Folketingets Indenrigs- og Boligudvalg og Retsudvalg
Christiansborg
26. januar 2022
Til medlemmerne af Folketingets Indenrigs- og Boligudvalg og Retsudvalg
Der har siden sommeren 2020 været fokus på en række konkrete tilfælde, hvor
borgere har været udsat for svindel med deres NemID. Der har i kølvandet på de
konkrete svindelsager været fokus på forurettede borgeres retsstilling ift. hæftelse,
kompensation og erstatning.
NemID er adgangsgivende til en lang række offentlige og private løsninger og tje-
nester, og har en kriminel uberettiget tilegnet sig en borgers NemID-oplysninger,
kan oplysningerne bl.a. anvendes til at overføre penge fra en netbank, indgå aftaler
om forbrugslån eller ændre borgerens NemKonto. NemKonto håndterer alle of-
fentlige udbetalinger til borgere og virksomheders konti, og private virksomheder
kan ligeledes benytte systemet til at foretage udbetalinger.
Da den retlige regulering hører under flere ministerier, nedsatte finansministeren i
maj 2021 en arbejdsgruppe bestående af Digitaliseringsstyrelsen, Justitsministeriet
og Erhvervsministeriet, som fik til opgave at gennemgå de nuværende regler samt
opstille forslag til evt. regelændringer. Arbejdsgruppens gennemgang er vedlagt
som
leverance 1, 2 og 3.
Arbejdsgruppens gennemgang viser, at der generelt er et fornuftigt beskyttelsesni-
veau, da en borger som udgangspunkt ikke hæfter, hvis en kriminel har svindlet
med vedkommendes NemID, og borgeren er uden skyld heri (ikke har handlet
uagtsomt). Arbejdsgruppen har dog samtidigt identificeret en problemstilling i for-
hold til, at borgere selv risikerer at lide et tab i tilfælde, hvor svindleren ændrer
borgerens NemKonto til en konto kontrolleret af svindleren.
Som loven tolkes i dag, udbetaler offentlige myndigheder med frigørende virkning
til NemKonto og har dermed ikke hjemmel til at genudbetale i tilfælde af svindel.
Ved private virksomheders udbetalinger til NemKonto er det forbundet med en
vis usikkerhed, hvorvidt borgeren har krav på genudbetaling. Domstolene ses
endnu ikke at have taget stilling.