Bekendtgørelse om godkendelse af udbydere af de
obligatoriske arbejdsmiljøuddannelser
I medfør af § 9, stk. 2, § 73, § 74, stk. 6, nr. 1, og stk. 9, i lov om arbejdsmiljø, jf.
lovbekendtgørelse nr. 2062 af 16. november 2021, som ændret ved lov nr. 2588 af
28. december 2021, lov nr. 566 af 10. maj 2022 og lov nr. 893 af 21. juni 2022,
fastsættes efter bemyndigelse:
Kapitel 1
Anvendelsesområde
§ 1.
Udbydere af de obligatoriske arbejdsmiljøuddannelser skal godkendes af
Arbejdstilsynet.
Stk. 2.
Godkendelsesordningen omfatter
1) arbejdsmiljøuddannelse for arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsledere, som
er medlemmer af arbejdsmiljøorganisationen, jf. bekendtgørelse om systematisk
arbejdsmiljøarbejde og
2) arbejdsmiljøuddannelse for koordinatorer af arbejdsmiljø i bygge- og
anlægsbranchen, jf. bekendtgørelse om bygherrens pligter § 5, stk. 3.
Stk. 3.
Godkendelsesordningen indeholder de krav, som udbydere af
obligatoriske arbejdsmiljøuddannelser skal opfylde for at blive og forblive
godkendt, fremgangsmåden ved ansøgning og godkendelse samt regler for
evaluering, kvalitetssikring og gebyr.
Stk. 4.
De obligatoriske arbejdsmiljøuddannelser består af følgende uddannelser:
1) Uddannelse for arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsledere, som er
medlemmer af arbejdsmiljøorganisationen, jf. kap. 2:
a) Tilstedeværelsesuddannelse.
b) Netuddannelse.
2) Uddannelse for koordinatorer af arbejdsmiljø i bygge- og anlægsbranchen, jf.
kap 3:
a) Tilstedeværelsesuddannelse.
b) Netuddannelse.
Kapitel 2
Arbejdsmiljøuddannelsen for medlemmer af arbejdsmiljøorganisationen
Formål og særlige krav til indhold
§ 2.
Formålet med den obligatoriske arbejdsmiljøuddannelse for
arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsledere, der er medlemmer af
arbejdsmiljøorganisationen, er at styrke det forebyggende arbejde og at
effektivisere arbejdsmiljøorganisationens arbejde. Uddannelsen skal sikre, at
arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsledere får den fornødne viden om
arbejdsmiljø og om metoder til at varetage sikkerheds- og sundhedsmæssige
opgaver. Uddannelsen skal medvirke til, at samarbejdet om arbejdsmiljø sker på en
systematisk måde, både på det operationelle og det strategiske niveau. Uddannelsen
skal give arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsledere kompetencer til at medvirke
til at integrere arbejdsmiljø i virksomhedens strategiske ledelse og daglige drift.