PensionDanmark er klar til at bygge klimaerhvervsskole i Esbjerg
Danmarks største arbejdsmarkedspensionsselskab støtter ønsket om, at en af de tre nye
klimaerhvervsskoler placeres i Esbjerg, så den kan understøtte udviklingen af fremtidens grønne
teknologier med specialiseret arbejdskraft. Sammen med Esbjerg Kommune og uddannelsesinstitutionen
Rybners har PensionDanmark underskrevet en hensigtserklæring om at samarbejde om en kommende
skole.
Som Danmarks grønne EnergiMetropol og med en unik placering som den største havneby ud til Nordsøen,
er det oplagt at placere en klimaerhvervsskole i Esbjerg. Og med en ny hensigtserklæring er der nu også
kapital klar til at realisere byggeriet af en af de tre skoler, som regeringen ønsker, i Danmarks femtestørste
by.
Sammen med Esbjerg Kommune og samarbejdskredsen bagved en klimaskole i Esbjerg, herunder den
lokale uddannelsesinstitution Rybners, har Danmarks største arbejdsmarkedspensionsselskab,
PensionDanmark, aftalt at samarbejde om finansieringen af en klimaerhvervsskole, hvis den placeres i
Esbjerg.
Og i Esbjerg, Varde og Fanø bakker både kommunerne, uddannelsesinstitutioner, erhvervsliv og
arbejdsmarkedets parter op:
-
Esbjerg spiller en ubestridt nøglerolle i den grønne omstilling på nationalt og europæisk plan. Etableringen af
en klimaerhvervsskole i Esbjerg vil være med til at sikre, at de mange forskellige aktører kan rekruttere de
nødvendige kræfter, der bringer os tættere på at nå de ambitiøse klimamål. Her er det fornøjelse at byde
velkommen ombord til PensionDanmark, og med denne hensigtserklæring sender vi et stærkt signal om, at
en af de kommende klimaerhvervsskoler naturligt hører hjemme i Esbjerg, siger Jesper Frost Rasmussen, der
er borgmester i Esbjerg Kommune.
Støtte til en klimaerhvervsskole i Esbjerg
Esbjerg har udviklet sig til en metropol for grøn energi i Nordeuropa, og i takt med, at tusindvis af olie- og
gasrelaterede jobs over de kommende år skal erstattes med arbejdspladser inden for bæredygtige
energikilder som havvind og power-to-x, vil der opstå et vedvarende behov for erhvervsuddannet
arbejdskraft og specialiseret efteruddannelse af faglærte.
-
Som understreget i ”Esbjerg-erklæringen” er det altafgørende, at vi får sikret en effektivt og CO2-neutral
energiforsyning i Danmark, som kan realisere vores ambitiøse klimamål. Det kræver flere faglærte, og det
kræver nye og specialiserede kompetencer. Med vores erfaring inden for bæredygtigt byggeri og offentligt-
private partnerskaber kan vi skabe de ideelle rammer om fremtidens grønne uddannelser, udtaler Torben
Möger Pedersen, administrerende direktør i PensionDanmark.
Underskriver hensigtserklæring
Den grønne omstilling kræver ressourcer og nye kompetencer på arbejdsmarkedet. Konkret forventer
Dansk Energi, at investeringerne i den grønne omstilling frem mod 2030 vil indebære et samlet behov for
130.000 årsværk fra faglærte.
-
Skal vi have en klimaerhvervsskole med fokus på energi, der skal løfte hele sektoren og skabe en
internationalt anerkendt erhvervs- og efteruddannelsesinstitution i Danmark, så kræver det yderligere
investeringer til udstyr, kompetenceudvikling og bygninger, lyder det fra Olaf Rye, adm. direktør for
uddannelsesinstitutionen Rybners i Esbjerg.