Beskæftigelsesudvalget 2021-22
BEU Alm.del Bilag 78
Offentligt
Per Bent Larsen
Holmstrupgårdvej 224
8210. Aarhus V.
Tlf. 29718200
Medlem af BUPL
Til Folketingets Beskæftigelsesudvalg
I min aktive pensionist tilværelse er jeg blevet frivillig sorgvejleder for unge og
her møder jeg ofte, de pårørende til afdøde familiemedlemmer, som udover de
andre vanskeligheder i sorgen har det svært på arbejdspladsen.
Det har inspireret mig til at undersøge hvad Fagbevægelsens Hovedorganisation
- FH har på hjemmesiden om sorg og sorgpolitik. Jeg fandt ikke noget. Jeg har
udarbejdet et debatoplæg til medier m.m., som jeg sender med håb om at
inspirere jer. I jeres samarbejde med faglige- og arbejdsgiverorganisationer.
Jeg håber at høre fra jer. På forhånd tak!
Med venlig hilsen
Per Bent Larsen
Sorgkultur på arbejdspladsen
Per Bent Larsen
Pensioneret leder i Folkeskolen
frivillig sorggruppeleder for unge i Folkekirken
Vi har i Danmark en svag fælles kultur for, hvordan vi omgås døden og de
sørgende efterlevende pårørende. Det er jo meget tankevækkende når vi ved der
dør ca. 55.000 mennesker om året i Danmark og de fleste afdøde har mindst 4
personer der har været tæt på afdøde, altså mere end 200.000 mennesker
rammes hvert år af sorg.
 BEU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 78: Henvendelse af 3/12-2021 fra Per Bent Larsen, Aarhus V. om sorgkultur på arbejdspladsen
2
Det at vi har en svag sorgkultur gør, at sorgen bliver den sørgende efterlevendes
eget ansvar/problem og at samfundet: familie, venner, arbejdspladser og
fritidsforeninger ikke bakker den sørgende godt nok op.
Viden fra anerkendt dansk og international sorgforskning, viser at mange
mennesker først efter 1 1/2 år har genvundet ståsted, energi og personlighed.
Indtil da kan vi være så ramt af sorgen, at vores funktionsniveau bliver nedsat,
blandt andet med perioder af helt eller delvist sygefravær fra arbejdet.
Et sted i samfundet er der en sorgkultur, det er i den ellers så udskældte
Folkeskole.
Rigtig mange Folkeskoler har en sorg praksis/politik og kultur, etableret på
skolernes eget initiativ eller som en fælles kommunal politik. En praksis/politik
der konkret støtter op om det enkelte barn/elev, der har mistet en forældre eller
søskende og dennes familie. En fælles praksis/politik der omfatter en række helt
konkrete strukturerede handlinger for børnene:
➢
kontakt medarbejder der har en tæt kontakt til barnet og dets familie
umiddelbart efter dødsfaldet og i den efterfølgende tid
➢
der orienteres til de andre forældre og børn i Klassen
➢
der afholdes “mindestund” i klassen både lige efter dødsfaldet og når
barnet vender tilbage til skolen efter dødsfaldet.
➢
skolen deltager med repræsentant/er ved begravelse/bisættelse og
formidler familiens ønske om klassens børn/ forældres deltagelse
➢
opfølgende kontakt i tiden efter dødsfaldet
Er der tale om et langt sygeforløb op til dødsfaldet starter skolens støtte op
under dette forløb. Der er ofte udarbejdet en tilsvarende politik for skolens
personale.
De enkelte Folkeskolers sorg praksis/politik gør, at det bliver nemmere for de
efterladte børn / kolleger at vende tilbage til skolen. Det gør det efterfølgende
lettere for barnet at være i skolen med sin sorg, snakke om den afdøde og være
ked af det. Det giver de andre børn og skolens personale mulighed for at samtale
med og støtte barnet i at det i orden at være ked af det, om sorgen og savnet
efter den afdøde.
I mit arbejde som sorggruppeleder er arbejdspladsernes manglende kultur og
deraf ledere og kollegers ofte manglende støtte noget vi ofte vender tilbage til i
vores samtaler. De efterlevende oplever det på mange måder, først og fremmest
gennem tavshed, konfliktskyhed og berøringsangst.
En berøringsangst der gør, at ledere og kolleger ikke tør snakke med den
efterlevende om tabet og sorgen, fordi de er bange for at gøre den sørgende ked
af det. Den sørgende er ked af det og det eneste måde, man kan blive mere ked
af det er ved at møde den mur af tavshed som mange gør.
 BEU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 78: Henvendelse af 3/12-2021 fra Per Bent Larsen, Aarhus V. om sorgkultur på arbejdspladsen
3
Jeg foreslår derfor, at sorg kultur, politik og praksis bliver en del af de enkelte
arbejdspladsers arbejdsmiljø politiker. Der er behov for, at der nationalt på
arbejdsmiljøområdet kommer fokus på dette. Når mindst 100.000 kolleger hvert
år mister en af deres kære, vil den efterlevende konkret opleve opleve støtte og
omsorg, gennem en sorg kultur / politik / praksis på arbejdspladsen. En støtte
der vil gøre det nemmere for den efterlevende at genfinde sit ståsted og mening i
livet. Det vil ofte være produktivt både for den enkelte og arbejdspladsen, så den
efterlevende igen kan vende tilbage sin tidligere arbejdsglæde og arbejdsindsats.
I dette arbejde vil ledere, arbejdsmiljø- og tillids repræsentanter skulle gå foran.