Epidemiudvalget
Folketinget
26. november 2021
Kære medlemmer af epidemiudvalget!
I har netop besluttet at indføre mundbind i sundhedssektoren. Det betyder, at besøgende
og medarbejdere på sygehuse m.m. fremover skal bære mundbind.
Vi undrer os over , at I samtidig ikke har valgt at indføre samme krav i plejesektoren,
hvilket også er indstillingen fra Epidemikommissionen.
Smitten stiger på plejehjemmene, selv om flertallet er revaccineret, og langt størstedelen af
medarbejderne er vaccineret. Kommunernes Landsforening har argumenteret for, at man
skal indføre Coronapas i ældreplejen, men et sådant pas gør ikke nødvendigvis den store
forskel, når langt størstedelen af personalet er vaccineret og vaccinen ikke er en garanti for,
at man ikke kan smitte.
Der er derfor behov for, at kommunerne stiller krav til, at personalet efterlever
Sundhedsstyrelsens anbefalinger om test af såvel vaccineret som ikke vaccineret. Ligesom
det er helt afgørende at vikarer m.v. lyntestes inden de møder på arbejde.
Så længe det ikke er et krav, at man tester personalet efter Sundhedsstyrelsens
anbefalinger, finder vi det helt afgørende, at personalet bærer mundbind, når de er i
nærheden af de mest sårbare borgere. Ikke mindst fordi vi under de tidligere bølger af
Corona har set, at plejehjemmene i praksis blev prioriteret meget lavt i indsatsen med
værnemidler og tests, hvilket havde fatale konsekvenser. Det må ikke gå så galt igen!
Vi håber derfor, at I vil indføre mundbind i ældreplejen for medarbejdere, der er i nær
kontakt med syge og svækkede borgere, ligesom det gør sig gældende i sundhedssektoren.
Dette kan forhåbentligvis begrænse smitten i ældreplejen og sikre trygheden hos de sårbare
ældre.
Venlig hilsen
Michael Teit Nielsen
Vicedirektør
Ældre Sagen
Snorresgade 17-19
2300 København S
Tlf. 33 96 86 86
www.aeldresagen.dk
Protektor:
Hendes Majestæt Dronning
Margrethe II
Gavebeløb til Ældre Sagen
kan fratrækkes efter gældende
skatteregler ꞏ Giro 450-5050