Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
W sum.dk
Sundhedsministeren
Folketingets Epidemiudvalg
Dato: 30-03-2022
Enhed: JURPEM
Sagsbeh.: DEPMHT
Sagsnr.: 2205208
Dok. nr.: 2200721
Orientering om lukning af indenrigsvisning af coronapas-app
Epidemikommissionen har den 29. marts 2022, på anmodning, afgivet en rådgivende
vurdering af, hvorvidt deres anbefaling af den 25. januar 2022 om, at plejehjem og
sygehuse så vidt muligt stiller krav om, at besøgende anvender coronapas, skal
opretholdes.
Epidemikommissionen har, ud fra en helhedsvurdering af smittesituationen, samt de
øvrige tiltag for at undgå smitte på især plejehjem og sygehuse, vurderet, at det ikke
længere er relevant at anbefale, at der lokalt stilles krav om coronapas for
besøgende.
På den baggrund har regeringen pr. den 30. marts 2022 besluttet, at:
-
bekendtgørelsen om behandling af personoplysninger i den digitale
Coronapas-løsning ikke videreføres efter den udløber den 31. marts 2022.
-
indenrigsvisning af Coronapas-appen lukker den 31. marts 2022.
Behandling af personoplysninger i Coronapas-app
Behandling af personoplysningerne i indenrigsvisningen i Coronapas-appen er
reguleret i bekendtgørelse om behandling af personoplysninger i den digitale løsning
Coronapas, der har hjemmel i epidemilovens § 53. Bekendtgørelsen står til at udløbe
den 31. marts 2022.
Epidemikommissionen har den 18. marts 2022 på anmodning taget stilling til
videreførelse af bekendtgørelsen og reglerne, som udgør det tekniske grundlag for at
kunne stille den danske del af Coronapas-appen til rådighed. Epidemikommissionen
indstillede, at bekendtgørelsen forlænges til 31. maj 2022.
Anvendelse af coronapas
Kategoriseringen af covid-19 som en samfundskritisk sygdom ophørte den 1. februar
2022. Samtidig bortfaldt bl.a. kravet om fremvisning af coronapas forskellige steder
i samfundet. Epidemikommissionen anbefalede imidlertid fortsat, med indstillingen
af 25. januar 2022, at sygehuse og plejehjem så vidt muligt fremadrettet stiller krav
om, at besøgende anvender coronapas som et smittereducerende tiltag blandt
sårbare grupper.
Covid-19-epidemien har siden februar 2022 haft en aftagende tendens i Danmark.
Dette kan ses i bl.a. kontakttallet, der fem uger i træk har været 0,8
eller under, samt ved spildevandsmålinger, hvis resultater er uafhængige af den
faldende testaktivitet. Statens Serum Instituts opgørelser viser endvidere, at antallet
af bekræftede covid-19-tilfælde blandt plejehjemsbeboere er faldet støt og
betydeligt over de seneste fem uger.