Struer og Lemvig, 11. marts 2022
Til Børne- og Undervisningsudvalget
Vi tillader os at skrive til jer angående situationen med de økonomiske rammevilkår for
fusionsskoler i udkantsområderne.
Vores skoler ligger i demografisk udfordrede områder, hvor udfordringen vil tage til.
Derfor tak for elevfordelingsaftalen. Vi er spændte og forventningsfulde omkring
implementeringen af den, og vi er glade for at ministeriets embedsmænd i dette forår
besøger begge vores skoler for at høre om vores syn på den nye elevfordelingsaftale og
eventuelle udfordringer i forbindelse med implementeringen.
Udfordringen er kort og godt at holde lys i alle vores udbud, og det er vigtigt at I fra
politisk side har forståelse for vores udfordringer. Derfor dette brev.
Vi har tidligere belyst de forskellige økonomiske rammevilkår i et notat fra 2019, som vi
genfremsender med dette brev.
Vi henvender os nu igen med sagen, som der har været politisk lydhørhed for i regioner
og landspolitisk. Vi havde i 2019 besøg af Udvalget for Landdistrikter og Øer sammen med
Landdistrikternes Fællesråd, som satte fokus på campusdannelsernes potentiale og
udfordringer, og i den forbindelse talte vi med udvalget om både de økonomiske ramme-
vilkår og nødvendigheden af en ny elevfordelingsaftale.
Vi er opmærksom på at der for tiden diskuteres et mindre eftersyn af taxameteret og af
de eventuelle forskelle i taxameteret for erhvervsgymnasiale og almengymnasiale
uddannelser. Vi vil i den sammenhæng gerne henlede jeres opmærksomhed på at
fusionsskoler (hvis den fortsættende skole er alment gymnasium) ikke får tildelt
udkantstilskud efter den fire-årige fusionsperiode, hvorimod udkantstilskud bevares hvis
den fortsættende institution er en erhvervsskole. Disse tilskud er vigtige i vores
bestræbelser på at opretholde alle vores udbud, og bevarelse af udkantstilskud flugter
dermed godt med regeringens ambitioner om at skabe og fastholde ungdomsuddannelser
i hele landet (jf.
Tættere på II
, side 6) og styrke muligheder og fjerne barrierer for
campusdannelse (jf.
Tættere på II
s. 23).
I forhold til notatets bemærkninger om grundtilskud vil vi gerne bemærke og rose at
fusioner fremadrettet vil bevare dobbelt geografisk grundtilskud, hvilket dog ikke gælder
for institutioner som vores, som allerede er fusionerede. Dette stiller os noget ulige i
forhold til institutioner som fusionerer fremadrettet.