Epidemiudvalget 2021-22
EPI Alm.del Bilag 147
Offentligt
2496106_0001.png
Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M [email protected]
W sum.dk
Sundhedsministeren
Folketingets Epidemiudvalg, EPI
Christiansborg
Danmark
Dato: 08-12-2021
Enhed: DAICY
Sagsbeh.: DEPNIBE
Sagsnr.: 2119083
Dok. nr.: 2033465
Ændring af udvalgte regler om gyldigt coronapas på alle
områder med krav om coronapas
I lyset af smitteudviklingen har jeg anmodet Epidemikommissionen om en
vurdering af to ændringer i reglerne om coronapas. Det drejer sig dels om en ændring
af regler om gyldigt coronapas efter færdigvaccination og dels en præcisering af
regler for, hvilke testtyper, der giver et gyldigt coronapas.
I henhold til epidemilovens § 9, stk. 1, og efter indstilling fra Epidemikommissionen i
henhold til epidemilovens § 8, stk. 2, forelægges derfor en sag for Folketingets
Epidemiudvalg om ændring af disse regler om coronapas.
Jeg forelægger sagen på vegne af erhvervsministeren, kulturministeren,
justitsministeren, transportministeren, kirkeministeren, social- og ældreministeren,
børne- og undervisningsministeren, udlændinge- og integrationsministeren,
uddannelses- og forskningsministeren, idet reglerne skal ændres i alle de
bekendtgørelser, hvor der er krav om coronapas, herunder også regler på
sundhedsministerens område.
Ændring af varighed af vaccination
Sundhedsstyrelsens anbefaler, at alle personer over 18 år revaccineres efter sidste
stik i det primære vaccinationsforløb, idet den tilgængelige viden viser, at immunitet
efter vaccination falder, og at faldet kan være betydende efter 6 måneder.
./.
På den baggrund anbefaler Sundhedsstyrelsen, at varigheden af et gyldigt coronapas
efter færdigvaccination fastsættes til 7 måneder for personer over 18 år.
Sundhedsstyrelsen anbefaler endvidere, at man får et gyldigt coronapas umiddelbart
efter revaccination. Det betyder, at personer over 18 år, der revaccineres inden for 7
måneder, vil fortsætte med at have et gyldigt coronapas, mens de, der ikke
revaccineres, mister deres coronapas efter 7 måneder.
På baggrund af rådgivning fra Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol
med Sygdomme har Europakommissionen foreslået at indføre en varighed af
vaccinepas for rejser inden for EU på 9 måneder. Derfor anbefaler
Sundhedsstyrelsen, at reglerne for indrejse følger de europæiske anbefalinger og
varigheden efter primær vaccination i forbindelse med indrejse bliver 9 måneder.
På baggrund af Sundhedsstyrelsens anbefalinger er Epidemikommissionen derfor
anmodet om at vurdere ændring af disse regler. Epidemikommissionen har indstillet,
at reglerne for varigheden af gyldigt coronapas efter vaccination for personer over 18
år, så snart det er teknisk muligt i forhold til coronapasappen, ændres til 7 måneder
efter sidste stik i det primære vaccinationsforløb. I forbindelse med indrejse til
Danmark indstilles det, at varigheden bliver 9 måneder.
./.
EPI, Alm.del - 2021-22 - Bilag 147: Forelæggelse ved sundhedsministeren om ændring af udvalgte regler om gyldigt coronapas på alle områder med krav om coronapas, fra sundhedsministeren
Det skal derudover bemærkes, at Epidemikommissionen har afholdt møde med de
særligt sagkyndige den 6. december 2021, der har udtalt, at de bakker op om, at
varigheden af gyldigt coronapas efter vaccination for personer over 18 år ændres til 9
måneder. Det bemærkes, at Epidemikommissionen efter mødet med de særligt
sagkyndige har indstillet en lavere varighed på 7 måneder til indenrigsbrug i
Danmark, da det ifølge Sundhedsstyrelsens vurdering giver 6 uger fra indkaldelse til
revaccination til udløb af coronapas, hvilket styrelsen vurderer er en rimelig
tidsperiode til revaccination.
Der foreligger endnu ikke en godkendelse af revaccination af de 15-17-årige, som
også er omfattet af reglerne for coronapas. Indtil der foreligger en godkendelse af
revaccination for disse aldersgrupper, vil der ikke blive fastsat et udløbstidspunkt for
de 15-17-åriges coronapas efter vaccination.
En forudsætning for de ændrede regler ift. varighed af gyldigt coronapas efter
vaccination er en teknisk tilretning af coronapas-appen. Reglerne vil derfor først
skulle træde i kraft medio januar.
Præcisering vedr. hjemmetest
Det fremgår af de nuværende regler for coronapas, at både en negativ PCR-test og en
negativ antigentest kan bruges til at få et gyldigt coronapas. De to testtyper
præciseres dog ikke yderligere. Den stigende anvendelse af hjemmetest mv.
medfører dog et behov for at præcisere, om de kan bruges til at få et gyldigt
coronapas eller ej.
Epidemikommissionen har på baggrund af anmodningen indstillet, at reglerne for
coronapas præciseres, således at hjemmetest og test som ikke er foretaget på fx
testcenter eller i et set up med sundhedsfaglig tilknytning, ikke kan bruges til at få et
gyldigt coronapas. De særligt sagkyndige har udtalt, at de bakker op om denne
præcisering.
./.
Epidemikommissionens indstillinger og særligt sagkyndiges vurdering vedlægges.
Jeg ønsker at følge Epidemikommissionens indstilling om at ændre varigheden af
coronapas, så varigheden af et gyldigt coronapas til brug i Danmark for personer over
18 år sættes til 7 måneder efter gennemført primært vaccinationsforløb, og at
personer over 18 år får et gyldigt coronapas umiddelbart efter revaccination. Til
indrejse vil varigheden efter færdigvaccination blive på 9 måneder.
Derudover ønsker jeg at følge indstillinger om at præcisere reglerne om coronapas,
så det fremgår, at hjemmetest og test som ikke er foretaget på fx testcenter eller i et
set up med sundhedsfaglig tilknytning, ikke kan bruges til at få et gyldigt coronapas
Forudsat at et flertal i Folketingets Epidemiudvalg ikke udtaler sig imod, vil reglerne om
blive indarbejdet i de relevante bekendtgørelser med forventet ikrafttrædelse medio
januar 2022.
Med venlig hilsen
Side 2
EPI, Alm.del - 2021-22 - Bilag 147: Forelæggelse ved sundhedsministeren om ændring af udvalgte regler om gyldigt coronapas på alle områder med krav om coronapas, fra sundhedsministeren
Magnus Heunicke
Side 3