Epidemiudvalget 2021-22
EPI Alm.del Bilag 41
Offentligt
Børne- og Undervisningsministeriet
November 2021
Notits om lovforslag om forlængelse af Børne- og Undervisningsministeriets covid-19-nødlov
På trods af at en stor andel af danskerne fra 12 år er færdigvaccinerede mod covid-19, har der i den
seneste tid været en væsentlig stigning i antal smittede, herunder i aldersgruppen 5-14-årige, hvoraf mange
ikke er vaccinerede. Smitteudbrud på skoler og uddannelsesinstitutioner mv. kan medføre store
udfordringer for skolernes og uddannelsesinstitutionernes hverdag, børnenes og de unges trivsel samt
arbejdsudbuddet og samfundsøkonomien, hvis forældre ikke kan arbejde, fordi de skal passe mindre
børn, f.eks. fordi de er smittede mv.
Med lov om midlertidige foranstaltninger på børne- og undervisningsområdet og folkehøjskoleområdet
og for den frie folkeoplysende virksomhed til forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med covid-19
(herefter nødloven) blev der gennemført en rammelov for at tage højde for den særlige situation, der
opstod i marts 2020 som følge af covid-19. Nødloven, der oprindelig skulle ophæves den 1. marts 2021,
blev i februar 2021 forlænget til den 31. juli 2021, men med mulighed for administrativt at udskyde
ophævelsen af nødloven til den 16. november 2021. Denne mulighed blev udnyttet.
Nødloven har sikret rammerne for i videst muligt omfang at afbøde effekter af nedlukning eller
foranstaltninger efter genåbningen som følge af covid-19 for de berørte børn, unge, elever, kursister og
deltagere samt dagtilbud, skoler og uddannelsesinstitutioner samt folkehøjskoler og den frie
folkeoplysende virksomhed. Selvom elever, kursister og deltagere efter genåbningen i foråret 2021 har
kunnet møde på skoler og uddannelsessteder har der været foranstaltninger, der har betydet, at den
almindelige undervisning mv. ikke har kunnet gennemføres, hvorfor det har været nødvendigt at
gennemføre nødundervisning. Endvidere har nødloven skabt rammer for gennemførelsen af prøver og
eksamener, vejledning og optagelse og for økonomiske forhold, hvor dagtilbud, institutioner og
undervisningen har været berørt af nedlukning m.v.
Fra og med den 16. november 2021, hvor nødloven automatisk udløber, vil der ikke længere være
hjemmel til nødundervisning, hvis skoler og uddannelsesinstitutioner mv. helt eller delvist lukkes efter et
konkret påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed (epidemilovens § 33), eller som følge af at børne- og
undervisningsministeren ved bekendtgørelse fastsætter regler om nedlukning af skoler og
uddannelsesinstitutioner (epidemilovens § 34). Anvendelse af epidemilovens § 34 forudsætter dog, at
covid-19 er klassificeret som samfundskritisk sygdom.
Med lovforslaget foreslås derfor, at ophævelsen af nødloven udskydes til den 3. januar, da det fortsat er
usikkert, hvordan smittetrykket vil udvikle sig over vinteren. Parallelt hermed fremsættes lovforslag om
forlængelse efter den 3. januar, således at der bliver tid til en mere grundig lovbehandling.
Det bemærkes, at der den 9. november 2021 har været afholdt et møde med interessenterne på børne-
og undervisningsområdet samt følgegruppen for covid-19. Interessenterne tilkendegav på mødet, at de
bakker op om en forlængelse af nødloven, da det efter deres opfattelse er afgørende nødvendigt for at
kunne give eleverne en ordentlig undervisning i en situation, hvor en skole må lukke ned pga. covid-19.
Interessenterne oplyste videre, at de derfor ikke har behov for en ny høring over lovforslaget.
Lovforslaget er planlagt til fremsættelse i morgen den 10. november eller på torsdag den 11. november
2021 med henblik på 1.-, 2.- og 3.-behandling af lovforslaget på torsdag den 11. november 2021.
Lovforslaget skal træde i kraft den 16. november 2021.