Beskæftigelsesudvalget 2021-22
BEU Alm.del Bilag 282
Offentligt
2593065_0001.png
København, d 12.06.2022
Henvendelse fra LONA vedr. mistrivsel blandt nyuddannede akademikere
Emne: Mistrivsel blandt nyuddannede akademikere på dagpenge
Kære beskæftigelsesudvalg
D 20. februar udkom LONA’s store 2021 trivselsrapport. Rapporten viser, at ledige
nyuddannede akademikere mistrives i stor stil, da intet mindre end 97 procent af
respondenterne svarede, at de i større eller mindre grad har følt, at deres mentale trivsel er
blevet forværret under deres ledighedsperiode. At et så forholdsvist stort antal af
nyuddannede akademikere oplever en forværring af trivsel er yderst alarmerende. Da det er
politisk besluttet at forringe dimittendsatsen og forkorte nyuddannedes dagpengeperiode fra
2 år til 1, er vi overbeviste om, at denne tendens vil blive endnu mere markant i de
kommende år. Det mener vi fordi det er en stressfaktor, når man ikke kan få økonomien til at
hænge sammen og derfor forestiller vi os, at nedskæring af dimittendsatsen har en
yderligere negativ effekt på gruppens trivsel.
Som forening for nyuddannede akademikere ønsker vi, at I kære politikere læser rapporten
og forholder jer til tallene. For hvordan skal denne gruppe af mennesker kunne indtage
arbejdsmarkedet, når de er knækkede og troen på egne kompetencer knægtet? Som
samfund burde vi kunne gøre det bedre for denne gruppe af mennesker, der brænder for at
få sine kompetencer i spil og bidrage til samfundet. For kun på denne måde skaber vi rum
for at trivslen kan højnes. At få sat sine kompetencer i spil for derved at blive inkluderet, er
nemlig vigtig for følelsen af personlig udvikling, hvilket gruppen så brændende ønsker.
Derudover er det en stor gevinst for samfundet, når alle ressourcer benyttes til fulde. Det er
beæredygtig ressourceforvaltning og win-win for alle.
Med venlig hilsen
Landsorganisationen for Nyuddannede Akademikere (LONA)
Lærke Thrysøe Nielsen og Charlotte Bengstrøm
Vedhæftet er trivselsrapporten samt vores anbefalinger til hvordan trivslen kan forbedres.