorer, der skal tages hensyn til i

forbindelse med institutter for kollektiv investering i

værdipapirer.

UDKAST

Lovforslaget supplerer Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et

regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter.

Lovforslagets § 6, nr. 1-2 og 3-5, implementerer dele af

artikel 15, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

(EU) 2019/2034 af 27. november 2019 om tilsyn med

investeringsselskaber og om ændring af direktiv 2002/87/EF,

2009/65/EF, 2011/61/EU, 2013/36/EU, 2014/59/EU og

2014/65/EU.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/ЕU af 4.

februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast

ejendom til beboelse.

Er i strid med principperne for

implementering

af erhvervsrettet EU-

regulering/

Går videre end

minimumskrav i EU-

regulering

Nej

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (Fodnoten til lov om finansiel virksomhed)

Den gældende fodnote til lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1447 af

11. september 2020 (herefter lov om finansiel virksomhed), indeholder en note, der oplister

de direktiver og ændringsdirektiver, som er implementeret helt eller delvist i loven.

Med dette lovforslag implementeres dele af Kommissionens delegerede direktiv (EU)

2021/1270 af 21. april 2021 om ændring af direktiv 2010/43/EU for så vidt angår de

bæredygtighedsrisici og bæredygtighedsfaktorer, der skal tages hensyn til i forbindelse

med institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter).

Fodnoten til lov finansiel virksomhed skal opdateres som følge heraf.

Det foreslås at indsætte en henvisning til Kommissionens delegerede direktiv (EU)

2021/1270 af 21. april 2021 om ændring af direktiv 2010/43/EU for så vidt angår de

bæredygtighedsrisici og bæredygtighedsfaktorer, der skal tages hensyn til i forbindelse

UDKAST

med institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), EU-

Tidende 2021, nr. L 277, side 141, i

fodnoten

til loven.

Med den foreslåede ændring vil det fremgå af fodnoten til lov om investeringsforeninger

m.v., at loven gennemfører dele af Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2021/1270 af

21. april 2021

Til nr. 2 (§ 1, stk. 19, i lov om finansiel virksomhed)

De gældende regler i § 71 a, § 71 b, § 71 c, § 177 a, § 177 b, § 182 b, § 182 c, § 182 d, §

182 e, § 182 f, § 224 a, kapitel 15 a, kapitel 17 og kapitel 17 a, i lov om finansiel

virksomhed, indeholder regler om genopretning og afvikling af finansielle virksomheder.

Reglerne implementerer direktiv 2014/59/EU (BRRD), om et regelsæt for genopretning og

afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber.

I § 1 i lov om finansiel virksomhed foreslås der indsat et nyt

stk. 19,

hvorefter

pengeinstitutter, der samtidig er meddelt tilladelse som centrale modparter (CCP’er) i

henhold til artikel 14 i forordning (EU) nr. 648/2012 undtages for de ovennævnte

bestemmelser, der er implementeret som følge af BRRD. Det foreslåede implementerer

CCP R&R forordningens art. 93, der ændrer i BRRD.

Det foreslåede vil medføre, at lovens bestemmelser om genopretning og afvikling,

implementeret som følge af direktiv 2014/59/EU (BRRD), ikke finder anvendelse for

pengeinstitutter, der samtidig er meddelt tilladelse som centrale modparter (CCP’er) i

henhold til artikel 14 i forordning (EU) nr. 648/2012 (EMIR).

I henhold til EMIR forordningens artikel 2, stk. 1, nr. 1, er en CCP en juridisk person, der

intervenerer mellem modparterne i aftaler, som handles på et eller flere finansielle

markeder, og bliver køber over for enhver sælger og sælger over for enhver køber. Centrale

modparter (CCP’er) fungerer således som bindeled mellem parter i en værdipapirhandel

ved at agere modpart mod både køber og sælger. CCP’en påtager sig risikoen for køber og

sælger i det tidsrum, fra handlen er indgået og til den er afsluttet. Hvis én modpart går

konkurs, inden handlen er afsluttet, forpligtiges CCP’en således over for den anden part.

Pengeinstitut kan have tilladelse som CCP.

CCP R&R forordningens regler om afvikling og genopretning omfatter bestemmelser om

genopretnings- og afviklingsplanlægning, afviklingsmuligheder, værdiansættelse,

afviklingsværktøjer, afviklingsbeføjelser og sikkerhedsforanstaltninger. CCP R&R

forordningen ligner således BRRD på mange punkter, dog findes der ingen krav til

nedskrivningsegnede passiver (NEP-krav) i CCP R&R forordningen.

Baggrunden for forslaget er, at det i enkelte medlemslande er set, at CCP’er også har fået

en pengeinstituttilladelse, f.eks. med henblik på at kunne få en konto i medlemsstatens

centralbank. Det vurderes ikke at være foreneligt med CCP’ens tilladelse at drive egentlig

pengeinstitutvirksomhed, hvorfor bestemmelsen ikke åbner mulighed for, at almindelige

pengeinstitutter kan opnå CCP-tilladelse og derved undgå krav, der følger af BRRD.

UDKAST

Baggrunden for forslaget er, at det i enkelte medlemslande er set, at CCP’er også har fået

en pengeinstituttilladelse, f.eks. med henblik på at kunne få en konto i medlemsstatens

centralbank. Det vurderes ikke at være foreneligt med CCP’ens tilladelse at drive egentlig

pengeinstitutvirksomhed, hvorfor bestemmelsen ikke åbner mulighed for, at almindelige

pengeinstitutter kan opnå CCP-tilladelse og derved undgå krav, der følger af BRRD.

Henset til at der ikke findes CCP’er i Danmark på nuværende tidspunkt, forventes

lovforslaget ikke at have nogen umiddelbare konsekvenser.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3 (§ 5, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 5, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed fastlægger lovens definitioner.

Det foreslås at indsætte et

nr. 76

i § 5, stk. 1, således at bæredygtighedsrisiko defineres

som i artikel 2, nr. 22), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088.

Bestemmelsen implementerer artikel 1, nr. 1, andet led, i Kommissionens delegerede

direktiv (EU) 2021/1270 af 21. april 2021 om ændring af direktiv 2010/43/EU for så vidt

angår de bæredygtighedsrisici og bæredygtighedsfaktorer, der skal tages hensyn til i

forbindelse med institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter).

Bestemmelsen afspejler bæredygtighedsrisiko som defineret i artikel 2, nr. 22), i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088 af 27. november 2019 om

bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser

(disclosureforordningen). Bæredygtighedsrisiko er i disclosureforordningen defineret som

miljømæssig, social eller ledelsesmæssig begivenhed eller omstændighed, som, hvis den

opstår, kunne have faktisk eller potentiel væsentlig negativ indvirkning på værdien af en

investering.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4 (§ 11, stk. 12, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 11, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed stiller krav om tilladelse

til udøvelse af forsikringsvirksomhed.

Den gældende § 14 indeholder bl.a. de krav, som en virksomhed skal opfylde for at opnå

tilladelse til at udøve forsikringsvirksomhed.

Den gældende § 18, stk. 1, indeholder krav om, at en ansøgning om tilladelse skal

indeholde en, af forsikringsselskabet udarbejdet, driftsplan for den virksomhed, som

forsikringsselskabet agter at drive.

UDKAST

Den gældende § 19, stk. 1, 1. og 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed fastslår, at

livsforsikringsvirksomhed ikke i samme selskab må forenes med anden

forsikringsvirksomhed. Livsforsikringsselskaber kan dog ud over

livsforsikringsvirksomheden udøve virksomhed inden for forsikringsklasserne 1 og 2, jf.

bilag 7.

Den gældende § 19, stk. 2, indeholder en bemyndigelse for Finanstilsynet til at fastsatte

nærmere regler om livsforsikringsselskabers udøvelse af skadesforsikringsvirksomhed.

Bemyndigelsen er blevet benyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 1774 af 16. december

2015 om livsforsikringsselskabers syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed.

Det foreslås i § 11 at indsætte

stk. 12,

hvorefter en virksomhed, der har tilladelse til at

udøve livsforsikringsvirksomhed omfattet af bilag 8, kan ansøge om tilladelse til samtidig

at udøve skadesforsikringsvirksomhed omfattet af bilag 7, klasse 1 og 2.

Det foreslåede er en præcisering af kravet om, at livsforsikringsselskaber skal have

tilladelse til at drive skadesforsikringsvirksomhed omfattet af bilag 7, klasse 1 og 2.

Det har hidtil været muligt for livsforsikringsselskaber at ansøge om tilladelse til at udøve

syge- og ulykkesforsikringer efter den gældende § 11, stk. 1. Den foreslåede ændring vil

medføre, at livsforsikringsselskaber, der ønsker at udøve SUL-aktiviteter, fremadrettet skal

ansøge i medfør af den foreslåede § 11, stk. 12.

Til nr. 5 (§ 14, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 11, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed stiller krav om, at

udøvelse af forsikringsvirksomhed kræver tilladelse.

Den gældende § 14 indeholder bl.a. de krav, som n virksomhed skal opfylde for at opnå

tilladelse til at udøve forsikringsvirksomhed.

Den gældende § 14, stk. 2, stiller krav om, at en ansøgning om tilladelse efter §§ 7-11 skal

indeholde de oplysninger, der er nødvendige til brug for Finanstilsynets vurdering af, om

betingelserne i stk. 1 er opfyldt, herunder oplysninger om størrelsen af de kvalificerede

andele og virksomhedens organisation.

De oplysninger, der er nødvendige til brug for Finanstilsynets vurdering af, om

betingelserne i stk. 1 er opfyldt er bl.a. oplysninger om størrelsen af de kvalificerede

andele og virksomhedens organisation.

Den gældende § 18, stk. 1, indeholder krav om, at en ansøgning om tilladelse skal

indeholde en af forsikringsselskabet udarbejdet driftsplan for den virksomhed, som

forsikringsselskabet agter at drive.

UDKAST

Den gældende § 126 d, stk. 5, nr. 1 og 2, stiller krav til den kapital, som et

forsikringsselskab som absolut minimum skal være i besiddelse af.

Det foreslås at indsætte

stk. 8, 1. pkt.,

i § 14, hvorefter en livsforsikringsvirksomhed, der

søger om tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed i samme selskab efter § 11,

stk. 12, udover at opfylde kravene til tilladelse, skal godtgøre, at den råder over det

anerkendte basiskapitalgrundlag til dækning af det absolutte minimum for

minimumskapitalkravet for livsforsikringsselskaber og det absolutte minimum for

minimumskapitalkravet for skadesforsikringsselskaber, jf. § 126 d, stk. 5, nr. 1 og 2.

Kravene til tilladelse skal forstås i overensstemmelse med reglerne om tilladelse i § 11, stk.

1, og § 14, stk. 1, og 2.

Det foreslås at indsætte

stk. 8, 2. pkt.,

i § 14, hvorefter virksomheden ligeledes skal

godtgøre, at den fremover vil opfylde de finansielle mindstekrav, der gælder.

Disse krav, som stammer fra Solvens II-direktivets artikel 74, stk. 3, er implementeret i

bekendtgørelse om livsforsikringsselskabers syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed og

fremgår af artikel 252 i kommissionens delegerede forordning 2015/35 af 10. oktober 2014

om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang

til udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed.

Det foreslåede har til formål at præcisere dele af de krav fra Solvens II-direktivet, der

gælder, hvis en livsforsikringsvirksomhed ansøger om at udøve

skadesforsikringsvirksomhed omfattet af forsikringsklasse 1 og 2, jf. bilag 7.

Bestemmelsen gennemfører Solvens II-direktivets artikel 18, stk. 3. Bestemmelsen skal ses

i sammenhæng med de krav, der gælder for virksomheder, der har tilladelse til at drive

livsforsikringsvirksomhed i medfør af bilag 8, og skadesforsikringsvirksomhed omfattet af

klasse 1 og 2, jf. bilag 7, samtidig, jf. § 19, stk. 1, og de regler, der i medfør af § 19, stk. 2,

er udstedt i bekendtgørelse nr. 1774 af 16. december 2015 om livsforsikringsselskabers

syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed.

Til nr. 6 (§ 19, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 11, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed stiller krav om, at

udøvelse af forsikringsvirksomhed kræver tilladelse.

Den gældende § 19, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed fastslår, at

livsforsikringsvirksomhed ikke i samme selskab må forenes med anden

forsikringsvirksomhed. Livsforsikringsselskaber kan dog ud over

livsforsikringsvirksomheden udøve virksomhed inden for forsikringsklasserne 1 og 2, jf.

bilag 7. Endvidere kan genforsikring af livsforsikring og anden forsikring udøves af

samme selskab.

UDKAST

Den gældende § 19, stk. 2, indeholder en bemyndigelse for Finanstilsynet til at fastsatte

nærmere regler om livsforsikringsselskabers udøvelse af skadesforsikringsvirksomhed.

Bemyndigelsen er blevet benyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 1774 af 16. december

2015 om livsforsikringsselskabers syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed.

Det foreslås i

stk. 2, 1. pkt.,

at virksomheder, der efter § 11, stk. 12, har tilladelse til at

udøve livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed i samme selskab, skal

sikre særskilt forvaltning, så der sker en adskillelse af livsforsikringsvirksomheden og

skadesforsikringsvirksomheden.

Det foreslåede præciserer, at de livs- og skadesforsikredes respektive interesser ikke må

tilsidesættes, og overskuddet hidrørende fra livsforsikring kun må komme

forsikringstagerne til gode på samme måde, som hvis forsikringsselskabet kun udøvede

livsforsikringsvirksomhed. Den foreslåede præcisering har til formål at præcisere de krav i

lov om finansiel virksomhed, der gælder når en virksomhed har tilladelse til at udøve

livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed samtidig.

Den foreslåede bestemmelse præciserer, at virksomheder, der har opnået tilladelse til at

udøve livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed samtidig i samme

selskab, jf. § 11, stk. 12, skal etablere en organisering af virksomheden, der kan sikre

opfyldelse af de krav, der gælder i relation til særskilt forvaltning af de to typer

virksomhed.

Bestemmelsen medfører, at de krav, der understøtter det overordnede krav om særskilt

forvaltning, fremgår af lov om finansiel virksomhed.

Kravet stammer fra Solvens II-direktivets artikel 74 og er allerede implementeret i

bekendtgørelse nr. 1774 af 16. december 2015 om livsforsikringsselskabers syge- og

ulykkesforsikringsvirksomhed.

Reglerne om særskilt forvaltning i bekendtgørelse om livsforsikringsselskabers syge- og

ulykkesforsikringsvirksomhed, forudsætter, at der i virksomheder, der driver de to typer

forsikringsvirksomhed samtidig, er samme beskyttelse af livsforsikringskunderne, som

hvis livsforsikringsaktiviteterne og SUL-aktiviteterne blev drevet i to separate selskaber.

Der gælder således en række krav til den organisering og forvaltning, som sådanne

virksomheder skal iagttage, herunder krav til hvordan forvaltningen skal foregå og hvordan

kapitalkrav skal opgøres og dækkes.

De nærmere krav til den særskilte forvaltning følger fortsat af bekendtgørelse nr. 1774 af

16. december 2015 om livsforsikringsselskabers syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed.

Det vil fortsat fremgå af bekendtgørelsen, at virksomheden bl.a. skal opgøre teoretiske

minimumskapitalkrav i forhold til både livsforsikrings- og skadesforsikringsdelen, ligesom

UDKAST

det fremgår at virksomheden skal føre interne særskilte opgørelser, hvor det fremgår,

hvordan resultatet for henholdsvis livsforsikring og syge- og ulykkesforsikring er opnået.

Det foreslås i

stk. 2, 2. pkt.,

at de livs- og skadesforsikredes respektive interesser ikke må

tilsidesættes, og overskuddet hidrørende fra livsforsikring skal komme forsikringstagerne

til gode på samme måde, som hvis forsikringsselskabet kun udøvede

livsforsikringsvirksomhed.

Efter forslagets § 1, nr. 19, hvor det i § 344, stk. 2, præciseres, at virksomheden både

samlet set og i forhold til livsforsikringsvirksomheden og skadesforsikringsvirksomheden

hver for sig skal have en holdbar forretningsmodel.

For at sikre forsikringstagernes interesser præciseres kravet om, at f.eks. de gældende

finansielle minimumsforpligtelser, der kræves opfyldt i relation til

livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed, ikke må bæres af den anden

form for virksomhed. Det foreslåede præciserer dermed, at virksomheden skal sikre sig, at

der ikke er afhængigheder mellem de to forretningsben, herunder at der ikke opstår behov

for tilskud mellem de to typer virksomhed.

Til nr. 7 (§ 19, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 19, stk. 2, indeholder en bemyndigelse for Finanstilsynet til at fastsatte

nærmere regler om livsforsikringsselskabers udøvelse af skadesforsikringsvirksomhed.

Finanstilsynet har i overensstemmelse hermed udstedt bekendtgørelse nr. 1774 af 16.

december 2016 om livsforsikringsselskabers syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed.

Bekendtgørelsen fastsætter nærmere regler for virksomheder, der både har tilladelse til at

drive livs- og skadesforsikringsvirksomhed samtidig, herunder at virksomhederne skal

sikre særskilt forvaltning.

Bekendtgørelsen fastsætter bl.a., hvordan virksomhederne skal understøtte kravet om

særskilt forvaltning samt fastsætter krav til hvordan virksomhedernes styring af den

særskilte forvaltning skal foregå i praksis. Bekendtgørelsen rummer bl.a. implementering

af dele af Solvens II-direktivets artikel 74 og vil også fremover rumme de nærmere krav,

der skal opfyldes, for at leve op til kravene relateret til særskilt forvaltning mellem

livsforsikringsvirksomheden og skadesforsikringsvirksomheden.

Det foreslås i

stk. 2,

der bliver stk. 3, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for

forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive både livs- og

skadesforsikringsvirksomhed omfattet af klasse 1 og 2 samtidig, herunder regler for den

særskilte forvaltning, jf. stk. 2, og indberetning af oplysninger til brug for Finanstilsynets

tilsyn med forsikringsselskaberne.

Det foreslåede vil medføre, at bemyndigelsen er mere tidssvarende og kan indeholde de

regler, der løbende justeres på EU-plan, som skal implementeres i bekendtgørelsen.

UDKAST

Derudover bliver det præciseret, at Finanstilsynet kan fastsætte krav til hvilke oplysninger

tilsynet løbende skal modtage for at kunne udføre den tilsynsmæssige opgave.

Det er hensigten, at bekendtgørelse nr. 1774 af 16. december 2015 skal videreføres og

fortsat fastsætte nærmere krav til virksomheder, der driver både livsforsikringsvirksomhed

og syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed i samme selskab.

De gældende krav indebærer bl.a., at en virksomhed skal opgøre de teoretiske

minimumskrav, der gælder for de to forretningsområder, og at virksomheden dækker disse

krav med et tilsvarende beløb i anerkendte elementer af basiskapitalgrundlaget. Det er i

den forbindelse et krav, at de gældende finansielle minimumsforpligtelser, der kræves

opfyldt i relation til livsforsikringsvirksomhed eller skadesforsikringsvirksomhed, ikke

bæres af den anden form for virksomhed.

Bekendtgørelsen vil endvidere fortsat indeholde de krav, der gælder for det interne set up,

der skal etableres for at understøtte, at alle indtægter og udgifter opdeles på de to typer

virksomhed i en intern opgørelse, således at resultatdannelsen og holdbarheden af

forretningsmodellen kan vurderes. Bekendtgørelsen vil endvidere fastsætte de nærmere

krav til indberetning af oplysninger til Finanstilsynet, som er nødvendige for

Finanstilsynets tilsyn med SUL-aktiviteterne.

Til nr. 8 (§ 24, stk. 1, 1. pkt., §24, stk. 2, § 25 og § 26, stk. 1 i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 24, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at pengeinstitutter,

realkreditinstitutter og forsikringsselskaber kan drive virksomhed, der er accessorisk til den

virksomhed, Finanstilsynet har givet tilladelse til. Det er en forudsætning, at den

accessoriske virksomhed er forbundet med eller ligger i naturlig forlængelse af den

virksomhed, Finanstilsynet har givet tilladelse til. Som accessorisk virksomhed anses også

digitale løsninger og services, der er forbundet med eller ligger i naturlig forlængelse af

den tilladte virksomhed. Finanstilsynet kan bestemme, at den accessoriske virksomhed skal

udøves af et andet selskab.

Det følger af den gældende § 24, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at pengeinstitutter,

realkreditinstitutter og forsikringsselskaber gennem dattervirksomheder må drive anden

finansiel virksomhed.

Det følger af den gældende § 25 i lov om finansiel virksomhed, at pengeinstitutter,

realkreditinstitutter og forsikringsselskaber midlertidigt kan drive anden virksomhed til

sikring eller afvikling af forud indgåede engagementer eller med henblik på medvirken ved

omstrukturering af erhvervsvirksomheder.

Den gældende § 26, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, fastsætter rammerne for, hvornår

pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber kan drive anden virksomhed i

fællesskab med andre.

UDKAST

Det foreslås at ændre

§ 24, stk. 1, 1. pkt., §24, stk. 2, § 25 og § 26, stk. 1,

således at

»pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber« ændres til »pengeinstitutter

og realkreditinstitutter«.

Det foreslåede medfører, at forsikringsselskaber ikke længere omfattes af § 24, stk. 1, 1.

pkt., § 24, stk. 2, af § 25 i lov om finansiel virksomhed, så bestemmelsen fremadrettet

alene omfatter pengeinstitutter og realkreditinstitutter.

Det foreslåede medfører, at forsikringsselskaber ikke længere omfattes af § 26, stk. 1, i lov

om finansiel virksomhed, så bestemmelsen fremadrettet alene omfatter pengeinstitutter og

realkreditinstitutter. De gældende regler foreslås for forsikringsselskaber videreført i den

foreslåede § 29 b, stk. 1.

Lovforslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 10, hvorefter § 29

nyaffattes. Ved nyaffattelsen vil de gældende regler i § 24, stk. 2, blive videreført til § 29,

stk. 4, nr. 1.

Lovforslaget skal endvidere ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 11, hvor de

gældende regler i § 25 foreslås videreført i den foreslåede § 29 a.

Til nr. 9 (§ 26, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 26, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at hvis en finansiel

virksomhed eller en koncern ved erhvervelse, fusion m.v. kommer til at drive anden

virksomhed i strid med § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1, § 11, stk. 1, eller § 26, stk. 1, kan

Finanstilsynet fastsætte en frist for afhændelse af den anden virksomhed, hvis en

umiddelbar afhændelse ville være forbundet med et økonomisk tab.

Det foreslås at ændre

§ 26, stk. 2,

således at »en finansiel virksomhed« ændres til »et

pengeinstitut, realkreditinstitut eller investeringsforvaltningsselskab«, og at henvisningen

til § 11, stk. 1, udgår.

Det foreslåede medførerat forsikringsselskaber ikke længere omfattes af § 26, stk. 2, i lov

om finansiel virksomhed. Finansielle virksomheder er i § 5, stk. 1, nr. 1, defineret som

pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber,

investeringsforvaltningsselskaber og forsikringsselskaber. Bestemmelsen omfatter derfor

fremadrettet alene pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber. Reglerne

foreslås for forsikringsselskaber videreført i den foreslåede § 29 b, stk. 2.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 11.

Til nr. 10 (§ 29 i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 29, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at

forsikringsselskaber, ud over virksomhed omfattet af §§ 24-26 i lov om finansiel

virksomhed, må drive agenturvirksomhed for forsikringsselskaber og for andre selskaber,

UDKAST

der er under Finanstilsynets tilsyn samt opføre, eje og drive fast ejendom og infrastruktur

omfattende tekniske anlæg, transportanlæg og bygningsanlæg.

Det følger af den gældende § 29, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at

livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser kan oprette og administrere

særskilte SP-konti.

Den gældende § 29, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed foreslås ikke videreført, da SP-

ordningen er ophævet ved lov nr. 1263 af 16. december 2009 om ændring af lov om

Arbejdsmarkedets Tillægspension, lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, lov om

beskatning af pensionsordninger m.v. og lov om pensionsafkastbeskatning.

Det foreslås at affatte § 29 på ny.

Det foreslås med nyaffatningen af § 29, stk. 1, at videreføre de gældende regler i § 24, stk.

1, om accessorisk virksomhed for forsikringsselskaber i en særskilte bestemmelse, med en

præcisering af, at accessorisk virksomhed skal være direkte forbundet med den tilladte

virksomhed. Der er med præciseringen ikke tiltænkt en ændring af Finanstilsynets praksis.

Bestemmelsen implementerer Solvens II-direktivets artikel 18, stk. 1, litra a og b, der

medfører, at hjemlandet skal kræve, at ethvert selskab, for hvilket der ansøges om tilladelse

som forsikringsselskab, begrænser deres formål til forsikringsvirksomhed og direkte

forbundne forretninger med udelukkelse af enhver anden erhvervsmæssig virksomhed. Den

foreslåede bestemmelse udvider således det virksomhedsområde, som forsikringsselskaber

lovligt kan udøve efter § 11.

Det foreslåede

stk. 1. 1. pkt.,

fastslår, at forsikringsselskaber kan drive virksomhed, der er

accessorisk til den virksomhed, der er givet tilladelse til.

Bestemmelsen er for forsikringsselskaber justeret i forhold til den gældende § 24 for at

præcisere, at de pågældende aktiviteter skal være direkte forbundet med

forsikringsvirksomheden.

Hvilke typer virksomhed, der er accessorisk til forsikringsvirksomhed, fastlægges af

Finanstilsynet gennem administrativ praksis under hensyntagen til den samfundsmæssige

udvikling. Vurderingen foretages ud fra forsikringsselskabers generelle kerneområder, der

fremgår af bilag 7, om skadesforsikringsvirksomhed, og bilag 8, om

livsforsikringsvirksomhed. Finanstilsynet har i sin afgørelse af 31. oktober 2007 bemærket,

at forsikringsvirksomhed har tre hovedelementer, der skal ses i nær sammenhæng: at indgå

forsikringsaftaler, at forvalte de forudbetalte midler bedst muligt og udbetaling af ydelser,

når forsikringsbegivenheder indtræder.

Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er, at forsikringsselskaber som udgangspunkt

alene kan drive den type virksomhed, de har tilladelse til. Selskaberne har imidlertid

UDKAST

gennem forsikringsvirksomheden erhvervet en ekspertise på direkte forbundne

tilgrænsende områder, som det ud fra en samfundsmæssig betragtning er hensigtsmæssigt

at stille til rådighed for selskabernes kunder og for andre. Som eksempler på sådan

ekspertise kan nævnes statistikudarbejdelse, bygningssyn og risikovurderinger.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at forsikringsselskaber f.eks. kan markedsføre

produkter med tilknytning til forsikringsvirksomheden. Som eksempler på produkter, som

forsikringsselskaber efter forslaget kan markedsføre, kan nævnes salg af tyveri- og

brandalarmeringsanlæg, skadesbegrænsende virksomhed i tilknytning til forsikringsskader,

vagtvirksomhed, undervisning i skadesforebyggelse og skadebegrænsning samt

finansiering af sådanne ydelser. Hvad angår udøvelse af skadeforebyggende virksomhed

bemærkes, at det ikke vil være en forudsætning, at resultaterne af skadeforebyggelsen

stilles til vederlagsfri rådighed for alle interesserede.

Forslaget indebærer endvidere, at forsikringsselskaber kan præstere totalløsninger.

Totalløsninger, ud over forsikring, skadeforebyggelse og skadebegrænsning, kan indeholde

elementer af finansiering, i det omfang det er i overensstemmelse med reglerne om prudent

person-princippet, jf. gældende § 158. Et eksempel på en sådan totalløsning kan være

tegning af bygningsforsikring, regelmæssigt bygningssyn med henblik på

skadeforebyggelse, samt salg og drift af vagt-, sikrings, og alarmsystemer. Andre

eksempler kan være, at forsikringsselskabet kan yde lån mod pant i fast ejendom og

dermed præstere en samlet boligløsning, udbydelse af bilpakke bestående af forsikring

samt servicekontrakt med det formål at opnå størst mulig trafiksikkerhed og mindst mulig

værdiforringelse af bilen, eller formidling af fast ejendom i erhvervsmæssig øjemed.

Anden finansiel virksomhed, der kræver tilladelse efter den finansielle regulering anses

ikke for at kunne at være accessorisk virksomhed for et forsikringsselskab. Dette følger

også af den gældende praksis, f.eks. Finanstilsynets afgørelse af 31. oktober 2007, der

vedrørte et livsforsikringsselskabs mulighed for at yde investeringsservice til et andet,

uafhængigt livsforsikringsselskab. Finanstilsynet fastslog her, at det ikke kunne ske under

reglerne om accessorisk virksomhed, og lagde ved afgørelsen vægt på, at der ikke var tale

om koncernforbundne selskaber (modsat Finanstilsynets afgørelse af 25. juni 2007), at

omfanget af den påtænkte virksomhed samt risici forbundet hermed ansås for at være af

betydning for livsforsikringsselskabets økonomiske stilling, samt at der i lov om finansiel

virksomhed stilles forskellige krav til udøvelsen af investeringsvirksomhed i forhold til

udøvelse af livsforsikringsvirksomhed, der tilgodeser forskellige aspekter ved de to typer

af finansielle virksomheder, hvorfor livsforsikringsselskaber ikke uden tilladelse og uden

at opfylde de i lov om finansiel virksomheds opstillede krav til sådan

investeringsvirksomhed kan foretage investeringsservice for alle og enhver. Finanstilsynet

lagde endvidere vægt på, at der i MIFID direktivet ikke er hjemmel til, at

livsforsikringsselskaber generelt kan drive investeringsvirksomhed uden tilladelse og

tilbyde investeringsservice for tredjemand, og at undtagelsesbestemmelsen i den

dagældende bekendtgørelse nr. 938 af 16. juni 2004 alene tillod investeringsservices

UDKAST

knyttet til livsforsikringsvirksomhedens egen investeringsportefølje som led i udøvelsen af

livsforsikringsvirksomhed.

Det foreslåede

stk. 1, 2. pkt.,

fastslår, at digitale løsninger og services kan anses som

accessorisk virksomhed under forudsætning af, at de er direkte forbundet med og ligger i

naturlig forlængelse af den tilladte virksomhed.

Det kan for forsikringsselskaber være løsninger, der giver kunderne et overskueligt

overblik over forsikringsforhold.

Som også anført under det foreslåede stk. 1, 1. pkt., fastlægges den nærmere afgrænsning

af begrebet ”accessorisk virksomhed”, herunder også de forskellige former for digitale

løsninger og services, via Finanstilsynets praksis under hensyntagen til bl.a. den

samfundsmæssige udvikling.

Det foreslåede

stk. 2,

fastslår, at Finanstilsynet kan bestemme, at den accessoriske

virksomhed, skal udøves i et andet selskab.

Formålet hermed er at sikre, at accessorisk virksomhed udøvet efter stk. 1, der efter

omstændighederne kan være af væsentlig betydning for forsikringsselskabets økonomiske

stilling, udøves i et fra forsikringsselskabet adskilt selskab.

Finanstilsynets afgørelse vil være baseret på en konkret vurdering og vil afhænge af bl.a.

den accessoriske virksomheds betydning for forsikringsselskabets økonomiske stilling,

samt den risiko, der er forbundet med den accessoriske virksomhed. I vurderingen af om

den accessoriske virksomhed bør udskilles kan ligeledes indgå, om hensynet til

gennemsigtighed tilsiger, at der bør aflægges to regnskaber, og hvorvidt der kan

gennemføres et mere effektivt tilsyn, hvis den accessoriske virksomhed udskilles.

Det foreslåede stk. 2 omfatter kun accessorisk virksomhed, og kan ikke bruges til at

pålægge forsikringsselskaber at udskille aktiviteter, der lovligt kan udøves i henhold til

kravene til tilladelse som forsikringsselskab i henhold til § 11.

Manglende efterlevelse af påbud givet i medfør af det foreslåede stk. 2, foreslås strafbelagt,

jf. lovforslagets § 1, nr.26. For nærmere herom henvises til bemærkningerne til

lovforslagets § 1, nr. 26.

Det foreslåede

stk. 3,

fastslår, at forsikringsselskaber kan drive virksomhed som agentur

for forsikringsselskaber og andre selskaber, der er under Finanstilsynets tilsyn.

Den foreslåede bestemmelse i § 29, stk. 3, er en videreførelse af de reglerne i den

gældende § 29, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed.

UDKAST

Forsikringsselskaber kan drive forsikringsagenturvirksomhed for både selskaber i og uden

for samme koncern og både for indenlandske og udenlandske selskaber, der er under tilsyn

af Finanstilsynet. Forsikringsselskaber, som er hjemmehørende i et EU-land eller i et land,

som har implementeret Solvens II-direktivet, og som har anmeldt sig som tjenesteydere i

Danmark efter § 31 sidestilles med selskaber under tilsyn af Finanstilsynet. Dette

forudsætter dog, at forsikringsselskabet kan drive grænseoverskridende virksomhed efter §

31.

De andre virksomheder under Finanstilsynets tilsyn, der kan drives agentur for, omfatter de

virksomheder, som Finanstilsynet efter lov fører tilsyn med. Finanstilsynet fører

eksempelvis tilsyn med forsikringsformidlere, genforsikringsformidlere og accessoriske

forsikringsformidlere efter § 22 i lov om forsikringsformidling jf. lovbekendtgørelse nr.

378 af 2. april 2020.

Det foreslåede

stk. 4,

indebærer, at forsikringsselskaber gennem dattervirksomheder kan

drive følgende virksomhed, der er oplistet i nr. 1 og nr. 2.

Det foreslåede stk. 4,

nr. 1,

oplister »Anden finansiel virksomhed«.

Det foreslåede indebærer således, at forsikringsselskaber kan drive anden finansiel

virksomhed gennem dattervirksomheder. Finansiel virksomhed skal forstås som

virksomhed, som finansielle virksomheder lovligt kan udøve i henhold til øvrige finansielle

love, herunder lov om finansiel virksomhed. Dattervirksomhed skal forstås i

overensstemmelse med definitionen i § 5, stk. 1, nr. 8, i lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen skal sikre konkurrencemæssig ligestilling med hensyn til at drive finansiel

virksomhed.

Det bemærkes, at bestemmelsen ikke indebærer, at dattervirksomhederne skal være

finansielle virksomheder efter lov om finansiel virksomhed, idet den anden finansielle

virksomhed kan drives gennem udenlandske dattervirksomheder. Dog skal et

forsikringsselskab, der ønsker at etablere en dattervirksomhed i et land uden for Den

Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område,

have Finanstilsynets tilladelse hertil, jf. § 40, stk. 1.

Ordet »anden« præciserer, at bestemmelsen omhandler tilfælde, hvor den virksomhed, som

forsikringsselskabet vil udøve i en dattervirksomhed, adskiller sig fra den virksomhed, som

udøves i modervirksomheden. Den virksomhed, som udøves i modervirksomheden, kan

selvsagt også udøves i en dattervirksomhed.

Det foreslåede stk. 4,

nr. 2,

oplister »Accessorisk servicevirksomhed«

Den foreslåede bestemmelse er ny i forhold til den gældende § 29, stk. 1, i lov om finansiel

virksomhed.

UDKAST

Det foreslåede indebærer således, at forsikringsselskaber i et datterselskab til

forsikringsselskabet kan drive accessorisk servicevirksomhed.

Definitionen af en accessorisk servicevirksomhed fremgår af artikel 1, nr. 53, i

Kommissionens delegerede forordning 2015/35/EU af 10. oktober 2014 om supplerende

regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse

af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), hvorefter accessorisk

servicevirksomhed er et ikkereguleret selskab, hvis hovedaktivitet består i besiddelse og

forvaltning af fast ejendom, administrering af databehandlingstjenester, sundheds- og

plejeydelser eller enhver anden lignende aktivitet af accessorisk karakter i forhold til et

eller flere forsikrings- eller genforsikringsselskabers hovedaktivitet.

Med det foreslåede stk. 4, nr. 2, får forsikringsselskaber mulighed for, i et datterselskab, at

drive accessorisk servicevirksomhed. Accessorisk virksomhed skal forstås i

overensstemmelse med definitionen på accessorisk servicevirksomhed i Solvens II

forordningen. Accessorisk virksomhed kan eksempelvis bestå i at besidde og forvalte

ejendom, at administrere databehandlingstjenester og drive sundheds- og plejeydelser.

Fast ejendom omfatter blandt andet grunde og bygninger, sædvanligt tilbehør (særlige

installationer), men ikke besætning, inventar, maskiner og andet driftsmateriel. Drift af

industriel skov og agerbrug falder efter Finanstilsynets fortolkning ikke inden for begrebet

fast ejendom. Drift af industriel skov og agerbrug, der er forbundet med en driftsmæssig

risiko, anses således for at være "anden virksomhed" og må derfor ikke besiddes og

forvaltes af forsikringsselskaber.

Infrastruktur omfattende tekniske anlæg, transportanlæg og bygningsanlæg foreslås

omfattet af definitionen af accessorisk servicevirksomhed, som en anden lignende aktivitet

af accessorisk karakter, da disse infrastrukturaktiver har samme karakteristika som fast

ejendom.

Ved infrastruktur, omfattende tekniske anlæg, transportanlæg og bygningsanlæg, forstås

besiddelse og forvaltning af de fysiske anlæg, der er nødvendige for, at samfundet kan

fungere. Som fysiske anlæg kan eksempelvis nævnes veje, jernbaner, havne, broer,

tunneller, dæmninger, kanaler, kabelnet, fibernet, telefonforbindelser, vandrør, elkabler,

fjernvarme m.v. Infrastrukturinvesteringer i tekniske anlæg, transportanlæg og

bygningsanlæg er kendetegnet ved en lang tidshorisont, og såvel konstruktion som drift

kan outsources.

Den foreslåede bestemmelses stk. 4, nr. 2, betyder derfor, at forsikringsselskaber også kan

drive infrastruktur i form af tekniske anlæg, transportanlæg og bygningsanlæg som

accessorisk servicevirksomhed i et datterselskab i tillæg til de øvrige aktiviteter nævnt i

definitionen på accessorisk servicevirksomhed.

Forskellen på accessorisk virksomhed efter det foreslåede stk. 1. 1. pkt., og accessorisk

servicevirksomhed efter det foreslåede stk. 4, nr. 2, er, at accessorisk virksomhed efter stk.

UDKAST

1 skal være direkte forbundet til forsikringsselskabers kerneområde, mens accessorisk

servicevirksomhed efter stk. 3, skal være i tilknytning til forsikringsselskabers

kerneområde. Kravet om, at forsikringsselskaber skal begrænse deres formål til

forsikringsvirksomhed og direkte forbundne forretninger med udelukkelse af enhver anden

erhvervsmæssig virksomhed medfører, at det lovlige område for både accessorisk

virksomhed og accessorisk servicevirksomhed i tilknytning til forsikringsselskabet vil

blive fortolket restriktivt.

En række livsforsikringsvirksomheder driver allerede i dag ovenstående typer af

virksomhed. Kravet om, at dette skal ske via en dattervirksomhed gælder kun fremadrettet,

hvorfor virksomhederne fortsat kan drive allerede eksisterende ejendomme m.v.

Til nr. 11(§ 29 a og b i lov om finansiel virksomhed)

§ 29 a

Det følger af den gældende § 25 i lov om finansiel virksomhed, at pengeinstitutter,

realkreditinstitutter og forsikringsselskaber midlertidigt kan drive anden virksomhed til

sikring eller afvikling af forud indgåede engagementer eller med henblik på medvirken ved

omstrukturering af erhvervsvirksomheder.

Efter Solvens II-direktivets artikel 18, stk. 1, litra a og b, skal hjemlandet kræve, at ethvert

selskab, for hvilket der ansøges om tilladelse som forsikringsselskab, begrænser deres

formål til forsikringsvirksomhed og direkte forbundne forretninger med udelukkelse af

enhver anden erhvervsmæssig virksomhed. Den foreståede bestemmelse udvider således

det lovlige virksomhedsområde for forsikringsselskaber for forsikringsselskaber i forhold

til udgangspunktet i Solvens II-direktivet.

Det foreslås at indsætte en ny § 29 a.

Det foreslåede

1. pkt.

fastslår, at forsikringsselskaber midlertidigt kan drive anden

virksomhed til sikring eller afvikling af forud påtagede eksponeringer eller med henblik på

medvirken ved omstrukturering af erhvervsvirksomheder.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 8, hvorefter

forsikringsselskaber bliver fjernet fra oplistningen i § 25. ,

Adgangen til at medvirke ved omstrukturering af erhvervsvirksomheder indebærer, at

forsikringsselskaber kan medvirke mere aktivt i den nødvendige omstrukturering af

erhvervslivet ved at indskyde risikovillig ejerkapital i erhvervsvirksomheder. Et

forsikringsselskab kan således helt eller delvist overtage erhvervsvirksomheder med

henblik på at gennemføre omstruktureringer, herunder eventuelt sammenlægning af

virksomhederne.

UDKAST

Da formålet er gennemførelse af omstrukturering, skal den bestemmende indflydelse være

midlertidig. Finanstilsynet påser, at den bestemmende indflydelse ikke fortsætter længere

end rimeligt i overensstemmelse med kravet om midlertidighed.

Det foreslåede

2. pkt.

fastslår, at forsikringsselskabet skal underrette Finanstilsynet om, at

der drives anden virksomhed.

Finanstilsynet påser, at kravet om midlertidighed overholdes. Hvis dette krav ikke

overholdes, vil Finanstilsynet give påbud om, at virksomheden skal bringes til ophør.

Det foreslås i § 1, nr.

Fejl! Henvisningskilde ikke fundet.,

at grov overtrædelse af § 29 a,

2. pkt., strafbelægges. Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 31.

§ 29 b

Den gældende § 26, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, fastsætter rammerne for, hvornår

pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og forsikringsselskaber kan

drive anden virksomhed i fællesskab med andre.

Det følger af den gældende § 26, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at hvis en finansiel

virksomhed eller en koncern ved erhvervelse, fusion m.v. kommer til at drive anden

virksomhed i strid med § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1, § 11, stk. 1, eller § 26, stk. 1, kan

Finanstilsynet fastsætte en frist for afhændelse af den anden virksomhed, hvis en

umiddelbar afhændelse ville være forbundet med et økonomisk tab.

Det foreslås at indsætte en ny

§ 29 b.

Det foreslåede

stk. 1,

fastslår, at forsikringsselskaber uanset §§ 11, 29 og 29 a i fællesskab

med andre kan drive anden virksomhed, hvis betingelserne i nr. 1-3 er opfyldt.

Det foreslåede indebærer, at de gældende regler i § 26, stk. 1, for forsikringsselskaber

videreføres i en særskilt bestemmelse i den foreslåede § 29 b, stk. 1. Det foreslåede skal

ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 8, hvorefter det foreslås, at

forsikringsselskaber ikke længere omfattes af § 26, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslåede stk. 1,

nr. 1,

indebærer betingelse om, at forsikringsselskabet ikke har

direkte eller indirekte bestemmende indflydelse på virksomheden

Det foreslåede stk. 1,

nr. 2,

indebærer betingelse om, at forsikringsselskabet ikke driver

virksomheden sammen med andre forsikringsselskaber eller pengeinstitutter,

realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber eller investeringsforvaltningsselskaber, der

indgår i administrationsfællesskab eller koncern med forsikringsselskabet.

UDKAST

Det foreslåede stk. 1,

nr. 3,

indebærer betingelse om, at virksomheden udøves i et andet

selskab end forsikringsselskabet.

Forsikringsselskaber vil således kunne drive anden virksomhed, hvis betingelserne i stk. 1,

nr. 1-3 er opfyldt. Særlovgivning inden for særlige områder vil dog kunne begrænse

mulighederne for drift af anden virksomhed.

Formålet med den foreslåede § 29 b er blandt andet at sikre, at forsikringsselskaber uanset

ejerskabsforhold kan tilpasse sig strukturudviklingen. Dette er en betingelse for, at

sektoren kan være konkurrencedygtig også i fremtiden og en begrundelse for, at

lovgivningen ikke bør indeholde unødvendige ejerbarrierer.

Det er samtidig vigtigt, at forsikringsselskaberne har mulighed for at sikre sig størst muligt

afkast af deres investeringer, herunder at selskaberne får mulighed for at sikre deres

pensionskunder den bedst mulige forrentning af pensionsmidlerne. Et modgående hensyn

mod en fuldstændig ophævelse af reglerne er, at forsikringsselskaber forvalter betroede

midler.

Den foreslåede bestemmelse udvider det lovlige virksomhedsområde for

forsikringsselskaber og genforsikringsselskaber i forhold til udgangspunktet i Solvens II-

direktivets artikel 18. Efter Solvens II-direktivets artikel 18, stk. 1, litra a og b, skal

hjemlandet kræve, at ethvert selskab, for hvilket der ansøges om tilladelse som

forsikringsselskab eller genforsikringsselskab, begrænser deres formål til

forsikringsvirksomhed eller genforsikringsvirksomhed og direkte forbundne forretninger

henholdsvis aktiviteter med udelukkelse af enhver anden erhvervsmæssig virksomhed.

Betingelserne i nr. 1-3 bidrager således til at sikre, at der fortsat i den danske regulering

tages højde for hensynene i Solvens II-direktivets artikel 18, således at forsikringsselskaber

skal begrænse deres formål, og dermed udøvede virksomhed, til forsikringsvirksomhed og

direkte forbundne aktiviteter. Bestemmelsen skal derfor ses i sammenhæng med lovens

øvrige bestemmelser om hvilken virksomhed, en forsikringsvirksomhed må udøver og

drive.

Kravet om, at virksomheden skal drives i fællesskab med andre, medfører, at det enkelte

forsikringsselskab ikke direkte eller indirekte må have en bestemmende indflydelse på

virksomheden. Hvorvidt dette krav er opfyldt, vil bero på en konkret vurdering, og der

lægges ikke udelukkende vægt på ejerandelen. Der henvises i øvrigt til § 5 b i lov om

finansiel virksomhed for en definition af bestemmende indflydelse.

Den fælles drift kan ikke ske sammen med finansielle virksomheder, der indgår i koncern

eller administrationsfællesskab med forsikringsselskabet. Dette indebærer, at finansielle

virksomheder i samme koncern eller administrationsfællesskab betragtes som én

virksomhed eller ét selskab ved vurderingen af, om der foreligger bestemmende

indflydelse. To forsikringsselskaber, der indgår i samme administrationsfællesskab, kan

således ikke eje hver en tredjedel af en virksomhed sammen med en virksomhed, der ikke

UDKAST

indgår i koncernen eller administrationsfællesskabet. Der er derimod ikke noget til hinder

for, at et forsikringsselskab sammen med en ikke-finansiel virksomhed, der er

søsterselskab til forsikringsselskabet, og en finansiel virksomhed, der ikke indgår i

koncernen, ejer virksomheden. Tilsvarende hindrer lovforslaget ikke, at anden virksomhed

kan drives i fællesskab med forsikringsselskabets holdingvirksomhed.

Et administrationsfællesskab er et organiseret samarbejde mellem to eller flere

forsikringsselskaber om såvel administrative funktioner som investeringsmæssige

dispositioner. Disse administrationsfællesskaber kan være organiseret i en af følgende

strukturer:



De fællesadministrerede forsikringsselskaber administreres i et af selskaberne etable-

ret interessentskab eller i et andet af selskaberne etableret og fællesejet selskab,

som ikke er et forsikringsselskab eller en finansiel virksomhed efter lov om finan-

siel virksomhed.



Et fællesskab, hvori et forsikringsselskab administrerer de øvrige forsikringsselska-

ber, uden at det administrerende forsikringsselskab er koncernforbundet med en

overvejende del af de øvrige forsikringsselskaber.

I et administrationsfællesskab overlades typisk hele det enkelte forsikringsselskabs

administration, herunder kundeadministration, til det administrerende selskab.

Bestemmelsen om, at virksomheden skal drives i et andet selskab end forsikringsselskabet,

skal forstås således, at virksomheden skal drives i et selskab med begrænset ansvar.

Virksomheden kan således ikke drives som et interessentskab eller på anden måde, der

medfører, at forsikringsselskabet kommer til at hæfte for virksomhedens gæld m.v.

Det foreslås i

stk. 2,

at hvis et forsikringsselskab eller en koncern ved erhvervelse, fusion

m.v. kommer til at drive anden virksomhed i strid med § 11, stk. 1, 1. pkt., eller den

foreslåede § 29 b, stk. 1, kan Finanstilsynet fastsætte en frist for afhændelse af den anden

virksomhed, hvis en umiddelbar afhændelse ville være forbundet med et økonomisk tab.

Det foreslåede indebærer, at de gældende regler i § 26, stk. 2, for forsikringsselskaber

videreføres i en særskilt bestemmelse i den foreslåede § 29 b, stk. 2. Det foreslåede skal

ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 9, hvor det foreslås, at forsikringsselskaber

ikke længere omfattes af § 26, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen skal sikre, at et forsikringsselskab, der sammen med andre virksomheder

driver anden virksomhed, ikke lider økonomiske tab som følge af ændringer i koncern-

eller ejerforhold.

Det vil i sådanne situationer være rimeligt, at der gives en frist til afvikling. Fristen vil bero

på en konkret vurdering, som bl.a. vil tage højde for forsikringsselskabernes mulighed for

at afhænde den anden virksomhed. Bestemmelsen omfatter alle situationer, hvor ændringer

i koncern- eller ejerforhold medfører, at § 11, stk. 1, 1. pkt., overtrædes.

UDKAST

Til nr. 12 (§ 43 b i lov om finansiel virksomhed)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse

af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri

udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesforordningen) ) fastsætter den

overordnede regulering af behandling af personoplysninger. Behandling af

personoplysninger er således underlagt en række principper, herunder lovlighed,

rimelighed og gennemsigtighed, formålsbegrænsning, dataminimering, rigtighed m.v. Det

følger af forordningen, at der som grundlag for behandlingen skal foreligge en retlig

forpligtelse eller et samtykke fra den pågældende til behandlingen.

Ved en personoplysning forstås efter forordningen enhver form for information om en

identificeret eller identificerbar fysisk person (den registrerede); ved identificerbar fysisk

person forstås en fysisk person, der direkte eller indirekte kan identificeres, navnlig ved en

identifikator som f.eks. et navn, et identifikationsnummer, lokaliseringsdata, en

onlineidentifikator eller et eller flere elementer, der er særlige for denne fysiske persons

fysiske, fysiologiske, genetiske, psykiske, økonomiske, kulturelle eller sociale identitet.

Et personnummer er en personoplysning, og behandlingen heraf skal derfor ske i

overensstemmelse med principperne i databeskyttelsesforordningen og de relevante

særregler.

Der findes ikke på nuværende tidspunkt en klar hjemmel i den finansielle regulering til,

med henblik på entydig identifikation, at indhente og behandle personnummer, hvorfor

finansielle virksomheder som udgangspunkt er afhængig af et samtykke.

Virksomhederne kan dog i henhold til anden lovgivning indhente og behandle

personnummer. Hvidvasklovens § 11, stk. 1, nr. 1, stiller således krav om, virksomhederne

indhenter deres kunders/medlemmers personnummer og derved sikrer identiteten af deres

kunder med henblik på at forhindre hvidvask og terrorfinansiering.

Privates mulighed for at behandle personnummer følger af databeskyttelsesforordningen

og den supplerende bestemmelse i § 11, stk. 2, i databeskyttelsesloven. Ved behandling

forstås efter databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 2, enhver aktivitet eller række af

aktiviteter - med eller uden brug af automatisk behandling - som personoplysninger eller

en samling af personoplysninger gøres til genstand for, f.eks. indsamling, registrering,

organisering, systematisering, opbevaring, tilpasning eller ændring, genfinding, søgning,

brug, videregivelse ved transmission, formidling eller enhver anden form for overladelse,

sammenstilling eller samkøring, begrænsning, sletning eller tilintetgørelse.

Det foreslås at indsætte

§ 43 b, 1. pkt.,

hvorefter at finansielle virksomheder kan behandle

oplysninger om personnummer med henblik på entydig identifikation ved varetagelse af

administrative opgaver og rådgivning.

UDKAST

Den foreslåede bestemmelse er ny og har til formål at etablere hjemmel til, at finansielle

virksomheder på samme måde som i hvidvaskloven m.v. kan indhente og behandle

personnummer med henblik på en entydig identifikation. I dag er de finansielle

virksomheder afhængig af et samtykke til at behandle personnummer i det løbende

kundeforhold. Den foreslåede bestemmelse vil bevirke, at de finansielle virksomheder,

som allerede gennem hvidvaskreglerne har indhentet personnummer for at sikre identiteten

af kunden, kan anvende personnummeret til den videre administration af kundeforholdet

og rådgivning.

Bestemmelsen vil være anvendelig i forhold til de administrative opgaver, bankerne,

realkreditinstitutterne og forsikringsselskaberne varetager i relation til deres kunder,

ligesom den vil kunne anvendes til brug for den løbende rådgivning af kunderne.

Ved rådgivning forstås anbefalinger, vejledninger, herunder oplysninger om risici

forbundet med en disposition, og oplysninger om umiddelbare konsekvenser af kundens

valgmuligheder. Finansielle virksomheders administrative opgaver kan indeholde

elementer af rådgivning som følge af, at den løbende administration kan føre til et behov

om at få rådgivning om ændringer, supplerende produkter m.v.

For banker og realkreditinstitutter vil den foreslåede bestemmelse medføre, at institutterne

bl.a. får adgang til at behandle personnumre på sine kunder samt øvrige personer, hvor en

entydig identifikation er nødvendig. Det vil bl.a. være nødvendigt, når man behandler

kunder, kautionister, garantistillere, begunstigede, modparter, deponenter,

tredjemandspantsættere, fuldmagtshavere, fuldmagtsgivere, brugere af

selvbetjeningsløsninger, oprettere af børneopsparinger, værger, indskydere, reelle ejere,

ledelsesmedlemmer m.v. Opremsningen er ikke udtømmende.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forsikringsselskaberne vil få adgang til at

behandle personnumre for forsikringstagere, sikrede og skadelidte. Forsikringstager er den

person, som har tegnet den pågældende forsikring i forsikringsselskabet, dvs. har indgået

forsikringsaftalen med forsikringsselskabet. Der kan være flere forsikringstagere for den

enkelte forsikringsaftale, f.eks. to ægtefæller. Sikrede er personer, som i anledning af

skader vil kunne få erstatning fra forsikringen, f.eks. medlemmer af en

arbejdsmarkedspensionsordning eller en firmapensionsordning eller begunstigede på en

livsforsikring. Andre eksempler er familiemedlemmer i forsikringstagerens husstand eller

en panthaver, som efter forsikringsaftalelovens § 54 er sikret ret til erstatning, hvis der sker

en skade på det pantsatte aktiv. Skadelidte omfatter personer, som har anmeldt en skade

under en forsikring.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at finansielle virksomheder kan anvende

personnummeret, hvis der er behov for entydig identifikation, ved udførelsen af følgende

opgaver, idet der ikke er tale om en udtømmende opremsning:

UDKAST



kræver entydig identifikation for brug af løsningen



Koncernintern udveksling og administration, herunder koncernintern risikostyring samt

tilsvarende udveksling mellem fællesejede realkreditinstitutter og instituttets ejerkreds



Udveksling af personnummer med andre tredjeparter, når det er nødvendigt for at op-

fylde forsikringsaftalen/pensionsaftalen/bankaftalen/realkreditaftalen mv.



Løbende kommunikation med kunden.



Henvendelser om fornyelser eller ændringer af forsikringsaftale.



Henvendelser om ændringer i forsikringstagerens forhold, som kan have betydning for

forsikringspræmien, selvrisikoen på forsikringen, vilkårene for forsikringen og de sik-

kerhedsforskrifter, som forsikringstageren skal iagttage.



Henvendelser til forsikringsselskabet som reaktion på ændring af forsikringspræmie,

selvrisiko, forsikringsvilkår eller sikkerhedsforskrifter eller andre ændringer, f.eks. æn-

dringer i betaling af forsikringspræmien eller andre lignende ændringer af de generelle

forhold i kundeforholdet.



Kommunikationen mellem skadelidte og forsikringsselskabet i anledning af skader,

hvor der ofte fremkommer oplysninger, som fører til ændring eller præcisering af for-

sikringsaftalen.



Henvendelser med konkrete spørgsmål om forsikringens dækning.



Regelmæssige opdateringer i CPR-registeret med henblik på sikring af, at den finan-

sielle virksomhed har de korrekte data (datakvalitet) om den registrerede.



Den påkrævede anvendelse af personnummer ved kommunikation via e-Boks som sik-

ker digital post mellem en finansiel virksomhed og dets kunder.



Udbetalinger til NemKonto af erstatninger, refusion af betalte præmier, udbetaling af

bonus osv., idet anvendelse af udbetaling til NemKonto kræver, at virksomheden har

kundens personnummer.



Anvendelse af personnummer som sikring af identiteten i forbindelse med den løbende

kommunikation mellem den finansielle virksomhed og den registrerede – herunder som

led i, at den registrerede ønsker at gøre brug af den registreredes rettigheder under data-

beskyttelsesforordningen.



Indhentelse af kundens skadeshistorik hos andre forsikringsselskaber i forbindelse med

fastsættelse af vilkårene for kundens forsikring, og hvor personnummeret er med til at

sikre entydig identifikation af kunden hos forsikringsselskaberne.



Anvendelse af personnummer med henblik på risikostyring.

Det foreslås i

§ 43 b, 2. pkt.,

at forsikringsselskaber ikke kan behandle oplysning om

personnummer i forbindelse med tilbudsgivning.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at forsikringsselskaber ikke har hjemmel til at

indhente og behandle oplysninger om personnummer i tilbudssituationer.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at et forsikringsselskab er afhængig af et samtykke

fra potentielle kunder, hvis forsikringsselskabet skal kunne behandle personnumre ved

udarbejdelse af tilbud på en eller flere forsikringer.

UDKAST

Bestemmelsen er imidlertid ikke til hinder for, at forsikringsselskaber vil kunne behandle

personnummer til brug for den afsluttende accept af et bindende tilbud fra

forsikringsselskabet. Det vil derfor være muligt for forsikringsselskaberne uden samtykke

at anvende den kommende kundes personnummer til at gennemføre den afsluttende

elektroniske godkendelse af forsikringsselskabets endelige og bindende tilbud på tegning

af en forsikring.

Til nr. 13 (§ 100 i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 100 i lov om finansiel virksomhed indeholder krav om, at

investeringsforvaltningsselskaber skal have tilstrækkelig kvalificeret bemanding og den

fornødne faglige ekspertise til at varetage interesserne for investorerne i de administrerede

UCITS på en fuldt forsvarlig måde.

Det foreslås at indsætte

nr. 5

i § 100 i lov om finansiel virksomhed, hvorefter et

investeringsforvaltningsselskab skal, når det varetager administrationen af UCITS, tage

hensyn til bæredygtighedsricisi ved opfyldelse af kravene i § 71, stk. 1.

Bæredygtighedsrisiko defineres i lovforslagets § 1, nr. 3, som bæredygtighedsrisiko

defineret som i artikel 2, nr. 22), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)

2019/2088.

Definitionen afspejler bæredygtighedsrisiko som defineret i artikel 2, nr. 22), i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088 af 27. november 2019 om

bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser

(disclosureforordningen). Bæredygtighedsrisiko er i disclosureforordningen defineret som

miljømæssig, social eller ledelsesmæssig begivenhed eller omstændighed, som, hvis den

opstår, kunne have faktisk eller potentiel væsentlig negativ indvirkning på værdien af en

investering.

Den foreslåede bestemmelse vil implementere artikel 1, nr. 2, i Kommissionens delegerede

direktiv (EU) 2021/1270 af 21. april 2021 om ændring af direktiv 2010/43/EU for så vidt

angår de bæredygtighedsrisici og bæredygtighedsfaktorer, der skal tages hensyn til i

forbindelse med institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter).

Bestemmelsen vil indebære, at investeringsforvaltningsselskaber løbende skal vurdere ikke

blot alle relevante finansielle risici m.m. i forhold til de administrerede UCITS, men også

alle bæredygtighedsrisici i deres virksomhedsstyring med henblik på at sikre, at

investeringsforvaltningsselskabets processer, systemer og interne kontrol afspejler

bæredygtighedsrisici, og at investeringsforvaltningsselskabet har teknisk kapacitet og

viden for at kunne analysere disse risici.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

UDKAST

Til nr. 14 (§ 224, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 224 i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet kan

inddrage en virksomheds tilladelse, hvis virksomheden gør sig skyldig i grove eller

gentagne overtrædelser af en række nærmere angivne regler, hvis virksomheden ikke

længere opfylder kravene til at få en tilladelse, hvis virksomheden ikke påbegyndes senest

12 måneder efter, at tilladelse er meddelt, eller hvis der ikke udøves finansiel virksomhed i

en periode på over 6 måneder.

Den gældende § 224 er en videreførelse af 254 i lov nr. 453 af 10. juni 2003, og der var

ved videreførelsen ikke tilsigtet materielle ændringer jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg

A, L 64, side 42.

Det fremgik af § 254, stk. 1, i lov nr. 453 af 10. juni 2003 om lov om finansiel virksomhed,

at Finanstilsynet helt eller delvist kan inddrage et forsikringsselskabs tilladelse, hvis et

selskab, gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af bestemmelser i loven, ikke

længere opfylder betingelserne for at få tilladelse ikke inden for de af Finanstilsynet

fastsatte frister har gennemført de foranstaltninger, som er angivet i de i § 272, stk. 1 og 2,

nævnte genoprettelsesplaner, eller hvis virksomheden anmodede om det.

Ifølge bemærkningerne til § 254 i lov nr. 453 af 10. juni 2003 om lov om finansiel

virksomhed jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, L 175, side 259, vil en delvis

inddragelse af tilladelsen oftest bestå i en tilbagekaldelse af tilladelsen for så vidt angår en

forsikringsklasse eller gruppe.

Det foreslås i § 224 at indsætte et

stk. 9,

hvorefter virksomheder, der har tilladelse til i

samme selskab at drive både livforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed, jf.

§ 11, stk. 12, kan få inddraget deres tilladelse for henholdsvis livsforsikringsvirksomheden

og skadesforsikringsvirksomheden særskilt.

Der er alene tale om en præcisering af, at der i forhold til forsikringsselskaber der har

tilladelse til både at drive livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed

omfattet af klasse 1 og 2, jf. bilag 7, i særlige tilfælde kan ske en delvis inddragelse af

tilladelsen.

Bestemmelsen præciserer bl.a., at Finanstilsynet i forhold til virksomheder, der har

tilladelse til både at drive livforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed

samtidig, ud over at kunne inddrage den samlede tilladelse tillige kan inddrage tilladelsen

for skadesforsikringsvirksomheden særskilt.

Dette vil bl.a. være relevant, hvis virksomheden ikke formår at leve op til de krav, der

gælder herfor, herunder ikke har sikret tilstrækkelig adskillelse og særskilt forvaltning og

de livs- og skadesforsikrede respektive interesser er tilsidesat. De relevante krav fremgår

bl.a. af bekendtgørelse nr. 1774 af 16. december 2015 om livsforsikringsselskabers syge-

og ulykkesforsikringsvirksomhed.

UDKAST

Ved inddragelse af en tilladelse skal almindelige principper om proportionalitet iagttages.

Derudover skal en mindre indgribende foranstaltning vurderes at være utilstrækkelig. Det

forudsættes som udgangspunkt, at en mindre indgribende reaktion er anvendt over for

forsikringsselskabet, før tilladelsen inddrages, eller at forholdene i forsikringsselskabet

indebærer, at forsikringsselskabet ikke har mulighed for at rette op på overtrædelserne

inden for en tilpas kort tidshorisont. Kan forholdene i forsikringsselskabet rettes op ved en

mindre indgribende reaktion end at trække virksomhedens tilladelse som

forsikringsselskab, skal den mindre reaktion vælges. En mildere reaktion kan bl.a. være, at

Finanstilsynet giver påbud om, at forsikringsselskabet retter op på de kritisable forhold i

forsikringsselskabet.

Til nr. 15 (§ 344, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 344, stk. 2, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, at

Finanstilsynet skal tilrettelægge dem sædvanlige tilsynsvirksomhed med henblik på at

fremme den finansielle stabilitet og tilliden til de finansielle virksomheder og markeder

samt for forsikringsbranchen at varetage beskyttelsen af forsikringstagernes interesser.

Efter § 344, stk. 2, 2. pkt., skal Finanstilsynet i sin tilsynsvirksomhed lægge vægt på

holdbarheden af den enkelte finansielle virksomheds forretningsmodel.

Efter den gældende § 344, stk. 2, 1. pkt., skal Finanstilsynet i sin tilsynsvirksomhed bl.a.

varetage beskyttelsen af forsikringstagernes interesser.

Da hovedformålet med regulering af og tilsyn med forsikringsselskaber er at sikre en

hensigtsmæssig beskyttelse af forsikringstagere og begunstigede, fremgår varetagelsen

heraf udtrykkeligt i bestemmelsen for at understrege det tilsynsmæssige fokus herpå.

Efter den gældende ordlyd af § 344, stk. 2, 2. pkt., skal Finanstilsynet i sin

tilsynsvirksomhed lægge vægt på holdbarheden af den enkelte finansielle virksomheds

forretningsmodel. For forsikringsselskaber indebærer en holdbar forretningsmodel, at

forretningsmodellen medvirker til forsikringsselskabets levedygtighed både på kort og på

lang sigt.

Det følger af §§ 14 og 18, at en ansøgning om tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed

skal ledsages af en driftsplan. Formålet med at indhente en driftsplan er at sikre et

udgangspunkt for Finanstilsynets vurdering af, om den påtænkte virksomhed er forsvarlig,

herunder holdbarheden af virksomhedens forretningsmodel, samt hvorvidt de aktiviteter,

som virksomheden ønsker at udøve, svarer til det, virksomheden søger om tilladelse til.

Der kan f.eks. ikke gives tilladelse til at udøve forsikringsvirksomhed, såfremt

Finanstilsynet på baggrund af de indsendte oplysninger, finder det usandsynligt, at

selskabet, i den af driftsplanen omfattede periode og ved dennes udløb, vil være i stand til

at opfylde minimumskapitalkravet og solvenskapitalkravet i medfør af

§§

126 c og 126 d i

lov om finansiel virksomhed.

UDKAST

Det foreslås at indsætte et nyt punktum i

§ 344, stk. 2,

efter 2. pkt., hvorefter,

Finanstilsynet for forsikringsselskaber, der både har tilladelse til at drive

livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed i samme selskab, skal lægge

vægt på både holdbarheden af den samlede virksomhed, samt holdbarheden af

livsforsikringsvirksomheden og skadesforsikringsvirksomheden hver for sig.

Der er alene tale præcisering vedrørende vurderingen af holdbarhed af forretningsmodellen

i forhold til virksomheder, der har tilladelse til at drive livsforsikringsvirksomhed og

skadesforsikringsvirksomhed samtidig.

Finanstilsynet foretager en vurdering af en virksomheds forretningsmodels holdbarhed i

forbindelse med, at virksomheden ansøger. Finanstilsynet fører ligeledes tilsyn med dette

løbende.

Da hovedformålet med regulering af og tilsyn med forsikringsselskaber er at sikre en

hensigtsmæssig beskyttelse af forsikringstagere og begunstigede sker der en præcisering af

hvordan holdbarhed skal fortolkes i forhold til virksomheder, der har tilladelse til at drive

livs-og skadesforsikringsvirksomhed samtidig.

En virksomhed, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed og

skadesforsikringsvirksomhed i samme selskab er underlagt en række krav, der skal

understøtte, at der i praksis sker en særskilt forvaltning af de to områder, hvilket skal ses i

lyset af, at der består et særligt behov for at sikre de livsforsikredes interesser, når der

udøves skadesforsikringsvirksomhed sammen med livsforsikringsvirksomhed. De krav, der

stilles til sådanne virksomheder indebærer, at der ud over fokus på holdbarheden af

virksomhedens samlede forretningsmodel, nødvendigvis også skal være fokus på

holdbarheden af livsforsikringsvirksomheden og skadesforsikringsvirksomheden hver for

sig.

F.eks. er det et krav, at en virksomhed, der driver både livs- og

skadesforsikringsvirksomhed, råder over det anerkendte basiskapitalgrundlag til dækning

af det absolutte minimum for minimumskapitalkravet for livsforsikringsselskaber og det

absolutte minimum for minimumskapitalkravet for skadesforsikringsselskaber, jf. § 126 d,

stk. 5, nr. 1 og 2.

I vurderingen af holdbarheden for sådanne typer virksomheders forretningsmodel vil det

derfor bl.a. indgå, hvorvidt selskabet har og kan forventes på sigt at have et tilstrækkeligt

basiskapitalgrundlag hørende til livsforsikringsvirksomheden, herunder til at dække det

teoretiske minimumskapitalkrav for livsforsikringsvirksomheden og tilsvarende

tilstrækkeligt basiskapitalgrundlag hørende til SUL-virksomheden til at dække det

teoretiske minimumskapitalkrav for skadesforsikringsvirksomheden. Det er en

forudsætning for, at en forretningsmodel kan anses for holdbar, at det kan sikres, at de

respektive minimumskapitalkrav udelukkende dækkes af midler tilhørende den respektive

type virksomhed, og at der ikke er afhængigheder mellem de to forretningsben. Dette

indebærer videre, at der ikke opstår behov for tilskud mellem de to typer virksomhed

UDKAST

Ved en holdbar forretningsmodel lægger Finanstilsynet vægt på, at selskabet i en given

driftsplansperiode har en så stor indtjening, at den kan dække de relevante kapitalkrav

og eventuelle stigninger heri.

Der vil være tale om en konkret vurdering af forretningsmodellen i lyset af de mere

generelle markedsforhold samt den pågældende virksomheds type, størrelse,

forretningsplaner og strategier, samt de budgetter, kapitalplaner og lignende, herunder de

konkrete fremskrivninger og de forudsætninger, som strategi, fremskrivninger m.m. er

baseret på. Da fokus skal være på både virksomhedens holdbarhed samlet set og på livs- og

skadesforsikringsvirksomheden for sig, vil Finanstilsynet skulle inddrage begge områders

forretningsplaner og strategier, samt budgetter, kapitalplaner og lignende. Det forhold at

der har været systematiske underskud i en periode og eller forventes systematiske

underskud i en periode fremover vil kunne inddrages i vurderingen af holdbarheden både

samlet set og for hver af de to forretningsområder og uafhængigt af kapitaloverdækningens

størrelse.

Fokus er, om der er består en risiko for holdbarheden givet forsikringsselskabers

forretningsplan og -strategier eller på om øvrige forhold kan få betydning for

forsikringsselskabers overholdelse af lovgivningen. I vurderingen indgår endvidere

forsikringsselskabets aktuelle overholdelse af lovgivningen men også eventuelle fremtidige

overtrædelser.

Den foreslåede præcisering skal ses i lyset af lovens overordnede rammer for ledelse samt

styring og indretning.

Til nr. 16 (§ 348, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 348, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at Forbrugerombudsmanden kan

anlægge sag vedrørende handlinger, der strider mod redelig forretningsskik og god praksis

efter § 43, stk. 1, 2 og 9, § 48 a og §§ 53 b-53 d, herunder sag om forbud, påbud, erstatning

og tilbagesøgning af uretmæssigt opkrævede beløb. Forbrugerombudsmanden kan endvidere

behandle sager vedrørende overtrædelse af strafbelagte bestemmelser i regler udstedt i

medfør af denne lovs § 43, stk. 3.

Den gældende § 43, stk. 8, indeholder en bemyndigelse til at udstede regler om finansielle

virksomheders forpligtelse til at udlevere et standardiseret nøgletalsdokument til forbrugere

ved fremsættelse af tilbud om realkredit- og realkreditlignende lån. Hjemlen er benyttet til

at udstede bekendtgørelse nr. 752 af 23. april 2021 om god skik for boligkredit.

Det foreslås i

§ 348, stk. 1, 2. pkt.,

at indsætte »og 8« efter »stk. 3«.

Den foreslåede bestemmelse medfører en udvidelse af Forbrugerombudsmandens

kompetence til at indbringe god skik sager for domstolene. Den foreslåede bestemmelse vil

således gøre det muligt for Forbrugerombudsmanden også at indbringe sager for

overtrædelse af regler udstedt i medfør af § 43, stk. 8.

UDKAST

Til nr. 17 (§ 348 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 348 a, stk. 1, at Finanstilsynet underretter Forbrugerombudsmanden, hvis

Finanstilsynet bliver bekendt med, at en virksomheds kunder kan have lidt tab, som følge af

at virksomheden har overtrådt § 43, stk. 1, eller bestemmelser udstedt i medfør af § 43, stk.

2 og 9. Det kan for eksempelvis være i tilfælde af sager om uretmæssigt opkrævede gebyrer

eller renter eller sager, hvor forbrugere er blevet udsat for en aggressiv markedsføring f.eks.

i form af uanmodet henvendelse, hvorved en eller flere forbrugere har lidt tab.

Den gældende § 43, stk. 8, indeholder en bemyndigelse til at udstede regler om finansielle

virksomheders forpligtelse til at udlevere et standardiseret nøgletalsdokument til forbrugere

ved fremsættelse af tilbud om realkredit- og realkreditlignende lån.

Finanstilsynet underretter efter de gældende regler Forbrugerombudsmanden om god skik

sager, hvor der er tale om, at den pågældende virksomheds kunder kan have lidt tab som

følge af virksomhedens manglende efterlevelse af § 43, stk. 1, eller regler udstedt i medfør

af § 43, stk. 2 og 9.

Det foreslås i

§ 348 a, stk. 1,

at indsætte »og 8« efter »stk. 2«.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Finanstilsynet også skal underrette

Forbrugerombudsmanden om sager om finansielle virksomheders manglende efterlevelse af

regler udstedt i medfør af § 43, stk. 8.

Til nr. 18 (§ 348 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 348 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet underretter

Forbrugerombudsmanden, hvis Finanstilsynet bliver bekendt med, at en virksomheds kunder

kan have lidt tab, som følge af at virksomheden har overtrådt § 43, stk. 1, eller bestemmelser

udstedt i medfør af § 43, stk. 2.

Det følger af § 348 a, stk. 2, at Forbrugerombudsmanden uanset § 354 har adgang til samtlige

oplysninger i Finanstilsynets sager omfattet af § 348 a, stk. 1.

Det følger af § 354, at Finanstilsynets ansatte er forpligtet til at hemmeligholde fortrolige

oplysninger, som de får kendskab til gennem tilsyns- og afviklingsvirksomheden.

Det følger af § 354 g, at Finanstilsynets ansatte ikke må videregive oplysninger om en per-

son, der til Finanstilsynet har indberettet en virksomhed eller person for overtrædelse eller

potentiel overtrædelse af den finansielle regulering.

Det foreslås i

§ 348 a, stk. 2,

at ændre »§ 354« til »§§ 354 og 354 g«.

Forbrugerombudsmandens rolle i god skik sager er afgørende i relation til at varetage for-

brugernes retsstilling i sager, hvor en finansiel virksomhed måtte have forbrudt sig mod god

UDKAST

skik reglerne, og hvor forbrugere har lidt et tab som følge heraf. Det er derfor vigtigt, at

Forbrugerombudsmanden har fuld adgang til de relevante oplysninger i sagerne. I dag er §

354 g til hinder for at give Forbrugerombudsmanden fuld adgang til oplysninger i sager, der

er opstået på baggrund af en whistleblower henvendelse.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Forbrugerombudsmanden uanset tavshedspligts-

bestemmelserne i §§ 354 og 354 g har adgang til samtlige oplysninger i Finanstilsynets sager

omfatter af § 348 a, stk. 1. Bestemmelsen udvides således til også at omfatte adgang til op-

lysninger om en person, der har indberettet sager til Finanstilsynet. Disse personoplysninger

er ellers omfattet af tavshedsbestemmelsen i § 354 g.

Det er afgørende, at den tavshedspligt, som Finanstilsynets ansatte er underlagt i relation til

whistleblowere efter § 354 g ikke forhindrer muligheden for at videregive relevante sagsop-

lysninger, herunder oplysninger om en person, der har indberettet sager til Finanstilsynet, til

Forbrugerombudsmanden.

Til nr. 19 (§ 354, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 354, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed, at alle der i henhold

til stk. 5 og 6 modtager fortrolige oplysninger fra Finanstilsynet, er undergivet den

tavshedspligt, der følger af § 354, stk. 1.

Det foreslås i

§ 354, stk. 8,

at indsætte en henvisning til § 348 a, stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter, at når Forbrugerombudsmanden efter § 348 a, stk.

2, får adgang til fortrolige oplysninger, vil Forbrugerombudsmanden være underlagt den

samme tavshedspligt som de, der modtager fortrolige oplysninger efter § 354, stk. 5 og 6.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Forbrugerombudsmanden vil være underlagt en

skærpet tavshedspligt for de fortrolige oplysninger, som Forbrugerombudsmanden til brug

for sin sagsbehandling modtager fra Finanstilsynet.

Til nr. 20 (§ 354 g, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 354 g, stk. 2, at stk. 1 ikke er til hinder for, at personoplysninger

videregives i medfør af § 354, stk. 6.

Den gældende § 354 g, stk. 1, indeholder en tavshedspligt for Finanstilsynets ansatte i rela-

tion til personer, der indberettet en virksomhed eller en person til Finanstilsynet for over-

trædelse eller potentiel overtrædelse af den finansielle regulering. Finanstilsynet kan som

følge heraf ikke uden et samtykke fra den pågældende videregive oplysninger til f.eks. For-

brugerombudsmanden.

Det følger af den gældende § 354, stk. 2, at Finanstilsynet kan videregive oplysninger om

whistleblowere efter § 354, stk. 6, som er Finanstilsynets hjemmel til at videregive til bl.a.

Det Systemiske Risikoråd, andre offentlige myndigheder, Folketingets Ombudsmand, m.v.

UDKAST

Det følger af den gældende § 354 g, stk. 4, at alle, der i henhold til stk. 2 modtager person-

oplysninger, er med hensyn til disse oplysninger undergivet den i stk. 1 omhandlede tavs-

hedspligt.

Det foreslås i

§ 354 g, stk. 2,

at indsætte en henvisning til § 348 a, stk. 2.

Det vurderes hensigtsmæssigt, at Finanstilsynet har hjemmel til at kunne oversende oplys-

ninger om en whistleblower til Forbrugerombudsmanden.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Finanstilsynet trods tavshedspligten i § 354 g,

stk. 1, også kan videregive oplysninger om whistleblowere til Forbrugerombudsmanden ef-

ter § 354 g, stk. 2.

Oplysninger som Forbrugerombudsmanden modtager i medfør af den foreslåede bestem-

melse vil være underlagt tavshedspligt efter § 354 g, stk. 4.

Til nr. 21 (§ 360, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Det gældende kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed regulerer beregningsgrundlaget og

opkrævningen af de afgifter, som Finanstilsynet opkræver.

Det fremgår af den gældende § 360, stk. 1, at Finanstilsynets bevilling i finansloven tillagt

forventede udgifter til advokater og fratrukket salg af varer og tjenesteydelser opkræves

som afgift fra de virksomheder, som er omfattet af Finanstilsynets tilsyn, jf. §§ 361-370.

Det foreslås i

§ 360, stk. 1,

at ændre »Finanstilsynets bevilling« til »Finanstilsynet kan

opkræve beløb op til Finanstilsynet bevilling«, og at »opkræves« udgår.

Det foreslåede medfører, at Finanstilsynet ikke er forpligtet til at opkræve den fulde

bevilling efter finansloven. Det vil være relevant, hvis Finanstilsynet i et finansår ikke

forventer at realisere sine budgetterede udgifter fuldt ud. I disse finansår vil Finanstilsynet

ved afgiftsopkrævningen kunne opkræve mindre end finanslovsbevillingen muliggør.

Det foreslåede har til formål at sikre, at der ikke bliver pålagt unødvendige afgifter på de

virksomheder, der betaler afgift til Finanstilsynet.

Til nr. 22 (§ 361, stk. 1, nr. 8, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af det gældende § 361, stk. 1, nr. 8, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, at

pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I samlet skal betale et årligt

grundbeløb på 3.350.000 kr.

Det foreslås at grundbeløbet i

§ 361, stk. 1, nr. 8, 1. pkt.,

i lov om finansiel virksomhed,

ændres fra 3.350.000 kr. til 4.200.000 kr., og at fondsmæglerselskaber I ændres til

fondsmæglerselskaber, der har tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de

UDKAST

investeringsservicer eller -aktiviteter, der er nævnt i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, i lov om

fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Grundbeløbet for de omfattede virksomheder foreslås ændret til 4.200.000 kr., således at

den årlige afgiftsopkrævning, inklusiv indeksering, jf. § 361, stk. 11, for virksomhederne

omfattet af afviklingsreglerne i de europæiske krisehåndteringsdirektiver (BRRD og

BRRD2), afstemmes med de ekstra finanslovsbevillinger, som Finanstilsynets har fået til

brug for den øgede arbejdsbyrde påført af direktiverne, jf. Folketingstidende 2019-20,

Tillæg E, aktstykke nr. 313 af 24. september 2020, side 1.

Beløbet dækker Finanstilsynets opgaver i medfør af BRRD og BRRD2, herunder arbejdet

med genopretningsplaner, afviklingsplaner og kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf.

Folketingstidende 2014-15, tillæg A, L 105 som fremsat, s. 95.

Beløbsændringen ændrer ikke de samlede afgifter, der bliver betalt til Finanstilsynet.

Ændringen sikrer alene at afgifterne, der skal opkræves fra virksomhederne omfattet af

afviklingsreglerne i BRRD og BRRD2, bliver afstemt med de nævnte ekstra bevillinger i

Finansloven.

Når den samlede indtægt ved Finanstilsynets afgiftsopkrævning, trods beløbsstigningen,

forbliver helt uændret, skyldes det at den samlede afgift, jf. § 360, i lov om finansiel

virksomhed, fastsættes via finanslovsbevillingen, som der ikke ændres på.

Den foreslåede ændring af begrebet fondsmæglerselskaber I er en konsekvens af lov nr.

1155 af 8. juni 2021 om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter.

Med lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter blev begrebet

fondsmæglerselskaber I fjernet fra den finansielle lovgivning.

Det foreslåede medfører ikke en ændring af, hvilke virksomheder der er forpligtet til at

betale afgift efter § 361, stk. 1, nr. 8.

Til nr. 23 (§ 361, stk. 2, nr. 8, i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af det gældende § 361, stk. 2, nr. 8, at centrale modparter (CCP’er) med

tilladelse i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4.

juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre, jf. § 211, stk. 2,

nr. 4, i lov om kapitalmarkeder, betaler 725.000 kr.

Det foreslås med

§ 361, stk. 2, nr. 8,

i lov om finansiel virksomhed, at den årlige afgift på

725.000 kr. skal dække finansiering af tilsynsaktiviteter.

Afgiften dækker de udgifter som Finanstilsynet vil have til tilladelse og løbende tilsyn med

eventuelle centrale modparter, der får tilladelse, jf. Folketingstidende 2012-13, Tillæg A, L

87 som fremsat, side 63.

UDKAST

Ændringen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 3, nr. 4, hvorefter der foreslås

indsat en ny bestemmelse, der fastsætter et afgiftsbeløb for CCP’er til dækning af

omkostninger til afviklingsopgaver. Herved fastsættes to forskellige afgiftsbeløb for

CCP’er, der dækker over finansiering af forskellige opgaver.

Til nr. 24 (§ 361, stk. 2, nr. 9, lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 361, stk. 2, nr. 8, fastsætter, at CCP’er skal betale et årligt grundbeløb på

betale 425.000 kr. til Finanstilsynet.

Der foreslås indsat et nyt

nr. 9

i § 361, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, hvorefter

centrale modparter (CCP’er) betaler 425.000 kr. til finansiering af afviklingsopgaver.

Afgiften vil dække udgifterne forbundet med de opgaver Finanstilsynet vil få som

afviklingsmyndighed for CCP’er i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EU) 2021/23 af 16. december 2020 (CCP R&R forordningen).

Der henvises til lovforslaget § 2, nr. 5, hvorefter Finanstilsynet foreslås udpeget som

afviklingsmyndighed for CCP’er.

Forslaget vil ikke øge Finanstilsynets bevilling, men sikre at CCP’er, der måtte etablere sig

i Danmark, er med til at finansiere Finanstilsynets drift inden for rammerne af den

eksisterede bevilling.

Til nr. 25 (§ 373 stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at overtrædelse af en række

nærmere angivne bestemmelser straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder,

medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Det foreslås i

§ 373, stk. 1,

at indsætte § 29 a, 2. pkt.

Det foreslåede medfører, at grov overtrædelse af kravene i § 29 a, 2. pkt., om ikke at

underrette Finanstilsynet om, at selskabet driver anden virksomhed i medfør af § 29 a, 1.

pkt., straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt

efter den øvrige lovgivning.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af § 29 a, 2. pkt., er det pågældende forsikringsselskab.

Den strafbare handling for overtrædelse af § 29 a, 2. pkt., er eksempelvis, at

forsikringsselskabet ikke at underretter Finanstilsynet om, at selskabet driver anden

virksomhed efter § 29 a, 1. pkt.

For en nærmere gennemgang henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 10 og

11.

UDKAST

Til nr. 26 (§ 373 stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 373, stk. 3, at en finansiel virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed eller

en forsikringsholdingvirksomhed, der ikke efterkommer et påbud for overtrædelse af en

række nærmere opregnede bestemmelse, kan straffes med bøde.

Det foreslås i

§ 373, stk. 3, 1. pkt.,

at indsætte § 29, stk. 2.

Det foreslåede medfører, at manglende efterlevelse af et påbud givet efter § 29, stk. 2, kan

straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter

den øvrige lovgivning.

For en nærmere gennemgang af § 29, stk. 2, henvises til § 1, nr. 10.

Til § 2

Til nr. 1 (fodnoten i lov om kapitalmarkeder)

Fodnoten til lov om kapitalmarkeder oplister de direktiver, som loven gennemfører dele af.

Det foreslås, at der i

fodnoten

til lov om kapitalmarkeder tilføjes henvisning til Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2007/36/EF af 11. juli 2007 om udøvelse af visse

aktionærrettigheder i børsnoterede virksomheder (SRD).

Den foreslåede ændring vil medføre, at det fremgår af fodnoten til lov om kapitalmarkeder,

at loven gennemfører dele af aktionærrettighedsdirektivet (SRD).

Til nr. 2 (§ 1, stk. 12, i lov om kapitalmarkeder)

Det fremgår af den gældende § 1, stk. 12, i lov om kapitalmarkeder at reglerne i §§ 203-

208 ikke gælder for begrænsninger af håndhævelsen af aftaler om finansiel

sikkerhedsstillelse eller begrænsninger af virkningen af en aftale om finansiel

sikkerhedsstillelse og slutafregnings- eller modregningsbestemmelse, der pålægges i

henhold til kapitel 5, 6 og 10 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle

virksomheder.

Den foreslåede ændring af

§1, stk. 12,

i lov om kapitalmarkeder, vil medføre at reglerne i

§§ 203-208 heller ikke gælder for begrænsninger af håndhævelsen af aftaler om finansiel

sikkerhedsstillelse eller begrænsninger af virkningen af en aftale om finansiel

sikkerhedsstillelse og slutafregnings- eller modregningsbestemmelse, der pålægges i

henhold til afsnit V, kapitel III, afdeling 3, eller kapitel IV i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og

afvikling af centrale modparter (herefter CCP R&R forordningen).

Afsnit V, kapitel III, afdeling 3, i CCP R&R forordningen indeholder regler om

nedskrivning og konvertering af ejerskabsinstrumenter og gældsinstrumenter eller andre

usikrede forpligtelser. Afsnit V, kapitel IV, i CCP R&R forordningen indeholder regler om

UDKAST

afviklingsbeføjelser, herunder bl.a. beføjelsen til at tage kontrol over en CCP under

afvikling samt beføjelsen til at afslutte og opsige finansielle kontrakter.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at reglerne i §§ 203-208 i lov om

kapitalmarkeder ikke gælder, når en afviklingsmyndighed iværksætter tiltag som f.eks.

nedskrivning eller konvertering af ejerskab- og gældsinstrumenter eller gør brug af

afviklingsbeføjelser over for en CCP i henhold til CCP R&R forordningen. Det betyder, at

i de tilfælde, hvor en afviklingsmyndighed bl.a. foretager nedskrivning eller konvertering

af ejerskabs- og gældsinstrumenter eller anvender andre afviklingsbeføjelser i henhold til

CCP R&R forordningen, kan dette ikke begrunde en realisation af sikkerhed i henhold til

en aftale om finansiel sikkerhedsstillelse, da § 203 i lov om kapitalmarkeder ikke finder

anvendelse. Endvidere finder reglerne om brugsret i § 204 i lov om kapitalmarkeder ikke

anvendelse, og det er heller ikke muligt at gøre en forpligtelse til genstand for netting ved

slutafregning, jf. §§ 205-208 i lov om kapitalmarkeder.

Den foreslåede ændring vil implementere artikel 1, stk. 6, i collateral-direktivet som

ændret ved artikel 89 i CCP R&R forordningen.

Desuden forslås det i

§ 1, stk. 12,

at ændre kapital til kapitel.

Forslaget har til formål at rette en tastefejl.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3 (§ 210 g i lov om kapitalmarkeder)

Den foreslåede bestemmelse er ny. Bestemmelsen er alene relevant for CCP’er, der er

kapitalselskaber omfattet af selskabsloven.

Det følger af §§ 154 og 155 i selskabsloven, at generalforsamlingen har kompetence til at

træffe beslutning om kapitalforhøjelse eller give ledelsen bemyndigelse hertil.

Indkaldelsesfristen for en generalforsamling er reguleret i § 94 i selskabsloven. Det

fremgår heraf, at en indkaldelse til generalforsamling skal foretages tidligst 4 uger og

senest 2 uger før generalforsamlingens afholdelse. For selskaber med aktier optaget til

handel på et reguleret marked er indkaldelsesfristen tidligst 5 uger og senest 3 uger før

generalforsamlingens afholdelse.

Det foreslås i

§ 210 g, stk. 1, 1. pkt.,

i lov om kapitalmarkeder, at en central modpart (CCP)

kan indkalde til generalforsamling med henblik på at foretage en kapitalforhøjelse senest

10 dage før generalforsamlingen, hvis Finanstilsynet har vurderet, at betingelserne i artikel

18 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et

regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter er opfyldt, og den centrale

modpart (CCP) vurderer, at kapitalforhøjelsen er nødvendig for at forhindre, at den

centrale modpart (CCP) bliver nødlidende.

UDKAST

Det foreslåede stk. 1, 1. pkt., vil medføre, at en CCP kan indkalde til generalforsamling

med minimum 10 dages varsel, hvis Finanstilsynet har vurderet at betingelserne for tidlig

indgriben er opfyldt, og hvis formålet med generalforsamlingen er at vedtage en

kapitalforhøjelse, som CCP’en finder nødvendig for at forhindre, at CCP’en bliver

nødlidende.

Det følger af artikel 18 i CCP R&R forordningen, at den kompetente myndighed, som i

dette tilfælde er Finanstilsynet, kan kræve iværksættelse af foranstaltninger i forbindelse

med tidlig indgriben, hvis en CCP overtræder eller kan forventes i nær fremtid at

overtræde kapital- og tilsynskravene i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.

648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre

(EMIR), eller udgør en risiko for den finansielle stabilitet i EU eller i en eller flere af EU’s

medlemsstater, eller hvis Finanstilsynet har afgjort, at der er andre indikationer på en

kommende krisesituation, der kan påvirke CCP'ens drift, navnlig dens evne til at levere

clearingydelser. Det er også en betingelse for anvendelsen af den forkortede

indkaldelsesfrist, at CCP’ens ledelse vurderer, at kapitalforhøjelsen er nødvendig for at

undgå, at CCP’en bliver nødlidende. Definitionen af hvornår en CCP er nødlidende

fremgår af artikel 22, stk. 3, i CCP R&R forordningen. I praksis forventes det, at der vil

være en dialog mellem CCP’en og Finanstilsynet, om kapitalforhøjelsen er nødvendig for

at undgå, at CCP’en bliver nødlidende, men det vil være CCP’en selv, der træffer den

endelige beslutning herom.

Det foreslås i

§ 210 g, stk. 1, 2. pkt.,

i lov om kapitalmarkeder, at indkaldelse til

generalforsamling i henhold til det foreslåede 1. pkt. kan foretages, hvis

generalforsamlingen med to tredjedele af de afgivne stemmer ændrer selskabets vedtægter

til at indeholde denne mulighed.

Den foreslåede bestemmelse i § 210 g, stk. 1, 2.pkt., i lov om kapitalmarkeder vil medføre,

at en CCP’s generalforsamling kan beslutte at ændre sine vedtægter, så den kan indkalde til

generalforsamling med 10 dages varsel, hvis formålet med generalforsamlingen er at

foretage en kapitalforhøjelse, der er nødvendig for at undgå, at CCP’en bliver nødlidende.

Det foreslås i

stk. 2,

at tidsfristerne i §§ 94, 98 og 99 i selskabsloven ikke finder anvendelse

på generalforsamlinger, der er indkaldt i overensstemmelse med stk. 1.

Det foreslåede § 210 g, stk. 2, vil medføre, at tidsfristerne i § 94, som omhandler

indkaldelsesfristerne for generalforsamlinger, samt tidsfristerne i §§ 98 og 99 i

selskabsloven, som omhandler aktionærers adgang til oplysninger før generalforsamlingen

i virksomheder, der har kapitalandele optaget til handel på et reguleret marked, ikke finder

anvendelse ved en generalforsamling, der en indkaldt i medfør af det foreslåede stk. 1.

Den foreslåede § 210 g, stk. 1, vil implementere artikel 5, stk. 5, i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2007/36/EF af 11. juli 2007 om udøvelse af visse aktionærrettigheder i

UDKAST

børsnoterede selskaber (SRD) som ændret ved artikel 91, stk. 2, i CCP R&R forordningen.

Det foreslåede stk. 2 vil implementere artikel 5, stk. 6, i SRD.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4 (§ 211, stk. 2, nr. 11, i lov om kapitalmarkeder)

§ 211, stk. 2, i lov om kapitalmarkeder oplister de regler og forordninger, som

Finanstilsynet påser overholdelse af.

Der foreslås et

nr. 11

i § 211, stk. 2, i lov om kapitalmarkeder, hvoraf det følger, at

Finanstilsynet påser overholdelsen Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)

2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale

modparter og regler fastsat i medfør heraf.

Det fremgår af artikel 2, nr. 7, i CCP R&R forordningen, at den kompetente myndighed i

henhold til CCP R&R forordningen er den myndighed, der er udpeget som kompetent

myndighed i henhold til EMIR. Finanstilsynet er udpeget som kompetent myndighed i

henhold til EMIR, jf. § 211, stk. 2, nr. 4 i lov om kapitalmarkeder, hvoraf det fremgår, at

Finanstilsynet påser overholdelsen af EMIR.

I henhold til CCP R&R forordningen skal den kompetente myndighed varetage en række

opgaver, der følger af forordningen. Som følge af, at Finanstilsynet vil være kompetent

myndighed i henhold til CCP R&R forordningen, bliver det Finanstilsynet, der bl.a. skal

vurdere en CCP’s genopretningsplan i medfør af artikel 10 i CCP R&R forordningen.

Desuden får Finanstilsynet beføjelse til at kræve, at en CCP iværksætter foranstaltninger i

forbindelse med tidlig indgriben i medfør af artikel 18 i CCP R&R forordningen, og får

kompetence til at træffe afgørelse om, at en CCP er nødlidende eller forventeligt

nødlidende i henhold til artikel 22 i CCP R&R forordningen.

Finanstilsynet får med bestemmelsen bl.a. også mulighed for at give påbud for

overtrædelser af forordningen, jf. § 220, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder, og

efterfølgende at offentliggøre et påbud til en virksomhed eller en fysisk person, jf. § 234,

stk. 1, i lov om kapitalmarkeder. Se nærmere om Finanstilsynets mulighed for

offentliggørelse af reaktioner i medfør af lov om kapitalmarkeder i bemærkningerne til

§§ 234-240, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 155 som fremsat, side 339 ff.

Finanstilsynet bliver i medfør af § 2, nr. 5, udpeget som afviklingsmyndighed for CCP’er

i henhold til CCP R&R forordningen. Finanstilsynet har i sin rolle som

afviklingsmyndighed, ud over de beføjelser der følger af CCP R&R forordningen, også

de beføjelser Finanstilsynet har i medfør af lov om kapitalmarkeder, herunder f.eks.

mulighed for at give påbud for overtrædelser af forordningen, jf. § 220, stk. 1, i lov om

kapitalmarkeder.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

UDKAST

Til nr. 5 (§§ 212 a og 212 b i lov om kapitalmarkeder)

§ 212 a.

Den foreslåede bestemmelse er ny.

Der er ikke regler om afviklingsmyndigheder for CCP’er. Finanstilsynet fører tilsyn med

CCP’er, jf. § 212, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder og påser overholdelse af EMIR, jf. §

211, stk. 2, nr. 4, i lov om kapitalmarkeder.

Det følger af artikel 3, stk. 1, i CCP R&R forordningen, at medlemsstaterne skal udpege en

eller flere afviklingsmyndigheder, der tillægges beføjelser til at anvende

afviklingsværktøjerne og udøve afviklingsbeføjelserne i henhold til forordningen.

Det foreslås med § 212 a at fordele opgaverne som afviklingsmyndighed mellem

Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet.

Det foreslås i

§ 212 a, stk. 1,

at Finanstilsynet er afviklingsmyndighed for en central

modpart (CCP) i henhold til artikel 4, stk. 1, artikel 9, 10, 13-18 artikel 33, stk. 8, artikel

53, stk. 2, og artikel 70, stk. 2 og 3, artikel 73, 75, 79, 80, 83 og 84 i Europa-Parlamentets

og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning

og afvikling af centrale modparter.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Finanstilsynet er afviklingsmyndighed for en

CCP i henhold til de nævnte artikler.

Finanstilsynet vil skulle udøve sit virke som afviklingsmyndighed i overensstemmelse med

CCP R&R forordningen. Dette indebærer blandt andet, at Finanstilsynet samarbejder med

andre myndigheder i overensstemmelse med artikel 6 i CCP R&R forordningen, efterlever

principperne for beslutningstagning i artikel 7 i CCP R&R forordningen og udveksler

informationer med andre myndigheder i overensstemmelse med artikel 8 i CCP R&R

forordningen.

Det foreslås i

stk. 2,

at Finanstilsynet forelægger en genopretningsplan fra en central

modpart (CCP) for Finansiel Stabilitet. Finansiel Stabilitet kan komme med anbefalinger til

Finanstilsynet om genopretningsplanens indhold.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Finanstilsynet som afviklingsmyndighed

forelægger en genopretningsplan for en CCP for Finansiel Stabilitet, og at Finansiel

Stabilitet kan komme med anbefalinger vedrørende genopretningsplanen til Finanstilsynets

afviklingsenhed.

Bestemmelsen skal læses i sammenhæng med, at det af det foreslåede stk. 1 fremgår, at

Finanstilsynet er afviklingsmyndighed i henhold til artikel 10 i CCP R&R forordningen,

UDKAST

der vedrører vurdering af genopretningsplaner. Det følger af artikel 10, stk. 5, i CCP R&R

forordningen, at afviklingsmyndigheden gennemgår genopretningsplanen med henblik på

at identificere eventuelle foranstaltninger, der kan få en negativ indvirkning på CCP'ens

afviklingsmuligheder. Hvis der identificeres sådanne foranstaltninger, gør

afviklingsmyndigheden den kompetente myndighed opmærksom herpå og fremsætter

henstillinger til den kompetente myndighed.

Finanstilsynet forelægger genopretningsplanen for Finansiel Stabilitet, fordi Finansiel

Stabilitet har indsigt i, hvilke genopretningsforanstaltninger, der kan være hindringer i en

afviklingssituation. Finanstilsynet er ikke forpligtet til at følge Finansiel Stabilitets

anbefalinger.

På baggrund af egen vurdering og Finansiel Stabilitets anbefalinger fremsætter

Finanstilsynet som afviklingsmyndighed, i overensstemmelse med artikel 10, stk. 5, i CCP

R&R forordningen, henstillinger til Finanstilsynet som kompetent myndighed, om måder,

hvorpå den negative virkning af disse foranstaltninger på CCP'ens afviklingsmuligheder

kan afhjælpes.

Det foreslås i

stk. 3,

at Finansiel Stabilitet udarbejder og vedligeholder afviklingsplaner i

henhold til artikel 12 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16.

december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter, som

Finanstilsynet vedtager efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Den forslåede bestemmelse vil medføre, at Finansiel Stabilitet udarbejder og vedligeholder

en afviklingsplan for en CCP, hvorefter Finanstilsynet vedtager afviklingsplanen. Det vil

være Finanstilsynet, der sender en CCP en sammenfatning af afviklingsplanens

væsentligste elementer, jf. artikel 12, stk. 8. En CCP skal i overensstemmelse med artikel

12, stk. 6, underrette Finanstilsynet som afviklingsmyndighed om ændringer, der berører

CCP'ens retlige eller organisatoriske struktur, dens forretningsaktiviteter eller finansielle

stilling, eller enhver anden ændring, som har væsentlige konsekvenser for planens

effektivitet. Finanstilsynet videregiver underretningen til Finansiel Stabilitet. I

overensstemmelse med, at det i det foreslåede stk. 1, fremgår, at det er Finanstilsynet, der

er afviklingsmyndighed i henhold til artikel 14 i CCP R&R forordningen, er det

Finanstilsynet, der kan træffe en afgørelse om afviklingsplanen, jf. artikel 14, stk. 5, i CCP

R&R forordningen.

Finanstilsynet kan, både som kompetent myndighed og afviklingsmyndighed give

Finansiel Stabilitet alle oplysninger, der er nødvendige for udarbejdelsen af

afviklingsplaner, jf. artikel 73, stk. 5, litra b, i CCP R&R forordningen, hvoraf det fremgår,

at kompetente myndigheder og afviklingsmyndighederne kan udveksle oplysninger

indbyrdes.

Det forslås i

stk. 4,

at Finansiel Stabilitet forelægger vurdering af afviklingshindringer i

henhold til artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16.

UDKAST

december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter for

Finanstilsynet. Finanstilsynet indsender en rapport til den centrale modpart (CCP) om

afviklingshindringer efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Finansiel Stabilitet skal foretage en vurdering

af afviklingsmulighederne i henhold til artikel 15 i CCP R&R forordningen og forelægge

den for Finanstilsynet. Det er, som det fremgår af det foreslåede stk. 1, Finanstilsynet, der

er afviklingsmyndighed i henhold til artikel 15. Det vil derfor være Finanstilsynet, der på

baggrund af Finansiel Stabilitets vurdering, vurderer om en CCP kan afvikles, jf. artikel

15, stk. 2, i CCP R&R forordningen. Finansiel Stabilitet udarbejder en indstilling til en

rapport til CCP’en om væsentlige hindringer for afviklingen af CCP’en i

overensstemmelse med artikel 16, stk. 1, i CCP R&R forordningen. Finanstilsynet som

afviklingsmyndighed sender i samarbejde med Finanstilsynet som kompetent myndighed

rapporten til CCP’en i overensstemmelse med artikel 16, stk. 1.

Det foreslås i

stk. 5,

at Finanstilsynet træffer afgørelse i henhold til artikel 22, litra a, nr. ii,

i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et

regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter efter indstilling fra Finansiel

Stabilitet.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Finanstilsynet som afviklingsmyndighed alene

kan træffe afgørelse om, at en central modpart (CCP) er nødlidende eller forventeligt

nødlidende efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at Finanstilsynet er afviklingsmyndighed i henhold til

artikel 22, stk. 1, litra a, nr. ii, i CCP R&R forordningen.

Det forslås i

stk. 6,

at Finanstilsynet udfører opgaverne som afviklingsmyndighed med en

passende operationel uafhængighed af Finanstilsynets tilsynsvirksomhed.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at de beføjelser og opgaver, som Finanstilsynet er

pålagt som afviklingsmyndighed for en CCP, skal Finanstilsynet udføre med passende

uafhængighed fra Finanstilsynets tilsynsvirksomhed, der sikrer, at der ikke opstår

interessekonflikter. Navnlig skal tilsynet med overholdelse af EMIR og tilsynet med

clearingmedlemmer omfattet af artikel 18, stk. 2, litra c, i EMIR, og Finanstilsynets rolle

som kompetent myndighed i henhold til CCP R&R forordningen være uafhængigt af

hinanden. Clearingmedlemmer kan bl.a. være pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber.

Rent operationelt vil de opgaver, som Finanstilsynet vil skulle varetage som

afviklingsmyndighed for en CCP derfor blive udført med passende uafhængighed fra

Finanstilsynets tilsynsopgaver, herunder særligt tilsynet med virksomheder, der er

clearingmedlemmer, som er omfattet af artikel 18, stk. 2, litra c, i EMIR. Finanstilsynets

opgaver som afviklingsmyndighed bliver varetaget af en særlig enhed, der skal være

tilstrækkeligt adskilt fra de øvrige funktioner og medarbejdere i Finanstilsynet.

UDKAST

På nuværende tidspunkt er der ikke etableret en CCP i Danmark, og Finanstilsynet har

derfor ikke opgaver som afviklingsmyndighed for en CCP. Etableres en CCP i Danmark,

skal Finanstilsynet tage stilling til afviklingsenhedens kommandoveje og organisatoriske

placering i Finanstilsynet for at undgå interessekonflikter.

Den foreslåede bestemmelse skal læses i overensstemmelse med § 344 d i lov om finansiel

virksomhed.

Den foreslåede bestemmelse er en følge af artikel 3, stk. 3, 6 og 7, der stiller krav om, at

der er indført passende strukturelle ordninger for at undgå interessekonflikter mellem

afviklingsmyndighedens opgaver efter CCP R&R forordningen og myndighedens opgaver

som tilsynsmyndighed.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

212 b.

Den foreslåede bestemmelse er ny.

Det foreslås i

§ 212 b,

at Erhvervsministeriet varetager det kompetente ministeriums

opgaver i henhold til CCP R&R forordningen.

Den forslåede bestemmelse vil medføre, at Erhvervsministeriet bliver udpeget til at

varetage det kompetente ministeriums opgaver i henhold til CCP R&R forordningen.

Opgaverne omfatter bl.a. deltagelse i en CCP’s afviklingskollegium, jf. art. 4, stk. 2, litra

m, i CCP R&R forordningen. Heraf fremgår det, at det kompetente ministerium skal

deltage i en CCP’s afviklingskollegium, sammen med bl.a. afviklingsmyndighederne og

den kompetente myndighed, når det den udpegede afviklingsmyndighed ikke er det

kompetente ministerium. Det foreslås i lovforslagets § 2, nr. 5 og § 7, nr. 6, at

Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet udpeges som afviklingsmyndigheder for en CCP, og

Erhvervsministeriet skal derfor tillige deltage i afviklingskollegiet.

Det kompetente ministerium har desuden visse beføjelser i forbindelse med anvendelse af

offentlige stabiliseringsværktøjer i medfør af artikel 45 i CCP R&R forordningen. Artikel

45 i CCP R&R forordningen giver mulighed for, at staten undtagelsesvist i helt

ekstraordinære tilfælde kan deltage i afviklingen af en CCP, ved at anvende såkaldte

offentlige stabiliseringsinstrumenter i form af kapitaltilførsel eller midlertidigt ejerskab, jf.

artikel 46 i CCP R&R forordningen.

I overensstemmelse med artikel 45 i CCP R&R forordningen, er det staten, der

undtagelsesvist kan anvende offentlige stabiliseringsværktøjer i form af kapitaltilførsel

eller midlertidigt ejerskab, hvilket i praksis vil betyde, at en anvendelse af offentlige

midler, kun kan ske ved beslutning og bevilling foretaget af Folketinget Finansudvalg.

UDKAST

Bestemmelsen foreslås som følge af artikel 3, stk. 8, i CCP R&R forordningen, der stiller

krav om, at medlemsstaten udpeger et ministerium, det varetager det kompetente

ministeriums opgaver i henhold til forordningen.

Til nr. 6 (§ 220, stk. 1, 1. pkt.,

stk. 2, 1. pkt., i lov om kapitalmarkeder)

Det følger af den gældende § 220, stk. 1, 1. pkt., at Finanstilsynet kan påbyde en fysisk

eller juridisk person at ændre en bestemt adfærd eller handling, hvis denne ikke opfylder

sine forpligtelser efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf og efter forordninger

nævnt i § 211, stk. 2, eller regler fastsat i medfør heraf.

Det følger af den gældende § 220, stk. 2, 1. pkt., at Danmarks Nationalbank, når der er tale

om et registreret betalingssystem omfattet af kapitel 32, kan påbyde en fysisk eller juridisk

person at ændre en bestemt adfærd eller handling, hvis denne ikke opfylder sine

forpligtelser efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf og efter forordningerne

nævnt i § 211, stk. 2, eller regler fastsat i medfør heraf. § 254, i lov om kapitalmarkeder,

indeholder bestemmelser om bødestraf, hvis man ikke efterlever et påbud givet i medfør af

§ 220.

I medfør af § 211, stk. 3, påser Finanstilsynet også overholdelsen af forordninger fastsat i

medfør af de direktiver, der gennemføres ved denne lov. Derfor kan Finanstilsynet også fra

virksomheder under tilsyn, den nuværende og tidligere ledelse i virksomheder under tilsyn

og andre fysiske og juridiske personer, der har pligter i henhold til de regler, der fremgår af

bl.a. § 211, stk. 3, kræve at få alle oplysninger, dokumenter eller andre data i enhver form,

som Finanstilsynet skønner nødvendige for Finanstilsynets virksomhed eller til afgørelse

af, om der er sket en overtrædelse af regler, som Finanstilsynet påser overholdelsen af i

medfør af de regler, der fremgår af § 211, stk. 3 jf. § 214, stk. 1. Finanstilsynet kan

desuden til enhver tid uden retskendelse mod behørig legitimation foretage tilsyns- og

kontrolundersøgelser på forretningsstedet hos virksomheder under tilsyn og virksomheder,

der har pligter i henhold til de regler, der fremgår af bl.a. § 211, stk. 3 jf. § 215, stk.1.

Det foreslås i

stk. 1, 1. pkt.,

stk. 2, 1. pkt.,

at indsætte forordninger fastsat i medfør af de

direktiver, der gennemføres ved denne lov.

Den foreslåede bestemmelse vil gøre det muligt for Finanstilsynet og Danmarks

Nationalbank at påbyde en fysisk eller juridisk person at ændre en bestemt adfærd eller

handling, såfremt denne ikke opfylder sine forpligtelser efter forordninger fastsat i medfør

af de direktiver, der gennemføres ved denne lov.

Konsekvensen af den foreslåede ændring vil være, at manglende efterlevelse af et påbud

udstedt til en fysisk eller juridisk person om at ændre en bestemt adfærd eller handling,

såfremt denne ikke opfylder sine forpligtelser efter forordninger fastsat i medfør af de

direktiver, der gennemføres ved denne lov, vil kunne straffes med bøde i medfør af § 254,

stk. 1, i lov om kapitalmarkeder.

UDKAST

Til nr. 7 (§ 221 a i lov om kapitalmarkeder)

Den foreslåede bestemmelse er ny.

Det foreslås i

§ 221 a,

at Finanstilsynet kan påbyde et medlem af den øverste ledelse i en

central modpart (CCP) eller enhver anden fysisk person, der er ansvarlig for overtrædelse

af artikel 9, stk. 1 og 9, artikel 13 eller artikel 70, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og

afvikling af centrale modparter, at afholde sig fra at udøve funktioner i en central modpart

(CCP) i en midlertidig periode.

Den forslåede bestemmelse vil medføre, at Finanstilsynet kan påbyde en direktør, et

bestyrelsesmedlem, en person, der faktisk leder en CCP’s forretningsaktiviteter, eller

enhver anden fysisk person, der er ansvarlig for CCP’ens overtrædelse af artikel 9, stk. 1

og 9, artikel 13 eller artikel 70, stk. 1, i CCP R&R forordningen at afholde sig fra at udøve

funktioner i en midlertidig periode. Definitionen af øverste ledelse fremgår af artikel 2, nr.

37, i CCP R&R forordningen.

Påbuddets varighed vil afhænge af en konkret vurdering, men kan eksempelvis hænge

sammen med hvornår CCP’en får bragt overtrædelsen til ophør ved at opfylde de relevante

pligter. Påbuddets varighed skal derfor ikke fremgå af påbuddet.

I medfør af artikel 9, stk. 1, i CCP R&R forordningen har en CCP pligt til at udarbejde og

vedligeholde en genopretningsplan. Kravene til genopretningsplanens indhold fremgår af

artikel 9, stk. 2, 3, 10 og 11 og afsnit A i bilaget til CCP R&R forordningen. En CCP’s

genopretningsplan anses ikke for udarbejdet, hvis den ikke lever op til de krav til

genopretningsplanens indhold, der fremgår af artikel 9, stk. 2, 3, 10 og 11 eller bilagets

afsnit A i CCP R&R forordningen.

I medfør af artikel 13, stk. 1, i CCP R&R forordningen har en CCP pligt til at samarbejde

med afviklingsmyndigheden om udarbejdelsen af afviklingsplaner og give

afviklingsmyndigheden alle oplysninger, der er nødvendige for udarbejdelsen og

gennemførelsen af afviklingsplanen, herunder de oplysninger og analyser, der er

omhandlet i afsnit B i bilaget til CCP R&R forordningen. Oplysningerne kan gives til

Finansiel Stabilitet gennem Finanstilsynet.

I medfør af artikel 13, stk. 2, har CCP’en desuden pligt til at give

afviklingsmyndighederne, dvs. både Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet, jf. lovforslagets

§ 3, nr. 5, og § 7, nr. 6, detaljerede registre over de aftaler, som omhandlet i artikel 29 i

EMIR, som CCP’en er part i, hvis afviklingsmyndighederne kræver det. De nævnte aftaler,

som er omhandlet i artikel 29 i EMIR, omfatter blandt andet aftaler om de tjenesteydelser,

CCP’en leverer, og de aktiviteter, CCP’en udfører.

I medfør af artikel 13, stk. 3, har CCP’en pligt til rettidigt at udveksle oplysninger med

Finanstilsynet for at lette vurderingen af CCP’ens risikoprofiler og indbyrdes forbundet

UDKAST

med andre FMI’er, andre finansieringsinstitutter og med det finansielle system generelt

som omhandlet i artikel 9 og 10 i CCP R&R forordningen.

I medfør af artikel 70 stk. 1, i CCP R&R forordningen har en CCP pligt til at underrette

Finanstilsynet, hvis CCP’en vurderer, at den er nødlidende eller forventeligt nødlidende i

henhold til CCP R&R forordningen.

Et påbud meddelt efter det foreslåede stk. 1 eller 2 vil gælde indtil Finanstilsynet

tilbagekalder påbuddet, jf. det foreslåede § 221 a, stk. 3.

Det følger af det foreslåede

stk. 3,

at Finanstilsynet tilbagekalder påbuddet, når

overtrædelsen af de i stk. 1 nævnte bestemmelser i CCP R&R forordningen er ophørt.

Overtrædelsen vil være ophørt, når kravene i den overtrådte bestemmelse, henholdsvis

artikel 9, 13 eller 70, stk. 1, er opfyldt. Når Finanstilsynet har tilbagekaldt påbuddet, kan

personen atter udøve funktioner, henholdsvis genoptage sit bestyrelseshverv, i CCP’en.

Bestemmelsen foreslås som følge af artikel 82, stk. 2, litra c, i CCP R&R forordningen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8 (§ 231, stk. 2, nr. 2, 3 og 4, i lov om kapitalmarkeder)

Det følger af § 231, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder, at enhver, som Finanstilsynets

afgørelse retter sig mod, er part i afgørelsen. § 231, stk. 2, i lov om kapitalmarkeder

fastlægger, hvem der, ud over den, som afgørelsen retter sig mod, er part i sager, hvor der

er eller vil blive truffet afgørelse af Finanstilsynet i medfør af de regler, som Finanstilsynet

påser overholdelse af. De fysiske og juridiske personer, der er oplistet i § 231, stk. 2, har

alene partsstatus for så vidt angår oplysninger, der vedrører den pågældende.

Det foreslås at indsætte et nyt

nr. 3,

i § 231, stk. 2, i lov om kapitalmarkeder, hvoraf det

fremgår, at den centrale modpart (CCP) tillige anses som part i en sag, når Finanstilsynet

har truffet afgørelse i medfør af § 221 a.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at CCP’en, ud over den, som afgørelsen retter sig

mod, er part i en sag, når Finanstilsynet træffer afgørelse i medfør af § 221 a, for så vidt

angår den del af sagen, som vedrører CCP’en.

Det foreslås i lovforslagets § 2, nr. 7, om indsættelse af § 221 a i lov om kapitalmarkeder,

at Finanstilsynet kan påbyde et medlem af den øverste ledelse i en central modpart (CCP)

eller enhver anden fysisk person, der er ansvarlig for overtrædelse af artikel 9, stk. 1 og 9,

artikel 13 eller artikel 70, stk. 1, i CCP R&R forordningen, at afholde sig fra at udøve

funktioner i en central modpart (CCP) i en midlertidig periode.

Det foreslås at indsætte et nyt

nr. 4

i § 231, stk. 2, i lov om kapitalmarkeder, hvoraf det

fremgår, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen eller en kapitalejer i en central

100

UDKAST

modpart (CCP), eller en fysisk eller juridisk person, som Finanstilsynet finder har snævre

forbindelser til den centrale modpart (CCP) tillige anses som part i en sag, hvor

Finanstilsynet træffer afgørelse i medfør af artikel 22, stk. 1, litra a, i Europa-Parlamentets

og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning

og afvikling af centrale modparter.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen

eller en kapitalejer i en CCP, eller en juridisk eller fysisk person, som Finanstilsynet finder

har snævre forbindelser til CCP’en, når Finanstilsynet træffer afgørelse om, at CCP’en er

nødlidende eller forventeligt nødlidende i henhold til artikel 22, stk. 1, litra a, i CCP R&R

forordningen, har partsstatus for så vidt angår de dele af afgørelsen, der vedrører den

pågældende, uanset at afgørelsen er rettet mod CCP’en.

Definitionen af snævre forbindelser følger af artikel 2, nr. 24, i EMIR. Snævre forbindelser

er blandt andet en situation hvor to eller flere fysiske eller juridiske personer er knyttet til

hinanden gennem kapitalinteresser på mindst 20 % af stemmerettighederne i en

virksomhed.

En afgørelse om, at en CCP er nødlidende eller forventeligt nødlidende i medfør af artikel

22, stk. 1, litra a, kan bl.a. være begrundet med, at CCP’en ikke længere opfylder, eller

forventeligt ikke længere vil opfylde, de betingelser, hvorpå tilladelsen blev meddelt.

Som eksempel vil en direktør være part i den del af sagen, der vedrører den pågældende,

når Finanstilsynets afgørelse om, at CCP’en er nødlidende er delvist begrundet i, at

direktøren ikke har et tilstrækkelig godt omdømme til at sikre en sund og forsigtig ledelse

af CCP’en.

En kapitalejer vil eksempelvis være part i den del af sagen, der vedrører den pågældende,

hvis Finanstilsynets afgørelse om, at CCP’en er nødlidende indeholder en vurdering af, at

kapitalejeren er til hinder for, at der kan sikres en sund og forsigtig ledelse af CCP’en.

De fysiske og juridiske personer, der er omfattet af bestemmelsen, bevarer deres partsstatus

i forhold til Finanstilsynets afgørelse også efter Finansiel Stabilitet som

afviklingsmyndighed har overtaget kontrollen med CCP’en.

Til nr. 9 (§ 251 a i lov om kapitalmarkeder)

Den foreslåede bestemmelse er ny.

Det foreslås efter § 251 at indsætte

§ 251 a

i lov om kapitalmarkeder. Den foreslåede

bestemmelse vil medføre, at en overtrædelse af artikel 9, stk. 1 og 9, artikel 13 og artikel

70, stk. 1, i CCP R&R forordningen straffes med bøde.

101

UDKAST

Den foreslåede bestemmelse strafbelægger de overtrædelser, som i medfør af artikel 82,

stk. 1, i CCP R&R forordningen skal kunne sanktioneres af de nationale kompetente

myndigheder.

Det følger af artikel 82, stk. 1, i CCP R&R forordningen, at overtrædelse af artikel 9,

artikel 13 og artikel 70, stk. 1, skal kunne sanktioneres.

Overtrædelser af CCP R&R forordningen kan foretages af fysiske og juridiske personer.

Det følger af § 27, stk. 1, 1. pkt., i straffeloven, at strafansvar for en juridisk person

forudsætter, at der inden for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes

en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som

sådan.

I dette tilfælde, hvor den strafbelagte bestemmelse omhandler en pligt for virksomheden, er

de mulige ansvarssubjekter ved overtrædelse af bestemmelsen virksomheden, samt en eller

flere personer med tilknytning til virksomheden – oftest ledelsen. Der vil kunne rejses

tiltale mod virksomheden alene eller mod både virksomheden og en eller flere personer

med tilknytning til virksomheden. Ved valg af ansvarssubjekt er det udgangspunktet, at

tiltalen rejses mod den juridiske person. Der kan i en række tilfælde være anledning til – ud

over tiltalen mod den juridiske person – tillige at rejse tiltale mod en eller flere fysiske

personer, såfremt den eller de pågældende har handlet forsætligt eller udvist grov

uagtsomhed. Der bør som udgangspunkt ikke rejses tiltale mod underordnede ansatte.

Bødeniveauet vil blive fastsat i overensstemmelse med de generelle regler om straf i § 255,

stk. 5, i lov om kapitalmarkeder. Det fremgår heraf, at der ved udmåling af bøder lægges

vægt på overtrædelsens grovhed og gerningsmandens økonomiske forhold. For

overtrædelser begået af juridiske personer lægges ved vurderingen af gerningsmandens

økonomiske forhold vægt på virksomhedens nettoårsomsætning på gerningstidspunktet.

For overtrædelser begået af fysiske personer lægges vægt på den pågældendes

indtægtsforhold på gerningstidspunktet. Det er afgørende, at der ved strafudmålingen

lægges vægt på de nævnte faktorer, således at bøder vil have en pønal og præventiv effekt

på alle aktører på markedet, og således at det finansielle incitament til at overtræde

bestemmelserne reduceres. Vurderingen af overtrædelsens grovhed bør foregå uafhængig

af gerningsmandens økonomiske forhold.

Nedenfor beskrives de artikler i CCP R&R forordningen, der strafbelægges med den

foreslåede bestemmelse i § 251 a i lov om kapitalmarkeder:

I medfør af artikel 9, stk. 1, i CCP R&R forordningen, har en CCP pligt til at udarbejde og

vedligeholde en genopretningsplan. Kravene til genopretningsplanens indhold fremgår af

artikel 9, stk. 2, 3, 10 og 11 og afsnit A i bilaget til CCP R&R forordningen. En CCP’s

genopretningsplan anses ikke for udarbejdet, hvis den ikke lever op til de krav til

102

UDKAST

genopretningsplanens indhold, der fremgår af artikel 9, stk. 2, 3, 10 og 11 eller bilagets

afsnit A i CCP R&R forordningen.

Ansvarssubjektet er CCP’en eller en fysisk person med tilknytning til CCP’en. Den

strafbare handling består i undladelse af at udarbejde eller vedligeholde CCP’ens

genopretningsplan i overensstemmelse med kravene i artikel 9 i CCP R&R forordningen.

I medfør af artikel 9, stk. 9, i CCP R&R forordningen, har en CCP pligt til at ajourføre

genopretningsplanen mindst en gang årligt. Finanstilsynet kan kræve, at en CCP ajourfører

genopretningsplanen hyppigere.

Ansvarssubjektet er CCP’en eller en fysisk person med tilknytning CCP’en. Den strafbare

handling består i undladelse af at ajourføre CCP’ens genopretningsplan årligt eller

hyppigere, hvis Finanstilsynet har stillet krav om dette overfor CCP’en i overensstemmelse

med artikel 9, stk. 9, i CCP R&R forordningen.

I medfør af artikel 13, stk. 1, i CCP R&R forordningen, har en CCP pligt til at samarbejde

med afviklingsmyndigheden om udarbejdelsen af afviklingsplaner og give

afviklingsmyndigheden alle oplysninger, der er nødvendige for udarbejdelsen og

gennemførelsen af afviklingsplanen, herunder de oplysninger og analyser, der er

omhandlet i afsnit B i bilaget til CCP R&R forordningen. Oplysningerne kan gives til

afviklingsmyndigheden gennem Finanstilsynet.

I medfør af artikel 13, stk. 2 har CCP’en desuden pligt til at give afviklingsmyndighederne,

dvs. både Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet, jf. lovforslagets § 2, nr. 7, og § 7, nr. 6,

detaljerede registre over de aftaler, som omhandlet i artikel 29 i EMIR, som CCP’en er part

i, hvis afviklingsmyndighederne kræver det. De nævnte aftaler, som er omhandlet i artikel

29 i EMIR, omfatter blandt andet aftaler om de tjenesteydelser, CCP’en leverer, og

aktiviteter, CCP’en udfører.

I medfør af artikel 13, stk. 3 har CCP’en pligt til rettidigt at udveksle oplysninger med

Finanstilsynet for at lette vurderingen af CCP’ens risikoprofiler og indbyrdes forbundet

med andre FMI’er, andre finansieringsinstitutter og med det finansielle system generelt

som omhandlet i artikel 9 og 9 i CCP R&R forordningen. Det følger af artikel 2, nr. 16, i

CCP R&R forordningen, at en FMI er en finansiel markedsinfrastrukur, der kan være en

CCP, en værdipapircentral, et transaktionsregister, et betalingssystem eller et andet system,

der er defineret og udpeget af en medlemsstat i medfør af artikel 2, litra a, i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i

betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer. Artikel 9 og 10 i CCP R&R

forordningen omhandler henholdsvis kravene til en CCP’s genopretningsplan og

tilsynsmyndighedernes vurdering af genopretningsplanen.

103

UDKAST

Ansvarssubjektet er CCP’en eller en fysisk person med tilknytning CCP’en. Den strafbare

handling består i undladelse af at fremlægge alle de oplysninger, som Finanstilsynet eller

afviklingsmyndighederne kræver i medfør af artikel 13, i CCP R&R forordningen.

I medfør af artikel 70 stk. 1, i CCP R&R forordningen har en CCP pligt til at underrette

Finanstilsynet, hvis CCP’en vurderer, at den er nødlidende eller forventeligt nødlidende i

henhold til CCP R&R forordningen.

Ansvarssubjektet er CCP’en. Den strafbare handling består i undladelse af at underrette

Finanstilsynet, når CCP’en vurderer, at den er nødlidende eller forventeligt nødlidende.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 10 (§ 254, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3, 1. pkt., i lov om kapitalmarkeder)

§ 254 indeholder regler om straf for manglende efterlevelse af påbud og afgivelse af

urigtige eller vildledende oplysninger.

Det følger af den gældende § 254, stk. 1, 1. pkt., i lov om kapitalmarkeder, at en operatør

af en markedsplads, en central modpart (CCP), en værdipapircentral (CSD), en godkendt

offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er

undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra

Finanstilsynet, et fondsmæglerselskab, et registreret betalingssystem, en operatør af et

detailbetalingssystem, et kontoførende institut, en udsteder, en investor, en tilbudsgiver, en

deltager på markedet for emissionskvoter, en positionstager, en repræsentant eller en

aktionær, der undlader at efterkomme et påbud fra Finanstilsynet givet i medfør af § 220

eller afgiver urigtige og vildledende oplysninger til Finanstilsynet, straffes med bøde,

medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Det følger af den gældende § 254, stk. 3, 1. pkt., at såfremt en person, der er knyttet til en

af de i stk. 1, 1. pkt., nævnte aktører giver urigtige eller vildledende oplysninger til

Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen, Danmarks Nationalbank eller anden offentlig

myndighed, straffes den pågældende med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre

højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Det fremgår af artikel 20, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.

596/2014 af 16. april 2014 om markedsmisbrug (forordningen om markedsmisbrug), at

personer, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information,

der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi, skal udvise rimelig omhu for at sikre, at

oplysningerne fremsættes objektivt, og at deres interesser eller interessekonflikter oplyses.

En overtrædelse af bestemmelsen kan eksempelvis bestå i ikke at fremsætte oplysningerne

på en objektiv måde, eller manglende eller utilstrækkelig offentliggørelse af interesser eller

interessekonflikter i forbindelse med udarbejdelsen eller udbredelsen af

104

UDKAST

investeringsanbefalingen eller anden information, der anbefaler eller foreslår en

investeringsstrategi.

Alle, der udarbejder investeringsanbefalinger, er omfattet af reglerne om

investeringsanbefalinger i forordningen om markedsmisbrug, som Finanstilsynet påser

overholdelsen af i medfør af § 211, stk. 2. Der sondres mellem investeringsanbefalinger,

som er udarbejdet af professionelle og ikke-professionelle. Investeringsanbefalinger fra

ikke-professionelle omfatter alle, som udarbejder investeringsanbefalinger, men som ikke

er professionelle. De ikke-professionelle omfatter en undergruppe af fysiske og juridiske

personer, der betragtes som eksperter.

I medfør af § 220, stk. 1, 1. pkt., kan Finanstilsynet påbyde en fysisk eller juridisk person

at ændre en bestemt adfærd eller handling, hvis denne ikke opfylder sine forpligtelser efter

denne lov eller regler fastsat i medfør heraf og efter forordninger nævnt i § 211, stk. 2, eller

regler fastsat i medfør heraf.

Finanstilsynet påser overholdelsen af forordningen om markedsmisbrug og regler udstedt i

medfør heraf i henhold til § 211, stk. 2, nr. 5. Derfor kan Finanstilsynet også påbyde en

fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller

anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi at ændre en bestemt

adfærd eller handling, hvis denne ikke opfylder sine forpligtelser i medfør af forordningen

om markedsmisbrug eller den delegerede forordning om investeringsanbefalinger.

I medfør af § 214, stk. 1, kan Finanstilsynet, fra virksomheder under tilsyn, den nuværende

og tidligere ledelse i virksomheder under tilsyn og andre fysiske og juridiske personer, der

har pligter i henhold til de regler, der fremgår af bl.a. § 211, stk. 1-3, kræve at få alle

oplysninger, dokumenter eller andre data i enhver form, som Finanstilsynet skønner

nødvendige for Finanstilsynets virksomhed eller til afgørelse af, om der er sket en

overtrædelse af regler, som Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af de regler, der

fremgår af § 211, stk. 1-3. Derfor kan Finanstilsynet også kræve at få alle oplysninger fra

en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller

anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi, som Finanstilsynet

skønner nødvendigt, da denne person har forpligtelser i medfør af forordningen om

markedsmisbrug eller den delegerede forordning om investeringsanbefalinger.

Det foreslås i

stk. 1, 1. pkt.,

stk. 3,at

indsætte en fysisk eller juridisk person, der

udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler

eller foreslår en investeringsstrategi.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at en fysisk eller juridisk person, der udarbejder

eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår

en investeringsstrategi, og som undlader at efterkomme et påbud fra Finanstilsynet givet i

medfør af lovens § 220 eller afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til

Finanstilsynet, kan straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden

lovgivning.

105

UDKAST

Den strafbare handling i medfør af § 254, stk. 1, består i ikke at efterkomme et påbud eller

afgive urigtige eller vildledende oplysninger til Finanstilsynet. Ansvarssubjektet for en

overtrædelse af § 254, stk. 1, er den fysiske eller juridiske person, der står som modtager af

et påbud, jf. Folketingstidende 2016-2017, tillæg A, L 155 som fremsat, side 378 eller

afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til Finanstilsynet.

Den strafbare handling i medfør af § 254, stk. 3, består i at afgive urigtige eller vildledende

oplysninger til Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen eller Danmarks Nationalbank.

Ansvarssubjektet for en overtrædelse af § 254, stk. 3, er den fysiske eller juridiske person,

der afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen eller

Danmarks Nationalbank, jf. i det hele Folketingstidende 2016-2017, tillæg A, L 155 som

fremsat, side 379.

Til nr. 11 (§ 256, stk. 1, 1. pkt., i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 256 fastlægger reglerne for tvangsbøder.

Det følger af den gældende § 256, stk. 1, 1. pkt., i lov om kapitalmarkeder, at undlader en

direktør, et bestyrelsesmedlem eller en revisor hos en operatør af en markedsplads, en

central modpart (CCP), en værdipapircentral (CSD), en godkendt offentliggørelsesordning

(APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er undtaget fra forordning

(EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet, et

fondsmæglerselskab, et registreret betalingssystem, en operatør af et detailbetalingssystem,

et kontoførende institut, en udsteder, en investor, en tilbudsgiver, en deltager på markedet

for emissionskvoter, en positionstager, en repræsentant eller en aktionær at efterkomme de

pligter, der efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, forordninger nævnt i § 211,

stk. 2, eller regler udstedt i medfør heraf påhviler dem eller pålægges dem af

Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen eller, når der er tale om et registreret betalingssystem,

Danmarks Nationalbank, kan Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen henholdsvis Danmarks

Nationalbank som tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige eller ugentlige bøder.

Det fremgår af artikel 20, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.

596/2014 af 16. april 2014 om markedsmisbrug (forordningen om markedsmisbrug), at

personer, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information,

der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi, skal udvise rimelig omhu for at sikre, at

oplysningerne fremsættes objektivt, og at deres interesser eller interessekonflikter oplyses.

En overtrædelse af bestemmelsen kan eksempelvis bestå i ikke at fremsætte oplysningerne

på en objektiv måde, men kan endvidere også bestå i manglende eller utilstrækkelig

offentliggørelse af interesser eller interessekonflikter i forbindelse med udarbejdelsen eller

udbredelsen af investeringsanbefalingen eller anden information, der anbefaler eller

foreslår en investeringsstrategi.

Alle, der udarbejder investeringsanbefalinger, er omfattet af reglerne om

investeringsanbefalinger i forordningen om markedsmisbrug, som Finanstilsynet påser

106

UDKAST

overholdelsen af i medfør af § 211, stk. 2. Der sondres mellem investeringsanbefalinger,

som er udarbejdet af professionelle og ikke-professionelle. Investeringsanbefalinger fra

ikke professionelle omfatter alle, som udarbejder investeringsanbefalinger, men som ikke

er professionelle. De ikke-professionelle omfatter en undergruppe af fysiske og juridiske

personer, der betragtes som eksperter.

I medfør af § 220, stk. 1, 1. pkt., kan Finanstilsynet påbyde en fysisk eller juridisk person

at ændre en bestemt adfærd eller handling, hvis denne ikke opfylder sine forpligtelser efter

denne lov eller regler fastsat i medfør heraf og efter forordninger nævnt i § 211, stk. 2, eller

regler fastsat i medfør heraf.

Finanstilsynet påser overholdelsen af forordningen om markedsmisbrug og regler udstedt i

medfør heraf i henhold til § 211, stk. 2, nr. 5. Derfor kan Finanstilsynet også påbyde en

fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller

anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi at ændre en bestemt

adfærd eller handling, hvis denne ikke opfylder sine forpligtelser medfør af forordningen