FJERRITSLEV GYMNASIUM
Faglighed – Fællesskab – Bæredygtig fremtid
Skovbrynet 9
9690 Fjerritslev
96 50 51 00
21. september 2022
Til Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg
De små udkantsgymnasiers tab af milliontilskud 1. januar forringer uddannelsesmulighederne for
unge uden for de store byer.
De små almene udkantsgymnasier har haft svære tider økonomisk de senere år. Hovedårsagen
er de besparelser til omprioriteringsbidrag, der blev pålagt skolerne i perioden 2016-2018,
samtidig med at skolerne i udkanten har oplevet faldende elevårgange fra 2016 frem til nu. Oven i
dette står skolerne til at miste ekstraordinære udkantstillæg på over en million kr. pr. skole fra 1.
januar 2023, hvis det nuværende finanslovsforslag går uændret igennem.
Det vil betyde en væsentlig forringelse af mulighederne for en uddannelse for elever uden for de
store byer i Danmark.
Med finansloven for 2019 blev der vedtaget en midlertidig forhøjelse af udkantstilskuddet til de
almene gymnasier på 0,5 mio kr. for perioden 2019-2022. Tilskuddet byggede på en politisk
forståelse for, at forrige års omprioriteringsbidrag ramte ekstra hårdt på mindre skoler med
faldende ungdomsårgange, hvor skolernes økonomi blev presset af både demografi og
besparelser som følge af omprioriteringsbidraget.
Omprioriteringsbidraget blev afskaffet i forbindelse med finansloven for 2019, men mange af
skolerne står stadigvæk midt i udfordringer med vigende ungdomsårgange, hvilket har skærpet
udfordringerne med at få skolernes økonomi til at hænge sammen.
I forbindelse med de forhandlinger, der har været om elevfordeling og om ny institutionslov og
nyt taxametersystem for ungdomsuddannelserne, blev der ved indgåelsen af aftalen om
elevfordeling i juni 2021, afsat en omfordelingspulje på 15 millioner kr. til ”institutioner i
udkantsområderne”. Disse blev senere defineret som institutioner/afdelinger med højst 430
årselever i 2021, der er beliggende i en oplands-eller landkommune. Puljen blev fordelt ligeligt
mellem de institutioner, der faldt ind under definitionen, således at hver skole fik tilført 538.000
kr. i 2022.
Alle nedenstående skoler fik del i puljen, på nær Bjerringbro Gymnasium, der – til trods for, at det
er et af landets hårdest trængte udkantsgymnasier både demografisk og økonomisk – blev
sorteret fra ud fra det kommunale beliggenhedskriterium. Ved en eventuel videreførelse af puljen
bør beliggenhedskriteriet derfor nuanceres, så det omfatter alle skoler, der naturligt falder ind
under de poltiske mål for puljen.
Puljen blev afsat i erkendelse af, at de små udkantsinstitutioner er særligt hårdt udfordret
økonomisk og havde brug for en ekstra håndsrækning, indtil man har vedtaget et nyt
taxametersystem, der kan sikre disse skoler et bedre økonomisk fundament.
Det er en kendsgerning, at de små udkantsgymnasier har betydeligt højere omkostninger pr. elev,
end gymnasierne i de store byer, da gymnasierne i udkanten er nødt til at oprette mange små
1