Epidemiudvalget 2021-22
EPI Alm.del Bilag 201
Offentligt
2504287_0001.png
Folketingets Epidemiudvalg
ERHVERVSMINISTEREN
17. december 2021
Iværksættelse af yderligere aktivitetsdæmpende tiltag og forlængelse
af allerede iværksatte tiltag på Erhvervsministeriets område i forbin-
delse med håndtering af covid-19
I henhold til epidemilovens § 9, stk. 1, og efter indstilling fra Epidemi-
kommissionen i henhold til § 8, stk. 2, forelægges hermed en sag for Fol-
ketingets Epidemiudvalg om udmøntning af epidemilovens § 3, stk. 3, §
32, § 35 og § 36.
Efter epidemilovens § 32 kan vedkommende minister efter forhandling
med sundhedsministeren fastsætte regler for hele eller dele af landet om
restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af indendørs
eller udendørs offentlige institutioner og faciliteter.
Endvidere kan erhvervsministeren efter epidemilovens § 36 og efter for-
handling med sundhedsministeren fastsætte regler for hele eller dele af lan-
det om restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af loka-
ler og lokaliteter, som fysiske eller juridiske personer råder over, og hvortil
offentligheden har adgang.
Epidemikommissionen har den 16. december 2021 afgivet indstilling til er-
hvervsministeren m.fl. om iværksættelse af yderligere aktivitetsdæmpende
tiltag på Erhvervsministeriets område med henblik på at forebygge en hur-
tig og kraftig smittestigning og heraf følgende stigning i indlæggelser.
i forbindelse med håndtering af covid-19.
Epidemikommissionen lægger vægt på, at yderligere tiltag foretages efter
en afvejning af på den ene side den store usikkerhed, der fortsat er omkring
omfanget af de sundhedsmæssige konsekvenser af smittespredning med
Omikron-varianten, og på den anden side et proportionalitetsprincip ift. de
konsekvenser der er forbundet med yderligere tiltag.
Epidemikommissionen noterer sig endvidere, at der fortsat er stor usikker-
hed omkring den videre udvikling af sygehusbelastningen, som følge af
udbredelsen af Omikron. Dette skyldes, at der stadig er manglende viden
fx i forhold til sygeligheden og effekten af revaccination på smitteudbre-
delse
Epidemikommissionen bemærker, at befolkningen i høj grad efterlever re-
striktioner og anbefalinger fra myndighederne. Epidemikommissionen be-
mærker, at befolkningens adfærd er af afgørende betydning for at forhindre
smittespredning, og deraf følgende pres på sundhedsvæsenet.
ERHVERVSMINISTERIET
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K
Tlf.
33 92 33 50
Fax.
33 12 37 78
CVR-nr. 10092485
EAN nr. 5798000026001
[email protected]
www.em.dk
EPI, Alm.del - 2021-22 - Bilag 201: Forelæggelse om iværksættelse af yderligere aktivitetsdæmpende tiltag og forlængelse af allerede iværksatte tiltag på Erhvervsministeriets område i forbindelse med håndtering af covid-19, fra erhvervsministeren
Epidemikommissionen noterer sig, at det er sundhedsmyndighedernes vur-
dering, at Omikron-varianten hastigt spreder sig i Danmark, og aktuelt for-
dobles antallet af tilfælde cirka hver anden dag. Epidemikommissionen
konstaterer, at Statens Serum Instituts tidligere vurdering af, at smittetal-
lene i midten af uge 50, når op på 10.000 daglige tilfælde har været korrekt.
En yderligere smittespredning i dette omfang vil også medføre en afledt
stigning i indlæggelser.
Statens Serum Institut vurderer, at smitteforebyggende forholdsregler og
kontaktreducerende tiltag kun vil mindske - ikke forhindre – stigende
smitte den kommende tid. Nye undersøgelser tyder på god effekt af 3. stik,
hvorfor en hurtig udrulning af 3. stik er afgørende for at dæmpe både smit-
tespredning og alvorlige forløb.
Epidemikommissionen indstiller derfor, at nedenstående tiltag indføres på
Erhvervsministeriets område:
Lukning af selskabslokaler, forsamlingshuse, spillehaller, kasinoer,
lege- og badelande, forlystelsesparker, tivolier, messer samt lokaler og
lokaliteter, hvor der afvikles konferencer og foredrag.
Lukning af indendørs og udendørs serveringssteder i perioden kl. 23 til
kl. 5
Forbud mod salg af alkohol i perioden kl. 22 til kl. 5 fra serveringsste-
der, butikker og andre lokaler og lokaliteter, som fysiske og juridiske
personer råder over, og hvortil offentligheden har adgang.
Indendørs arealkrav på serveringssteder på 2 m2 pr. gæst for siddende
gæster og 4 m2 for stående gæster samt skiltning om hvor mange gæ-
ster, der må tillades adgang for.
Indendørs arealkrav samt skiltning om hvor mange kunder, der må til-
lades adgang for, i hele detailhandlen efter ”trappestige”.
Krav om opsætning af informationsmateriale fra Sundhedsstyrelsen
samt krav om håndsprit mv. i detailhandlen og på serveringssteder.
Krav om mundbind eller visir for personale med kundekontakt i detail-
handlen og på serveringssteder, uanset om de kan forevise coronapas,
jf. nedenfor.
Krav om mundbind eller visir generelt på erhvervsområdet, herunder i
liberale personrelaterede serviceerhverv, takeaway-steder samt på fæl-
lesarealer i hoteller, vandrehjem og lignende, idet der fortsat vil gælde
en række undtagelser, herunder for ansatte i liberale personrelaterede
serviceerhverv, som kan fremvise gyldigt coronapas.
Politiet gives beføjelser til have mulighed for at påbyde den pågæl-
dende at holde lokalet eller lokaliteten lukket for offentligheden i en
nærmere bestemt periode.
Epidemikommissionen lægger op til, at disse restriktioner skal træde i kraft
snarest muligt.
EPI, Alm.del - 2021-22 - Bilag 201: Forelæggelse om iværksættelse af yderligere aktivitetsdæmpende tiltag og forlængelse af allerede iværksatte tiltag på Erhvervsministeriets område i forbindelse med håndtering af covid-19, fra erhvervsministeren
Videreførelse af de gældende regler på Erhvervsministeriets område
Bekendtgørelse nr. 2347 af 9. december 2021 om krav om coronapas,
mundbind eller visir og forbud mod adgang til og restriktioner for lokaler
og lokaliteter og krav om coronapas på Erhvervsministeriets område m.v. i
forbindelse med håndteringen af covid-19 med senere ændring står til at
blive ophævet 7. januar 2021.
Epidemikommissionen indstiller endvidere, at de allerede gældende regler
vedr. krav om coronapas, mundbind eller visir og forbud mod adgang til
lokaler og lokaliteter m.v. på Erhvervsministeriets område forlænges i fire
uger regnet fra det tidspunkt, hvor ovennævnte nye tiltag træder i kraft.
De sagkyndige eksperter har udtalt, at de har forståelse for, at det er en
samlet pakke af tiltag.
Regeringen lægger op til at følge Epidemikommissionens indstillinger. Jeg
skal derfor anmode om, at udvalget på mødet fredag d. 17. december 2021
tilkendegiver, om udvalget udtaler sig imod, at der fastsættes restriktioner
som beskrevet ovenfor samt videreføres de gældende regler på Erhvervs-
ministeriets område i forbindelse med håndtering af covid-19.
Såfremt der er tilslutning i Epidemiudvalget til Erhvervsministerens fore-
læggelse, lægges der op til, at ovenstående tiltag på Erhvervsministeriet
område træder i kraft snarest muligt og skal gælde fire uger fra ikrafttræ-
delsestidspunktet.
Epidemikommissionens indstilling er vedlagt sammen med udtalelsen fra
de særlige sagkyndige eksperter og et bilag, der beskriver hovedindholdet
af de påtænkte regler samt de regler, der videreføres.
Med venlig hilsen
Simon Kollerup