9. februar 2022
Udkast til
Bekendtgørelse nr. xx af xx. xx 2021 om begrænsninger i anvendelsen af lov om arbejdsmiljø på arbejde,
som udføres i den ansattes hjem
1)
I medfør af § 4, § 39, stk. 1, nr. 1, § 43, stk. 1, nr. 1, § 57, § 63, og § 84 i lov om arbejdsmiljø, jf.
lovbekendtgørelse nr. 674 af 25. maj 2020, fastsættes efter bemyndigelse:
§ 1.
Arbejdsmiljølovgivningen finder anvendelse på arbejde, der udføres i den ansattes hjem med de
begrænsninger, som er angivet i §§ 2-5.
Indretning af arbejdsstedet
§ 2.
Arbejdsmiljølovens kapitel 6 om indretning af arbejdsstedet finder ikke anvendelse på arbejde, som
udføres i den ansattes hjem, jf. dog §§ 3 og 4.
§ 3.
Hvis det ved en arbejdsproces ved hjemmearbejdet ikke kan hindres, at der sker udvikling af luftarter,
støv eller lignende, der er sundhedsskadelige eller eksplosive, eller udvikling af røg, mikroorganismer,
aerosoler, ildelugt eller anden generende luftforurening, skal der etableres procesudsugning, der så vidt
muligt fjerner forureningen på det sted, hvor den udvikles. Samtidig skal der tilføres frisk erstatningsluft af
passende temperatur.
Stk. 2.
Procesudsugningen, jf. stk. 1, skal opfylde de nærmere krav, der er angivet i § 35 i bekendtgørelse
om faste arbejdssteders indretning.
Stk. 3.
Der er ikke krav om etablering af procesudsugning efter stk. 1 og 2, hvis arbejdsprocesserne ved
hjemmearbejdet udføres ganske kortvarigt eller sporadisk. Ved sådant arbejde er der krav om, at der
træffes andre foranstaltninger mod udsættelsen for luftarter m.v., således at arbejdet udføres sikkerheds-
og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Skærmarbejde
§ 4.
I bekendtgørelse om arbejde ved skærmterminaler finder § 1 og §§ 3-8 anvendelse, hvor den ansatte
ved arbejde hjemme anvender en skærmterminal regelmæssigt og i en ikke ubetydelig del af sin normale
arbejdstid.
Stk. 2.
Bestemmelserne i § 1, § 3, stk. 2, og § 4-6 i bekendtgørelse om arbejde ved skærmterminaler finder
også anvendelse, hvor den ansatte ved arbejde hjemme anvender en skærmterminal, når den ansattes
arbejde ved en skærmterminal hjemme samt arbejde på en anden eller andre skærmterminaler på faste
eller skiftende arbejdssteder samlet set udføres regelmæssigt og i en ikke ubetydelig del af den ansattes
normale arbejdstid, jf. dog stk. 3.