BEU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 36: Henvendelse af 2/11-2021 fra Gigtforeningen om Krakarapport, der viser potentialet ved investering i patientrettede forløb, der kan forbedre arbejdsevnen for mennesker med gigt.

Beskæftigelsesudvalget 2021-22
BEU Alm.del Bilag 36
Offentligt

Potentialet ved investering i bedre tilbud

til mennesker med gigt

Indholdsfortegnelse

Forord

Sammenfatning

Indledning

Budgetøkonomiske omkostninger ved gigt

3.1 Meromkostninger ved gigt

Potentiale ved investering i patientrettede forløb

4.1 Metode

4.2 Potentiale ved patientuddannelse og træning til mennesker med artrose 21

4.3 Potentiale ved tilbud om vægttab

4.4 Potentiale ved tværfagligt smertetilbud

4.5 Potentiale ved træning og patientuddannelse for rygpatienter

Påvirkning på velfærdsarbejdet

5.1 Personer med gigt i velfærdssektoren

5.2 Tilbøjelighed til at skifte væk fra velfærdssektoren

5.3 Sygefravær i velfærdssektoren

Litteraturliste

Metodebilag

7.1 Omkostningsberegninger

7.2 Afgrænsning af målgrupper

7.3 Beregning af potentiale

7.4 Stillinger i velfærdssektoren

Forord

Denne rapport er udarbejdet af Kraka Advisory i på vegne af Gigtforeningen i perioden maj

til september 2021. Formålet med rapporten er at frembringe viden om omkostningerne

ved gigt og potentialet ved investering i patientrettede forløb, der kan forbedre arbejdsevne

og reducere sundhedsomkostningerne.

Rapporten er udarbejdet af director Svend Torp Jespersen, konsulent Marc Skov Jacobsen,

konsulent Nis Lydiksen og analytiker Ludvig Scott Poulsen. Kraka Advisory takker Jørgen

Søndergaard for værdifuld faglig sparring. Analyserne og beregningerne bag rapporten er

alene Kraka Advisorys ansvar.

Om Kraka Advisory

Kraka Advisory er en samfundsøkonomisk konsulentvirksomhed, der er ejet af Fonden

Kraka. Vores overskud går ubeskåret til aktiviteter i tænketanken Kraka til at udvikle sam-

fundsrelevante analyser. I Kraka Advisory benytter vi os løbende af sparring med aner-

kendte forskere for at sikre, at kvaliteten af vores analyser er på det højeste faglige niveau.

Derudover benytter vi vores politiske indsigt til at forstå kundens strategiske behov for der-

ved at kunne levere et forståeligt materiale, som er direkte anvendeligt i beslutningspro-

cessen. Kraka Advisory har et strategisk samarbejde med Deloitte, som giver os adgang til

en bred vifte af klassiske konsulentkompetencer. Sammen har vi en unik position i marke-

det, baseret på faglighed, uafhængighed og troværdighed.

Adresse: Kraka Advisory, Frederiksgade 7, 4. sal, 1265 København K

E-mail:

[email protected]

www.kraka-advisory.com

Reach your purpose with public integrity and credibility

1. Sammenfatning

Der er store

omkostninger

ved gigt

Mange danskere har en gigtdiagnose, som både er en stor hindring for hver enkelt person

og en stor omkostning på de offentlige budgetter. Flere af de omkostninger kan opstå gen-

nem fx flere sundhedsydelser og indkomstoverførsler, og derfor kan de være svære at for-

binde direkte til en gigtdiagnose. Vores analyse viser, at en person med gigt koster de of-

fentlige budgetter ca. 100.000 kr. mere om året i gennemsnit end en person uden gigt. Hvis

hjemmehjælp, medicinforbrug og reduceret livskvalitet medregnes, må omkostningen an-

tages at være endnu større.

Patientrettede forløb med fokus på at forbedre arbejdsevnen, livskvaliteten, evnen til at

være selvhjulpen og reducere smerter for bestemte gigtpatienter kan give offentlige netto-

besparelser på mellem 5.000 og 31.000 kr. pr. person i den erhvervsaktive alder i det givne

år. Besparelsens størrelse afhænger af flere ting. For det første spiller gigttypen en rolle i,

hvor stor en effekt personen har af det givne patientrettede forløb. Effekterne er beregnet

på baggrund af kliniske studier fra de nationale kliniske retningslinjer (Sundhedsstyrelsen,

2012, 2017, 2018, 2019, 2021). For det andet afhænger meromkostningen til indkomstover-

førsler og sundhedsydelser også af gigttypen.

Hvis de patientrettede tilbud forankres i kommunale indsatser, og effekterne er som i stu-

dierne, vil det derfor have store økonomiske gevinster for de offentlige budgetter, selv hvis

effekternes usikkerhed tages med i betragtningen. Der er en del usikkerheder i disse bereg-

ninger: 1) Hvad koster indsatsen, 2) hvor stor er effekten, og 3) hvor meget kan meromkost-

ningerne til overførsler og sundhedsydelser reduceres for personer med gigt? Potentialet

ved disse indsatser viser sig dog så stort, at selv hvis vi bruger mere konservative skøn, vil

investeringen stadig have en positiv nettogevinst.

På trods af store positive nettogevinster for de offentlige finanser ved at gennemføre pati-

entrettede forløb kan incitamentsproblemer betyde, at forløbene ikke bliver gennemført.

Kommunen vil i de fleste tilfælde stå for hele omkostningen til det patientrettede forløb,

men vil ofte kun realisere en mindre del af gevinsten. Det kan gøre, at investeringen for

visse kommuner vil være urentabel, da kommunen har en højere omkostning end den for-

ventede kommunale gevinst. Tilmed ligger udgiften i den ene forvaltning, mens store dele

af besparelserne ofte ligger i den anden forvaltning, hvilket også internt i kommunen kan

give incitamentsproblemer.

I gruppen af personer, der har gigt og er i arbejde, er der en større andel, der arbejder i

velfærdsektoren end i gruppen af personer uden gigt og i arbejde. I gennemsnit var der

årligt 27.000 personer med gigt, der i årene 2013 til 2018 arbejdede i velfærdssektoren.

Personer med gigt, der er beskæftiget i velfærdssektoren, har mere sygdomsfravær og er

mere tilbøjelige til at skifte væk fra sektoren end personer i velfærdssektoren uden gigt. Det

skaber problemer for arbejdsudbuddet i sektoren. I alt svarer merfraværet hos personer

med gigt til 630 årsværk årligt, mens frafaldet fra sektoren, er større hos personer med gigt

end hos personer uden gigt.

Patientrettede

forløb har stort

potentiale

Effekterne kan være

lavere, og investe-

ringen stadig god

Incitaments-

problemer kan

være en hindring

Mange personer

med gigt arbejder

i velfærdsjobs

Større frafald

og fravær hos

personer med gigt

BEU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 36: Henvendelse af 2/11-2021 fra Gigtforeningen om Krakarapport, der viser potentialet ved investering i patientrettede forløb, der kan forbedre arbejdsevnen for mennesker med gigt. BEU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 36: Henvendelse af 2/11-2021 fra Gigtforeningen om Krakarapport, der viser potentialet ved investering i patientrettede forløb, der kan forbedre arbejdsevnen for mennesker med gigt.

2. Indledning

Mange danskere

rammes af gigt

Gigt er en folkesygdom i Danmark. Over 700.000 danskere er ifølge Sundhedsministeriet

diagnosticeret med en gigtsygdom (SUM, 2015). Det svarer til ca. hver ottende dansker. Gigt

har således en indgribende påvirkning på samfundet og ikke mindst de personer, der lever

med gigt og deres pårørende.

Gigtsygdomme giver nemlig store begrænsninger og omkostninger for den enkelte. Mobili-

tet, arbejdsevne, livskvalitet og leveår kan bl.a. ende med at blive forringet af gigtsyg-

domme. Gigt påvirker dog ikke kun den enkelte og den enkeltes pårørende, men har en

effekt på hele samfundet. Sygefravær, læge- og hospitalsomkostninger og overførselsind-

komster er blot nogle af de områder, hvor gigt udgør større omkostninger for virksomheder

og på de offentlige budgetter.

Formålet med denne rapport er at kaste lys over nogle af de meromkostninger på de of-

fentlige budgetter, som knytter sig til personer med gigt. Med viden om meromkostningen

vil vi beregne et potentiale for en budgetøkonomisk offentlig besparelse ved at foretage

kommunale indsatser og patientrettet forebyggelse til personer med gigt. Besparelserne,

der medregnes i denne undersøgelse, stammer bl.a. fra en reduceret omkostning til over-

førselsindkomster, lægebesøg, hospitalsomkostninger, sygefravær, mv. Vi laver disse bereg-

ninger for at vise, at penge til patientrettede forløb for personer med gigt ikke nødvendigvis

er en omkostning, men faktisk kan vise sig at være en god budgetøkonomisk investering for

de offentlige myndigheder.

Et andet formål med rapporten er at belyse hvilke offentlige myndigheder, der bærer mer-

omkostningerne ved personer med gigt og dermed også hvem, der står til at høste de po-

tentielle gevinster af investeringer i patientrettede forløb. Beregningerne vil bidrage til en

forklaring af, hvorfor investeringerne i patientrettede forløb ikke allerede foretages. Der

kan nemlig være incitamentsproblemer til stede. Det vil ofte være kommunen, der betaler

for de patientrettede forløb, mens besparelserne fordeles mellem kommunale, regionale

og statslige budgetter. Samfundet står på den måde med et strukturelt problem, hvor de

gode investeringer ikke foretages som følge af en uheldig budgetstruktur i det offentlige.

I rapportens første kapitel går vi i dybden med at beskrive de budgetøkonomiske merom-

kostninger, der er for personer med gigt i forhold til personer uden gigt. Fokus er på de

budgetøkonomiske omkostninger ved overførselsindkomster, hospitalsomkostninger og

omkostninger til den primære sektor.

Beregningen af meromkostningerne er lavet på bag-

grund af sammenligninger mellem personer med gigt og lignende personer uden gigt. Sam-

menligningen er sket på baggrund af køn, alder og bopælskommune.

I andet kapitel beregnes potentialet ved, at investeringer i kommunale tilbud kan give per-

soner med gigt en bedre livskvalitet og arbejdsmarkedstilknytning, som derigennem giver

færre omkostninger for de offentlige budgetter. De potentielle besparelser ved

Gigtsygdomme har

store omkostninger

Formålet med

rapporten -

potentialet

Formålet med

rapporten -

incitamenterne

Første kapitel

beskriver

omkostningerne

Andet kapitel

beregner potentiale

Den primære sektor indeholder den del af sundhedssektoren, der står for den primære kontakt til borgeren. Dette omfatter bl.a.

praktiserende læge, speciallæger, tandlæger, fysioterapi, mv.

investeringerne holdes op mod omkostningerne for at vise, om investeringen kan betale sig

for kommunen.

Tredje kapitel

gennemgår

betydning for

arbejdsstyrken

I tredje kapitel beregnes en anden type omkostning for det offentlige, nemlig hvordan gigt-

sygdom påvirker arbejdsstyrken for de kommunale og regionale velfærdsområder. Vi viser,

hvor stor en andel af personer med gigt, der arbejder inden for velfærdssektoren, samt hvor

tilbøjelige de er til at skifte væk fra den type arbejde. Hvis mange i sektoren lider af gigt, vil

velfærdssektoren være ekstra sårbar over for sygefravær og frafald i denne gruppe, hvilket

kan påvirke hele den offentlige velfærd.

3. Budgetøkonomiske

omkostninger ved gigt

Formål med kapitlet

–

er at beregne

meromkostningen

Formålet med kapitlet er at undersøge, om personer med gigt er dyrere for de offentlige

finanser end personer uden gigt. Vi sammenligner således de offentlige omkostninger til de

offentlige sundhedsydelser og overførselsindkomster for personer med gigt og personer

uden gigt. Vi har opdelt de offentlige omkostninger i to overordnede grupper, overførsels-

indkomster og omkostninger til hospital og primær sektor.

3.1 Meromkostninger ved gigt

3.1.1

Sundhedsomkost-

ninger og indkomst-

overførsler

Metode for beregning

I beregning af omkostningerne for personer med gigt har vi inkluderet flere relevante bud-

getøkonomiske omkostninger ved hjælp af Danmarks Statistiks registerdata. Dette inklude-

rer bl.a. hospitalsomkostninger, kontakt med primærsektor og omkostninger til overførsels-

indkomster. Der er andre relevante omkostninger, som vi på grund af manglende dataad-

gang desværre ikke har kunnet medregne. Dette inkluderer fx omkostninger til receptpligtig

medicin og omkostninger til hjemmehjælp og anden støtte. Disse omkostninger forventes

at fylde en hel del for visse af grupperne.

Omkostningerne, der præsenteres i analyserne, er baseret på alle personer i Danmark over

18 år i perioden 2013 til 2018. De er inddelt på baggrund af køn, aldersgruppe og bopæls-

kommune. Derudover er personerne inddelt på baggrund af, om de i perioden 2008 til 2017

er registreret i Landspatientregisteret med en af gigtdiagnoserne beskrevet i Tabel 4.1 i næ-

ste kapitel.

Sammenligningen af grupperne af personer med gigt og uden gigt giver ikke nødvendigvis

det perfekte overblik over meromkostningerne ved personer med gigt. Der er mange socio-

økonomiske parametre, der kan spille ind, som vi ikke har taget højde for. Hvis der eksem-

pelvis er et sammenfald mellem personer med gigtrelaterede sygdomme og personer med

andre sygdomme som diabetes, kræft, eller lignende, kan nogle af meromkostningerne til

fx hospitalsomkostninger være uafhængige af gigtsygdommen, men opstår på grund af an-

dre sygdomme.

Sammenligning

med lignende

personer

Andre parametre

kan være relevante

3.1.2

Højere overførsels-

indkomster

Øgede overførselsindkomster

Personer med gigt modtager i gennemsnit højere overførselsindkomster end personer uden

gigt. Det ses i Figur 3.1, der også viser, at omkostningerne til overførselsindkomster stiger

med alderen for begge grupper. Her er taget udgangspunkt i personer, der i perioden 2008

til 2017 er registreret i Landspatientregisteret med mindst en af gigtdiagnoserne beskrevet

i Tabel 4.1 Forskellen er størst for personer i den erhvervsaktive alder, mens den er mindre

for personer under 30 år og personer over pensionsalderen.

Typen af overførselsindkomster samt hvilken offentlig myndighed, der betaler den, er også

forskellig på tværs af aldersgrupperne. For de erhvervsaktive personer med gigt udgøres de

store poster specielt af dagpenge, førtidspension og kontanthjælp. For personer over

Forskellige

fordelinger

Der er ifølge Gigtforeningen over 200 gigtdiagnoser, og grupperne i tabel 3.1 viser således kun udvalgte diagnoser.

pensionsalderen er det næsten udelukkende folkepensionen, ældrecheck og andre tillæg.

Folkepension betales af staten, som altså har størstedelen af meromkostningerne til pensi-

onisterne, mens omkostningerne til de andre aldersgrupper er mere delt mellem kommu-

ner og staten.

Folkepension,

ældrecheck og

tillæg varierer

Størstedelen af omkostningerne for den ældste gruppe i Figur 3.1, består af folkepension,

hvor grundsatserne er ens for langt de fleste. At der alligevel er forskel mellem personer

med gigt og personer uden gigt kan formentlig forklares af de ekstra ydelser, fx ældrecheck,

delpension, varmehjælp og skattefrie tillæg, der er inkluderet i beregningerne.

Denne for-

skel i overførselsindkomster er dog ikke et udtryk for personernes nuværende arbejdsevne,

men kan evt. være et udtryk for en lavere arbejdsevne for pensionerede personer med gigt,

mens de stadig var erhvervsaktive.

Figur 3.1

Gns. årlige omkostninger til overførselsindkomster for personer med/uden gigt i perioden 2013 til 2018,

aldersfordelt

Anm.: Personer med gigt er opgjort som personer, der i perioden 2008 til 2017 er registreret i Landspatientregisteret med en af gigtdiagnoserne beskrevet i Tabel

4.1.

Følgende ydelser indgår som overførselsindkomster: Folkepension inkl. ældrecheck (supplerende pension), delpension, varmehjælp samt skattefrie tillæg

til førtidspensionister, førtidspension, efterløn, flexydelser, ledighedsydelse, dagpenge mv.: Indeholder også integrationsydelse, a-kasseydelser inkl. orlov

og arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp: Kontanthjælp omfatter ren kontanthjælp og uddannelseshjælp, sygedagpenge: Udbetalte barsels- og sygedag-

penge fra de offentlige budgetter inkl. udbetalinger til selvstændigt erhvervsdrivende.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af data fra DST forskerservice, Statistikbanken og Vive.

Manglende

skatteindtægter

Skattebetalinger er udeladt fra beregningerne, hvilket gør, at forskellen mellem de to grup-

per må betragtes som et underkantsskøn, da en vigtig del af nettoomkostningerne ved at

være i arbejde eller ej, er skattebetalingen fra lønindkomsten. På grund af de højere over-

førselsindkomster for personer med gigt må det antages, at de i højere grad er uden arbejde

og dermed i lavere grad genererer skatteindtægter til stat og kommune. Hvis skatteindbe-

talingerne fra lønnen regnes med, vil forskellen mellem personer med gigt og personer uden

gigt være væsentligt større (hvis lønindkomsten er større end overførselsindkomsten).

Størstedelen af overførselsindkomsterne for aldersgruppen over pensionsalderen stammer fra variablen

FOLKEFORTID_13,

fra

personregisteret, der bl.a. inkluderer ældrecheck, delpension og varmehjælp.

3.1.3

Højere hospitals-

omkostninger

Øgede omkostninger til sundhedsydelser

Personer med gigt medfører højere hospitalsomkostninger og omkostninger til primær sek-

tor end personer uden gigt, jf. Figur 3.2. Personer med en gigtdiagnose bruger i gennemsnit

sundhedsydelser for 72.000 kr. om året, hvilket er ca. 40.000 kr. mere end personer uden

gigt. Omkostningerne til hospital og primær sektor stiger med alderen og specielt personer

i folkepensionsalderen medfører høje sundhedsydelser.

Regionen har omkring 90 pct. af omkostningerne til hospital og primær sektor, og dette er

nogenlunde konstant for alle aldersgrupper. De sidste 10 pct. af omkostningerne betales af

kommunerne. Hospitalsomkostninger står for størstedelen af omkostningerne, mens om-

kostningerne til primær sektor er relativt små. Den kommunale andel af hospitalsbetalingen

er registreret i Landspatientregistret på baggrund af kommunale medfinansieringssatser i

perioden 2013-2018.

Regionen har størst

omkostning

Figur 3.2

Gns. årlige omkostninger til hospitaler og primær sektor for person med/uden gigt i perioden 2013 til 2018,

aldersfordelt

Anm.: Den kommunale andel af hospitalsbetalingen er registreret i Landspatientregistret på baggrund af kommunale medfinansierings-satser i de pågældende år.

Denne medfinansieringssats er ændret, og den kommunale medfinansiering vil sandsynligvis ændres fremadrettet.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af data fra DST forskerservice, Statistikbanken og Vive.

Også sammenhæng

med andre

sygdomme

Forskellen vist i Figur 3.2 kan skyldes flere ting, der ikke nødvendigvis er relateret til gigt.

Hvis fx en bestemt livsstil kan relateres til gigt, og samtidig til andre sygdomme, vil noget af

forskellen mellem personer med gigt og uden gigt kunne hænge sammen med disse syg-

domme (fx diabetes, cancer, mv.).

Beregningerne for Figur 3.2 er baseret på omkostningerne til stationære og ambulante be-

handlinger (DRG- og DAGS takster) taget fra Landspatientregisteret i perioden 2013 til 2018.

I Landspatientregisteret er det muligt at fordele omkostninger mellem kommune og region.

Sidenhen er der sket en ændring i den kommunale medfinansiering, så kommunen står for

en større del af omkostningerne for visse aldersgrupper (SUM, 2016). Denne ændring er

ikke medregnet i vores beregninger, men forventes at kunne påvirke fordelingen mellem

region og kommune.

Kan undervurdere

kommunens andel i

omkostningerne

Ydelser til primær

sektor kan være

underkantsskøn

Beregningen for sundhedsydelser i primærsektoren og forskellen mellem personer med og

uden gigt kan være et underkantsskøn, da den er baseret på den laveste sats for kontakter

i den primære sektor. Omkostningerne er beregnet på baggrund af antallet af kontakter

med den primære sektor på individniveau.

Vi har dog ikke haft adgang til data for typen af

kontakt eller for hvilken del af den primære sektor. For at beregne kontakter til omkostnin-

ger har vi derfor taget udgangspunkt i omkostningen på ca. 142 kr. pr. konsultation til prak-

tiserende læge (Praktiserende Lægers Organisation, 2018). Det må forventes, at mange af

kontakterne, specielt for personer med gigt, er til reumatologer, der er dyrere end prakti-

serende læge, hvilket vil undervurdere forskellen i omkostningerne mellem personer med

gigt og uden gigt.

3.1.4

Samlede budget-

omkostninger

Samlede omkostninger

Samlet set er der væsentlig større omkostninger til personer med gigt end til lignende per-

soner uden gigt, jf. Figur 3.3, der viser de samlede omkostninger til overførselsindkomster,

hospitalsomkostninger og omkostninger til primær sektor. Forskellen er størst for alders-

grupperne 31-65 år, hvor gennemsnitsforskellen for alle grupper er på over 100.000 kr. om

året. Det ses, at de gennemsnitlige omkostninger er stigende med alderen for begge grup-

per. Det er dog specielt de ældste grupper, der har høje omkostninger, som primært drives

op af højere hospitalsomkostninger og højere overførselsindkomster, herunder efterløn og

folkepension. Figuren viser også, at størstedelen af omkostningerne betales af staten, mens

en relativt lille del betales af kommunerne, hvilket specielt er gældende for personer over

pensionsalderen, hvor størstedelen af omkostningen kommer fra folkepensionen.

Figur 3.3

Samlede gns. årlige omkostninger for person med/uden gigt i perioden 2013 til 2018, aldersfordelt

Anm.: Figuren er de summerede omkostninger af Figur 3.1 og Figur 3.2.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af data fra DST forskerservice, Statistikbanken og Vive.

Kontakterne til primær sektor består af kontakter med bl.a. praktiserende læge, speciallæge, tandlæger, fysioterapi og ridefysio-

terapi. Hver enkelt kontakt kan bestå af konsulationsbesøg, telefonkonsultation, e-mailkonsultation eller hjemmebesøg. Kontak-

terne er yderligere beskrevet her:

https://www.dst.dk/da/Statistik/dokumentation/Times/sygesikringsstatistik/kontaktagg

Hjemmehjælp er en

stor omkostning for

kommunen

Resultaterne i Figur 3.3 tager ikke højde for nogle af de større omkostninger for de offentlige

budgetter fx hjemmehjælp og manglende skatteindtægter for højere indkomst ved arbejde

og må derfor betragtes som et underkantsskøn. Beregningerne tager udgangspunkt i for-

skellen mellem overførselsindkomster, hospitalsomkostninger og omkostningerne til pri-

mær sektor for personer med gigt og personer uden gigt. Hjemmehjælp og manglende skat-

teindtægter er begge udeladt fra beregningerne. Begge er dog store poster for hhv. den

ældste aldersgruppe og den erhvervsaktive aldersgruppe.

En tidligere undersøgelse fra

SDU (2018), baseret på tal fra 2013, viser, at meromkostningen til hjemmehjælp og praktisk

hjælp var på ca. 4.400 kr. om måneden for personer med leddegigt i forhold til lignende

personer uden gigt.

Det kan være svært direkte at sammenligne de her opgjorte omkostninger med tidligere

studier. Umiddelbart minder vores resultater dog om de resultater, Statens Institut for Fol-

kesundhed (SIF) finder i deres grupperinger blandt personer med muskel- og skeletsygdom

kombineret med aktivitetsbesvær (SDU, 2017). Der er dog enkelte forskelle. Bl.a. er sund-

hedsomkostningerne i vores beregninger lidt højere. De forskellige resultater kan der være

flere forklaringer på. For det første er beregningerne lavet på forskellige gigttyper. For det

andet er vores tal baseret på nyere data. For det tredje er overførselsindkomsterne bereg-

net på forskellige måder, hvilket kan give lidt forskelle. For det fjerde regner SIF omkost-

ningerne til den primære sektor baseret på bruttohonorarer fra sygesikringsregisteret,

mens vi bruger antal kontakter med den primære sektor. For det femte medregner de også

omkostninger til medicin, hvilket vi grundet manglende dataadgang ikke har taget højde for

i beregningerne.

Nogenlunde samme

som tidligere

studier

Bemærk, at der betales stadig skatteindtægter af overførselsindkomster. Den manglende skattebetaling vil dermed være forskel-

len mellem den eventuelle lønindkomst ved at få et job er og indtægterne fra overførselsindkomsten.

4. Potentiale ved investering i

patientrettede forløb

Kommunal indsats

kan reducere

omkostningerne

Der findes flere forskellige kommunale indsatser, som kan bidrage til en bedre tilværelse

for personer med gigt. Udover en forøget livskvalitet vil disse tilbud kunne styrke arbejds-

evnen blandt mennesker med gigt, reducere smerter og dermed reduceret antallet af læge-

og hospitalsbesøg. De kommunale indsatser bør dog ikke nødvendigvis betragtes som en

omkostning for det offentlige, men kan i stedet betragtes som en investering, der potentielt

kan have en positiv effekt på de offentlige budgetter.

Vi opstiller potentialeberegninger for fire relevante kommunale indsatser for at vise, om

gevinsterne ved disse indsatser kan stå mål med omkostningerne. Potentialeberegningerne

fokuserer på personer i den erhvervsaktive alder, da flere af effekterne indebærer en for-

bedret arbejdsevne. Kapitlet har derudover til formål at vise, om der er nogle strukturer i

det offentlige system, der afholder kommunerne fra at lave investeringer i disse indsatser.

Formål med kapitlet

4.1

De kommunale

indsatser

Metode

Potentialeberegningerne tager udgangspunkt i de personer, der har en gigtdiagnose, og

som man dermed har mulighed for at hjælpe via et patientrettet forløb. Disse forløb vil være

en del af en kommunal indsats, som er illustreret i Tabel 4.1. Tabellen viser en diagnoseaf-

grænsning og hvilken indsats, der passer til disse personer. De kommunale indsatser i tabel-

len er derfor af forskellige karakter. Hvor indsatsen for gruppe 1 fokuserer på patientuddan-

nelse og træning for personer med artrose (slidgigt) i knæ og hofter, fokuserer indsatsen til

gruppe 2 på hjælp til vægttab.

Potentialeberegningerne i dette kapitel tager udgangspunkt i meromkostningerne for per-

soner med gigt. Omkostninger for personer med gigt sammenlignes med lignende personer

uden gigt, tilsvarende med analysen i kapitel 3. Det antages, at disse meromkostninger kan

reduceres via en kommunal og patientrettet indsats, der har fokus på at forbedre funkti-

onsevne, mindske smerte og sænke sygefravær. Dette er beskrevet yderligere i metodebi-

laget.

Sammenligningen af omkostningerne mellem personer med gigt og lignende personer uden

gigt vil, ligesom i kapitel 3, ske på baggrund af alder, køn og bopælskommune, men uden

sammenligning af andre socioøkonomiske variable. Det betyder dog, at potentialet kan

overvurderes, da flere socioøkonomiske faktorer kan hænge sammen med både omkost-

ningerne til de offentlige budgetter og sandsynligheden for at få gigt. Hvis dette er tilfældet,

vil en kommunal indsats, der er rettet mod at afhjælpe en gigtsygdom, ikke nødvendigvis

kunne reducere hele meromkostningen.

Potentialeberegning

tager udgangspunkt

i omkostninger

Kan overvurdere

potentialet

Antag fx, at der er en sammenhæng mellem personer med en kort uddannelse og personer med en gigtsygdom, og begge ting

øger sandsynligheden for at være på overførselsindkomster. I dette tilfælde vil noget af forklaringen på, at personer med gigt har

højere overførselsindkomster være pga. sygdommen, mens noget af forklaringen vil være pga. den kortere uddannelse. Selv hvis

der gøres en indsats, der afhjælper gigtsygdommen fuldstændig, kan personer med gigt stadig godt have højere overførselsind-

komster end personer uden gigt, da de i gennemsnit har en kortere uddannelse, som er en forklarende faktor for, om personen er

på overførselsindkomst. Da ikke alle socioøkonomiske faktorer er taget med, kan det derfor overvurdere potentialet.

Tabel 4.1 Beskrivelse af diagnoseafgrænsningen og de kommunale indsatser

Gruppe

Gruppe 1

Gruppe 2

Kommunal ind-

sats

Patientuddan-

nelse og træning

ved knæ- og hof-

teartrose

Tilbud om vægt-

tab for bl.a. per-

soner med gigt

Målgruppebe-

skrivelse

Mennesker

med artrose i

hofte eller knæ

Mennesker

med muskel- og

skeletsygdom

og overvægt

Mennesker

med muskel- og

skeletsygdom,

typisk karakte-

riseret ved

smerter

Diagnosekoder

DM16: Hofteartrose

DM17: Knæartrose

DM150: Primær generaliseret

artrose

DM15-19, DK076D: Slidgigt

DM05-06: Leddegigt

DM80-82: Knogleskørhed

DM45-49: Rygsygdom

DM05-06: Leddegigt

DM150: Primær generaliseret

artrose

DM45-49: Rygsygdom

DM07: Psoriatisk artropati og

artropati ved tarmlidelse

DM30-34: Generaliserede bin-

devævssygdomme

DM797: Fibromyalgi

DM40-43, DM45-49: Længere-

varende rygsygdomme

Kilde

Nationale kliniske ret-

ningslinjer for hhv.

knæ og hofteartrose

Anbefalinger for fore-

byggelsestilbud til bor-

gere med kronisk syg-

dom, Sundhedsstyrel-

sen

Afdækning af smerte-

området - Fagligt op-

læg til en smertehand-

lingsplan

Gruppe 3

Tværfagligt

smertetilbud for

mennesker med

bl.a. muskel- og

skeletsygdom

Gruppe 4

Tilbud til rygpati-

enter (længere-

varende) inkl.

træning og pati-

entuddannelse

Mennesker

med længere-

varende rygsyg-

domme

Anbefalinger for tvær-

sektorielle forløb for

mennesker med kroni-

ske lænderygsmerter

Anm.:

Gruppe 2 er baseret på SIF’s opdeling af mennesker med muskel-

og skeletsygdom fra SDU (2015). Denne opgørelse er dog baseret på registeroplysninger,

hvor SIF’s beregninger laves på baggrund af

selvrapporteret sygdom.

Kilde: Egen tilvirkning på baggrund af data fra SDU (2015), Gigtforeningen og National Kliniske Retningslinjer.

Effekterne af de

kommunale

indsatser

De forskellige kommunale indsatser har forskellige målgrupper og forskelligt indhold. Ind-

satsernes effekter på sygefravær, jobevne og hospitalsomkostninger varierer derfor også

meget. Effekterne er udregnet på baggrund af litteratur gennemgået i de nationale kliniske

retningslinjer (NKR) og anbefalinger for tværsektorielle forløb for mennesker med kroniske

lænderygsmerter (Sundhedsstyrelsen, 2017), som stammer fra kliniske forsøg. Effekterne

er behæftet med en vis usikkerhed, og ikke alle effekterne er på baggrund af indsatser, der

er helt identiske med dem i Tabel 4.1. Vi sammenligner fx studier af effekten af træning for

personer med hoftegigt, hvor behandlingsgruppen i det ene studie modtog 20 ugers grup-

pebaseret superviseret træning, mens behandlingsgruppen i andre studier modtog 16 ugers

træning kombineret med patientuddannelse. Samtidig vurderes gevinsten ved hjælp af for-

skellige relevante mål. Eksempelvis sammenligner vi studier, hvor funktionseffekten er målt

ved en konditionstest med andre studier, hvor funktionseffekten er baseret på standardi-

serede spørgeskemaer. Vi har generelt valgt at vurdere gevinsten ud fra relativt konserva-

tive effektestimater.

Antallet af personer i målgruppen for de forskellige kommunale indsatser varierer. I Figur

4.1 er vist antallet af personer med diagnoserne beskrevet i Tabel 4.1. Dette er antallet af

personer, der i årene 2008 til 2017 var i kontakt med sygehusvæsenet og blev diagnosticeret

(eller tidligere har været diagnosticeret) med gigtdiagnoserne beskrevet i tabellen. Perso-

ner, der blev diagnosticeret med gigt inden 2008 og i perioden 2008 til 2017 og ikke har

været i kontakt med sygehusvæsnet, har vi desværre ikke kunne identificere i datasættet.

Antal personer i

grupperne

Det samme gælder personer, som udelukkende er diagnosticeret og behandlet i primær-

sektoren.

Figur 4.1

Antal personer i 2018 med gigtdiagnoserne beskrevet i Tabel 4.1

Anm.:

Kilde:

Bemærk, figuren er en optælling af alle personer over 18 år med gigtdiagnoserne beskrevet i Tabel 4.1. Ikke alle perso-

ner er i målgruppen for de kommunale indsatser. Her skal der frasorteres personer der allerede har modtaget en ind-

sats i gruppe 1 og personer, der ikke er overvægtige i gruppe 2. Derudover viser figuren alle personer over 18 år, mens

potentialeberegninger fokuserer på gruppen mellem 18 og 65 år.

Egne beregninger på baggrund af data fra DST forskerservice.

Indsatsen er ikke

relevant for alle

Den kommunale indsats er ikke nødvendigvis relevant for alle i grupperne. For det første

kan nogle personer have modtaget et lignende tilbud allerede, som det er tilfælde med

nogle personer i gruppe 1, der har deltaget i en indsats gennem GLAiD. For det andet vil

effekterne i gruppe 2 kun være gældende for de overvægtige personer i gruppen. For det

tredje beregner vi i alle tilfælde kun potentialet for personer i den erhvervsdygtige alder

(18-65 år).

I potentialeberegningen tager vi udgangspunkt i de erhvervsaktive af to grunde. For det

første ligger store dele af omkostningerne til pensionisterne i den kommunale service

(hjemmehjælp, mv.), som vi ikke har dataadgang til. For det andet vil en kommunal indsats

for folkepensionister, der forbedrer deres arbejdsevne, ikke kunne forventes at reducere

meromkostningerne til overførselsindkomster. Grunden er, at deres pensionsbetaling og

tillæg ikke er et udtryk for deres nuværende arbejdsevne. Af disse to grunde undlader vi

folkepensionister i vores potentialeberegning.

Fokus på de

erhvervsaktive

4.1.1

Effekter ved

træningsforløb

Effekter

Besparelsespotentialet ved de kommunale indsatser afhænger af effekten på jobtab, medi-

cinforbrug og benyttelse af sygehus. Vi finder effekterne for de fire indsatser i to trin. Først

gennemgår vi den kliniske litteratur for at finde et samlet overblik over de direkte, kliniske

effekter af træningsforløb, som er vist i Tabel 4.2. Derefter omregner vi effektstørrelserne

til et potentiale for omkostningsreduktion i forbindelse med jobtab og offentlige ydelser,

medicinforbrug og sygehusbenyttelse. Her antager vi, at de kliniske effekter på funktion,

smerte og sygefravær kan reducere omkostninger direkte. Den detaljerede beskrivelse fin-

des i metodebilag.

Tabel 4.2 Potentiale for indsatser til patientrettet forebyggelse

Jobtab og

offentlige

ydelser

Indsats 1 - Patientuddannelse og træning ved

hofte- og knæartrose

Indsats 2 - Tilbud om vægttab for bl.a. perso-

ner med muskel- og skeletsygdom

Indsats 3 - Tværfagligt smertetilbud for bl.a.

mennesker med muskel- og skeletsygdom

Indsats 4 - Tilbud til rygpatienter inkl. træ-

ning og patientuddannelse

Anm.:

Sygehusbe-

nyttelse

-18 pct.

-24 pct.

-16 pct.

-29 pct.

Gigt-juste-

ret sygehus-

benyttelse*

-8 pct.

-11 pct.

-7 pct.

-13 pct.

-10 pct.

-24 pct.

-19 pct.

-26 pct.

Kilde:

Effekterne for den gigtjusterede sygehusbenyttelse er lavet på baggrund af en beregning af gigtandelen af de samlede

hospitalsomkostninger, som ligger på ca. 46 pct. De 46 pct. er ganget på effekterne for sygehusbenyttelse for at få de

gigt-justerede effekter for sygehusbenyttelse.

Sundhedsstyrelsen (2021, 2018a, 2017, 2012)

Potentiale for

sygehus reduceres

Potentialeberegningen for reduktion i læge- og hospitalsomkostninger må betragtes som et

overkantsskøn. Ikke alle hospitalsomkostninger for personer med gigt skyldes gigt. Derfor

korrigerer vi for, at indsatserne påvirker de samlede læge- og hospitalsomkostninger rela-

teret til gigt i kolonne 3 i Tabel 4.2 i potentialeberegningen. Vi korrigerer det samlede po-

tentiale ved at påregne en faktor på 0,45. Faktoren er beregnet som andelen af gigtpatien-

ters samlede hospitalsomkostninger fra Landspatientregistret, der direkte relaterer sig til

en gigtdiagnose. Flere af disse kommunale indsatser vil dog både påvirke læge- og hospi-

talsomkostninger relateret til gigt og til mange andre typer sygdomme, som ikke er inklude-

ret i vores beregninger.

Effekterne i Tabel 4.2 og potentialeberegningerne er gennemsnitsbetragtninger på tværs af

alle personer, der deltager i de kliniske studier. Forskellige personer i indsatsgrupperne vil

have meget forskellige potentialer. Eksempelvis vil en person med gigt, der er på kanten af

arbejdsmarkedet, kunne have en meget stor arbejdsmæssig fordel ved disse indsatser. Om-

vendt vil en person med svær sygdom, som allerede modtager førtidspension, ikke kunne

drage fordel af et træningsforløbs positive effekt på jobtab. Vi kan som udgangspunkt ikke

vurdere, hvilke personer vores potentiale- og effektberegninger direkte henfører til, da vi

ikke kender forsøgspersonernes baggrund. Generelt er potentialerne gennemsnitsbetragt-

ninger i den udstrækning, at forsøgspersonerne er repræsentative for patienterne i de en-

kelte indsatsgrupper.

Potentialet ved investering i disse kommunale indsatser tager udgangspunkt i omkostninger

og besparelser for et år. Det vil sige, at der regnes på den årlige omkostning ved en kommu-

nal indsats, som holdes op mod den årlige besparelse i form af lavere overførselsindkom-

ster, færre hospitalsomkostninger mv. De langvarige positive effekter er ikke medregnet,

og derfor er det langsigtede potentiale formentlig større end det, vi viser.

Potentiale kan

variere afhængigt

af personen

Potentielle

besparelser er

for et år

4.2

110.000 erhvervs-

aktive med knæ- og

hofteartrose

Potentiale ved patientuddannelse og

træning til mennesker med artrose

Der er ca. 280.000 personer i Danmark, der i løbet af perioden 2008 til 2017 blev diagnosti-

ceret eller registreret med knæ- eller hofteartrose. Ud af de 280.000 er ca. 110.000 i den

erhvervsaktive alder, som er i fokus i potentialeberegningen, jf. Figur 4.2.a. Forekomsten af

knæ- og hofteartrose er størst uden for storbykommunerne, og specielt Syd- og Vestjylland

samt Lolland og Falster er hårdt ramt, jf. Figur 4.2.b. Forklaringerne på hvorfor forekomsten

er størst uden for storbyerne kan være grundet en ældre befolkning og mere fysisk bela-

stende arbejde.

Figur 4.2

Forekomst af knæ- og hofteartrose i 2018

Figur 4.2.b Andel personer med knæ og/eller hofteartrose,

kommunalt fordelt

Figur 4.2.a Antal personer med knæ- og/eller hofteartrose,

aldersfordelt

Anm.: Forekomsttallene er baseret på diagnosticeringer i Landspatientregisteret i perioden 2008 til 2017 af personer med diagnoserne fra gruppe 1 i Tabel 4.1.

Kilde: Danmarks Statistiks forskerservice.

Nogle får

allerede hjælp

Det relevante tilbud om patientrettet forebyggelse for personer med knæ- og hofteartrose

indeholder patientuddannelse og træning, jf. Tabel 4.1. Ca. 40.000 personer har allerede

deltaget i en lignende indsat gennem GLAiD (2018), der indeholder patientuddannelse og

neuromuskulær træning. Det vurderes, at ca. 16.000 ud af de 110.000 erhvervsaktive i

denne gruppe har deltaget i GLAiD. Det skønnes derfor, at ca. 94.000 personer med knæ-

og hofteartrose i den erhvervsaktive alder vil få gavn af tilbuddet, i form af bedre livskvalitet,

bedre arbejdsevne, samt færre læge- og hospitalsomkostninger.

Det samlede potentiale for personer med knæ- og hofteartrose i den erhvervsaktive alder

er på mellem 4.600 og 10.200 kr. pr. person i behandlingsåret, som vist i Figur 4.3.b(se

metodeafsnit 4.1.1. for beskrivelse af den årlige potentialeberegning). Her ses det også, at

potentialet er størst blandt de ældre og erhvervsaktive aldersgrupper samt i de sjællandske

og nordjyske kommuner. Beregningerne er foretaget ved at gange meromkostninger til

overførselsindkomster, lægebesøg og hospitalsomkostninger med effekterne vist i Tabel

4.2.

Samlet potentiale

fordelt på alder og

myndighed

Kommunen får lav

andel af besparelsen

Kommunen får ca. 1/3 af besparelsen ved investeringen, men det varierer lidt på tværs af

aldersgrupperne, jf. Figur 4.3.a. Fordelingen af besparelserne mellem de offentlige myndig-

heder beror på den kommunale medfinansiering, der skete i perioden 2013 til 2018. Den

kommunale medfinansiering er dog ændret for sundhedsudgifter, så kommunerne frem-

over vil have kan risikere at have større omkostningsandel for visse aldersgrupper og en

lavere omkostningsdel for andre aldersgrupper. Dette vil ligeledes påvirke hvor stort poten-

tialet er for kommunerne.

Figur 4.3

Potentiale for reduktion af sundhedsomkostninger og overførselsindkomster ved brug af patientuddannelse

og træning for hofte- og knæpatienter

Figur 4.3.b Potentiale for omkostningsreduktion for personer

med artrose i knæ og/eller hofteartrose,

kommunalt fordelt

Figur 4.3.a Potentiale for omkostningsreduktion for personer

med artrose i knæ og/eller hofte, aldersfordelt

Anm.: Potentialeberegningerne tager udgangspunkt i meromkostningerne ved personer med denne gigttype ift. lignende personer uden gigt på de omkostninger

beskrevet i kapital 3. Det antages, at denne forskel kan reduceres med de effekter beskrevet i Tabel 4.2, hvis individerne deltager i den relevante kommu-

nale indsats.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af data fra DST forskerservice, Statistikbanken, GLAiD, Vive og NKR.

Besparelser på

670 mio. kr.

De samlede potentielle besparelser er på ca. 670 mio. kr. i behandlingsåret, hvis alle 94.000

personer deltager i indsatsen, og hvis det har effekterne, som beskrevet i Tabel 4.2. Dette

skal holdes op mod en forventet omkostning på ca. 1.700 kr. pr. forløb, svarende til en om-

kostning på lidt over 160 mio. kr.

Den samlede nettobesparelse ved investering i den kom-

munale indsats er dermed på over 510 mio. kr., som vist i Tabel 4.3.

Effekterne er fundet ved hjælp af de nationale kliniske retningslinjer, som vist i Tabel 4.2.

Disse effekter er det bedste skøn på baggrund af de kliniske studier. På trods af dette er

effekterne dog stadig behæftet med en vis usikkerhed. Potentialeberegningen i Tabel 4.3

viser dog, at investeringen stadig vil være profitabel, hvis effekterne er lavere end i effek-

terne i Tabel 4.2. Faktisk kan effekterne reduceres til under en tredjedel, og investeringen

vil stadig være profitabel.

Kan tåle

lavere effekter

Omkostningen på 1.700 kr. pr. forløb er baseret på Hvidovre og Horsens kommunes erfaringer med at implementere trænings-

og uddannelsesprogrammet GLAiD (Godt liv med artrose i Danmark).

Se ”Beslutningsoplæg Sundhedsfremmende indsats til bor-

gere med slidgigt i hofte og knæ”

https://horsens.dk/-/media/Content/ESDH/committees/62/2451/27655.pdf.

Tabel 4.3 Potentielle besparelser for de offentlige budgetter af indsats målrettet

mennesker med artrose i knæ eller hofte

Offentlige budgetter

Pr. person, kr.

Bruttobesparelser

Omkostning

Nettobesparelser

7.200

1.700

5.400

Heraf kommunale budgetter

Bruttobesparelser

Omkostning

Nettobesparelser

Anm.:

Potentiale i alt, mio. kr.

700

200

500

Pr. person, kr.

2.500

1.700

800

Potentiale i alt, mio. kr.

200

100

Kilde:

Potentialeberegningerne tager udgangspunkt i meromkostningerne ved personer med denne gigttype i den erhvervsak-

tive alder ift. lignende personer uden gigt på de omkostninger beskrevet i kapital 3. Det antages, at denne forskel kan

reduceres med de effekter beskrevet i Tabel 4.2, hvis individerne deltager i den relevante kommunale indsats.

Egne beregninger på baggrund af data fra DST forskerservice, Statistikbanken, GLAiD, Vive og NKR.

Underkantsskøn

Potentialeberegningerne tager udgangspunkt i meromkostningen for alle personer med

knæ og/eller hofteartrose (i.e. gruppe 1) og vil formentlig undervurdere det samlede poten-

tiale. Grunden er, at det ikke er muligt at adskille de individer, der har deltaget i patientud-

dannelse og træning, fx i form af GLAiD, fra dem, der ikke har. Da de individer, der har del-

taget i patientuddannelse og træning som GLAiD formentlig allerede har oplevet den posi-

tive effekt på arbejdsevne og smerteniveau, må de antages at trække de gennemsnitlige

omkostninger til personer med knæ- og hofteartrose ned. Det vil samtidig gøre forskellen

mellem personer med og uden artrose mindre, og dermed også trække potentialet ned.

Kommunerne kan stå med et incitamentsproblem, da de kun modtager en andel af bespa-

relsen ved investeringen, men vil stå for hele omkostningen ved indsatsen. I gennemsnit vil

kommunerne have en lille nettobesparelse på ca. 800 kr. pr. person ved investeringen i pa-

tientuddannelse og træningsforløb for personer med knæ- og hofteartrose i den erhvervs-

aktive alder. For visse kommuner vil den forventede besparelse dog være lavere, hvilket

betyder, at investeringen ikke længere er profitabel. Det kan være grunden til, at der er

investeringer, der ikke foretages på trods af, at de på tværs af den offentlige sektor er bud-

getøkonomiske profitable, da omkostningen er centreret i kommunen, mens besparelsen

spredes blandt alle offentlige myndigheder.

Incitaments-

problemer

4.3

Antal fordelt

på alder

Potentiale ved tilbud om vægttab

Der er ca. 570.000 personer i Danmark, der i løbet af perioden 2008 til 2017 blev diagnosti-

ceret på et sygehus med slidgigt, leddegigt, knogleskørhed eller længerevarende rygsyg-

domme (se diagnoser i Tabel 4.1). Ud af de 570.000 personer er ca. 252.000 i den erhvervs-

aktive alder, og 318.000 personer er ældre end 65 år, jf. Figur 4.4.a. Forekomsten af oven-

stående gigtsygdomme er størst i Region Syddanmark og i Nordjylland, jf. Figur 4.4.b. For-

klaringerne på hvorfor forekomsten er størst uden for storbyerne kan være grundet en æl-

dre befolkning og mere fysisk belastende arbejde. Grunden til at Region Syddanmark har så

høj en andel, kan være fordi de har et gigthospital i Sønderborg og et rygcenter i Middelfart,

som gør, at de ikke underdiagnosticerer i lige så høj grad som flere andre yderkommuner.

Figur 4.4

Forekomst af udvalgte gigtsygdomme (i.e. afgrænsning af gruppe 2) i 2018

Figur 4.4.b Andel personer med gigt, kommunalt fordelt

Figur 4.4.a Antal personer med gigt, aldersfordelt

Anm.: Forekomsttallene er baseret på diagnosticeringer i Landspatientregisteret i perioden 2008 til 2017 af personer i med diagnoserne fra gruppe 2 i Tabel 4.1.

Kilde: Danmarks Statistiks forskerservice.

Ikke relevant

for alle

De kommunale indsatser - der ligger til grund for de følgende beregninger - er centreret

omkring vægttab til forebyggelse og behandling af kroniske lidelser. Tilbuddet er således

primært henvendt til de overvægtige, ligesom effektstudierne baserer sig på overvægtige

personer. Ifølge SDU (2009) var ca. 39 pct. af kvinder og 53 pct. af mænd med slidgigt over-

vægtige i 2009. Dette tal er nogenlunde i overensstemmelse med tal fra den voksne befolk-

ning fra Danskernes Sundhed, der viser at hhv. 44 pct. af kvinder og 58 pct. af mænd i 2017

var overvægtige (Sundhedsstyrelsen 2018b). Tager vi udgangspunkt i det konservative skøn

og bruger fordelingen fra SDU (2009), vil det patientrettede tilbud om vægttab dermed

være relevant for ca. 112.000 personer med gigt i den erhvervsaktive alder.

Potentialet ved vægttabstilbuddet for gruppe 2 ligger på mellem 13.900 og 25.700 kr. pr.

person i behandlingsåret, jf. Figur 4.5.b (se metodeafsnit 4.1.1. for beskrivelse af den årlige

potentialeberegning). Potentialet er størst i grupperne 36-65 år, der alle ligger omkring

20.000 kr. på et år. Det ses også, at potentialet er størst i kommunerne i Region Nordjylland,

samt Vestsjælland, Lolland og Falster. Potentialet ved vægttabstilbuddet for personer med

slidgigt, leddegigt, knogleskørhed eller længerevarende rygsygdomme

–

og overvægt - be-

regnes ved at gange deres meromkostninger til overførselsindkomster, lægebesøg og hos-

pitalsomkostninger med effekterne vist i Tabel 4.2.

Figur 4.5.a viser fordelingen af de potentielle besparelser mellem stat, region og kommune.

Her ses det, at kommunen for alle aldersgrupper får under halvdelen af besparelsen. Kom-

munens andel af besparelsen er størst for gruppen af 61-65-årige, hvor kommunen får ca.

42 pct. af besparelserne. Ligesom for gruppe 1, så beror fordelingen mellem de offentlige

myndigheder også her på den medfinansiering, der skete i perioden 2013 til 2018, hvilket

efterfølgende er ændret.

Samlet potentiale

fordelt på alder og

myndighed

Kommunen får lav

andel af besparelsen

Figur 4.5

Potentiale for reduktion af sundhedsomkostninger og overførselsindkomster ved brug af vægttabstilbud til

mennesker med gigt og overvægt

Figur 4.5.b Potentiale for omkostningsreduktion for personer

med gigt, kommunalt fordelt

Figur 4.5.a Potentiale for omkostningsreduktion for personer

med gigt, aldersfordelt

Anm.: Potentialeberegningerne tager udgangspunkt i meromkostningerne ved personer med denne gigttype ift. lignende personer uden gigt på de omkostninger

beskrevet i kapital 3. Det antages, at denne forskel kan reduceres med de effekter beskrevet i Tabel 4.2, hvis individerne deltager i den relevante kommu-

nale indsats. Omkostninger tilknyttet personer med overvægt kan ikke identificeres, hvorfor der bruges et gennemsnit på tværs af hele gruppen.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af data fra DST forskerservice, Statistikbanken, GLAiD, Vive og NKR.

Nettobesparelser på

over 2 mia. kr.

Bruttobesparelserne er på over 2,2 mia. kr. i behandlingsåret, hvis alle 112.000 personer

med gigt i den erhvervsaktive alder med overvægt deltager i indsatsen, og det har effek-

terne som beskrevet i Tabel 4.2 (se metodeafsnit for beskrivelse af den årlige potentialebe-

regning). Dette skal holdes op mod en forventet omkostning på ca. 1.700 kr. pr. forløb, sva-

rende til en omkostning på ca. 190 mio. kr.

Den samlede nettobesparelse ved investering i

vægttab er dermed på over 2,0 mia. kr. i behandlingsåret, som vist i Tabel 4.4.

Potentialet er så stort, at det både ved meget lavere effekter end de, der bruges i de natio-

nale kliniske retningslinjer, og ved højere omkostninger til den kommunale indsats vil give

en nettobesparelse for de offentlige budgetter. Effekterne skal reduceres til en tiendedel af

de nuværende skøn, før investeringen ikke længere vil være profitabel.

Den kommunale nettobesparelse ved indsatsen forventes at være på ca. 5.700 kr. pr. per-

son i behandlingsåret, svarende til omkring 630 mio. kr. i alt, hvis alle de 112.000 erhvervs-

aktive med de relevante gigtdiagnoser deltager. Nettobesparelsen for kommunerne er der-

med lidt mindre end for de samlede offentlige budgetter, men stadig så store, at effekterne

skal reduceres til en tredjedel af de nuværende skøn, før investeringen ikke længere er pro-

fitabel for den gennemsnitlige kommune.

Kan tåle lavere

effekter

Stor kommunal

besparelse

Omkostningen på 1.700 kr. pr. forløb er baseret på Hvidovre og Horsens kommunes erfaringer med at implementere trænings -

og uddannelsesprogrammet GLAiD (Godt liv med artrose i Danmark).

Se ”Beslutningsoplæg Sundhedsfremmende indsats til bor-

gere med slidgigt i hofte og knæ”

https://horsens.dk/-/media/Content/ESDH/committees/62/2451/27655.pdf.

Disse omkostnin-

ger er ikke nødvendigvis tilsvarende med den kommunale indsats for denne gruppe, men danner alligevel en god referenceramme

for omfanget af omkostningen.

Tabel 4.4 Potentielle besparelser for de offentlige budgetter ved kommunal

vægttabsindsats for personer i gruppe 2

Offentlige budgetter

Pr. person, kr.

Potentiale i alt, mio. kr.

Bruttobesparelser

Omkostning

Nettobesparelser

19.900

2.200

1.700

200

18.200

2.000

Heraf kommunale budgetter

Pr. person, kr.

Potentiale i alt, mio. kr.

7.400

800

1.700

200

5.700

600

Bruttobesparelser

Omkostning

Nettobesparelser

Kilde:

Egne beregninger på baggrund af data fra DST forskerservice, Statistikbanken, GLAiD, Vive og NKR.

Underkantsskøn

Vores omkostningsberegninger vil formentlig undervurdere omkostningen til de overvæg-

tige personer med gigt i denne gruppe, da vi ikke har haft adgang til data, der giver os mu-

lighed for at adskille de overvægtige fra de ikke-overvægtige. Der er antaget en fast andel,

baseret på et tidligere studie fra SDU (2009) af overvægtige personer med slidgigt. Hvis de

personer med gigt, der er overvægtige, har større omkostninger til indkomstydelser og

læge- og hospitalsomkostninger end de ikke-overvægtige personer med gigt, vil potentiale-

beregningen være et underkantsskøn. Omvendt ved vi, at undervægt kan være en årsag til

øget risiko for osteoporose, og derved kan vores estimat for forekomsten af overvægt være

overvurderet for denne diagnose-gruppe isoleret set.

4.4

Antal fordelt

på alder

Potentiale ved tværfagligt smertetilbud

Der er ca. 190.000 personer i Danmark, der i løbet af perioden 2008 til 2017 blev diagnosti-

ceret med leddegigt, rygsygdomme, psoriasisgigt, bindevævssygdomme eller fibromyalgi på

et sygehus (se diagnoser i Tabel 4.1).

Ud af de 190.000 personer er 97.000 i den erhvervs-

aktive alder, jf. Figur 4.6. Derudover viser figuren også samme mønster som for forekom-

sten i gruppe 2. Figuren viser, at andelen af personer med disse gigtsygdomme er større i

stort set samtlige kommuner i Region Syddanmark ift. resten af landet. Forklaringerne på

hvorfor forekomsten er størst uden for storbyerne kan være grundet en ældre befolkning

og mere fysisk belastende arbejde. Grunden til at Region Syddanmark har så høj en andel,

kan være fordi de har et gigthospital i Sønderborg og et rygcenter i Middelfart, som gør, at

de ikke underdiagnosticerer i lige så høj grad som flere andre yderkommuner.

Disse sygdomme vil ofte være ledsaget af længerevarende smerter.

Figur 4.6

Forekomst af udvalgte gigtsygdomme (i.e. gruppe 3) i 2018

Figur 4.6.b Andel personer med udvalgte gigtsygdomme,

kommunalt fordelt

Figur 4.6.a Antal personer med udvalgte gigtsygdomme,

aldersfordelt

Anm.: Forekomsttallene er baseret på diagnosticeringer i Landspatientregisteret i perioden 2008 til 2017 af personer i med diagnoserne fra gruppe 3 i Tabel 4.1.

Kilde: Danmarks Statistiks forskerservice.

Samlet potentiale

fordelt på alder og

myndighed

Potentialeberegningerne tager udgangspunkt i, at den kommunale indsats er relevant for

alle med diagnoserne omtalt som gruppe 3 og beskrevet i Tabel 4.1. Den kommunale ind-

sats, som danner grundlag for de følgende beregninger, giver en potentiel besparelse på

mellem 17.000 og 30.900 kr. pr. person i behandlingsåret, som vist i Figur 4.7.b (se metode-

afsnit for beskrivelse af den årlige potentialeberegning). Her ses det også, at potentialet

stiger med alderen op til, de bliver 60 år. Herudover ses det, at der ikke er nogen klar ten-

dens til større potentiale i visse områder af Danmark, men at der er en relativ stor forskel

på potentialet mellem de kommuner, hvor potentialet er størst (Gentofte med ca. 30.900

kr. pr. person) og hvor potentialet er mindst (Faxe med ca. 17.000 kr. pr. person).

Ligesom for de andre grupper får kommunen under halvdelen af besparelserne ved de kom-

munale indsatser, jf. Figur 4.7. For gruppen med 61-65-årige vil ca. 48 pct af den forventede

besparelse dog gå til kommunen, mens resten fordeler sig til region og primært staten. Li-

gesom for gruppe 1, beror fordelingen mellem de offentlige myndigheder også her på den

medfinansiering, der skete i perioden 2013 til 2018, hvilket er efterfølgende er ændret.

De samlede potentielle bruttobesparelser for de offentlige budgetter er på ca. 2,3 mia. kr. i

behandlingsåret, hvis alle 97.000 personer deltager i indsatsen, og indsatsen har effekterne

som beskrevet i Tabel 4.2. Dette skal holdes op mod en forventet omkostning på ca. 1.700

kr. pr. forløb, svarende til en omkostning på ca. 165 mio. kr.

Den samlede nettobesparelse

ved investering i vægttab er dermed på over 2,2 mia. kr. i behandlingsåret, som vist i Tabel

4.5.

Kommunen får

under halvdelen af

besparelsen

Nettobesparelser på

2,2 mia. kr.

Omkostningen på 1.700 kr. pr. forløb er baseret på Hvidovre og Horsens kommunes erfaringer med at implementere trænings-

og uddannelsesprogrammet GLAiD (Godt liv med artrose i Danmark).

Se ”Beslutningsoplæg Sundhedsfremmende indsats til bor-

gere med slidgigt i hofte og knæ”

https://horsens.dk/-/media/Content/ESDH/committees/62/2451/27655.pdf.

Disse omkostnin-

ger er ikke nødvendigvis tilsvarende med den kommunale indsats for denne gruppe, men danner alligevel en god referenceramme

for omfanget af omkostningen.

Figur 4.7

Potentiale for reduktion af sundhedsomkostninger og overførselsindkomster ved brug af tværfagligt

smertetilbud

Figur 4.7.b Potentiale for omkostningsreduktion for personer

med udvalgte gigtsygdomme, kommunalt fordelt

Figur 4.7.a Potentiale for omkostningsreduktion for personer

med udvalgte gigtsygdomme, aldersfordelt

Anm.: Potentialeberegningerne tager udgangspunkt i meromkostningerne ved personer med denne gigttype ift. lignende personer uden gigt på de omkostninger

beskrevet i kapital 3. Det antages, at denne forskel kan reduceres med de effekter beskrevet i Tabel 4.2, hvis individerne deltager i den relevante kommu-

nale indsats.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af data fra DST forskerservice, Statistikbanken, GLAiD, Vive og NKR.

Kan tåle

lavere effekter

Potentialet er så stort, at det selv ved meget lavere effektestimater end de, der bruges i de

nationale kliniske retningslinjer og ved højere omkostninger til den kommunale indsats, vil

give en nettobesparelse for de offentlige budgetter. Effektestimaterne skal reduceres til

1/13, af de nuværende skøn, før investeringen ikke længere vil være profitabel.

Tabel 4.5 Potentielle besparelser for de offentlige budgetter ved kommunal indsat for

personer i gruppe 3

Offentlige budgetter

Pr. person, kr.

Potentiale i alt, mio. kr.

Bruttobesparelser

Omkostning

Nettobesparelser

24.100

2.300

1.700

200

22.300

2.200

Heraf kommunale budgetter

Pr. person, kr.

Potentiale i alt, mio. kr.

9.000

900

1.700

200

7.300

700

Bruttobesparelser

Omkostning

Nettobesparelser

Kilde:

Egne beregninger på baggrund af data fra DST forskerservice, Statistikbanken, GLAiD, Vive og NKR.

Stor kommunal

besparelse

Den kommunale nettobesparelse ved indsatsen forventes at være på ca. 7.300 kr. pr. per-

son i behandlingsåret, svarende til omkring 710 mio. kr. i alt, hvis alle de 97.000 erhvervs-

aktive med de relevante gigtdiagnoser deltager. Nettobesparelsen for kommunerne er der-

med lidt mindre end for de samlede offentlige budgetter, men stadig store.

4.5

Antal fordelt

på alder

Potentiale ved træning og

patientuddannelse for rygpatienter

Der er ca. 154.000 personer i Danmark, der i løbet af perioden 2008 til 2017 blev diagnosti-

ceret med længerevarende rygsygdomme. Ud af de 154.000 personer er ca. 85.000 af dem

i den erhvervsaktive alder, jf. Figur 4.8. Her ses det også, at der er mange personer med

rygsygdomme i aldersgruppen 18-30-årige. Forklaringen på dette er formentlig, at den dæk-

ker et større spænd end de fem år, som grupperne 31-85, og at rygsygdomme i højere grad

end de andre gigtsygdomme rammer på tværs af alle aldersgrupper. Figuren viser også, at

andelen af personer med gigt er større i stort set samtlige kommuner i Region Syddanmark

end i resten af landet. Forklaringerne kan være forskelle i andelen af ældre i befolkningen,

mere fysisk belastende arbejde og at yderkommunerne underdiagnosticerer, bortset fra i

Region Syddanmark, der har et gigthospital i Sønderborg og et rygcenter i Middelfart.

Figur 4.8

Forekomst af længerevarende rygsygdomme (i.e. gruppe 4) i 2018

Figur 4.8.b Andel personer med længerevarende

rygsygdomme, kommunalt fordelt

Figur 4.8.a Antal personer med længerevarende

rygsygdomme, aldersfordelt

Anm.: Forekomsttallene er baseret på diagnosticeringer i Landspatientregisteret i perioden 2008 til 2017 af personer i med diagnoserne fra gruppe 4 i Tabel 4.1.

Kilde: Danmarks Statistiks forskerservice.

Samlet potentiale

fordelt på alder og

myndighed

Potentialet ved træning og patientuddannelse til rygpatienter i gruppe 4 ligger på mellem

21.100 og 44.800 kr. pr. person i behandlingsåret, jf. Figur 4.9 (se metodeafsnit for beskri-

velse af den årlige potentialeberegning). Potentialet er størst for de ældre og erhvervsaktive

aldersgrupper, der alle ligger over 30.000 kr. Figuren viser også, at potentialet er størst i

kommunerne i den sydlige del af Sjælland og den nord- og vestlige del af Jylland.

Kommunen får ca. en tredjedel af besparelsen ved investeringen, selvom det varierer lidt

på tværs af aldersgrupperne, jf. Figur 4.9.a. Ligesom for gruppe 1, beror fordelingen mellem

de offentlige myndigheder også her på den medfinansiering, der skete i perioden 2013 til

2018, hvilket er efterfølgende er ændret.

Kommunen får lav

andel af besparelsen

Figur 4.9

Potentiale for reduktion af sundhedsomkostninger og overførselsindkomster ved brug af træning og

patientuddannelse for rygpatienter

Figur 4.9.b Potentiale for omkostningsreduktion for personer

med længerevarende rygsygdomme, kommunalt

fordelt

Figur 4.9.a Potentiale for omkostningsreduktion for personer

med længerevarende rygsygdomme, aldersfordelt

Anm.: Potentialeberegningerne tager udgangspunkt i meromkostningerne ved personer med denne gigttype ift. lignende personer uden gigt på de omkostninger

beskrevet i kapital 3. Det antages, at denne forskel kan reduceres med de effekter beskrevet i Tabel 4.2, hvis individerne deltager i den relevante kommu-

nale indsats.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af data fra DST forskerservice, Statistikbanken, GLAiD, Vive og NKR.

Nettobesparelser på

2,6 mia. kr.

Bruttobesparelserne er på ca. 2,8 mia. kr. i behandlingsåret, hvis alle 85.000 personer del-

tager i indsatsen, og indsatsen har effekterne, som beskrevet i Tabel 4.2. Dette skal holdes

op mod en forventet omkostning på ca. 1.700 kr. pr. forløb, svarende til en omkostning på

ca. 145 mio. kr.

Den samlede nettobesparelse ved den kommunale indsats er dermed på

over 2,6 mia. kr. i behandlingsåret, som vist i Tabel 4.6.

Tabel 4.6 Potentielle besparelser for de offentlige budgetter af indsats målrettet

mennesker med rygsygdomme

Offentlige budgetter

Pr. person, kr.

Potentiale i alt, mio. kr.

Bruttobesparelser

Omkostning

Nettobesparelser

32.800

2.800

1.700

200

31.100

2.600

Heraf kommunale budgetter

Pr. person, kr.

Potentiale i alt, mio. kr.

12.600

1.100

1.700

100

10.900

900

Bruttobesparelser

Omkostning

Nettobesparelser

Kilde:

Egne beregninger på baggrund af data fra DST forskerservice, Statistikbanken, Vive og Sundhedsstyrelsen.

Omkostningen på 1.700 kr. pr. forløb er baseret på Hvidovre og Horsens kommunes erfaringer med at implementere trænings-

og uddannelsesprogrammet GLAiD (Godt liv med artrose i Danmark).

Se ”Beslutningsoplæg Sundhedsfremmende indsats til bor-

gere med slidgigt i hofte og knæ”

https://horsens.dk/-/media/Content/ESDH/committees/62/2451/27655.pdf.

Disse omkostnin-

ger er ikke nødvendigvis tilsvarende med den kommunale indsats for denne gruppe, men danner alligevel en god referenceramme

for omfanget af omkostningen.

Kan tåle lavere

effekter

Effekterne er fundet ved hjælp af Sundhedsstyrelsen (2017), som vist i Tabel 4.2. Disse ef-

fekter er det bedste skøn på baggrund af kliniske studier. På trods af dette er effekterne dog

stadig behæftet med en vis usikkerhed, ligesom omkostningerne til de kommunale indsat-

ser også kan ende med at blive højere, end det viste. Potentialeberegningen i Tabel 4.3 viser

dog, at investeringen stadig vil være profitabel, hvis effekterne er lavere end effekterne i

Tabel 4.6. Faktisk kan effekterne reduceres til ca. 1/18, og investeringen vil stadig være pro-

fitabel.

5. Påvirkning på

velfærdsarbejdet

Gigt kan påvirke de

offentlige tilbud

Gigt kan være forbundet med smerter, nedsat arbejdsevne og flere sygedage. Af denne

grund kan sektorer, der har mange ansatte med gigt, være meget følsomme over for syge-

meldinger og frafald. Disse sektorer vil derfor have et ekstra stort incitament til at undgå,

at deres ansatte bliver nedslidte og til at sørge for bedre rehabilitering. Data fra Danmarks

Statistik viser, at velfærdssektoren er en af de sektorer, der har mange ansatte med gigt.

Denne sektor kan være dobbelt følsom for det offentlige: En høj forekomst af ryg- og gigt-

sygdomme i sektoren kan bidrage til at skubbe ansatte hen på offentlig forsørgelse. Dette

vil trække en person ud af det arbejdsmarked, der skal kunne levere den offentlige velfærd.

I dette kapitel belyser vi, hvilken påvirkning gigt har på arbejdskraften i velfærdssektoren.

Dette gør vi først ved at se på, hvor mange personer med gigt der arbejder i velfærdssekto-

ren. Dernæst belyser vi, om de personer med gigt, der arbejder i velfærdssektoren, har flere

sygedage, og om de er mere tilbøjelige til at skifte væk fra sektoren end lignende personer

uden gigt.

Formål med kapitlet

5.1

Mange med gigt

arbejder i

velfærdssektoren

Personer med gigt i velfærdssektoren

Erhvervsaktive personer med gigt var i perioden 2013 til 2018 mere tilbøjelige til at arbejde

i velfærdssektoren, sammenlignet med personer uden gigt jf. Figur 5.1.

Figuren viser, at

42 pct. af de pågældende personer med gigt, der var i arbejde i perioden, var beskæftiget i

velfærdssektoren på et tidspunkt. Til sammenligning var det samme tal for personer uden

gigt blot 36 pct. Generelt har personer med gigt en lavere beskæftigelsesfrekvens end per-

soner uden gigt.

Ca. otte pct. af ansatte i velfærdssektoren har gigt, mens ca. seks pct. af de beskæftigede

på det generelle arbejdsmarked har en gigtdiagnose. Der kan være flere forklaringer på, at

personer med gigt er overrepræsenteret i velfærdssektoren sammenlignet med andre sek-

torer. For det første kan det skyldes, at personer med høj sandsynlighed for gigt, er mere

tilbøjelige til at vælge jobs i velfærdssektoren. For det andet kan det være, fordi flere jobs i

velfærdssektoren er relativt nedslidende, som dermed øger risikoen for visse typer gigt. Vi

kan dog ikke på baggrund af vores data se, om det er jobbet i sig selv, der øger sandsynlig-

heden for at få gigt.

Jobbet kan være

nedslidende

Velfærdssektoren er defineret som stillinger inden for sundhedsområdet, teknikerarbejder og assisterende arbejde inden for

sundhedsområdet, omsorgsarbejde og rednings- og overvågningsarbejde.

1313

Personer med gigt er defineret som personer, der i perioden 2008 til 2017 har registreret en gigtdiagnose beskrevet i Tabel 4.1.

Figur 5.1

Andel af arbejdende personer hhv. med og uden gigt, der på et tidspunkt i perioden

2013 til 2018 arbejdede inden for velfærdsektoren

Anm.:

Kilde:

Velfærdssektoren er defineret som stillinger inden for sundhedsområdet, teknikerarbejder og assisterende arbejde inden

for sundhedsområdet, omsorgsarbejde og rednings- og overvågningsarbejde.

Egne beregninger på baggrund af data fra DST forskerservice.

5.2

Personer med gigt

skifter hurtigere

væk fra sektoren

Tilbøjelighed til at skifte væk fra

velfærdssektoren

En større andel personer med gigt skifter væk fra arbejde i velfærdssektoren ift. lignende

personer uden gigt, jf. Figur 5.2. Her ses det, at dette er gældende for alle de erhvervsaktive

aldersgrupper, men frafaldet er størst for den unge aldersgruppe. At personer med gigt er

mere tilbøjelige til at finde sig et andet arbejde, er måske ikke overraskende, men kan være

problematisk for det offentliges evne til at levere kvalitet i den offentlige velfærd.

De personer med gigt, der tidligere har været ansatte i velfærdssektoren, men efterføl-

gende søger væk, ender i flere forskellige funktioner. Nogle af dem vælger et job uden for

velfærdssektoren, mens andre ender i arbejdsløshed eller på førtidspension. Der skelnes i

denne opgørelse ikke på, om frafaldet sker før eller efter diagnosticeringen af gigten. Der

kan være flere forklaringer på, at nogle skifter før en diagnose. En forklaring kan være, at

man hurtigt indser, at jobbet er nedslidende, og man søger væk, hvorefter man først senere

diagnosticeres. En anden forklaring kan være, at de faktisk tidligere er diagnosticeret, men

først senere bliver synlige i vores datasæt.

Skifter til andet job,

førtidspension eller

arbejdsløshed

Figur 5.2

Andel der er søgt væk fra velfærdssektoren

–

blandt personer hhv. med og uden

gigt ansat i velfærdsektoren

Anm.:

Kilde:

Velfærdssektoren er defineret som personer, der har en arbejdsfunktion som værende arbejde inden for sundhedsom-

rådet, teknikerarbejder og assisterende arbejde inden for sundhedsområdet, omsorgsarbejde og rednings- og overvåg-

ningsarbejde.

Egne beregninger på baggrund af data fra DST forskerservice.

5.3

Analyse af

sygefravær

Sygefravær i velfærdssektoren

I indeværende afsnit analyseres sygefravær blandt mennesker beskæftiget i velfærdssekto-

ren i perioden 2013 til 2018. Der er i beregningerne kun medregnet det sygefravær, der er

registreret med egen sygdom som årsag, hvorimod fravær på grund af barns sygdom eller

andet fravær ikke er medregnet. Der ses alene på sygefravær i den periode, personerne har

været beskæftiget i velfærdserhvervene.

Personer med gigt, der arbejder i velfærdssektoren, har mere fravær end personer uden

gigt, der arbejder i velfærdssektoren, jf. Figur 5.3. Her ses det, at denne tendens er gæl-

dende for alle erhvervsaktive aldersgrupper, hvor forskellen dog er størst for aldersgrup-

perne 36-55 år. I disse aldersgrupper har personer med gigt i gennemsnit 50 flere fraværs-

timer om året på grund af egen sygdom. Figuren viser også, hvor i landet personer med gigt,

der er beskæftiget i velfærdssektoren, har det største merfravær sammenlignet med per-

soner uden gigt. Her ses det, at det primært er kommuner i Region Sjælland, hvor forskellen

er stor.

Personer med

gigt har mere

sygefravær

Figur 5.3

Mersygefravær for personer med gigt ift. personer uden gigt beskæftiget i velfærdssektoren, gns. antal timer

pr. år, baseret på perioden 2013-2018

Figur 5.3.b Mersygefravær for personer med gigt, kommunalt

fordelt

Figur 5.3.a Mersygefravær for personer med gigt,

aldersfordelt

Anm.: Velfærdssektoren er defineret som personer, der har en arbejdsfunktion inden for sundhedsområdet, teknikerarbejder og assisterende arbejde inden for

sundhedsområdet, omsorgsarbejde og rednings- og overvågningsarbejde.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af data fra DST forskerservice.

630 årsværk i

sygefravær

Der var i gennemsnit over 27.000 ansatte pr. år i velfærdssektoren i perioden 2013 til 2018

med en kronisk gigtdiagnose.

Det gennemsnitlige merfravær for personer med gigt, der

arbejder i velfærdssektoren, var i perioden 2013 til 2018 på ca. 44 timers merfravær om

året ift. personer uden gigt, der arbejder i velfærdssektoren. Det svarer til, at personer med

gigt har haft mersygdom svarende til ca. 630 årsværk hvert år, sammenlignet med personer

uden gigt.

Dette tal er opgjort som antal personer, der i løbet af året har arbejdet i sektoren.

Beregningen tager udgangspunkt i et årsværk på 1.924 arbejdstimer, se kilde:

https://statens-adm.dk/fleks-og-barsel/den-stats-

lige-fleksjobordning/spoergsmaal-og-svar/

6. Litteraturliste

Costa, Leonardo OP, et al. "Motor control exercise for chronic low back pain: a randomized

placebo-controlled trial."

Physical therapy

89.12 (2009): 1275-1286.

Danmarks Statistik (2021), “PRIS115: NETTOPRISINDEKS”.

Dorte Thalund Grønne, Søren Thorgaard Skou

og Ewa Roos, GLA:D (2018). ” GLA:D® Årsrap-

port 2018”.

https://www.glaid.dk/pdf/GLAD%20%C3%85rsrapport%202018.pdf

Gigtforeningen (2018). ”Nøgletal for gigtsygdomme”.

https://www.gigtforeningen.dk/me-

dia/3884/gigtforeningens-noegletalspublikation-2018.pdf

Horsens kommune (2019). GLAiD Beslutningsoplæg

–

Sundhedsfremmende indsats til bor-

gere med slidgigt i hofte og knæ.

Kommunernes Landsforening, Danske Regioner, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse,

Finansministeriet

(2015). ”Indblik i sundhedsvæsenets resultater”.

Praktiserende Lægers Organisation (2020). ”Honorartabel”.

tes/default/files/honorartabel_pr._01.04.2020.pdf

Praktiserende Lægers Organisation (2018). ”Honorartabel”.

tes/default/files/honorartabel_plo_2018_oktober.pdf

https://www.laeger.dk/si-

Praktiserende Lægers Organisation (2018). ”PLO Analyse Det koster kun ca. 1.400 kr. om

året at have fri adgang til praktiserende læge”. https://www.laeger.dk/sites/default/fi-

les/plo_analyse_hvad_koster_almen_praksis_december_2018.pdf

Schaafsma, Frederieke G., et al. "Physical conditioning as part of a return to work strategy

to reduce sickness absence for workers with back pain."

Cochrane Database of Systematic

Reviews 8

(2013).

SDU (2018). ”Leddegigt i Danmark Nøgletal 2018”. https://www.sdu.dk/sif/-/media/im-

ages/sif/sidste_chance/sif/udgivelser/2018/leddegigt_i_danmark.pdf

SDU (2017). ”De samfundsmæssige omkostninger ved muskel- og skeletlidelser i Danmark”.

https://www.sdu.dk/sif/-/media/images/sif/sidste_chance/sif/udgivelser/2017/de_sam-

fundsmaessige_omkostninger_ved_muskel-_og_skeletlidelser_i_danmark.pdf

SDU (2015). ”Muskel- og skeletlidelser i Danmark. Nøgletal 2015”. https://www.sdu.dk/sif/-

/media/images/sif/sidste_chance/sif/udgivelser/2015/muskel_og_skelet_lidelser_i_dan-

mark_noegletal_gigtforeningen_november_2015.pdf

SDU (2009). ”Slidgigt. Forekomst og risikofaktorer Udviklingen i Danmark”.

https://www.sdu.dk/sif/-/media/images/sif/sidste_chance/sif/udgivelser/2009/slide-

gigt.pdf

SUM (2016).

“Ændring af den kommunale medfinansiering”

https://sum.dk/Media/8/2/Aendring-af-den-kommunale-medfinansiering-juni-2016.pdf

SUM (2015).

”Indblik i sundhedsvæsenets resultater”. https://sum.dk/Me-

dia/637643673108575179/Indblik%20i%20sundhedsv%c3%a6senets%20resulta-

ter%202015.pdf

Sundhedsstyrelsen (2021). ”NKR: Hofteartrose –

ikke-kirurgisk behandling og genoptræning

efter total hoftealloplastik”. https://www.sst.dk/da/Udgivelser/2021/NKR-Hofteartrose--

ikke-kirurgisk-behandling-og-genoptraening-efter-THA

Sundhedsstyrelsen (2019). ”NKR: Behandling af nyopståede lænderygsmerter”.

https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2016/NKR-l%C3%A6nderygsmerter/National-kli-

nisk-retningslinje-laenderygsmer-

ter.ashx?la=da&hash=AF45A82DE3A17CD9C3043F2A46538E71AC615257

Sundhedsstyrelsen (2018a).

”NKR: Udredning og behandling af patienter med

generalise-

rede smerter i bevægeapparatet”.

https://www.sst.dk/da/udgivelser/2018/nkr-udredning-

og-behandling-af-pnes atienter-med-generaliserede-smerter-i-bevaegeapparatet

Sundhedsstyrelsen (2018b). ”Danskernes Sundhed – Den Nationale Sundhedsprofil 2017”.

Sundhedsstyrelsen (2017).

”Anbefalinger

for tværsektorielle forløb for mennesker med kro-

niske lænderygsmerter”.

Sundhedsstyrelsen (2012). ”NKR og faglige visitations-retningslinjer: Knæartrose”.

https://www.sst.dk/da/udgivelser/2012/nkr-knaeartrose

Skouen, Jan S., et al. "Relative cost-effectiveness of extensive and light multidisciplinary

treatment programs versus treatment as usual for patients with chronic low back pain on

long-term sick leave: randomized controlled study."

Spine

27.9 (2002): 901-909

VIVE

(2018).

”Socialt

udsatte

borgeres

https://www.vive.dk/media/pure/6999/1717876

brug

velfærdssystemet”.

SUM (2015). ”Indblik i sundhedsvæsenets resultater resultater”. https://sum.dk/Me-

dia/637643673108575179/Indblik%20i%20sundhedsv%c3%a6senets%20resulta-

ter%202015.pdf

Hjemmesider:

Apotekerforeningen (2020).

https://www.apotekerforeningen.dk/-/media/apotekerfor-

eningen/analysersundhed/analyse---lgemiddelforbrug-i-danmark-2020.pdf

Dansk Reumatologisk Selskab. ”

Patientinformation for Osteoporose/knogleskørhed”

https://danskreumatologi.dk/wp-content/uploads/2020/06/Patientinformation-Osteopo-

rose.pdf

Gigtforeningen (2015). ”Medicin til behandling af gigt – gigtmedicin”.

https://www.gigtfor-

eningen.dk/viden-om-gigt/behandlingsmuligheder/medicin/

Laeger.dk. ”Takstkort 28A – Reumatologi (fysiurgi)”

https://www.laeger.dk/sites/default/files/reumatologi_takstkort_pr_040121.pdf

7. Metodebilag

7.1

Omkostningsberegninger

Omkostningsberegningerne i denne rapport tager udgangspunkt i omkostninger til overfør-

selsindkomster, hospitalsomkostninger og omkostninger til primær sektor for hhv. personer

med og uden gigt. Analyserne er lavet på baggrund af registre fra Danmark Statistiks for-

skerservice i perioden 2013 til 2018. Omkostningerne er udregnet som de årlige gennem-

snitlige omkostninger pr. person i den givne gruppe, for perioden 2013 til 2018.

7.1.1

Omkostning til overførselsindkomster

Omkostningerne til overførselsindkomster er udregnet på baggrund af indkomstregisteret

(IND) fra 2013 til 2018. Her er overførselsindkomsterne udregnet på baggrund af følgende

variable KONTANTHJ_13, DAGPENGE_KONTANT_13, SYG_BARSEL_13, EFTLOEN, FOLKE-

FORTID_13, FLEXYD, LEDIGHEDSYDELSE.

Inddelingen mellem bl.a. dagpenge, sygedag-

penge og kontanthjælp er vigtig for fordeling af hvilken offentlig myndighed, der afholder

omkostningerne, da refusionen og fordelingen her er forskellig, jf. Tabel 7.1.

7.1.2

Omkostning til sundhedsydelser

Omkostninger til sundhedsydelser i sygehussektoren er baseret på det DRG-grupperede

landspatientregister fra perioden 2013-2018. I 2018 er der et databrud i det DRG-gruppe-

rede LPR. I 2018 kan vi derfor ikke adskille omkostninger til stationære patienter, fra om-

kostninger til ambulante behandlinger. Vi vælger derfor at udregne en samlet takst for alle

hospitalsomkostninger i hele perioden for at sikre overensstemmelse med 2018 data.

Beregningen af hospitalsomkostningerne i perioden 2013-2017 er derfor baseret på variab-

lene V_TOTPRIS_GENOP og V_PRIS_GENOP, mens den kommunale andel er beregnet på

baggrund af variablen V_KOMPRIS. For 2018 har vi ikke en inddeling af ambulante og stati-

onære patienter, så hospitalsomkostningerne er taget som variablen TOTALPRIS_DRG. Den

kommunale andel i 2018 er beregnet på baggrund af gennemsnittet af den kommunale an-

del i årene 2013-2017 og den samlede hospitalsomkostning i 2018 (TOTALPRIS_DRG). Alle

ambulante og stationære aktiviteter på offentlige sygehuse er medtaget, uanset om det

vedrører gigtdiagnoser.

Omkostninger til sundhedsydelser i primærsektoren er baseret på data fra Sygesikringsre-

gisteret fra perioden 2013-2018. Beregningen tager udgangspunkt i variablen KONTAKT-

AGG, som angiver antallet af kontakter til bl.a. praktiserende læge, speciallæger, fysiotera-

peuter m.fl. Da vi ikke har haft adgang til oplysninger om bruttohonoraret for de enkelte

kontakter er der antaget en enhedsomkostning for hver kontrakt, svarende til en 142,44 kr.

hos almen praktiserende læge (Praktiserende Lægers Organisation, 2018).

Enkelte af disse variable er undergrupper af andre variable. Dette er der taget højde for i beregningerne. En så detaljeret g rup-

pering som muligt er dog vigtig for den efterfølgende opdeling mellem hvilken offentlig myndighed, der betaler.

7.1.3

Omkostningsfordeling mellem stat, region og kommune

Omkostningerne til overførselsindkomster og sundhedsydelser fordeles ud på hvilken myn-

dighed, der afholder omkostningerne. Fordelingen mellem kommune, region og stat sker

på baggrund af den refusion, der sker mellem de offentlige myndigheder. Denne fordeling

er vist i Tabel 7.1.

Tabel 7.1 Fordelingsnøgle mellem stat, region og kommune

Overførselsindkomst

Vægtet fordeling

Kontanthjælp

Dagpenge

Ledighedsydelse

Sygedagpenge

Efterløn

Folkepension

Førtidspension

Andre ydelser

Stat

0,38

1,00

0,34

1,00

0,35

1,00

Stat

Region

Kommune

0,62

0,66

0,65

Sundhedsydelser

Vægtet fordeling

Almen læge

Anm.:

Kilde:

Kommune

0,93

0,07

Andel af overførselsindkomst og udgift til almen læge, der betales af henholdsvis stat, region og kommune i 2018. Base-

ret på gennemgang i Vive (2018).

Vive (2018)

7.2

Afgrænsning af målgrupper

Målgrupperne for de enkelte kommunale indsatser (grupper) er afgrænset på baggrund af

diagnoserne skitseret i Tabel 4.1. Her er brugt Landspatientregisteret for perioden 2008 til

2017. Hvis en person får diagnoser fra flere forskellige grupper, kan personen godt indgå i

begge grupper. Diagnoserne antages at være kroniske. Personerne der rammes af gigt, vil

først blive registreret som havende en gigtdiagnose i det første år vi ser diagnosen i regi-

strene. Derefter vil personen være registreret som havende gigt i alle de efterfølgende år.

Personerne med gigt i de forskellige grupper, sammenlignes i omkostningsberegningerne

med en kontrolgruppe af lignende personer, der på intet tidspunkt i perioden 2008-2017

har fået registreret en gigtdiagnose. Det vil fx sige, at i kontrolgruppen for personer med

knæ- og hofteartrose (gruppe 1), er der fjernet observationer for: 1) personer i årene inden

vi ser en diagnose for knæ- eller hofteartrose og 2) personer der i løbet af perioden har fået

en diagnose for en gigtsygdom fra en af de andre grupper. Kontrolgruppen laves på bag-

grund af køn, alder, år og bopælskommune.

Optællingen af personerne i de fire forskellige grupper tager udgangspunkt i antallet af per-

soner, der i perioden 2008 til 2017 er registreret med en gigtdiagnose i Landspatientregi-

steret, og som samtidig findes i befolkningsregistret i 2018. Personer, der blev diagnostice-

ret med gigt inden 2008 og som ikke har været i kontakt med sygehusvæsnet, har vi des-

værre ikke kunne identificere i datasættet. Det samme gælder personer, som udelukkende

er diagnosticeret og behandlet i primær-sektoren, da vi her ikke observerer en specifik di-

agnose med kun antallet af kontakter.

7.3

Beregning af potentiale

Potentialeberegningerne tager udgangspunkt i omkostningsberegningerne for målgrup-

perne beskrevet ovenfor. Dette vil sige, at der tages udgangspunkt i de gennemsnitlige år-

lige omkostninger for personer med gigt i alle årene fra 2013 til 2018. En person, der diag-

nosticeres i 2016, vil derfor indgå i tre år, mens en person, der diagnosticeres i 2018, kun

indgår i et år i omkostningsberegningerne. De årlige omkostninger regnes som et gennem-

snit fra 2013 til 2018 og der tages et gennemsnit baseret på værdier diskonteret ved Dan-

marks Statistiks nettoprisindeks.

Potentialet udregnes som forskellen mellem personer i de forskellige grupper beskrevet i

Tabel 4.1 og deres respektive kontrolgrupper. Denne forskel kan tolkes som meromkostnin-

gen som personer i den gigt-gruppe har ift. lignende personer uden en gigtdiagnose. I po-

tentialeberegningen antages det, at kommunale indsatser kan forbedre arbejdsevnen og

mindske smerter for personer med gigt, som deraf vil reducere deres overførselsindkomster

og deres sundhedsydelser.

Potentialet beregnes derfor på baggrund af de gennemsnitlige årlige meromkostninger for

personer med gigt, ift. personer uden gigt i perioden 2013 til 2018. Dette tal ganges med en

effekt (beskrevet længere nede), for hvor meget overførselsindkomster og sundhedsydelser

kan reduceres ved hjælp af kommunale indsatser. Antallet af personer, der har gavn af de

kommunale indsatser baseres på tre overordnede ting: 1) de skal i perioden 2008 til 2017

have registreret en gigtdiagnose i Landspatientregisteret, svarende til gigtgrupperne i Tabel

4.1, 2) de skal være at finde i befolkningsregistret i 2018, 3) de skal være i den erhvervsaktive

alder (18-65 år). Derudover frasorteres et antal personer fra gruppe 1, der tidligere har del-

taget i et lignende GLAiD-forløb og det antal personer fra gruppe 2, der ikke er overvægtige

(da indsatsen ikke er relevant for dem).

7.3.1

Effekter af kommunale indsatser

De direkte, kliniske effekter af træningsforløb er fundet i metaanalyser af kliniske lodtræk-

ningsforsøg. Her refererer vi til store, anerkendte studier, der gennemgår den samlede lit-

teratur, primært litteraturgennemgangen i Sundhedsstyrelsens Nationale Kliniske Retnings-

linjer. Hvor Sundhedsstyrelsen systematisk gør litteraturgennemgangen tilgængelig bruger

vi alle studier, og tilhørende vægtning for kvalitet. Hvor litteraturgennemgangen ikke er sy-

stematisk tilgængelig, bruger vi det studie, som har fået den højeste kvalitetsvurdering. Vi

finder effekter for de specifikke kommunale indsatser, der er rettet mod de fire målgrupper.

Generelt er effektmålet et udtryk for den gennemsnitlige procentuelle forbedring på klinisk

funktion, smerte eller sygefravær mellem en behandlingsgruppe og en kontrolgruppe. Funk-

tionsmålet er ofte en måling af fysisk formåen (fx hvor lang kan patient gå på 12 minutter)

og smerte er målt ved standardiserede spørgeskemaer.

Tabel 7.2 viser de kliniske effekter fra litteraturgennemgangen. For indsats 1 og indsats 2

finder vi de kliniske effekter af indsatsen i Sundhedsstyrelsens evidensgennemgang i den

nationale kliniske retningslinjer for hofte- og knæartrose (Sundhedsstyrelsen, 2021). Eksem-

pelvis har patienter efter trænings- og patientuddannelsesforløb 10 pct. bedre funktion

sammenlignet med kontrolgruppen. Denne beregning er baseret på gennemsnittet i syv

Vi kan ikke se i registrene, hvem der har deltaget i GLAiD eller hvem der ikke er overvægtige. Vi ved dog hvor mange, der har

deltaget i GLAiDs træningsforløb og har et skøn på hvor stor en andel, der er overvægtige. Vi kan derfor ikke fjerne de enkelte

personer fra omkostningen i potentialeberegningen, men kan kun fjerne en gruppe personer fra det samlede antal af personer,

der bruges til at gange på potentialet pr. person.

studier gennemgået i Sundhedsstyrelsen (2021). For indsats 2 om vægttabsintervention for

personer med overvægt er effekten på funktion og smerte kun baseret på personer med

knæartrose, da NKR gælder for hofteartrose, og ikke indeholder vægttabsinterventioner.

For indsats 3 undersøger vi de kliniske effekter af træning og patientuddannelse for perso-

ner med generaliserede smerter i bevægeapparatet i Sundhedsstyrelsen (2018a). Der findes

ikke en National Kliniske Retningslinjer for kroniske rygpatienter og derfor undersøger vi i

stedet de kliniske effekter for indsats 4 i to studier af træning og patientuddannelse til pa-

tienter med kroniske rygsmerter (Costa et. al 2009, Skouen 2002). Disse to studier er ud-

valgt, da de bliver vurderet, som af høj kvalitet i Sundhedsstyrelsen (2017).

Tabel 7.2 Effekter fra kliniske studier

Funktion

Indsats 1 - Patientuddannelse og træning

ved hofte- og knæartrose

Indsats 2 - Tilbud om vægttab for bl.a. per-

soner med muskel- og skeletsygdom

Indsats 3 - Tværfagligt smertetilbud for bl.a.

mennesker med muskel- og skeletsygdom

Indsats 4 - Tilbud til rygpatienter inkl. træ-

ning og patientuddannelse

Anm.:

Smerte

-25%

-24%

-6%

-21%

Sygefravær

-10%

-24%

-25%

-38%

-19%

-26%

Kilde:

Effekter fra kliniske studier målt som procentuelle gevinster på funktion, smerte og sygefravær for en behandlings-

gruppe relativt til en kontrolgruppe. Baseret på Sundhedsstyrelsens litteraturgennemgang i forbindelse med de Natio-

nale Kliniske retningslinjer og Anbefalinger for tværsektorielle forløb. For indsats 1 er effekter baseret på litteraturgen-

nemgang i Sundhedsstyrelsen (2021). Indsats 2 er effekt baseret på Sundhedsstyrelsen (2012). For indsats 3 på Sund-

hedsstyrelsen (2018a). For indsats 4 er effekter baseret på de højest vurdere studier i Sundhedsstyrelsen (2017)

Sundhedsstyrelsen (2021, 2018a, 2017, 2012)

De kliniske effekter i Tabel 7.2 kan, udover sygefravær, ikke direkte oversættes til besparel-

ser for det offentlige. Vi løser denne udfordring ved at oversætte til omkostningseffekter,

på baggrund af begrundede antagelser. For jobtab og offentlige ydelser bruger vi effekten

for sygefravær. I de tilfælde, hvor vi ikke kan finde evidens for sygefravær, bruger vi funkti-

onsgevinsten som et estimat for reduktion i jobtab. Eksempelvis antager vi, at indsats 1 re-

ducerer udgifter til jobtab og offentlige ydelser med 10 procent baseret på funktionsgevin-

sten ved indsats 1. Reduktioner i sygehusbenyttelse betragtes som et gennemsnit af reduk-

tioner i de kliniske mål for funktion og smerte.

Tabel 7.3 Potentiale for indsatser til patientrettet forebyggelse

Jobtab og

offentlige

ydelser

Indsats 1 - Patientuddannelse og træning ved

hofte- og knæartrose

Indsats 2 - Tilbud om vægttab for bl.a. perso-

ner med muskel- og skeletsygdom

Indsats 3 - Tværfagligt smertetilbud for bl.a.

mennesker med muskel- og skeletsygdom

Indsats 4 - Tilbud til rygpatienter inkl. træ-

ning og patientuddannelse

Anm.:

Sygehusbe-

nyttelse

-18%

-24%

-16%

-29%

Gigt-juste-

ret sygehus-

benyttelse*

-8%

-11%

-7%

-13%

-10%

-24%

-19%

-26%

Kilde:

Effekterne for den gigtjusterede sygehusbenyttelse er lavet på baggrund af en beregning af gigtandelen af de samlede

hospitalsomkostninger, som ligger på ca. 46 pct. De 46 pct. er ganget på effekterne for sygehusbenyttelse for at få de

gigt-justerede effekter for sygehusbenyttelse.

Sundhedsstyrelsen (2021, 2018a, 2017, 2012)

7.4

Stillinger i velfærdssektoren

Personer, der er ansat i velfærdssektoren, er fundet på baggrund af variablen FUNK i data-

sættet FRAN (fravær ansættelsesforhold) på Danmarks Statistiks forskerservice. FUNK angi-

ver de ansattes arbejdsfunktion (stilling) på arbejdspladsen. Velfærdssektoren er defineret

som personer, der har en arbejdsfunktion som værende arbejde inden for sundhedsområ-

det, teknikerarbejder og assisterende arbejde inden for sundhedsområdet, omsorgsarbejde

og rednings- og overvågningsarbejde. Denne inddeling vil bl.a. inkludere læger, sygeplejer-

sker, social og sundhedspersonale mv. Ansættelsen kan være privat, kommunalt, regionalt

eller andet. Det skelnes der ikke på i analysen.

I analysen for velfærdssektoren ses på personer, der i perioden 2013 til 2018 har været

beskæftiget i denne sektor. Derudover ses der på, hvor mange af disse personer, der skifter

væk fra sektoren, betinget på deres alder og på om de i løbet af perioden 2008 til 2017 har

registreret en gigtdiagnose. En person er antaget at skifte væk fra sektoren, hvis personen

i løbet af perioden 2013 til 2017 arbejder i sektoren, men i 2018 ikke længere er beskæftiget

i sektoren.

Personer med gigt er defineret som personer, der i perioden 2008 til 2017 i Landspatient-

registeret har registreret en gigtdiagnose, som beskrevet i Tabel 4.1. Personer der er skiftet

væk fra velfærdssektoren inden deres gigtdiagnose er registreret, vil således stadig fremgå

i beregningerne vist i Figur 5.1 og Figur 5.2.

7.4.1

Sygefravær i velfærdssektoren

Analysen for sygefravær i velfærdssektren baserer sig på den enkelte persons sygefravær i

fraværsregisteret (FRPE). Her opgøres alt registreret fravær, samt om det er registreret som

egen sygdom eller andet sygefravær. Vores analyse tager kun udgangspunkt i den del, der

er registreret som egen sygdom.

Det gennemsnitlige årlige sygefravær er i denne analyse registreret på samme måde som

for omkostnings- og potentialeberegningerne. Det vil sige, at det årlige gennemsnitlige sy-

gefravær for personer med gigt, er baseret på alle år fra diagnosen første gang ses i Lands-

patientregisteret og resten af årene, hvor personen arbejder i velfærdssektoren. Tilsva-

rende gælder sygefraværet for personer uden gigt også kun for de år, hvor personen har

været ansat i velfærdssektoren.