At lade det være op til en generalforsamling at fastsætte værdien af andelskronen er et kæmpe
demokratisk problem.
•
•
•
•
•
•
•
Er det fair, at det er generalforsamlingen der skal fastsætte værdien af andelskronen?
Er det fair, at det således er mine naboer, der bestemmer prisen på min lejlighed?
Er det fair, at det således bliver mine naboer der kan bestemme om jeg har råd til at flytte
ud af foreningen?
Er det fair, at min friværdi bliver brugt på at børn, børnebørn og andre familiemedlemmer
af foreningen kan få en billig lejlighed?
Er det fair, at vi som pensionister, og for dens sags skyld også alle andre ikke har råd til at
flytte ud af foreningen?
Er det fair, at fordi vores friværdi er bundet i vores ejendom og en andelskrone, der holdes
kunstigt lav og ikke matcher markedet, ikke får de penge med os i forbindelse med flytning
ud af foreningen, som der skal til for at købe bolig på det frie marked (som pensionist især
skal man være næsten selvfinansierende, når vi skal kredit godkendes til køb af ny bolig)?
Vi er stavnsbundet til vores lejlighed
–
er det fair?
Andelshavernes værdier er blevet udhulet siden den seneste offentlige vurdering (2012)
–
og den
er nu afskaffet.
En andelsboligforening har pligt til at kontrollere og regulere andelsværdien, hvis der er
fremkommet oplysninger om væsentlige forhold, der kan medføre ændring i fastsættelsen af
andelskronen jf Højesteretsafgørelse nr. 365 fra 2011.
Det er ikke mange andelsforeninger i Storkøbenhavn, der ikke benytter sig af en valuarvurdering,
hvilket medfører,
at fremtidige købere får foræret en stor friværdi, som ”blot” på en ny
generalforsamling kan udloddes frit til andelshaverne, herunder de nye, som har købt ”alt for
billigt”.
Det er intet argument, at der også skal være andelslejligheder til købere
”uden så mange penge”,
idet det står en sælger frit for at gå
–
også langt - ned i pris, og større fremtidige
vedligeholdelsesarbejder kan klares ved at afsætte en reservebuffer før beregningen af
andelskronen”.
Med store underpriser, som der stadig er i en del foreninger, vil anvisning af et familiemedlem
som den næste andelshaver, være en urimelig økonomisk fortrinsstilling til det barn eller
barnebarn, der indtræder i foreningen fremfor de børn/børnebørn, der ikke kan indtræde på
samme vilkår.
Ved skilsmisser er der samme problem, at den skilsmissefælle, der skal flytte ud af en forening,
står i en økonomisk nærmest umulig situation.
Andelstanken lever i bedste velgående, og det har aldrig været meningen med Lov om
Andelsboligforeninger, at prisen på disse skulle holdes kunstigt lave, men tværtimod at de skulle
kunne følge den almindelige prisudvikling på ejendomsmarkedet. Det bør alle foreninger tvinges til