Kære kolleger
Tak fordi I er troppet op i dag.
Det er helt unikt, at vi – syv foreninger på tværs af faggrupper – står skulder ved skulder i
dag. For vi har alle vores egne udfordringer. Vi kunne alle stå her alene og kæmpe vores
egne individuelle kampe.
Men vi står sammen. For der er noget, der rækker ud over vores egne kampe. Og det er
det selskab, som vi er fælles om. SAS. Vores selskab. Alle danskeres flyselskab.
Vi står sammen nu, fordi vi deler en bekymring. En bekymring over hvordan SAS-ledelsen
behandler sine ansatte.
Det er jo en udvikling, der har været længe undervejs. Det begyndte vel med den tidligere
direktør, Rickard Gustafsson, for 10 år siden. Med langsomme og sikre skridt har SAS-
ledelsen over årene vundet kontrollen over fortællingen om SAS. Fortællingen om, at om-
kostningsreduktioner er den absolut eneste løsning på alle SAS’ problemer. Og fortællin-
gen om SAS’ ansatte bare er nogle forkælede hystader.
Det har været en uhyggeligt magtfuld fortælling. SAS-ledelsen har kunne gøre, som det
passede dem uden at nogen blandede sig. Og vi ansatte har måtte finde os i den nedla-
dende retorik.
På trods af det, har vi altid involveret os konstruktivt i forhandlingerne med SAS. Fordi vi
anerkender behovet for at fokusere på omkostninger i en konkurrencepræget branche.
Og fordi vi holder af selskabet. Men vigtigst: Fordi vi altid har vidst, at SAS-ledelsens
fortælling om os var løgn. Vores ærinde har aldrig været at udhule SAS med høje lønkrav.
Hvorfor i alverden skulle vi det? Alligevel har det været i SAS-ledelsens interesse at skabe
det indtryk.
Vi har fundet os i meget. I har alle mærket det på egen krop. I mærker det lige nu. Men
nu er vi nået til et punkt, hvor vi ikke længere bare kan passe vores egen butik. Vi står
sammen. For vi kan ikke se til, når SAS-ledelsen igen laver kreative krumspring for at
ramme os. Vi kan ikke se til, at SAS-ledelsen fortsætter udhulingen af arbejdsvilkårene.
Vi kan ikke se til, når kollegaer, der har arbejdet hele liv i SAS, bliver krøllet sammen og
smidt ud. Det er simpelthen uanstændigt.
Det værste er, at SAS-ledelsen har opført sig på den måde i så mange år, at det er blevet
normalen. De ved simpelthen ikke, hvad de ellers skal gøre. Og dét er stærkt bekymrende.
Vi har jo hver for sig forsøgt at råbe SAS-ledelsen op. Igen og igen har det været som at
råbe under vand. Derfor står vi sammen om et opråb til politikerne – de ansvarlige ejere.
For det har nu nået et niveau, som ikke kan være et statsejet selskab værdigt. Der er
behov for, at politikerne tager et aktivt ejerskab i SAS.
Kære politikere. I sprøjter milliarder af danske skattekroner ind i SAS. Det kan ikke være
urimeligt, at I får at vide, hvordan pengene forvaltes. Det kan ikke være urimeligt at påkli-
stre nogle moralske betingelser på checken.
Og når I nu kommer ind i kampen, kære politikere, vil vi sikre rene linjer om tre ting:
1. SAS-ledelsen forsøger at få det til at handle om overenskomster. De ved, I blan-
der jer udenom, hvis de kan skubbe overenskomster foran sig. Men det handler
ikke om overenskomster. Det handler om den danske model.