Børne- og Undervisningsudvalget 2021-22
BUU Alm.del Bilag 142
Offentligt
1
29.marts, 2022
Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg
I denne uge udkom først en rapport fra Børns Vilkår, der viste store problemer med skolen for en
stor del af børn med særlige behov, inkl. børn med diagnoser og forfærdelig megen skolefravær.
I dag udkom så VIVE’s evalueringsrapport om inklusion m.v. Her
tegnes også et dystert billede i
forhold til skoleglæden og
–udbyttet
for de 15-20% af elever, der har det sværest i skolen.
Inklusionen går tilsvarende den forkerte vej.
I det følgende beskriver jeg et enkelt område, der kan få stor betydning for PPRs muligheder for at
tage mere aktiv deltagelse i skolens pædagogiske udvikling. Det er ærgerligt, at VIVE ikke i sine
undersøgelser i større udstrækning har spurgt skolelederne
–
og især lærerne
–
om deres mening
om, hvorvidt de vurderer, at PPR-psykologerne gør dem rustet til at ændre på fundamentale forhold
i undervisningen i klasselokalet. Det er ikke tilstrækkeligt primært at spørge PPR’s ledere om dette.
I bilaget til dette indlæg har jeg vedlagt en artikel, hvor jeg søger at analysere de mange væsentlige
forhold, der må medtænkes, for at folkeskolen bedre kan sikre de 15-20% af eleverne et tryggere og
mere udbytterigt skoleforløb. Jeg gennemgår 40 års erfaringer med skoleudvikling på baggrund af
mit liv i folkeskolen som lærer, skolepsykolog, ledende skolepsykolog, børne- og ungechef, 12 år i
hovedstyrelsen i Danmarks Lærerforening og mere end 18 år som formand for Pædagogiske
Psykologers Forening.
Jeg søger at svare på spørgsmålet om, hvorfor det er så svært at lave faglig udvikling i Folkeskolen
Folkeskolen har behov for læreruddannede psykologer
Det kommunale PPR-system blev udviklet i 1972 med centrale krav om tværfaglighed i form af
konsulenter med lærerbaggrund på de vigtige områder som læsning, adfærd og specialklasser.
Psykologmæssigt var der to ansættelsesmåder i forhold til kvalifikationer. Læreruddannede
psykologer (cand-pæd.psyk. eller cand.psyk.) blev ansat i skolepsykologstillinger, og psykologer
uden læreruddannelse kunne ansættes i kliniske psykologstillinger. Dette krævede en kommunal
plan for uddannelse inden for det kliniske område af såvel teori som praksis inden for det
børnepsykiatriske område. Planen skulle i hvert enkelt tilfælde godkendes af
Undervisningsministeriet.
Det betød, at alle psykologer frem til psykologloven i 1993 var enten specialist i skolen eller havde
klinisk psykologisk uddannelse og erfaring. Fordelingen af antallet var omkring 3 til 1, og hver
skole rådede over sin egen skolepsykolog i et tidsrum hver uge som skolens psykolog.
 BUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 142: Henvendelse af 29/3-22 fra Bjarne Nielsen, tidl. Børne- og ungechef om skolepsykologuddannelse og inklusion
2
1200 generalistpsykologer!
Efter 1993 blev alle psykologer ansat i psykologstillinger uden krav om særlig specialistviden. Alle
bliver på et tidspunkt autoriseret, men autorisationsuddannelsen er også en generalistuddannelse, så
vi er ved at nærme os en situation, hvor der er 1200 generalistpsykologer ansat i folkeskolen
–
uden
hverken folkeskolebaggrund/erfaring eller klinisk-psykologiske erfaring og uddannelse! Der er
åbenbart opstået en myte om, at cand.psyk’er –
med eller uden autorisation automatisk er i stand til
at varetage klinisk-psykologiske arbejdsopgaver med behandling. Det er jo slet ikke tilfældet, og det
er meget uheldigt for de involverede børn, der har brug for hjælp til få det bedst mulige udbytte af
skolegangen
–
uden at skulle henvises til diverse psykologbehandlingstiltag.
Vi ved, at en stor del af de universitetsuddannede psykologer ikke er særligt interesserede i at
arbejde på PPR og kun bliver der, indtil de er autoriserede. Folkeskolen kan ikke bruge den store
udskiftning af psykologer til noget.
Det er dybt problematisk for de svageste elever, at der er så mange psykologer, der primært er
interesserede i at udrede dem individuelt og tage stilling til specialindsats
–
eventuelt inden for
psykiatrien. I stedet for at interessere sig for at medvirke til at udvikle skolen og dens undervisning
gennem at medvirke til at ruste lærerne og bakke dem løbende op i deres vigtige arbejde i
klasseværelset med at indrette undervisningen til de elever, der findes der.
Jeg medsender en artikel, der uddyber og begrunder påstandene i dette indlæg.
Der er ikke brug for 1200 psykologer til at udskille børn til særtiltag. Hvis det er den primære
opgave, vil det helt sikkert være en stor fordel at halvere dette antal. Det har bombet PPR tilbage til
tiden før 1972, hvor det også var den primære opgave at udskille børn til særforanstaltninger. Men
der var mindre end 100 psykologer til dette arbejde, og de fik også tid til vigtig forskning.
Hvad er løsningen?
Der er selvfølgelig mange vigtige faktorer på spil, men i forhold til PPR er der to store problemer:
1. PPRs tværfaglighed må genetableres
Der må være krav om, at der kan ske et fagligt velkvalificeret samarbejde på PPR, og det
kræver, at der er ansat de nødvendige fagpersoner til at løse de opgaver, som PPR forventes
at varetage. Dette er langt fra tilfældet i en stor del af landets kommuner.
Hvad folkeskolen angår, så kræver det læreruddannede konsulenter med egen
undervisningserfaring inden for de store områder som læsning, adfærd og specialklasser.
Hertil kommer psykologuddannede med erfaring, uddannelse og kompetence på
folkeskoleområdet som kan være hovedpsykolog på skoler.
Det store fokus på psykiske vanskeligheder kræver højt uddannede kliniske psykologer, der
kan indgå i et tæt samspil med de øvrige faggrupper, så disse problemstillinger også kan
blive set i den samlede folkeskolekontekst
–
og ikke kun som isolerede psykiske
problemstillinger iboende det enkelte barn, jfr. det fortvivlende høje antal børn med
skolefravær og diagnosen autisme.
2. Psykologuddannelser?
Der skulle jo intet være i vejen for, at dygtige cand.psyk.’er fra ét af de fire universiteter vil
kunne videreuddanne sig til at blive dygtige psykologer i skolen. Problemet er blot, at det
 BUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 142: Henvendelse af 29/3-22 fra Bjarne Nielsen, tidl. Børne- og ungechef om skolepsykologuddannelse og inklusion
3
sker ikke i praksis, og vi har ventet siden cand.pæd.psyk.uddannelsen forsvandt i 2004.
Det kan folkeskolen
–
og især ikke de 15-20% af eleverne ikke leve af
–
eller vente på
ændrer sig. Og når samtidigt, at det er tilfældet, at en stor del af de nyansatte cand.psyk’er
ikke er engageret i folkeskolen og ej heller har kliniske kompetencer, så må det kalde på
handling.
Folkeskolens behov er ikke at have ansat psykologer medmindre de har de fornødne
kvalifikationer, som tidligere nævnt specialist i skolen og et mindre antal specialister på det
kliniske område.
På det sidstnævnte område må der opstilles nogle klinisk-psykologisk uddannelseskrav, der
sikrer deres kompetencer.
På skoleområdet synes det at være to muligheder:
a. Genetablering af cand.pæd.psyk.uddannelsen for bl.a. læreruddannede. Den står i forvejen
i psykologloven, så det vil være enkelt. Det kan være en ulempe, at det var erfaringen før
2004, at også en
hel del læreruddannede cand.pæd.psyk’er lod sig friste
til at søge over i
stillinger uden for folkeskolen med mulighed for mere behandlingsorienteret arbejde. Det
kan folkeskolen og dens børn heller ikke leve af.
b. Etablering af en ny psykologuddannelse oveni lærer- og pædagoguddannelsen i form af
en kandidatuddannelse.
Det vil sikre målrettede ansøgere i forhold til at engagere sig i folkeskolens og
småbørnsområdets arbejde. Det anføres, at det er et problem, at de ikke kan autoriseres og
dermed risikerer at blive betragtet som B-psykologer. Her glemmes, at autorisation
omhandler psykolog-klient-relationen og skal give borgere garanti for kvalitet.
Psykologer, der per definition alle er autorisationssberettigede, kan heller ikke blive
autoriserede, hvis de er i job som underviser på vore uddannelsesinstitutioner, er ledere eller
konsulenter, ligesom mange inden for organisationspsykologiens område.
PPR yder pædagogisk-psykologisk rådgivning, og det kræver ikke autorisation, fordi der er
ikke et psykolog-klient forhold.
Til gengæld er det helt nødvendigt, at den nye uddannelse giver mulighed for at kalde sig
psykolog, fx skolepsykolog, pædagogisk psykolog eller PPR-psykolog. Psykologtitlen er jo
beskyttet, så det kræver, at Folketinget vedtager en lille ekstra sætning i psykologloven, der
tillader dette.
Der er brug Folketingets hjælp til, at det kommunale PPR igen kvalificeres til at medvirke til at
sikre, at ingen børn unødigt udpeges som problembærere med alle de omkostninger, vi ved, at det
har livslangt, jfr. den eksplosion af udpegning af børn og unge til diverse psykiatriske
problematikker.
Børn skal altid hjælpes, når de har brug for det
–
selvfølgelig også i forhold til de særligt psykiske
problematikker.
Men der skal gøres alt for, at børn kan fastholdes mest muligt i det almene miljø, og det kræver et
stærkt fokus på, hvordan vi skaber gode udviklings- og læringsmiljøer i skoler og dagtilbud. Et
velkvalificeret PPR er en væsentlig faktor i at sikre dette.
 BUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 142: Henvendelse af 29/3-22 fra Bjarne Nielsen, tidl. Børne- og ungechef om skolepsykologuddannelse og inklusion
2550697_0004.png
4
Venlig hilsen
Bjarne Nielsen
tidl. børne-og ungechef, Jægerspris
tidl. formand for Pædagogiske Psykologers Forening
Kildevej 35
Skuldelev
4050 Skibby
mail:
[email protected]
tlf. 21626260
Vedlagt:
Nielsen, Bjarne. 2020.
Hvorfor er det så svært at udvikle ”Skolen for Alle”? Mangler vi viden?
Spilder vi ressourcer? Hvad med PPR?
Pædagogisk Psykologisk Tidsskrift nr. 1, 2020