Beskæftigelsesudvalget 2021-22
BEU Alm.del Bilag 20
Offentligt
Att. Beskæftigelsesudvalget
Henvendelse om udskudt pension
opfordring om justering af regelsæt
For en god ordens skyld vil jeg indledningsvis præcisere, at jeg ikke forventer, at min henvendelse skal få
indflydelse på det økonomiske tab på mere end 100.000 kr., som jeg selv har haft. Mit håb er, at I vil se
behovet for at ændre et urimeligt og inkonsekvent regelsæt, så andre borgere ikke lander i samme
situation som jeg selv.
Sagsfremstilling
Da jeg for ca. 3 år siden nærmerede mig alderen, hvor jeg kunne få udbetalt folkepension, gik jeg ind på
Udbetaling Danmarks hjemmeside for at blive klogere på, hvad det ville indebære for mig.
Noget af de første jeg læste var
frit citeret fra hukommelsen
– ”Som noget nyt behøver du ikke længere at
søge om udskudt pension, når du er pensionsberettiget. Du kan vente med at søge, indtil du ønsker at få
udbetalt
din folkepension”.
Da jeg på daværende tidspunkt stadig var i en heltidsstilling, og det derfor ikke
var aktuelt at få udbetalt folkepensionen, lukkede jeg ned for hjemmesiden uden at læse teksten til ende
og det var en fejl!
Da jeg nu er i en situation, hvor det er relevant at overveje at få udbetalt min folkepension, kontaktede jeg
Udbetaling Danmark for at høre nærmere om mine muligheder. Her fik jeg så at vide, at jeg selvfølgelig
uden problemer vil kunne få udbetalt folkepension fremadrettet. Men fordi jeg ikke havde ansøgt om
udskudt pension, ville jeg ikke være berettiget til at få udbetalt folkepensionen for de sidste 22 måneder,
fordi jeg i den periode ikke har levet op til beskæftigelseskravet på 562,5 timer.
Overfor medarbejderen fra Udbetaling Danmark redegjorde jeg så for, at jeg på deres hjemmeside havde
læst den tekst, som jeg citerer ovenfor. Medarbejderen bekræftede, at min erindring om teksten er
korrekt. Men hun fortalte, at jeg
hvis jeg havde læst hele teksten på hjemmesiden
så på et senere
tidspunkt ville have kunnet læse om beskæftigelseskravet, der kræver, at man arbejder over et vist antal
timer, hvis man skal have ret til udbetaling af den udskudte pension.
Det har medarbejderen givet ret i. Og jeg er derfor helt på det rene med, at jeg rent juridisk ikke har nogen
muligheder for at anke afgørelsen og vinde sagen
om end jeg mener, at Udbetaling Danmarks
kommunikation var utilstrækkelig og vildledende.
Men det er følgende regelsæt, som jeg mener, at I bør tage fat i:
Hvis jeg havde ansøgt om udskudt
pension for 3 år siden, ville jeg have ret til en procentuel efterbetaling af folkepensionen, der svarer
forholdsmæssigt til det antal timer, jeg reelt har arbejdet i den periode, hvor jeg ikke længere var
fuldtidsbeskæftiget. Men fordi jeg først nu ansøger om udskudt pension bagudrettet, bortfalder denne ret.
Jeg har de sidste 22 måneder arbejdet freelance i den virksomhed, som jeg var fuldtidsansat i, da jeg blev
berettiget til folkepension. I den periode har jeg gennemsnitligt arbejdet, hvad der svarer til 80 procent af
beskæftigelseskravet. HVIS jeg havde ansøgt om udskudt pension for tre år siden, ville jeg således få
udbetalt 80 % af folkepensionens grundbeløb i de 22 måneder. Men fordi jeg først nu har ansøgt om
udskudt pension bagudrettet, så mister jeg retten til hele dette beløb.
Konklusion
Udskudt pension indebærer jo, at man som borger har mulighed for at udskyde udbetalingen af den
folkepension, man har optjent ret til. Men det er for mig at se både inkonsistent og urimeligt, at der er
forskel på regelsættet afhængigt om man ansøger om udskudt pension fremadrettet eller bagudrettet. Det
håber jeg, at min henvendelse kan få jer til at rette op på.
Søren Hansen
Kastrup