Beskæftigelsesudvalget 2021-22
BEU Alm.del Bilag 62
Offentligt
2485331_0001.png
Folketingets Beskæftigelsesudvalg
Beskæftigelses-
og ligestillingsministeren
Holmens Kanal 20
1060 København K
T +45 72 20 50 00
E [email protected]
www.bm.dk
Status på kommunernes manglende redegørelser for fejl i ad-
ministrationen af 225-timersreglen
CVR 10172748
23. november 2021
J.nr. 21/12057
Kære udvalgsmedlemmer
Som I tidligere er blevet orienteret om, har Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrut-
tering (STAR) fundet uoverensstemmelser i data om kommunernes administration
af 225-timersreglen. Uoverensstemmelserne indikerer, at der er ca. 3.000 borgere,
som har fået nedsat deres ydelse som følge af 225-timersreglen, selv om de er und-
taget fra reglen.
STAR anmodede den 15. december 2020 alle kommuner om en redegørelse, og til-
bagemeldinger bekræftede desværre, at en del kommuner uretmæssigt har nedsat
hjælpen til ugifte, der har være undtaget fra 225-timersreglen på grund af begræn-
set arbejdsevne. Tilbagemeldingerne gav anledning til, at STAR i april 2021 ud-
sendte fornyet høring til alle kommuner med svarfrist ved udgangen af juni 2021.
Kommunerne har i de fleste tilfælde enten ikke reageret eller kun reageret util-
strækkeligt på styrelsens henvendelser i forhold til at få gennemgået de enkelte sa-
ger om mulig fejladministration. Aarhus Kommune, Struer Kommune og Halsnæs
Kommune har som de eneste svaret fyldestgørende.
Borgerne skal sikres den retsstilling, som de har efter lovgivningen, og kommu-
nerne skal af egen drift genoptage disse sager og stille de konkrete borger som om,
at fejlen ikke var sket. Derfor har jeg nu rettet henvendelse til landets borgmestre
og kommunaldirektører (med undtagelse af de tre nævnte kommuner) for at sikre,
at de reagerer på den fornyede anmodning, som STAR vil sende ud med svarfrist
28. februar 2022. Jeg vedlægger kopi af mit brev.
I bliver orienteret om resultatet af kommunernes redegørelser, så snart det er muligt
efter kommunernes gennemgang af sagerne.
Venlig hilsen
Fungerende beskæftigelsesminister Mattias Tesfaye