Forfatter: KRONIK Frederik Imer Pedersen, Thomas Søby, Ole Just, og Erik Bjørsted
l den politiske debat bliver embedsmændenes økonomiske beregninger ofte opfattet
som et facit, man kan sætte to streger under.
Netop sådan lancerede daværende finansminister Claus Hjort Frederik en i 2011
Reformpakke 2020. Eller tag Anders Samuelsen, som i 2015 turnerede rundt med budskabet
»Blåstemplet« af Finansministeriet om sin økonomiske plan.
Men bag den skråsikre brug af beregningerne bliver diskussionen om regnestykkernes
antagelser og ikke mindst usikkerheder alt for ofte gemt væk.
Derfor har regeringen bedt de økonomiske vismænd om at vurdere ministeriernes
beregningsforudsætninger og konsekvensvurderinger af den økonomiske politik.
Vismændene skal mindst én gang om året vurdere regnereglerne og anbefale konkrete
justeringer, hvis der findes anledning til det.
Foreløbig har vismændene i deres seneste rapport anbefalet, at konsekvensberegninger af
den økonomiske politik fremover skal ledsages af en varedeklaration, hvor kvaliteten,
forudsætningerne for regnestykkerne og usikkerhederne tydeligt skal fremgå. Derudover
anbefaler de ministerierne at skønne over, hvor hurtigt de samfundsøkonomiske effekter af
tiltagene indtræffer. Og så efterlyser vismændene større åbenhed og krav til den
bagvedliggende dokumentation for regnereglerne.
Det er rigtig gode takter. Regnereglerne sætter en finanspolitisk pris på konkret økonomisk
politik, men der er brug for at få synliggjort usikkerhederne og brug for et opgør med
anvendelsen af regneregler, hvor der ikke er empirisk belæg.
Onlinekasino og roundup
For eksempel overfører ministerierne i dag adfærdseffekterne fra ændrede indkomstskatter
direkte til ændringer i afgifterne. Der er en vis evidens for, at indkomstskatter påvirker
befolkningens adfærd, men der er ingen evidens for, at højere afgifter på onlinekasino og
roundup vil mindske tilskyndelsen til at arbejde, som ministeriernes beregninger påstår.
Beregningerne på afgifter er alene begrundet i teoretiske overvejelser. Det skal - som
vismændene anbefaler det - frem i lyset og tydeligt deklareres, at kvaliteten af regnereglen
her er meget lav.