Indstilling fra Epidemikommissionen
Epidemiudvalget 2021-22
EPI Alm.del - Bilag 9
Offentligt
Til:
Sundhedsministeren
Videreførelse af gældende regler vedr. smittestop-appen
14-10-2021
Sundhedsministeriet har anmodet Epidemikommissionen om at afgive indstilling om
videreførelse af gældende regler om smittestop-appen.
Smittestop-appen er reguleret af en bekendtgørelse, som beskriver formålet med appen
og behandlingen af oplysninger om elektronisk registrerede kontrakter, herunder reglerne
for sletning af oplysninger på telefonen og hos myndighederne. Reglerne blev efter
skriftlig behandling i Epidemiudvalget den 24. september 2021 forlænget til 26. oktober
2021 med hjemmel i epidemiloven.
Reglerne er en forudsætning for anvendelsen af smittestop-appen og skal derfor
forlænges, hvis appen fortsat skal anvendes i efteråret og vinteren. Hvor lang tid reglerne
eventuelt skal forlænges, aftales med partierne bag den politiske aftale om appen: ”Aftale
om frivillig smittesporingsapp for COVID-19”.
Den fortsatte anvendelse af smittestop-appen efter 26. oktober skal ses i sammenhæng
med den øvrige kontakt- og smitteopsporingsindsats i Styrelsen for Patientsikkerhed.
Denne indsats fortsætter i vinterhalvåret, da der fortsat forventes smittespredning, idet
alle ikke er vaccinerede og vaccinerne ikke beskytter 100 pct. mod COVID-19.
Dermed vurderes det, at smittestop-appen fortsat vil give værdi som et digitalt
supplement til smitteopsporing med særligt fokus på smitteopsporing af ukendte
kontakter. Smittestop-appen er downloadet næsten 2,4 mio. gange.
I ekspertgruppens anbefalinger til en langsigtet strategi for et genåbnet Danmark
anbefales det, at
”App’en SmitteStop vedligeholdes og fortsat anvendes som led i at
bremse smittespredning”
(anbefaling 49).
Epidemikommissionens indstilling
Epidemikommissionen indstiller,
at gældende regler om smittestop-appen videreføres.
Epidemikommissionen kan bakke op om, at reglerne forlænges for en længere periode
end fire uger, fx til 31. marts 2022.
Epidemikommissionen lægger vægt på, at smittesituationen løbende følges med henblik
på at vurdere, om der er grundlag for at allerede fastsatte regler videreføres, ændres eller
ophæves.
Epidemikommissionen
Holbergsgade 6
DK-1057 København K
Tel: 7226 9000
www.epidemikommissionen.dk
Sagsnr.: 2115847
Dok. nr.: 1958716
Side 1 af 1