Esbjerg den 15. juni 2022
Kære borgmestre fra det sydvestjyske område
Jeg har med stor interesse læst jeres brev til Pernille Rosenkrantz Theil den 9. juni om den trængte
økonomiske situation på AMU Vest. Det er selvfølgelig trist, at AMU Vests lave aktivitetsniveau gennem en
årrække har givet underskud på driften, og at de derfor ikke kan tilbagebetale de lån, de har fået af
ministeriet. Det er, efter min opfattelse, ikke et pludseligt lokalt fænomen, men det er mere en udløber af
en årelang national nedgang i AMU-aktiviteten og en manglende fornyelse og fleksibilitet i både det
landsdækkende og lokale AMU-udbud på AMU Vest i Esbjerg. Jacob Lykke, fra AMU Vests bestyrelse,
erkender i dag, i Jyske Vestkysten, at de metoder, de har brugt på AMU Vest, hører en svunden tid til. Jeg er
enig i dette udsagn, og det undrer mig derfor, at bestyrelsen med den viden ikke for længst har ændret kurs
og skabt et mere markedsorienteret udbud. Det har der været rig lejlighed til gennem de sidste 15 år, hvor
AMU Vests aktivitet er faldet voldsomt. Faldet i aktivitet gør også, at AMU Vest kun står for en lille del af
omstillingen af arbejdskraft fra olie- og gassektoren til offshore-vindsektoren, hvilket ikke stemmer overens
med det, I skriver til ministeren. AMU Vest er gennem årene blevet en meget lille skole, og deres aktiviteter
var sidste år på kun omkring 180 årselever.
Jeg gør jer opmærksom på, at der er flere erhvervsskoler i det sydvestjyske område, som IBC og
Hansenberg i Kolding, EUC Syd i Sønderborg og Tønder og Rybners i Esbjerg med både et AMU- og et
erhvervsuddannelsesudbud. Erhvervsskolerne i vores område vil helt sikkert gerne hjælpe med at sikre
virksomhederne i Esbjerg og de omkringliggende kommuners efteruddannelsesbehov. De har, med et
markedsorienteret og fleksibelt udbud af både erhvervsuddannelser og AMU, langt flere muligheder for at
opretholde det aktivitetsudbud, der efterspørges i den grønne omstilling. Nogle af erhvervsskolerne i
området har udviklet på deres erhvervsuddannelser og AMU-aktiviteter. De har via fleksible modeller
uddannet både elektrikere, smede, vvs’ere og skibsmontører og AMU-kursister
til den grønne omstilling.
Region Syddanmark er i kraft af denne udvikling den største udbyder af JOB VEU-forløb i Danmark.
Det ville da være en langt mere konstruktiv tilgang til problemstillingen at få de lokale erhvervsskoler, der
har vist de kan, til at sikre en langt bredere opkvalificering af arbejdsstyrken i vores område end at bruge de
forholdsvis små AMU-centre, der har et smalt aktivitetsudbud, og så samtidig at skulle bede ministeren om
flere penge, fordi man på AMU-centrene har bibeholdt et AMU-udbud, der ingen kunder er til. Det er, efter
min opfattelse, kun at udskyde problemet et eller to år yderligere. Jeg vil derfor anbefale, at man i det
fremtidige politiske arbejde medtager, at erhvervsskolerne kan være en både billigere og bedre løsning.
Med venlig hilsen
Michael Mathiesen
Bestyrelsesformand Rybners og formand for DI Byggeri Sydjylland