Indenrigs- og Boligudvalget 2021-22
BOU Alm.del Bilag 16
Offentligt
2473105_0001.png
Til Folketingets Indenrigsudvalg
Mail: [email protected]
Gigtforeningen
Gentoftegade 118
2820 Gentofte
[email protected]
Tlf. 39 77 80 00
Den 2. november 2021
Til Folketingets Indenrigsudvalg
Gigtforeningen har i forbindelse med vores Christiansborgkonference den 8. oktober 2021 fået udarbejdet
en rapport fra Kraka Advisory. Rapporten viser, at der udover et liv med færre smerter og bedre funktion
for den enkelte gigtpatient også er et stort samfundsøkonomisk potentiale ved kommunale patientforløb
for gigtpatienter.
Rapporten finder, at en person med gigt koster de offentlige budgetter ca. 100.000 kr. mere om året i
gennemsnit end en person uden gigt. Det er endda et konservativt skøn, da udgifter til hjemmepleje,
medicinforbrug og reduceret livskvalitet ikke er medregnet.
Rapporten viser også, at kommunale patientforløb med blandt andet træning og uddannelse kan give
offentlige nettobesparelser på mellem 5.000 og 31.000 kr. pr. person i den erhvervsaktive alder. Når der
alligevel ikke er flere kommuner, der har foretaget de nødvendige investeringer, kan det
skyldes økonomiske incitamentsproblemer. Det er kommunen, der står med hele investering, mens staten
får størstedelen af den økonomiske gevinst.
Endelige peger rapporten på, at personer med gigt er overrepræsenterede i velfærdssektoren, men at de
har en tendens til at have både højere sygefravær og større frafald fra sektoren. I alt svarer merfraværet
hos personer med gigt i velfærdssektoren til 630 årsværk årligt. En del af løsningen på manglende
arbejdskraft i velfærdssektoren kan derfor være at investere i, at de ansatte med gigt kan holde længere tid
i det arbejde.
Gigtforeningen ønsker derfor, at en kommende sundhedsreform sikrer evidensbaserede
kvalitetsstandarder for, hvad kommunerne som minimum skal tilbyde af trænings- og uddannelsestilbud til
gigtpatienter med artrose og rygsygdom, så alle får samme gode tilbud i hele landet. Det vil være til gavn
for beskæftigelsen, den enkelte gigtpatient og hele samfundsøkonomien.
Kraka-rapporten er vedhæftet brevet og kan også findes via dette link:
http://kraka-advisory.com/news/stort-potentiale-ved-investering-i-mennesker-med-gigt
Resumé, præsentationer og analyser fra konferencen kan tilgås via dette link:
https://www.gigtforeningen.dk/christiansborgkonference/
Med venlig hilsen
Mette Bryde Lind
Direktør
Tlf. 39 77 80 36
[email protected]