Bekendtgørelse om
kompetencepåbud
I medfør af § 12, § 13 c, § 21, stk. 2, § 73, § 77 a, § 81 c og § 84 i lov om
arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 2062 af 16. november 2021, som
ændret ved lov nr. 2588 af 28. december 2021, lov nr. 566 af 10. maj 2022
og lov nr. 893 af 21. juni 2022, fastsættes:
Kapitel 1 Formål og område
§ 1.
Påbud om brug af den nødvendige sagkundskab (kompetencepåbud)
har til formål at sikre, at arbejdsgiver og bygherre bliver i stand til at løse og
forebygge arbejdsmiljøproblemer og styrke arbejdsmiljøarbejdet.
Stk. 2. Kompetencepåbud i forbindelse med undersøgelse af det psykiske
arbejdsmiljø efter § 43 har til formål at sikre, at undersøgelsen udføres af
eksterne rådgivningsvirksomheder med særlig arbejdsmiljøviden og erfaring
inden for området.
Stk. 3. Kompetencepåbud i forbindelse med undersøgelse af det kemiske
arbejdsmiljø efter § 44 har til formål at sikre, at undersøgelsen udføres af en
eller flere personer, som opbygger og anvender kompetencer i forhold til det
pågældende arbejdsmiljøproblem eller anvender en intern eller ekstern
rådgivningsvirksomhed med særlig arbejdsmiljøviden og erfaring inden for
området.
§ 2.
Ved en rådgivningsvirksomhed forstås i denne bekendtgørelse en
rådgivningsvirksomhed, der er autoriseret til at yde arbejdsmiljørådgivning
efter bekendtgørelse om autorisation af rådgivningsvirksomheder på
arbejdsmiljøområdet.
Stk. 2. En intern rådgivningsvirksomhed er en rådgivningsvirksomhed, der
hører under den juridiske enhed, som har modtaget kompetencepåbuddet,
jf. definitionen af juridisk enhed i lov om Det Centrale Virksomhedsregister.
Stk. 3. En ekstern rådgivningsvirksomhed er en rådgivningsvirksomhed, der
ikke hører under den juridiske enhed, som har modtaget
kompetencepåbuddet, jf. definitionen af juridisk enhed i lov om Det Centrale
Virksomhedsregister.
§ 3.
Arbejdstilsynet giver kompetencepåbud, når Arbejdstilsynet samtidigt
giver en eller flere af følgende afgørelser:
1. Påbud som følge af overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen
vedrørende et eller flere komplekse eller alvorlige